Giro d’Italia 2017: Hovedudfordrerne (****)

Giro d’Italia-arrangørerne i RCS Sport må knibe sig selv i armen i disse dage. Ganske vist havde man håbet på, at den 100. udgave af Giroen ville have en vis tiltrækningskraft på de største stjerner, men man havde næppe ventet, at det i den grad skulle lykkes at få samlet et så velbesat felt til jubilæet. Sidste efterår var der imidlertid nærmest ingen ende på rækken af grand tour-ryttere, der meldte deres ankomst, og med kun få dage til starten er det lettere at nævne, hvem der ikke er med, end hvem der giver sig i kast med den historiske udfordring.

Man havde utvivlsomt håbet på at se Chris Froome, Alberto Contador, Richie Porte, Alejandro Valverde, Rafal Majka, Esteban Chaves og Romain Bardet på startstregen, men når man ser bort fra denne kvintet, vil alle de bedste etapeløbsryttere være at finde på Sardinien, når starten gives. Kun tabet af Fabio Aru, hvis duel med den anden italienske stjerne, Vincenzo Nibali, var imødeset med stor spænding, men som blev aflyst på grund af et dumt træningsstyrt, samt Michele Scarponis tragiske dødsfald kaster malurt i bægeret for arrangørerne, der har al mulig grund til at være stolte af feltet i den klart stærkest besatte udgave af løbet i dette årtusinde.

Feltet føres an af Nairo Quintana, der overraskende har valgt at kaste sig ud i et historisk forsøg på at sikre sig en Giro-Tour-double, men han får kam til sit hår. Vincenzo Nibali drømmer om at forsvare titlen og sikre sig en tredje sejr, Steven Kruijswijk er opsat på revanche efter det fatale styrt, der sidste år kostede ham en sikker sejr, Thibaut Pinot og Tejay van Garderen satser på genoprejsning efter et par fiaskoer i de seneste udgaver af Tour de France, og Bauke Mollema, Adam Yates og Ilnur Zakarin håber at bygge videre på de yderst lovende takter, de viste i 2016. Læg dertil, at Mikel Landa er opsat på at genfinde sit fantastiske niveau fra 2015, at Geraint Thomas og Tom Dumoulin for første gang satser 100% på klassementet i en grand tour, og at de unge løver Bob Jungels og Davide Formolo satser på at lægge yderligere et lag på deres allerede høje niveau, og det bliver straks klart, at scenen er sat til den mest åbne og spændende Giro i nyere tid.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Vincenzo Nibali (****)

At gå ind til den 100. udgave af Giro d’Italia som løbets forsvarende vinder og med en hel hjemmebanenations forventninger hvilende tungt på sine skuldre er bestemt ikke en misundelsesværdig position at befinde sig. Efter Fabio Arus afbud er presset på Vincenzo Nibali enormt, når han med nummer 1 på ryggen ruller ud på de første af næsten 4000 km gennem sit hjemland. Forventningen er klar: kun et succesrigt titelforsvar kan tilfredsstille de italienske tifosi.

Det er imidlertid ikke svært at fornemme, at man i Italien ikke er helt trygge ved situationen. For nu fjerde år i træk har Nibali haft en forårssæson, der mest af alt egner sig til at blive sendt direkte i skraldespanden, og den italienske stjerne har intet vist, siden han på spektakulær vis røg i grøften, mens han var på vej mod en OL-medalje i Rio sidste sommer. Trods store ambitioner ikke mindst i Tirreno-Adriatico har det været en Nibali langt fra sit højeste niveau, der har været at finde på de europæiske landeveje i 2017.

Egentlig er det paradoksalt. Frem til og med 2013 var Nibali kendt som en af løbets mest stabile ryttere. Fra februar til oktober var han med overalt og vandt cykelløb gennem hele året. Som med et trylleslag forandredes alt imidlertid i 2014, hvor en helt igennem elendig forårssæson endda fik Astana-manager Alexandre Vinokourov til i et brev til sine ryttere at give dem en klar opsang. Om det var denne skideballe, der virkede, skal vi lade være usagt, men få måneder senere var han stærkere end nogensinde, da han tog den mest suveræne Tour-sejr i nyere tid ved undervejs at vinde ikke færre end fire etaper.

Siden da har mønstret gentaget sig. I 2015 mødte han også op til Touren efter et resultatløst forår, men denne gang kiksede timingen. Først i Tourens tredje uge var han igen den gamle Nibali, og selvom det sandsynligvis kun var en dum punktering på Alpe d’Huez, der kostede ham en podieplads, var han aldrig med i kampen om sejren. Alligevel viste han mod slutningen samt med sin storslåede sejr i Il Lombardia, at han fortsat er en af verdens allerbedste cykelryttere.

Også sidste år mødte han frem til Giroen efter et elendigt Giro del Trentino, og efter at være ramt af sygdom undervejs så alt håb ud til at være ude. Et af de mest vanvittige comebacks - samt Steven Kruijswijks styrt på Colle dell’Agnello - sendte imidlertid hjemmebanehelten til tops, da han fik knækket Esteban Chaves på sidste bjergetape, og de heroiske omstændigheder omkring hans anden sejr dæmpede bestemt ikke hans popularitet i hjemlandet.

Nu er vi der så igen. Nibali har stort set intet præsteret hele foråret, og derfor er han igen udsat for kritik forud for Giroen. Ganske vist vandt han Tour of Croatia for en uges tid siden, men det skete kun i kraft af lidt held på de flade etaper, hvor der opstod huller. Hans angreb på stigningerne var tandløse, og selvom Jaime Roson og Jan Hirt hører til blandt sportens største talenter, vil man normalt forvente, at Nibali er mindst ét niveau over de to unge klatrere. Hans forberedelse har således igen været helt anderledes end de unge år. Mange vil huske, hvordan han i suveræn stil vandt Giro del Trentino forud for sin første Giro-sejr i 2013.

Set i lyset af den nyere tradition burde der måske ikke være grund til den store bekymring. Nibali har trods alt vist, at han er i stand til at time formen til de største opgaver. Alligevel må der være lidt nervøsitet i Bahrain-Merida-lejren. Nibali lagde således ikke skjul på, at han regnede med at være længere fremme i Kroatien. Det skal ses i lyset af den specielle Giro-rute, der allerede på fjerde etape byder på en brutal bjergafslutning på Etna. Her kan man ikke vinde løbet, men man kan meget let tabe det hele allerede efter fire dage, og derfor er der almindelig konsensus om, at man denne gang skal være på 100% straks fra start. Samtidig afvikles etapen på Nibalis hjemø, Sicilien, og han har gjort det klart, at han vil gøre meget for at vinde netop denne etape.

Efter Tour of Croatia nedspillede Nibali sine vanskeligheder, men det kan ikke undgås, at det skaber en betydelig usikkerhed. Både i 2015 og 2016 var han således for sent ude og fandt først formen mod slutningen af sine grand tours, og en lignende tilgang kan være kostbar i en yderst stærkt besat Giro, der byder på to svære bjerge i løbet af de første ni dage.

Alligevel er det vanskeligt ikke at betragte Nibali som den største konkurrent til løbets indlysende favorit, Quintana. Således viste italieneren så sent som i sidste års Giro og specielt ved OL, at han stadig er at regne for en af verdens allerbedste klatrere, og på sine bedste dage er det kun den absolutte elite, der kan bide skeer med ham. Dertil kommer, at han i 2014 fandt formen ud af ingenting, og hvis han vitterligt er knivskarp fra start, som han hele tiden har planlagt, kan han sætte tid i banken i forhold til Quintana både på Etna og Blockhaus, hvor den colombianske stjerne har gjort det klart, at han næppe er på 100% af sin ydeevne.

Dertil skal lægges, at ruten passer Nibali godt. Således venter de sværeste udfordringer i den tredje uge, og Nibali har klart dokumenteret, at han restituerer bedre end de fleste, specielt i lyset af det relativt lette forår, han har haft. Dertil kommer, at udfordringerne mod slutningen er af den type, han elsker. Der er sjældent tale om simple etaper. Tværtimod er der de fleste dage mange bjerge med teknisk svære nedkørsler, og det inspirerer til aggression og opfindsomhed, to egenskaber, Nibali mestrer til perfektion.

Et af de store spørgsmål for Nibali er enkeltstarterne. Uden at være specialist har han altid forsvaret sig fint i kampen mod uret, men han har været alt andet end stabil. På sine bedste dage har han været flyvende - tænk på Giroen 2013 og Touren 2014 - men det har ikke altid været tilfældet. Sidste år skuffede han således på den lange enkeltstart i Italien. Ganske vist passer den komplicerede rute på 10. etape ham fint, men der er ingen garanti, hvad Nibali angår. Han har også forbedret sig mærkbart på de helt flade ruter som den, der venter i Milano, men han er ikke hverken Tom Dumoulin, Geraint Thomas eller Thibaut Pinot.

Det gør imidlertid ikke nødvendigvis det store. Han må stadig forventes at kunne vinde tid på Quintana, og derfor skal han ”bare” følge colombianeren i bjergene, hvis Movistar-kaptajnen som ventet viser sig at være bedre end rivalerne på stigningerne. Dertil skal lægges, at den lange enkeltstart betyder, at han vil kunne undgå førertrøjen i nogen tid, og det er ikke en ulempe for et hold, der ikke er skræmmende. Ganske vist er Kanstantsin Siutsou, Giovanni Visconti, Franco Pellizotti og Javier Moreno dygtige klatrere, men Nibali har ikke det arsenal til rådighed, han havde på Astana. Derfor kan det være en fordel, at andre skal løfte ansvaret.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nibalis forberedelse har ikke været optimal, og i dette felt er der ikke plads til fejltagelser, hvis han vil skrive historie og vinde for tredje gang. På Rios landeveje viste Nibali imidlertid, at han er rytteren med de bedste forudsætning for at matche Quintana i bjergene, og derfor er han manden med de største chancer for at besejre colombianeren, der vil være løbets naturlige omdrejningspunkt. Lykkes det, vil han sikre sig sin femte grand tour-sejr og dermed fortsætte sin march mod toppen af listen over alletiders bedste grand tour-ryttere. Vigtigst af alt vil han imidlertid for altid skrive sig ind i historien som vinderen af den 100. udgave af sit hjemlands vigtigste løb - noget, der vil udødeliggøre ham i et cykelgalt land, der ellers har skabt et utal af store mestre.

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!

 

Steven Kruijswijk (****)

Kun den hjerteløse var ikke berørt, da man så Steven Kruijswijk rulle over stregen efter en dramatisk dag i Alperne på 19. etape af sidste års Giro d’Italia. Få timer forinden havde han været på sporet af at bryde den hollandske grand tour-tørke ved at sikre sig en ganske overraskende sejr i det italienske løb. Selvsikker og imponerende kørsel i bjergene var fulgt op af et lammende uppercut på bjergenkeltstarten, hvor han ikke havde efterladt nogen tvivl om, hvem der var Giroens stærkeste rytter. Alle var enige om, at kun uheld kunne forhindre hollænderen i at hjemføre sig en meriterende triumf på de italienske landeveje - og det var akkurat det, der ramte ham, da lynet slog ned i et ellers uskyldigt sving på Colle dell’Agnello.

Man kunne have tilgivet Kruijswijk, der ovenikøbet fik betydelige skader i styrtet, hvis han havde kastet håndklædet i ringen og var kollapset på den efterfølgende svære bjergetape, men han viste høj moral ved at kæmpe sig igennem smerterne og sikre sig en fornem fjerdeplads, hans hidtil bedste resultat i en grand tour. Den personlige rekord var imidlertid en ringe trøst for en mand, der havde vist, at han endelig havde indfriet det potentiale, han viste i begyndelsen af sin karriere, og etableret sig potentiel vinder af en grand tour.

For bare få år siden så det ellers ud til, at Kruijswijk ville glide ind i glemslen som endnu et falleret hollandsk stortalent. Efter den mindeværdige 8. plads i en meget svær 2011-udgave af Giroen så det ud til, at den næste store klatrer fra det flade Beneluxland var født, men siden gik alt desværre galt. I de følgende år fejlede Kruijswijk gang på gang, og striben af nedture i grand tours syntes nærmest uendelig.

Forklaringen var imidlertid ikke, at potentialet var forsvundet. Tværtimod var der tale om en problem med den store arterie i lysken, som betød, at han ikke kunne udnytte talentet fuldt ud. Den skavank blev fjernet ved en operation i vinteren mellem 2013- og 2014-sæsonerne, og siden da har han været som forvandlet. Ganske vist styrtede han ud af den efterfølgende Giro, men kort efter kørte han en flot Tour trods begrænset forberedelse og i efteråret vandt han Arctic Race of Norway.

Det var imidlertid i 2015, at det blev klart, at Kruijswijk for alvor er tilbage. Efter at en blunder på en ellers uskyldig etape tidligt i løbet havde knust hans podiedrømme viste han sig sammen med Contador, Landa og Aru som den suverænt stærkeste i løbets tredje uge, og for første gang kunne han matche verdens bedste klatrere. Det store tidstab betød, at det ikke blev til mere end en syvendeplads, men Kruijswijk havde vist, at han havde potentialet til langt mere. Det var det potentiale, han var på vej til at realisere, da han knuste rivalerne på bjergenkelstarten til Alpe di Siusi for 12 måneder siden.

Kruijswijk har nu lagt skuffelsen bag sig og er klar til at indfri det mål, der på hjerteskærende vis kiksede i 2016. Denne gang går han ind til Giroen med en bevidsthed om, at han rent faktisk kan matche de bedste, og han kan således gribe løbet an med en selvsikkerhed, han ikke tidligere har haft. Samtidig er det imidlertid også nu, at han skal bekræfte sin status som en førende grand tour-rytter. Historien er fyldt med eksempler på ryttere, der efter én enestående præstation forsvandt ind i glemslen.

Alt tyder imidlertid på, at Kruijswijk er på sporet til måske endda at overgå sig selv fra 2016. Således tyder alt på, at han i år er endnu stærkere, end han var for 12 måneder siden. Således har han fulgt en fuldstændig analog plan forud for Giroen, men resultaterne har været langt bedre. Han har altid været helt anonym i foråret og først fundet formen i maj, men i 2017 har han været langt mere konkurrencedygtig end vanligt. Ganske vist har han været langt fra at køre med om sejrene, men han har været meget tættere på de bedste. Den tendens har han også selv bemærket, og det har fyldt ham med selvtillid forud for det store mål.

Desværre havde Kruijswijk et lille tilbageslag, da han styrtede på 1. etape af Tour de Yorkshire, der igen fungerede som hans sidste opvarmning. Det betød, at han skippede kongeetapen, men ved på autoritativ vis at kontrollere finalen på 2. etape for sin sprinter Dylan Groenewegen viste han, at han ikke blot er sluppet heldigt fra mødet med asfalten, han er også i fremragende form.

Det gør Kruijswijk livsfarlig på en rute, der passer ham perfekt. De vanskeligste udfordringer kommer i løbets tredje uge, hvor den hollandske dieselmotor altid er bedre end rivalerne. Således bliver rytteren, der er kendt som ”the coat hanger”, bare bedre og bedre, som løbet skrider frem. Dertil skal lægges, at løbet i år har meget få irregulære, korte, stejle stigninger. I stedet er der tale om lange, jævne opkørsler, præcis det terræn, der passer den uopslidelige Kruijswijk bedst.

Dertil skal lægges, at Kruijswijk nu om dage kan betragte enkeltstarterne som en force. Ganske vist er han ikke specialist, men han kørte fremragende tidskørsler både i 2015 og 2016. Han burde således kunne sætte tid i banken i forhold til både Quintana og Nibali på 10. og 21. etape, og det vil i princippet kunne gøre det muligt for ham at køre defensivt i bjergene.

Det er måske også nødvendigt. Kruijswijks største svaghed er nemlig ikke ham selv, men hans hold. Ganske vist har man forstærket sig med Jurgen Van Den Broeck og Stef Clement, og Enrico Battaglin var i 2016 helt fantastisk i den tredje uge, men det kan ikke ændre på, at Kruijswijk blandt topnavnene har den svageste opbakning. Det kan blive et problem i den tredje uge, hvor flere af etaperne bliver svære at kontrollere, og i et løb, hvor antallet af rivaler er historisk stort.

I 2016 var Kruijswijk imidlertid så suveræn, at han uden problemer overvandt den udfordring. I år er han endnu stærkere, og det bør give anledning til, at konkurrenterne ryster i bukserne. Ganske vist har han ike som mange andre stået på et grand tour-podie, men Kruijswijk er én af de få, der har vist, at han rent faktisk kan vinde et tre uger langt etapeløb. Skulle det lykkes i 2017, vil det lukke et gabende sår efter sidste års store skuffelse - og hvem ville ikke synes, at det ville være en fortjent oprejsning for en mand, der på den mest brutale vis fik stjålet den sejr, der ville have udødeliggjort ham i sit hjemland?

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!