Dagens nyheder

Foto: Sirotti

Følg Abu Dhabi Tour og den belgiske åbningsweekend

22.02. kl. 00:15 af Emil Axelgaard.

Efter et par ugers opvarmning går cykelsæsonen et gear op i denne uge, hvor hele to WorldTour-løb står på programmet. Fra torsdag til søndag er en stjerneparade af de bedste grand tour-ryttere samlet i Mellemøsten til den opgraderede Abu Dhabi Tour, mens det i weekenden gælder det, mange betragter som den reelle start på sæsonen: den belgiske åbningsweekend. Du kan følge begge begivenheder på Feltet.dk.

Abu Dhabi Tour blev etableret i 2015 som årets sidste store etapeløb, men allerede mindre end tre år efter første udgave er løbet blevet en del af WorldTouren og flyttet til en langt mere attraktiv plads på kalenderen sidst i februar. Det har gjort det muligt at tiltrække et af de stærkeste feltet, vi overhovedet kommer til at se i 2017, når klatrere som Nairo Quintana, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Romain Bardet, Bauke Mollema, Tejay van Garderen, Ilnur Zakarin, Rui Costa, Julian Alaphilippe, Steven Kruijswijk, Robert Gesink, Tom Dumoulin og Rafal Majka kaster sig ud i kampen om den samlede sejr. Det gør de på lørdagens kongeetape, der slutter på toppen af det vanskelige bjerg Jabel Hafeet. Torsdagens, fredagens og søndagens etaper er reserveret sprinterne, og der er lagt op til årets første store opgør mellem de tre giganter Marcel Kittel, Mark Cavendish og André Greipel med stærke outsidere som Elia Viviani og Caleb Ewan klar til at udfordre de store favoritter.

 

I weekenden gælder det en helt anden type løb, når feltet for første gang rammer brostenene i den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Det hele indledes lørdag med Omloop Het Nieuwsblad, der i år for første gang er en del af WorldTouren, og der er lagt op til det første store opgør mellem de store brostensspecialister som Peter Sagan, Greg Van Avermaet, Alexander Kristoff, Sep Vanmarcke, Tiesj Benoot, Tom Boonen, Niki Terpstra, Zdenek Stybar, Ian Stannard, Luke Rowe, Lars Boom og Oliver Naesen. Dagen efter gælder det andendagsgildet i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor sprinterne traditionelt har haft det sidste ord, men hvor Jasper Stuyven sidste år viste, hvordan man kan snyde de hurtige afsluttere, hvis man er stærkt på de toppede brosten.

 

Du kan heldigvis følge alle tre løb på www.feltet.dk/live. Vi dækker som udgangspunkt efter følgende plan:

 

Torsdag klokken 12.00: 1. etape af Abu Dhabi Tour

Fredag klokken 12.00: 2. etape af Abu Dhabi Tour

Lørdag klokken 12.00: 3. etape af Abu Dhabi Tour

Lørdag klokken 14.15: Omloop Het Nieuwsblad

Søndag klokken 14.15: Kuurne-Bruxelles-Kuurne

Søndag klokken 16.45: 4. etape af Abu Dhabi Tour

 

Du kan læse en optakt til Abu Dhabi Tour samt til Tour La Provence og Tour de Langkawi, der også køres i denne uge. Du kan senere læse optakter til weekendens endagesløb Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Classic Sud-Ardeche og Drome Classic. Endelig vil der være daglige optakter til de tre etapeløb. Du kan læse optakten til onsdag her.

Managerspil som VIP på Feltet.dk – er du Basic, Elite eller Pro?

22.02. kl. 00:00 af Feltet.dk.

Deltager du allerede i vores managerspil, eller har du tænkt på at kaste dig ud i det? Så kan det betale sig at være VIP abonnent hos Feltet.dk - samtidig får du mange andre goder med i pakken.

Der er mange fordele med et VIP abonnement hos Feltet.dk; ikke mindst managerhold, men også bøger fra vores webshop, deltagelse i lodtrækninger etc. Så er du allerede eller på vej til at være bruger af Feltet.dks forskellige services, kan det virkelig betale sig at tegne et VIP abonnement - faktisk kan det ikke svare sig at lade være.

Som VIP Basic får du således fire managerhold til Feltet.dks managerspil, mens antallet stiger til tolv som VIP Elite. Størst gevinst og er der dog, hvis du vælger et VIP Pro-abonnemet - her får du tyve managerhold samt to valgfrie bøger à op til kr. 299,- per styk i Feltet.dk Webshop. Et VIP Pro koster 1.299 kroner og har en værdi af minimum 1.800 kroner. 20 managerhold koster alene 1.380 kroner, så besparelsen alene på managerspillene er hentet hjem der. Desuden får du altså to valgfrie bøger fra Feltet.dks webshop.

I 2017 har Feltet.dk masser af managerspil, så du kan virkelig udfordre vennerne, arbejdskollegaerne, skolekammeraterne eller familien til en dyst. Der er mulighed for at lave interne ligaer i alle spillene.


Spørgsmålet er altså blot, om du skal være VIP Basic, VIP Elite - eller om du vil have det hele og være VIP Pro hos Feltet.dk. Fordelene bliver som vist ovenfor flere og besparelsen større, desto mere eksklusiv pakke du vælger.


Læs mere om Feltet.dks VIP abonnementer her.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL FELTET.DKS HELÅRLIGE MANAGERSPIL - PRÆMIER TIL DE 75 BEDSTE!

 

Foto: Tour of Turkey/Brian Hodes

Optakt til onsdagens to etapeløb

21.02. kl. 21:01 af Emil Axelgaard.

Efter en hektisk uge med hele fire etapeløb går det lige så travlt for sig i denne uge, hvor der skal afvikles hele tre store etapeløb samt fire endagesløb. Det tre dage lange Tour La Provence afvikles fra tirsdag til torsdag, Tour de Langkawi køres fra onsdag til onsdag og WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour afholdes fra torsdag til søndag, mens de mange klassikere finder sted i weekenden. Hver dag kan du finde en artikel med optakter til dagens etaper i de tre begivenheder, der afvikles over flere dage, mens vi vil have separate optakter til de fem endagesløb.

Onsdag gælder det 2. etape af Tour La Provence og 1. etape af Tour de Langkawi, mens Abu Dhabi Tour starter torsdag.

 

Du kan finde en samlet optakt til Tour La Provence, Tour de Langkawi og Abu Dhabi Tour og vil senere også kunne finde optakter til de fire endagesløb Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Classic Sud-Ardeche samt Drome Classic.

 

Husk, at du fra torsdag til søndag hver dag kan følge Abu Dhabi Tour på www.feltet.dk/live, og at du i weekenden tillige kan følge både Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne samme sted.

 

Tour La Provence - 2. etape

Ruten

De sprintere, der skuffede på 1. etape, får straks en chance for revanche på andendagen, hvor 169,6 relativt flade kilometer mellem Miramas og La Ciotat venter. Fra start begiver man sig gennem fladt terræn mod syd ad en vej, der er ganske tæt på Middelhavskysten. Man når vandet efter 32 km, og herefter fortsætter man ad kystvejen mod øst, indtil man kører ind i landet og op ad kategori 3-stigningen Cote de Carry Le Rouet (3 km, 4,7%), der har top efter 45,2 km. Herefter fortsætter man gennem nemt terræn mod øst, inden man drejer mod syd og ind i et mere kuperet område efter ca. 100 km. Efter 106,9 km når man toppen af kategori 3-stigningen Petit Galibier (5,9 km, 3,9%), og herefter venter der en lille ukategoriseret bakke, der har top med ca. 30 km til mål. I de sidste ca. 20 km falder det jævnt ned mod målet ved Middelhavskysten. Faktisk er det kun den sidste kilometer, der er relativt flad. Finalen er ukompliceret, da de sidste 2 km stort set er lige, men der er et blødt sving med bare 300 m til mål.

 

 

 

Vejret

Endnu en flot solskinsdag venter rytterne onsdag, hvor der er udsigt til en temperatur på 18 grader. Der vil være en let vind fra vest, hvilket giver sidevind først på etapen, dernæst medvind og til slut side- og sidemedvind i finalen.

 

Favoritterne

Modsat vores forventning blev 1. etape en relativt rolig affære, hvor vinden aldrig kom til at spille den ventede rolle. I stedet blev det hele afgjort i en regulær massespurt, hvor den tekniske finale spillede en afgørende rolle og gjorde det vanskeligt at positionere sig.

 

Onsdag er vejrforholdene meget mere rolige, og selvom rytterne vil have sidevind langs kysten både først og sidste på etapen, bør det ikke give anledning til udskilning. Der vil være nervøsitet, men der vil næppe være reelle angreb. I finalen er der et par mindre stigninger, men ikke noget, der kan udfordre sprinterne. Derfor venter vi en helt almindelig massespurt i La Ciotat.

 

Finalen er denne gang væsentligt mindre kompliceret, og der er kun et meget blødt sving med 300 m til mål. Det betyder, at det bliver en mere regulær spurt, hvor topfart er vigtigere end positionering. Det skulle gøre det nemmere for de bedste sprintere at gøre en forskel og gøre udfaldet mindre tilfældigt.

 

Til 1. etape pegede vi på Rudy Barbier som vores favorit. Desværre lykkedes det ham kun at blive nummer seks. Etapen blev for nem for den hurtige franskmand, der i finalen betalte prisen for ikke at have et tog til at støtte sig. I morgen er finalen langt enklere, og derfor vil lead-out betyde mindre. Dermed kan Barbier bedre gøre brug af sin status som en af feltets hurtigste, og det bør give ham en bedre mulighed for at krydse stregen først. Derfor satser vi igen på Ag2r-sprinteren.

 

I dag var Lorrenzo Manzin ikke langt fra sejren. Den unge franskmand bekræftede således, at han er på vej mod bedre tider efter en svær 2016-sæson. Det var specielt lovende, at han kunne være med fremme i en teknisk finale, idet positionering tidligere har været hans store problem. Han burde være en af de hurtigste i dette felt, og den mere regulære spurt burde give ham en bedre chance.

 

Matteo Malucelli er på papiret en af feltets allerhurtigste, men i dag var han en af de få, der blev sat af i sidevinden. Derfor kom han aldrig til at spille en rolle, men i morgen skulle den nemmere etape give ham langt bedre muligheder. Ikke nok med at han på papiret er blandt de hurtigste, han har også med folk som Rafaelle Bonusi, Francesco Gavazzi og Marco Frapporti feltets måske bedste tog. Det bør komme ham til gode på denne etape, hvor han kan være første mand gennem sidste sving og dernæst bruge sin hurtighed til at vinde. Vores betænkelighed går på, om han er stærk nok til at overleve de sidste stigninger.

 

Det er det franske stortalent Jeremy Lecrocq til gengæld. I dag viste han med andenpladsen, at han kan begå sig på dette niveau efter en sæson, hvor han var en af de bedste U23-sprintere. Normalt vil han skulle køre for Emiel Vermeulen, men da belgieren synes at være helt uden form, vil Lecrocq sandsynligvis få chancen.

 

I dag viste Justin Jules endelig igen de takter, der for snart mange år siden gjorde ham til en af de meste lovende franske sprintere. Han får imidlertid sværere ved at gentage bedriften onsdag. Manglen på et sent sving betyder, at spurten passer ham mindre, og samtidig er han del af et lille 4-mandshold, der ovenikøbet ventes at kontrollere etapen. Derfor vil han være meget alene i finalen.

 

Dagens etape blev for hård for Boris Vallee, der blev sat i sidevinden. I morgen bør han imidlertid være med hjem til stregen og dermed få en sjælden chance for at spurte. Sidste år vandt han en etape i Tour de Wallonie, og derfor kan han helt sikkert også vinde i dette løb, der har et betydeligt svagere sprinterfelt. Det eneste problem er, at formen tydeligvis ikke er helt i top.

 

Intet hold har så mange sprintere som Auber 93, der kan satse på Romain Feillu, David Menut, Anthony Maldonado og Damien Touze. På papiret er Feillu den hurtigste, men igen i dag blev det tydeligt, at han er langt fra formen. Maldonado er næppe hurtig nok til at vinde på dette niveau, men hvis alt flasker sig har Menut og Touze en chance.

 

Malucelli er førstemanden hos Androni, men holdet kan også satse på Raffaello Bonusi, der allerede har vundet i Vuelta al Tachira. Han imponerede ved at overleve i sidevinden på dagens etape, men har var slet ikke fremme i spurten. Hvis Malucelli bliver sat på de sidste stigninger, bør han imidlertid få sin chance i morgen.

 

Endelig vil vi pege på Yannick Martinez. Få er så ustabile som den franske sprinter, men han viste med dagens 10. plads, at han faktisk er i form nu. Hans placeringsevne er ringe, og derfor kommer han sjældent i top 10, men han viste så sent som i sidste års Tour of Norway, at han kan blande sig på dette niveau, når tingene flasker sig. Også Yannis Yssaad er hurtig på stregen, men han synes ikke at have formen til at overleve de sene stigninger.

 

Feltet.dks vinderbud: Rudy Barbier

Øvrige vinderkandidater: Lorrenzo Manzin, Matteo Malucelli

Outsidere: Jeremy Lecrocq, Justin Jules, Boris Vallee

Jokers: Raffaello Bonusi, David Menut, Romain Feillu, Damien Touze, Yannick Martinez, Yannis Yssaad

 

Tour de Langkawi - 1. etape

Ruten

Sprinterne ventes at få den første af utallige muligheder på den bare 124,8 km lange 1. etape, der bringer rytterne fra Kuala Berang til Kuala Terengganu. Der er ganske vist en småkuperet fase midtvejs, hvor rytterne skal over to kategori 4-stigninger efter henholdsvis 25,3 og 40,8 km, men derefter er terrænet stort set helt fladt, mens man bevæger sig ned mod kysten. Etapen afsluttes med to omgange på en helt flad 11,5 km lang rundstrækning, hvor sidste sving kommer med 1200 m til mål, hvorefter det er en lang lige vej, der fører til mål.

 

 

 

 

Vejret

Tour de Langkawi er kendt for sin varme og voldsomme regnskyl, og rytterne får det hele på første dag. Der vil være solskin og en temperatur på 31 grader, mens samtidig er der først på etapen 25-50% risiko for en tordenbyge. Der vil være en let vind fra øst, hvilket giver sidevind første på etapen og modvind i den anden halvdel. På rundstrækningen vil det være en medvindsspurt.

 

Favoritterne

Tour de Langkawi er en sprinterfestival, og det er svært at huske, at 1. etape ikke er endt i en massespurt. Stort set alle hold har en hurtig mand til start, og denne etape er med sin flade profil og korte distance en sand lækkerbisken for dem. Alle tror på dette tidspunkt på deres hurtige mand, og derfor vil der være rigelig interesse i at sikre samling til en finale, hvor den lange opløbsstrækning gør det til en perfekt etape for de helt rene sprintere.

 

Med et sultent sprinterfelt til start og ikke mange terrænmæssige udfordringer er scenen sat til det første af mange spurtopgør. Finalen er helt flad og uden tekniske komplikationer, og dermed er det en dag for de rene sprintere.

 

Blandt disse er Jakub Mareczko den hurtigste. Italieneren kan stort set ikke overleve den mindste stigning, men han er lynende hurtig på stregen. Derfor har han haft så stor succes i Asien, hvor det vælter med helt flade etaper som denne. Normalt er han dårlig til at positionere sig, men i dette felt er positionskampen mindre hektisk. Samtidig har han med Rafael Andriato, Filippo Pozzato og Alberto Cecchin et af de bedste tog. På papiret har han feltets højeste topfart, og derfor tror vi på en sejr til Mareczko.

 

Hans største rival er sandsynligvis Andrea Palini, der endelig gør debut for Androni. Det er lidt uklart, hvorfor han først starter nu, og om han har haft helbredsproblemer. Derfor er han muligvis ikke helt på toppen, men på en nem etape er det heller ikke nødvendigt. Han har sidste år vist, at han helt uden støtte kan begå sig på WorldTour-niveau, og på sit nye hold kan han endda regne med et lille lead-out. Han havde foretrukket en hårdere etape, men da han med sin gode positioneringsevne stort set altid er at finde helt fremme, har han stadig gode chancer for at vinde her.

 

Unitedhealthcare har allerede vundet en etape i Herald Sun Tour med deres nye sprinter Travis McCabe. Amerikaneren er imidlertid af typen, der foretrækker et hårdt løb, og denne er etape er derfor nok for nem til at passe ham optimalt. På den anden side har han feltets vel allerbedste tog anført af Greg Henderson, der er en af verdens bedste lead-out men. Det gav ham sejren i Australien og kan også gøre det her.

 

Paolo Simion gav prøver på sit talent i sin første sæson som professionel, og han er klar til at tage endnu et skridt op. Normalt er han under Nicola Ruffoni i det interne Bardiani-hierarki, men i dette løb er han nummer 1. Han har blandet sig med de bedste WorldTour-sprintere og er helt sikkert hurtig nok til at vinde. Holdet har også nyprofessionelle Marco Maronese, der måske kan få lov at køre sin egen spurt.

 

En anden helt rent sprinter er Nicolas Marini. Italieneren har før vundet disse helt flade etaper i Asien, og det kan han gøre igen. Han er helt sikkert hurtig nok, men han er ikke altid god til at positionere sig, hvilket for nylig var tydeligt i San Juan.

 

Isowhey er her med Scott Sunderland, der er en lovende australsk sprinter. Også han har før blandet sig på de helt flade etaper i Asien, og siden da har han klart fået mere holdbarhed. Han har Anthony Giacoppo til at køre lead-out og er hurtig nok til at vinde.

 

Dimension Data satser på nyprofessionelle Ryan Gibbons, der har haft en flot debut på WorldTouren. Han fik allerede chancen for at spurte, da han i efteråret var stagiaire, og her er han holdets kaptajn på de flade etaper. Vi er imidlertid ikke sikre på, at han har farten til at vinde en helt flad etape som denne.

 

Endelig vil vi pege på den lokale helt Anuar Manan. Malaysieren har før vundet etaper i sit hjemlands løb, men det er efterhånden et par år siden. Han er stadig konkurrencedygtig på dette niveau, men han er næppe længere god nok til at vinde. Det er heller ikke Mohd Hariff Saleh, selvom han utvivlsomt vil forsøge sig i spurten.

 

Også Sung Baek Park og Marco Benfatto vil måske blande sig, men det er usandsynligt, at de vinder.

 

Feltet.dks vinderbud: Jakub Mareczko

Øvrige vinderkandidater: Andrea Palini, Travis McCabe

Outsidere: Paolo Simion, Nicolas Marini, Scott Sunderland

Jokers: Ryan Gibbons, Anuar Manan, Marco Maronese, Marco Benfatto

Foto: Androni-Sidermec

Optakt: Tour de Langkawi

21.02. kl. 21:00 af Emil Axelgaard.

Det var muligvis Tour de Beijing, der bragte Asien på WorldTouren, men i mange har det været et malaysisk løb, der har haft status som det vigtigste løb på kontinentet. Med dets ikoniske bjergafslutning på Genting Highlands og mange sprinteropgør har Tour de Langkawi altid været et spektakulært løb, der har givet de europæiske stjerner en chance for at få gode løbskilometer i benene i meget varme forhold, og selvom løbet ikke længere har samme status i en tid, hvor konkurrencen mellem løbene er vokset, har man igen i 2017 tiltrukket et fint felt til otte dages forrygende løb på de malaysiske landeveje.

Løbets rolle og historie

I løbet af de sidste to årtier er cykelsporten blevet mere global. Mens store etapeløb er blevet etableret i Nordamerika og Australien, var det Malaysia, der puttede Asien på landkortet, da man første gang arrangerede Tour de Langkawi. Selvom der i mange år havde været adskillige etapeløb, manglede der en begivenhed, der kunne tiltrække de europæiske storhold, men det kom da løbet blevet etableret i 1996.

 

Med en tidlig dato, god organisation og perfekt vejr har det altid været i stand til at tiltrække hold fra Europa, som har set det som en god lejlighed til at få tidlige løbskilometer i benene. I de senere år har det ganske vist tabt kampen til løbene i Mellemøsten og Tour Down Under, og startlisten har ikke altid haft den højeste standard, men det forbliver et vigtigt forberedelsesløb for mange europæere, specielt fra professionelle kontinentalhold. Da det afholdes lidt senere end de fleste andre ikke-europæiske forberedelsesløb, er det so skabt til ryttere, der vil ramme formen lidt senere på sæsonen.

 

I de senere år er løbet primært blevet en skueplads for unge talenter. I stedet for at satse på etablerede navne, der brugte løbet til at forberede sig mod senere mål, har de deltagende WorldTour-hold ofte sendt unge ryttere til Malaysia. Manglen på stress og de lidt lavere niveau har gjort det til en god mulighed for talenterne til at påtage sig en kaptajnrolle og få et par sejre. I 2015 var det Caleb Ewan, der fik en blid start på sin professionelle karriere ved at vinde etaper i Malaysia, og sidste år var det Miguel Angel Lopez, der tog sejren på kongeetapen som opvarmning til sit senere gennembrud i Europa.

 

Tour de Langkawi er et sært løb. Meget ofte har det været afholdt over 10 etaper, og da de næsten alle har været helt flade, har det været et sandt paradis for sprintere. Næsten alle etaper er endt i massespurter, og det har gjort løbet temmelig monotont.

 

De rene sprintere har imidlertid aldrig været i spil til den samlede sejr. De fleste udgaver af løbet har inkluderet den berømte bjergafslutning i Genting Highlands, som meget ofte har bestemt den samlede vinder. For flere år siden var der også en enkeltstart i løbet, men det er ikke længere tilfældet. Derfor har løbet vejret en speciel affære, hvor sprinterne har været i rampelyset næsten hver eneste dag, mens klatrerne har kørt rundt og bare ventet på den ene dag, hvor de kunne gøre forskellen. Genting Highlands er en ekstremt svær stigning, der kan gøre kolossale forskelle, og da det stort set hvert år er blevet afgjort her, er løbet blevet domineret af rene klatrere fra Colombia og Venezuela.

 

Dermed har Tour de Langkawi traditionelt passet to ryttertyper: rene klatrere og rene sprintere. For den sidste kategori af ryttere er det den perfekt chance for at vise deres topfart i stedet for at deltage i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, hvor de har begrænsede muligheder, og for de førstnævnte er det en chance for at vinde et etapeløb uden at skulle køre enkeltstart.

 

For tredje år i træk må feltet imidlertid desværre i år skippe Genting Highlands, og i stedet går kongeetapen til toppen af den meget lettere Cameron Highlands-stigning, der også regelmæssigt har været besøgt. Det er mere end gradvis opkørsel end et regulært bjerg, og det har gjort det muligt for holdbare sprintere at tage den samlede sejr. Det skete i 2015 med Youcef Reguigui, der både vandt kongeetapen og hele løbet, og det gentog sig sidste år med Reinardt van Rensburg. Miguel Angel Lopez havde ganske vist vist, at det kan lade sig gøre for en klatrer at vinde solo på Cameron Highlands, men en punktering i finalen på en sprinteretape gjorde det muligt for van Rensburg at vinde samlet foran de to colombianere Daniel Jaramillo og Lopez. Van Rensburg og Lopez er ikke til start i år, men Jaramillo vender tilbage i et forsøg på at gøre det endnu bedre end sidste år.

 

Ruten

Som sagt vil der ikke være nogen tilbagevenden til Genting Highlands i 2016, men bortset fra det er ikke meget forandret i 2017-udgaven af Tour de Langkawi. Det er en meget traditionel affære, der udgøres af sprinteretaper samt kongeetapen til Cameron Highlands, der igen erstatter Genting-stigningen. Hovedforandringen er den, der blev indført sidste år, hvor løbet blev flyttet til sidste i februar, og man fastholder det korter 8-dagesfomat, der blev indført i 2015.

 

Arrangørerne har forsøgt at finde lidt stigninger i det flade område i Malaysia, men de små bakker har sjældent været nok til at udfordre sprinterne. Et udbrud har ofte holdt hjem på en etape i løbets anden halvdel, og i år kunne det ske på den lidt mere kuperede 7. etape. Bortset fra den etape samt kongeetape på fjerdedagen, der sammen med bonussekunder vil afgøre klassementet, kan løbet forventes igen at blive en sand sprinterfestival.

 

 

1. etape

Sprinterne ventes at få den første af utallige muligheder på den bare 124,8 km lange 1. etape, der bringer rytterne fra Kuala Berang til Kuala Terengganu. Der er ganske vist en småkuperet fase midtvejs, hvor rytterne skal over to kategori 4-stigninger efter henholdsvis 25,3 og 40,8 km, mn derefter er terrænet stort set helt fladt, når man bevæger sig ned mod kysten. Etapen afsluttes med to omgange på en helt flad 11,5 km lang rundstrækning, hvor sidste sving kommer med 1200 m til mål, hvorefter det er en lang lige vej, der fører til mål.

 

Med et sultent sprinterfelt til start og ikke mange terrænmæssige udfordringer er scenen sat til det første af mange spurtopgør. Finalen er helt flad og uden tekniske komplikationer, og dermed er det en dag for de rene sprintere.

 

 

2. etape

Efter den meget lette åbningsetape øges både distance og sværhedsgrad på 2. etape, der fører feltet over 208,1 km fra Jerteh til Gerik. De første 85 km er helt flade, men derefter når man lidt mere kuperet terræn, og en lang, gradvis opkørsel til toppen af en kategori 1-stigning, der nås efter 134,1 k. Herefter går det ned til en kategori 3-stigning, der har top med 34 km til stregen, hvorefter en nedkørsel leder til en flad finale. Her kommer sidste sving med 4 km til mål, hvorefter det er en lang, lige vej.

 

Det lyder voldsomt med en kategori 1-stigning, der ser skræmmende ud på profilen, men den har top i bare ca. 100 m højde. Derfor er det i virkeligheden en ganske let etape, hvor kun den lange distance kan gøre det lidt hårdt for sprinterne. Nogle vil sikkert forsøge at komme af med de hurtige folk på den sidste stigning, men det bør være endnu en sikker massespurt.

 

 

3. etape

Sprinterfestivalen fortsætter på løbets 3. etape, der både er meget kort og meget flad og dermed ligner endnu en godbid til de hurtige folk. Bare 118 km mellem Serdang og Pantai Remis er på menuen, og der er end ikke én eneste kategoriseret stigning på programmet på rejsen mod syd. Etapen sluttes med endnu en helt flad finale, hvor en det sidste sving igen kommer hele 4 km fra mål.

 

Sprinterholdene er stadig friske, og de bør derfor ikke have problemer med at kontrollere denne korte, helt flade etape. Dermed er der udsigt til endnu et opgør mellem de hurtige afsluttere på en etape, der viser, hvorfor de helt rene sprintere elsker de asiatiske etapeløb.

 

 

4. etape

Efter tre dage for sprinterne er det endelig tid til løbets kongeetape, der for andet år i træk går til toppen af Cameron Highlands. De 174,4 km starter i Seri Manjung og slutter på toppen af stigningen og kan inddeles i to vidt forskellige dele. De første 120 km er stort set helt flade, men derefter går det op ad resten af vejen til målet i 1412 m højde. Der er imidlertid tale om en lang, gradvis opkørsel i stedet for et bjerg i europæisk forstand, og stigningen bliver aldrig for alvor stejl. Over 55 km stiger det med bare 2,9% i gennemsnit, og det meste af tiden ligger stigningsprocenten på 2-5%. Med 13,6 km er der en bjergspurt i kategori 1, og derefter følger en lille nedkørsel, inden det igen stiger op mod mål med procenter på 4-5%. Det hele slutter med en bjergspurt uden for kategori.

 

På profilen ser Cameron Highlands skræmmende ud, men det er sigende for sværhedsgraden, at det i de senere år er lykkedes Youcef Reguigui og Reinardt van Rensburg at sidde med favoritterne, selvom de begge er kendt som holdbare sprintere. Det kræver en meget god klatrer at gøre en forskel, som Miguel Lopez gjorde for 12 måneder siden, hvor han kørte 35 sekunder fra favoritgruppen. Det mest sandsynlige er imidlertid, at en lille gruppe skal spurte om sejren.

 

Før Lopez og Reguigui har Meiyin Wang taget en solosejr i 2013, Takeaki Ayabe vundet en spurt fra en lille gruppe i 2011, Anthony Charteau vundet fra et udbrud i 2007, Saul Raisin vundet en tomandsspurt i 2006, Marlon Perez taget en solosejr i 2005, Paolo Lanfranchi vundet en 5-mandsspurt i 2001 og Kam Po Wang vundet solo i 2000.

 

 

5. etape

Med kongeetapen ude af verden kan sprinterne igen se frem til en chance på den 151,5 km lange femte etape, der fører feltet fra Meru Raya til Kuala Kubu Bharu. Etapen er stort set helt flad, og der er kun en lille katgeori 4-stigning på programmet efter 92,3 km. Igen venter en flad finale, men denne gang er den af lidt mere teknisk karakter, idet der er et meget skarpt sving med bare 800 m til mål.

 

Ofte er der kørt et udbrud hjem i løbets anden halvdel, men det bliver næppe på denne etape, der er så kort og flad, at sprinterholdene burde kunne kontrollere det. Denne gang kan vi imidlertid se en lidt anderledes spurt end tidligere, idet det sene sving gør lead-out vigtigere end på de første sprinteretaper.

 

 

6. etape

Sprinterne har på dette tidspunkt sandsynligvis haft fire chancer, og der venter sikkert en femte på den 176,3 km lange sjette etape. Denne gang skal rytterne fra Senawang til Muar på en rute, der kan deles i to. De første 45 km er relativt kuperede med tre kategori 4-stigninger, herunder én straks fra start. Derefter er etapen imidlertid helt flad, inden en relativt nem finale venter, hvor der er et sidste skarpt sving med 1800 m til mål og derefter en blød kurve 200 m fra stregen.

 

Længden på etapen betyder, at denne etape ikke er helt så nem at kontrollere, men det ændrer ikke på, at der er så mange sprintere i løbet, at det bør blive endnu en massespurt. Et udbrud kan ikke helt udelukkes i et løb med seksmandshold, men vi sætter vores penge på endnu en chance for de hurtige folk.

 

 

7. etape

Sprinterholdene har typisk kastet håndklædet i ringen på én etape i løbets anden halvdel, hvor et udbrud har fået chancen for at slås om sejren. Skal det ske i år, er den 148,1 km lange syvende etape det bedste bud. Den fører fra Melaka til Rembau og kan inddeles i to. Første halvdel er helt flad, mens anden halvdel byder på to kategori 4-stigninger samt en kategori 3-stigning, der har top bare 8 km fra stregen. Herefter går det nedad til fem flade kilometer mod slutningen. Der venter en teknisk finale med et sving på mere end 90 grader med 500 m til stregen.

 

Denne gang er der lidt stigninger i finalen, og det kan gøre sprinterholdene usikre på deres folk. Derfor er der en mulighed for, at de denne gang tager sig en slapper, specielt fordi starten helt sikkert bliver meget aggressiv. Terrænet er imidlertid ikke sværere, end at det sagtens kan blive samlet til endnu en spurt, hvor de helt tunge folk dog måske bliver sorteret fra på den sidste bakke.

 

 

8. etape

Løbets slutter altid med en stor massespurt, og det vil være en overraskelse, hvis det forholder sig anderledes på den 121 km lange slutetape. Den fører fra Setiawangsa til Putrajaya og har ganske vist en kategori 4- og en kategori 3-stigning inden for de første 23 km. Efter nedkørslen er det imidlertid helt fladt, og løbet afsluttes med seks omgange på en flad 6 km lang rundstrækning, der kun har to skarpe sving, det sidste med to kilometer til stregen.

 

Historien viser, at sprinterne altid har det sidste ord i Langkawi, og det vil de også få i 2017. Etapen er kort, let og nem at kontrollere, og det hele bør slutte med en massespurt, der er skræddersyet til de rene sprintere med den højeste topfart.

 

 

Favoritterne

Tour de Langkawi er i virkeligheden et meget enkelt løb. Syv af etaperne bør ende i massespurter eller i en udbrudssejr, og klassementet bestemmes stort set alene af udfaldet af kongeetapen til Cameron Highlands. Reinardt van Rensburg viste sidste år, at bonussekunder på de flade etaper kan blive afgørende, men i altovervejende grad vil det endelige klassement afspejle udfaldet af 4. etape.

 

Stigningen til Cameron Highlands er imidlertid ikke nem at blive klog på. Sidste år vandt en ren klatrer som Miguel Angel Lopez i suveræn stil, og det viser, at det bestemt ikke er fladt terræn, der venter i Malaysia. På den anden side blev favoritgruppens spurt om tredjepladsen vundet af Reinardt van Rensburg, der vel bedst kan betegnes som holdbar sprinter. Det meste af gruppen udgjordes af klatrere, men van Rensburg havde overlevet. Året forinden var det hans holdkammerat Youcef Reguigui, der på mange måder er meget lig sin sydafrikanske kollega, der var hurtigst i en spurt i en gruppe, der også hovedsageligt bestod af klatrere. En anden holdbar sprinter, Leonardo Duque, blev imidlertid først sat til allersidst.

 

De to seneste udgaver af etapen viser, at det hovedsageligt er klatrerne, der vil være med fremme, men at stærke klassikertyper kan sidde med. Det kræver sublime klatreegenskaber at gøre som Lopez og sikre sig en solosejr. Det mest sandsynlige er, at en restriktiv gruppe skal spurte om sejren på toppen, og derfor ligger løbet bedst til en punchy Ardennertype, der er hurtig på stregen.

 

Det gør det vanskeligt at analysere etapen. Feltet består hovedsageligt af rene sprintere, for hvem 4. etape er alt for hård, eller klatrere, for hvem kongeetapen er for nem. Samtidig er der hurtige folk som Filippo Pozzato og Tanner Putt, der på en god dag kan sidde med og afgøre løbet til deres fordel i kraft af deres gode spurt.

 

I år mangler der en klatret på Lopez’ niveau, men t navn skiller sig ud som manden, der måske kan gøre forskellen på den afgørende stigning. Egan Bernal, der netop er fyldt 20 år, er den næste colombianske superklatrer og viste i 2016, at han allerede i sit første år som professionel kan blande sig med de bedste på stigningerne i Italien. I år er han igen i god form, idet han blev nummer seks på kongeetapen i Vuelta a San Juan på en stigning, der også var for let til at passe en klejn klatrer som ham. Det er således ikke uden grund, at Androni-mandskabet bygger hele deres fremtid på Bernal, og de vil elske at vinde med deres talent i Langkawi, hvor de tidligere har vundet med sydamerikanske ryttere. Det bliver ikke nemt at gøre en forskel på Cameron Highlands, men er der en, der kan, må det være Bernal.

 

Hans værste rival kunne meget vel blive en landsmand. Daniel Jaramillo blev sidste år nummer 2 på kongeetapen og viste der, at han har det rette punch til at gøre en forskel på en stigning som denne. Siden da har han været en af de bedre klatrere på den amerikanske scene. Han er ikke på Bernals niveau - det blev blandt andet tydeligt på kongeetapen i San Juan - men han er modsat sin colombianske landsmand ret hurtig på stregen. Det er vigtigt på en stigning som denne og kan være, hvad der giver Jaramillo den samlede førsteplads.

 

Vi er meget spændte på at se, hvad Filippo Pozzato kan præstere. Italieneren klatrer nogenlunde på samme niveau som van Rensburg og er nøjagtig som sydafrikaneren hurtig på stregen. Dermed har han alle forudsætningerne for at vinde dette løb. Det er klart, at en lang stigning som denne er på grænsen af, hvad han kan klare, men det er ikke umuligt at hænge på. Sker det, kan han gøre som Reguigui i 2015 og vinde en spurt fra en mindre gruppe. Samtidig kan han måske score bonussekunder i de indlagte spurter undervejs - i de store massespurter skal han desværre køre for Jakub Mareczko - og samlet set har han således fornuftige kort på hånden.

 

En rytter, der minder meget om Pozzato, er Tanner Putt. Unitedhealthcare-rytteren er også stærk i småkuperet terræn og meget hurtig i en spurt. For ham gælder det også, at denne stigning er på grænsen af, hvad han kan klare, men med sin flotte præstation i Herald Sun Tour viste han, at han er i storform. Kan han sidde med på kongeetapen, bliver han svær at slå i en spurt og dermed i kampen om den samlede sejr.

 

En anden rytter af samme støbning er Enrico Barbin. Italieneren er meget svingende i sine præstationer og får sjældent chancen for at køre for sig selv. Derfor kan det være svært at vurdere hans form, men umiddelbart er det ikke noget, der tyder på, at han er flyvende. På den anden side er dette en stigning, han sagtens burde kunne klare, og da han er hurtig i en spurt på toppen, er han en solid kandidat til den samlede sejr.

 

Cameron Bayly var sidste år tæt på en gennembrudssejr i Tour of Taihu Lake, men det hele blev ødelagt af et dumt styrt på sidste etape. I år har han været meget stærk i de australske mesterskaber og i Herald Sun Tour, hvor han blev nummer 11. Han er klart en af de bedste klatrere og er samtidig ganske hurtig på stregen.

 

Dimension Data har vundet løbet to gange i træk, men denne gang stiller de op uden en hurtig mand som van Rensburg eller Reguigui, der kan begå sig i dette terræn. I stedet må de håbe, at deres klatrere Mekseb Debesay, Ben O’Connor og Jacques van Rensburg kan gøre forskellen på stigningen. Af disse er Debesay det bedste bud. Han blev sidste år nummer 3 på kongeetapen i Abu Dhabi Tour og har dermed vist, at han kan slå de allerbedste. Han var i fornuftig form i Oman, men mangler måske det rette punch til en let stigning som denne. O’Connor har også vist fin form i Australien, mens van Rensburg desværre ikke synes at være på sit højeste niveau.

 

Timothy Roe klatrede fremragende i Herald Sun Tour og er klart en af de mest formstærke ryttere. Han er samtidig en af de bedste klatrere, men han mangler måske spurtstyrken til at vinde på en stigning som denne. Det samme gør det colombianske veteran Victor Nino, der imidlertid altid er konkurrencedygtig i de asiastiske løb. Også hans landsmand Sergio Higuita bør være en af de bedste på stigningerne.

 

Endelig vil vi pege på to talenter. Jacopo Mosca viste med en top 10-placering i sidste års Tour of Britain et stort potentiale, og på papiret er han blandt favoritterne. Desværre synes han ikke at have formen til for alvor at gøre sig gældende. Det gør til gengæld Andronis andet supertalent Ivan Sosa, der imidlertid nok må underordne sig Bernal.

 

***** Egan Bernal

**** Daniel Jaramillo, Filippo Pozzato

*** Tanner Putt, Enrico Barbin, Cameron Bayly, Mekseb Debesay

** Ben O’Connor, Timothy Roe, Victor Nino, Jacopo Mosca, Ivan Ramiro Sosa, Sergio Higuita

* Robert Hucker, Yevgeniy Gidich, Jahir Perez, Jesse Ewart, Jacques van Rensburg, John Ebsen, Lorenzo Rota, Travis McCabe

 

Danskerne

John Ebsen stiller til start som kaptajn for Inifinite AIS Cycling Tea i et løb, hvor han tidligere er blevet nummer 8. Han vil igen forsøge at køre klassement, men det bliver svært for alvor at brillere på en stigning, der er for nem for en ren klatrer som ham.

Foto: Movistar Team

Optakt: Abu Dhabi Tour

21.02. kl. 20:59 af Emil Axelgaard.

Siden etableringen af Tour of Qatar i starten af dette århundrede er cykelsporten blomstret op i Mellemøsten, og listen af store, pengestærke løb er bare blevet længere og længere. Det var indlysende, at det blot var et spørgsmål om tid, inden det første af disse ville blive en del af WorldTouren, men ganske overraskende blev det det nyeste skud på stammen, der fik æren af som det første at blive indlemmet i det fine selskab. I blot sin tredje udgave vil Abu Dhabi Tour være på den fineste kalender, når det i denne uge for første gang afholdes i februar og ikke som årets sidste store etapeløb, og til debuten har man tiltrukket et startfelt, der med navne som Nairo Quintana, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Bauke Mollema, Romain Bardet, Tejay van Garderen, Rafal Majka, Rui Costa, Tom Dumoulin, Steven Kruijswijk, Ilnur Zakarin, Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish må få enhver konkurrerende løbsarrangør til at stirre med åbenlys beundring over evnen til at samle de største stjerner.

Løbets rolle og historie

I de senere år har et af de store mål for UCI været at globalisere den professionelle cykelverden. Det internationale forbund har fået megen kritik for deres indsats på flere områder, men når det kommer til ønsket om at udbrede sporten til nye egne af verden, har der været tale om en stor succes. De vigtigste løb i sportens højsæson afholdes stadig i Europa - det er trods alt umuligt at ændre en lang og glorværdig historie i en ældgammel sport - men nu om dage tilbyder både den første og sidste del af året masser af løb i andre kontinenter.

 

Tendensen er mest tydelig i årets første måneder, hvor holdene er på desperat udkig efter velarrangerede løb i godt vejr på en tid, hvor regn og kulde gør Europa mindre egnet til cykling. Det har ført til skabelsen af en lang række nye begivenheder, og i de senere år har løb som Tour of Qatar, Tour of Oman, Dubai Tour, Tour Down Under, Tour de San Luis, Vuelta a San Juan og i mindre omfang Tour de Langkawi overtaget rollen som foretrukken forberedelse for mange af sportens største stjerner.

 

Udviklingen har været mindre iøjnefaldende mod slutningen af året, hvor de fleste ryttere mest af alt ser frem til ferie og restitution. Derfor er en lang rejse på den tid af året ikke specielt attraktiv, og det er derfor ingen overraskelse, at UCIs forsøg på at etablere Tour of Beijing som den store sæsonfinale aldrig blev en stor succes. For mange ryttere var det en ubehagelig overraskelse at blive bedt af deres hold om at rejse hele vejen til Kina på et tidspunkt, hvor ordet hvile var alt, de kunne tænke på. Det kinesiske løb blev lidt af en fiasko, og efter at planerne om at etablere endnu et WorldTour-løb i Hangzhou gik i vasken, forsvandt den første asiatiske WorldTour-begivenhed fra kalenderen.

 

Det åbnede døren for andre til at udfylde tomrummet, og ikke overraskende var det det stenrige Abi Dhabi, der slog til og i 2015 for første gang arrangerede et stort etapeløb. Qatar var det første arabiske land til at arrangere en stor cykelbegivenhed i 2002, og siden da udviklede Tour of Qatar sig til et af højdepunkterne i februar. Oman var næste land til at blive tiltrukket af ideen, og med støtte fra ASO blev de nationale rundture i de to lande en aldeles attraktiv løbsblok i første del af sæsonen.

 

Det har aldrig været en hemmelighed, at den nye ledelse hos Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport har villet globalisere deres løb og generelle virksomhed, og de hoppede med på ideen, da Dubai i 2014 ville have deres eget cykelløb. Den første udgave af Dubai Tour var måske ikke specielt interessant ud fra et sportsligt synspunkt, men med kombinationen af RCS’ store knowhow og gode kontakter samt nogle arabiske millioner tiltrak den yderst velorganiserede begivenhed et helt forrygende felt. I både 2015 og 2016 var ruten en anelse mere varieret, og igen tiltrak man en stjernehob, der sjældent se på den tid af året.

 

I 2015 slog RCS sig også sammen med et andet emirat, Abu Dhabi, om at skabe et nyt løb, der skulle afslutte sæsonen. Modsat Tour of Beijing var Abu Dhabi Tour ikke en del af WorldTouren og havde derfor ikke de attraktive point som et incitament for rytterne til at forlade Europa. I stedet tog RCS og de lokale myndigheder andre initiativer, der gjorde det muligt at tiltrække et helt fantastisk felt for et løb i oktober måned.

 

Først og fremmest slog de sig sammen med den magtfulde sammenslutning af WorldTour-hold Velon. Et af organisationens håb er, at aktivt samarbejde med arrangører kan gavne begge parter. Holdene lover at møde op med store stjerner mod til gengæld at få del i indtægterne. Samarbejdet med Abu Dhabi Tour var af et hidtil uset omfang, og resultaterne var åbenlyse. Ikke mange ville have forventet af se Alejandro Valverde, Vincenzo Nibali, Peter Sagan, Tom Boonen, Fabio Aru, Richie Porte, Philippe Gilbert, Tom Dumoulin, Marcel Kittel, Esteban Chaves og Michael Matthews samlet til et løb i sidste del af oktober, men det var, hvad det nye samarbejde gjorde muligt.

 

For det andet blev der lavet en aftale med UCI om at afholde en ny cykelgalla efter sidste etape. Det har altid været en oplagt ide at samle de største stjerner inden for både herre- og damecykling for at fejre deres bedrifter, som det kendes i mange lande på nationalt plan. For første gang nogensinde hyldede UCI verdensmestre, grand tour- og WorldTour-vindere, og da mange alligevel skulle deltage ved festen i Abu Dhabi, kunne de lige så godt score lidt ekstra på kontoen ved også at stille til start i løbet.

 

Set fra et sportsligt perspektiv var løbet mere attraktivt end Dubai Tour. Det første af RCS’ løb havde tre sprinteretaper og én etape for klassikerryttere og blev afgjort på bonussekunder mellem puncheurs og sprinter. Abu Dhabi Tour havde et lignende format, men her var den kuperede etape erstattet med en rute for de rene klatrere. Selvfølgelig var hovedformålet med løbet at promovere Abu Dhabi, så tre af etaperne fandt sted i byområder, hvor fladt terræn gjorde det perfekt for sprinterne. Løbet begav sig dog også ind i bjergene på tredjedagen, hvor en afslutning på en 10,8 km lang stigning, der steg med 6,6% i gennemsnit gjorde det muligt for Esteban Chaves at vinde sit første store etapeløb efter en spændende duel med Wout Poels, der styrtede i sidste sving.

 

Første udgave var en stor succes, men løbet var også plaget af ekstrem varme, der tvang arrangørerne til at forkorte en etape. I 2016 havde man ikke samme problemer, da løbet på grund af et senere VM blev holdt endnu senere end vanligt. Den løsning ville imidlertid aldrig fungere på lang sig, og derfor har arrangørerne haft et ønske om at flytte begivenheden til februar, hvor det sammen med de øvrige tre løb i regionen kunne skabe en endnu bedre løbsblok i Mellemøsten.

 

Forud for 2017-sænonen har UCI imødekommet ønsket, og man har endda overhalet både Tour of Oman og Dubai Tour i kampen om at komme med på den nye WorldTour-kalender. Sammen med Tour of Qatar - der senere er blevet aflyst - blev det føjet til den fineste løbsserie og udgør nu det sidste løb i den mellemøstlige serie, der med det triste udkomme i Qatar igen er blevet reduceret til tre løb. Det er en imponerende hurtig opstigen i UCI-hierarkiet, hvilket har gjort det muligt for det unge løb at blive et af de første asiatiske WorldTour-løb efter en årelang diskussion om, hvornår kontinentet ville blive en del af det fineste selskab.

 

Hvis arrangørerne var bekymrede for, om holdene ville tage godt imod den nye placering på kalenderen, har de fået gjort deres tvivl til skamme i helt uhørt omfang. I de senere år har det været en evig kilde til diskussion for de bedste etapeløbsryttere, om man skulle forberede sig til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico i Oman, Algarve eller Andalusien. I år har de tre etablerede løb imidlertid fået betydelige klø af det nye løb i Abu Dhabi. Om det er den fyldte arabiske pengepung, det gode vejr eller den lidt senere placering på kalenderen, der har gjort udslaget, er svært at sige, men i år har stort set hele eliten vendt ryggen til Europa og Abu Dhabis omanske naboer. Mens man i Andalusien med nogen tilfreds kunne præsentere et felt med Alberto Contador, Alejandro Valverde, Thibaut Pinot, Mikel Landa og Rigoberto Uran, havde Oman et pauvert felt med kun Romain Bardet, Fabio Aru og Rui Costa som store etapeløbsstjerner. Endnu værre var det i Algarve, hvor kun Dan Martin kunne betragtes som et stort og etableret etapeløbsnavn. I modsætning hertil kan man i Abu Dhabi præsentere et felt med Nairo Quintana, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Bauke Mollema, Romain Bardet, Tejay van Garderen, Rafal Majka, Rui Costa, Tom Dumoulin, Steven Kruijswijk, Robert Gesink og Ilnur Zakarin, hvilket gør det til det klart bedst besatte løb i første del af sæsonen. Da de mange flade etaper samtidig har gjort det til et af de mest attraktive løb for sprintere i februar, og man derfor kan præsentere de tre giganter Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish side om side med folk som Elia Viviani og Caleb Ewan, har man sikret sig et yderst konkurrencedygtigt felt til alle de fire etaper.

 

Sidste år blev løbet vundet af Tanel Kangert, der drog fordel af, at den sene kalenderplacering og den flade VM-rute betød, at de fleste klatrere havde afsluttet sæsonen. Efter en spændende duel med Nicolas Roche vandt han løbets kongeetape foran sin irske rival, mens Diego Ulissi som vanligt præsterede godt i oktober med en samlet tredjeplads. Kangert vender tilbage for at forsvare titlen, selvom han denne gang nok er udset en hjælperrolle for Aru, og også Roche er tilbage, denne gang for at hjælpe van Garderen. Ulissi bør til gengæld kunne køre sin egen chance som del af et stjernebesat UAE Abi Dhabi-hold, der til hjemmebaneløbet også har samlet medkaptajnerne Costa og Louis Meintjes.

 

Ruten

Det er et velkendt faktum, at der ofte er en interessekonflikt, når arrangører skal designe deres ruter. På den ene side vil de gerne lave et alsidigt og spændende løb, der kan skabe sportslige højdepunkter. På den anden side spiller økonomi en vigtig rolle, og det endelige udfald er ofte dikteret af hvilke byer, der vil betale mest for et besøg.

 

For arrangørerne i Abu Dhabi er det oplagt, at hovedformålet med løbet er at promovere Abu Dhabi som turistdestination, og derfor er det uundgåeligt, at det meste af løbet vil finde sted i turistområderne, der hovedsageligt er flade byzoner. Det giver en oplagt interessekonflikt, som RCS ganske udmærket kender fra deres samarbejde med Dubai.

 

Udkommet er næsten identisk med det, det er endt med i løbene først på sæsonen, og formatet er stort set det samme. Således har løbet været en sprinterfestival med tre ud af fire etaper i byområder, hvor kun vinden på turene ud i ørkenen har kunnet true en afgørelse i en massespurt. Som i Dubai har de to første etaper været for sprinterne, og løbet er sluttet med en kort, flad etape på Formel 1-banen Yas Marina, hvor en afvikling først på aftenen har givet løbet et helt særegent præg.

 

Mens sprinterne har domineret rampelyset, er klassementet blevet afgjort på tredje etape, der har været for klatrerne. Det meste af etapen er foregået i byen Al Ain, men mod slutningen har rytterne begivet sig ud i de omkringliggende bjerge for at slutte på toppen af bjerget Jebel Hafeet. Dermed har formatet været meget lig Tour of Beijing, hvor rolle man overtog, og hvor sprinterne også dominerede, mens klatrerne afgjorde løbet på én etape.

 

I 2017 har man ganske vist flyttet løbet til februar, men man har ikke ændret på løbets struktur. På sigt har man ganske vist planer om at udforske nye områder og skabe nye etaper, men til det første år på WorldTouren har man designet en rute, der er stort set identisk med den, der er blevet benyttet i de foregående år. Ganske vist har man forlænget alle etaperne - det er trods alt nu et løb på højeste niveau og ikke længere afrunding på sæsonen - men grundlæggende er der ikke ændret på de fire etaper, der udgør det sidste af de arabiske løb.

 

1. etape

Det meste af De Forenede Arabiske Emirater udgøres af ørken, og derfor er det kun passende, at løbet viser det spektakulære røde sand, der er en af områdets attraktioner. Det bliver stillet til skue på første etape, der mest finder sted i disse omgivelser og er en forlænget udgave af åbningsetapen fra 2015 og 2016. Sammenlignet med 2. og 4. etape er den en anelse mere kuperet, men med en flad anden halvdel og ingen store stigninger, er det kun den frygtede ørkenvind, der synes at kunne forhindre en massespurt.

 

I år er etapen forlænget med ca. 50 km og strækker sig over 189 km med start og mål i Madinat Sayed, der også husede åbningsetapen i de foregående udgaver. Den afvikles stort set udelukkende i ørkenen, hvor de første og sidste 45 km udgøres af en lang, lige vej gennem sandområderne. Fra starten følger rytterne den lige ørkenvej mod syd, og efter at man har forladt Madinat Sayed er der ikke ét eneste sving, inden man når byen Liwa efter 49,5 km, hvor dagens første indlagte spurt er placeret.

 

Herefter bevæger sig med ud på en lille rundstrækning i området øst for byen - det er her, ruten er forandret i forhold til tidligere år, hvor man brugte en kortere rundstrækning i den vestlige udkant. Der er her nogle ganske små stigninger på de mange sandbanker, mens man begiver sig ad ørkenvejen ud til et vendepunkt, hvorefter man kører tilbage til Liwa. Her venter sagen sidste spurt efter 126,7 km, og derefter sætter man kursen mod nord ad den samme lange, lige ørkenvej, der fører til målet i Madinat Zayed. Når byen nås drejer man til venstre med ca. 7 km til mål, til højre i en rundkørsel med 5500 m til mål, passerer lige gennem en rundkørsel med 2500 m til mål, drejer til venstre i en rundkørsel med 1100 m til mål og til sidste lige gennem en rundkørsel 800 m fra stregen. Herefter er det en lang, lige, flad og bred boulevard, der fører til mål.

 

De ganske få højdemeter på sandbankerne i ørkenen spiller absolut ingen rolle på en etape, der er skræddersyet til de hurtige afsluttere. Den eneste fare er vinden, der imidlertid kun har spillet en rolle på én af de 8 etaper, der hidtil har været afviklet i løbet, og det har aldrig været på denne etape. Hvis vinden står rigtigt, kan det blive en ganske spektakulær affære, men ellers vil de mange topsprintere se frem til at dyste om sejren på en dag, der er for de rene sprintere.

 

I 2015 vandt Andrea Guardini den første etape i løbets historie i Madinat Zayed, da han slog Tom Boonen og Daniele Bennati i en massespurt. Sidste år var Giacomo Nizzolo hurtigst, da han fik ram på John Degenkolb og Mark Cavendish.

 

 

 

 

2. etape

Efter en dag i ørkenen er det tid til at vise en af emiratets øvrige hovedattraktioner, byen Abu Dhabi. Mens første etape havde risikoen for vind, lidt stigninger samt en relativt lang distance, er der på 2. etape stort st ingen udfordringer på en dag, hvor hovedformålet er at vise billeder af byen og give sprinterne endnu en chance. Som det var tilfældet for 1. etape er ruten stort set identisk med den, der blev benyttet i 2015 og 2016, selvom også denne er gjort en anelse længere.

 

Den 153 km lange etape starter på Al Maryah Island i hjertet af byen, hvor man først tager på en teknisk kompliceret sightseeing-tur, inden man begiver sig ind på hovedlandet og ud til kystvejen. Den følges først mod sydvest og siden mod øst, hvorefter man kortvarigt når ud i ørkenen, inden man når til Shakhbout City, hvor den første indlagte spurt kommer efter 53,1 km. Herfra køres mod nord gennem forstæderne, og ørkenen berøres endda kortvarigt, inden man når Al Shakama og Al Sadar, hvor dagens anden spurt er placeret efter 99,1 km. Herfra fortsættes mod syd, inden en spektakulær vej leder mod vest forbi Formel 1-banen Yas Marina og henover flere af de ører, der kendetegner byen. Herfra når man tilbage til havnefronten, hvorefter man følger den store kystvej mod sydvest til den store finale på Al Marina i hjertet af byen. Her venter en finale, hvor man følger den brede kystboulevard uden sving fem til et skarpt højresving med 1250 m til stregen. Herfra går det ad en lige vej ud til det sidste, relativt bløde højrsving, der kommer med bare 300 m til mål. Hele etapen er helt flad.

 

Med en helt flad rute, der ovenikøbet stort set er uden sving på lange, lige, brede boulevarder står der massespurt skrevet ud over denne etape med store bogstaver. Selvom der ikke er nogen rundstrækning i finalen, er det en typisk storbyetape, og da det hele foregår i ly af de store bygninger, bør vinden ikke blive et tema. Dermed er scenen sat til en meget hurtig etape, der er skræddersyet til de helt rene sprintere.

 

I 2015 vandt Elia Viviani en massespurt på en tilsvarende etape, hvor man imidlertid kørte en lille rundstrækning i finalen, ved at slå Peter Sagan og Fabio Sabatini. Sidste år var finalen den samme som den, der benyttes i år, og her var Mark Cavendish hurtigere end Viviani og Andrea Guardini.

 

 

 

 

3. etape

For klatrerne handler Abu Dhabi Tour mest om overlevelse i de mange timer, der tilbringes i fladt terræn, samt at spare på energien frem mod en stor kraftudfoldelse. Mod slutningen af tredje etape får de brug for alle deres opsparede kræfter, når det arabiske løb skal afgøres på løbets kongeetape. Mens den første del af etapen primært handler om at promovere byen Al Ain er det på bjerget Jebel Hafeet, at løbet ændrer karakter og den samlede vinder af den tredje udgave skal findes. Igen er der tale om en rute, der minder meget om den, der blev benyttet sidste efterår, men det indledende stykke i ørkenen er blevet betydeligt forlænget.

 

Årets etape er 186 km lang, indledes ved Sheikh Hazzad bin Zayed Stadium i Al Ain og slutter på toppen af Jebel Hafeet i byens sydlige udkant. Fra start begiver man sig ud på en stor, rektangulær rundstrækning i ørkenen nordvest for byen. Her er vejene, lange, lige og muligvis vindblæste, og der er ingen variation, hvad terræn angår. Til slut vender man tilbage til Al Ain fra vest, hvorefter man sætter kursen mod syd og det mægtige bjerg, der vil afgøre løbet. Her venter den første indlagte spurt ved Al Ain Zoo efter 160,2 km, hvorefter man fortsætter ud af byen til Green Mubazzarah, hvor dagens sidste indlagte spurt kommer med bare 13,5 km til mål.

 

Med 15 km til mål ændrer etapen karakter. Fra at have været helt flad begynder det langsomt at stige, inden det for alvor går løs på den 10,8 km lange målstigning, der stiger med 6,6% i gennemsnit. Efter en relativt blød start ligger stigningsprocenten stabilt på 7-8%, indtil den kortvarigt når et maksimum på 11% med ca. 3 km til mål. Herefter bliver stigning betydeligt nemmere med et stykke på 4-5%, inden en kort nedkørsel venter lige efter den røde flamme. De sidste 300 m stiger igen med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m fra stregen.

 

Efter to dage for sprinterne er det her, løbet skal afgøres på en dag, hvor klatrerne vil excellere. Umiddelbart vil man forvente, at den første del af etapen ingen rolle vil spille, men sidste år splittedes feltet til atomer i sidevinden, inden man overhovedet var nået til bjerget. Derfor skal klassementsrytterne være opmærksomme, hvis de vil have en chance for at gøre en forskel på en stigning, der er en smule blandet. Langt den største del er meget regulær med vanskelige procenter, hvor der kan skabes forskelle. De sidste 3 km er imidlertid ganske lette, og derfor skal de stærkeste have lavet huller, inden man når til finalen, hvor mere eksplosiv og hurtige ryttere med et punch har en klar fordel. Dermed er scenen sat til en interessant duel, hvor de mindre eksplosive ryttere skal af med de hurtige folk inden den lette del på toppen. Med kun én flad etape tilbage vil den samlede vinder sandsynligvis være kendt efter dette store klatreslag.

 

Da stigningen først blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. Sidste år skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

 

 

 

 

 

 

4. etape

Det er en tradition, at de store etapeløb ofte slutter ned et gadeløb i hovedstaden, mens kortere etapeløb ofte lader klassementskampen udspille sig helt til sidste pedaltråd. Selvom det kun strækker sig over fire dage, gør Abu Dhabi Tour som de fleste nationale rundture: slutter løbet med et rundstrækningsløb. Som i de foregående år har man valgt Formel 1-banen Yas Marina som rammen om sidste etape, der endda vil blive holdt under kunstigt lys først på aftenen. Det vil igen i år give anledning til en spektakulær afslutning på løbet, hvor vi kan forvente, at de bedste sprintere vil dyste om sejren på en etape, der er helt identisk med den, der blev benyttet i 2016.

 

Med sine bare 143 km er det en kort etape, der udelukkende finder sted på Formel 1-banen. I alt skal der køres 26 omgange á 5,5 km med i alt tre indlagte spurter, der kommer med henholdsvis 15, 10 og 5 omgange igen. Rundstrækningen er helt flad, vejene brede og asfalten af højeste standard. Første del består af lange, lige veje, men de sidste 2 km er teknisk mere udfordrende med fire 90-grader sving i rap inden for den sidste kilometer. Det sidste højresving kommer bare 250 m fra stregen, hvilket gør positionering helt afgørende.

 

Denne etape har lidt ceremoniel karakter, og med mindre uheld rammer, vil den ikke påvirke klassementet. Hvis forskellene er små, er det muligt, at bonussekunder i de indlagte spurter kan komme i spil, men det er usandsynligt. Ellers er der tale om et typisk kriterium, hvor mange vil være opsatte på at teste sig selv i et tidligt udbrud. Afstandene bliver aldrig store på en kort etape som denne, og det vil være en stor overraskelse, hvis ikke løbet slutter med en stor massespurt.

 

I 2015 viste Elia Viviani sig som den hurtigste, da han slog Peter Sagan og Andrea Guardini. Sidste år var Mark Cavendish skarpest og henviste Giacomo Nizzolo, Viviani og danske Magnus Cort til de sekundære placeringer.

 

 

 

 

Favoritterne

Etapeløb kan være ganske komplekse med et væld af taktiske muligheder og steder, hvor afgørelsen kan falde. Det kan således være en udfordring at analysere en rute til en grand tour eller et klassisk ugelangt etapeløb på WorldTouren, og ikke sjældent sker der afgørende udskilning på uventede etaper.

 

Det gælder imidlertid ikke for Abu Dhabi Tour, der i sin natur er umådeligt enkelt. Enten er løbet helt fladt, eller også går det op ad det stejle bjerg Jabel Hafeet. Dermed kræver det ikke mange minutters analyse af ruten at finde ud af, hvor løbet skal afgøres.

 

Anden og fjerde etape er helt flade og foregår i beskyttede byzoner, hvor vinden ikke kommer til at spille en rolle. Da feltet inkluderer flere af verdens bedste sprintere, ender de derfor med statsgaranti i massespurter. Første etape er imidlertid mere kompleks, idet hovedparten af dagen tilbringes i ørkenen. Selvom det endnu ikke er sket på denne etape, er der derfor mulighed for et sidevindsdrama. Blæser det ikke tilstrækkeligt, eller er vindretningen forkert, bliver det endnu en sikker sprinteretape.

 

Det helt store slag skal naturligvis slås på 3. etape, og alt taler for, at løbet kan koges ned til et slag mellem de bedste klatrere på Jebel Hafeet. Det er imidlertid værd at huske på, at løbet blev splittet i sidevinden forud for stigningen i sidste års udgave af løbet. Derfor er der ingen garanti for, at den bedste klatrer vinder løbet, og det kræver, at man kan overleve udskilningen i vinden på 1. og 3. etape. I teorien kan bonussekunder i de indlagte spurter også komme i spil, hvis klassementet er tæt på sidstedagen, men da de fleste hold har en sprinter til start og derfor kan tage bonussekunder væk fra konkurrenterne, er det yderst usandsynligt.

 

Dermed kan det koges ned til, at løbet vil blive vundet af den af klatrerne, der gør det bedst på kongeetapen, og som ikke er kommet i problemer i sidevinden. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Jebel Hafeet ikke er en meget svær stigning, og at specielt de sidste 3 km er lette. De rene klatrere skal derfor gøre forskellen relativt tidligt. Mislykkes det, vil mere kraftfulde og hurtige typer have en klar fordel. I sit udgangspunkt er det derfor en dag for de bedste klatrere, men punch og spurtstyrke kan komme i spil.

 

Løbet har tiltrukket en stjerneparade af klatrere, der alle gør klar til et stort slag på lørdagens etape. De fleste af disse vil være yderst begejstrede for at erfare, at der ikke bliver meget vind i den kommende uge. Torsdag bliver rolig, og dermed skulle den første fare være afværget. Risikoen er lidt større lørdag, hvor et lille uvejr er annonceret ved aftentiden. I skrivende stund ser det imidlertid ud til først af melde sin ankomst flere timer efter afslutningen på etapen, og derfor tvivler vi på, at vinden kommer til at spille nogen rolle i 2017-udgaven af løbet. Derfor regner vi med, at det hele skal afgøres mellem klatrerne på Jabel Hafeet.

 

Det er perfekt nyt for Nairo Quintana, der i Volta a la Comunitat Valenciana viste, at han som vanligt er i fremragende form straks fra sæsonstart. På papiret er han løbets bedste klatrer, og derfor håber han, at det hele skal afgøres på løbets kongeetape. Hans suveræne opvisning på den stejle Alto Mas de la Costa i Valencia, viser med al tydelighed, at han er klar til opgaven.

 

Det store spørgsmål er, om Jebel Hafeet er hård nok til, at Quintana kan komme af med rivalerne. Han skal af med sine konkurrenter på det stejle stykke inden de sidste 3 km. Har han stadig selskab af hurtigere typer ved 3 km-mærket, er det usandsynligt, at han vinder. Da stigningen ikke er meget svær, og konkurrencen er skarp, er det ikke givet, at Quintana kan gøre en forskel. Et helt afgørende element er i den sammenhæng vinden, der spiller en stor rolle på den relativt åbne stigning. Quintana vil være meget begejstret for at erfare, at der er udsigt til medvind. Det gør det langt nemmere at skabe udskilning, og så burde en regulær stigning på 7-8% være nok til, at en formstærk Quintana kan sætte rivalerne til vægs. I lyset af opvisningen i Valencia sætter vi derfor vores penge på en samlet sejr til den colombianske stjerne.

 

Alberto Contador valgte først i sidste øjeblik at inkludere løbet i sin kalender for således at få lidt flere løbskilometer i benene inden årets første store mål, Paris-Nice. Han har ganske vist sagt, at han primært kommer for at hjælpe Bauke Mollema, men det er med stor sandsynlighed sagt i loyalitetshensyn med sin holdkammerat, der har været lovet en kaptajnrolle. I et så simpelt løb som dette er det benene, der vil gøre forskellen på stigningen, og her er det uomtvisteligt, at Contador er en bedre klatrer end Mollema. Der er ingen tvivl om, at den spanske stjerne vil gøre sit yderste for at følge Quintana, og han er på papiret den, der har den største chance for at følge løbets favorit.

 

I Ruta del Sol viste Contador, at han igen i år er i god form straks fra sæsonstart, og han kunne vanskeligt skjule sin begejstring over den følelse, han havde undervejs. Han blev ganske vist hentet af Thibaut Pinot på løbets kongeetape, men viste med sit ryk, der satte en meget formstærk Alejandro Valverde til vægs, at han stadig har sit gamle kick. Det synes usandsynligt, at han kan sætte Quintana, men han kan være stærk nok til at følge med, specielt hvis han denne gang kører lidt mere afventende. Skal det hele afgøres mellem de to i en spurt i den relativt nemme finale, er det en relativt åben duel mellem to ryttere, der ikke er hurtige. Umiddelbart har Contador imidlertid overtaget, og det kan give ham den samlede sejr.

 

Det er vanskeligt at forestille sig, at man kan køre fra Quintana, men det bestemt muligt, at et par ryttere kan følge med colombianeren. Kan han ikke gøre forskellen, åbnes døren for et taktisk spil, hvor et soloangreb fra en stærk klatrer kan give pote. Samtidig er er der en vis sandsynlighed for, at det i givet fald skal afgøres i en spurt på toppen, og derfor er de største konkurrenter til Quintana og Contador ryttere med en vis spurtstyrke.

 

Blandt disse finder vi Julian Alaphilippe. Der synes ikke at være nogen ende på, hvad den talentfulde franskmand kan opnå, og selvom man tidligere ville have sagt, at denne stigning er for lang og hård for en Ardennertype som ham, viste han i sidste års Dauphiné, at han kan følge de bedste i de høje bjerge. Han tog det endnu et skridt ved OL, hvor han endda kørte fra selveste Chris Froome på en stigning, der ikke var meget kortere end denne. Der er ingen grund til, at han i år ikke er endnu bedre, og derfor kan han sagtens vise sig at kunne følge de bedste her. Sker det, bliver han helt umulig at slå i en spurt på toppen af stigningen. Det store spørgsmål er hans form. Han har kun kørt Dubai Tour, hvor han helt og holdent arbejdede for holdet. Meldingen er imidlertid, at han er velkørende - hvilket han i øvrigt altid er - og derfor har vi store forventninger. Alaphilippe er manden, der kan snyde de store favoritter.

 

Det samme kan Ilnur Zakarin. Russerens klatrepotentiale er ubegrænset, hvilket han specielt viste sidste forår, hvor han var stærkeste mand på stigningerne i Liege-Bastogne-Liege og var i stand til at matche Quintana på den første store bjergetape i Romandiet. Samtidig er han ganske hurtig i en spurt på toppen af en stigning, som han viste i både Romandiet og Paris-Nice. Han var ikke i særlig god form i Valencia, men det var heller ikke tilfældet i hans sæsondebut i 2016. Alligevel var han flyvende et par uger senere i Paris-Nice, og derfor er der en vis sandsynlighed for, at han er på et langt højere niveau til dette løb. Quintana og Contador skal af med russeren inden toppen, hvor han vil sætte dem begge til vægs i en spurt.

 

Som sagt er Bauke Mollema officielt Treks kaptajn, og det kan bestemt ikke udelukkes, at hollænderen kan vinde. Således viste han i sidste års Tour, at han har nået et helt nyt niveau som klatrer, og den samlede sejr i Vuelta a San Juan var en understregning af den gode form, han har ved begyndelsen af sæsonen. Mollema kører naturligvis ikke fra Quintana, men han har den store fordel, at også han er meget hurtig i en spurt. Kan han følge de største favoritter, bliver han ikke nem at slå op toppen af Jebel Hafeet.

 

Vincenzo Nibali var bestemt ikke flyvende i Vuelta a San Juan, men det betyder ikke, at vi ikke skal have højere forventninger i dette løb. Siden januar har han trænet på Mount Teide, og sidste år gav en lignende satsning stort udbytte. Her var han også bag om dansen i sæsondebuten i Argentina, men et par uger senere satte han Romain Bardet til vægs i Tour of Oman. Han har givet udtryk for, at han regner med at køre med om sejren i dette løb. Alle ved, hvor god en klatrer Nibali er, men det kan stadig blive svært for ham at vinde. Han kan næppe sætte Quintana, og heller ikke han er hurtig i en spurt. På den anden side er han sandsynligvis stærkere end både Quintana og Contador i en finale, der inkluderer en lille nedkørsel og et teknisk sving meget tæt på mål.

 

Abu Dhabi Tour markerer sæsondebuten for Tejay van Garderen. Historien viser, at amerikaneren altid er flyvende i februar, hvor han altid kører med om sejren i sit første etapeløb. Meldingen fra BMC er, at han også denne gang er på et meget højt niveau, og det bør gøre ham konkurrencedygtig på en stigning, der passer ham glimrende. Selvom hans 2016-sæson var halvsløj, har han i de senere år vist, at han har forbedret sig kolossalt som klatrer. Derfor bør han være en af de stærkeste på kongeetapen i dette løb. Det er måske lidt svært at se, hvordan han skal vinde løbet, men en podieplads er ganske sandsynlig.

 

Fabio Aru fik med andenpladsen på kongeetapen i Tour of Oman en glimrende sæsondebut og bekræftede dermed sine egne ord om, at han er velforberedt til en sæson, hvor han planlægger at vinde meget mere i den første del af året. Den længere stigning i Abu Dhabi bør passe ham bedre end det eksplosive Green Mountain i Oman. Han er ikke i topform, men er allerede nu på et konkurrencedygtigt niveau. Om det er nok til at følge de bedste, er måske en anelse tvivlsomt, men kan han følge med, kan han drage fordel af, at han ikke er helt langsom i en spurt op ad bakke.

 

Normalt er Rui Costa ikke i stand til at match de allerbedste på et bjerg som dette, men det betyder ikke, at man kan afskrive portugiseren. I 2016 klatrede han bedre end nogensinde, og så sent som i sidste uge blev han nummer 3 på Green Mountain i Oman, der med sine stejle procenter passede ham langt dårligere. Dette bjerg er mere moderat og derfor langt bedre for en stor fyr som Costa, der har været flyvende, siden han vandt kongeetapen i San Juan. Med sin gode spurt er han en af de folk, der skal sættes inden toppen. Ellers kan den tidligere verdensmester sagtens løbe med det hele.

 

Vi er meget spændte på at se Tom Dumoulin i dennes sæsondebut. Hollænderen satser i år på Giro d’Italia, og derfor har han allerede arbejdet grundigt på sin klatring under en træningslejr i Sydafrika. Hvor langt han er kommet, får vi svaret på i denne uge. Det synes trods alt usandsynligt, at han på denne tid af året kan følge Quintana på et bjerg som denne, men Dumoulin kan som ingen anden begrænse sit tab. Er der blot lidt taktisk spil mellem favoritterne, kan han sagtens komme tilbage og så drage fordel af sin gode spurt på toppen.

 

Et af de åbne spørgsmål er, hvordan Romain Bardet vil præstere. Franskmanden fik en skidt start i Tour of Oman, hvor han styrtede på løbets kongeetape og derfor ikke kunne yde optimalt på Green Mountain. I dette løb får vi en reel udmåling af hans form. Det er svært at sige, hvor stor effekt styrtet reelt har haft, men han er vanligvis god i februar og så stærk ud på de første etaper i Oman. Vi tvivler på, at formen er til at vinde, men han bør være konkurrencedygtig.

 

Også Rafal Majka er et af løbets spørgsmålstegn. Polakken har før været ganske god i februar, og da han i år satser på Tour de France, er der en vis sandsynlighed for, at han i år vil nå et højere niveau først på året. Hidtil har han kun kørt på Mallorca, hvor han ikke var flyvende, men heller ikke på det lave niveau, man før har set. Han vinder næppe her, men han kan sagtens vise sig som en af de stærkeste.

 

Robert Gesink stiller til start for første gang siden Tour Down Under, og han må formodes at være konkurrencedygtig. Hollænderen er altid i god form, og han burde kunne lide en stigning som denne. Mange har afskrevet ham, men det er en stor fejl. Hovedparten af de mindre gode resultater kan forklares med de mange helbredsproblemer, og han viste i sidste års Vuelta og i Touren 2016, at han stadig er en sublim klatrer. Samtidig er han faktisk ganske hurtig i en spurt på toppen af en stigning som denne.

 

Endelig vil vi pege på en outsider i supertalentet Louis Vervaeke. I 2016 fik den unge klatrer endelig chance for at vise, hvad han kan, og han præsterede på et meget højt niveau i Romandiet, inden han måtte udgå med helbredsproblemer. Ved debuten i Mallorca så han ud til at være flyvende. Han vinder naturligvis ikke, men vi er meget spændte på at se ham blande sig med de store på en stigning som denne.

 

***** Nairo Quintana

**** Alberto Contador, Julian Alaphilippe

*** Ilnur Zakarin, Bauke Mollema, Vincenzo Nibali, Tejay van Garderen

** Fabio Aru, Rui Costa, Tom Dumoulin, Diego Ulissi, Romain Bardet, Rafal Majka, Robert Gesink, Louis Vervaeke

* Diego Ulissi, Gianluca Brambilla, Merhawi Kudus, Rafael Valls, Domenico Pozzovivo, Steven Kruijswijk, Roman Kreuziger, Jack Haig, Emanuel Buchmann, Kenny Elissonde

 

Danskerne

Lars Bak er ene mand om at repræsentere de danske farver. Hans opgave bliver at hjælpe André Greipel md at vinde en eller flere af de tre flade etaper.

Foto: Sirotti

Ugenanalyse: En forandret klassiker, en mellemøstlig redning og stjernernes oprejsning

21.02. kl. 17:41 af Emil Axelgaard.

I 2017 vil Feltet.dk have flere optakter og analyser. Et af vores nye initiativer er et ugentligt tilbageblik på de begivenheder, der har præget de forløbne syv dage. Hver tirsdag vil Feltets ekspert Emil Axelgaard således kaste et blik på og analysere de historier, der har trukket overskrifter og givet anledning til debat. Denne gang kaster vi et blik på den besynderlige beslutning om at ændre Amstel Gold Races karakter, en positiv nyhed fra Mellemøsten, to gennembrudspræstationer i den forløbne uge, samt hvorfor det er vanskeligt ikke at holde af Alberto Contador.

Kan man ødelægge en klassiker?

Der er næppe noget, der kan bringe sindet i kog hos mange cykelfans, som når kåde arrangører piller unødigt ved cykelsportens kronjuveler. Hvis man som mand bag en af cykelsportens store klassikere vil gøre sig upopulær hos det cykelbegejstrede publikum, er den sikre vej at ændre på traditionerne i deres løb. Hvem husker ikke den folkelige opstand, da man for nogle år siden fjernede Muur van Geraardsbergen fra finalen af Flandern Rundt? Eller da man planlagde grundlæggende at ændre Milano-Sanremos natur ved at lægge en ny stigning, Pompeiana, ind i finalen og dermed gøre løbet alt for hårdt for sprinterne? Listen over upopulære ruteændring er lang, og det er ikke uden grund, at arrangørerne træder varsomt, når de prøver at friske deres løb op ved at ændre på ruteføringen.

 

Denne uge bød på en lignende opstand, da der blev annonceret til ruter til sportens tre Ardennerklassikere, Amstel Gold Race, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Alle tre vil i 2017 undergå en vis forandring, og arrangørerne har taget sig en vis frihed til at eksperimentere. Der er imidlertid meget stor forskel på, hvordan ændringerne er blevet modtaget. Hvor arrangørerne af Amstel Gold Race er blevet udsat for lidt af en shitstorm for deres beslutning om at have fjernet Cauberg fra den absolutte finale, har de fleste taget godt imod de ændringer, ASO har foretaget i ruterne til deres to belgiske klassikere

 

Diversiteten i reaktionerne skyldes i høj grad løbenes traditioner. Mens et løb som Lombardiet Rundt nærmest er uigenkendeligt fra år til år og således har meget få faste holdepunkter, er det meget sværere at ændre på et løb som Milano-Sanremo, der igennem mange år har haft en fuldstændig identisk finale. For Fleche Wallonnes og Liege-Bastogne-Lieges vedkommende gælder på samme måde, at der hvert år betydelige variationer, og at det kun er den absolutte finale, der bevares. Det giver et vist frirum til at prøve nye ting, så længe man ikke rører ved kronjuvelerne som eksempelvis Fleche-afslutningen på Mur de Huy.

 

Det er netop den forbrydelse, Amstel-arrangørerne har begået. Den hollandske klassiker består af mere end 30 stigninger, men den er stort set synonym med finalen på Cauberg. Selvom det faktisk er en relativt ny opfindelse at bestige stigningen i den absolutte finale, har det givet løbet dets helt eget særpræg, og det er den ikoniske stigning, der har printet sig ind i bevidstheden hos mange fans. Derfor var det allerede upopulært, da man for få år siden flyttede målstregen fra toppen og 1 km længere ned af vejen i Valkenburg, men det tåler ingen sammenligning med den forandring, løbet vil undergå i år. Således skal Cauberg denne gang forceres for sidste gang med 19 km til mål, og derefter tilbagelægger man den velkendte finalerundstrækning med Geulhemmerweg og Bemelerberg, men uden at slutte på eller lige efter Cauberg.

 

Motivationen for ændringen er at skabe et mere underholdende cykelløb. Det var allerede begrundelsen, da man sidst ændrede finalen, men da det ikke gav den ønskede effekt, gør man nu et nyt forsøg. I de senere år har løbet udviklet sig til lidt at et ventespil, hvor favoritterne hav afventet slaget på målstigningen. Det har gjort de seneste udgaver mindre underholdende, og det er netop, hvad man vil undgå i fremtiden.

 

Spørgsmålet er, om man opnår den ønskede effekt. Jeg tillader mig at have min tvivl. Allerede i de senere år er løbet blevet mindre og mindre selektivt, og de sidste to-tre år har sprintere som Michael Matthews, Sonny Colbrelli og Bryan Coquard været meget tæt på at vinde. Denne type holdbare sprintere vil lugte blod med den nye ruteændring, og derfor vil mange hold møde op med flere hurtige afsluttere. Geulhemmerweg og Bemelerberg er begge meget lette stigninger, og de vanskeligste udfordringer findes nu så langt fra mål, at det er relativt let for folk de tre nævnte ryttere samt lignende folk som Edvald Boasson Hagen, Kristian Sbaragli, Ben Swift og Matteo Trentin at komme med hjem. Flere hold vil med stor sandsynlighed have interesse i en spurt, og ruten synes slet ikke hård nok til, at det kan undgås.

 

Det er utvivlsomt sand, at de seneste udgaver af løbet har været mindre spektakulære, men vil man for alvor skabe ravage, skal man i stedet flytte meget stejlere stigninger som Eyserbosweg og Keutenberg tættere på mål. Gør man det, kan finalen på Cauberg sagtens undværes, men i det nuværende scenarium synes løbet at udvikle sig til en affære for hurtige sprintere. Det har sin charme, men ændrer grundlæggende på løbets karakteristika, og det er en stor skam.

 

Ændringerne i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege tjener også det formål at gøre løbene mere spektakulære. Også de to belgiske klassikere har i de senere år været relativt afventende, og det forsøger man at ændre ved at lægge flere stigninger ind tættere på mål. Det giver langt mere mening og bringer løbene tættere på deres oprindelige selektive natur. Det er ingen hemmelighed, at der i moderne cykelsport skal hårdere udfordringer til at skabe større udskilning, og de nye stigninger vil bidrage til igen at gøre løbene egnede for klatrere. Samtidig har man fjernet den brostensstigning, der sidste år gjorde debut i den absolutte finale af Liege. Det ujævne underlag gjorde det vanskeligt for de lette folk at matche mere kraftfulde typer, og det ændrede løbets karakter. Ved at erkende, at brosten hører til i de nordlige klassikere, har man igen gjort løbet til en affære for Ardennerspecialister, og det kan kun bifaldes.

 

Nu afventer vi bare, hvad der sker med Milano-Sanremo. Rygtet siger, at årsagen til den manglende offentliggørelse af ruten er en plan om at gøre løbet hårdere. Det forsøgte man uden held for flere år siden, og nu vil man åbenbart gøre forsøget igen. Det vil næppe modtage megen ros fra sportens nostalgikere, der næppe kan klare endnu en grundlæggende ændring af en af sportens højdepunkter.

 

Er Mellemøsten cykelsportens redning?

Hvor der var cykelfans, der havde svært ved at se det positive i ruteforandringerne, er det til gengæld svært ikke at glædes over en anden af ugens nyheder. Således kom det i dag frem, at UAE Abu Dhabi har sikret sig en stor sponsoraftale med flyselskabet Emirates og fremover vil gå under navnet UAE Team Emirates. Der er dermed sikret finansiering for de kommende fire år, og der må være tale om en solid kapitaltilførelse, idet manager Giuseppe Saronni har meldt ud, at målsætningen er at blive et af sportens tre bedste hold inden for tre år. Enhver ved, at det kræver et solidt budget at tage kampen om med pengestærke mastodonter som Sky og Trek-Segafredo, og Saronni må således have en vis dækning for så vidtløftige ambitioner.

 

Udviklingen markerer en markant omvæltning for det arabiske hold, der har haft den mest tumultariske optakt til 2017-sæsonen. Det gamle Lampre-Merida-hold så først ud til at måtte lukke, da Merida slog pjalterne sammen med det nye hold for Bahrain. Det lykkedes imidlertid Saronni at gøre lidt af et kup ved at sikre sig sponsorkapital fra Kina, og det så ud til, at det første kinesiske WorldTour-hold var skabt. Uheldigvis var forbindelsen åbenbart så skrøbelig, at sygdom hos forbindelsesleddet mellem Saronni og de kinesiske pengemænd var nok til at få projektet til at falde sammen, og i november og december så fremtiden meget mørk ud for ryttere og ledelse.

 

Saronni viste igen sin fantastiske overlevelsesevne ved at finde ny kapital fra Abu Dhabi og ændre det italienske hold til et, der i høj grad skal repræsentere De Forenede Arabiske Emirater som nation. Med de mange dollars fra Emirates må det nu formodes at høre til blandt sportens mest pengestærke, hvilket er en markant udvikling for et Lampre-hold, der tidligere var blandt de fattigste. Det må formodes, at truppen bliver forstærket markant i de kommende år, og at en ny magtfaktor i sporten med stor sandsynlighed er etableret.

 

Mange cykelnostalgikere er kritiske over for den stadig større involvering af pengestærke arabiske stater, hvis nye løb slet ikke synes at nyde nogen lokal opbakning og i bogstaveligste forstand kan synes at være lidt af en ørkenvandring. I en tid, hvor stadig flere hold er truet af lukning og nye store sponsoraftaler hører til sjældenhederne, er det imidlertid i høj grad en forudsætning for sportens fortsatte overlevelse, at man kan udbrede interessen til nye regioner. Dagens sponsoraftale er et nyt skridt i den retning.

 

To løb, to store gennembrud

Mens Saronni havde travlt med at underskrive sponsorkontrakter, og løbsarrangører havde travlt med at tagne nye ruter, var den forløbne uge også en af årets allertravleste. Det hører til sjældenhederne, at der på samme tid afvikles fire store etapeløb sideløbende, men det er altid tilfældet i tredje uge af februar. Tour of Oman, Volta ao Algarve, Vuelta a Andalucia og Tour du Haut-Var gav alle anledning til forrygende cykelløb og gav solide indikationer på, hvad vi kan forvente i de kommende uger og måneder.

 

Specielt interessant var det, at to af løbene blev vundet af to store talenter, der begge må regnes som særdeles lovende. I Oman satte Ben Hermans etablerede klatrere som Fabio Aru og Romain Bardet til vægs med en dominerende præstation, der gav to etapesejre undervejs. I Algarve var det Primoz Roglic, der bekræftede det kolossale potentiale, han i et par år har stillet til skue, ved med kontrolleret kørsel at sikre sig en sikker sejr.

 

Mens det hele tiden har været givet, at Roglic havde stort etapeløbspotentiale, synes Hermans’ karriere at tage en drejning. Da han i sine unge år blev nævnt som en fremtidig stjerne, var det med udsigten til at etablere sig i Ardennerklassikerne. Derfor var det heller ikke overraskende, at han i 2015 endelig syntes at indfri forventningerne, da han vandt Brabantse Pijl.

 

I det seneste års tid er der imidlertid sket en udvikling. I sidste års Vuelta a Burgos kunne han pludselig matche Alberto Contador på den berygtede Lagunas de Neila-stigning, og i Vueltaen klatrede han fremragende i rigtige bjerge. Det var præcis disse klatreegenskaber, han stillede til skue, da han distancerede Aru på Green Mountain i lørdags, og da han tidligere i løbet viste, at han stadig har et godt punch på kortere stigninger, synes hans potentiale pludselig at være meget bredere og mere lovende.

 

Gennembruddet kommer på et ideelt tidspunkt, hvor BMC netop har sagt farvel til Philippe Gilbert. Dermed vil der være et langt løsere hierarki i Ardennerklassikerne, i hvert fald i år hvor Greg Van Avermaet kun planlægger at stille til start i Amstel Gold Race. Dermed kan Hermans sandsynligvis dele kaptajnrollen med Samuel Sanchez med de lovende talenter Dylan Teuns og Loic Vliegen i en fri position, og han synes at være klar til at få sit store gennembrud på den største scene. På et hold med Richie Porte og Tejay van Garderen bliver det sværere at få plads i etapeløbene, men han har vist, at han er klar til at gribe chance, så snart den byder sig. Fremtiden synes meget lovende for et af sportens lidt glemte talenter.

 

Det samme gør den for Roglic, hvis baggrund som tidligere professionel skihopper, gør, at han trods sin relativt høje alder stadig har et ubegrænset potentiale. Han har ikke kørt på cykel i mange år og har stadig meget at lære, specielt hvad angår positionering. I starten var han kendt som ren klatrer, og det var de egenskaber, der gav ham den samlede sejr i de nationale rundture i Slovenien og Azerbaijan. Siden han sidste år kom til LottoNL-Jumbo har han imidlertid vist sig at have et kolossalt talent for at køre enkeltstart. Gennembruddet kom med etapesejren i Giroen, og da han i fredags var meget tæt på at slå Tony Martin og Jonathan Castroviejo på en helt flad rute, viste han, at der ikke var tale om en enlig svale. Da han samtidig viste sig som løbets stærkeste klatrer, der kunne tage kampen om med selveste Dan Martin på Alto da Foia, er det tydeligt, at Roglic er ”the real deal”. Om han har holdbarheden over tre uger er stadig et åbent spørgsmål, men foreløbig synes der i hvert fald ikke at være mange ugelange etapeløb, det slovenske fænomen ikke kan vinde.

 

 Opmuntring for to fallerede stjerner

Ugen bød også på opmuntringer for to etablerede stjerner, der begge har haft en svær tid. 2016 udviklede sig således til lidt af en katastrofe for både Fabio Aru og Michal Kwiatkowski, men begge fik en solid dosis selvtillid i weekenden ved at slutte på podiet i henholdsvis Oman og Algarve. For begge kommer succesen på et kærkomment tidspunkt, hvor mange var begyndt at tvivle på deres mulighed for at nå tidligere tiders højder.

 

For Arus vedkommende har kritikken i høj grad været uberettiget, men det ændrer ikke på, at han har haft meget at bevise for den italienske offentlighed. Det er ganske vist end ikke to år siden, at han vandt Vueltaen, men der skal åbenbart ikke mere end én dårlig dag i Touren til at får den nationale presse til at stille spørgsmålstegn ved evnerne. Mange betegner Arus Tour-debut som lidt af en katastrofe, men sandheden er, at han var en af de stærkeste i løbets tredje uge og godt på vej mod en placering i top 5. Det hele gik imidlertid galt på én dårlig dag og betød, at han forlod løbet med et dårligt samlet resultat.

 

Problemet for Aru var, at resultatet kom efter en skuffende forårssæson, hvor han intet havde præsteret, og selvom han med en flot præstation ved OL viste sin klasse, kan det ikke ændre på, at 2016 på papiret så pauvert ud. Undervejs viste han imidlertid flere gange, at han stadig har klassen, og der er næppe nogen tvivl om, at han vil være yderst konkurrencedygtig i en ellers meget stærkt besat Giro. Præstationen i Oman viser, at han er på rette vej, og i det hele taget kommer vi til at se meget til Aru i foråret. Belært af erfaringerne vil han ikke satse alt på et løb, og planen er, at han skal lave langt flere resultater i foråret end vanligt. Starten lover godt. Fortsættelse følger næste uge i Abu Dhabi, hvor han for første gang står ansigt til ansigt med sin tidligere holdkammerat Vincenzo Nibali.

 

For Kwiatkowskis vedkommende har kritikken været mere berettiget. Her er der ikke tale om en enkelt dårlig sæson, men en tendens, der har strakt sig helt tilbage til hans fantastiske 2014-sæson. I 2015 vandt han ganske vist lidt heldigt Amstel Gold Race, mens han sidste år tog en sejr i E3 Harelbeke, men det har været tydeligt, at han i mere end to år har været langt fra sit tidligere niveau.

 

Det er svært at sige, hvad forklaringen har været. Kwiatkowski er imidlertid kendt som lidt af en træningsnarkoman, og Sky synes at have indset, at man er nødt til at holde polakken tilbage. Derfor har han i år fået forbud mod at forberede sig, som han plejer, og derfor har det været planen, at den forrygende sæsonstart, der ellers har været lidt af en kendetegn, ikke skal gentage sig. Derudover er fokus nu snævert rettet mod Ardennerklassikerne, og der bliver ingen eksperimenter med etapeløb og brostensløb.

 

Kwiatkowski var derfor indstillet på en anonym start på sæsonen, og derfor kom det som lidt af en overraskelse for ham selv, at han i Algarve kunne sikre sig en samlet andenplads bag den suveræne Roglic. Han var ganske vist aldrig tæt på at true sloveneren på stigningerne, men specielt hans fremragende enkeltstart lover særdeles spændende. Sportens historie er fyldt med eksempler på ryttere, der på grund af overtræning har ødelagt en ellers lovende karriere, og noget tyder på, at Kwiatkowski var på vej ned ad samme kedelige sliske. Resultatet i Algarve giver håb om, at han og Sky har reddet situationen. Svaret kender vi, når rytterne har krydset stregen i Liege om et par måneder.

 

Man kan da kun komme til at savne Contador

Til sidst bliver vi nødt til at runde Alberto Contador. Spanieren gjorde i den forløbne uge debut for Vuelta a Andalucia. Der har været enkelte kritiske røster, der har stillet spørgsmålstegn ved hans beslutning om at fortsætte karrieren og har hævdet, at han burde stoppe, mens han stadig var konkurrencedygtig.

 

At hævde at Contador ikke var konkurrencedygtig i 2016 må siges at være en mærkværdig vurdering. Således vandt den spanske stjerne Vuelta al Pais Vasco, havde vundet Paris-Nice, hvis den hårdeste etape ikke var blevet aflyst, blev nummer 2 i Volta a Catalunya og sluttede lige uden for podiet i Vueltaen. Naturligvis er han ikke den dominerende skikkelse, han var engang, men de ryttere, der ikke på forhånd vil skrive under på et sådant udbytte af en sæson, kan tælles på én hånd.

 

Det er klart, at de tider, hvor Contador med legende lethed sætter konkurrenterne til vægs i enhver bjergafslutning er ovre. Det blev igen tydeligt i denne uge, hvor han blev passeret af Thibaut Pinot på kongeetapen efter at have iværksat det angreb, der i gamle dage ville have givet rivalerne dødsstødet. Det synes således også usandsynligt, at han kommer tæt på at udfordre Chris Froome i Tour de France, men man kan ikke andet end begejstres hver eneste gang, spanieren er i aktion.

 

Contador kunne utvivlsomt opnå bedre resultater, hvis han indså, at han ikke længere kan gøre tidligere tiders forskel og i stedet kørte mere kalkuleret. Det nægter han imidlertid, og det er det, der gør ham så underholdende. Et glimrende eksempel blev givet på 1. etape i Andalusien i onsdags. På en dag, hvor alle sportsdirektører havde talt om en reduceret massespurt, sprængte Contador løbet til atomer og skabte en af de mest underholdende cykelløb hidtil i sæsonen. Det er efterhånden en trend. Hvem husker ikke, hvordan han skabte en neglebidende finale på Paris-Nice med sine utrættelige angreb for et år siden, eller hvordan han var manden bag Nairo Quintanas overraskende kup på Froome i Vueltaen?

 

Contador vinder ikke Tour de France i 2017, men hans tilstedeværelse i feltet er en gave til cykelelskere, og han vil blive savnet, når han en dag gør alvor af truslerne om at stoppe. Heldigvis får vi i hvert fald gavn af ham de kommende otte måneder, og med hans beslutning om at stille op i næste uges Abu Dhabi Tour kan vi allerede vente endnu en aggressiv forestilling på Jebel Hafeet-stigningen på lørdag. Scenen til det første store opgør mellem Contador og Quintana er sat!

Foto: Mario Stiehl

Franskmand vandt i Provence

21.02. kl. 17:34 af Benjamin Lillelund.

Justin Jules tog den første etapesejr i det franske Tour La Provence. 

205 kilometer fra Aubagne til Istres var, hvad åbningsetaper i det korte etapeløb Tour La Provence i dag bød på.

 

Etapen startede med en stigning, men da det var den eneste udfordring, var der på forhånd lagt op til en massespurt.

 

Sådan var det da også lige præcis, det endte, og her formåede Justin Jules (WB Veranclassic) at trække det længste strå.

 

Jules sejrede foran Jeremy Lecrocq (Roubaix Lille Metropole) og Lorrenzo Manzin (FDJ), mens fjerdepladsen blev besat af Danilo Wyss (BMC).

 

Med sejren tager Justin Jules naturligvis også førertrøjen. 

Foto: Bettiniphoto.net

UAE Abu Dhabi bliver til UAE Team Emirates

21.02. kl. 16:57 af David Bruno.

UAE Abu Dhabi, der er resultatet af en feberredning på målstregen, efter det kinesiske WorldTour-projekt med TJ Sport i spidsen faldt sammen, har fået en navnesponsor i flyselskabet Emirates.

Det nye hold UAE Abu Dhabi, med blandt andre Rui Costa, Diego Ulissi og Louis Meintjes i truppen har fået en navnesponsor ombord, flyselskabet Emirates, og det skifter derfor navn til UAE Team Emirates, det skriver Cyclingnews.com.

 

Emiratet Abu Dhabi gik i første omgang ind som sponsor sent sidste år, da samarbejdet med kinesiske TJ Sport faldt til jorden. Nu overtager flyselskabet Emirates så, og ambitionerne er, som vanligt i Emiraterne, betragtelige.

 

”Målet er at være et top tre-hold inden tre år,” siger direktør Matar Suhail Al Yabhouni Al Dhaheri ifølge Cyclingnews.com.

 

Hos sponsoren, der i forvejen har masser af sponsorater, blandt andet i fodboldklubber som Real Madrid, Arsenal og PSG, ser de naturligvis også potentiale i samarbejdet.

 

”Emirates har altid været involveret i sport, men de specielt de sidste to år er cykling vokset enormt her. Jeg tror, der er en cykel i hvert eneste hus. Vi udvælger altid de bedste, og jeg tror, dette hold vil være det bedste at associere os med,” siger Sheikh Majid Al Mualla, der er marketing senior vicepræsident i flyselskabet.

Foto: Sirotti

LottNL forlænger med slovensk etapeløbstalent

21.02. kl. 16:31 af David Bruno.

Enkeltstartsspecialist, og måske kommende Grand Tour-profil, Primoz Roglic, har forlænget sin kontrakt med LottoNL-Jumbo til og med 2018.

 

Primoz Roglic, der har gjort kometkarriere som etapeløbsrytter, har forlænget sin kontrakt med det hollandske hold LottoNL-Jumbo, så den også gælder 2018.

 

Selvom sloveneren er 27 år, er han stadig forholdsvis ny i cykelsporten, hvor han på under et år er gået fra upåagtet, til en rytter man kan tillade sig at forvente meget i etapeløbene, hvilket han senest beviste med sejren i Volta ao Algarve.

 

Holdchef Richard Plugge mener da også, at der er meget mere at hente i den tidligere skihopper.

 

”Han udvikler sig stadig på cyklen, Vi bruger mange kræfter på ham, og han kan håndtere det hele, han er meget dygtig til at lære,” siger Plugge i en pressemeddelelse.

 

Roglic selv er også glad for at være på holdet, og for at skrive under på kontrakten, der kom i stand trods flere andre tilbud.

 

”Der var interesse fra adskillige andre hold, men rigtig supervision er stadig meget vigtig for mig. Dette vil give mig flere muligheder for at lave resultater, men også for at udvikle mig,” slutter han.

Foto: Muscat Municipality/Paumer/Kåre Dehlie Thorstad

Søren Kragh kører Het Niewsblad

21.02. kl. 15:31 af David Bruno.

Søren Kragh Andersen er på startstregen for sit hold Team Sunweb, når den belgiske forårssæson skydes i gang på lørdag.

Den europæiske cykelsæson begynder for alvor på lørdag, når den belgiske klassiker Omloop Het Niewsblad køres på bakker og brosten i Flandern, og danske Søren Kragh Andersen er med på Team Sunwebs hold til løbet, det meddeler de i dag.

 

De otte udvalgte ryttere er præcis de samme som netop har kørt Tour of Oman, hvor den unge dansker viste topform ved at vinde tredje etape.

 

Her kørte holdet for Søren Kragh, og selvom det nok ikke er tilfældet på lørdag, så er de formodede kaptajner, Zico Waytens og Ramon Sinkeldam, ikke så store navne, at hele holdet nødvendigvis skal være låst i hjælperoller.

 

”Holdets mål er at køre i udbrud og markere sig i alle seriøse forsøg i anden halvdel af løbet,” siger holdets træner Arthur van Dongen i en pressemeddelelse, og han holder dermed de fleste muligheder åbne.

 

Team Sunweb til Omloop Het Niewsblad:

Søren Kragh Andersen

Roy Curvers

Bert De Backer  

Ramon Sinkeldam

Tom Stamsnijder

Mike Teunissen  

Zico Waeytens  

Max Walscheid 

EKSKLUSIVT

Foto: Oliver Grenaa Visuals

Dansk verdensmester må udsætte sæsonstarten

21.02. kl. 13:56 af David Bruno.

Juniorverdensmesteren Jakob Egholm er bagud i sæsonforberedelserne, da en skade i knæet holder den 18-årige dansker fra at kunne yde 100 procent. Det fortæller han i et interview med Feltet.dk.

Den danske junior-verdensmester i linjeløb Jakob Egholm døjer med en skade i knæet, og stortalentet må derfor vente noget tid endnu på topformen.

 

”Mine første sæsonmål, Gent-Wevelgem og Flandern, dem må jeg sige nej tak til, da jeg ikke er så langt i forberedelserne endnu. Jeg tror, fokus det ligger nok en måneds tid senere for mig, sidst i april eller starten af maj,” svarer han, da Feltet.dk spørger, hvornår vi kan forvente at se verdensmesteren tilbage i fuldt vigør.

 

Skaden betyder, at Egholm ikke kan træne fuldt igennem, hvilket naturligvis ærgrer den unge dansker, der ikke kan følges med holdkammeraterne på Giant-Castelli i intervaltræningerne under den nuværende 14 dage lange træningslejr i Calpe i Spanien.

 

Du kan se hele Feltet.dks interview med verdensmesteren herunder.

 

 

Foto: Sirotti

Van Garderen fører BMC an i Abu Dhabi

21.02. kl. 12:03 af Anton Kjøller Alexandersen.

BMC Racing Team har offentliggjort den trup, som drager til Abu Dhabi Tour, og her er Tejay Van Garderen frontmand hos et stærkt BMC-hold. 

 

BMC Racing Team er klar til at køre Abu Dhabi Tour, og holdets sportsdirektør melder truppen klar, hvor holdet især er bygget op omkring amerikanske Tejay Van Garderen.

 

”Abu Dhabi Tour er nu en del af UCI World Touren, og det vil tilføje et ekstra pres på alle. Vi har et stærkt hold omkring van Garderen, som lige som altid, har forberedt sig godt forud sæsonen,” fortæller sportsdirektør Jackson Stewart.

 

Abu Dhabi Tour bliver kørt fra den 23. februar til den 26. februar, og ud over van Garderen, har BMC blandt andet også udtaget Nicolas Roche og Samuel Sánchez.

 

”Nicolas Roche, som var her for to år siden, og Samuel Sánchez, har begge vist god form tidligt på sæsonen, og de vil være i stand til at hjælpe på de stejle etaper. Vi har allerede set nogle hurtige afslutninger i Dubai og Oman, så jeg tror, vi kan forvente det samme her. Vores hold er helt klar til udfordringen, og hver rytter er i stand til at køre aggressivt, når det giver mening,” lyder det.

 

Amerikanske Tejay van Garderen glæder sig til at tage hul på 2017-sæsonen. Abu Dhabi Tour bliver nemlig 28-årige BMC-rytters første løb i denne sæson, hvor han indtil nu har trænet hårdt henover vinteren.

 

”Jeg glæder mig til at starte min 2017-sæson med Abu Dhabi Tour. Det vil blive et stærkt løb, specielt når der også er UCI World Tour point i år. Jeg har arbejdet hårdt denne vinter, og jeg håber at være i stand til at vise det og køre med i klassementet,” siger Tejay van Garderen.

 

BMC Racing Teams hold til Abu Dhabi Tour:

Alessandro De Marchi

Manuel Quinziato

Nicolas Roche

Samuel Sánchez

Manuel Senni

Dylan Teuns

Tejay van Garderen

Loïx Vliegen

Foto: Androni-Sidermec

Optakt: Tour La Provence

21.02. kl. 12:00 af Emil Axelgaard.

I flere år har aflysningen af mange løb redet cykelsportens europæiske kerneland som en mare, men af og til brydes trenden. En af disse særtilfælde er skabelsen af det nye Tour La Provence, der i år afholdes for anden gang. Fra tirsdag til torsdag vil løbet sende rytterne gennem småkuperet terræn i Sydfrankrig og teste både puncheurs og sprintere i noget, der ligner perfekt forberedelse til klassikerne.

Løbets rolle og historie

Mens nye løb er opstået uden for Europa og i nyere cykellande som Norge, har der været en negativ tendens i de historiske europæiske nationer. Spanien har mistet de fleste af deres mange etapeløb, og den tidligere så rige italienske endagesscene er en skygge af sig selv. I Frankrig er det gået bedre, og de fleste løb har overlevet. Alligevel er der blevet sagt farvel til løb som Circuit de Lorraine, Criterium International, Tour de Picardie og Tour Mediterraneen, mens løb som GP Plouay og 4 Dage ved Dunkerque have kæmpet for overlevelse.

 

Sidste år blev trenden kortvarigt brudt. I Spanien blev Volta a la Comunitat Valenciana genetableret, og i Frankrig blev der afholdt to nye løb. La Méditerranéenne overtog positionen efter Middelhavet Rundt, mens Tour La Provence blev skabt som en helt ny begivenhed i Sydfrankrig.

 

Tilføjelsen af de to løb gjorde den franske februarkalender ganske imponerende og gav perfekte forberedelsesmuligheder forud for større begivenheder. Efter de første løb GP La Marseilleaise og Etoile de Besseges gav de tre korte etapeløb La Méditerranéenne, Tour du Haut-Var og Tour La Provence de franske ryttere mulighed for at køre i hjemlandet hver eneste uge i en måned, der er meget vigtig for resten af sæsonen. Slutteligt endte det hele med de to endagesløb Classic Sud-Ardeche og Drome Classic, og der var således hele 17 løbsdage i landet, inden vi overhovedet var nået til marts. I år er La Méditerranéenne desværre forsvundet igen, men landet har stadig en imponerende løbsserie.

 

Løbene afholdes alle i Sydfrankrig og er ganske ensartede. De afholdes på de kendte smalle og snoede veje med små stigninger, der har gjort området til et ideelt træningsområde for både motionister og professionelle. Der er ingen store bjerge, og terrænet gør det til løb for puncheurs og stærke sprintere, og de rene sprintere har som regel også noget at komme efter.

 

Enkeltstarten gør Etoile de Besseges lidt anderledes, men Tour du Haut-Var og Tour La Provence passer begge til den samme type ryttere. På papiret er sidstnævnte imidlertid det lettetest af de to, men det har stadig en svær sidste etape, hvor afslutningen på en lille bakke vil give klassikerrytterne en chance. De første to etaper er imidlertid skræddersyet til sprinterne.

 

Sidste år havde løbet tiltrukket et stærkt felt med fire WorldTour-hold. I år er man imidlertid i konkurrence med WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour, og da det kommer efter en af årets travleste uger, har man haft svært ved at få fat på de store hold. Ikke desto mindre har man igen fire hold fra det fineste selskab med, idet UAE Abu Dhabi og BMC gør de to hjemlige hold Ag2r og FDJ selskab. De vil alle bruge løbet til at blive klar til de kommende klassikere, idet terrænet er perfekt som forberedelse til endagesløbene, og Frankrig kan meget vel i fremtiden blive et vigtigere sted for klassikerryttere.

 

Sidste år lykkedes det Thomas Voeckler at vinde den første udgave af løbet ved at køre alene hjem fra et langt udbrud på den hårde første etape. Davide Martinelli og Fernando Gaviria vandt de to sidste etaper i massespurter, og således kunne Voeckler tage den samlede sejr for Petr Vakoc og holdkammeraten Lilian Calmejane. Voeckler vender tilbage for at forsvare titlen, men hverken Vakoc eller Calmejane vil være til start.

 

Ruten

Terrænet i Provence er bestemt ikke fladt, og det afspejledes i sidste års rute og igen i årets rute. Der er stigninger på programmet alle tre dage, og der er masser af smalle snoede veje. Der er imidlertid ingen lange stigninger, og det er bestemt ikke et løb for klatrere. I stedet er det et perfekt løb for puncheurs, der igen i år kan ventes at slås om den samlede sejr.

 

Sidste år bestod løbet af en hård etape på førstedagen og dernæst to sprinteretaper. I år er grundmodellen den samme, men denne gang er der vendt rundt på rækkefølgen. Således kan de hurtige afsluttere ventes at komme i aktion tirsdag og onsdag, inden de bedste puncheurs skal slås om den samlede sejr på den afgørende sidste etape.

 

 

1. etape

Som sagt er der i år vendt rundt på rækkefølgen af etaperne, og det betyder, at sprinterne kan se frem til en mulighed på første etape. Den strækker sig over 205,9 km mellem Aubagne i udkanten af Marseille og Istres og har en ganske brutal start. Straks fra begyndelsen skal rytterne op ad den 10,4 km lange kategori 2-stigning Col de l’Espigoulir, der stiger med 5,2% i gennemsnit. Dernæst flader terrænet imidlertid ud på den lange rejse mod nord og vest. Efter ca. 140 km begiver man sig mod syd og rammer den lille kategori 3-stigning i Antiques (3,8 km, 4%), der har top med 58,5 km til mål. Dernæst går det ad flade veje til Istres, hvor løbet afsluttes med to omgange på en flad 6,3 km lang rundstrækning, hvor en teknisk finale venter med et skarpt sving bare få hundrede meter fra stregen. Der er en ganske lille bakke, der har top med 2,5 km til mål, men derefter falder det let ned til stregen.

 

Starten er ganske vist brutal, men stigningen kommer alt for tidligt til at gøre en forskel. Der er masser af tid til, at sprinterholdene kan organisere sig og skabe samling forud for finalen. Vinden kan altid spille en rolle i denne region, men det ligner en stensikker massespurt med en meget teknisk afslutning, hvor lead-outs bliver af stor betydning.

 

 

 

2. etape

De sprintere, der skuffede på 1. etape, får straks en chance for revanche på andendagen, hvor 169,6 relativt flade kilometer mellem Miramas og La Ciotat venter. Fra start begiver man sig gennemfladt terræn mod syd ad en vej, der er ganske tæt på Middelhavskysten. Man når vandet efter 32 km, og herefter fortsætter man ad kystvejen mod øst, indtil man kører ind i landet og op ad kategori 3-stigningen Cote de Carry Le Rouet (3 km, 4,7%), der har top efter 45,2 km. Herefter fortsætter man gennem nemt terræn mod øst, inden man drejer mod syd og ind i et mere kuperet område efter ca. 100 km. Efter 106,9 km når man toppen af kategori 3-stigningen Petit Galibier (5,9 km, 3,9%), og herefter venter der en lille ukategoriseret bakke, der har top med ca. 30 km til mål. I de sidste ca. 20 km falder det jævnt ned mod målet ved Middelhavskysten. Faktisk r det kun den sidste kilometer, der er relativt flad. Finalen er ukompliceret, da de sidste 2 km stort set er lige, men der er et blødt sving med bare 300 m til mål.

 

Det meste af etapen foregår langs kysten, og derfor kan det udvikle sig til et sidevindsdrama. Hvis ikke det sker, er terrænet imidlertid ganske nemt, og etapen bør blive afgjort i en massespurt. Her vil den faldende finale betyde, at sprinterne opnår enorme hastigheder i deres sidste dyst i årets løb.

 

 

 

3. etape

Efter to dage for sprinterne skal løbet afgøres af de bedste puncheurs på sidste etape, der fører feltet over 168,2 km fra Aix-en-Provence til storbyen Marseille. Første del af etapen er relativt flad, når rytterne bevæger sig mod øst gennem let terræn, hvor kun den lille kategori 4-stigning Col du Porte (3 km, 4,5%) efter 17,4 km vil udfordr rytterne. Herefter sætter man kursen mod syd og de berømte bakker i området øst for Marseille, hvor en ganske kuperet finale venter. Den indledes med kategori 3-stigningen Montee de Mazaugues (4km, 5,4%), der har top efter 95 km og efterfølges af Col de l’Espigoulier, som rytterne besteg fra den anden side på førstedagen. Herefter fortsættes mod vest ned mod kysten, inden man skærer hen over en lille højderyg på vejen mod Marseille. Her venter de ikke kategoriserede Col de l’Ange og Col de la Gineste, der kendes fra finalen af GP Marseillaise. De har top med henholdsvis 40,5 og 16 km til mål. Herefter kører man ned til Stade Velodrome i centrum af Marseille, hvor GP Marseillaise slutter. Man fortsætter i stedet forbi stadion, og etapen slutter i stedet på toppen af en lille 2 km lang bakke, hvis sidste kilometer stiger med 4,5% i gennemsnit, og hvis første kilometer er endnu stejlere. Finalen er meget teknisk med hele fire sving på den sidste kilometer, først tre i træk og siden et meget skarpt sving bare 100 m fra stregen.

 

Dette er ubetinget løbets sværeste etape og dagen, hvor kampen om klassementet skal slås. Dels kan vinden komme i spil, og dels har GP La Marseillaise vist, at bakkerne i finalen er ganske hårde. Vi skal imidlertid ikke vente, at det kan lade sig gøre at køre hjem fra distancen, og i stedet skal løbet sandsynligvis afgøres i en spurt op ad den lille bakke i Marseille, hvor punchy Ardennerspecialister bør finde sig til rette.

 

 

 

Favoritterne

Sidste år blev Tour La Provence fuldstændig afgjort på den hårde 1. etape, mens de to øvrige etaper blev afgjort i massespurter. I år synes vi meget vel at kunne få et lignende scenarium, denne gang blot med 3. etape som den afgørende. Her vil de bedste puncheurs slås om etapesejren, og det er de ryttere, der gør sig gældende her, der også vil være i spil til den samlede sejr.

 

Der er ikke bonussekunder i løbet, og det betyder, at de to første etaper ingen rolle vil spille, hvis de bliver afgjort i de ventede massespurter. Det er imidlertid værd at notere sig, at de begge finder sted i en vindblæst kystregion. Vinden spiller meget ofte en rolle i disse franske løb, hvor der ikke skal meget til at splitte et felt uden mange WorldTour-hold.

 

I skrivende stund viser vejrudsigten, at rytterne får smukt solskin hver eneste dag, og at onsdag og torsdag begge bliver stille dage uden megen vind. Til gengæld vil der tirsdag blæse en frisk til hård vind fra nordvest, og dermed har rytterne sidemedvind på hele anden halvdel af 1. etape. Det vil undre os meget, hvis ikke det spiller en rolle, og hvis ikke der sker splittelser undervejs.

 

Sammenfattende kan vi derfor sige, at vinderen af løbet er en rytter, der kan sidde med i sidevinden på 1. etape og begå sig blandt de bedste i den eksplosive finale på 3. etape. Uden bonussekunder er der mulighed for, at flere ryttere vil ende i samme tid. Bakken mod slutningen på torsdagens etape er ikke af typen, hvor der nødvendigvis vil være huller mellem de allerbedste. Er der ikke det, vil det være summen af etapeplaceringer, der afgør slaget. Derfor vil det være vigtigt for klassementsrytterne at holde sig til i de flade finaler og placere sig langt fremme i massespurterne.

 

De fleste af de ryttere, der dominerede Tour du Haut-Var er ikke til start i Provence, og feltet er umiddelbart en anelse svagere. Løbet skal imidlertid afgøres i terræn, der kan sammenlignes med det, der bestemt udfaldet i weekenden, og derfor kan det to dage franske løb bruges som en god rettesnor for, hvem der vil blande sig i kampen om sejren.

 

På papiret har Francesco Gavazzi alle karakteristika til at vinde dette løb, og italieneren er vores favorit til den samlede sejr. Han har som vanligt været med helt fremme i alle de kuperede løb i den indledende del af sæsonen. Han lagde ud med en tredjeplads i Etruschi, blev nummer seks i Laigueglia og sikrede sig en femteplads på 1. etape af Tour du Haut-Var, hvis finale er meget lig den, der venter på torsdag. Han skuffede på 2. etape, men det er stort set den eneste mindre gode dag, han har haft indtil videre. Ingen af de specialister, der slog ham i lørdags er til start i dette løb, og umiddelbart er han løbets bedste mand til at spurte op ad bakke. Samtidig er han hurtig på flad vej og kan holde sig fremme på de første etaper, selvom hans hold vil køre spurterne for Matteo Malucelli og Rafaello Bonusi. Den største udfordring er sidevinden, mn i dette felt bør en stærk rytter som Gavazzi kunne håndtere det. Kan han klare de to første etaper, vil det ikke overraske os, hvis han sikrer sig den samlede sejr ved at vinde i Marseille på torsdag.

 

Umiddelbart er hans største konkurrent Mauro Finetto. Også han har været absolut flyvende i februar måned. Faktisk har han siddet med frontgruppen hjem i hvert eneste løb, siden han gjorde debut i Marseille, og umiddelbart er han feltets stærkeste rytter. Han er ikke så hurtig som Gavazzi i en spurt på flad vej, men i en finale som den, der venter torsdag, kan han sagtens slå sin landsmand. Vores eneste betænkelighed er, at han skuffede fælt i sine to spurter i weekenden, og selvom han på papiret er hurtig, er han ikke altid helt stabil i afslutningerne.

 

Direct Energie stiller ganske vist med den forsvarende vinder Thomas Voeckler, men han synes at være langt fra formen. I stedet vil holdet sandsynligvis satse på Jonathan Hivert, der endelig synes at have fundet formen. Efter en sløv start var han stærk i weekenden, hvor han både var med i spurten på bakken på 1. etape og sad med de bedste hjem på den hårde 2. etape. Er han på 100%, er han specialist i en puncheur-finale som den, der venter torsdag. Han måtte imidlertid se sig slået markant i lørdags, og det tyder på, at han stadig mangler et par procent. På den anden side er formen klart opadgående, og i et svagere felt vil han være blandt de helt store favoritter til at vinde både kongeetapen og samlet.

 

Der er ingen tvivl om, at BMC har det stærkeste hold til start, og de har utallige vinderkandidater. Derfor vil de sandsynligvis forsøge at skabe kaos i sidevinden på 1. etape og gøre 3. etape så hård som muligt. De har imidlertid ikke en decideret specialist i at spurte op ad bakke, og derfor skal de udnytte deres mange muligheder. Af disse er Damiano Caruso utvivlsomt det bedste bud. Italieneren viste i Haut-Var, at han er i god form. Han blev nummer 7 i spurten på 1. etape og sad med de bedste på 2. etape. Han er hurtig i en spurt som den, der venter på torsdag, og han er samtidig fremragende til at holde sig til på flade etaper. Han havde håbet på en hårdere finale, men det er bestemt ikke umuligt, at han kan vinde 3. etape og dermed sikre sig den samlede sejr.

 

FDJ er uden Arthur Vichot, og i stedet satser de på Anthony Roux, der arbejdede for sin holdkammerat i weekenden. På papiret er løbet skræddersyet til franskmanden, der måske er den allerbedste til at spurte op ad bakke, og samtidig kan blande sig i massespurter på flad vej. Desværre har vi lidt betænkeligheder, hvad angår hans form. Han var skuffet over sig selv i Tour Down Under, og han brillerede bestemt ikke i Haut-Var, hvor han burde have siddet hos Vichot i finalerne. Det tyder på, at formen ikke er optimal. Det kan imidlertid også være udtryk for, at han har arbejdet hårdt for holdet, og er han i form, vil han blive svær at slå på 3. etape og dermed i kampen om den samlede sejr.

 

BMC er også til start med Rohan Dennis, der primært vil bruge løbet til at komme i gang i Europa. Australieren har imidlertid meget svært ved at skjule sin begejstring for sin gode form, som han allerede stillede til skue i Tour Down Under. Han er ikke decideret specialist i at spurte på en bakke, men alle, der så ham vinde en etape i Californien for et par år siden, vil vide, at han har et fint punch. Dertil kommer, at han meget vel kan udnytte BMCs overtal til at angribe, og får han først et hul i finalen på torsdag, bliver han næsten umulig at fange.

 

BMCs tredje gode kort er Brent Bookwalter, der også viste fremragende form i Haut-Var. Også amerikaneren er hurtig i en spurt, hvilket han flere gange har vist i de amerikanske etapeløb. Han er imidlertid ikke helt så hurtig som Caruso, og skal han vinde, skal han derfor nok udnytte BMCs styrke til at angribe. Det er han imidlertid stærk nok til at gøre.

 

En af de mest ustabile ryttere i første del af sæsonen har været Julien El Fares. På sine gode dage har han været blandt de allerbedste i kuperet terræn, men på andre dage har han været skuffende. Han så imidlertid stærk ud i søndags, hvor han blev nummer 2 på den meget svære 2. etape, og det gør ham til en stærk kandidat her. Hans problem er, at han trods en fin spurt er oppe imod hurtigere folk, og han kan blive bedt arbejde for Finetto. På den anden side har de to i de fleste løb kørt hver deres finale, og med den form, han for nylig har vist, kan det ikke udelukkes, at han kan vinde her.

 

Ag2r har ladet deres specialister blive hjemme, og derfor føres de an af Alexandre Geniez. Dette løb er ikke ideelt for den franske klatrer, der mest er kendt for sine egenskaber i de høje bjerge. Det er imidlertid værd at huske på, at han sidste år vandt en spurt i en mindre gruppe i Tour de l’Ain, og at han ikke er langsom på stregen. I weekenden sad han med de bedste på 2. etape, men måtte vente på holdkammeraten Samuel Dumoulin. Det bliver svært at slå specialisterne, men det kan ikke udelukkes, at han kan gøre det.

 

Det fjerde stærke BMC-kort er Silvan Dillier. På papiret er schweizeren skræddersyet til dette løb, idet han både kan blande sig i spurterne på flad vej og på 3. etape. Desværre var han meget skuffende i weekenden, hvor han burde han været helt fremme på begge etaper, og det gør, at vi tager visse forbehold.

 

Fortuneo-Vital Concept er desværre uden den meget formstærke Romain Hardy, og i stedet må de satse på Maxime Bouet. Han var meget stærk i Marseille, men efter at han blev ramt af sygdom i Besseges, har han været lidt under niveau. Han er faktisk ganske god til at spurte op ad bakke, men vi tvivler på, at han har formen til at vinde dette løb.

 

Endelig vil vi pege på Matej Mohoric. Sloveneren har haft en meget svær start på sin professionelle karriere, men nu synes der endelig at være hul igennem til de gode ben. Således sad han med de bedste i den meget svære finale i Laigueglia, og det må have givet ham selvtillid forud for dette løb, hvor han kan køre sin egen chance. Han er hurtig i en spurt, men det kan blive svært at vinde i et felt, der har hurtigere konkurrenter.

 

***** Francesco Gavazzi

**** Mauro Finetto, Jonathan Hivert

*** Damiano Caruso, Anthony Roux, Rohan Dennis

** Brent Bookwalter, Julien El Fares, Alexandre Geniez, Silvan Dillier, Maxime Bouet, Matej Mohoric

* Nicolas Edet, Odd Christian Eiking, Hubert Dupont, Eduardo Sepulveda, Romain Combaud, Jan Polanc, Joey Rosskopf, Davide Rebellin, Marco Frapporti, Mattia Cattaneo, Thomas Voeckler, Armindo Fonseca, Simone Petilli, Leo Vincent

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

Foto: Team BMS-Birn

Jannie Sand stopper som cykelrytter

21.02. kl. 10:17 af Anton Kjøller Alexandersen.

Den danske kvindelige cykelrytter Jannie Sand stopper sin aktive karriere, men hun vil fortsat være tilknyttet Team VéloCONCEPT Women.

Jannie Sand har valgt at stoppe karrieren. Det meddeler Team VéloCONCEPT Women i en pressemeddelelse. Sand kom til holdet i 2016, men nu føler hun, at det ikke længere er hende, som skal køre på det højeste niveau.

 

”I forhold til sidste år er niveauet bare blevet en del højere, og det er måske lidt for højt for mig, når det er World Tour og verdens 10. bedste hold. Det er selvfølgelig fedt, at det udviklede sig til det, men så skal det også være 100 procent det, man brænder for. Jeg kan mærke, at der er nogle andre ting, der trækker mere i mig,” siger Jannie Sand i en pressemeddelelse.

 

Stoppet som aktiv cykelrytter betyder dog ikke, at Jannie Sand ikke længere skal have en rolle på holdet. Danskeren skal nu hjælpe holdet med organisationen, som skal ske i forbindelse med events og cykelløb. Det er en rolle, hun ser frem til.

 

”Jeg skal være med bag kulissen til events og løb med sponsorer. Jeg kender rytterne og forstår, hvad der sker i løbene, så kan jeg give et indblik i, hvad der foregår. Det glæder jeg mig meget til,” lyder det fra 36-årige Jannie Sand.

 

Team VéloCONCEPTs team manager, Bo Handberg Madsen, er ærgerlig over at miste en af sine ryttere, men samtidig er han glad for, at Sand stadig vil være en del af holdet.

 

”Det kræver, at man er 100 procent fokuseret, hvis man vil konkurrere som professionel cykelrytter, og der er ikke plads til at gøre noget halvt. Jeg ved, at det ikke har været en nem beslutning for Jannie, men det vigtigste er, at hun er glad og motiveret, i det hun laver. Hun har allerede bidraget med en masse som rytter, og det tror jeg, at hun fortsat kommer til at gøre i sin nye rolle på holdet,” lyder det afslutningsvis fra Bo Handberg Madsen.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk