En familieudflugt i helvede - del 3

Fik du ikke læst de to første dele af reportagen? Så skynd dig at få læst del 1 og del 2.

De efterfølgende minutter er hektiske. Mange informationer bliver udvekslet på kort tid. Hvem har sidst hørt fra de to krigere, vi forlod i hver deres - mildest talt - uoverkommelig tilstand i bunden af bjerget.

Tanja ved ikke andet, end at min morfar har fået et lift fra bunden af stigningen og op til tre-kilometer-mærket. Min onkel fortæller, at han mener at vide, at Rasmus har givet op, men ingen ved noget med sikkerhed. Derfor beslutter vi os - mod Jacobs vilje - at smække bagdelen i sadlen og trille ned af bjerget for at få syn for sagn.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I den forbindelse kan jeg fortælle, hvad det fleste nok godt ved: Nedkørslen fra Alpe d'Huez skal tages dødsens alvorligt. Det kommer som regel helt af sig selv, da det går rasende stærkt, men man kan godt fristet til at bilde sig selv ind, at man kan klare det hele, når man har besteget et bjerg. Der kan man hurtigt blive klogere.

Nå. Tilbage til mission 'Led efter overlevne'.
 

R-E-S-P-E-K-T!

Vi triller et par kilometer nedad, før jeg for alvor begynder at blive nervøs. Der er masser af motionister, der okser for at komme op, men desværre ikke skyggen af de to, vi søger. Vi sænker farten og begynder så småt at kigge uroligt på hinanden. Kan der være sket noget? Den før så euforiske stemning er ved at være trykket.

Men så møder det utrolige syn os.

Pludselig står en velkendt skikkelse i siden af vejen og sunder sig lidt længere nede. En tynd en i bar mave. Kroppen dækkes kun af seler fra et par cykelbukser, og ansigtet er forpint. Det er min kære tvillingebror, der står og puster.

'Han skal da ikke give op nu!' når jeg at tænke, da jeg iler ned til ham. Men det er skam heller ikke tilfældet.

Tværtimod. Han og min morfar har udviklet deres eget lille system, hvor den ene cykler, imens den anden hviler sig, fortæller han. Så skiftes de hele tiden til at overhale hinanden og snegler sig på den måde op ad bjerget.

Og ganske rigtigt. Lidt længere nede kommer en stor krop til syne. Den tilhører min morfar. Han hjuler sig fremad med ben, der går som trommestikker i det lette gear. Det ser ikke just sikkert ud, men det går fremad, og den 75-årige mand, som slingrer fra side til side, er ved at fuldføre sin store drøm: at bestige Alpe d'Huez. Wauw...

Han triller forbi os - den måbende gruppe - uden tid til at hilse og med øjne, der siger: ’Har ikke tid til sniksnak, jeg har et bjerg at bestige’. Ganske som planlagt passerer han forbi Rasmus og os andre og videre fremad. Der går lidt før vi - min onkel, lillebror og jeg - fanger, hvad der hænder for øjnene af os. Men så får vi travlt.

Jacob tager spurten efter den ældre mand og begiver sig ud i dagens sidste kraftanstrengelse for at løbe ham op i fart. Samme tur giver jeg til min tvilling, der i samme øjeblik sætter i gang igen - kun med et mål for øje: at komme til toppen. R-E-S-P-E-K-T!

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efterrationalisering
Jeg vil ikke lyve. Jeg så ikke de to krigere komme til toppen, for jeg skulle ikke nyde noget af at køre de sidste kilometer op en gang til. Men de kom op. Min seje onkel kørte de sidste kilometer med op og kan bevidne, hvad vi troede var umuligt.

Det fortjener hyldest ud over alle grænser. Det gør jeg også. Og min bror og min onkel for den sags skyld. Det gør alle, der formår at trække sig sejrrigt ud af mødet med et af jordens mest mytiske bjerge. For uanset hvilket niveau man befinder sig på, og hvor god form man er i, så er det en speciel udfordring.

Heldigvis er vi ikke for fine til at hylde os selv og hinanden i vores familie, og jeg kan da også - uden at afsløre for meget - fortælle, at præstationen blev fejret med burgere, sodavand og senere et par øl ude i byen. Og selvom historierne blev længere, bedre og mere pyntede, jo senere ud på aftenen vi kom, så er én både kort og sand: alle fem mand var, og er stadig den dag i dag, lykkelige for, at vi tog en familietur i helvede!

Det kan anbefales for alle, og det synes jeg, at vores lille gruppe - med vores dertilhørende historier - vidner om. Om du er 22 år, i dårlig form og ikke har rørt en cykel i mange år, eller du er 75 år og har fundet den gamle havelåge frem fra skuret, så kan det, hvis du besidder en viljestyrke ud over det sædvanlige, lade sig gøre at skabe dit livs oplevelse for dig selv.

Det er bestemt ikke et must, at alle mand er i lige god form - det giver faktisk kun bedre historier, hvis man ikke er. Det er familien Nygaard et eksempel på.

Og så vil jeg lige slutte af med at referere en besked, som min morfar sendte mig for et par uger siden. Her skrev han, at det havde været kæmpe stort at bestige et bjerg, men at det største ved oplevelsen var, at han havde fået den med sin familie. Det er ikke det værste udgangspunkt.

Vil du læse mere om 75-årige Freddis helbredsmæssige udfordringer op til Alpe d'Huez-turen, skal du klikke her.