Optakt: Settimana Internazionale Coppi e Bartali

Løbets rolle og historie

I Italien har det altid handlet mere om endagesløb end etapeløb, men alligevel har der altid været et par større flerdagesløb ud over Giro d’Italia. Den økonomiske krise og generelle nedtur i italiensk cykelsport har ramt begge typer løb hårdt, og den italienske scene er ingenlunde, hvad den var engang. Kun ganske få etapeløb har overlevet, og et af dem er det lille Settimana Internazionale Coppi e Bartali, der afvikles i ugen efter Milano-Sanremo.

Løbet blev første gang afviklet i 1984 og fandt sted på Sicilien frem til 1994. Efter to år på Sardinien flyttede det i 1999 til den kuperede region Emilia-Romagna, og her har det været holdt under dets nuværende navn siden 2001. Efter flere år med forskellige formater har man nu fundet en formel, man er tilfredse med, og løbet har udviklet sig til en solid test for etapeløbsryttere. Tidligere blev det holdet over fem dage, men på grund af økonomiske vanskeligheder har arrangørerne været nødsaget til at reducere det til et fire dage langt løb, der typisk består af to kuperede etaper, en helt flad etape og en førstedag, der er delt i to med en morgenetape for de mest holdbare sprintere samt en holdkørsel om eftermiddagen, der afvikles efter et helt særligt regelsæt, hvor holdene er inddelt i to. Dermed har man skabt et fint løb, der har lidt for enhver smag, og det har gjort løbet ganske populært.

Settimana Internazionale Coppi e Bartali afvikles i en meget travl uge, hvor der traditionelt har været Volta a Catalunya, Criterium Internatioanl samt tre store brostensløb på programmet, og det har gjort det vanskeligt at få megen international opmærksomhed. Af og til har man kunnet tiltrække nogle større navne, som da Cadel Evans vandt løbet, mens han var en af sportens allerstørste stjerner, men som regel har det været domineret af italienske hold. For dem er det imidlertid et vigtigt forberedelsesløb til Giro d’Italia, og det er samtidig en mulighed for andre til at få et godt etapeløb i benene under mindre bevågenhed, end man finder ved Volta a Catalunya i Spanien. Sidste år fik løbet således ekstra opmærksomhed, da det var rammen om Mikel Landas debut for Sky, efter at baskeren havde været ramt af helbredsproblemer i den første del af sæsonen. For etapeløbsrytterne på de italienske prokontinentalhold er det et af årets allervigtigste løb, da de ellers kun har Tour of the Alps (tidligere Giro del Trentino) samt Giroen til at vise, hvad de kan præstere i et løb over flere dage.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

I de senere år synes løbet at have fået lidt større international anerkendelse, og eksempelvis er det nu blevet en fast del af Skys kalender. I år er Criterium International endda blevet aflyst, og det har givet løbet endnu større appel. Således vil også Cannondale og Dimension Data i år gøre Sky selskab på startstregen, hvormed man med tre WorldTour-hold kan præsentere det stærkeste felt i mange år.

Sidste år var det Sergey Firsanov, der indledte en helt fantastisk periode ved at sikre sig sejren. Efter et godt holdløb tog han en solosejr på løbets kongeetape, og det var nok til at vinde samlet tre sekunder foran Mauro Finetto og 19 sekunder foran Gianni Moscon. Russeren vender i år tilbage for at forsvare sin titel, og han er igen oppe imod Finetto, der har gjort løbet til et af årets store mål. Til gengæld vender Moscon ikke tilbage, idet italieneren denne gang er en del af Skys klassikertrup.

Ruten

Som sagt har arrangørerne fundet et relativt fast format til deres fire dage lange løb. Tidligere har man af og til haft en enkeltstart, men det er efterhånden flere år siden. I stedet er det nu helt fast, at man indleder løbet med en dag med to halvetaper, hvor man om morgenen kører en moderat kuperet etape, der passer de holdbare sprintere, og om eftermiddagen kører et holdløb, hvorefter man har en helt flad etape lørdag og to kuperede etaper fredag og søndag. Løbet har fået en del opmærksomhed for dets specielle regler for holdtidskørslen, som har været benyttet siden 2013. I stedet for at køre som ét hold deles 8-mandsholdene ind i to hold på 4, der kører hver deres holdløb. Det tvinger sportsdirektørerne til nøje at vurdere, hvordan man bedst sammensætter holdene med øje for både en mulig etapesejr samt tidsgevinster i klasementet.

I de seneste år har etaperne de tre første dage typisk været næsten uforandrede, mens man har varieret den afsluttende etape ganske betydeligt. Sidste år modificerede man de to flade etaper en anelse, og de ændringer bibeholdes i 2017. I år vil de tre første dage således være stort set identiske med det, der var på programmet sidste år, men igen er der blevet skabt en helt ny etape til løbets sidste dag.

Etape 1a

Som vanligt starter løbet med en første halvetape omkring byen Gatteo. Sidste år blev der indført en ny, lidt lettere rute, og i år er der tale om en næsten tro kopi. I alt skal rytterne tilbagelægge 97,8 km med både start og mål i Gatteo. Efter starten kører man først to omgange på en helt flad 19 km lang rundstrækning nordøst for byen, inden man efter anden passage af målstregen bevæger sig ud i bakkerne, der ligger mod sydvest. Her kører man tre omgang på en 14,3 km lang rundstrækning, der indeholder Longiano-stigningen med sine passager på 10%, som således skal passeres i alt tre gange, sidste gang med blot 17,1 km til mål. Herefter kører feltet tilbage til Gatteo, hvor etapen afsluttes med en omgang på en flad 8,7 km lang rundstrækning, I finalen følger rytterne en lige vej frem til et højresving 250 m fra stregen.

Den gamle rute var meget selektiv, men den nye, der første gang blev benyttet sidste år, viste sig at være nemmere for sprinterne. Selv folk som Matteo Pelucchi og Mattia Gavazzia kom med over stigningen, inden de begge blev slået af Manuel Belletti. Dermed ved sprinterne, at de sagtens kan være på denne etape, og derfor bør det ende i en massespurt. Forud for det vandt Belletti, Ben Swift, Fabio Felline og Elia Viviani reducerede massespurter på den gamle, hårdere rute.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Etape 1b

Det første klassementsslag kommer på den 13,3 km lange holdtidskørsel i Gatteo, der vil blive afviklet på samme rute som i 2014, 2015 og 2016, og som vil have det samme særlige regelsæt, som har været anvendt siden 2013. Det betyder, at holdene inddeles i to firemandshold, som kører hver deres løb. Ruten har en relativt teknisk start, men bliver derefter meget enklere. Den første halvdel er flad, mens anden halvdel stiger let.

I et løb, der ofte afgøres med små tidsforskelle, kan afstandene i holdtidskørslen være meget vigtige. Da den er relativt flad, er den skabt til de store specialister, men den tekniske natur betyder, at der er svært at holde sammen på tropperne. På grund af de særlige regler er det samtidig svært at finde den rette ryttersammensætning, men de fleste hold stiller med et A-hold med deres specialister og klassementsryttere, selvom sidstnævnte kan være lidt at et blylod.

Sidste år vandt Gazprom-Rusvelo 12 sekunder foran Rally, mens CCC var bedst i 2015. Sky var hurtigst i 2014, Katusha vandt i 2013 og NetApp i 2012.

2. etape

Det første slag mellem klatrerne kommer på 2. etape, der altid slutter med et par omgange på den samme vanskelige rundstrækning omkring byen Sogliano al Rubicone. I år er etapen kortere end tidligere, og rytterne skal kun tilbagelægge 130 km mellem kystbyen Riccione og Sogliano al Rubicone, men der er alene tale om, at man har fjernet en helt flad sektion allerførst på etapen, og der i alt væsentligt tale om samme rute som sidste år.

Efter en småkuperet start med et par mindre stigninger starter løbet for alvor, når man rammer Vrucchio-stigningen, der har top efter 43,9 km, og kort efter skal man op over Torriana, der har top barre 6,5 km senere. Herefter ankommer de til den 22,1 km lange rundstrækning, hvor de lægger ud med næsten at køre en hel omgang, inden de krydser målstregen for første gang, Herefter skal der køres to omgange. Det er en hård sag, der kan inddeles i tre. Først er der en lang nedkørsel, der leder til bunden af Monte Tiffi (4 km, 7%, max. 16%). Toppen kommer med bare 8,7 km igen, og den sidste del udgøres hovedsageligt af en nedkørsel, selvom der er en mindre stigning undervejs. Finalen er imidlertid svær, da man slutter med en 280 m lang, meget smal og brostensbelagt stigning, der stiger med mellem 6 og 17%.

Denne etape spiller altid en helt afgørende rolle i det samlede klassement. Monte Tiffi er en hård stigning, og den kommer så tæt på mål, at feltet typisk er splittet til atomer, når man når den sidste bakke op til mål. Den afslutning gør det til en perfekt etape for Ardennerspecialister, der typisk har domineret etapen. Når de når mål, ved vi under alle omstændigheder meget mere om, hvem der ender med at løbe med den samlede sejr.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Sidste år kørte Sergey Firsanov og Egan Bernal væk på Monte Tiffi, og efter at sidstnævnte var styrtet tog russeren en solosejr 15 sekunder foran Mauro Finetto, der var første man i en lille gruppe af favoritter. I 2015 viste Ben Swift, at han er meget mere end en sprinter ved at tage en imponerende sejr. Peter Kennaugh var bedst i 2014, mens Diego Ulissi vandt i 2013.

3. etape

De rene sprintere får altid deres bedste chance på tredje etape, der er et helt enkelt og helt fladt rundstrækningsløb. I år er ruten modificeret en anelse i starten af etapen, idet man både starter og slutter i Crevalcore, men langt det meste af etapen finder sted på en let justeret 12 km lang rundstrækning, der har været benyttet i adskillige år, og her vil de hurtige afsluttere se frem til at komme til fadet.

I alt skal rytterne på årets længste etape tilbagelægge 171,4 km. Fra starten bevæger man sig ud på en lille tur nordøst for start- og målbyen Crevalcore gennem helt fladt terræn. Efter 41,4 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 13 km senere krydser man målstregen for første gang. Herefter består resten af etapen af 9 omgange på den helt flade rute, der heller ikke har mange tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer 400 m fra mål.

Der er mange sprintere til start, og de har alle udset sig denne etape som deres største mål. Derfor er der ingen tvivl om, at det hurtige rundstrækningsløb vil blive kontrolleret med hård hånd, inden det skal afgøres i en massespurt.

De tidligere vindere inkluderer Jakub Mareczko (2016), Francesco Chicchi (2015) og Elia Viviani (2014), og det siger meget om, at det er de helt rene sprintere, der skal slås om sejren på denne etape.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

4. etape

Løbet afsluttes altid med en meget svær fjerde etape, men den varierer som regel meget fra år til år. I år har arrangørerne sammensat en ny rute på i alt 160 km med start i Fiorano Modenese og mål i Sassuolo. Første del består af to omgange på en 28,6 km lang rundstrækning omkring start- og målbyen, der ligger blot et stenkast fra hinanden. Efter at være passeret gennem Sassuolo efter 10,5 km rammer man Col Evangelo, der stiger med 8-10% og har top efter 26,4 km. Efter anden omgang kører man ned til Sassuolo, hvor målstregen krydses for første gang efter i alt 66,8 km. Den sidste del af etapen består nu af fire omgange på en 23,3 km lang rundstrækning, der i alt væsentligt består af en tur op og ned af Valico di Fazzano-stigningen. Sidste passage kommer med 9,9 km til mål, hvorefter en nedkørsel fører ned til de sidste 3 km, der er relativt flade. Her venter en teknisk finale, men et skarpt sving med 1 km til mål samt to sving inden for de sidste 250 m, inden man rammer opløbsstrækningen, der har en brostensagtig belægning.

Der er tale om en tilbagevenden til en rute, der seneste blev benyttet i 2011, og erfaringerne viser, at det er muligt at gøre en forskel på den sidste stigning og således ændre klassementet til allersidst. Etapen er både afgjort i en spurt fra en mindre gruppe, blevet vundet af en solorytter og afgjort i en spurt blandt en håndfuld af de bedste klatrere, og dermed er det tydeligt, at meget kan ske på en etape, der utvivlsomt bliver meget aggressiv og sikrer, at alt er i spil hele vejen til mål.

I 2011 vandt Giovanni Visconti en spurt i en relativt store gruppe, i 2010 tog Bartosz Huzarski en solosejr, Cadel Evans vandt en spurt i en gruppe på en håndfuld ryttere i 2009, og Emanuele Sella holdt akkurat 14 klatrere bag sig i 2008. Riccardo Ricco slog Michele Scarponi i en tomandsspurt i 2007, og i 2006 var han hurtigere end tre rivaler. Elio Aggiano tog en solosejr i 2005, Ruggero Marzoli vandt en spurt i 2004, og det samme gjorde Ruslan Ivanov i 2003.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Favoritterne

Med en rute, der i store træk er identisk med den, der er blevet benyttet i de foregående år, er der ikke mange overraskelser i årets Settimana Coppi e Bartali, og rytterne ved derfor, hvad de skal forvente. Etape 1a og 3 bør ende i massespurter, så det hele skal afgøres på holdtidskørslen samt de to kuperede etaper.

Holdtidskørslen er den samme, som er blevet benyttet i et par år, og den plejer at give anledning til solid spredning. Et godt hold kan sagtens vinde 30-40 sekunder på konkurrenterne, men mellem hovedparten af holdene vil forskellen være relativt små. Der er derfor ingen tvivl om, at den vigtigste etape kommer fredag, men selvom Monte Tiffi er hård, er det ikke en dag for rene klatrere. Meget ofte er det en lille gruppe, der har afgjort det mellem sig på den lille rampe i finalen, og forskellene mellem de bedste har været begrænsede. Sidste år viste Sergey Firsanov imidlertid, at det er muligt for en stærk rytter at køre alene til mål.

Det store spørgsmål er hvilken rolle, den nye afslutningsetape vil spille. Den blev som sagt benyttet for år tilbage, og dengang viste det sig, at den godt kunne gøre en forskel. I år vil der imidlertid være modvind på stigningen - rytterne får ellers fint vejr hele ugen - og det betyder, at det mest sandsynlige er, at en gruppe af favoritter skal spurte om sejren. Der vil imidlertid være vigtige bonussekunder på spil, og det er afgørende i et løb, der altid afgøres med en lille margin.

Det specielle format for holdtidskørslen gør det svært for holdene at vælge, hvad man skal satse på. Eksempelvis har Gazprom-Rusvelo overraskende valgt at samle deres specialister på ét hold, mens den forsvarende mester Sergey Firsanov er på andetholdet. Det betyder, at russerne satser mere på en etapesjr end på at genvinde titlen, og i det hele taget er det meget svært at lure, hvem der har udsigt til at vinde tid i kampen mod uret, da ingen af favoritterne er at finde på et hold med mange specialister.

Det får os til at sætte pengene på supertalentet Egan Bernal. Den unge colombianer viste i Tirreno-Adriatico, at hans potentiale er nærmest ubegrænset. Han sad således med de helt store navne på stigningerne i en alder af bare 20 år, og havde det ikke været for de to tidskørsler, havde han vundet ungdomstrøjen. Sidste år sad han med Firsanov på den hårde 2. etape i dette løb, men styrtede på nedkørslen. I år er han endnu stærkere, og vi vil ikke blive overraskede, hvis han tager en solosejr på kongeetapen. Det store spørgsmål er, om han kan begrænse tabet på holdtidskørslen. Han stiller imidlertid til start sammen med Mattia Cattaneo, Davide Ballerini og Rodolfo Torres, og det er ikke en dårlig kombination. Vi tror på, at han vil være så langt fremme på etape 1b, at han med en dominerende opvisning på 2. etape kan sikre sig den samlede sejr.

Dette er en sjælden chance for Ian Boswell til at køre sin egen chance. Amerikaneren har i de store grand tours vist sit format som klatrer, og han bør være en af de bedste på stigningerne i dette løb. Samtidig er han del af et stærkt Sky-mandskab, der er blandt favoritterne til holdløbet. Han var i god form i starten af sæsonen, men har siden haft det svært, og derfor er hans form usikker. Vi tvivler derfor på, at han vil være helt dominerende på stigningerne, men hvis Sky kan køre med om sejren på holdløbet, bør Boswell være stærk nok til at forsvare sig på de svære etaper. Det kan være nok til at tage den samlede sejr. Holdet har også talentet Tao Geoghegan-Hart, der har været fint kørende fra sæsonstart, men vi tvivler på, at han klatrer godt nok til at matche de bedste på stigningerne.

Som sagt har Gazprom-Rusvelo overraskende valgt at nedprioritere klassementet. Den forsvarende vinder Sergey Firsanov havde ellers alle muligheder for at vinde tid på holdløbet, da Gazprom-Rusvelo er et af de stærkeste i kampen mod uret. Alligevel er russerne så stærke, at selv deres B-hold vil køre stærkt, og etape 1b bør ikke være nogen ulempe for den forsvarende mester. Han har haft en lidt sløv sæsonstart, men har stille og roligt bygget formen op mod dette løb, der er hans første store mål. Hvis Firsanov er lige så stærk, som han var i 2016, bliver han meget svær at slå på stigningerne. Det store spørgsmål er, om han kan genfinde det niveau.

Rodolfo Torres skuffede stort i 2016, indtil han pludselig fandt formen mod slutningen. Han var således blandt de stærkeste i Il Lombardia, og i år var han flyvende i San Juan, hvor han kun blev slået af Rui Costa på kongeetapen. Siden har han imidlertid ikke kørt meget, og han har slet ikke været i aktion siden de colombianske mesterskaber, hvor han ikke ramte sit topniveau. Hans form er derfor lidt usikker, og han kan blive bedt arbejde for Bernal. Hvis han er på 100%, kan han imidlertid meget vel vise sig som stærkeste mand.

Direct Energie stiller med Lilian Calmejane, der var flyvende i februar. Siden har han ikke helt været på samme niveau, men han kørte stadig stærkt i Paris-Nice. Stigningerne i dette løb passer ham relativt godt, og han har et punch, der kan gøre det muligt at gå efter bonussekunder på 4. etape. Han er del af et relativt stærkt mandskab til holdløbet, og derfor har han gode kort på hånden. Det store spørgsmål er, om han stadig har formen til at køre med de allerbedste på stigningerne.

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

Mauro Finetto blev sidste år nummer 2 i dette løb, som har været et stort mål for ham siden sæsonstarten. Han har været meget godt kørende i år og har blandt andet vundet Classic Sud-Ardeche. Samtidig er han skabt til disse stigninger, og med sin gode spurt er han en af de helt store favoritter til både 2. og 4. etape, hvor han kan vinde værdifulde bonussekunder. Hans store problem bliver holdløbet, hvor han vil tabe tid som del af et meget uerfarent italiensk landshold. Det skal han kompensere for via bonussekunder. Holdet har Manuel Senni som back-up, men selvom italieneren er i fremgang, kan han næppe vinde her.

Det bør ikke være et problem for Merhawi Kudus, der var fantastisk stærk i februar, hvor han kun Quintana var bedre end ham på kongeetapen i Valencia. Han skuffede imidlertid i Abu Dhabi, og det er usikkert, hvilken form han har her. Stigningerne er heller ikke ideelle for en ren klatrer som ham, og Dimension Data vil nok tabe tid på holdløbet. Det ændrer dog ikke på, at Kudus kan vise sig som stærkeste mand på stigningerne, hvis han stadig har sit niveau fra februar. Igor Anton er plan B, men baskeren er endnu ikke i topform og er derfor kun på andetholdet til holdløbet.

Andronis tredje kort er Mattia Cattaneo. Den tidligere vinde raf Baby-Giroen er genfødt efter et par svære år, og han har været flyvende, siden han vandt kongeetapen i Provence. Senest var han ganske stærk i Tirreno-Adriatico, og han har det rette punch til at gøre det godt på stigningerne i dette løb. Hans problem er, at Bernal og Torres sandsynligvis er stærkere, og han kan derfor blive tvunget til at ofre sig for holdkammeraterne.

Fortuneo-Vital Concept stiller med et meget stærkt hold, og deres bedste kort er nok Arnold Jeannesson . Franskmanden ramte aldrig topformen i Paris-Nice, men sidste år viste han i det franske løb, at han klatrer så godt, at han kan køre med de allerbedste. Holdløbet burde være en fordel for ham, og han kom fint ud af Løbet mod Solen. Derfor regner vi med, at hans form er bedre nu, og hvis han nærmer sig niveauet fra sidste år, burde han være med de allerbedste på stigningerne. Kombinerer man det med et godt holdløb, er Jeannesson i spil til den samlede sejr. Holdet har også Maxime Bouet, der normalt vil være skræddersyet til dette løb, men måtte udgå af Paris-Nice og derfor er i tvivlsom form. Også Eduardo Sepulveda og Romain Hardy kan vinde løbet for det franske hold, men førstnævnte har ikke vist topform, og stigningerne kan blive for svære for sidstnævnte, der ellers kan score bonussekunder.

Endelig vil vi pege på Lawson Craddock, Jaime Roson og Stefano Pirazzi. Craddock drager fordel af, at Cannondale er blandt favoritterne til holdløbet, men desværre har amerikaneren ikke været i særlig god form. Ellers ville han have været løbets favorit. Roson er et stort klatretalent og vil helt sikkert være med fremme på de hårde etaper, men han taber nok for meget på holdløbet til at vinde samlet. Det samme gør Pirazzi, som man imidlertid aldrig ved, hvor man har. Han har endnu intet vist i år, men det plejer at være på denne tid, at han begynder at finde formen. Det er næppe nok til at vinde, men han kan sagtens vise sig som en af de bedste på stigningerne.

***** Egan Bernal

**** Ian Boswell, Sergey Firsanov

*** Rodolfo Torres, Lilian Calmejane, Mauro Finetto, Merhawi Kudus, Mattia Cattaneo

** Arnold Jeannesson, Lawson Craddock, Jaime Roson, Maxime Bouet, Romain Hardy, Eduardo Sepulveda, Tao Geoghegan-Hart, Stefano Pirazzi, Igor Anton, Manuel Senni

* Julian Arredondo, Jan Tratnik, Eduard Vorgaov, Romain Sicard, Ilya Koshevoy, Joe Dombrowski, Ivan Rovny, Ivan Santaromita, Serge Pauwels, Omar Fraile, Tom-Jelte Slagter, Thomas Voeckler, Pierpaolo Ficara,

Danskerne

Sebastian Lander er til sart for GM Europa, hvor han skal støtte Marco Tizza og Antonino Parrinello i spurterne samt Davide Pacchiardo på de hårdere etaper.