Goldschmidts klumme: Blod og Brosten

Årets Tour de France vil for mit vedkommende blive husket for 5. Etape, der sluttede i Arenberg og indeholdt dele af ruten fra klassikerenes dronning: Paris-Roubaix. Som Jaques Goddet, den navnkundige og mangeårige direktør for Touren, er citeret for at sige, er Paris-Roubaix ruten: “The last great madness of cycling”. Denne rute tvang klassementsrytterne ud af deres normale herredømme: bjergene og enkeltstarterne.

L’Enfer du Nord - Helvedet i Nord - viste sig fra sin værste side og skabte i regn og rusk en af de smukkeste og mest poetiske etaper nogensinde set, og enhver kritik af etapens afvikling bør manes til jorden. For helte skabes, når frygten ses i øjnene.

Blodet og brostene. To ord, der hænger uløseligt sammen. At udbrede det skønne i brostensetapen føles ikke desto mindre en anelse sadistisk - anderledes kan det ikke være. For cykelløb i sådanne omgivelser indebærer enorm lidelse og smerte. Det ses i øjnene på næsten hver eneste rytter.  Men med lidelsen og smerten ses også styrken, og den styrke og erobringstrang, der blev lagt for dagen af Vincenzo Nibali og Jakob Fuglsang, var ikke kun kraftfuld, men også elegant og overlegen.

Det var væddeløb i sin rene forstand. Det drejede sig ikke blot om at komme først over målstregen, det drejede sig også om at gennemføre etapen med skindet i behold. Det er spektakulært, at en del af løbet kan vindes ved at køre i et direkte angreb på de andre rytteres frygt.  Brostenene og frygten hænger sammen. Det gælder simpelthen om at dominere brostene og ikke lade sig kue af alle de rystelser og forhindringer, de kaster op i kroppen. Cyklen skal mases frem på vejen.

Vi så rytterne ude af deres vante element, kæmpende og lidende. Vi får jo sjældent lov til at følge sprinternes kamp for at holde sig inden for tidsgrænsen. Eller hjælperytternes kamp for at slide sig i mål efter udført arbejde - eller de syge og de skadede. Denne ukomfortable dimension i løbet viste sig i stor stil og var en gave. Specialisterne var ikke ene om at være i fokus.
 

5. etape var en kileklar genistreg af løbsarrangørerne. Det står jeg ved. I mine øjne er den verserende kritik af etapen en hån mod sportens hjerteblod. For såvel som bjergene, er brostene en del af rytternes smertefulde vej mod den store triumf, og har været det i over 100 år.  Paveerne omkring Arenberg har ikke kun lagt vej til cykelrytternes sejrstogter, men også skyttegravskrige og verdensdepression og er en del af Europas bevidsthed.  De vindblæste, golde marker, enkelstående træer og kreaturvejene er den perfekte kulisse til uro og angreb.

Etapen var uforudsigelig og nervepirrende.  Men i al den frygt og fart kunne man nyde Nibalis måde at foregribe begivenhederne på i selskab med Fuglsang og Westra. Jeg mener at netop denne nydelse af rytteren, der træder frem i regnen, på brostenene, med blodet og livet på spil, er cykelsportens storhed.  Det var en opvisning i, hvordan løbet vindes forfra. La course en tete. Meget sigende er det, at sicilianeren endte med at køre direkte i Eddy Merckx’s fodspor og vinde fire etaper og Malliot Jaune. For mig var det hele fra en anden tid.

På sådanne etaper er der er ikke noget at gemme sig bag. Kun noget at angribe. Man må sætte sit blod på spil for den store sejr. Længe leve brostenene. Længe leve brosten i Touren.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder