Dom over Tour-holdene - 2. del

Årets Tour de France går næppe over i historien som et af de mest spændende i forhold til kampen om den samlede sejr, da Chris Froome og Team Sky reelt aldrig var i problemer.

Heldigvis er der også andre aspekter af en Grand Tour end kampen om den samlede sejr, og der er mange flere aktører i spil end Team Sky. I en artikelserie i tre afdelinger analyserer og vurderer vi hver og et af de 22 Tour-hold for at finde ud af, om de har kunnet være deres indsats bekendt under årets Tour.

Bedømmelserne foretages på 7-trinsskalaen (12-skalaen), og i bedømmelserne vil selve præstationen såvel som taktiske overvejelser spille ind som det primære, men der tages også højde for, hvilke forventninger man med al rimelighed ville kunne tillade sig at have haft inden løbet.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

I denne anden artikel ser vi nærmere på syv af de hold, der ikke endte med at kæmpe med om de absolutte topplaceringer.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Trek-Segafredo - 7

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 10

Bedste placering i klassementet: Bauke Mollema (11)

Jasper Stuyven tre dage i bjergtrøjen. Edward Theuns en dag i ungdomstrøjen.

For tre år siden lå Bauke Mollema nummer to i klassementet efter en veloverstået etape til Mont Ventoux. Den samme historie gentog sig i år, og ligesom for tre år siden lykkedes det ikke for hollænderen at forsvare sin topplacering. Det var ellers en imponerende indsats, han leverede på den berømmede kolos i Provence, og selvom cykelløbet ændrede sig til en cirkusforestilling, viste hollænderen sig som en af løbets allerstærkeste ryttere.

En meget stærk enkeltstart på den efterfølgende dag konsoliderede det indtryk, men Alperne var ret hårde ved hollænderen. Gående ind til næstsidste etape okkuperede han dog stadig andenpladsen, men på en regnvåd nedkørsel gik det helt galt for Mollema, der styrtede og aldrig nåede tilbage til fronten, hvorfor han røg helt ned på tiendepladsen.

Det var en meget hård skæbne at lide, og dagen efter blev den endnu værre, da han havde en dårlig dag og endda dumpede ud af top ti. Sådan er cykelløb, men det er dog usædvanligt, at et tidstab på fire minutter kan rykke en rytter ned fra podiet til bunden af top ti i sidste weekend af en Grand Tour, og Mollema overraskede meget positivt ved at have et topniveau langt over det forventede.

Af andre positive aspekter ved Trek-Segafredos hold kan nævnes Edward Theuns, der sprintede ret fint i sin Grand Tour-debut, indtil han led et særdeles voldsomt styrt på den vindblæste enkeltstart, og Jasper Stuyven, der ikke var langt fra at vinde anden etape og fik tre dage i bjergtrøjen.

Til gengæld skuffede Fabian Cancellara ved at være ret usynlig i det meste af løbet (han hjalp dog Theuns fint inden spurterne), og på enkeltstarten kunne han ikke gøre sig gældende, men den var nok også lidt for hård for ham. Og så man bare sige, at Haimar Zubeldia og særligt Fränk Schleck er skygger af deres gamle jeger, så derfor lander amerikanerne på 7-tallet.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Dimension Data - 12

Antal etapesejre: 5 (Mark Cavendish x 4, Stephen Cummings)

Antal top ti-placeringer: 15

Bedste placering i klassementet: Serge Pauwels (42)

Cavendish en dag i førertrøjen og seks dage i pointtrøjen.

Cav is back! Næppe andre end de mest solidariske og entusiastiske Mark Cavendish-fans havde vel forventet, at briten ville snuppe mere end højest en enkelt etapesejr i årets Tour. I stedet endte han som løbets altdominerende sprinter ved at tage hele fire etapesejre og halvere Eddy Merckx’ forspring på alletiders liste over etapesejre, hvor belgieren nu kun har et forspring på fire ned til briten, der i processen overhalede Bernhard Hinault.

Det er alligevel et par fornemme herrer at være i selskab med, og det var også fantastisk af Cavendish at kunne vinde fire gange i et så ekstremt stærkt sprinterfelt. Men han var klart den klogeste, og han fik timet sine spurter helt perfekt ved at gå forbi Kittel tre gange og Greipel en gang inde på de sidste 100 meter, hvorfor de store tyskere måtte nøjes med en masse sekundære placeringer og kun en enkelt etapesejr hver.

Faktisk missede Cavendish kun sejren i en eneste spurt han deltog i, og det fortæller alt om hans dominans i årets spurter. Han var så dominerende, at han endda lykkedes med at holde lidt kunstig spænding i pointkonkurrencen ti dage inde i løbet, men så slukkedes illusionen også, da Peter Sagan begyndte at gå amok i både bjerge og sidevind, og Cavendish endte alligevel med at udgå for ikke at kompromittere sit OL.

Stephen Cummings sikrede den totale succes ved at vinde en femte etapesejr til holdet efter for andet år i træk at have været klogest og stærkest i et udbrud, mens Edvald Boasson Hagen også viste sig stærkt frem ved flere lejligheder. Det samme gjorde Serge Pauwels, der var tæt på at vinde på Mont Ventoux, og holdets to eritreere, Natnael Berhane og Daniel Teklehaimanot, viste også farverne flot frem i mange udbrud.

Det var alt i alt et sublimt Tour de France for Dimension Data, der bestemt ikke hører til blandt de stærkeste hold på WorldTouren, men alligevel endte de med at vinde lige knap en fjerdedel af etaperne i verdens største løb.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Team Giant-Alpecin - 10

Antal etapesejre: 2 (Tom Dumoulin x 2)

Antal top ti-placeringer: 5

Bedste placering i klassementet: Warren Barguil (23)

Team Giant-Alpecin skal virkelig prise sig lykkelige over at være i besiddelse af Tom Dumoulin, der på egen hånd mere end reddede holdets Tour. To etapesejre blev det til, den ene på en bjergetape og den anden på en enkeltstart, hvilket nærmest er uhørt for en rytter, der ikke kører klassement.

Han var endda tæt på også at vinde pseudo-bjergenkeltstarten, hvor kun Chris Froome fik skovlen under ham, og hollænderen forventes at tage skiftet til at blive fuldblodsklassementrytter fra næste sæson. I år ville han ikke eksperimentere, da han ville sætte alle sejl ind på at vinde OL-enkeltstarten, og derfor var det intet mindre end en katastrofe, at han styrtede og brækkede håndleddet på 19. etape. Nu bliver det et kapløb mod tiden for ham i forhold til at blive klar til Rio.

Det var dog ikke kun Dumoulin, man havde forhåbninger til, da Warren Barguil skulle være holdets klassementsrytter. Han var dog betragteligt værre kørende end sidste år, og det er bekymrende for franskmanden, der var den største favorit til at vinde ungdomskonkurrencen. Hans indsats var så skuffende, at Dumoulins show ikke alene kan trække holdet op på 12-tallet.

I den forbindelse betyder det ikke så meget, at John Degenkolb ikke fik mere end et par fjerdepladser ud af det. Han er på vej tilbage fra sit voldsomme uheld i januar, og det må have været en stor lettelse for ham at kunne gøre sig gældende i et par af massespurterne mod slutningen af løbet. Resten af holdet var helt anonymt, og Simon Geschke, der vandt en etape sidste år, var aldrig i nærheden af at levere noget opsigtsvækkende.

Team Katusha - 10

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Antal etapesejre: 1 (Ilnur Zakarin)

Antal top ti-placeringer: 14

Bedste placering i klassementet: Joaquim Rodríguez (7)

I sin sidste Tour lykkedes det for Joaquim Rodríguez at blive nummer syv i klassementet efter et løb, hvor han sluttede meget stærkt af ved at blive nummer to på 19. etape og være den eneste klassementsrytter, der angreb fra favoritterne på 20. etape, hvor han fik enorm hjælp af Ilnur Zakarin, der dumpede ned forfra for at hjælpe sin kaptajn i et af løbets flotteste eksempler på taktisk gennemtænkt cykelløb.

Det havde endda også en mærkbar effekt, da det fik Rodríguez bugseret fra 11.-pladsen helt op til syvendepladsen. Det var Purito så lige ved at sætte over styr på Champs Élysées, hvor han til at starte med blev noteret for et tidstab på et halvt minut, der rykkede ham ned på tiendepladsen, men i sidste ende valgte kommissærerne at annullere det på grund af de mange punkteringer og det generelle kaos, hvilket var svært heldigt for spanieren, der ikke positionerede sig specielt klogt.

Zakarin kunne også andet end at hjælpe sin kaptajn, og i den sidste uge var han en konstant trussel i løbets udbrud. Hans styrt i Giro d’Italia havde dog sat sine spor, og han imponerede ikke ligefrem på nedkørslerne, hvor han på 15. etape blev sat af de forreste. Det hjalp heller ikke, at han ved den lejlighed tabte sin ene kontaktlinse, men to dage senere tog han revanche og satte Rafał Majka og Járlinson Pantano (netop de to, der havde sat ham på 15. etape) på plads og tog en smuk sejr i Finhaut-Emosson.

Alexander Kristoff havde et frustrerende løb, hvor det aldrig blev til en etapesejr. Det kunne han dog kun takke sig selv for i Bern, hvor han ikke havde øje for målstregen. Det havde Peter Sagan til gengæld, og med et cykelkast vandt han nærmest en halv meter på nordmanden og klemte sig lige akkurat forbi, mens Kristoff først kastede cyklen frem efter at have passeret stregen…

Det var også et splittet mandskab, man fik indtrykket af, for ved flere lejligheder udtrykte Kristoff utilfredshed over ikke at have nogen til at trække i feltet, og Rodríguez var også voldsomt utilfreds med at blive ladt helt alene i sidevinden på 11. etape, mens sprinterdelegationen på holdet gjorde alt for at få samlet løbet til en massespurt, samtidig med at kaptajnen mistede et minut bagved. Etapen blev endnu værre for ham ved, at en ellers stærkt kørende Jurgen van den Broeck styrtede og måtte udgå.

For Michael Mørkøv blev Touren en yderst ærgerlig oplevelse, da han styrtede på første etape og endelig måtte give fortabt på ottende etape efter en lang, sej, men i sidste ende forgæves kamp. Hans manglende konkurrencedygtighed var også en hæmsko for Kristoffs chancer, da Mørkøv netop havde tilkørt sig æren af at være den sidste leadout-mand for nordmanden.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Lampre-Merida - 7

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 6

Bedste placering i klassementet: Louis Meintjes (8)

Louis Meintjes endte med at blive den første afrikanske rytter i historien til at ende i den samlede top ti i Tour de France. Det blev til en ottendeplads, men det var kun hundrededelene fra enkeltstarterne, der afgjorde kampen om syvendepladsen til fordel for Joaquim Rodríguez’ fordel, da han var i samme tid som sydafrikaneren.

Ottendepladsen til Meintjes kom efter et ret uspektakulært løb fra hans side, men særligt i den sidste uge var han fænomenalt kørende, og han var den eneste, der kunne følge Rodríguez og Alejandro Valverde helt til dørs på 19. etape til Le Bettex. Han lå konstant og lurede på ungdomstrøjen, men Adam Yates knækkede aldrig, og derfor kom Meintjes aldrig rigtig tæt på den.

Den anden store profil hos italienerne var Rui Costa, der på forhånd havde fået besked på at opgive klassementsambitionerne. Det ville han dog ikke helt selv være med til, men da han allerede blev sat på femte etape, gav det lidt sig selv, at han skulle køre efter etapesejre. Det gjorde han i stor stil, og på etapen til Andorra må han virkelig have ærgret sig over at have ladet Tom Dumoulin få så stort et forspring inden den sidste stigning, da han noget overraskende viste sig at være den bedste af resten af udbryderne i haglvejret.

Selvom han prøvede mange gange blev det ikke til karrierens fjerde etapesejr i Touren, og selvom hans løb resultatmæssigt var på det jævne, så var han virkelig synlig, hvilket trækker op. Kroatiske Kristijan Đurasek viste på 17. etape pludselig, at han også stadig kan køre på cykel, da han blev nummer fire i Finhaut-Emosson.

Davide Cimolai fik det ikke til at spille i løbets massespurter, og generelt er Lampre-Merida et af WorldTourens smalleste mandskaber, hvilket forklarer den relativt høje karakter til et hold, der måske ikke var så succesfuldt, som man kunne ønske sig, men de to kaptajner gjorde, hvad de kunne og skulle på hver deres måde.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Lotto Soudal - 10

Antal etapesejre: 2 (Thomas de Gendt og André Greipel)

Antal top ti-placeringer: 11

Bedste placering i klassementet: Thomas de Gendt (40)

De Gendt seks dage i bjergtrøjen.

Så endte det alligevel med, at André Greipel holdt stimen i live. Siden Giro d’Italia i 2008 har han nu kørt 11 Grand Tours, og hver eneste gang er det lykkedes den store tysker at vinde mindst en etape, hvilket også vil sige, at han har vundet etaper i alle de seks Tours, han nu har deltaget i. Det er meget flot, men det holdt ekstremt hårdt, og hvis Peter Sagan ikke havde ventet alt for længe med at åbne sin spurt, ville Greipels Tour have endt som en fiasko.

Den var dog også tæt på at blive reddet allerede på tredje etape, men her blev tyskeren slået af Mark Cavendish med kun lidt mere end to centimeter. Ved den lejlighed nåede Greipel endda at juble over ”sejren”, inden han fandt ud af, hvordan tingene reelt forholdt sig.

Han fik god hjælp af sit hold, men det lykkedes aldrig rigtigt for nogen - heller ikke Lotto Soudal - at sætte sin autoritet på forberedelserne af massespurterne, og de endte som oftest med at blive langt mere kaotiske end, Greipel kan lide det.

Mens der kun var moderat succes på sprinterfronten efter fire etapesejre sidste år, leverede Thomas de Gendt flot kørsel i det hårdere terræn. Det så ellers ikke så godt ud, da han blev sat i Massif Central-bjergene af Greg van Avermaet på femte etape, men van Avermaet må have haft uvirkeligt gode ben den dag, for de Gendt viste senere i løbet, at formen bestemt ikke fejlede noget. Seks dage i bjergtrøjen og en etapesejr på Mont Ventoux var kronen på værket.

Med etapesejre på Champs Élysées og Mont Ventoux kan man måske spørge, hvorfor de ikke fortjener et 12-tal. For det første var det lidt skuffende, at Greipel skulle gå så længe uden en etapesejr, og derudover var Tony Gallopin meget skuffende. De seneste år har han spillet en hovedrolle i løbet, men i år var han helt usynlig, og det er svært at sige, hvorfor han har mistimet formen så grelt.

Det er lidt lettere i forhold til Lars Bak, der på mirakuløs vis nåede at blive klar til løbet, hvor han udførte sin vante opgave med at trække på de flade etaper, men i bjergene led han langt mere end vanligt som konsekvens af det voldsomme styrt, han var udsat for på sidste etape af Giro d’Italia, og det var helt udelukket for ham at gå i udbrud.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Til sidst fortjener Adam Hansen lige en kort bemærkning. Der har ikke været så meget opmærksomhed på ham i denne omgang, men stimen fortsætter, og han har nu gennemført 15 på hinanden følgende Grand Tours.

Etixx-QuickStep - 7

Antal etapesejre: 1 (Marcel Kittel)

Antal top ti-placeringer: 16

Bedste placering i klassementet: Daniel Martin (9)

Julian Alaphilippe fem dage i ungdomstrøjen

Så kom det belgiske storhold lidt ned på jorden igen efter holdets fantastiske Giro d’Italia. I Touren blev det kun til en enkelt etapesejr til Marcel Kittel, da han lige akkurat formåede at holde Bryan Coquard bag sig på fjerde etape, men han var langt fra det fænomen, han ellers har vist sig som de seneste år (med undtagen af 2015), og særligt af Mark Cavendish fik han nogle lektioner i spurtstrategi.

Leadoutet var som oftest ret godt, men Kittel havde tendens til at åbne lige tidligt nok, og ved flere lejligheder kunne han blot se til, mens Cavendish skød frem forbi ham på de sidste 100 meter. På Champs Élysées var han så også ekstremt uheldig med en punktering og en reservecykel, der var blevet beskadiget af et stenslag, så han skulle bruge alt for mange kræfter på at komme tilbage, og han løb tør for kræfter inden spurten.

Holdets klassementskaptajn var Daniel Martin, og for første gang lykkedes det ham at køre en top ti-placering hjem i Touren. Det var fint, men undervejs i løbet så det endnu bedre ud, indtil han på Mont Ventoux led et større nederlag, og den efterfølgende dags enkeltstart var ikke ligefrem en mulighed for at genvinde terræn for ireren, der herefter ikke var i stand til at udrette andet end at følge med sine rivaler.

En meget spændende debutant havde man i Julian Alaphilippe. På anden etape havde han forhåbninger om sejren, men det kunne ikke lade sig gøre med Peter Sagan som modstander, selvom denne blot troede, at der blev spurtet om en tredjeplads. Alaphilippe viste sig dog frem ved flere lejligheder, og særligt på 15. etape lignede han en etapevinder, da han havde en voldsomt uheldig punktering.

Dagen efter lavede han og Tony Martin noget af et nummer, der i bagklogskabens klare lys bedst kan beskrives som en tossestreg, da de var i et dagslangt tomandsudbrud, hvilket tydeligt tappede mange kræfter hos Alaphilippe. Martin selv havde ikke nogen god Tour, og kronen på det værk blev, at han måtte udgå inde på Champs Élysées, blot 50 kilometer før løbet sluttede. Det skyldtes knæsmerter og en satsning på OL, som helst ikke skulle kompromitteres.