Kommentar: Dårligt vejr - hvad gør vi?

De seneste år har vi været vidner til adskillige episoder med cykelløb under dårlige vejrbetingelser. Hvem husker eksempelvis ikke Milano-Sanremo fra 2013, hvor rytterne kørte igennem snevejr til Passo del Turchino, hvor løbet blev neutraliseret, rytterne kørt frem til et senere punkt på ruten og herfra sluppet løs igen?

Eller den endnu mere grelle episode på Giro d’Italias 16. etape i 2014, der løb over både Gavia og Stelvio, og hvor Nairo Quintana tolkede signaler fra kommissærerne på en anden måde end resten af favoritterne, hvilket under absurde forhold gav ham fire minutter til hans nærmeste konkurrenter og bragte ham helt tilbage i løbets topstrid?

Det er der ganske givet mange, der gør, og særligt sidstnævnte eksempel har gjort det åbenlyst, at noget måtte ske i forhold til håndteringen af dårligt vejr. Forud for denne sæson er det, de på engelsk kalder Extreme Weather Protocol, hvilket bedst kan oversættes med Ekstremtvejrsprotokollen, endelig blevet en realitet, og i de tidlige forårsmåneder har den stået over for sine første tests, hvilket allerede har givet anledning til en masse polemik.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Første gang den blev taget i anvendelse var i forbindelse med det spanske endagsløb, Clásica de Almería. Ved denne lejlighed var et voldsomt blæsevejr problemet, og rytterne begav sig af sted som planlagt, men kørte med hastigheder på helt ned til 20 kilometer i timen på løbets modvindsstrækninger. Af den grund blev løbet stoppet, og efter en diskussion mellem flere af løbets profiler, kommissærer og arrangører blev det besluttet, at man ville afvikle løbet som et kriterium inde i Almería, hvilket resulterede i en halv times cykelløb, før Leigh Howard kunne kåres som vinder.

Kongeetaper aflyses

Den episode gav ikke anledning til den vilde debat, hvilket sandsynligvis i overvejende grad skyldes, at Clásica de Almería ikke er det mest prestigefulde løb på cykelkalenderen. Men hvordan havde det ikke lydt, hvis en lignende beslutning var blevet taget i forbindelse med Flandern Rundt eller Paris-Roubaix?

For at komme nærmere et svar på det spørgsmål kan man konsultere reaktioner oven på sidste uges episoder i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. I Paris-Nice havde rytterne begivet sig ud på deres cykler og stredes igennem et tiltagende snevejr i omkring 100 kilometer, før man fra arrangørernes side tog beslutningen om at aflyse etapen. Det betød, at de ryttere, der havde begivet sig i udbrud på etapen, absolut intet fik ud af deres anstrengelser, og samtidig fratog det Alberto Contador hans primære mulighed for en etapesejr og et dertilhørende attentat på Michael Matthews’ førertrøje.

De forfrosne ryttere var dog relativt enstemmigt enige om, at beslutningen havde været passende, da akkumulationen af sne på vejene begyndte at gøre det uforsvarligt at fortsætte etapen, der blandt andet inkluderede en række - i hvert fald under disse forhold - ganske farlige nedkørsler.

Dog havde man gerne set, at arrangørerne havde taget ansvar allerede inden etapen, da de vidste, hvordan forholdene ville være, og en alternativ løbsrute havde også været på sin plads i manges optik.

I forbindelse med Tirreno-Adriatico var det langt mere mystisk, hvad der foregik. Løbet havde med sin hårde femte etape tiltrukket et stort kontingent af verdens bedste etapeløbsryttere, men de fik en lang næse, da man allerede lørdag kunne annoncere, at den etape ville blive aflyst på grund af en dårlig vejrudsigt. En alternativ rute var åbenbart umulig, da det ville sne overalt.

Imidlertid var det ikke helt sådan, det forholdt sig, da søndagen oprandt. Vincenzo Nibali, som på grund af sin generelle ageren i forbindelse med aflysningen ikke er feltets mest populære rytter i øjeblikket, sendte sin træner, Paolo Slongo, ud på ruten, og en optagelse af en opkørsel ad Monte San Vicino, der skulle have dannet ramme om finalen, viste, at der intet sne var overhovedet. Thibaut Pinot begræd også beslutningen om at aflyse etapen dagen i forvejen, og ledsagede sit tweet med et billede af et snefrit stykke vej, hvor målet skulle have været.

Hvorfor aflyse dagen i forvejen?

Nibali og Pinot kom dog til at stå relativt alene med deres holdninger, og det er da også svært at argumentere mod en beslutning om at aflyse en etape, der vil forløbe under snerige betingelser og skal foregå i bjergene inklusive nedkørslerne ned fra disse. For selvfølgelig skal rytternes sikkerhed være topprioriteringen. Det er også det, Ekstremtvejrsprotokollens primære rolle er at sikre.

Men det er også værd at bruge spalteplads på at problematisere forhastede, og måske ikke helt uvildige, beslutninger. Tirreno-Adriatico er et af WorldTourens mest prestigefulde ugelange etapeløb, og de fleste hold havde medbragt en klassementskaptajn, som givetvis har villet bruge løbet til at måle sig med sine konkurrenter, få noget værdifuld bjergtræning i benene og endda gå efter et stort resultat.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Alle disse muligheder blev dem frataget, da RCS i ledtog med øvrige instanser tog en beslutning en dag i forvejen på baggrund af en vejrudsigt, der ikke viste sig at holde stik, og, som flere mere eller mindre troværdige stemmer påstår, ikke rigtigt var overensstemmende med de vejrudsigter, der ellers var til at opdrive. Det er dog ikke til at finde ud af, om der er belæg for disse påstande, og der skal ikke gå alt for meget konspirationsteori i den her. Det er dog nødvendigt at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor beslutningen blev taget i så god tid.

Mauro Vegni (løbsarrangør og chefen for RCS) udtalte, at det var nødvendigt, om end omkostningsfuldt, at tage beslutningen dagen i forvejen. Det var ikke noget, han uddybede yderligere, og det kan være meget svært at se, hvorfor det nu lige skulle være tilfældet. I hvert fald kommer man som løbsarrangør til at stå i et ganske uheldigt lys, når det ender med at vise sig, at forholdene faktisk ikke er så slemme, at en aflysning synes rimelig.

Som minimum kunne man vel have sendt en delegation ud for at inspicere forholdene tidligt søndag morgen, hvorefter man kunne have taget beslutningen inden løbsstart. Det ville måske være en smule mere generende for rytterne, men det ville have givet større sikkerhed om, at den rigtige beslutning endte med at blive taget. For der må trods alt være konsensus om, at en aflysning inden etapen er at foretrække frem for den løsning vi så i Paris-Nice, hvor rytterne spildte en masse tid og anstrengelser på at køre nogle helt ligegyldige kilometer.

Det er dog også nødvendigt at forholde sig en smule kritisk over for Nibalis og Pinots udtalelser, hvis man vil undgå at fremstå alt for partisk i denne sag. For de var jo ikke rundt at fotografere på hele ruten, og det er ikke til at sige, om der har været mere sne andre steder end på målstigningen, der dog til gengæld så særdeles farbar ud.

Hvem tager beslutningen?

En anden problematik i forbindelse med at have diskussionen om en potentiel aflysning af en bjergetape kan igen lede denne kommentar i konspirationsteoriernes retning. Men det forholder sig unægtelig således, at aflysningen af Tirreno-Adriaticos kongeetape ændrede løbets dynamik fuldstændigt. I stedet for at få en dyst mellem Vincenzo Nibali, Alejandro Valverde og Thibaut Pinot, blev det pludselig Greg van Avermaet, Peter Sagan og Zdenek Stybar, der sloges om den samlede sejr.

Og ikke et ondt ord om disse ryttere, men det var ikke det, der var hensigten med løbet. Og det problem, som kan antages at forekomme - uden jeg dog skal lade det være sagt, om det er forekommet her - er, at det langt fra er i alle holds interesse overhovedet at have bjergetapen på programmet i det hele taget.

I UCI’s officielle dokument vedrørende Ekstremtvejrsprotokollen hedder det, at blandt andet repræsentanter fra holdene og rytterne skal være til stede på mødet, og her kunne man jo forestille sig, at nogle hold har haft yderligere bagtanker på agendaen end udelukkende spørgsmålet om rytternes sikkerhed.

Det er selvfølgelig spekulationer, og jeg har ikke været en flue på væggen lørdag eftermiddag i Foligno, men enhver kender af cykelsporten er jo bekendt med det faktum, at det ikke er alle ryttere, der jubler ved udsigten til en hård bjergetape. Så hvis muligheden pludselig byder sig for at slippe for en, skulle man vel være et skarn, hvis man kom med alt for højrøstede indsigelser…

Alternative planer i forbindelse med vigtige etaper

Hvorom alting er, så burde man som arrangør have en alternativ plan parat. Hvis det, som det blev angivet, havde været helt umuligt at køre en alternativ rute involverende bjerge i søndags, kunne man vel fremover lave alternative planer for efterfølgende etaper. Eksempelvis var Alexandre Vinokourov ude med en anmodning om, at mandagens etape ville blive modificeret, så der stadig ville være bjerge til stede i løbet.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Den forespørgsel var selvfølgelig ikke mulig at imødegå, men man kunne vel lære af den forgangne uges episoder og lade en ”særligt vigtig” etape finde sted dagen efter en eventuel aflysning på bekostning af en ”mindre vigtig” etape. Det vil selvfølgelig kræve en subjektiv vurdering, men de fleste ville nok kunne nå til enighed om, hvilke etaper der er vigtige for et etapeløbs forventede udkomme.

Et andet løsningsforslag kunne være at have en alternativ rute forberedt som ikke indbefatter nedkørsler, men hvor løbet slutter på en bjergtop, hvis den oprindelige plan netop havde været, at etapen skulle slutte opad. Sidste år var der en etape i Tirreno-Adriatico, der sluttede på toppen af et bjerg, hvor det sneede de sidste par kilometer på grund af de lave temperaturer i højderne. Men så længe det går opad, er det ikke det store problem at køre i snevejr, så her ville rytternes sikkerhed næppe være kompromitteret.

En tredje løsningsmulighed - og nu bliver der nok tænkt så langt ud af boksen, at det vil møde en del modstand - kunne måske være, at lade det være frivilligt for rytterne, om de ville gennemføre en etape (eller en modificeret etape som plæderet for ovenfor). Hvis rytterne har ambitioner i klassementet vil de således skulle deltage i etapen, mens andre kan vælge at stå over etapen og derved lide et på forhånd fastlagt tidstab i klassementet.

Der er selvfølgelig ingen præcedens for den slags i cykelsporten, så en sådan løsning ligger ikke lige for, og rent organisatorisk virker det også endog meget svært at administrere. Yderligere kan det anføres, at en sådan løsning også er med til at gå i mod forhåbningerne om, at rytterne kan være mere samstemmige, men det er et meget sjovt tankeeksperiment.

Sammenfattende kan min hovedpointe dog opsummeres således: De store klassementryttere planlægger deres sæson nøje, og når de stiller op i etapeløb på WorldTouren, går de efter sejren og vigtige WorldTour-point. Hvis løbets dynamik pludselig forandres så radikalt, som det specielt var tilfældet i Tirreno-Adriatico, bør der være alternativer, der stadig giver disse ryttere muligheden for succes i det pågældende løb. Og det var der ikke i det netop overståede Tirreno-Adriatico. Og så har de spildt en uge af deres løbskalender.

Men hvad så med endagsløb?

Det var så lidt snak om etapeløbene, men spørgsmålet om, hvordan det ville lyde, hvis man tog en beslutning om at afvikle Flandern Rundt eller Paris-Roubaix som et kriterium, ligesom det var tilfældet for Clásica de Almería, eller helt aflyse dem, står stadig ubesvaret.

Og det er en svær problematik at komme ind på livet af. Ekstremtvejrsprotokollen har hidtil fået megen ros, men den ros skal nok mere ses som værende rettet mod dens hensigter end dens funktion, som den har været indtil nu. Og hvad sker der, hvis vinteren pludselig indfinder sig i Belgien den tredje april, og Flandern befinder sig midt i et snevejr på dagen for Flandern Rundt? Aflyser man så løbet? Det ville aldrig have været på tale før i år. Men nu er det en mulighed. Udsætter man det? Det synes heller ikke som en realistisk mulighed.

Lad os håbe, det ikke kommer dertil. De fleste sejrsaspirerende ryttere ville nok ikke argumentere for en aflysning, og i endagsløb er det også lettere at vælge ikke at stille til start, end det er i etapeløb, hvor man pludselig mister flere løbsdage som følge af en sådan beslutning. Men hvis Ekstremtvejrsprotokollen skal have en smule pondus og troværdighed, bliver den nødt til at kunne afstedkomme en aflysning af ethvert cykelløb i dårlige vejrbetingelser.

Spørgsmålet er så, om det virkelig er det, der ønskes?

Indholdet i denne kommentar er skribentens personlige mening og ikke nødvendigvis et udtryk for Feltet.dk's holdning.