Giro d’Italia 2017: Podiekandidaterne (**)

Giro d’Italia-arrangørerne i RCS Sport må knibe sig selv i armen i disse dage. Ganske vist havde man håbet på, at den 100. udgave af Giroen ville have en vis tiltrækningskraft på de største stjerner, men man havde næppe ventet, at det i den grad skulle lykkes at få samlet et så velbesat felt til jubilæet. Sidste efterår var der imidlertid nærmest ingen ende på rækken af grand tour-ryttere, der meldte deres ankomst, og med kun få dage til starten er det lettere at nævne, hvem der ikke er med, end hvem der giver sig i kast med den historiske udfordring.

Man havde utvivlsomt håbet på at se Chris Froome, Alberto Contador, Richie Porte, Alejandro Valverde, Rafal Majka, Esteban Chaves og Romain Bardet på startstregen, men når man ser bort fra denne kvintet, vil alle de bedste etapeløbsryttere være at finde på Sardinien, når starten gives. Kun tabet af Fabio Aru, hvis duel med den anden italienske stjerne, Vincenzo Nibali, var imødeset med stor spænding, men som blev aflyst på grund af et dumt træningsstyrt, samt Michele Scarponis tragiske dødsfald kaster malurt i bægeret for arrangørerne, der har al mulig grund til at være stolte af feltet i den klart stærkest besatte udgave af løbet i dette årtusinde.

Feltet føres an af Nairo Quintana, der overraskende har valgt at kaste sig ud i et historisk forsøg på at sikre sig en Giro-Tour-double, men han får kam til sit hår. Vincenzo Nibali drømmer om at forsvare titlen og sikre sig en tredje sejr, Steven Kruijswijk er opsat på revanche efter det fatale styrt, der sidste år kostede ham en sikker sejr, Thibaut Pinot og Tejay van Garderen satser på genoprejsning efter et par fiaskoer i de seneste udgaver af Tour de France, og Bauke Mollema, Adam Yates og Ilnur Zakarin håber at bygge videre på de yderst lovende takter, de viste i 2016. Læg dertil, at Mikel Landa er opsat på at genfinde sit fantastiske niveau fra 2015, at Geraint Thomas og Tom Dumoulin for første gang satser 100% på klassementet i en grand tour, og at de unge løver Bob Jungels og Davide Formolo satser på at lægge yderligere et lag på deres allerede høje niveau, og det bliver straks klart, at scenen er sat til den mest åbne og spændende Giro i nyere tid.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Mikel Landa (**)

Man forstår Mikel Landa, hvis han er lidt bitter på Astanas sportsdirektør Giuseppe Martinelli. I 2015 fik baskeren sit store gennembrud i Giro d’Italia og udmærkede sig i løbets anden halvdel som løbets stærkeste rytter. Trods et stort nederlag på enkeltstarten fik han endda mulighed for at gribe ud efter sejren ved flere lejligheder, specielt da Alberto Contador oplevede en sjælden krise på Colle delle Finestre bare 24 timer inden løbets afslutning. Astana-ledelsen havde imidlertid større interesse i at sikre den lokale helt Fabio Aru en plads på podiet og frarøvede Landa muligheden for at køre sin egen chance. Ingen kan være i tvivl om, at Landa var bedste mand mod slutningen af den 98. udgave af Giroen, og det er svært at benægte, at han i hvert fald havde haft en mulighed for at vinde, hvis han havde fået lov.

Kontroversen endte med en indlysende skilsmisse, men inden afgangen spillede Landa den helt afgørende rolle i at knække Tom Dumoulin og sikre Aru den samlede sejr i Vueltaen - i øvrigt efter at have vundet kongeetapen. Dermed havde han bekræftet, hvad han havde vist i Giroen, og det var derfor ingen overraskelse, at selveste Sky kastede al deres støtte bag den baskiske superklatrer som manden, der kunne bryde det britiske mandskabs årelange forbandelse i Italiens største etapeløb. Landa blev udpeget som kaptajn for verdens bedste etapeløbshold i sin første grand tour for sit nye mandskab.

Efter en sejr i Giro del Trentino viste det sig desværre, at forbandelsen var smitsom. Efter en suveræn sejr i Giro del Trentino, hvor han havde været mindst ét niveau over rivalerne, stillede han til start som de fleste eksperters bud på manden, der kunne true storfavoritten Vincenzo Nibali. Desværre viste det sig, at Sky-forbandelsen var smitsom. Efter en lidt vaklende start var Landa tilbage på sporet, da han overstod den værste forhindring ved at køre sit livs enkeltstart, men to dage efter var han ude af løbet, sat tilbage af sygdom.

Siden da har Landa ikke været sig selv. Han spillede en relativt anonym rolle som hjælper for Chris Froome i Touren og måtte med kort varsel droppe Vueltaen med rygproblemer. I år kom han fornuftigt til start med anstændige præstationer på kongeetaperne i Ruta del Sol og Tirreno-Adriatico, men han blev ramt af et tilbageslag i Catalonien, hvor han udgik med sygdom.

I de to foregående år har Landa været tvunget til at starte sin sæson sent på grund af forskellige sygdomme. Hver gang har han været i et kapløb med tiden for at blive klar til Giroen, og hver gang har han nået det. Begge gange har han overrasket sig selv ved at vinde etaper i Baskerlandet Rundt i begyndelsen af april, men det har været i Giro del Trentino, at han for alvor har fundet sit topniveau, mest markant naturligvis i 2016, hvor han tog den samlede sejr.

I år har situationen været anderledes. Landa har ikke været ramt af sygdom, og for første gang siden 2014 har han haft en vinter, hvor han har kunnet lægge den rette basis. Alligevel har det været et vaklende forår, og for første gang siden gennembruddet gav Tour of the Alps - det nye navn for Giro del Trentino - ikke en fuldstændig bekræftelse på, at han er klar til sæsonens store højdepunkt. Således kom Landa skidt fra start, inden han undervejs blev bedre og bedre. Han blev nummer 2 efter holdkammeraten Thomas på kongeetapen - hvor han helt tydeligt gravede ekstremt dybt for ikke at få en øretæve af medkaptajnen - og siden imponerede han stort på de sidste to etaper, som han nærmest egenhændigt kontrollerede i tjeneste for Thomas.

Præstationen i Trentino efterlader nogen tvivl. På den ene side er Landa tydeligvis ikke så stærk, som han var for 12 måneder siden. På den anden side er hans form tydeligvis i fremgang, og hvis tendensen fortsætter, og han kan holde niveauet gennem tre uger, er han på vej mod noget meget stort i Giroen.

I lyset af den megen uheld, Sky har haft i de senere år, er Landa denne gang ikke enerådig kaptajn. I stedet stiller han til start med Thomas ved sin side, og den officielle melding er, at løbet vil afgøre hvem af de to, der er bedst. Alligevel fornemmer man tydeligt på udtalelser fra ryttere og ledelse, at Thomas’ stærke forår har løftet ham en anelse op i hierarkiet, og Landa synes mere at være plan B end kaptajn.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det har logikken bag sig. I kraft af sin stærke enkeltstart fremstår Thomas som et reelt vinderbud, mens det er sværere at forestille sig Landa øverst på podiet. Ganske vist vil Landa være uhyggelig på stigningerne, hvis han rent faktisk kan genfinde det niveau, han havde i 2014, men på 70 km enkeltstart vil han tabe kolossale mængder tid. Ganske vist begrænsede han tabet flot i 2016, og hans forbedringer er indlysende, men denne gang passer ruterne ham dårligere, og han er næppe så heldig, at regnvejr igen sætter de bedre enkeltstartsrytter tilbage. Derfor vil Landa have et kolossalt efterslæb, der skal indhentes i bjergene. Naturligvis vil tabet til Quintana være mindre end til de bedre enkeltstartsryttere, men selv hvis han når sit højeste niveau, får Landa svært ved at hente det tabte til Quintana, der trods alt er et niveau over baskeren.

Samtidig er der en risiko for, at Landa hurtigt glider lidt ned i hierarkiet, hvis Thomas som ventet brager en forrygende enkeltstart af på 10. etape. Det kan lægge en dæmper på hans frihed, og hvis han skal have en chance for at vinde, skal han netop udnytte sin aggression og angrebslyst. Får han rum til at køre med vanlig offensiv indstilling og kan han genfinde sit 2015-niveau, har han gode muligheder for igen at ende på podiet. At vinde sin første grand tour i dette selskab er imidlertid en anden sag, og her kommer Landa sandsynligvis til kort.

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Tom Dumuoulin (**)

Når det handler om sejre i grand tours, er sensationer yderst sjældne. Tre ugers udmarvende udfordringer i bjergrigt terræn er så krævende en prøvelse, at kun de allerbedste kan være med, og derfor er det næsten umuligt for en ”nobody” at løbe med sejren. I nyere tid har Chris Horner og Juan Jose Cobo ganske vist taget overraskende triumfer i Vueltaen, men begge de to klatrere var trods alt stillet til start med tidligere top 10-placeringer i tre uger lange etapeløb og med erklærede ambitioner om at køre efter klassementet.

Ingen af dette var imidlertid en del af Tom Dumoulins rygsæk, da han stillede til start i Vueltaen i 2015. Tværtimod var han styrtet ud af Touren bare et par uger forinden, og selvom han havde nået at træne lidt i højderne, var målet alene at forsøge at køre sig i form undervejs for at gå efter en etapesejr i løbets anden halvdel, specielt på enkeltstarten. Løbet udviklede sig imidlertid helt anderledes end forventet for den store hollænder. Allerede på løbets 2. etape overraskede han sig selv ved at være meget tæt på en etapesejr, og tre dage senere havde han pludselig førertrøjen. En sådan giver man naturligvis ikke fra sig frivilligt, og da han efter i første omgang at have mistet den, generobrede trikoten ved på fantastisk vis at slå Chris Froome på den stejle Cumbre del Sol-stigning før første hviledag, begyndte håbet om en topplacering langsomt at spire.

De fleste ved i dag, hvordan det endte. Dumoulin fortsatte med at overgå sig selv, og efter at have generobret trøjen på løbets enkeltstart var løbet kun én bjergetape for langt til, at han havde leveret den største grand tour-sensation i nyere tid. Dagen inden afslutningen i Madrid lykkedes det imidlertid Mikel Landa og Fabio Aru at knække den store hollænder, der uden støtte fra sit hold, som slet ikke var gearet til at køre efter sejren i et stort etapeløb, og derfor gled han ned på en sjetteplads - et resultat, som han uden tvivl havde været meget stolt af, hvis ikke det var fordi, han havde kunnet smage sejren.

Bedriften fik imidlertid Dumoulin til at skifte mening. Jeg husker, at jeg ved VM i Firenze i 2013 spurgte det unge hollandske enkeltstartstalent, om han nærede ambitioner i de tre uger lange løb. Med et spontant grin fik han mig næsten til at føle mig flov over at have spurgt, og han gjorde det klart, at han slet ikke anså det for realistisk at begå sig med klatrerne i de høje bjerge.

Nu er situationen anderledes. 2016-sæsonen handlede ganske vist kun om OL og enkeltstarter, og i stedet brugte Sunweb tiden på at omdefinere holdet fra et sprinter- og klassikermandskab til at være en trup, der kan køre efter klassementet i grand tours. Selvom han slet ikke fokuserede på sin klatring eller tog på højdetræningslejre lykkedes det alligevel Dumoulin at forsvare førertrøjen på de første bjergetaper i Giroen, inden han måtte udgå med et siddesår. I Touren vandt han endda den store bjergetape til Andorra og satte alle konkurrenter til vægs på løbets første, ganske kuperede enkeltstart.’

Nu er tiden så kommet, hvor Dumoulin skal finde ud af, om han kan udvikle sig til grand tour-rytter. For første gang stiller han til start i et tre uger langt etapeløb med det erklærede mål at gå efter klassementet, og derfor har hans forberedelser været helt anderledes end tidligere. Efter succesen med at træne i højderne i 2015 har han tilbragt det meste af 2017 på diverse træningslejre og kun været tilbage på fastlandet i februar og marts for at teste klatrebenene. Her viste han tydeligt, at han er på sporet. Han klatrede fremragende i Abu Dhabi Tour, som han endda kunne have vundet, hvis han havde angrebet tidligere, og i Tirreno-Adriatico var han brølstærk på Monte Terminillo, hvor det kunne være blevet til meget mere, hvis han ikke havde tabt roen og havde angrebet de rene klatrere i den hårde modvind.

Disse præstationer indikerer klart, at Dumoulin har forbedret sin klatring, og det gør ham til en reel podiekandidat. Således har han jo allerede vist, at han kan blande sig med de bedste på stigningerne, når han er i topform, og i år må han ventes at være endnu bedre. Desværre er der grund til at nære bekymring for det, der hele tiden har været hans force: enkeltstarterne. Hvis han skal vinde en grand tour, skal han Dumoulin være i stand til fortsat at massakrere rivalerne i kampen mod uret, som han gjorde i Vueltaen i 2015 og i Touren sidste år. Han har imidlertid hele tiden luftet en bekymring for, at hans fokus på klatring kunne have en negativ effekt på hans power, og desværre kunne hans chokerende dårlige enkeltstart i Tirreno indikere, at det netop er, hvad der er sket.

Det var imidlertid samtidig end øjenåbner for den hollandske stjerne. I weekenden fortalte han Algemeen Dagblad, at etapen havde vist ham, at gode enkeltstarter ikke kommer af sig selv. I den første del af året havde han således knap rørt sin enkeltstartscykel, men nu har han lært, at det er en spidskompetence, der skal vedligeholdes. Derfor kan man håbe, at Dumoulin er ved tidligere tiders styrke på 10. og 21. etape, og er det tilfældet, kan han opbygge sin en helt kolossal buffer over alle andre konkurrenter end Rohan Dennis.

Alligevel er det vanskeligt at se Dumoulin som samlet vinder. Det skyldes ikke mindst ruten. Ganske vist er der næsten 70 km enkeltstart, men den tredje uge er så svær og indeholder så lange stigninger, at en stor fyr som Dumoulin må få det svært over for de lettere fyre. Det indrømmer han da også selv, og den personlige ambition er derfor helle ikke den samlede sejr. Giroen er først og fremmest en test, der skal vise, hvad der i fremtiden er muligt. Hans gode start på 2017 tyder på, at meget kan lade sig gøre, og Dumoulin er på sporet mod en stor Giro. Det rækker næppe til sejr denne gang, men det vil være endnu et skridt på vejen mod noget, der meget vel kan få en lykkelig afslutning om et par år og give den sejr, som han var så tæt på for to år siden i Spanien.

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Adam Yates (**)

”Adam er her ikke for at køre klassement. Han skal bare udse sig sine etaper og se, om han kan komme herfra med en sejr og værdifulde erfaringer.” Det var det mantra, der blev gentaget til hudløshed under Tour de France i 2016. Vi var mange, der troede australierne, men vi blev snydt. Adam Yates havde ikke til sinds at smide tid frivilligt, og efterhånden som løbet skred frem, og den unge brite viste sig mere og mere holdbar, blev det klart, at ambitionerne rakte meget længere end til en etapesejr. Således blev Yates hængende helt i toppen af kassementet, hvor han endda en overgang blev nummer 2, men der nagede hele tiden en usikkerhed, om han havde holdbarheden i den tredje uge. Det viste sig ikke at volde ham nævneværdige problemer, og da han rullede ind i Paris efter tre udmarvende uger, var det med en ganske overraskende fjerdeplads på kontoen og en hvid ungdomstrøje på skuldrene.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Bedriften er blot det foreløbige højdepunkt på en nærmest kometagtig karriere, der allerede tog fart U23-årene. Sjovt nok blev han vejet og fundet for let af British Cycling, der kastede al deres kærlighed og støtte efter tvillingebror Simon, mens Adam var henvist til at følge en alternativ karrierevej på små franske amatørhold og uden for det verdensberømte britiske set-up. Med andenpladsen i Tour de l’Avenir i 2013 gjorde han imidlertid den britiske ledelses analyser til skamme, og da han i sit første år som professionel tog en imponerende samlet sejr i Tour of Turkey, en femteplads i Tour of California og en sjetteplads i Dauphiné, stod det klart for enhver, at der her var tale om ”the real deal”.

Siden er det gået slag i slag for Yates. Det er er ikke mange, der allerede i deres anden sæson som professionel kan vinde en af sportens store klassikere, men det var, hvad Yates gjorde, da han satte alle Tour-stjernerne på den sidste stigning i 20125-udgaven af Clasica San Sebastian. Et par uger senere var det kun Tim Wellens, der var bedre i en regnvåd udgave af GP Montreal, og dermed havde han med ét etableret sig som en af sportens bedste i kuperede endagsløb. I 2016 kom så det store Tour-gennembrud og bekræftelsen på, at også grand tours er indenfor rækkevidde for den unge brite.

Nu skal Yates for første gang give sig i kast med Giroen. Oprindeligt skulle han have delt kaptajnrollen med Simon, men en drilsk knæskade til Tour-kaptajnen Esteban Chaves har ansporet Orica-Scott-ledelsen til at ændre planer. Simon skal nu sammen med Chaves løfte ansvaret i Touren, og dermed ligger hele presset for klassementssucces i Italien på Adams unge skuldre.

Det er imidlertid næppe et problem. Hvis der er noget, de første år af Yates’ karriere har lært os, er det, at den unge brite er uhyre afslappet. Intet synes at kunne gå Orica-rytteren på, og han har en naturlig distance til begivenhederne. End ikke når en oppustelig port falder ned over ham, netop som han er i angreb i Touren, lader han sig slå ud, og i stedet gentager han til utrættelighed det relativt intetsigende mantra ”It is what it is” i samtlige interviews.

Denne ro er imidlertid en stor del af forklaringen på, at han er kommet så langt, og der er al mulig grund til at nære store forventninger til Giro-debuten. Således har Yates i starten af året bekræftet, at han er i stand til at udfordre de allerbedste på stigningerne. Efter en sejr i endagsløbet GP Industria blev han således kun sat til vægs af Nairo Quintana og Geraint Thomas på kongeetapen i Tirreno, hvor sygdom desværre tvang ham til at udgå. Det satte ham også tilbage forud for Catalonien Rundt, som han alligevel endte på en ganske hæderlig fjerdeplads. Senest har han med en 8. plads i Liege, hvor han ellers arbejdede hårdt for Michael Albasini i finalen, vist, at alt er, som det skal være forud for Giro-starten.

Der er således ingen tvivl om, at Yates er aldeles velforberedt, og han er en af de få, der kan ventes for alvor at true Quintana i bjergene. Alligevel er det vanskeligt at forestille sig, at han ender øverst på podiet i Milano. Det skyldes først og fremmest de næsten 70 km enkeltstart. Yates er ikke og bliver aldrig specialist i kampen mod uret, og selvom han gør sit bedste for at overvinde denne svaghed, vil hans tidstab på 10. og 21. etape reelt tage ham ud af kampen om den samlede sejr.

Dertil kommer, at yderligere to forhold stiller visse spørgsmålstegn ved Yates. For det første er stigningerne koncentreret i den tredje uge, og sidste års Tour indikerede, at han ikke er i stand til at holde sit allerhøjeste niveau over tre uger. Vi er således ikke meget i tvivl om, at Yates vil være aggressiv og dominerende, når man rammer Etna og Blockhaus tidligt i løbet, men vi frygter, at han vil være i defensiven, når løbet skal afgøres til sidst. Derudover er han af en mere eksplosiv natur, og de sidste etaper er karakteriseret ved bestå af flere lange bjerge, hvor han er mindre på hjemmebane.

Det betyder imidlertid ikke, at Yates ikke kan komme langt, og hvis han virkelig kører så godt opad, som vi forventer, kan han ikke blot vinde flere etaper i den første halvdel - eksempelvis vil han være blandt favoritterne i de to puncheur-afslutninger på 6. og 8. etape - han kan også ende på podiet i Milano. Desværre er skridtet fra et af de to sekundære trin til det øverste meget langt, og Yates har næppe endnu forbedret sin enkeltstart så meget, at han for alvor kan true de bedste. Heldigvis har den talentfulde brite tiden for sig.

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Bauke Mollema (**)

Hvis der var noget, der kendetegnede 2016-sæsonen, var det spektakulære styrt, der i den absolutte finale af grand tours ødelagde det store gennembrud for nogle af sportens mest lovende ryttere. Steven Kruijswijk mistede sandsynligvis en samlet sejr i Giroen på nedkørslen fra Colle dell’Agnello, hvor også Ilnur Zakarin måtte se en top 5-placering blive knust sammen med hans kraveben på den italienske asfalt. I Tour de France overgik samme skæbne Bauke Mollema, der efter adskillige år som evig top 10-kandidat, pludselig havde taget det næste skridt og etableret sig som en rytter, der kunne kæmpe med om podiepladserne i de store grand tours. På hjerteskørende vis blev det hele imidlertid ødelagt, da hollænderen gled på de regnvåde veje bare 48 timer før finalen i Paris, og uheldet endte med at koste så meget tid på både den og den efterfølgende etape, at han end ikke endte i top 10.

Ser man således alene på resultatet, er der intet, der indikerer, at Mollema er klar til at tage skridtet fra top 10- til vinder- eller podiekandidat. De folk, der så den første del af Touren, ved imidlertid, at man ikke skal lade sig narre. Mollema er i dag en helt anden rytter, end han var for bare to år siden, og han kan stille til start i sin første Giro siden 2012 med reelle forhåbninger om at slås med de bedste helt i toppen i klassementet.

Ambitionsniveauet skyldes det, han viste på de franske landeveje sidste sommer. Der er ikke mange i denne verden, der kan følge Chris Froome og Richie Porte på en svær stigning som Mont Ventoux, men det var netop, hvad Mollema præsterede for et års tid siden. Efter at de to stjerner var kørt væk, lukkede Trek-kaptajnen i et snuptag hullet, og selvom det hele endte i skandale med et dramatisk styrt og en kommissærbeslutning, der bestemt ikke var til Mollemas fordel, viste etapen, at han havde nået et helt nyt niveau. Det bekræftede han ved efterfølgende at køre sit livs enkeltstart, og da man nåede frem til løbets sidste hviledag, var det således ikke Quintana eller en anden forhåndsfavorit, der var nummer 2 bag suveræne Froome. Det var derimod Mollema.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Desværre endte det hele som bekendt i en stor nedtur, og det var næsten som at gnide salt i såret, at Mollema samtidig måtte se sin kaptajnrolle blive revet fra ham. Ankomsten af Alberto Contador betød, at der ikke bliver mulighed for, at Mollema kan tage revanche på de franske landeveje, og i stedet er han henvist til Giroen, hvor han skal forsøge at bevise, at det ikke var nogen tilfældighed, at han var så tæt på at ende på podiet i Paris sidste sommer.

Kan Mollema så leve op til sidste års præstation og således vise Trek-ledelsen, at de roligt kan bevare ham som kaptajn, når Contador om ikke så mange år endegyldigt kører cyklen i garagen? Signalerne fra forårets løb har været blandede. En helt fantastisk sejr på den flade enkelstart i Vuelta a San Juan, som han vandt samlet, var endnu en bekræftelse på, at Mollema efter skiftet til Trek har udviklet sig til lidt af en enkeltstartsspecialist. Til gengæld endte både Tirreno-Adriatico og Volta a Catalunya ifølge Mollema selv yderst skuffende, og han havde håbet på at få mere ud af årets første måneder.

Modsat næsten alle øvrige rivaler har Mollema ikke kørt ét eneste cykelløb i april, og derfor er der ingen, der ved, hvordan han er stillet. Det vil imidlertid være dumt at afskrive den stabile hollænder. Sidste år var der således ingen indikationer på, at et stort gennembrud var i vente, da Mollema efter et skidt Dauphiné stillede til start i Touren. Denne gang er meldingen fra Trek-lejren også, at alt er forløbet efter planen, og hvis Mollema med succes har kopieret opskriften fra sidste år, er der ingen grund til, at han ikke kan være på samme niveau i Giroen.

Med sin nyfundne styrke på enkeltstarterne er de 70 km mod uret en klar fordel for Mollema, der samtidig vil være en af de bedste i bjergene, hvis han vitterligt har de ben, han havde sidste sommer. Samtidig er han yderst stabil og god til at begrænse tabet på dage, hvor han ikke er på toppen, og han undgår altid de helt store tidstab. Alligevel er der grund til en vis bekymring. I sommer havde Mollema således vist klare svaghedstegn allerede inden styrtet, og pilen pegede klart nedad, inden det gik galt. Derfor mangler Mollema fortsat at vise, at han kan holde det høje niveau i alle tre uger, og det er nu engang den allervigtigste forudsætning, hvis man vil vinde en grand tour.

Dertil kommer, at Mollema også kan føle sig overset, da Trek-ledelsen fordelte kræfterne mellem Tour- og Giro-trupperne. Mens Contador således har det fulde arsenal af klatrere til sin rådighed i juli - det gælder i øvrigt også Mollema selv - må hollænderen nøjes med et yderst svagt mandskab i Italien. Således er det kun Peter Stetina, der kan ventes at støtte ham dybt inde i bjergetaperne, og det synes næsten at blive umuligt for ham at forsvare en føring, hvis han rent faktisk kan erobre den eftertragtede maglia rosa.

Heldigvis kan mindre end en sejr også gøre det. For Mollema handler den 100. udgave af Giro d’Italia først og fremmest om at vise for sig selv og omverdenen, at det, han viste i sidste års Tour, ikke var et engangstilfælde. Det afgørende er at dokumentere, at en grand tour-sejr i fremtiden er en reel mulighed, og at han fortjener den fulde opbakning fra Trek i fremtiden. Til det formål rækker en podieplads, og hvis han kan nå samme høje niveau som i 2015, er det bestemt muligt, at Mollema får indfriet målet om den top 3-placering, der knustes så brat på asfalten i Alperne for mindre end et år siden.

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!