Giro d'Italia-analyse: FIk vi det endelige bevis?

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

For en uge siden skrev jeg, at et af de allermest spændende spørgsmål, Giroen kunne give svar på, var, hvem der er verdens hurtigste sprinter. Nej, et endegyldigt svar vil vi aldrig kunne få, når vi savner den nuværende sprinterkonge, Jasper Philipsen, men vi kunne i hvert fald få en ret god ide om, hvorvidt det er rigtigt, at hans trone er truet. Det var nemlig den fornemmelse, man sad med efter et forår, hvor kongen selv havde kæmpet med sin fart, mens Tim Merlier og Jonathan Milan begge havde imponeret så stort, at de lignede mere end bare mulige kronprinser.

Det var i virkeligheden ret livgivende at have det spørgsmål at søge svar på. Kampen om den samlede sejr blev jo - hvis vi slap for væsentlige uheld - afgjort i december, da Tadej Pogacar meldte sin ankomst, og derfor var det for en sjælden gangs skyld ikke klassementskampen, der var løbets mest spændende aspekt. Lige så svagt årets klassementsfelt er, lige så stærkt er sprinterfeltet nemlig, og dermed var det svært ikke at slikke sig om munden, hvis man ikke er typen, der blot anser sprinteretaper som noget, der skal overstås.

Læs også

Pogacars holdchef fastslår: Vingegaard er storfavorit

Allerede inden løbet var mit bedste bud er verdens hurtigste sprinter er Milan, og den opfattelse blev kun styrket de første dage. Ganske vist blev han med det yderste af neglene slået af Merlier på den første sprinteretape, men spurtens længde gjorde, at italieneren stadig havde efterladt det bedste indtryk. Dagen efter var han så ganske suveræn, da han tog sin revanche på 4. etape, og også på 5. etape var han hurtigst, selvom Benjamin Thomas her snød ham for sejren.

Alligevel kunne man hele tiden stille spørgsmål. På 3. etape vandt Merlier jo trods alt. På 4. etape sad Merlier som altid for langt tilbage, og når hans ben stod af til sidst, handlede det også om den sene bakke, der var en klar fordel for Milan. Positionen ødelagde det også for Merlier på 5. etape, og da de spurtede i Napoli i søndags, var Merlier sat af.

Derfor kunne man kun have én drøm, da sprinterne i dag fik deres første af to chancer i denne uge. Kunne vi ikke bare for én gangs skyld få et helt rent opgav på fart mellem Merlier og Milan? Ikke noget med, at den ene skulle sidde langt tilbage, og heller ikke noget med, at etapen skulle have været så hård, at Merlier var mærket. Med et mere end 3 km langt opløb på en bred vej var denne finale ved den italienske østkyst nærmest skabt til en duel, der skulle afsløre, hvem der havde overhånden.

Det var bare langt fra sikkert, at vi ville få det. For det første tilsagde al historik, at Merlier sikkert igen ville sidde for langt tilbage, og at Milan med sit supertog igen ville få en fordel. For det andet betød den hårde start med nogle svære stigninger, at der kunne være lagt op til en vild kamp om at ramme udbruddet, og i lyset af den kørsel, vi så fra Alpecin på 5. etape, tilsagde meget også, at det belgiske hold kunne finde på at køre så stærkt, at Merlier ville nå mærket frem til mål.

Den sidste frygt kunne vi imidlertid hurtigt aflive. Formentlig grundet udsigten til torsdagens næsten stensikre udbrudsetape var der slet ingen kørelyst i dag. Samtidig valgte Alpecin måske lidt overraskende en helt anden taktik end i onsdags, da de denne gang slet ikke udnyttede de tidlige stigninger. Egentlig er det svært at se nogen grund til, at de skulle gribe de to etaper forskelligt an, men måske var det en reaktion på, at de jo forleden endte med at skyde sig selv i foden, dels ved at skabe et nyt udbrud, der aldrig blev hentet, og dels ved at smadre det tog, der skulle have hjulpet positioneringssvage Groves.

Det betød, at vi fik den helt lette sprinteretape, man kunne have drømt om. Medvinden gjorde det ganske vist til en rasende hurtig etape, men da sprinterholdene kørte med så lille en risikomargin, at man knap kunne se den, blev der slet ingen grund til at jagte udbruddet intenst. Tværtimod var afstanden så lille, at Tim van Dijke og Edoardo Affini, der i fælles front forsøgte at redde lidt af Vismas totalt knuste Giro, med deres følgesvend Thomas Champion gav helt op langt fra mål.

Dermed var Merlier i hvert fald så frisk, han kunne blive på dette tidspunkt i en grand tour, og dermed kunne han ikke bruge træthed som forklaring på et eventuelt nederlag. Så var der bare det med den position, der altid driller belgieren, men denne gang betød den enkle finale i det mindste, at det måske kunne godt denne gang. Det var nemlig også første gang, at der ikke var en sen bakke, der kunne ødelægge det for holdet, og på papiret er toget med Luke Lamperti og Bert Van Lerberghe ikke uden potentiale.

Alligevel var det hårde odds at skulle slås med Lidls supertog, men minsandten om ikke det udviklede sig til den helt perfekte dag, både for Merlier og for alle dem, der drømte om den perfekte massespurt. For en gangs skyld var Lidl slet ikke dominerende, og højst uventet var det Soudal, der vandt kampen. For første gang i år - hvis jeg husker rigtigt - blev Merlier slet og ret sat op fra spids, og da Lidl-toget ikke svigtede mere, end at de fik anbragt Milan i den perfekte position bag sin værste rival, kunne man kunne slikke sig om munden, da Van Lerberghe kørte den hjem for sin gode ven og kaptajn. Nu kunne intet gå galt. Nu måtte vi få den direkte duel.

Og den fik vi. Merlier kunne åbne sin spurt akkurat, da han ville, og herefter var det op til Milan at bevise, at han havde farten til at gå forbi. Min prognose var, at det ville han have, men når man tænkte tilbage på, hvordan Merlier i det ekstremt stærke sprinterfelt i UAE Tour næsten vandt massespurter på flade baghjul, kunne man stadig godt være lidt i tvivl.

Læs også

Optakt: 1. etape af Criterium du Dauphiné

Den tvivl var imidlertid ubegrundet. Selvom han blev sat op fra spids, kørte Merlier end ikke en længere spurt i modvinden end sin rival, og det blev derfor den helt perfekte styrkeprøve, man kun kunne have drømt om. Og der var ingen tvivl om udfaldet. Merlier var end ikke tæt på den enorm italiener, der nok engang satte en streg under, at han ikke blot i fysisk forstand er en gigant. Nej, han er vitterligt en sand sprintergigant.

Den eneste ærgrelse er, at vi er så langt henne i løbet. Vi ved, at Merlier plejer at have problemer med restitutionen, og det vil undre mig, hvils Milan ville kunne vinde så suverænt, hvis de havde kørt spurten på førstedagen. Til gengæld er det opløftende for italieneren, at han bekræfter, at han også kan køre stærkt sent i en grand tour, hvad han gjorde med en del udsving for et år siden. Han må dog stadig sande, at vi ikke skal regne ham i kategorien som de mest holdbare sprintere. Det viste Olav Kooij ved at slå ham i Napoli, selvom han indtil da end ikke havde været tæt på at slå ham.

Netop Kooij var i den grad savnet. I dag fik vi den perfekte massespurt, men den kunne have været endnu bedre, hvis løbets tredje supersprinter også havde været til start. Nu må vi vente med at finde ud af, hvor holdbar hollænderen er over tre uger, og det bliver nok først i 2025, at vi får det svar. Til den tid kan man så håbe, at uheldskvoten er opbrugt for Visma. Det er blot tre dage siden, at jeg spurgte mig selv om Kooijs sejr i Napoli var enden på det hollandske storholds trængsler, men jeg kan måske være kommet til at jinxe dem. I hvert fald har de siden dengang mistet begge deres kaptajner, efter at Cian Uijtdebroeks i dag måtte forlade løbet med sygdom. Det er svært ikke at tude over den exit, for netop hans evner i de høje bjerge i den tredje uge var noget af det, jeg glædede mig allermest til at få svar på - men i det mindste er det rart at vide, at der var en forklaring på gårsdagens trængsler.

Og vi fik jo altså svar på noget af det andet, der var mest spændende, nemlig sprinterduellen. Den tabte Merlier i dag, men selvom det var en lille ydmygelse at blive slået så klart, var der alligevel lidt opmuntring at hente. Det er i hvert fald den bedste spurt, han har kørt så sent i en grand tour - det er så også kun anden gang, han er kommet så langt - og det vidner om, at han heldigvis ikke bare er en død sild, når vi er kommet lidt hen i løbet. Nu endte han med at blive deklasseret, og dermed tæller resultatet ikke, men opløftende for fremtiden er det alligevel.

Endnu mere frustrerende må det være for Groves. Inden denne sæson lignede han en mand, der ikke var alt for langt fra de bedste sprintere. Igen i dag blev det imidlertid udstillet, at han end ikke er tæt på Milan og Merlier. Beslutningen om ikke at ødelægge sit gode tog tidligt på etapen betød, at han denne gang endelig sad godt i Milans hjul, men det kunne han end ikke holde. Al tanke om, at Groves kunne have kurs mod som en anden Philipsen både at kunne være ekstremt holdbar og vinde mod de bedste i de rene massespurter, ser ud til definitivt at være død. Der er for langt op til de bedste.

Selvom det ligner en på forhånd tabt kamp, kan han i det mindste glæde sig over, at han med deklasseringen af Merlier endte på 2. pladsen og ikke tabte alt for meget i kampen om pointtrøjen. Det kan han takke Juan Sebastian Molano for. Med sit svage hold sad colombianeren selvfølgelig for langt tilbage, men i lyset af den hårde modvind og den lange spurt, han forsøgte sig med, kørte han utvivlsomt den bedte finale, vi har set i år. Desværre var Merlier skyld i, at han ikke fik et resultat, men med tanke på det, han har vist de seneste dage, står det mere og mere klart, at Molano er typen, der er særligt god sidst i en grand tour. Der var i hvert fald betydeligt mere smæk for skillingen hos ham end hos Fernando Gaviria, der som altid forsøgte at redde sin spurt ved at starte tidligt, men som slet ikke havde samme fart som sin landsmand.

Men i det mindste fik han lov at spurte. Det var mere, end man kunne sige om de øvrige (tidligere) topsprintere. Vi har stadig til gode at finde ud af, hvor hurtig Fabio Jakobsen faktisk er, da hans elendige sæson fortsatte med et grimt styrt. Hans selvtillid må efterhånden være helt væk, men i det mindste gik han ikke glip af et resultat. Nok engang sad han nemlig alt for langt tilbage, og det er svært at tro, at det vil ændre sig til de kommende etaper, hvis han og Tobias Lund forhåbentlig ender med at komme hæderligt fra styrtet.

Desværre betød styrtet også, at Alberto Dainese blev elimineret. Han er ellers en af de ryttere, der sent i en grand tour burde kunne nærme sig de bedste på sin fart, men tabet af Alexander Krieger og Marius Mayrhofer var åbenbart for stort. Det på papiret ellers stadig stærke tog med Robin Froiddevaux og ikke mindst Matteo Trentin sad for langt tilbage, og den redning, Trentin måske kunne have iværksat, blev ødelagt af styrtet, der desværre også forhindrede Madis Mihkels i at bekræfte de lovende takter, han har vist hidtil.

Lovende takter har vi jo egentlig også set fra Caleb Ewan. Hans spurt på 5. etape var i hvert fald opløftende. Siden dengang har han bare ikke spurtet, og det kom han heller ikke til i dag. Nu fik hans tog i fravær af bakker ellers lejlighed til at vise, hvad de kunne, men Max Walscheid og Luka Mezgec mistimede det helt, og da Ewans egen positioneringsevne også er helt væk, har dette løb ikke bidraget til nogen form for genrejsning overhovedet.

Læs også

Armstrong med dyster spådom om Vingegaards Tour-chancer mod Pogacar

Han endte nu som statist, men det gjorde alle andre end Molano, Merlier og Milan jo egentlig. Det lykkedes endelig for Laurence Pithie og Giovanni Lonardi at kapitalisere på deres gode positionering, men de var jo end ikke tæt på podiet. Det var heller ikke Phil Bauhaus, der lignede en mand, der havde svært ved bare at holde Groves’ hjul, og som bekræftede, at han ikke længere kan begå sig i disse Boulevardspurter. Det har Danny van Poppel heller ikke kunnet mod de bedste, og det kunne han heller ikke i dag, hvor hans normalt så gode positioneringsevne svigtede. Men spurte kunne han, hvad der ikke gjaldt for Stanislaw Aniolkowski og Enrico Zanoncello, der ellers har vist en lovende fart i år.

Den allermest lovende fart har Milan dog vist. Egentlig gjorde han det allerede i sidste års Giro, men her var modstanden bare så svag, at det var pokkers svært at vurdere, hvordan han ville stå mod de bedste. Dette forår gav os heldigvis flere svar på det spørgsmål, ikke mindst da han slog Philipsen i Tirreno. Det endelige bevis får vi først, når han og Philipsen mødes i en grand tour, hvor de begge har forberedt sig 100% på at skulle køre massespurter, men da han i dag næsten ydmygede Merlier i en duel på ren fart, kom vi i hvert fald så tæt på at få det, som vi kan komme.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT