Giro d’Italia 2017: Vinderkandidaterne (***)

Giro d’Italia-arrangørerne i RCS Sport må knibe sig selv i armen i disse dage. Ganske vist havde man håbet på, at den 100. udgave af Giroen ville have en vis tiltrækningskraft på de største stjerner, men man havde næppe ventet, at det i den grad skulle lykkes at få samlet et så velbesat felt til jubilæet. Sidste efterår var der imidlertid nærmest ingen ende på rækken af grand tour-ryttere, der meldte deres ankomst, og med kun få dage til starten er det lettere at nævne, hvem der ikke er med, end hvem der giver sig i kast med den historiske udfordring.

Man havde utvivlsomt håbet på at se Chris Froome, Alberto Contador, Richie Porte, Alejandro Valverde, Rafal Majka, Esteban Chaves og Romain Bardet på startstregen, men når man ser bort fra denne kvintet, vil alle de bedste etapeløbsryttere være at finde på Sardinien, når starten gives. Kun tabet af Fabio Aru, hvis duel med den anden italienske stjerne, Vincenzo Nibali, var imødeset med stor spænding, men som blev aflyst på grund af et dumt træningsstyrt, samt Michele Scarponis tragiske dødsfald kaster malurt i bægeret for arrangørerne, der har al mulig grund til at være stolte af feltet i den klart stærkest besatte udgave af løbet i dette årtusinde.

Feltet føres an af Nairo Quintana, der overraskende har valgt at kaste sig ud i et historisk forsøg på at sikre sig en Giro-Tour-double, men han får kam til sit hår. Vincenzo Nibali drømmer om at forsvare titlen og sikre sig en tredje sejr, Steven Kruijswijk er opsat på revanche efter det fatale styrt, der sidste år kostede ham en sikker sejr, Thibaut Pinot og Tejay van Garderen satser på genoprejsning efter et par fiaskoer i de seneste udgaver af Tour de France, og Bauke Mollema, Adam Yates og Ilnur Zakarin håber at bygge videre på de yderst lovende takter, de viste i 2016. Læg dertil, at Mikel Landa er opsat på at genfinde sit fantastiske niveau fra 2015, at Geraint Thomas og Tom Dumoulin for første gang satser 100% på klassementet i en grand tour, og at de unge løver Bob Jungels og Davide Formolo satser på at lægge yderligere et lag på deres allerede høje niveau, og det bliver straks klart, at scenen er sat til den mest åbne og spændende Giro i nyere tid.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Ilnur Zakarin (***)

Det store spørgsmål forud for Tour de Romandie i 2015 var, hvem af de tre store grand tour-stjerner Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali, der ville løbe med sejren. Efter seks dage i de schweiziske bjerge var de tre topnavne imidlertid alle blevet sat til vægs af en ung russer, hvis hidtil bedste resultat var den samlede sejr i Tour d’Azerbaijan et år tidligere. Med offensiv kørsel på løbets kongeetape og en suveræn enkeltstart havde Ilnur Zakarin vist sig som den stærkeste rytter i det måske stærkest besatte af de ugelange etapeløb på WorldTouren.

Resultatet skabte stor hype om Zakarin forud for hans Giro d’Italia-debut, men Katusha valgte klogelig at nedspille forventningerne. Zakarin var ikke kommet til Italien for at køre klassement, men for at lære. Alligevel viste han klassen ved undervejs at sikre sig en mindeværdig etapesejr på en regnvåd dag midtvejs i løbet og dermed bekræfte, at den næste russiske stjerne var født.

I 2016 var presset på Zakarin stort. Efter et svagt efterår var det tid til at bekræfte, at han vitterligt var ”The real del”. Hvis nogen stadig var i tvivl, blev de tavse efter hans sejr på kongeetapen i Paris-Nice, men det var i april, at Zakarin for alvor viste, at han skal tages seriøst. I Liege-Bastogne-Liege var han således løbets stærkeste mand, og havde det ikke været for de nye brosten i finalen, hvor hans lette statur gjorde det umuligt at følge de tungere drenge, havde han med stor sandsynlighed vundet det belgiske monument. Få dage senere kunne han som eneste mand følge Nairo Quintana i bjergene i Romandiet, hvor det kun var et par skuffende enkeltstarter, der kostede ham muligheden for at forsvare titlen.

Det store spørgsmål var imidlertid, om Zakarin var holdbar over tre uger. Svaret kom en måned senere, da han med tre dage igen lå på en fin femteplads med gode muligheder for at avancere i klassementet. Et slemt styrt på nedkørslen fra Colle dell’Agnello efterlod ham imidlertid men en knust drøm og et brækket kraveben og uden mulighed for på papiret at dokumentere sin status som en seriøs grand tour-kandidat.

Zakarin var hurtigt tilbage på cyklen og bekræftede få uger senere, at han er et af sportens supertalenter. Selvom han stillede til start i Touren langt fra topformen, fik han i løbet af to uger opbygget et så højt niveau, at han med skræmmende styrke satte Rafal Majka til vægs på en stor bjergetape i Alperne og sikrede sig sin første etapesejr i verdens største løb - og det kunne være blevet til endnu en, hvis ikke han et par dage tidligere havde tabt sine kontaktlinser på en nedkørsel, mens han sad i det vindende udbrud.

De to foregående år har gjort det klart, at Zakarin er en af verdens allerbedste klatrere, og nu er det tid til at få det hele til at gå op i en højere enhed i sin fjerde grand tour. Denne gang har han haft en mere stille forårssæson, delvist på grund af et styrt i Volta a Catalunya, delvist som led i en bevidst plan, der skal sikre mere friskhed i den brutale tredje uge. Manglen på resultater betyder, at Zakarin er fløjet under radaren, men det vil være en stor fejl af rivalerne ikke at holde et vågent øje med russeren.

Zakarin har allerede vist, at han på sine bedste dage kan matche de allerbedste i bjergene - selv Quintana - og samtidig tyder intet på, at hans udvikling er stoppet. Tværtimod er der ingen grund til at forvente, at han i år ikke vil være endnu stærkere end tidligere, hvilket i sig selv er et skræmmende perspektiv. Han har vist, at han kan håndtere det dårlige vejr, der ofte præger Giroen, og at han er i sit es på lange, svære stigninger. Med andre ord har han ingen grund til at frygte den svære tredje uge.

Det store spørgsmål er, hvad vi skal forvente på enkeltstaterne. I starten af sin karriere var Zakarin faktisk kendt som enkeltstartsspecialist, men efterhånden som han tabte sig, mistede han sin power. Derfor har han i de senere år slet ikke været på samme niveau, og faktisk har han ofte kørt decideret skuffende. En 10. plads på enkeltstarten i Romandiet indikerer imidlertid, at han stadig kan - også selvom han i det schweiziske løb ikke var i topform - og mange vil også erindre, hvordan han kørte en fremragende enkeltstart i sidste års Giro, indtil han styrtede på de regnvåde veje. Han kommer ikke til at præstere på den helt flade 21. etape, men den svære 10. etape kan sagtens vise sig at være et våben i Zakarin arsenal.

Ingen kan betvivle, at Zakarin har niveauet til at matche de bedste. Alligevel er han stadig kun en vinderkandidat, ikke en favorit. Det skyldes usikkerhed om hans evne til at holde sit fantastiske topniveau over tre uger. Han kollapsede ganske vist ikke i sidste års Giro, men det var heller ikke den stærkeste udgave af russeren, vi så mod løbets slutning, hvor han var i defensiven.

Det er imidlertid det, han prøver at rette op på, ved at have en lettere forårssæson, og lykkes det projekt, vil han måske være i stand til at ramme sit topniveau i løbets tredje uge, hvor det hele skal afgøres. Sker det kan alt lade sig gøre for en mand, der har vist, at der tilsyneladende ingen grænser er for potentialet. Quintana har én gang måttet se Zakarin neutralisere alle angrebene i bjergene, og hvis det bliver tilfældet i de italienske Alper og Dolomitter, kan Katusha-rytteren ende som den første russiske Giro-vinder siden Pavel Tonkov.

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Geraint Thomas (***)

Bradley Wiggins har vist, at det kan lade sig gøre. De fleste ville have betragtet det som umuligt at transformere sig fra tung, kraftfuld banerytter til grand tour-vinder, men Wiggins brød al logik ved i 2012 at nå kulminationen på en proces, der var startet allerede efter OL i 2008. Langsomt havde briten bevæget sig op i etapeløbshierarkiet, indtil han nåede højdepunktet i en fantastisk sæson, hvor han vandt nærmest alt, hvad han rørte ved, mest markant naturligvis Tour de France.

Processen har inspireret flere. Rohan Dennis har netop indledt en tilsvarende proces, men det er Geraint Thomas, der er tættest på at gøre ham kunsten efter. Efter en meget succesrig banekarriere og siden en tid som en af verdens allerbedste ryttere på brostenene, er den alsidige waliser gået i gang med næste projekt: at gøre Wiggins kunsten efter og etablere sig som en førende grand tour-rytter.

Som det har været tilfældet for Wiggins, har det været en langsom, gradvis opstigning mod toppen af hierarkiet. Første indikation på potentialet kom i 2013, hvor han blev nummer 15 i Dauphiné trods sin status som hjælperytter, og året efter kunne han have vundet Paris-Nice, vis det ikke havde været for et dumt styrt. Det var imidlertid i 2015, at han for alvor indså, hvad der kunne lade sig gøre. Efter en samlet sejr i Volta ao Algarve blev han nummer 2 efter holdkammeraten Richie Porte på kongeetapen i Paris-Nice, og siden sikrede han sig en samlet andenplads i en usædvanligt hård udgave af Schweiz Rundt.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Det store gennembrud kom i Touren, hvor han var stillet til start helt uden personlige ambitioner. Med tre dage igen var han imidlertid stadig i spil til en plads på podiet, selvom han havde ageret hjælperytter for Froome. Desværre blev løbet tre dage for langt, men det overbeviste Thomas om, at han er klar til at forsøge at udvikle sig til grand tour-rytter.

Fra og med 2016 har prioriteten været klar. Det er slut med at satse på klassikerne for Thomas, der helt og holdet fokuserer på etapeløbene. I første omgang skulle han sidste år have været plan B for Froome i Touren, og efter samlede sejre i Algarve og Paris-Nice var han på sporet. Desværre måtte han betale nogle dyre lærepenge, da han i de sidste uger frem mod den franske grand tour havde spændt buen for hårdt. I et forsøg på at blive så let som muligt, pressede han kroppen alt for hårdt, og i Schweiz Rundt indså han, at han allerede var død, inden Touren overhovedet var startet. Derfor opgav han de personlige ambitioner, men kørte sig alligevel til en 15. plads, selvom han ofte sad op i finalerne.

Sky har heldigvis ikke tabt tilliden til Thomas, der i år for første gang får lov til at stille til start som kaptajn i en grand tour. Ganske vist skal han i Giroen dele rollen med Mikel Landa, men der bliver som udgangspunkt ikke lagt begrænsninger på Thomas. De to kaptajner er på lige fod, og løbet vil vise, hvem der er den stærkeste.

Faktisk er Skys - og vores - tiltro til Thomas kun blevet markant styrket i løbet af 2017. Faktisk tror ledelsen nu så meget på deres waliser, at man er klar til at satse det hele på en samlet podieplads. Man har således truffet en sen beslutning om at lade Elia Viviani blive hjemme for i stedet at få plads til en ekstra bjergrytter i Kenny Elissonde. Det har været en kolossalt svær beslutning at skuffe hjemmebanehelten, og derfor siger det meget om, hvor meget David Brailsford tror på sin walisiske kaptajn.

Tilliden kommer ikke ud af det blå. I Tirreno-Adriatico kørte Thomas fra flere af verdens allerbedste klatrere på Monte Terminillo, og det var ikke meget, der forhindrede ham i at følge selveste Nairo Quintana. Havde det ikke været for ekstremt uheld på holdløbet, havde Thomas med stor sandsynlighed stået som vinder af det italienske etapeløb. Senere fik han sig en dukkert i Volta a Catalunya, men i Tour of the Alps, den normalt vigtigste formindikator forud for Giroen, nåede Thomas et helt nyt niveau. Med en suveræn magtdemonstration, hvor han på få sekunder lukkede et stort hul til Landa og Domenico Pozzovivo og vandt løbets kongeetape i forrygende stil, viste han, at indikationerne fra Tirreno ikke var noget tilfælde. Ingen kan benægte, at Thomas i dette forår ikke har været blandt de fem bedste på stigningerne.

Det store spørgsmål er, om han kan holde det niveau over tre uger, og hvordan han er stillet på endnu længere stigninger i Alperne og Dolomitterne. Som udgangspunkt er der imidlertid ingen grund til at betvivle hans holdbarhed. I Touren i 2015 var han helt med fremme, indtil der manglede bare tre dage, og dengang havde han intet gjort for at forberede sig optimalt eller spare på kræfterne i den indledende fase. Denne gang har han gjort alt for at kunne stå distancen, og det tyder alt på, at han kan.

Den største udfordring er derfor, om løbet trods alt er for svært for en mand, der ikke er naturlig klatrer. Det kan sagtens vise sig at være tilfældet i en tredje uge, der er intet mindre end brutal. På den anden side har Thomas i dette forår tilsyneladende ikke haft nogen begrænsninger, og hvis han vitterligt kan holde det niveau, han havde i Tour of the Alps, bliver han svær at bide skeer med.

Det er usandsynligt, at Thomas dag ud og dag ind kan følge Quintana i bjergene, men mindre kan også gøre det. Således har han næsten 70 km enkeltstart som et fremragende våben. Hvis nogen tvivlede på, om han kunne bevare sit niveau på tidskørslerne og samtidig forbedre sig i bjergene, blev de overvejelser lagt i graven af den fremragende enkeltstart, han kørte i Tirreno. Både på den flade 21. etape og den kuperede 10. etape vil Thomas kunne vinde betydeligt med tid på de fleste rivaler, specielt Quintana.

Herefter handler det om at køre defensivt i bjergene, og det er han helt bevidst om. Han fik sig en lærestreg i Catalonien, hvor han prøvede at følge angrebene og ved nu, at han skal køre bjergene som en enkeltstart, nøjagtig som Froome ofte har gjort det i Vueltaen. Med et fremragende hold ved sin side har han forudsætningerne for at kunne udføre denne strategi med succes, og Thomas har ofte vist sig at være en meget klog rytter, der ved, hvordan han skal gribe taktisk svære situationer an.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Der er ingen garanti for, at projektet lykkes, men Thomas har faktisk vist et højere niveau i bjergene, end Wiggins nogensinde havde. Han er ikke på samme niveau på enkeltstarterne som sin læremester, men det kan han kompensere for med sine klatreegenskaber. Modsat Wiggins har Thomas været i stand til rent faktisk at vinde svære bjergetaper, og i år har han været en af verdens allerbedste på stigningerne. Kan ha holde det niveau hele vejen til Milano, er der ingen grund til, at Thomas ikke kan blive den anden brite, der med succes transformeres fra banerytter til grand tour-vinder.

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Thibaut Pinot (***)

Det så ud til, at verden lå for Thibaut Pinots fødder, da han i en alder af bare 24 år steg ned fra podiet i Paris som den første franskmand (sammen med Jean-Christophe Peraud) i mere end et årti. Lige siden ungdomsårene havde den franske klatrer i hjemlandet været udskreget som manden, der måske kunne bryde forbandelsen og tage den første franske Tour-sejr siden 1985, og da han året efter mødte frem til Touren på ryggen af en helt fantastisk forårssæson, hvor han ovenikøbet havde udviklet sig til enkeltstartsspecialist, syntes der ingen grænser at være for de franske forventninger.

Siden da er intet gået som ønsket for Pinot. Om det var presset eller andre omstændigheder, der var forklaringen, skal være usagt, men 2015-udgaven af Touren endte som en skuffelse. Ganske vist viste Pinot klassen ved at vinde kongeetapen til Alpe d’Huez - en sejr, han i dag næppe ville have været foruden - men det kunne ikke ændre på, at han var kommet for meget mere end det. Bedre blev det ikke af, at historien gentog sig i 2016, hvor han i løbet af foråret tilsyneladende havde hævet sit niveau yderligere, inden det igen gik helt galt i sæsonens højdepunkt. Denne gang endte sygdom med ikke blot at afslutte hans løb alt for tidligt, det blev også et meget tidligt punktum for sæsonen.

Pinot har altid haft en kærlighed til Italien, og han leverede flere store bedrifter i støvlelandets største U23-løb samt tog sin første store professionelle sejr som helt ung i Settimana Lombarda. Derfor har han i mange år næret et ønske om at stille til start i Giroen, men sponsorforpligtelser og det store franske forventningspres har umuliggjort. Det efter to fiaskoer i træk accepterede FDJ-manager Marc Madiot imidlertid, at der var brug for fornyelse, og derfor får Pinot i år mulighed for at realisere sin drøm ved at stille til start i Sardinien på fredag. Ganske vist kan man ikke undvære sin stjerne i Touren, men i år er planen, at Pinot skal gå efter klassementet i Italien og have en fri rolle til sommer på de franske landeveje.

I virkeligheden er det oplagt for Pinot at satse på Giroen, der helt klart er den grand tour, der passer ham bedst. For det første er løbet meget mere bjergrigt end Touren og modsat Vueltaen præget af store bjergetaper med lange, udmarvende bjergpas, præcis som Pinot elsker det. For det andet er løbet ofte præget af kulde og dårligt vejr, og Pinot er berygtet for sin elendige evne til at håndtere varme og sin begejstring for vejrforhold, som de fleste afskyr. For det tredje er stresset på de flade etaper meget mindre i den betydeligt mere afslappede Giro, og det er en fordel for Pinot, der bestemt ikke er mester i positionskampen. Og sidst, men ikke mindst er presset på en franskmand naturligvis meget mindre i Italien.

De to fiaskoer i Touren har fået mange til at tvivle på Pinot, men det er der absolut ingen grund til, snarere tværtimod. Faktisk er Pinot i løbet af de seneste sæsoner gradvist blevet bedre og bedre, og meget få kan fremvise en tilsvarende stabilitet i de ugelange etapeløb på WorldTouren. I 2014 hed facit en fjerdeplads i Tirreno, andenplads i Criterium International, en 10. plads i Baskerlandet og fjerdepladser i Romandiet og Schweiz, hvor han begge steder vandt kongeetapen. Sidste år blev det til en 3. plads i Besseges, 4. plads i Algarve, 5. plads i Tirreno, sejr i Criterium International, fjerdeplads i Baskerlandet og andenplads i Romandiet, og undervejs vandt han endda to enkeltstarter og en kongeetape. I år har han fortsat rækken med en tredjeplads i Andalusien og Tirreno, inden han senest blev nummer 2 efter Geraint Thomas i Tour of the Alps, den traditionelle formindikator forud for Giroen.

Det er denne stabilitet, der understreger Pinots status som en af verdens allerbedste etapeløbsryttere, og han synes fortsat at blive bedre og bedre. Således har franskmanden vist, at han er en af verdens allerbedste klatrere - det er ikke tilfældigt, at han i år slog Contador og Valverde på kongeetapen i Andalusien - og efter at han sidste år slog selveste Tom Dumoulin på enkeltstarten i Schweiz Rundt, kan han nu også regnes som en af de bedste i kampen mod uret, i hvert falder når ruten ikke er helt flad. Samtidig burde grand tours endda passe ham endnu bedre, da Pinot har ry for at blive stærkere og stærkere i løbet af et etapeløb, og han skal endda som regel bruge mindst et par dage, inden han for alvor finder benene.

Derfor kan det undre, at Pinot har haft to så store nedture i Touren, men nu er alt lagt an på, at han skal have oprejsning i Giroen. Tour of the Alps viste, at formen er på rette sted. Ganske vist blev han sat til vægs af en suveræn Geraint Thomas på kongeetapen, men mod slutningen blev Pinot bare bedre og bedre, og på sidste etape tog han ikke blot en spurtsejr - i løbet udviklede han sig nærmest til lidt af en sprinter - han angreb også waliseren utrætteligt.

Giroen er som sagt den grand tour, der passer Pinot bedst, og det forholder sig ikke anderledes i år. Modsat tidligere år præges årets rute af mange store bjerge og færre korte, eksplosive stigninger, og det passer dieselmotoren Pinot. Samtidig kommer de fleste udfordringer mod slutningen, hvilket er endnu et plus i Pinots karakterbog. Sidst, men ikke mindst er der næsten 70 km alene mod uret, og specielt den første af de to enkeltstarter burde passe Pinot ganske godt.

Faktisk passer ruten så godt til Pinot, at han meget vel kunne køre sig i førertrøjen efter første enkeltstart, specielt hvis Quintana ikke er 100% fra starten. Det kan imidlertid blive et problem for hans FDJ-mandskab at forsvare trøjen. Ganske vist er Sebastien Reichenbach en yderst talentfuld klatrer, Rudy Molard har i år fået lidt af et gennembrud, Steve Morabito er bundsolid, og Tobias Ludvigsson har nået et helt nyt niveau på stigningerne. Alligevel kan Pinot blive sårbar, specielt fordi han hurtigt synes at stresse, når han kommer under pres. Det er måske i virkeligheden den største fare for Pinot, der ellers synes at have gjort alt rigtigt forud for årets store mål.

Pinots stabilitet, høje klasse og alsidighed gør ham til en helt oplagt podiekandidat. Alligevel er han ”kun” nummer 6 på vores liste over favoritter. Uanset hvor megen klasse han har, kan det nemlig være svære at se Pinot som samlet vinder. Således har han aldrig kunnet matche Quintana i bjergene, og selvom han er en god enkeltstartsrytter, er der andre, der er bedre. Vigtigst af alt er vi ikke sikre på, at han kan håndtere den vanskelige rolle som løbets førende rytter i det, der vil blive en meget hektisk sidste uge, og risikoen for, at han træffer forkerte beslutninger er overhængende. Pinots bedste chance for et topresultat er derfor måske at holde sig fra den lyserøde trøje og i stedet bruge sin stabilitet til at køre sig på podiet. Spørgsmålet er, om han også er klar til at gribe ud efter sejren.

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!