Optakt: 17. etape af Giro d’Italia

Ruten

Modsat tidligere år har man valgt, at samtlige etaper - bortset fra den sidste enkeltstart - i løbets tredje uge skal byde på høje bjerge og dermed en mulighed for at skabe ravage i klassementet. Skal man pege på den nemmeste af de fem bjergetaper, må det imidlertid være den anden i striben. Således byder 17. etape ikke på de sværeste stigninger, og da de vanskeligste ovenikøbet kommer i den første halvdel er det næppe en dag for klassementsrytterne, der får mulighed for at komme sig lidt efter kongeetapen. Med en lang, gradvis stigning op til et mål i skisportsmekkaet Canazei siger det imidlertid sig selv, at der ingenlunde er tale om en flad etape, og derfor vil de klatrestærke udbrydere have udset sig denne onsdag som en dag, hvor man kan gå efter sejren.

For anden dag i træk skal rytterne ud på mere end 200 km, idet de skal tilbagelægge hele 219 km mellem Tirano og Canazei. Starten er ganske brutal, da man efter 3 flade kilometer kører mod sydvest og siden nordøst op af den kendte Aprica-stigning. Den er af kategori 2 og stiger med 6,3% i gennemsnit over 12,3 km. Den er yderst regulær og når kun kortvarigt et maksimum på 11% midtvejs. Toppen kommer efter 15,1km, og herefter følger en ikke så svær nedkørsel, idet man fortsætter mod nordøst frem til bunden af kategori 2-stigningen Passo del Tonale, en anden kendt stigning i Giro-sammenhæng. Forud for den officielle start på stigningen venter 20 km, hor det stiger jævnt, indtil man rammer det 11 km lange bjerg, der har en gennemsnitlig og maksimal stigningsprocent på henholdsvis 5,7 og 10. Også det er en meget jævn stigning, der konstant ligger på 5-7%.

Toppen nås efter 60,2 km, og herefter følger en meget lang nedkørsel til byen Cles, der er kendt fra Giro del Trentino og vært for den første spurt efter 105,7 km. Herfra fortsætter man mod syd ad en let faldende dalvej, indtil man rammer den korte kategori 3-stigning Giovo (5,9 km, 6,8%, max. 12%), der stiger med 8,5% på de første 1,5 km og derefter ligger på ca. 7% efter en lille nedkørsel. Toppen kommer når der resterer 82 km, og herefter går det resten af dagen mod nordvest ad en jævnt stigende vej. Kun efter ca. 160 km falder det kortvarigt, indtil en lille rampe leder op til dagens sidste spurt, der kommer efter 178,9 km, men ellers stiger det let hele vejen uden nogensinde at blive stejlt. I de sidste 5 km kører man ad brede, gode veje der næsten ikke stiger. Vejen bugter sig kun ganske svagt, og den sidste lette kurve leder ind på den 450 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning, der er svagt faldende.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Canazei har kun været besøgt to gange. Det skete første gang i 1978, hvor Baronchelli vandt, og i 1987, hvor sejren gik til hollandske van der Velde. Byen har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret

Det fantastiske vejr fortsætter, og der bliver ingen problemer med at passere stigningerne i denne uge. Onsdag byder kun på enkelte skyer og en temperatur i Canazei på 16 grader. Det vil være en anelse mere blæsende med en jævn vind fra nord. Det giver sidemodvind det meste af dagen. Der vil være et kort medvindsstykke mellem den første spurt og toppen af Giovo-stigningen, mens det mod slutningen bliver mere og mere modvind. I finalen drejer man over i sidevind med 3 km igen.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Analyse af 16. etape

Skru tiden 12 måneder tilbage. Dengang måtte Vincenzo Nibali nærmest igennem et forhør af den nådesløse italienske presse, der var dybt skuffede over hans indsats på den netop afviklede bjergenkeltstart, og det så ud til, at alle chancer for en samlet sejr i Giroen var helt væk. Mindre end en ufe senere stod italieneren øverst på podiet i Milano efter et af de mest dramatiske og vanvittige comebacks i grand tour-historien, og Nibali fik sin fortjente ”hævn” over sine mange kritikere.

Et år senere er det vanskeligt ikke at sidde med en følelse af deja-vu. Også i går måtte Nibali stå til regnskab for de kritiske italienske skriverkarle, der ikke var tilfredse med hans indsats på Blockhaus og Oropa. Det blev ikke bedre af, at den nationale stjerne endda anslog en lettere defaistisk tone og gav udtryk for, at den samlede sejr var langt væk, og at han måtte forholde sig realistisk til situationen. Bare 24 timer senere har han imidlertid vendt situationen fuldstændig på hovedet, og selvom han stadig kun er på en tredjeplads i klassementet, fremstår han pludselig som en overordentlig realistisk vinder af sit hjemlands etapeløb.

Med en meriterende triumf på kongeetapen reddede Nibali ikke blot sin egen og den italienske ære, der i de forløbne to uger har fået sig ikke så få skrammer. Han viste sig også som etapens stærkeste mand. Ganske vist kunne han ikke sætte Nairo Quintana på den sidste stigning, men det var tydeligt, at den colombianske klatrer havde nok at gøre med bare at holde hans hjul. Modsat ved de tidligere angreb slog colombianeren ikke kontra, og da Nibali lettede på gashåndtaget, gik han ikke frem, som han havde gjort ved enhver tidligere lejlighed. Quintana er ikke nogen let nød at knække, og han viste sin klasse ved at følge Bahrain-kaptajnen, men igen efterlod han det indtryk, at han stadig ikke har nået den form, der normalt ville gøre ham til feltets bedste klatrer.

Det ser til gengæld ud til, at det forholder sig lige omvendt for Nibali. Efter en yderst rusten start har italieneren hele tiden klynget sig til håbet om, at han igen i år vil finde topniveauet i den tredje uge, hvor de lange, udmarvende etaper tillige er til hans fordel. Efter nedturen på Oropa var der ikke meget, der tydede på, at det ville lykkes, men så snart vi ramte ”hans” terræn, sad den lige i skabet.

Nibali står nu med ganske gode kort i den direkte duel med Quintana. Der er ingen tvivl om hvem af de to, der vil være bedst på den afsluttende enkeltstart i Milano, og allerede nu er afstanden så beskeden, at Nibali ville have en reel chance for at gå forbi colombianeren, hvis de i morgen blev kastet ud på den flade rute i den italienske metropol. I lyset af dagens præstation er der imidlertid grund til at tro, at Nibali vil være i stand til at vinde yderligere tid, ikke mindst fordi også torsdagens store etape i Dolomitterne også slutter med en nedkørsel, der som så ofte før i dag viste sig at være et meget effektivt våben for den forsvarende mester.

Den store ubekendte faktor er naturligvis Tom Dumoulin, og hele feltet må sidde med utallige spørgsmål efter dagens etape. Hvor stærk var hollænderen? Kunne have han fulgt Quintana og Nibali? Og var hans akutte toiletbehov udtryk for begyndende sygdom eller blot et mere forbigående problem?

Intet tyder på det sidste. Således gav Dumoulin ikke udtryk for bekymring for sit helbred ved de efterfølgende interviews, men han kunne ikke skjule skuffelsen. Alligevel er der grund til optimisme hos hollænderen, der med en heroisk indsats begrænsede tidstabet og forbliver i pole position. Med enkeltstarten in mente er hans virtuelle forspring til Quintana fortsat mindst halvandet minut, og selvom han ikke længere har det forspring, som han med egne ord kunne ”lege med” i bjergene, er situationen stadig god.

Det er den ikke mindst, fordi han ikke viste mange svaghedstegn på etapen, og han hævdede selv efterfølgende at have været en af de stærkeste, og at han ”let” kunne være forblevet hos sine to værste rivaler. Det er udtryk for et overskud og en selvtillid, der giver indtryk af en mand, der faktisk blot er blevet bestyrket i sin tro på sejren. Således var denne etape hans måske sværeste udfordring, og skal man tro ham selv, bestod han den altså til UG. Det flotte forsvar i dag efterlader klart det indtryk, at Dumoulin er en af feltets absolut stærkeste.

Der udestår imidlertid fortsat besvarelsen af ét stort spørgsmål: kan Dumoulin håndtere så mange hårde bjergetaper komprimeret i en intens sidste uge? Det har været det store mysterium, siden han for en uges tid siden etablerede sig som reel vinderkandidat, og selvom han klarede dagens test, er det fortsat uafklaret. Quintana og Nibali skal fortsat forsøge at knække ham, og de er dermed stadig tvunget til at være aggressive.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Kampen om den samlede sejr synes imidlertid nu at være kogt ned til en dyst mellem tre mand. Fjerdemanden i fejden, Thibaut Pinot, viste for anden bjergetape i træk markante svaghedstegn, endda på en dag, hvor han i teorien burde have været i sit es. Med sin altid stabile indsats var der ingen tegn på kollaps, men det er efterhånden tydeligt, at Pinot ikke har det ekstra, der skal til for at vinde samlet. Selv hans mål om en podieplads ser nu ud til at være vanskeligt realiserbart efter en dukkert, der var betydeligt større, end han havde kunnet ønske sig.

Helt omvendt er situationen for Ilnur Zakarin. Præstationen på Oropa var ikke en enlig svale. Tværtimod ser det ud til, at strategien om, at et stille forår skulle lede til topform i Giroens tredje uge har båret frugt. Med Dumoulins reelle styrke som et åbent spørgsmål lignede russeren tredjestærkeste mand blandt klassementskandidaterne, og han synes fortsat at være i fremgang. Desværre er også han nok for langt fra podiet, hvis ikke Dumoulin oplever det kollaps, som mange håber på. Til gengæld viste dagens etape også igen, at Zakarin er nødt til at forbedre sig markant på nedkørslerne, hvis han skal undgå en sårbarhed, der på sigt kan blive fatal i kampen om at vinde en grand tour.

Man må også glæde sig over præstationen fra Domenico Pozzovivo. Det har taget to år, men nu er han endelig tilbage efter sit katastrofale styrt i 2015. Indikationerne har været der lige siden Tour of the Alps, f ved at køre noget, der ligner sit livs bjergetape, bekræftede han det til fulde. Podiet vil aldrig blive en mulighed for den lille italiener, men hvis tingene flasker sig kan en fornem top 5-placering måske lade sig gøre.

Også Bob Jungels kan drage hjem til hotellet med et lettelsens suk. Historikken viser klart, at luxembourgeren er flyvende i den tredje uge, og det bekræftede han i dag. Jungels er ikke klatrer og vil altid komme til kort over for de lettere fyre i så svært terræn. Alligevel lykkedes det ham at nå mål sammen med Adam Yates, der virkede alt andet end brillant. Med tanke på denne afsluttende enkeltstart og hans allerede store forsvare samt det forhold, at han næppe eksploderer totalt, gør ham nu til den klare favorit til den hvide trøje, som ellers har ligget til Yates’ højreben.

Endelig må Mikel Landa have svært ved at falde i søvn i aften. Baskeren var helt klart en af dagens allerstærkeste, og selvom han blev hentet af Nibali i finalen, så alt ud til, at han var på vej til at redde Skys Giro ved at tage sejren på den vigtigste etape af alle. På ufattelig vis lykkedes det ham imidlertid at håndtere finalen så tåbeligt, som det næsten kunne lade sig gøre. Det krævede ikke en doktorgrad i psykologi at indse, at Nibali ville køre hårdt til stregen for at vinde så meget tid som muligt, og derfor kunne Landa med sindsro have sat sig på hjul uden risiko for at blive hentet. Alligevel valgte han at føre i de sidste 2 km for blot til slut at blive overspurtet af sin tidligere holdkammerat. Naturligvis kan han trøste sig med, at benene tydeligvis er til en etapesejr, men i et løb, hvor klassementskampen betyder, at det ikke bliver let for udbrydere at vinde, er det langt fra sikkert, at han får sig en lignende mulighed igen.

Har du brug for betting tips, så klik ind på 888sports.dk blog. 

Favoritterne

Den sidste uge er blevet betegnet som intet mindre brutal. Med undtagelse af sidste etape er der hårde bjerg på programmet hver eneste dag, og når det endelig bliver fladt i Milano på søndag, er der end ikke tale om en sprinteretape, men i stedet en knaldhård enkeltstart. Der er dog én af de sidste seks etaper, der ikke ventes at spille en rolle i klassementet, og det er onsdagens 17. etape.

Det er nu ikke, fordi etapen mangler bjerge. Passo Tonale er et legendarisk bjerg i Giro-sammenhæng, og også Aprica-stigningen har ofte været på programmet - det kan nu afdøde Michele Scarponi skrive under på, idet han vandt sin sidste etape netop her i 2010 - men de kommer alt for tidligt til at kunne gøre en forskel. En afslutning i et skisportsmekka fortæller naturligvis også, at etapen er alt andet end flad, men der er tale om en jævn opkørsel til Canazei i terræn, der slet ikke gør det muligt at gøre forskelle mellem de allerbedste. Samtidig venter der fire afgørende dage fra og med torsdag, og derfor vil hovedaktørerne være tilfredse med at få en chance for at komme sig efter dagens maraton og gøre sig klar til det, der venter.

Det betyder imidlertid ikke, at der venter en let dag - tværtimod. Favoritternes indstilling betyder nemlig, at en stor del af feltet drømmer om at være en del af det udbrud, der med 95% sikkerhed skal afgøre etapen. Da det samtidig er den eneste af de resterende etaper, der har en relativt overkommelig finale, er det for mange den eneste reelle chance for at vinde en etape.

Alligevel er listen over mulige vindere relativt begrænset. Starten er nemlig så hård, at man skal være en sublim klatrer for at kunne gøre sig de mindste forhåbninger om at blive en del af dagens udbrud. Det gør det meget lettere at forudsige, hvem der rent faktisk rammer udbruddet, og der er således langt mindre tale om end lotteri, end det var tilfældet eksempelvis på søndagens 15. etape, hvor vi var vidne til en helt vanvittig kamp for at ramme udbruddet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Med udsigt til et succesrigt udbrud vil der blive tale om en hurtig start, men udbruddet vil med så vanskelig en start blive etableret hurtigere end på 15. etape. De bedste ryttere vil simpelthen køre væk, og det er meget få hold, der kan mobilisere kræfter til at jagte. Sunweb skal bare sikre sig, at der ikke kommer farlige folk afsted, og det kan de gøre med nogenlunde lethed. På sådanne etaper kører der ofte en meget stor gruppe, og det er en perfekt chance for ryttere i den nedre del af top 20 i klassementet til at vinde et par placeringer ved at gå i offensiven.

Når udbruddet er kørt, vil Sunweb sandsynligvis tage kontrol, og herefter er det vanskeligt at se, hvorfor gruppen ikke skulle holde hjem. Favoritterne vil helt sikkert gerne spare kræfter, og det kræver derfor, at et ambitiøst hold har misset udbruddet. Efter så hård en start tager det imidlertid lang tid at få samlet tropperne og organiseret en jagt. Dertil kommer, at afslutningen er ret hård, og da udbruddet vil være stærkt, er det svært at forestille sig, at et hold, der ikke kunne køre med i angrebene, er stærke nok til at skabe samling. Derfor har vi meget svært ved at forestille os, at det ikke bliver en udbrudssejr, og de eneste, der sandsynligvis vil give Sunweb en hånd, er de top 10-hold, der kommer frem for at holde snor i udbruddet, når positionerne i toppen af klassementet kommer under pres.

Med andre ord skal vi finde vinderen blandt ryttere, der kører godt nok opad til at komme afsted, men som samtidig har en styrke og et punch til at vinde i en finale, der ikke er specielt svær. Luis Leon Sanchez passer helt perfekt på den beskrivelse. Spanieren har været fantastisk kørende i dette løb, hvor han har været i angreb stort set hver eneste dag. Senest var han på togt i dag, hvor han vandt bjergspurten på Mortirolo, som egentlig burde være alt for stejl, og endda kunne følge med udbruddet på Stelvio, selvom langt bedre klatrere som Pierre Rolland og Winner Anacona blev sat af. Også hans enkeltstart var fantastisk, og i det hele taget har vi vel næppe set en bedre Sanchez, siden han forlod det gamle Rabobank-mandskab.

Med de klatreevner, Sanchez har i øjeblikket, vil vi være forbløffede, hvis ikke han rammer udbruddet på stigninger, der er relativt bløde og skræddersyede til ham. Samtidig er han enormt kraftfuld på en opkørsel som den, der venter i finalen. Hvis man dertil lægger, at han hører til blandt de bedste afsluttere blandt de gode klatrere, falder det hele i hak. Naturligvis brugte han kræfter i dag, men til sidst så det ud til, at han valgte at spare på kræfterne, da han indså, at etapesejren var væk. På dette tidspunkt er det ofte de samme, der er i udbrud dag efter dag, fordi det hele kommer an på friskhed. Den har Sanchez, der er vores bud på en etapevinder.

Også Rui Costa var med i dagens udbrud, men set i bakspejlet havde det nok været klogere at spare på kræfterne til en etape, der passer ham bedre. Det gælder nemlig 17. etape, der er som skræddersyet til portugiseren. Også han har nemlig vist, at formen er god, selvom han helt som forventet ikke har kunnet køre klassement. Han har allerede én gang været tæt på en etapesejr, og han vil helt sikkert forsøge sig igen. De bløde stigninger i starten passer ham som fod i hose, og også han har power på opkørslen til Canazei. Samtidig er han hurtig i en spurt og har et helt fantastisk killer-instinkt, der gør ham livsfarlig på en etape som denne.

Patrick Konrad var syg på Etna-etapen, og det kostede ham klassementet. Siden har han imidlertid vist, at han ville have været god for en top 15-placering, da han ikke har været langt fra de bedste. Nu giver det ham imidlertid frihed til at jagte en etapesejr, og det vil være dumt, hvis ikke han har sat kryds ved denne etape. Med de klatreben, han hidtil har vist, bør han uden problemer kunne ramme udbruddet, og dette gør ham til en oplagt kandidat. Konrad er nemlig lynhurtig i en spurt, hvilket han eksempelvis viste i årets Vuelta a Murcia. Faktisk var han på 15. etape meget frustreret over, at han først fik kontakt med favoritterne i selve opløbet, da han følte sig overbevist om, at han kunne vinde etapen.

Med sine bjergpoint har Mikel Landa virkelig sat Omar Fraile under pres, og derfor er det bydende nødvendigt for Dimension Data-rytteren, at han tager på togt på denne etape. I dag var han også afsted, og det vidner om, at formen stadig er god, selvom stigningerne ikke helt uventet blev en anelse for svære. Denne etape passer ham imidlertid endnu bedre, fordi klatreudfordringerne er mere moderate. Samtidig er han en ganske habil afslutter, og selvom han måske ikke er helt så hurtig som folk som Sanchez, Costa og Konrad, viste han på 11. etape, at han sagtens kan vinde en spurt efter et hårdt løb.

På papiret står der Giovanni Visconti skrevet med fed ud over denne etape, men det er tvivlsomt, om italieneren får lov. Efter Nibalis opvisning på dagens etape må Bahrain virkelig lugte blod, og man kan meget vel få brug for Visconti senere i løbet. På den anden side har han tidligere i løbet fået sig visse friheder, og hvis han gør det igen, er dette en perfekt etape. De første stigninger har en fin sværhedsgrad for ham, og med sin meget gode spurt bliver han utroligt svær at slå i finalen.

Dario Cataldo ligger til i klassementet, men da han er 6 minutter fra top 10 vil han sandsynligvis sagtens kunne køre i udbrud og jagte en forbedring af sin position. Det vil han helt sikkert forsøge, som han tidligere har gjort i dette løb, og også han må være inspireret af denne etape. Således har han vist, at han er blandt de bedste klatrere, og selvom han i de senere år ikke har spurtet meget, er han hurtig på stregen. Det viste han senest på toppen af Etna, og det gør ham til et godt etapevinderbud.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det var lidt et mysterium, at Michael Woods gik i udbrud på sagens etape, der var for svær for canadieren. Det havde været langt klogere at spare på kræfterne til denne etape, der passer ham langt bedre. Hans form har ikke virket til at være den bedste på det seneste, men i dag viste han, at han er i bedring. På papiret burde han kunne være med på de første stigninger, og selvom han er bedst til at spurte op ad bakke, er han ikke langsom i en flad afslutning.

Det samme gælder Rudy Molard, der har mange af de samme karakteristika. FDJ gav ham frihed til at gå efter en etapesejr i søndags, og selvom det ikke er sikkert, kan han måske få chancen igen. Stigningerne har en sværhedsgrad, han kan håndtere, og han har en ganske fornuftig spurt.

Når vi taler om spurt, er det naturligt at pege på Jose Goncalves. Efter en sløv start er portugiseren for alvor kommet i gang, men hidtil har han været tvunget til at blive ved Zakarins side. Det er usikkert, om han får lov til at forsøge sig på denne etape, men han har en god chance, hvis han gør. De første stigninger kan være lidt for svære, men kommer han først med, er han en af de allerhurtigste i en spurt. Det samme gælder for Matteo Montaguti, der normalt vil være et fremragende bud på en etape som denne i kraft af sine spurtstyrke, men desværre synes han ikke at have sin bedste form.

Jan Polanc og Maxime Monfort vil helt sikkert forsøge at bruge etapen til at rykke frem i klassementet. Derfor er de meget sandsynlige deltagere i udbruddet. Ingen af dem er langsomme på stregen, men risikoen for, at de er oppe med hurtigere rivaler er dog overhængende.

Movistar fører stort i holdkonkurrencen, men de kan alligevel vælge at sende en mand med i udbruddet for at være sikre. Her er Gorka Izagirre den med de bedste chancer for at gøre det færdigt, da han har den bedste spurt og er i glimrende form. Samtidig viste han i dag fremgang efter en lidt sløv periode.

Sky vil helt sikkert forsøge sig igen, men de mangler den ideelle kandidat til denne etape. Diego Rosa og Mikel Landa er de bedste bud. Landa er så god, at han selv kan bestemme, om han vil med i udbruddet eller spare kræfter, men han får svært ved at vinde i denne finale. Rosa har bedre muligheder i afslutningen, men er slet ikke i sin bedste form.

Endelig vil vi pege på Tejay van Garderen. Efter den store skuffelse viste amerikaneren i dag en vis fightervilje med et angreb, og han var ikke så langt fra at kunne følge de bedste. Han vil helt sikkert forsøge at komme med i udbruddet, og det burde kunne lykkes. Til gengæld bliver det sværere at gøre det færdigt, men han har poweren til at holde hjem, hvis han kan snyde sine konkurrenter i finalen.

Feltet.dks vinderbud: Luis Leon Sanchez

Øvrige vinderkandidater: Rui Costa, Patrick Konrad

Outsidere: Omar Fraile, Giovanni Visconti, Dario Cataldo, Michael Woods

Jokers: Rudy Molard, Jose Goncalves, Matteo Montaguti, Jan Polanc, Maxime Monfort, Gorka Izagirre, Diego Rosa, Mikel Landa, Tejay van Garderen