Boonen: Roubaix og bagefter lænestol

Selvfølgelig skal den 4foldige vinder af Paris-Roubaix slutte karrieren i det løb, der har givet ham så mange triumfer. Og har den 36-årige Boonen stadig det, der skal til? For et par dage siden vandt han 2. etape af Vuelta a San Juan i Argentina, og fotos af hans ben har de sidste uger kunne beundres på diverse sociale medier, og de ser rent ud sagt frygtindgydende ud.

”Jeg stopper efter Paris-Roubaix. Og jeg er stolt over, at jeg har taget beslutningen. Og selvfølgelig skal det være i det løb. Det er der, jeg blev født som cykelrytter, så det er også der, jeg kører for sidste gang. Jeg kunne godt køre to eller tre år mere, men så ville det blive på et lidt lavere niveau. Og på et eller andet tidspunkt stopper det jo helt automatisk af sig selv. Så nu trækker jeg stikket, mens jeg stadig er på toppen”, siger Boonen i et interview med Het Nieuwsblad.

”Når jeg ringer hjem og spørger, hvordan det går med børnene og om de savner mig, så siger min kone, at ”det gør de egentlig ikke, fordi du jo aldrig er hjemme alligevel”.  Og nu er de ved at være i den alder, hvor det er nødvendigt, at far er til stede”.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Boonen nævner selv sin sejr i Paris-Roubaix 2012 som karrierens højdepunkt. Mens det absolutte lavpunkt kom på en træningslejr i Pyrenæerne, da han og Iljo Keisse netop var kommet hjem efter et mere end seks timer langt træningspas.

”Pludselig kommer Iljo og siger, at Wouter (Weylandt) er død (Wouter Weylandt døde efter et styrt under Giro d’Italia i 2011). Jeg blev fuldstændig tavs. Og så ringede min mor og græd i telefonen. Iljo ville have at ville skulle tage hjem med det samme, men vi var fuldstændig udmattede efter den lange tur, så vi ventede til næste dag. Det er uden sammenligning den sorteste dag i mit liv”, forklarer Boonen.

”Jeg har ikke tænkt særlig meget på min sidste dag som professionel endnu. Jeg plejer at koncentrere mig om én dag ad gangen. Jeg skal over målstregen, hænge cyklen på krogen, og så bliver det måske lidt emotionelt. Det ved jeg ikke sikkert. Der er ikke planlagt det store. Vi skal ud at spise med holdet. Og dagen efter? Tjaa så bliver jeg hjemme hele dagen og bliver bare siddende helt roligt i min lænestol for at puste lidt ud”.