Analyse: Kostede Van Avermaet sejren for Sagan?

Kwiatkowski vandt ganske vist Milano-Sanremo, men alle - inklusive Kwiatkowski selv - var enige om, at løbets i særklasse stærkeste rytter var Peter Sagan. Som så ofte før spillede slovakken imidlertid alt for meget med musklerne, og han endte med at tabe en spurt, han normalt burde vinde med lethed.

Det er efterhånden blevet et tilbagevendende tema, at Sagan taber disse opgør efter de største klassikere, og historien er allerede nu fyldt med eksempler på overraskende nederlag. Årets Milano-Sanremo føjer sig således til en liste, der allerede indeholder de to seneste udgaver af Omloop Het Nieuwsblad og sidste års udgave af E3 Harelbeke, hvor det også var Kwiatkowski, der fik ram på verdensmesteren.

Man har ofte kunnet bebrejde Sagan, at han har ødslet for meget med kræfterne, men i lørdags kunne han næppe have gjort meget andet. Hvis ikke han havde lavet broderparten af arbejdet, var gruppen igen blevet kørt ind, og han var kommet tomhændet fra løbet.

Både Alaphilippe og Kwiatkowski havde hurtige holdkammerater i feltet - Alaphilippe havde Gaviria, Kwiatkowski Viviani - og derfor havde de begge et legitimt alibi for ikke at arbejde og dermed forære sejren til Sagan. Samtidig havde løbet været så nemt, at stort set alle sprintere endnu var med i feltet, og derfor var det for risikabelt for slovakken ikke at angribe på Poggio.

Løbet understreger, hvor vanskeligt Sagan får det i denne klassikersæson. Jeg har allerede flere gange påpeget, hvordan Boras transferstrategi har været hovedrystende elendig. I stedet for at bygge et hold op om Sagan har man investeret i Rafal Majka og Leopold König, og derfor har man smurt fedtet alt for tyndt ud.

Sagan er helt åbenlyst stærkere i år end nogensinde før, og hans imponerende opvisninger har betydet, at alle de store klassikere vil have ham som centrum. Samtlige hold vil lægge deres taktik efter, hvordan man slår verdensmesteren, og som Tom Boonen korrekt har påpeget, består det i at åbne finalerne så tidligt som muligt og derved isolere Sagan.

I lyset af den støtte han kan forvente af et hold, der kun har Marcus Burghardt som potentiel deltager i finalerne, burde det være en relativt enkel opgave, og derfor kommer Sagan til at skulle lave kolossalt meget arbejde i de store endagesløb.

Alliancer er nøglen 

Det betyder samtidig, at Sagan skal udse sig de rigtige alliancer, og det var netop det, der mislykkedes i Sanremo. Sjovt nok kan man argumentere for, at det var hans evige rival Greg Van Avermaet, der kostede ham sejren i La Primavera.

Van Avermaet var efter løbet dybt frustreret over udfaldet, fordi han følte, at han havde benene til at køre med de bedste. Et skuffende BMC-hold betød imidlertid, at han manglede folk til at køre sig frem i den hektiske positionskamp forud for Poggio, og han var derfor alt for langt tilbage, da Sagan satte sit angreb ind.

Ingen ved, hvad der var sket, hvis Van Avermaet havde været en del af gruppen, der spurtede om sejren, men det er nærliggende at tro, at det havde styrket Sagans chancer. Modsat Kwiatkowski og Alaphilippe havde Van Avermaet ikke en sprinter ventende i feltet, og hans eneste chance for et topresultat var derfor, at gruppen holdt hjem. Da han samtidig flere gange har slået Sagan i en spurt efter et hårdt løb, har han en tro på, at det kan lade sig gøre igen, og han således flere gange vist, at han ikke er bange for at arbejde med verdensmesteren.

Hvis Van Avermaet var kommet med hjem, havde der med andre ord været mere aflastning til Sagan, og han ville næppe have været helt så udmattet i finalen. Det havde naturligvis givet en ekstra konkurrent, men i en flad spurt som denne er Sagan normalt Van Avermaet ganske overlegen. Derfor er det min påstand, at Sagan ved at have lavet en alliance med sin belgiske ærkerival i lørdags ville have stået med sin anden monumentsejr.

Under alle omstændigheder er det den slags allianceovervejelser, Sagan skal gøre sig forud for brostensløbene. Alle ved, at han er stærkeste mand, men selv ikke en suveræn Sagan kan ene mand slå samtlige sine rivaler, hvis ikke han kører klogt.

Alliancer og en evne til at analysere de forskellige holdinteresser er en væsentlig ingrediens af enhver fornuftig strategi, og hvis Sagan skal leve op til de kolossale forventninger i årets klassikersæson, skal det i lige så høj grad ske med hovedet som med benene.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Denne artikel er en del af tirsdagens ugeanalyse.