5 ting vi lærte fra første VM-dag

Herre junior, dame U23 og dame elite har i dag uddelt regnbuetrikoter og medaljer til de bedste crossryttere på den utroligt mudrede rute i Heusden-Zolder (Belgien). Hvad har vi lært?

Mudderet ændrer alt

Fra første fløjt til juniorherrernes VM-løb i formiddags var det tydeligt, at alt den regn, der er væltet ned over Heusden-Zolder har skabt en helt anden rute end den, som rytterne har trænet på - og det giver et helt andet cykelløb! Det er nok logik for de fleste, at det er en del hårdere at træde igennem mudder end tør, hård jord, men det er fantastisk at iagttage, hvordan det kan ændre dynamikken i et cykelløb.

Der er ingen tvivl om, at den sidste halvdel af VM-ruten er klart den hårdeste, men overvægten af mudder betyder pludselig, at der noget nemmere kan gøres en forskel på første del også, og på tre specifikke måder ændrer mudderet alting.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

De små - men stejle - bakker, som ikke var noget problem til World Cuppen på ruten i december, kan rytterne blive tvunget til at trække op ad denne gang, fordi farten er lavere, og grebet er dårligere. Rammer den forreste sporet rigtigt og kan køre op, mens den næste lige nøjagtig misser med en centimeter og må hoppe af, kan det betyde forskellen mellem guld og sølv. Det kunne det ikke, hvis det var tørvejr.

Der er tre ret hårde broer på ruten, og selvom de i sig selv ikke bliver andreledes af regnen, fordi materialet ikke påvirkes synderligt af at blive vådt, så er de langt hårdere at komme opad. Er strækningen hen mod bunden af broen pludselig mudret, så har man langt mindre swung at ramme bakken med, og så skal man pludselig træde endnu hårdere for at komme op. Og fordi farten er lavere, bliver forskellen også større, hvis man rammer med bare en lille smule mere fart end konkurrenten. Fordi han kommer næsten til at stå stille på toppen.

Vi så allerede på første omgang af juniorherrernes løb, at nedkørslerne også er farligere. Særligt én af nedkørslerne, der endte i et skarpt sving voldte rytterne store problemer, og arrangørerne har da også sat oppustelige barrierer op til netop dette. Vælter én rytter, kan man næsten være sikker på, at der også er andre ryttere, der vælter, og er der en foran, har denne rytter pludselig et hul til resten.

Generelt er det kendetegnende for mudderkørsel frem for mere tørre betingelser, at fejlene maksimeres. Skrider du i svinget, kan du miste al momentum. Der skal så lidt til, før man vælter, må stå af eller mister hjulet på konkurrenten. Det er ikke raketvidenskab. Men det giver et helt andet cykelløb.

Det har været en lang sæson

Igen dukkede første eksempel op allerede i første løb. Jappe Jaspers var af Feltet.dk udråbt til en næsten stensikker sølvvinder hos juniorherrerne, men det var tydeligt, at den ellers så stærke belgier, som har været for nedadgående siden årsskiftet, ramte 'bunden' i dag med en meget skuffende syvendeplads i et løb, hvor han ellers startede med at køre om bronzen, men siden knækkede fuldstændig.

Og det er det, der sker nu. Sæsonen har været i gang siden september, og i modsætning til landevejscykling har crossryttere mindre udsving i formen. De skal være i gang hver weekend til vigtige løb, for de skal samle UCI-point nok til at få en god startplacering det næste løb og det næste og det næste.

Der er ingen pause i løbet af crosssæsonen. Da Las Vegas skød World Cuppen i gang i september, var det startskuddet til fire måneder med et eller to vigtige løb hver weekend og ofte også et løb midt på ugen. Det tærer på selv de bedste crossryttere i verden, der ofte kun har disse fire måneder til at gøre sig fortjent til at få løn hele året.

Der gør også, at en formtop til VM er svær at administrere, fordi det ikke er ligesom på landevejen, hvor man for eksempel kan udse sig forårsklassikerne og VM som sine mål på en sæson og dermed holde lidt ferie imellem for ikke at tære på kroppen. I cross må formdykket ikke være ret stort, for hvis man er helt væk i en periode, kan det betyde, at man ender i anden startrække til VM, og så kan den formtop være ødelagt af en dårlig start.

Sanne Cant har været formidabelt kørende hele sæsonen, men World Cuppen i sidste weekend gav tegn til, at trætheden begyndte at melde sig, og dagens VM-løb var ikke anderledes. Hele tiden var hun et skridt bagefter, og hun var fuldstændig knust efter at have misset sin hidtil bedste chance for VM-guld i karrieren.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Det er også det, der er med til at gøre Mathieu van der Poel til favorit blandt eliteherrerne i morgen. Han er startet sæsonen senere, mens Wout Van Aert har været på toppen fra start. Og på den mudrede rute, hvor man skal bruge kræfter i hver eneste pedalomdrejning, kommer en sæsons træthed til at være afgørende.

Man kan aldrig regne med noget til VM

En af de fantastiske ting ved verdensmesterskaberne i cross er, at der dykker ryttere op, man ikke havde set komme. Nogle vil mene, at det ødelægger dynamikken, at sæsonens bedste ikke bliver verdensmester, fordi der kommer en ind udefra, men det er nu engang sportens vilkår, og det giver interessante og underholdende overraskelser.

U23-verdensmester Evie Richards.

Kun briterne havde for alvor set Evie Richards som en medaljekandidat til U23-damernes løb, men sølvvinderen ved sidste års junior-VM i MTB viste, at hun også kan bruge sine tekniske evner på en crosscykel og blev en suveræn verdensmester trods sin start længere tilbage i rækkerne - i sit allerførste cross-VM. Simon Andreassen gjorde nøjagtig det samme for et år siden.

Til gengæld begynder det at blive en tendens, at amerikanerne er way off, når det kommer til VM - også selvom de har gjort det godt til World Cup-afdelingerne i løbet af vinteren. Gage Hecht og Spencer Petrov var udråbt som mulige kandidater til medaljerne hos juniorherrerne, men de var ikke i nærheden, da det kom til stykket. Katherine Compton er den eneste amerikaner, som har præsteret til VM de senere år, mens både de bedste amerikanske herreryttere og ellers så talentfulde juniorryttere triller baglæns, når først europæerne åbner op.

Ja, det er stadig i Europa, det sker ...

Dagen har nemlig været endnu en bekræftelse på, at cross fortsat er en europæisk sport. Mens landevejscykling for alvor er blevet globaliseret med stor succes blandt australiere og sydamerikanere, så gælder det i cross, at det er europæerne, som brillerer. I USA og Japan er sporten større end nogensinde før, men de kan ikke være med, når de kommer til Europa og kører.

Lidt af det kan selvfølgelig tilskrives tidsforskellen, som kan give lidt ulemper for de ryttere, der rejser til VM fra andre kontinenter, men det burde ikke være så udslagsgivende. Samtidig er ruterne i Europa og særligt i Belgien bare på et teknisk niveau, som ruterne i USA, Australien og Asien ikke matcher. Danmark nærmede sig til dette års DM med ruten på Møllebakken, men tendensen er, at det tekniske niveau altid får et nøk opad i Belgien og til VM, hvis det afholdes andre steder i Europa.

Det er også derfor, at mountainbikerytterne nogle gange kommer ind fra siden og kan matche de bedste crossryttere, selvom de normalt fokuserer på MTB'en. De har teknikken til at være med, selvom de måske ikke er de mest crosserfarne.

Blot to ikke-europæiske ryttere var at finde i dagens tre top ti'er. Resten var udgjort af hollændere (6), franskmænd (5), italienere (3), briter (3), tyskere (2), schweizere (2), belgiere (2), en tjekke, en østriger, en spanier og en luxembourger. En utrolig fordeling, der vidner om den popularitet, som sporten oplever i disse år - en popularitet, der nu endelig går ud over Benelux' grænser. Særligt Storbritanniens indhug er en forandring, der følger den set på landevejen, hvor briterne også har vundet indpas både blandt kvinder og mænd.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Hollændernes udvikling følger også den, vi ser på landevejen, hvor særligt de hollandske kvinder virkelig har delt øretæver ud de seneste sæsoner. Bevægelsen er selvfølgelig begyndt med Marianne Vos' dominans, men mange andre er kommet med, og imponerende tre medaljer er et vidnesbyrd om, at nationen ikke har tænkt sig at stoppe op.

... men Belgien taber terræn

Den enes død, den andens brød. Hollændernes succes er selvfølgelig også et resultat af, at belgierne ikke på samme måde dominerer sporten længere. Det er en belgisk sport i ånden, og det er i Belgien, at sporten er klart mest populær, men sportsligt begynder belgierne at mærke presset.

Det har tidligere været svært for andet end belgiere at gøre cross til en levevej, fordi der bare ikke er penge i sporten andre steder, og det er også derfor, at Belgien blandt herre eliten fortsat er i stort overtal fra top til bund.

I ungdoms- og damerækkerne ser det til gengæld anderledes sort ud for den cykelgale nation. Det er ikke en ny tendens, men en, der har været undervejs i årevis. Én belgiske medalje blev det til i dag, og det var med nød og næppe, at den kom i hus. Talenterne fra andre lande blomstrer som aldrig før, men spørgsmålet er så, om de holder ved.

Zdenek Stybar og Lars Boom er eksempler på ikke-belgiske crossspecialister i verdensklasse, der alligevel har valgt at vende ryggen til sporten for at fokusere på asfalt. Og det er fortsat situationen: Blandt herre eliten er der ikke mange ikke-belgiere, der gør cross til deres karriere. Lars van der Haar er den eneste af toprytterne, som ser ud til at gøre det lige nu, mens verdensmester Mathieu van der Poel også har et landevejstalent at stå til ansvar for, hvilket han sandsynligvis bukker under for, når sponsorerne får alvor træder i karakter.

Belgierne skal glæde sig til i morgen, for U23-løbet er på papiret en god mulighed for belgisk guld, og hos herre eliten er en medalje også ret sikker. Og hvis van der Poel vælger at vende blikket væk fra cross til landevej, kan belgierne for en stund ånde lettet op. Men de kan ikke vide sig for sikre. For nedefra kommer hollændere, franskmænd, britere og amerikanere, som har tænkt sig at overtage sporten.