Cykelåret 2014: Surrugue og spurten

Af Jon Tolstrup

En regnvåd dag stod jeg ved målstregen i Odense. Scenen var sat, det skulle være en massespurt, som det altid er, når Post Danmark Rundt feltet kommer buldrende ved Den Fynske Landsby.

For mange cykeltilskuere er en spurt kedelig og intetsigende, når man er vant til at se den evindelige kamp i bjergene, men sådan var det ikke for mig i Odense. Der gik det for alvor op for mig, at en spurt er et langt større taktisk spil, der kræver, at hver eneste rytter er der for at hjælpe sin sprinter.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Farten, det pulserende tempo, tilskuernes jubel og den silende regn var med til at gøre spurten nervøs, hård og ekstra intens. Da jeg stod i regnen og spottede efter feltet, mens jeg holdt øje med, hvem der vandt, der gik det op for mig, hvad jeg elskede ved cykling - der er ikke noget, der hedder enkeltmandspræstationer. Man er aldrig bedre end sit hold.

Man kan være en fantastisk ekvilibrist på en cykel og klatre som få eller du kan være verdens hurtigste på cykel, men du har brug for nogle til at få dig i den optimale position eller holde kaptajnen beskyttet mod vind og tidlige angreb.

Holdelementet fik mig til at elske cykling. Den totale ofring for sprinteren fik mig til at elske cykling. Det er dét, der gør, at jeg stadig elsker cykling.

Cykelåret vil dog for mig også blive husket for det tidspunkt, hvor Stéphanie Surrugues dækning af Tour de France tog skridtet fra at være kompenserende TV for de knap så cykelinteresserede til at skabe journalistisk merværdi for cykelfanatikeren.

Tidligere havde Stéphanie Surrugues dækning af Touren virket segmenteret og henvendt til de seere, der ikke var udpræget interesseret i cykling og måske mest så det sammen med nogle, der gik op i sporten. I år tog programmet et skridt videre og dækkede cykling med et nyt, interessant og perspektivrigt element.

Der blev fokuseret på historier fra periferien af cykling, men samtidig blev de belyst med den mest aktuelle vinkel. Det hele blev pakket ind i en lækker indpakning, der gjorde, at man fornemmede hele Tour de Frances sjæl blive gjort tydeligt i Stéphanie Surrugues daglige reportager - man mærkede cykling, man fornemmede glæden ved cykling, og det hele blev en uundværlig del af verdens største cykelløb.

Det er dejligt, at der er blevet sat endnu en stemme på det kulturelle i Frankrig fra en, der samtidig ved en masse om cykling. Det var især i år, at det kom til udtryk, at Stéphanie Surrugue viste, at hun virkelig levede cykling, modsat hendes første år som en del af Tour-TV2-holdet, hvor hun kunne virke lidt stiv og sat ind i en journalistisk kasse, der ikke passede til hendes stil.