Italienske motionsklassikere: La Leggendaria Charly Gaul – en beretning

Der ligger et bjerg i Italien. Eller det vil sige: der ligger masser af bjerge i Italien. Overalt i Italien. Nogle rigtig høje, andre lavere. Nogle cykler man opad og nedad, andre afholder man sig fra at prøve kræfter med. Og nogle cykler man opad, hvor man måske burde afholde sig …

Befinder man sig i den hyggelige og smukke by Trento, i den norditalienske region Trentino-Sydtyrol og altså i Dolomitterne, hedder bjerget Monte Bondone. Bevares, der er mange bjerge omkring Trento, men Monte Bondone er det, i cykelmæssig forstand, vel nok mest mytiske af dem.

Den - cykelmyten altså! - går tilbage til 1956, til Giro d’Italia netop det år; den 21. etape. Den startede i Merano og sluttede 242 kilometer senere, for første gang på toppen af Monte Bondone. I et rædsomt uvejr med regn og sne.

En af cykelhistoriens største klatrere, luxembourgeren Charly Gaul - ’bjergenes engel’ - nåede toppen først, i ensom majestæt. En legendarisk sejr, hvor han både kørte sig tilbage i klassementet, i front af det - og til samlet sejr. På denne ene etape. På dette bjerg, som ifølge et stort skilt i bunden er 18 kilometer langt og har en gennemsnitsstigning på 7,6 procent

Og altså et bjerg, som jeg - Feltet.dks udsendte - skulle prøve kræfter med, da jeg havde ladet mig lokke til Trento og til deltagelse i Gran Fondoen La Leggendaria Charly Gaul. Regionens turistbureau havde inviteret, og den slags siger man jo ikke nej til.

Der er smukt i området, ingen tvivl om det. Som der ofte er i bjergrige egne. Og varmt - vi er midt i juli måned. Ikke mange dage senere ændrede klimaet sig markant, til det regnfulde, men i disse dage var det varmt. Sommervarmt.



Alt går som planlagt, næsten
Trento summer af liv i dagene op til. Masser af turister. Masser af racercykler. Masser af forventningsfulde cykelryttere, som gør sig klar til begivenhederne. For nogle består disse af både en enkeltstart og selve cykelløbet, Gran Fondoen. For mange dog kun af Gran Fondo-løbet, eller Medio Fondoen, hvis man ikke kan overskue de cirka 140 kilometer og godt 4.000 højdemeter og i stedet ville nøjes med de bare 60 kilometer.

Disse indeholder dog stadig 2.000 højdemeter. Hvordan så mange på så kort en distance - jo såmænd, uanset rute og distance får man naturligvis lov at skulle bestige det 1.650 meter høje Monte Bondone.

At der køres både enkeltstart og linjeløb skyldes løbets status som kvalifikationsløb til UCI’s VM for amatører. Året forinden var selve VM-løbet blevet kørt her, men i 2014 er det altså kvalifikationsløb under World Cycling Tour, på linje med Copenhagen Gran Fondo.

Jeg var ankommet til byen et par dage før løbet, og havde allerede her fundet ud af to ting - en god og en dårlig: Jeg havde mod på at prøvekøre Monte Bondone, helt roligt naturligvis, inden løbsdagen, men også, at jeg ikke følte mig helt frisk. Der var begyndende sygdom undervejs. Ikke slemt nok til at aflyse noget, men med en erkendelse af, at jeg, hvis det ikke hurtigt blev bedre, næppe kunne gennemføre den fulde distance.

Den beslutning behøver jeg heldigvis først at træffe på dagen, undervejs i løbet, får jeg at vide, da jeg i løbets Expo-hal henter mit startnummer og modtager startposen. Jeg skal blot stille mig til start og så dreje til enten højre eller venstre, når de to ruter skilles i Trento, efter at alle ryttere sammen har kørt et første ’startloop’. Det bringer alle over dagens første opvarmningsstigning, det små 700 meter høje punkt Ville di Giovo (ca. 8 km, 400 højdemeter), inden der køres retur mod Trento.

Ved omkring 35 kilometer vil de to ruter således gå i hver sin retning - de modige skal efter endnu 10-15 kilometers dalkørsel over den 1.563 meter høje stigning Viote (ca. 20 km, 1.541 højdemeter), inden menuen efter nedkørsel og kuperet dalkørsel byder på Monte Bondone.

Den dessert vil de mindre modige - som jeg, skal det vise sig på dagen - straks få serveret, få kilometer efter at de to ruter skilles. Der er altså kun de stigninger på Medio Fondoen.



Raceday!
Nuvel, løbsdagen oprinder, og til min glæde finder jeg ud af, at værten på det lille hotel, jeg er indlogeret på, har holdt ord: Der er åbnet ind til morgenmadsbuffeten. Længe før normalt, sandsynligvis længe før hotellets øvrige gæster vil stå på. Tro det eller ej, men på hotellet, der ligger nogle kilometer udenfor byen, opholder sig ingen andre cykelryttere. De bor nok tættere på.

Kilometerne ind til start giver mulighed for at vågne lidt. Det er heldigvis sommervarmt, selv på dette tidlige tidspunkt på dagen. Trento ligger jo forholdsvis lavt, så behov for alt muligt overtrækstøj er der ikke.

Sov hotellet, summer Trente naturligvis af liv. De omkring 1.500 deltagere er alle i byen eller på vej dertil, og højtalere bidrager til støj og stemning. I forskellige startbokse skal alle starte midt på byens centrale plads, ved den store kirke. Vi skal passe på og køre roligt ud af byen, formanes der - you wish! - og der tælles ned. Startskuddet lyder.

Som altid går det derud af fra start. Jeg skal ikke kunne sige, om det i Italien er værre end andre steder, men der gives gas fra start. Og mange - mange! - har udstyret i orden. Heldigvis hører jeg ingen styrt.

Jeg kan mærke, at jeg ikke føler mig frisk og vælger ikke at gå med i nogle af de grupper, som suser af sted, da vi er kommer ud af byens centrum og på en bred vej kører mod første forhindring. I stedet vælger jeg en gruppe, der holder en roligere fart. Sparer på kræfterne.

Lige lidt hjælper det. Da vi påbegynder den første stigning, som ikke er jævnt stigende, men kommer lidt i ryk med stejlere dele (eller måske føles det bare sådan), er der ikke meget at træde med. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke kører med cykelcomputer eller andet, som kan vise mig min fart. Lige i fjæset! Jeg har nok at gøre med at holde ’den gående’.

Beklager min manglende friskhed. Forbander turen op ad Monte Bondone et par dage før, god restitution havde nok været klogere. Fortrænger tanken om den tur, som følge om et par timer.

Toppen nås, og en ret fed nedkørsel tilbyder sig. Vi er mange på vejene, men det er ikke på nogen måde generende eller føles farligt, som man ellers kan opleve det på navnlig første nedkørsel i de helt store, udenlandske motionsløb, hvor deltagerantallene er mange gange større. Jeg føler nu, at det ruller, overhaler endda nogle, træder an ud af svingene - er det ikke utroligt, hvordan en nedkørsel kan bedrage en, som at køre i medvind …

I bunden og på det flade, hurtige dalstykke - lidt kedelig hovedvej, må det tilføjes - suges jeg ind i en lille gruppe, vel en 15-20 mand. Der er knald på. Typisk italiensk, tænker jeg. Igen, jeg ved ikke, om det er anderledes fra andre lande: men kun i italienske Gran Fondo-løb har jeg oplevet dette fænomen. Større grupper af mænd på de her 45-55 år, i samme teamtøj, solbrændte (som bare pokker), ganske trimmede, på spitzenklasse udstyr - og som træder til i en allerhelvedes fart. 45-50 i timen på flad vej.

Jeg hænger på helt bagerst, men erkender, at den gode fornemmelse på nedkørslen var et bedrag, ved at jeg ikke skal ud på den lange distance - desværre! - og beslutter et par kilometer inden ’skillepunktet’, at slippe og rulle for mig selv. Samle kræfter.



Monte Bondone - so, we meet again …
Jeg stopper ved sidste depot, inden det fra Trento by går først rolig opad, hen imod starten på opkørslen til Monte Bondone. Så er jeg der, så skal den bare lige klares.

Tre gange siden Gauls episke tur op af Monte Bondone i 1956 har bjerget indgået i Giroen. I 1978, 1992 og i 2006. Først på toppen, og altså vinder af de tre etaper, var henholdsvis Wladimiro Panizza og de to vel nok mere kendte navne, Giorgio Furlan og Ivan Basso (foran den lokale favorit, Gilberto Simoni). De må have vidst præcis, hvad som ventede dem - det samme gør jeg.

Således havde jeg jo allerede lært bjerget at kende. Fortrolig med det er vel så meget sagt, men jeg kendte det - på godt og ondt, som man siger. På positivsiden - stigningen er meget jævn, ingen vilde procenter, og flere steder en særdeles smuk udsigt ud over dalen. På negativsiden - alt det andet; længden, den konstant høje stigningsprocent, varmen.

Helt som forventet lider jeg virkelig de første kilometer, kan slet ikke finde en god rytme og er på ingen måde interesseret i at følge nogens hjul. Flere steder på stigningen er der små depoter, hvor hjælpere står klar og rækker frugt og væske - vand, sportsdrik eller cola - til os ryttere. Jeg tager imod!

Omkring halvvejs oppe får jeg endelig lidt glid i cyklen. Måske fordi jeg fornemmer, at jeg nok skal komme op, måske fordi jeg er i lidt hjemligt terræn … Et godt stykke oppe ad bjerget passerer man nemlig den lille by Norge - jo, det hedder den sgu! De sidste tre-fire kilometer er jeg nærmest ovenpå, og antallet af ryttere, jeg overhaler, ryttere jeg genkender fra tidligere (hvor de ’efterlod’ mig), kan ikke længere tælles på et par hænder.

En god måde at slutte af på, tænker jeg - og kommer sikkert i mål i det allerede noget kaotiske målområde. Der er masser af proviant, lidt optræden af en dansetrup af unge piger, og de første resultatlister af gennemførende - den korte distance - er allerede hængt op.

Jeg vælger ikke at blive alt for længe på toppen, men ruller nedad stigningen, der er stadig mange, som kæmper sig op. Næsten nede i bunden af stigningen kommer nogle biler med blink mig i møde - jeg holder ind til siden og ser de første på den lange distance komme mig i møde. En enkelt rytter er stukket af og holder en, tja, lad os sige god fart. Han jagtes af en lille gruppe, som heller ikke synes at spare sig …

Feltet.dk var inviteret til Trento af det lokale turistbureau for at prøve kræfter med La Leggendaria Charly Gaul. Hermed er vi til vejs ende i denne lille serie af beretninger fra italienske Gran Fondo-løb. De foregående dage har vi bragt lignende beretninger fra Maratona dles Dolomiti og La Fausto Coppi. 

Læs meget mere om motionscykling på Feltet.dks nye cykelportal for motionister: www.motionsfeltet.dk 

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument