Boganmeldelse: Tour de France. Myter, fakta eller spin?

Det første Tour de France blev ikke kørt i 1903, men på sin vis allerede i 1895. Historien om Christophe, som i 1913 selv reparerede sin ødelagte forgaffel, lyder nok som en ”sørøverskrøne”, men den er god nok, ganske som Bottecchias død forud for Touren i 1927 på ingen måde er opklaret.

Den første gang over Tourmalet var, som det ellers ofte er gengivet, ingenlunde et hasarderet projekt. Det er heller ikke helt korrekt, at Lapize råbte ”I er mordere” under debutopkørslen af Col d’Aubisque, og det er næppe heller sandt, at Bartali forhindrede en italiensk borgerkrig ved at vinde Touren i 1948.

Der er bestemt noget at blive klogere på, meget at få nuanceret, grave ned i og få større indblik i, i bogen Tour de France. Myter, fakta eller spin?, som udkom tidligere på året og er forfattet af cykelsports amatørhistorikeren (og gymnasielæreren) Ole Skjoldhøj.

For til verdens største og mest berømte cykelløb klæber sig fantastiske historier og fortællinger - myter! - og nogle er faktisk mindre kendte eller meget rigere, end vi anede. Andre helt ukendte, mens nogle ikke bare er kendte, men er blevet genfortalt nærmest i det uendelige.

Problemet med sidstnævnte er i hvert fald to ting: Dels stammer de ofte fra samme kilde(r) og er altså blot genfortalt igen og igen, dels er de ofte uden alle vigtige detaljer og i visse tilfælde ukorrekte, overdramatiserede og dermed - i bedste fald - kun tæt på sandheden. Tæt på sandheden om, hvad der egentlig fandt sted.

Mission mere kritisk sans
Sandheder i historisk forstand skal man altid være varsom med, det ved Ole Skjoldhøj tydeligvis godt. Han er derfor heller ikke drevet af trangen til at finde og etablere ’sandheder’, men af to andre kræfter:

Trangen til at få den almindelige cykelsportsinteresserede til at udfordre de mange veletablerede (og igen og igen fortalte) Tour-myter, styrke hans/hendes sans for skepsis og kildekritik. ”Hvor ved de nu det fra? Dette måtte gerne bliver en standardreplik,” som Skjoldhøj skriver i bogens indledende ’metodekapitel’. Her trækker han også en streg mellem formidling af resultater og et løb som Tourens historiske udvikling (og altså gode historier), og i forbindelse med sidstnævnte mellem den netop ukritiske genfortælling og den mere undersøgende og spørgende tilgang. Foregik det nu virkelig også sådan?

For det andet drives forfatteren af en - tydeligvis - irritation over netop de journalister, forfattere og andre, som aldeles ukritisk genfortæller de samme gamle myter, uden at forholde sig videre kritisk til dem, uden selv at ’grave lidt’ - og, nærmest værst af alt, uden at tage én ting til efterretning: Man kan ikke tage for gode vare, hvordan journalisterne på Tourens skabende og arrangerende sportsavis, L’Auto, beskrev, hvad der skete i deres løb.

At gøre dette er nærmest den største brøde af alle; for L’Auto handlede det nemlig om at sælge aviser (det var bl.a. derfor, de ’opfandt’ løbet), og de havde en helt åbenlys interesse i, at enhver beskrivelse var dramatisk, legendarisk, om nødvendigt nationalistisk og chauvanistisk, ukritisk (overfor arrangørerne og organiseringen), romantiserende osv.

Vi er her, trods alt (bogen holder sig til årene frem til 1939, med en enkelt afstikker til Gino Bartalis sejr i 1948), mestendels i tiden før anden verdenskrig - der var ingen tv-dækning, i de fleste af årene ingen radiodækning, og al viden om, hvad der skete stammer derfor beskuere, deltagere og overleveringer. Nogle af dem fra mange år senere.

Mere nuancering, mere kompleksitet
Med det udgangspunkt har Skjoldhøj, som altså tilhører en snæver kreds af europæiske amatør cykelhistorikere - opsøgt, fundet, læst, samlet andre kilder. Originale og sekundære kilder, som kan tegne et andet billede, et nuanceret billede, et bredere billede af begivenhederne, end dem, man netop finder i de mest anvendte og mest solgte Tour-historieværker. Kort sagt, dem som typisk gennemgår løbene år for år - og giver os (reproducerer) alle de gode historier, de bedste fortællinger.

Skjoldhøj vil - og kommer - det spadestik dybere. Tættere på sandheden, ikke den med stort S, men den, som erindrer om, at der bag myterne ligger større, mere komplekse og ofte bedre fortællinger, end dem, de fleste af os kender. Der, hvor der også fortælles kulturhistorie, hvor der tegnes et mere nøjagtigt billede af den tid, hvori tingene rent faktisk udspillede sig. Hvor karaktererne var mennesker, som de er flest - flerdimensionelle eksistenser.

Det er i sig selv et både spændende og sympatisk projekt - hvis det ikke lige var for et par ting: Spørgsmålet er jo selvfølgelig, om vi egentlig er interesserede i disse præciseringer, når vi nu elsker - elsker! - disse veletablerede myter? Gider vi ’afsløringer’, hvis de ikke er underholdende. Gider vi alenlange nuanceringer, hvis de tager fokus væk fra den ’gode fortælling’, myten.

Samt i forlængelse heraf - og her er det jo så, at bogens forfatter, eller måske bogens redaktør, virkelig skal holde tungen lige i munden - om der ikke opstår en trang hos forfatteren selv til at ville fortælle gode historie … Som vi jo sådan set kun har hans ord for er gode nok. Og hvor kilderne nok er andre end de gængse, og ikke mindst kommer fra flere sider (i henhold til god, akademisk skik for historisk kildekritik, hvor kilderne afprøves overfor hinanden), men hvor vi jo heller ikke kan vurdere sandhedsværdien.

Også en lokalavis kan jo have haft et ønske om at sælge aviser; også i en selvbiografi, erindring eller bog, som ikke tidligere er anvendt som kilde i ’populærlitteraturen’, kan beretningen være manipuleret eller i bedste fald forkert husket. Også i en pjece eller et tidsskrift kan der have været et ønske om at skønmale.

Storyteller!
I det lys afslører forfatteren af Tour de France. Myter, fakta eller spin? i en vis forstand sig selv. Måske berettiget, men i bund og grund synes det, at også han brænder for at fortælle de gode historier. Påtage sig rollen ’storyteller’ og ofte lade sproget blive lige dele malerisk, svulstigt, dramatisk - og romantisk. Men modsat andre sætter han altså stor ære større historisk korrekthed, i det mindste den slags, der tager kompleksiteten til efterretning. Det tjener ham ikke alene til ære, det bidrager os med større indsigt og ikke mindst med mere god underholdning.

Der er lagt usædvanligt mange timer - årtier - i at finde både kilder og beretninger samt resultater frem. Det må man, kan man, fornemme og værdsætte.

Desværre kan man ikke lade være med også at sidde tilbage med en blandet følelse, og en, som tidligt indfinder sig ved læsning. Bogens indhold lever nemlig ikke ganske op til sin titel. Den snyder så at sige - for på trods af de, i denne anmeldelse, ovenstående ’afklaringer’, så er der ikke meget af denne slags ’gåen myterne efter i sømmene’; om de er facts eller smart manipulation, fup eller fakta. Det var man ellers parat til, det så man faktisk frem til.

I stedet opdager man altså, at Skjoldhøj også helst vil fortælle gode historier.

Samtidig hermed er det svært ikke at se bort fra andre elementer, som generer læsningen en smule. På trods af alt det positive, som allerede er nævnt, samt det flotte sprog og den lune og underspillede, humoristiske tone.

Detaljerigdom - på godt og ondt
For det første, den usædvanlige og helt og aldeles detaljerigdom, cykelsports amatørhistorikeren er i besiddelse af, kammer ofte over, og man får mange helt løsrevne og ofte lidt ligegyldige informationer presset ind i noget, der egentlig omhandler noget andet. 

Derudover følger bogen ikke en egentlig kronologi, men er mere tematisk opbygget. Bevares, den bevæger sig overvejende tidsmæssigt fremad, men ikke i en grad, så der ikke springes en hel del, hvilket kan forstyrre læsningen, eftersom de tematiske spring heller hver gang synes logisk. Det opleves en smule rodet.

Og endelig understøttes denne sidste pointe af, at bogens mange - og sjove - billeder i rigtig mange tilfælde ikke følger tekstindholdet.

Den største problematik synes dog at ligge i førstnævnte - at man som læser ikke helt får, hvad man forventer. Det gør som nævnt oplevelsen blandet, hvilket er ærgerligt, når bogen i øvrigt er interessant og anbefalelsesværdig.

Sikkert af samme årsag er glæden ved læsning også særligt stor, når man præsenteres for noget, som for mange sikkert vil være relativt ukendt (sådan havde undertegnede det i hvert fald); når der eksempelvis fortælles om noget, der faktisk ligger helt uden for Touren, men alligevel er i stærk relation til denne.

En grundig karakteristik af ’skaberen’ Henri Desgrange, påpegninger af, hvordan fransk og italiensk cykelsport adskilte sig fra hinanden fra cykelsportens begyndelse samt en gennemgang af Gino Bartalis liv og karriere, meget af tiden i et i Italien politisk turbulent klima, er spændende læsning. Den slags er der heldigvis en del af i bogen.

…..

Tour de France. Myter, fakta eller spin?

Af Ole Skjoldhøj
Muusmann forlag, 2014
Ca. 300 sider
Pris  299,95 kroner
 
Bogen kan købes på Feltet.dks webshop.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege