Kommentar: Riis – forfra, oppefra, nedefra, indefra …

Det store spørgsmål, når man ser en dokumentar som Riis - forfra­, er for mig, hvorfor vi skal bruge 58 minutter på at se filmen. Niels Christian Jung indleder historien med at fortælle, at en af årsagerne, til at filmningen overhovedet gik i gang i sin tid, var at finde ud af, hvad der skete på holdet i den tid, som Tyler Hamilton og alle de andre har fortalt dopinghistorier om.

I stedet ender det med at være en dokumentar om Jungs relation til og venskab med en mand, som kun ganske få for alvor har forstået gennem de seneste 20 år.

Dokumentaren giver et indblik i, hvad mennesket Bjarne Riis egentlig indeholder ud over et stort sort tæppe mellem ham selv og medierne. Vi kommer helt ind under huden på Riis, og vi får et indblik i historien fra sønnernes og konens synspunkt, som vi aldrig har fået før.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Presset udefra har været enormt for Riis gennem de seneste år, og det er nok ikke gået nogens næse forbi, at mediernes fokus hovedsagligt har koncentreret sig om de vedholdende dopinganklager fra en lang række mennesker i cykelsporten.

Det kan have været svært for den danske befolkning at have forståelse for Riis' totale afvisning for at tale om det, der har fyldt mest i cykelsporten de seneste år. Så hvad skal vi bruge dokumentaren til? Filmen fortæller en historie om en mand, der ikke er i stand til at tale om de ting, der foregår inde i hovedet på ham.

Han er i stand til at opstille en facade for folket, som ikke kan gennembrydes, og når man ser hele filmen, giver salget af holdet til Oleg Tinkov pludselig langt mere mening end nogensinde før. Han er en skrøbelig mand, og depressionen han går igennem, oplever vi som seere ikke direkte, men det er tydeligt at mærke på ham selv efterfølgende og hans kone og børn, hvordan det har påvirket dem alle.

Det her er ikke bare en historie om et cykelhold, men historien om et menneske, som gennem sit liv aldrig har lært at bearbejde alt det, der foregår omkring ham. Og om en familie, der betyder alt for Riis, og som i både de gode og de svære tider er i stand til at give Riis den energi, vi alle ser ham have, når han agerer sportsdirektør.

Filmen tegner et billede af Bjarne Riis som et menneske, hvilket man ikke hidtil har oplevet. Denne åbenhed er aldrig oplevet før fra Riis, og det er meget forfriskende at opleve den side af et menneske, vi aldrig rigtig har kendt før.

Så tak til Niels Christian Jung for de 58 minutters dybe indsigt i det enorme arbejde, der ligger i at være ejer at et af verdens bedste cykelhold. Jeg kan godt overleve ikke at få sandheden om dopingbeskyldninger denne gang.

Lasse Wedege Penning