29121
registrede brugere
Om præcis en måned, den 18. august kl. 00.01, lyder startskuddet til førsteudgaven af motionsløbet Berlin-Copenhagen. Det 430 km lange løb binder de to hovedstæder sammen og bliver et af de længste endagsløb i Nordeuropa.
Det nyudviklede cykelløb starter med politieskorte i Berlin og slutter – efter 265 km og 165 km på henholdsvis tysk og dansk grund – på Carlsbergs gamle grund i København. Dermed kan en ny og anderledes cykelklassiker være født – en cykelbegivenhed, som faktisk er ansporet af indsættelsen af to nye færger på ruten Gedser-Rostock, som igen er inspireret af cykelruten mellem de to byer.
Det fortæller Niels Hoff, der arbejder med kommercielle aktiviteter hos rederiet Scanlines, og som var en af initiativtagerne til det nye motionsløb. Med en distance på 430 km henvender løbet sig til ”hardcore motionister”. ”Den slags ryttere, som også kører de andre lange motionsløb, eller som har et ønske om at prøve kræfter med den slags – eller som har løbet maratonløb og nu vil forsøge sig i cykelløb på længere distancer,” forklarer han til Feltet.dk.
Et anderledes cykelløb
Med ca. 350 tilmeldte ved indgangen til juli – og dermed én måned inden, tilmeldingsfristen udløber d. 1. august – er der gode chancer for, at målsætningen på 400 deltagere i førsteudgaven opnås. Niels Hoff anslår dog, at op til 800 ryttere vil kunne deltage, hvilket også er det antal, man satser på allerede i 2013. Herefter er målet for fremtiden ét tusind deltagere, og tanken er ”at fortsætte de kommende år og dermed gøre det til en årlig event,” siger Niels Hoff.
Det særlige ved løbet, det som gør det så anderledes fra andre lange motionsløb, er, at det ikke blot slutter et andet sted, end hvor det starter. Det gør for eksempel også Århus-København og det 540 km lange ’Styrkeprøven’ der køres mellem Trondheim og Oslo.
Men at Berlin-Copenhagen starter i et land og slutter i et andet – tilmed i de to landes hovedstæder – samt at det involverer en færgeoverfart, hvor den allerede godt brugte organisme kan plejes og til tilføres ny energi, det kan få andre motionsløb matche.
Cykelruten var inspirationen
Rent faktisk er idéen om et cykelløb mellem de to hovedstæder ikke helt ny, bemærker Niels Hoff, idet der i årene 2000-2003 fandtes et løb under navnet København-Berlin. Og da man skulle finde på aktiviteter til at markedsføre to nye færger, som fra i år skal sejle mellem Danmark og Tyskland, dukkede idéen op med at genoptage løbet og give det en helt ny form og identitet.
”Vi mener jo, at den korteste vej mellem Berlin og København, den foregår med færgen Rostock-Gedser, og derfor kan man også tilbagelægge den på cykel – på én dag,” uddyber han og tilføjer også, at cykelruten er ganske populær for cykelturister, men så foregår det typisk på organiserede 5-6 dages ture. Så længe er det altså ikke meningen, at det skal tage de tilmeldte ryttere i Berlin-Copenhagen at tilbagelægge distancen – de skal på én dag gøre, hvad der i bil tager godt seks timer, hvoraf de to er ombord på færgeoverfarten.
Og netop cykelruten, med andre ord landskabet mellem de to hovedstæder, har tjent som inspiration for det franske arkitektbureau, der har designet de to nye færger. Disse har fået navnene ’M/S Berlin’ og ’M/S Copenhagen’, og det, erkender Niels Hoff, var også medvirkende til, at idéen om at skabe en cykelevent opstod så sent som sidste år.
Plads til nye cykelløb
Derfra gik det faktisk stærkt. Hen over sommer og efterår blev planerne ganske konkrete, samarbejdspartnere fundet, bl.a. Mercedes-Benz og turistorganisationerne langs ruten, således at løbet kunne præsenteres i forbindelse med 6-dages løbet i Ballerup Super Arena tidligere i år.
Dermed var endnu et cykelløb komme på kalenderen – og det med debut i samme år som UCI løbet Copenhagen Gran Fondo kørtes for første gang og Århus-København genopstår. Skulle man være ’djævlens advokat’, kunne man godt fristes til at spørge, om der er plads og interesse for endnu et stort cykelløb for de danske ryttere?
Hertil konstaterer Niels Hoff, at interessen for at køre på cykel næppe tidligere har været større. ”Men ja, der er da udfordringer ved at lancere et helt nyt løb, for løb skal da helst være kendte på en eller anden måde – og man skal nok være endnu tidligere ude med markedsføring, end vi har været. Jeg tror nu bestemt, at der er plads til nye motionsløb i Danmark. Og tænker man tilbage, vil man se, at der er mange motionsløb, som nu er væk, hvormed der er plads til nye.”
En del af TRÆDTIL-kampagnen
En anden samarbejdspartner, det lykkedes at tiltrække til begivenheden, og som Niels Hoff giver udtryk for at være meget glad for at involvere sig med, er Kræftens Bekæmpelses TRÆDTIL-kampagne, hvortil også overskud fra eventen ubeskåret går til.
Berlin-Copenhagen er blevet TRÆDTIL-kampagnens store satsning i 2012, og ambassadøren, den tidligere professionelle cykelrytter, Bo Hamburger, kører selv med i cykelløbet. Det bliver, ifølge den tidligere Tour-etapevinder selv, det længste løb, han nogensinde har kørt.
Men ”vi ser jo gerne, at han som ambassadør kommer først over målstregen,” lyder det fra Niels Hoff.
Læs mere om Berlin-Copenhagen her.
| Flydende energi gel PLUS med neutral smag 252.00kr. | Carbo loader 1200g 179.00kr. |
| Se flere gode tilbud i shoppen » | |
TV: Evaluering af de danske Giro-e...
LYD: Thor Hushovd
LYD: Taylor Phinney
TV: Dan Frost
TV: Anders Lund
LYD: Geraint Thomas
TV: Lars Bak
Feltet.dk
•
Åsvinget 5
•
9800 Hjørring
•
Tlf. 5155 8966
•
info@feltet.dk