Hvem skulle vi have holdt øje med i 2015? - del 1

Det har været et fabelagtigt cykelår, og i 2015 trådte det ene talent efter det andet ud af skyggen og gjorde klart, at der venter dem en stor karriere. Andre fik ikke på samme måde det gennembrud - eller comeback - som man havde forventet.

Man kunne lave en uendelig oversigt over alle de ryttere, men her på Feltet.dk tager vi udgangspunkt i vores egen liste fra 30. december sidste år, hvor vi nævnte både helt nye talenter og garvede professionelle, der trængte til en optur.

Blandt dem var der naturligvis både pletskud og fejlskud, og i den første af disse to artikler ser vi tilbage på dem, vi vurderede som de helt store aktører i 2015. I morgen kigger vi nærmere på dem, vi udvalgte som buffere og griber samtidig i egen barm og ser på, hvem vu burde have udpeget set i bagklogskabens åh, så klare lys.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Lad os komme i gang og starte fra en ende af med de ti ryttere, vi virkelig forventede os noget af i 2015.

Caleb Ewan (ORICA-GreenEDGE)

Australierne ved altså, hvad de laver med de her talenter. Caleb Ewan, et af de mest hypede talenter i nyere tid og derfor med nogle af de tungeste forventninger i sporten, fik fra starten af 2015-sæsonen lov til at begynde i nogle af de små løb for at få masser af løbskilometer, sejre og selvtillid, inden han skulle op og slås med de store drenge. Og det ser ud til, at den mission næsten lykkedes til perfektion. Han startede med i alt fire etapesejre i Herald Sun Tour og Tour de Langkawi, inden han - måske lidt for tidligt - debuterede i et WorldTour-løb i Catalonien Rundt, hvor han udgik på 3. etape. Derefter vandt han et endagsløb og tog masser af andenpladser i Tour of Turkey og Tour of Norway, inden han i Tour de Korea hentede fire etapesejre og den samlede sejr. I hans andet WorldTour-løb, Polen Rundt, gik det bedre, og hele sæsonen kulminerede den 16. august, da han på 5. etape af Vuelta a España sikkert slog John Degenkolb og Peter Sagan i spurten om etapesejren op ad bakke. Et formidabelt punktum på en fremragende første sæson som professionel. Der er masser at arbejde med for fremtiden særligt med udholdenheden, hvor han i Vueltaen flere gange viste svagheder, men det er vist bare et spørgsmål om tid, og der skal nok komme meget mere fra den 21-årige australier de kommende år.

Caleb Ewan jubler på målstregen foran John Degenkolb og Peter Sagan på 6. etape af Vuelta a España. Foto: Sirotti

Louis Vervaeke (Lotto Soudal)

Louis Vervaeke kørte en fantastisk 2014-sæson, og han ligner det største belgiske etapeløbstalent i flere år. 2015 blev noget helt andet. Han styrtede i både Ruta del Sol, Catalonien Rundt og Tour de Wallonie, hvilket gang på gang ødelagde hans stigende formkurve, og Giro d’Italia blev ikke en succes, og han måtte udgå med sygdom i den sidste uge. Alt i alt måtte han opgive at fuldføre hver tredje af sine løbsdage denne sæson. Han fik stiftet bekendtskab med både en Grand Tour og et par Ardenner-klassikere, så han har fået god erfaring med det og med modgang, men det er også det eneste, Vervaeke vil tage med sig fra en helt igennem grufuld sæson.

Dylan Teuns (BMC Racing Team)

23-årige Dylan Teuns overraskede alle, da han under sin stagiaire-kontrakt med BMC i slutningen af 2014-sæsonen kørte fantastisk stærkt og hentede en række flotte resultater. Forventningerne var derfor store i 2015, og de blev delvist. Han agerede hjælperytter for sine kaptajner i mange løb, og den opgave udførte han til punkt og prikke, og når han kunne køre sin egen chance, tog han den, også selvom det på papiret ikke blev til spektakulære resultater. En tredjeplads i Volta Limburg Classic varslede gode ting, og det blev bevist to uger efter, da han i Flèche Wallonne fik en uventet kaptajnrolle og hentede en rigtig flot 13.-plads på Mur de Huy. I Belgium Tour, Østrig Rundt, Arctic Race of Norway og Tour of Britain, hvor han udgik efter et styrt, blev det hver gang til pæne top ti-resultater, så selvom belgieren ikke satte verden i brand, så kan han og BMC Racing Team være rigtig godt tilfredse med den meget stabile kørsel gennem hele 2015.

Dylan Teuns. Foto: ©Tim De Waele/TDW Sport

Nordmænd

Tre nordmænd, alle en del af top fem til U23 VM i 2014, blev professionelle i 2015: Sven Erik Bystrøm (Katusha), Kristoffer Skjerping (Cannondale-Garmin) og Sondre Holst Enger (IAM Cycling). Førstnævnte gjorde flere gange i løbet af sæsonen en rigtig god figur og viste undervejs sin alsidig, selvom det måske ikke blev til de helt store resultater. Fjerdepladser på etaper i to norske etapeløb samt en sejr i ungdomskonkurrencen i Circuit Cycliste Sarthe blev Bystrøms bedste resultater i 2015, men der er uden tvivl noget at bygge videre på. Skjerping fik en svær start på sæsonen og fandt først rigtig formen i juni måned. Store resultater blev det aldrig til, og generelt virkede både han og Cannondale-Garmin til at have lidt svært ved at finde ud af, hvordan han skulle bruges, men han har endnu et år til at bevise sit værd. Sondre Holst Enger, som allerede fik nogle måneder på WorldTouren i 2014, tog til gengæld et skridt op i løbet af sæsonen, hvilket toppede i Østrig Rundt, da han vandt 1. etape. Efterfølgende blev det til et par podieplaceringer på etaper i efteråret, og den yngste af de tre fik faktisk den absolut bedste start på WorldTour-karrieren.

Moreno Moser (Cannondale-Garmin)

Selvom Moreno Moser absolut ikke er nyprofessionel, så trængte karrieren til en genfødsel, men det blev en mærkelig sæson for den 24-årige italiener. Han startede fint i Tour Down Under, men siden da så man ikke meget til ham, før han bragede ind på en andenplads til de italienske mesterskaber i enkeltstart kun overgået af den senere VM-sølvvinder, Adriano Malori. Derefter så han ud til at have knækket lidt af koden, og i Østrig Rundt fik han sin første sejr siden Strade Bianche-triumfen i 2013. I Polen Rundt var han slet ikke på det forventede niveau, men han genvandt lidt af fatningen i Vuelta a España, hvor han flere gange viste sig meget stærkt kørende og hentede en tredjeplads på 16. etape. Han sluttede året med endnu et overraskende resultat, da han blev nummer ti til VM i enkeltstart foran både enkeltstartsspecialister og tidligere timerekordholdere. Ingen ved efterhånden, hvad man kan forvente af Moser, men der er ingen tvivl om, at talentet er der. Nu skal det altså til at formøbles, hvis vi skal blive ved med at tro på ham.

Podiet efter det italienske mesterskab i enkeltstart. Fra venstre: Moreno Moser, Adriani Malori og Daniele Bennati.

Sebastián og Sergio Henao (Team Sky)

Den colombianske duo på Team Sky havde et blandet år. Den yngste Henao-fætter, Sebastián, gjorde sig fint bemærket fra start i Tour de Langkawi, men Giro d’Italia blev slet ikke det gennembrud, han havde håbet på, og han skuffede stort i Tour de l’Avenir, hvor han tabte prologen til Søren Kragh Andersen og siden endte løbet som nummer ni uden at vise sin WorldTour-erfaring frem på bjergetaperne. I et stærkt felt i Japan Cup blev han nummer syv, og der er potentiale til at vokse. Sergio Henao vendte tilbage efter den ufrivillige udelukkelse og en meget slem skade, men han viste allerede i Baskerlandet Rundt, at han kan lege med de rigtig store drenge. Kun en formidabel afsluttende enkeltstart fra Joaquim Rodríguez afholdt ham fra at vinde løbet. Siden hentede han syvendepladser i både Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège samt en samlet tredjeplads i Tour of California. Anden halvdel af året startede med en forløsende etapesejr i Polen Rundt samt en blandet Vueltaen, hvor han aldrig rigtig fik vist, hvad han kan, men sæsonen formåede alligevel at give håb om, at Sergio Henao for alvor er tilbage. Bare vent, 2016.

Carlos Betancur (AG2R La Mondiale)

Puha. Man bliver næsten helt vemodig, når man skal skrive om Carlos Betancur. Det colombianske problembarn med vægtproblemer som en anden Jan Ullrich startede året, som han sluttede det: tung og ude af form. Intet tydede på, at det skulle ændre sig, men i løbet af Giro d’Italia blomstrede han pludselig op og hentede blandt andet en andenplads på 11. etape bag en meget stærk Ilnur Zakarin og endte løbet som nummer 20. Derefter kørte han ikke cykelløb resten af året og blev afskediget fra AG2R La Mondiale. Karrieren starter på ny fra 1. januar, hvor han bliver en del af Movistar Team. Man kan kun håbe, at de kan få det bedste frem i Betancur, som i sin tid viste sig som en af de mest talentfulde klatrere i sporten. Han er kun 26 år, så karrieren er absolut ikke slut endnu.

I morgen ser vi nærmere på vores buffere fra sidste år, og så vurderer vi også, hvilke ryttere vi burde have haft på sidste års liste.