Analyse: Dumoulins watt-tal offentliggjort

Cykelrytteres watt-tal er ofte omgærdet med en masse hemmelighedskræmmeri, og det er ganske sjældent, at ryttere fra den ypperste elite vælger at sætte deres data til offentligt skue. Denne hyppigt brugte disposition har ofte ansporet skeptikere til at råbe op om manglende troværdighed og gennemsigtighed, og begrundelsen af de manglende offentliggørelser som et forsøg på at undgå at bringe beviser mod sig selv på bordet er ofte hørt.

Selv begrunder rytterne ofte de manglende offentliggørelser med, at det ville give deres modstandere en for stor fordel at have så præcise data at kunne analysere deres præstationer ud fra. Den forklaring køber Tom Dumoulin fra Team Giant-Alpecin åbenbart ikke, og oven på sine fantastiske præstationer i årets Vuelta a España har han valgt at offentliggøre alle interessante data fra løbet - bortset fra enkeltstartsetapen.

Dermed får cykelfans og -eksperter for første gang mulighed for at få konkrete tal på bordet, man kan vurdere tingene ud fra, frem for selv at skulle stille sig til dommer over noget, man reelt ikke har forudsætninger for at kunne udtale sig fornuftigt om. At netop Dumoulin vælger at offentliggøre sine data, er muligvis ekstra interessant, da hollænderen netop har stået for en af de mest opsigtsvækkende og overraskende præstationer i en Grand Tour i nyere tid siden Chris Froomes gennembrud i Vueltaen 2011. Især det faktum at han er en relativt stor rytter, har fået visse skeptikere op af stolene, omend kritikken imod ham på ingen måde har nået så stormfulde højder, som det har været tilfældet for Froome.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Gennemgang af tallene

Dumoulins data er fremlagt på en let og forståelig måde. Alle Vueltaens etaper er placeret ved siden af hinanden, og til hvert interessante punkt på ruten hører en boks, hvor det angives hvilken gennemsnitlig effekt Dumoulin trådte, samt hvor lang tid denne arbejdsperiode varede. Det angives også, hvor mange watt per kilogram dette svarer til.

Dermed kan man selv beregne Dumoulins vægt, der dog er behæftet med en lille usikkerhed, da watt/kg kun er angivet med én decimal. Ser man bort fra det, kan det konkluderes, at han vejede mellem 69 og 70 kilogram gennem hele løbet. Sjette etape afviger dog lidt, da hans beregnede vægt her ligger på 72,5 kilogram.

Der er blevet sagt mangt og meget om, hvilke effekter der er mulige, og især hvilke der er umulige at træde på længere stigninger. Der synes dog at herske konsensus om, at det er muligt at yde en effekt på i hvert fald 6 watt/kg over længere tid uden at have gjort brug af præstationsfremmende midler. Set i det perspektiv, kan man ikke kalde Dumoulins præstationer for alarmerende.

En oversigt over Tom Dumoulins Vuelta a España på wattmåleren. Tryk på billedet for at se det i højere opløsning. Foto: AD.nl

16. etapes afsluttende stigning, Ermita de Alba, var det bjerg, hvor Dumoulin arbejdede ved den højeste intensitet, da han opretholdt en gennemsnitlig effekt på 6,1 watt/kg (424 watt) over 25 minutter og 35 sekunder. Det kan synes opsigtsvækkende, at det var så sent i løbet, han leverede sin stærkeste præstation, men omvendt kan man argumentere for, at han på netop denne etape havde en hviledag at se frem til, og han sagde også efter etapen, at han for første gang undlod at køre sit eget tempo, men forsøgte at hænge på sine konkurrenter så længe som muligt.

Ellers viser hans data, at han normalt har kørt med mellem 5,6 og 5,9 W/kg på de fleste andre afsluttende stigninger i løbet (det gælder 7., 14. og 15. etapes afsluttende stigninger samt det sidste bjerg på 18. etape og det næstsidste bjerg på 20. etape). Fælles for de sidste to datasæt er dog også, at arbejdstiden her i begge tilfælde kun var mellem 16 og 17 minutter. Selvom det var ved kortere arbejdsperioder var han altså ikke i stand til at øge sin intensitet, hvilket ikke kan komme som en overraskelse, da det var så sent i løbet.

Intensiteten faldt til sidst

På 20. etape, hvor han mistede sejren, blev han som bekendt sat på den næstsidste stigning, Puerto de la Morcuera, på trods af at han opretholdt en intensitet på 5,9 W/kg. Det tal er dog under de ”magiske” 6 W/kg og behøver derfor ikke være inkriminerende imod hans modstandere. Interessant er det også, at han på 20. etapes sidste bjerg for alvor betalte prisen for et hårdt løb og manglende støtte inden bjerget, hvorfor han kun kunne køre med 5,2 W/kg i gennemsnit op ad dette.

Det tal er lige så lavt som det tilsvarende for det sidste bjerg på monsteretapen i Andorra (11. etape). Her blev han sat til vægs af mange af sine konkurrenter og havde sin sværeste dag i løbet inden den fatale 20. etape, hvilket altså understøttes af hans data.

Det samlede billede af Dumoulins bjergpræstationer i Vueltaen kan altså opsummeres på følgende måde: Han var generelt i stand til at arbejde ved 5,6-5,9 W/kg over længere tidsperioder (på bjerge), men undervejs som løbet skred frem - eller på hårde etaper med mange bjerge, faldt hans niveau signifikant (med op mod 15 % fra hans bedste).

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ikke urealistiske tal

Det er svært at påstå, at disse tal er alarmerende. Især når man holder sig for øje, at vi her har at gøre med en af feltets ypperste enkeltstartsryttere. Man foranlediges ofte til at tro, at mange mennesker har en idé om, at der er et slags dikotomiforhold mellem bjerg- og enkeltstartsryttere, forstået på den måde, at hvis man er god til det ene, må man være dårlig til det andet, ellers er man dopet.

Det er dog en forfejlet fortolkning, da begge discipliner sætter krav til en så stor kraftudladning som muligt over længere tid. Forskellene på de to discipliner er derimod, at vægten skal være så lille som mulig i bjergene, mens aerodynamikken skal være så god som mulig på enkeltstarten. Og aerodynamikken gøres til dels bedre af at have et lille overfladeareal, hvilket igen kan hjælpes på vej af en lille vægt.

Havde Dumoulin vejet 80 kilogram, ville han muligvis kunne arbejde med en højere effekt, hvilket ville hjælpe ham til bedre enkeltstartstider (på trods af en dårligere aerodynamik), og så ville det have været særdeles suspekt, hvis han samtidig førte sig frem blandt de bedste i bjergene, men som sagen foreligger, ser billedet forholdsvis rimeligt ud. Det lader til, at Dumoulin har ramt en perfekt vægt, så han stadig kan træde den fornødne effekt til at være blandt verdens førende enkeltstartsryttere, men som samtidig ikke er så høj, at han ville blive sat afgørende af i bjergene.

Det eneste, Dumoulin ikke har villet offentliggøre, er som nævnt dataene fra 17. etapes enkeltstart. Ifølge AD.nl begrunder han det med, at en præcis viden om hans watt-tal her, vil kunne bruges til at danne et ret præcist billede af hans aerodynamik, hvilket han ikke er interesseret i, at hans konkurrenter skal have kendskab til.

Indholdet i denne analyse er skribentens personlige mening og ikke nødvendigvis et udtryk for Feltet.dks holdning.