Kommentar: Man sidder tilbage med den der følelse …

Spørgsmålet, der altid stilles, når de tre sammenhængende ugers cykelløb i Frankrig er overstået, er: ”Hvad vil du huske fra dette års Tour de France?”

Spørgsmålet er sådan et, som medierne elsker at stille både ryttere og eksperter på sidstedagen, fordi de endelig kan spørge om noget andet end bare ”hvordan gik etapen i dag?”. Det giver en mulighed for lidt refleksion og en eller anden form for analyse, hvilket man ellers ikke er vant til i den danske dækning af Tour de France.

Problemet dukker op, når man skal vælge ud. Med tre ugers højintenst cykelløb i bagagen er det meget svært at skulle udpege et enkelt eller få øjeblikke fra de mange store oplevelser, vi har været vidne til på de 21 etaper.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Men skal vi ikke forsøge alligevel?

Frankrig fik endelig sin Tour-sejr ...

Nåeh ja, det gjorde de jo egentlig ikke, men to franske ryttere på podiet svarer nærmest til en sejr for den hungrende franske nation. Det er som nævnt mange steder på det famøse internet første gang siden 1997, hvor Richard Virenque i sin storhedstid blev samlet nummer to i løbet, at en franskmand er at finde på podiet på verdens mest berømte boulevard i Paris. At der tilmed ikke bare er én, men to franskmænd blandt de tre bedste, gør jo ikke jublen mindre - det er første gang i 30 år, at det sker.

Frankrig har hungret efter succes i deres eget løb i så mange år efterhånden. Læssevis af franske talenter er blevet udpeget til at være ”den næste franske Tour-vinder”, men ingen af dem har været i stand til at løfte den ekstremt tunge byrde, der kommer af den franske historik i Tour de France: Frankrig har vundet 36 ud af 101 udgaver af Tour de France, hvilket er dobbelt så mange som den næstmest vindende nation, Belgien, og alligevel er det 29 år siden, at Bernard Hinault hjemtog den seneste franske sejr.

Arnold Jeannesson, Romain Sicard og Jerome Coppel er blandt de seneste franskmænd, der har måttet lide under de høje franske forventninger efter flotte resultater i ungdomsårene og har knækket nakken på det ved ikke at kunne leve op til det. Christophe Moreau blev nummer fire i år 2000, men nåede aldrig op på det niveau igen, hvorfor franskmændene igen blev skuffet.

Kulmination på års talentarbejde

Da unge Pierre Rolland trådte ind på den helt store scene med sejren på Alpe d'Huez i 2011 og en samlet placering som nummer ti, tændtes det franske håb på ny. Han bekræftede talentet året efter, hvor endnu en ung fransk rytter, Thibaut Pinot, gav prøver på sit enorme potentiale. 2013 blev en skuffende fransk årgang, da ingen franskmænd var at finde i top 10, og det kun blev til en enkelt etapesejr til hjemlandet.

I år kulminerede det hele så - stortalentet Pinot og højdespringeren Romain Bardet så længe ud til at skulle kæmpe med om podiepladserne. Bardet tabte lidt terræn til sidst, men i stedet dukkede den 37-årige Jean-Christophe Péraud op og tog en fænomenal andenplads i verdens største cykelløb. Péraud bliver den ældste rytter på Tour-podiet som minimum siden 1980 - længere orkede jeg ikke at kigge tilbage.

Frankrig har på mange måder fået deres løb tilbage. Der er også en Rolland, som formåede at blive nummer 11 på trods af at have kørt Giro d'Italia på fuld kraft og blive nummer fire i det løb for kun to måneder siden. Det er altså fire franskmænd i top 10, to etapesejre undervejs, en sejr i holdkonkurrencen til AG2R og en enkelt dag i den gule trøje - og dét endda på den franske nationaldag, 14. juli. Man må sige, at det er mere end godkendt.

Hvad nu hvis …

En ekstremt stor del af de mange diskussioner - ja, nærmest skænderier -, der har verseret på de sociale medier og diverse cykelmedier omhandlende Tour de France, har handlet om alt det, der kunne være sket.

Hvad nu hvis Chris Froome ikke var styrtet? Kunne Alberto Contador have vundet, hvis han havde holdt sig på cyklen og ikke var kørt ned i et hul? Er Vincenzo Nibali overhovedet en værdig vinder? Det første problem med disse spørgsmål er, at vi aldrig får svar på dem, hvilket gør dem fuldkommen irrelevante.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det andet problem er, at det får nogle mennesker til at ytre, at Nibali har fået sejren foræret. At den eneste grund, til at han står som vinder af Tour de France 2014, er, at de to største forhåndsfavoritter udgik undervejs, og at han ville være blevet kørt agterud, hvis de havde været der.

Alle de der watt

Hvis vi nu gav os tid til at analysere lidt på de sidste tre ugers begivenheder og mere specifikt på de bedste rytteres kraftudladninger, så tegner der sig et ganske klart mønster.

Nibali lægger sig nemlig, når vi snakker antal trådte watt per kilo kropsvægt, tæt op ad de præstationer, som vi har set de seneste seks år (med undtagelse af Contadors tur op ad Verbier i 2009). Det vil sige på samme niveau som Froome og Quintana i sidste års udgave og de andre topryttere, der har domineret Touren, siden det biologiske pas blev indført i 2008. Et niveau, som inden for sportsfysiologien anses som værende på grænsen for det plausible, når det gælder mistanke om doping.

Det viser os med al ønskelig tydelighed, at Nibali har kørt på det niveau, der i disse tider kræves for at vinde Tour de France, og dermed også er på niveau med Froome og sandsynligvis også Contador. Mange fans mener, at Contador ville have tævet Nibali på de sidste fem bjergetaper, hvis han havde fået chancen, meeen … der var altså 2.34 mellem de to kombattanter inden 10. etape, så hvis Contador skulle have vundet, var han nødsaget til at køre på et niveau langt over, hvad der forventes af rene cykelryttere. Lyder det realistisk? Løbet blev reelt allerede afgjort på brostenene - uanset hvem der udgik undervejs.

En suveræn sicilianer

For man kan ikke tage fra Nibali, at han hjemtog en fuldkommen suveræn sejr, hvis lige ikke er set siden Jan Ullrich i 1997. Næsten otte minutter foran nummer to. Varslet kom på den kuperede anden etape, hvor han første gang kunne iføre sig den gule trøje, og det endelige slag blev sat ind på vej mod Arenberg tre dage efter.

Der var ingen over, ved siden af eller så meget som bare i nærheden af Nibali i Tour de France 2014. Det havde naturligvis set anderledes ud, hvis Froome og Contador havde været med - de havde (forhåbentlig) udfordret ham i alle mulige terræner på vej mod Paris og måske kun været et minut eller to efter italieneren til slut.

Derfor er det ikke underligt, at beskyldningerne om doping opstår. Det gør de altid, når nogen er suveræne, men vi blive også nødt til at se det i et større perspektiv. Der er forskel på cykelryttere, nogle er bare bedre end andre, og løbet viste os, at lige nu er Nibali, Froome, Contador og måske Nairo Quintana, som desværre ikke deltog, bare bedre end resten af klassementsrytterne.

Lidt af en fuser

Man føler sig lidt snydt efter disse tre uger. Der var lagt op til en af de allerstørste dueller i årevis med Nibali som ekstra krydderi, men vi fik det aldrig at se. Spændingen i Tour de France er altså også afhængig af kampen om sejren, og den udeblev simpelthen i år. Efter brostenene var der på intet tidspunkt tvivl om, hvem der skulle ende som vinder, og det er bare så ærgerligt for løbet, for det kunne være blevet en fuldstændig fantastisk årgang. I stedet endte det som lidt af en fuser, og man skulle altså være franskmand for helt alvorligt at kunne lade sig ophidse af den intense franske kamp om podiepladserne.

Vi kan kun gisne om, hvordan det havde set ud, hvis Contador og Froome havde været der til at udfordre italieneren, men faktum er, at dette års udgave af Tour de France - uanset hvad alle de jubeloptimistiske eksperter forsøger at proklamere - var en udgave et pænt stykke under middel. Få etaper havde spænding og interessante udfald, men i det store hele blev det bare aldrig rigtig vildt. Alle de store kampe udeblev både om sejren og de andre topplaceringer, og selvom brostensetapen er den fabelagtige undtagelse, der bekræfter reglen, så sidder jeg tilbage med følelsen af … skuffelse.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Jeg glæder mig bare til næste år og håber, at toprytterne til den tid kan holde sig på cyklen, undgår sygdom, og hvad der ellers skal til, for at vi får den højintense kamp om klassementet, vi alle sammen håber på.

Kommer Vuelta a España til at læge såret? Jeg håber!