Et blik frem mod sæsonen: Etapeløbene

Ruta del Sol, Volta ao Algarve og Tour of Oman markerede hver især begyndelsen på en stor sæson for tre af det seneste årtis allerstørste cykelryttere i form af Alejandro Valverde, Alberto Contador og Vincenzo Nibali. En af deres primære konkurrenter i de store etapeløb, Chris Froome, havde allerede spillet med musklerne i Herald Sun Tour for en lille måneds tid siden, mens mange andre etapeløbsryttere også allerede har vist gode takter.

I forhold til brostensklassikerne har to ryttere givet indikationer på, at de er på vej tilbage efter et par år under vanligt niveau. Det drejer sig om Edvald Boasson Hagen, der med to etapesejre i Tour of Oman og en knusende overlegen præstation på enkeltstarten i Tour of Qatar har vist langt bedre form end de seneste mange år, og Fabian Cancellara, der på enkeltstarten i Volta ao Algarve slog Tony Martin efter at have stået i skyggen af tyskeren i efterhånden flere år.

Disse præstationer har inspireret denne skribent til at tage et kig frem på 2016-sæsonen, der - selvom det lyder voldsomt kliché-befængt - tegner som en af de mest spændende sæsoner i mange år. I denne artikel vil der blive set frem mod sæsonens store etapeløb med fokus på de ryttere, der allerede har gjort særligt væsen af sig i år.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Valverde søger nye græsgange med uformindsket styrke

Den rytter, der imponerede forfatteren til denne artikel allermest i forrige uge, var Alejandro Valverde. Movistar-rytteren bliver af mange betegnet som en af de bedste cykelryttere i øjeblikket, men der kan opstilles solide argumenter for den påstand, at han er den bedste rytter i feltet siden årtusindskiftet. Det er dog en diskussion, der ikke vil blive elaboreret yderligere over i denne forbindelse.

Faktum er dog, at han i denne sæson har tænkt sig at sætte helt nye mål for sig selv. I en alder af snart 36 år kan han præsentere en af de mest fascinerende løbskalendere blandt den professionelle cykelelite. Som sine tre hovedmål har han sat Flandern Rundt, Giro d’Italia og OL - de første to af disse har han end ikke kørt før.

Det skal dog ikke stoppe ham fra også at deltage i Ardenner-klassikerne, af hvilke han vandt Flèche Wallone og Liège-Bastogne-Liège sidste år - for tredje gang i begge tilfælde - samt Tour de France, hvor han dog har givet tilsagn til udelukkende at tjene Nairo Quintanas interesse. Derudover byder sæsonen på Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Milano-San Remo samt nogle forberedelsesløb til Flandern Rundt. Han udelukker end ikke at tage Vueltaen med i slutningen af sæsonen.

Denne voldsomme løbskalender havde fået iagttagere til at antage, at han ville påbegynde sin sæson med håndbremsen en anelse trukket i forhold til, hvad han plejer, hvilket syntes at blive bekræftet i endagsløbene på Mallorca, hvor han ikke brillerede som tidligere år.

Men sidste søndag forstummede den snak med øjeblikkelig virkning. Ruta del Sol er et løb, han har vundet tre år i træk fra 2012 til 2014, men årets sejr så ud til at være gledet ham af hænde inden sidste etape. På fjerde etapes enkeltstart mistede han 22 sekunder til Tejay van Garderen, og det lignede en tenderende til umulig opgave at hente det forspring på sidste etapes opadgående afslutning - især med en antagelse om at han måske ikke var i topform in mente.

Men på femte etape gav han en af de største opvisninger, han nogensinde har gjort. Med syv kilometer tilbage angreb han fra favoritgruppen, og herfra så han sig ikke tilbage. Da røgen havde lagt sig, kunne han notere sig for en sejr på 36 sekunder til Bauke Mollema og hele 48 til van Garderen på fjerdepladsen, mens Rafal Majka klemte sig ind som nummer tre. Det var altså ikke uefne navne, han havde været oppe imod - det var snarere ryttere, som han normalt har problemer med for alvor at overgå i deciderede bjergafslutninger.

Dette indikerer, at - tør man næsten sige det - han har lagt yderligere et lag på i bjergene, og det bekræfter bare de seneste års tendenser med, at han nærmest synes at blive bedre for hvert år uden at lade sig trykke af alderen. Men det sætter også scenen for en spændende udgave af Giro d’Italia, da hans formodet største modstander også imponerede i sidste uge.

Så kender vi Nibali igen - klar fra start!

Der er selvfølgelig tale om Vincenzo Nibali, der historisk set har været en rytter magen til Valverde i den forstand, at han altid har været i god form i ethvert cykelløb, han har valgt at give sig i kast med. De sidste to år har et ensidigt fokus på Tour de France dog medført en kedelig Lance Armstrong-agtig tendens med nærmest kun at være i form i juli.

Han har selv indrømmet, at han gerne vil have, at der igen kommer andre boller på suppen, og i forrige uge fik hele cykelverdenen syn for den sag. Allerede på anden etape af Tour of Oman gav han indikationer på at være i god form, da han kun blev overgået af Edvald Boasson Hagen på en kort, afsluttende stigning, der ellers slet ikke er den italienske mesters foretrukne kop te.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

På fjerde etapes afslutning på Green Mountain kom så det endelige bevis på, at Nibali bestemt har tænkt sig at være en vægtig spiller i flere af forårets løb, da han efter en spændende duel lykkedes med at henvise Romain Bardet til etapens andenplads, mens holdkammeraten Jakob Fuglsang også hjemkørte en imponerende tredjeplads. Etapen betød, at Nibali for første gang vandt et etapeløb, der ikke er en Grand Tour, siden Giro del Trentino i 2013.

Sidste år havde Nibali lagt alt fokus på et forsvar af sin Tour de France-sejr, men i Pyrenæerne kørte han sig helt ud af kampen om den samlede sejr. I Alperne leverede han dog et fabelagtigt comeback med en etapesejr efter et langt udbrud på La Toussuire. Det satte scenen for en spændende duel om den sidste podieplads mod netop Valverde, men en ualmindeligt dårligt timet punktering i bunden af Alpe d’Huez forpurrede denne kamp, og Nibali måtte se sig henvist til den endelige fjerdeplads.

Det skulle revancheres i Vuelta a España, hvor han stillede op sammen med Fabio Aru og Mikel Landa, men en alt for klistret flaske allerede på anden etape fik ham smidt ud af løbet, nærmest inden det var gået i gang. Herefter beviste han dog, at han var taget til Spanien i storform, og hen over efteråret var han som en tornado i de italienske efterårsklassikere, kulminerende med en suveræn sejr i Il Lombardia - hans første sejr i et af cykelsportens monumenter.

Mange om buddet i Giroen

Kan han medbringe den form til årets Giro får Valverde det nok svært. Hajen fra Messina var fuldkommen suveræn, sidst han frekventerede sit hjemlands rundtur i 2013, men Valverdes opvisning i Ruta del Sol giver forhåbninger om, at Giroen måske ikke bliver så ensidig, som man kunne foranlediges til at tro. Under alle omstændigheder får vi mulighed for at se de to kombattanter mod hinanden allerede i weekenden samt i næste uge, da Nibali ligeledes har Strade Bianche og Tirreno-Adriatico på sit forårsprogram.

Giroen kommer selvfølgelig ikke kun til at handle om de to, da også Mikel Landa, Esteban Chaves, Rigoberto Urán, Rafal Majka med flere har meldt deres ankomst. Endnu en rytter, der skal være med, er Tom Dumoulin, der dog er hemmelighedsfuld om sine ambitioner og ikke vil vedkende sig at gå efter noget klassement, da den olympiske enkeltstart er hans sæsons primære mål.

Men man skal være varsom med at tage hans ord for alt for gode varer, da han også imponerede på Green Mountain, hvor han blev nummer fire, så det synes ikke helt utænkeligt, at han kommer til at levere en præstation i Giroen, der i nogen grad minder om det, han stod for i sidste års Vuelta. Men på trods af de mange outsidere har den første rigtige etapeløbsuge i sæsonen sat scenen for en fascinerende duel i Giro d'Italia mellem to af vor tids største cykelryttere: Alejandro Valverde og Vincenzo Nibali.

Sidste chance for El Pistolero - kan han få bugt med Froome?

Den sidste af de tre storryttere, der gav resten af feltet en lektion for halvanden uge siden, er Alberto Contador. Det er velkendt, at han har annonceret, at denne sæson bliver karrierens sidste. Et udsagn, der dog er blevet sået en smule tvivl om på grund af udtalelser om, at han gerne vil køre en sidste sæson, hvis denne ikke går som planlagt, eller hvis han har held til at få sit eget cykelhold stablet på benene i tide.

Under alle omstændigheder sæsondebuterede han i Volta ao Algarve, men på den første bjergafslutning skuffede han gevaldigt og mistede over 20 sekunder til Luis León Sánchez og Geraint Thomas. Manglende tv-dækning gjorde det svært at vurdere, hvad der dog kunne skyldes denne ringe præstation, men efter eget udsagn havde spanieren været lidt for ivrig tidligere på den vindblæste etape, og kombineret med en manglende energipåfyldning undervejs resulterede dette i en skuffende afslutning på etapen.

På enkeltstarten dagen efter gjorde han heller ikke meget for at skabe hype omkring hans muligvis sidste sæson, men på femte etapes afsluttende stigning til Alto do Malhão ændrede billedet af 2016-udgaven af Contador sig betragteligt. Den gamle El Pistolero var tilbage!

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Alto do Malhão er en 2,6 kilometer lang stigning, der stiger med 9,6 % i gennemsnit. Det er altså en hård bakke, men med dens korte længde er der ikke tradition for at blive skabt store tidsforskelle. Som illustration af den pointe kan man tage et kig på de seneste års resultater på bakken. Sidste år vandt Richie Porte, mens der var seks ryttere inden for 16 sekunder af australieren. I 2014 vandt Contador selv, men da var der 11 ryttere inden for 16 sekunder af ham. Og i 2013 havde ni ryttere holdt sig inden for 12 sekunder af Sergio Henao.

Sådan var det ikke i år. Contador fulgte et angreb fra Rigoberto Urán i bunden af stigningen og brugte ham som springbræt, hvorefter han var umulig at have med at gøre. Da han havde danset sig i mål på sin karakteristiske facon, måtte man vente hele 20 sekunder før de nærmeste konkurrenter passerede stregen. Og der var bestemt ikke tale om andenrangsryttere, da det var Fabio Aru og Thibaut Pinot, der besatte de to nederste pladser på podiet.

Froome, Quintana og Aru vil stå i vejen for Contadors

Den præstation gjorde mere end op for spanierens lidt skuffende indledning af det portugisiske løb, og fra på søndag skal han bygge videre på formen i Paris-Nice. Det giver også spænding i forhold til Tour de France, hvor han stadig må finde sig i at være undertippet i forhold til Chris Froome og Nairo Quintana. 

Chris Froome lagde nemlig også flot ud i sin 2016-sæson, da han tog sejren i det australske løb, Herald Sun Tour, hvor han dog blev mødt af en noget lettere modstand, end det var tilfældet for Contador i Algarve. Der er dog ingen grund til at tro, at Froomes niveau skulle være dalet i forhold til de seneste år, så han bliver stadig en mægtig mundfuld for Contador i Tour-sammenhæng.

Det samme må antages om både Nairo Quintana og Fabio Aru. Quintana hjalp sin lillebror, Dayer, til en sjælden sejr i Tour de San Luis, men viste også sig selv godt frem. Aru har ligeledes haft en fornuftig sæsonstart og har vist gode takter i Volta a la Comunitat Valenciana og altså også i Algarve, hvor han dog fik en ordentlig ørefigen af Contador på sidste etape, men det bliver ganske interessant at se ham udfolde sig i Tour de France.

For det er på den største scene, at italieneren befinder sig bedst. Som et kuriosum kan nemlig nævnes, at han i sin professionelle karriere har kørt sig til seks sejre. Samtlige af disse er blevet hentet i Grand Tours, da han har vundet tre etaper i Giro d’Italia, to i Vuelta a España og så det spanske løb samlet sidste år.

Der er altså endnu en del forhindringer, som Contador må overvinde i forhold til at sikre sig sin ottende (eller uofficielt, sin tiende) Grand Tour-sejr i årets Tour de France. Men med en bedre forberedelse end sidste år for Contador vil det være en grum fejl at afskrive den spanske storrytter på forhånd. Og om tre uger får vi de første svar, da samtlige fire ryttere står på startstregen i Volta a Catalunya.

De store etapeløb udgør imidlertid ikke hele den professionelle cykelsæson. Her er en artikel, der ser nærmere på, hvad vi kan forvente os af forårsklassikerne.