Tourfavoritter: Alberto Contador (Astana) *****
Alberto Contador (Astana) løber igen i år med titlen som Feltet.dks største favorit forud for Tour de France. Som det har været tilfældet de seneste år, har Contador skovlet sejre ind i løbet af sæsonen og endda taget hul på sin karriere som klassikerrytter.

Lad os starte med at opsummere Alberto Contadors sejre i 2010. De fortæller os en del. Han startede med en tidlig og sikker sejr i februars Volta ao Algarve. Formen blev slået fast, da han lidt senere vandt Paris-Nice for anden gang. Senere tog han den vanlige sejr i Vuelta a Castilla y Leon og for nylig cementerede han sin Tour-form med en andenplads i Critérium du Dauphiné Libéré. Det minder meget om Contadors optakt til sin Tour de France sejr i 2009. Dette er alene nok signaler til at resten favoritfeltet nærmest med sikkerhed skal kæmpe om en andenplads i juli: vi skal tilbage til 2005 for at finde en Grand Tour, som Contador har deltaget i og ikke vundet. Manden satser bredt på mange sejre og har nærmest altid held med sine satsninger. Rivalerne bør frygte ham, og cykelsportsfans bør hylde ham.

Contador har siden sine dage som ungdomsrytter været betragtet som et stort talent. De første år som professionel blev det da også til flotte resultater. Tidligt i sin prof-karriere var Contador dog udsat for et frygteligt styrt på en nedkørsel under Vuelta Asturias, og styrtet og helbredsproblemer holdt ham ude i en hel sæson. Gennembruddet blev forskudt en smule på grund af uheld, men allerede fra 2005 begyndte Contador at samle store, betydelige placeringer og sejre. Med skiftet til Team Discovery 2007, fik Contador dog sin hidtil største skalp i Paris-Nice. Alligevel var der nok få, der havde forventet, at han nogle måneder senere ville tage sejren over dem alle: Tour de France.

I en alder af blot 27 år har Alberto Contador allerede skrevet sig ind i historiebøgerne. I 2008 blev Contador én af de sjældne få, der har vundet to Grand Tours i løbet af en sæson. Med sine sejre i både Vuelta a España og Tour de France skrev Contador sig desuden ind i den eksklusive gruppe af ryttere, der har vundet alle tre Grand Tours. I fjor blev det som bekendt til den anden Tour de France sejr, der fuldstændig cementerede spanierens position, som cykelsportens suverænt mest talentfulde og alsidige etapeløbsrytter.

Contador har altså et vinderinstinkt som få andre i feltet. Og han er sulten efter sejre: store som små tager han grådigt, og han behøver ikke være i topform for at vinde et løb. Dertil har Contador simpelthen for mange tangenter at spille på. Når man er feltets bedste bjergrytter, har en glimrende restitution, sjældent har dissideret dårlige dage og samtidig er blandt feltets bedste enkeltstartsryttere, vil det unægtelig resultere i mange sejre. Og det gør som sagt også.

Spanieren fra Madrid er nemlig ikke kun sulten efter sejr, men også på at forbedre sig selv og sprede sine vinger. Selvom Contador efterhånden nærmer sig en cykelrytters bedste alder, er der intet der tyder på, at han er færdig med at udvikle sig i en positiv retning. Spanieren lærer for det første af sine fejl, og søger altid nye udfordringer. Fx har Contador lige fra sine amatørdage været en fin enkeltstartsrytter, især over kortere distancer. Igennem de seneste år har han dog forbedret sig så betydeligt, at det ikke kun er prologer og kuperede enkelstarter, han dominerer. Han kan nu også gøre sig gældende på de fladere, mere specialiserede af slagsen. Da han således slog Cancellara på den sidste lange enkeltstart, syntes etapeløbsmaskinen Contador at være skruet fuldstændig sammen.

Der resterer nu kun en ting Contador mangler at bevise. Modsat sidste års enkeltstart er årets lange udgave ikke blot længere, men også fuldstændig flad. Vinder Contador denne etape, er det svært at pege på steder, hvor han reelt kan forbedre sig.

Efter reelt at være færdigudviklet som etapeløbsrytter, har Contador sat den velkendte pistol efter nye mål, nemlig endagsløbene. For første gang gav Contador forårsklassikkerne et seriøst forsøg og det gik overordnet glimrende. Det lignede længe opad Flèche Wallonne’s Muur de Huy, at Contador ville vinde sin første klassiker, men han åbnede måske lige tidligt nok. Til gengæld var Contador en instrumental del i holdkammeraten Alexandre Vinokourovs senere triumf i Liège-Bastogne-Liège. Med årets erfaringer er der meget der tyder på, at Contador vil være en seriøs kandidat til forårsklassikkerne næste sæson, et år klogere og med sikkerhed stadig sulten.

Og så er der det æstetiske. Selvom Contadors klatrestil måske ikke er helt så galant og yndefuld, som fx Ivan Bassos, så er det umuligt ikke at lade sig begejstre, når Contador laver sine kraftfulde angreb. På en og samme tid er det ophidsende og skræmmende, når Contador på sin hidsige måde forcerer en stigning; angriber den, som var den flad. Selvom han til tider kan have svært ved at holde tempo efter de første forceringer, er det stadig et antrit, som få kan matche, og et angreb kommer sjældent alene.

Når Contador fremstår som en så overlegen favorit, er det svært at påpege svagheder, men der er usikkerhedselementer omkring Contador. Selvom meget tyder på, at Contador over tid vil være i stand til at nærme sig Lance Armstrongs rekord i Tour de France sejre, så er det ikke sådan, at man betragter disse potentielle sejre som uundgåelige på samme måde, som det var tilfældet i Armstrong-årene. Man kan lokalisere fire kritiske elementer. For det første er der historien: ikke alle Contadors sejre har været sikre, nogle har endda været direkte heldige. For det andet har Contadors optakt ikke været helt ideel. For det tredje vil Contador for en gang skyld ikke befinde sig på feltets stærkeste mandskab.

Man kan argumentere for, at Contador er kommet let til sine store sejre. Hans første Tour-sejre kom i hus, fordi Michael Rasmussen blev smidt ud, mens sejren i Giro d’Italia ikke ligefrem illustrerede knusende overlegenhed, men snarere kløgtige taktiske beslutninger og konstante præstationer løbet igennem. I Vuelta a España var han i særklasse på stigningerne, men den aldrende holdkammerat Levi Leipheimer sluttede i sidste ende relativt tæt på Contador, som følge af nogle gode enkelstarter. Omvendt var sidste års Tour-sejr knusende, så det kan være tiden med tætte sejre er overstået.

Contador har ligeledes ikke været for heldig i sin optakt til Touren. En omgang influenza påstås således at være årsagen til, at han ikke forsøgte at forsvare sin titel som spansk enkeltstartsmester. Er sygdommen reel, er det selvfølgelig uheldigt, da Contador ikke lige frem imponerede i et yderst svagt felt i Dauphiné Libéré. Specielt på den lange enkeltstart skuffede Contador.

Dette er dog mindre problemer. Contador ved godt, hvor formen skal være inden en GT. Et større problem er, at Contador ikke som i fjor vil være omringet af lige så stærke hjælperyttere. I fjor snakkede konkurrenterne om, at den massive flok af Astana-ryttere i fronten af feltet, fungerede som en slags mental mur, der ødelagde angrebslysten.

Med hjælperyttere som Alexandre Vinokourov, Oscar Perreiro, David De La Fuente, Daniel Navarro, Benjamin Noval, Maxim Iglinskiy og Paolo Tiralongo vil der blive passet godt på Contador. Men han kan og vil blive isoleret af Team Saxo Bank og RadioShack ryttere før eller siden, og disse situationer har Contador ikke altid være lige god til at håndtere. Men Contador er og bliver svær at slå i direkte kamp i bjergene. Mere udsat er han derfor i første uge. På specielt tredje etape med brosten, vil Contador være udsat, da Astana er meget tyndt besat her.

På trods at alle sine sejre var det dog den mentale kamp over Armstrong, der er spanierens største triumf. Contador er en intelligent cykelrytter, der fik det bedste han kunne ud af en meget svær situation. Hvis Contador med sin stille og diskrete personlighed fremstår lidt kedelig i interviews, så trak han sig ud af Touren med megen respekt. Han fik udvist et usædvanligt overskud af tolerance og ro, i det som må have været en meget frustrerende situation. I teorien kunne Vinokourov også tænkes at udgøre en intern fjende, men Vinokourov har historisk set altid været en glimrende holdspiller, og kasakken fik også sine egne begrænsninger bekræftet under Giroen. Vinokourov vil helt sikkert angribe, men han vil også være trofast mod holdet og Contador.

Så mon ikke Contador blot er tilfreds med, at han i år har et helt hold bag sig? Krop og sjæl spiller sammen, og det vil derfor være en Contador med meget mere sindsro og fokus, der får lov helt at køre sin egen chance i år. Jovist er truppen ikke løbets på papiret bedste, men det er tæt på. Og med en så talentfuld kaptajn, er det svær at forestille sig, at det ikke skulle være nok til endnu en sejr i Tour de France.


Tourfavoritter: Andy Schleck (Saxo Bank) ****
Det er netop denne andenplads, der gør, at vi tror meget på Andy Schleck i år. Dette skyldes mest af alt, at Schleck stadig er i en alder, hvor der er god mulighed for drastiske udviklingsskridt og for det andet, fordi han reelt var den eneste, der kunne matche Contador i bjergene.

Til gengæld har foråret ikke budt på de store åbenbaringer for Andy Schleck, der ikke helt ramte formen i Ardennerne, hvor han nok var blandt de tre bedste på stigningerne, men hvor det afgørende antrit, som set i Liège-Bastogne-Liège sidste år, manglede. Han var god, men bare ikke god nok og når man samtidig spiller så meget med kræfterne som han gjorde i alle Ardennerløbene, så beder man selv om den opmærksomhed, der gør at andre ryttere begynder at kigge på en, hvorfor det bliver helt umuligt at slippe væk.

Nu er et dårligt forår ikke ensbetydende med en dårlig indsats i Tour de France, mange vil endda nok sige tværtimod, idet motivationen og lysten stadig er til stede til at udfordre. Man kunne med nogen ret påstå, at hvis man ikke kan motivere sig til Tour de France, så burde man slet ikke være der, men når vi i forvejen snakker om marginaler, så kan det have en betydning.

Efter forårets indsats har Schleck taget det lidt med ro, men i Tour de Suisse viste han, at han var længere fremme end sidste år, da han udfordrede på den store bjergetape over Albulapass. Det lykkedes ikke at slippe afgørende væk, og da Robert Gesink kørte fra ham, så det heller ikke overbevisende ud, men modsat sidste så sad han der i det mindste og viste god kørelyst.

I Touren er udfordringerne endnu større, men Andy Schleck har den store fordel, at han måske kan lukrere på, at Lance Armstrong og Alberto Contador er mere opmærksomme på hinanden end på ham, hvilket eventuelt kan udnyttes, selvom det umiddelbart virker utopisk at Contador bare vil lade Schleck køre væk. Derfor bliver Schleck også på et eller andet tidspunkt nødt til at spille med musklerne i bjergene, hvis det skal lykkes ham at besejre Contador.

Udover bjergkvaliteterne har Andy Schleck en anden men meget stor fordel. Han har det nok bedste hold til sin rådighed, i hvert fald set i forhold til de forskellige udfordringer som Touren byder på, hvor han modsat Contador ikke skal bekymre sig om at være isoleret på hverken bjergetaper, vindfyldte etaper eller på brostenene. Netop brostenene bliver den første store prøve for Schleck, der ikke har den store rutine på de knoldede veje, men med Cancellara, O’Grady og Breschel som lokomotiver kan det ikke gå helt galt medmindre uheldet for alvor er ude.

Det blev diskuteret ivrigt sidste år om Andy Schleck missede sine egene muligheder ved helt tydeligt at køre parløb med sin storebror Fränk Schleck på de sidste store bjergetaper i Alperne. Det er svært at forestille sig, at han kunne have truet Contador med en anden taktik, som styrkeforholdet var sidste år og set i det lys, gav det nok mere mening at køre for at Fränk Schleck også kunne slutte på podiet. Det taktiske oplæg bør dog være, at der som udgangspunkt skal køres for Andy Schleck i Touren, han har ganske simpelt bare vist sig som den stærkeste af de to brødre. Til gengæld ved Andy Schleck så også, at han har feltets klart mest dedikerede og loyale hjælper, hvilket kan blive guld hver, hvis situationen er kritisk.

Det er svært at sige, hvad de seneste dages begivenheder har betydet for Schlecks indstilling til Touren. Det første indtryk af ham er, at han har en meget afslappet tilgang til tingene og der er ikke meget, der vil gå ham på, men det kan omvendt ikke undgås at have en effekt, at Kim Andersen, der støt har stået ved Andy Schlecks side siden debuten, ikke vil være til stede og rådgive. Det er i sådanne situationer at en mester viser, at han nok skal tage problemerne og ansvaret på egne skuldre, men om Andy Schleck er i stand til det, må tiden vise.


Tourfavoritter: Lance Armstrong (Radioshack) ***
Da Lance Armstrong for snart halvanden år siden annoncerede sit comeback vidste han næppe hvad det var han gik ind til. Som syvdobbelt vinder havde han ellers fået sin del af mediernes bevågenhed, men den opmærksom blev udvidet, idet Armstrong siden sin sidste sejr ikke blot længere var cykelsportens klart største navn, men også en hollywood-celebrity på linje med skuespillere og musikere.

Armstrong er den første rytter, der for alvor er blevet mainstream og det medførte at en masse mennesker, der ikke kendte til cykelsporten lige pludselig nu skulle følge med. Opgørelsen af tilskuere til Tour de France kan være svær at gøre op, men det vides med sikkerhed at flere fulgte med i Touren sidste år, og det var næppe den ellers flotte duel mellem Alberto Contador og Andy Schleck, der gjorde udslaget. Derimod var det Armstrongs tilstedeværelse, på papiret som hjælperytter for Contador, der trak folk ud på vejene eller bag tv-skærmen.

Konstellationen Contador/ Armstrong var ikke et match, der kunne vedblive med at eksistere. Den enerådige Contador er cykelsportens øjeblikkelige stjerne, en rytter der har været nærmest umulig at besejre i etapeløbssammenhæng de seneste tre år. Taktikken fra Contadors side er også meget simpel, han angriber når benene er til det, og det passede næppe Armstrong og sportsdirektøren Johan Bruynell, der begge nyder at have planlagt begivenhederne ned til mindste detalje.

Løsningen var let nok, Bruynell og Armstrong måtte forlade Astana og danne sit eget hold, Radioshack. I det historiske perspektiv gør det bare historien endnu mere interessant for kan det lykkes Armstrong at besejre Contador i år, så er vi snart hele vejen rundt og så kan Armstrong endnu engang trække sig tilbage til sin pensionisttilværelse som idol verden over.

Meget skal dog lykkes inden det sker. I sidste års Tour de France var Contador bedre end Armstrong i både bjergene og på enkeltstarterne og alt tyder på at dette styrkeforhold ikke er blevet ændret siden. Armstrong skal derfor slå Contador, hvor han er svagest, nemlig i Holland, Belgien og det nordlige Frankrig, hvor vind, brosten og vejene spiller en stor rolle, og hvor Contadors på papiret svagere hold næppe vil kunne holde ham ude af alle problemer.

Det er derfor interessant at Radioshack har udtaget et hold, hvor der er satset mere på bjergstærke slidere end på ryttere til de nordlige løb. Måske skyldes det at Armstrong mener, at tempostærke folk som Klöden, Leipheimer, Brajkovic og Paulinho nok skal kunne sætte et hårdt nok tempo på flad vej til at bringe Contador i problemer.

Måske skyldes det i virkeligheden at Armstrong har et andet taktisk oplæg, nemlig at have så mange folk omkring sig på de store bjergetaper, at man eventuelt kan sætte et angreb ind på de flade stræk mellem bjergene, hvor Contador i Paris-Nice i 2009 viste karrierens hidtil største svaghedstegn, da han uden hjælpere gik helt kold og blev kørt langt bagud af Luis Leon Sanchez (Caisse d’Epargne)

Uanset hvad, så har Armstrong ganske givet noget i godteposen til os. Der er trods alt tale om en mand, der har vundet syv udgaver af Touren og som kender løbet bedre end nogen anden. Når han samtidig har verdens måske bedste taktiske begavelse bag rattet i form af Johan Bruynell, og samtidig tager med i betragtning, at Armstrong har udtalt, at dette endegyldigt er den sidste udgave af Touren, hvor Armstrong er til stede, så er den næsten urealistisk at tro, at Armstrong ikke har en eller anden plan, hvor der virkelig bliver spillet på alle tangenterne.


Tourfavoritter: Frank Schleck (Saxo Bank) ***
Den første af disse favoritter er Saxo Bank luxembourgske storebror Fränk Schleck, der for halvanden uge siden kørte sig til karrierens største etapeløbstriumf, da han vandt det schweiziske optaktsløb Tour de Suisse. Med en sådan præstation skriver man sig nærmest direkte ind i gruppen af storfavoritter til Touren, særligt fordi Fränk Schleck vandt løbet ved at præstere i sin ellers klart svageste disciplin, enkeltstarten, hvor han besejrede alle de øvrige klassementsryttere med undtagelse af Lance Armstrong (Radioshack) og holdkammeraten Jakob Fuglsang.

Der er blevet skrevet meget om Fränk Schleck de seneste dage, men ser man bort for den megen forvirring og det nye luxembourgske hold, der tilsyneladende er under opsejling, så er der ingen grund til at undervurdere Fränk Schlecks muligheder, hvis han da ellers i det hele taget får lov at stille til start. De seneste to år er han sluttet i top fem efter præstationer, hvor han i bjergene har været mellem de tre bedste, og derfor kun har tabt terræn på enkeltstarterne.

Man så det sidste år på den helt store bjergetape over stigningen Col de Romme som Fränk Schleck vandt foran den suveræne Alberto Contador og lillebror Andy Schleck og troede at dette egentlig var startskuddet til at den ældre Schleck nu endelig skulle op på podiet. Evnerne på enkeltstarten svigtede dog efterfølgende og så kunne han ikke indhente det forsømte på etapen til Mont Ventoux, nok mest af alt fordi han ikke havde en særlig god dag.

I år har Schleck kørt et anonymt forår, hvor der hele tiden har været snak om god form uden at det på nogen måde materialiserede sig i resultater og selv i Ardennerklassikerne, hvor Schleck de senere år har været meget stabil (når han ellers ikke har været ramt af skader og styrt), blev til det ikke til mindeværdige præstationer.

Til gengæld gjorde en lang løbspause ham gavn for i Tour de Luxembourg vendte han i juni tilbage med en flot etapesejr og en samlet 2. plads i det kuperede etapeløb i hjemlandet. Dernæst kom præstationen i Tour de Suisse, hvor han vandt den eneste etape med afslutning på en stigning før den samlede sejr kom i hus på den sidste enkeltstart. I øvrigt er han lige blevet kåret til Luxembourgsk mester, selvom den titel nok mest af alt bliver afgjort ved brødrene Schlecks morgenbord, hvor de i enighed beslutter, hvem der skal vinde den i dag.

Det er derfor en Fränk Schleck i sin absolut skarpeste form nogensinde, der stiller til start i Touren, hvor han som udgangspunkt er sidestillet kaptajn med Andy Schleck, men hvor det ligger i kortene, at han kan komme til at ofre sig for lillebror, der i sidste års Tour viste sig at have et ekstra gear. Fränk Schleck skal i øvrigt koncentrere sig i starten af løbet, da han desværre engang imellem har en tendens til at placere sig dårligt i feltet, og derved opstår der mulighed for at tabe dumme sekunder på etaper, hvor det egentlig er unødvendigt. Til gengæld kan han glæde sig over, at der kun er én lang enkeltstart og i øvrigt over, at den ligger så sent i løbet, at han konstant vil være en trussel i klassementet helt frem til afslutning.



Tourfavoritter: Cadel Evans (BMC)***
Tiden hvor Cadel Evans (BMC) blev betragtet som et reelt bud på en Tour-vinder er overstået - dertil har han forpasset for mange chancer og kørt på for dårlige hold.

Efter sidste års katastrofale Tour har Evans dog rejst sig mere end nogen kunne have forventet, og selvom det næppe bliver til samlet sejr, så tyder alt på at Evans er lige så stædig, ærgerrig og sulten som altid, og det plejer at være nok til en topplacering.

Intet ville lykkes for Evans i sidste års Tour de France. Intet. Holdbarheden og formen svigtede, da det endelig gjalt, og man havde egentlig indstillet sig på, at det nu endelig ikke var nødvendigt at forvente sig noget af den defensive, småagressive australier med den forkrampede stil og nasale stemme.

Evans syntes skæbnebundet til glemslen, til at blive henregnet under de mange ryttere, der kunne have drevet det åh så meget videre, havde omstændighederne bare været lidt anderledes: hvis bare Tour de France ikke havde bonussekunder, havde Evans vundet Touren i 2007, og hvad kunne han ikke have bedrevet det til, havde han kørt på et bedre hold? Havde sværmen af de evigt angribende bjergryttere fra CSC-Saxo Bank så til sidst fået taget på Evans i 2008?

Var det, hvad man tænkte efter Tour-katastrofen, så tog man fejl. Efter fiaskoen gemte Evans sig ikke. Han trænede godt efter Touren og kørte en nydelig Vuelta a España, hvor han sluttede på tredjepladsen og derved beviste, at man stadig kunne betragte ham som et sikkert, holdbart og farligt kort til de lange etapeløb.

Evans tog ikke nederlaget til Valverde synderligt tungt i medierne: han havde primært brugt den spanske rundtur som forberedelse til VM, sagde han. Hvis eksperter som undertegnede inden VM havde påstået, at det mest sandsynlige der ville ske til VM ville være, at Evans sad med i finalen, mens det mest usandsynlige ville være, at han rent faktisk gik hen og vandt.

Evans har dog gennemgået lidt af en transformation det seneste lille års tid, og VM markerer vendepunktet. Til VM i Mendrisio kørte Evans helt perfekt. Som altid var han overladt til sig selv – det australske landshold storsatsede på Simon Gerrans – så han gemte sig til allersidst. Da løbet var allerhårdest efter at Fabian Cancallara havde spillet voldsomt med musklerne, fulgte Evans op på Alexandr Kolobnev og Joaquím Rodriguez’ kontraangreb og vandt en sikker og flot sejr. Det der ikke kunne ske var sket.

Siden VM har Evans gentagende gange vist eksempler på dette nyfundne vinderinstinkt og taktisk snilde. Som altid har Evans været i form hele sæsonen, med topresultater spredt ud over alle kalenderens måneder. Regnbuefarvens forbandelse har således ingenlunde ramt Evans, der i 2010 vandt den klassiker, han før har været så tæt på at vinde, nemlig Flèche Wallonne. Jovist, det var ikke en synderlig aggressiv Evans, der strøg først over stregen, men en mere kløgtig Evans. Fremfor at forcere på Muur de Huy, ventede han til sidst og timede det hele perfekt.

Den pæne form fra Ardenner-klassikkerne blev båret over til Giro d’Italia, hvor Evans med en solid femte plads og en særdeles flot etapesejr på de våde grusveje i Toscana igen slog fast, at man ikke kunne regne ham ude i Grand Tour-sammenhæng. Undervejs lignede Evans faktisk længe en kandidat til sejren.

I Giroen virkede det som om, at Evans falmede mod slutningen af løbet, hvilket nok bedst kan forklares med, at han havde været på toppen så længe for inden. Det er første gang at Evans forsøger sig med en Giro-Tour double, men umiddelbart kunne man snildt forestille sig, at Evans – der altid har kørt mange løb – vil have nydt godt af den korte løbspause løbene imellem. Det har således også været tilfældet de år Evans har kørt Vueltaen oven på Touren, så Evans må forventes i glimrende form til starten i Holland: velrestitueret, men med fart i benene.

Den 33-årige australier er altså stadig kendetegnet ved at være uhyre stabil både igennem lange etapeløb og sæsonen som helhed. Som tidligere mountainbike-ryttere er flest, er Evans en glimrende bjergrytter, med det er enkeltstarten, der er Evans’ væsentligste våben. Det er i kampen mod uret, han hører til verdenseliten, og årets lange og meget flade afsluttende enkeltstart vil være et sted, hvor Evans burde kunne hente tid på lettere konkurrenter – også Contador, hvis altså Evans’ form er så god som den burde være.

Som mountainbike-rytter var Cadel Evans da heller ikke kendt som kedelig, passiv eller farveløs. I disciplinen var Evans ganske offensiv og succesfuld, og kan bl.a. tilskrives sejr af World Cuppen i 1998 og 1999, og blev kåret som U23-verdensmester i 1999. I 2001 tog han som flere andre springet til landevejscyklingen, i første omgang for Saeco, hvor han i sin første sæson vandt Østrig Rundt. I 2002 kom han til QuickStep, hvor han som kaptajn i Giroen efter flot kørsel, kunne iføre sig den lyserøde førertrøje. Han tabte løbet efter en regulær offday, og året efter skiftede Evans til tyske Telekom. Efter to dårlige sæsoner på det tyske hold fandt han sig endelig til rette hos det belgiske Lotto-mandskab, hvor indtil denne sæson.

Evans’ karriere som GT-rytter har været kendetegnet af, at han har kørt på alt for svage hold, især set i lyset af, hvor stor en favorit han var. Det var i særdeleshed klart i årene 2007-2009, men i år er tingene anderledes. Nye ryttere er trådt frem, Armstrong er vendt tilbage, og ingen vil se til Evans og dennes nye BMC-hold efter at kontrollere noget som helst.

Evans kan køre sit eget løb, og bør egentlig bare holde sig til så godt som han kan til sidste enkeltstart. BMC er svagt rustet i bjergene, og Evans vil som altid være overladt til sig selv – også i endnu højere grad end hos Lotto. Men Evans kan forventes at køre mere frit og opportunistisk: han kan stolt vise sin VM-trøje frem i de højeste tinder og på cykelsportens største scene. Og sæsonen tyder på, at Evans er langt bedre til at gribe chancerne end tidligere.

Cadal Evans er og bliver ikke den mest tiltalende rytter. Under Giroen var vi atter vidne til hans aggressive bane, da han under en etape røg i infight med Daniele Righi og blev tildelt en bøde på 10.000 kroner. Og så er der hans klynkende stemme, der ikke gør sig godt under interviews, og selvfølgelig hans Quasimodo-agtige klatrestil. Alt dette gør, at det ikke er naturlig impuls at heppe på ham, på nær hvis man måske er australier. Men som han har kørt siden den gyldne dag i oktober, hvor han blev verdensmester, vinder Evans hastigt nye fans med sin modige og kloge kørsel.