Kommentar: "Så kan Froome lære det!"

Jeg håber, at De, kære læser, blev lige så forarget over at læse overskriften på denne artikel, som jeg gjorde, da jeg læste samme sætning som kommentar under en artikel her på siden. Artiklen omhandlede naturligvis, at Chris Froome, den forsvarende vinder af Tour de France, var udgået efter et styrt, endnu et..

Ordene, som lige så godt kunne være byttet ud med "Froome fortjente at styrte!", chokerer mig.

Hvad handler det egentlig om?

Chris Froome og Team Sky som helhed har været imponerende stærke - til tider dominerende - de seneste to og en halv sæson, når det kommer til etapeløb, og det er ikke underligt, at der er nogen, som stiller spørgsmålstegn ved briternes dominans. Så sent som sidste forår skrev jeg selv en kommentar, hvor jeg forsvarede Team Sky, men det lader ikke til, at holdningen i den brede befolkning har ændret sig synderligt.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I stedet er hadet mod Froome og Sky blot vokset i takt med antallet af sejre og de voksende anklager om organiseret doping, som holdet beskyldes for ved hver eneste sejr eller gode præstation. Det er efterhånden blot en vedtaget (men ikke bevist) sandhed blandt en skræmmende stor del Cykeldanmark, at Froome og Sky er dopede - sådan er det bare!

Man kan mene, hvad man vil om, at en stor del af danskerne adopterer klassementshåbet hos det hold, Bjarne Riis er en del af - uanset om det er dansk eller russisk - hurtigere, end vi andre når at opdage, at kontrakten er underskrevet. Det er sådan set fint nok.

Selvfølgelig er der fans i begge lejre. Det skal der være, ellers ville der ikke være så mange tusinde tilskuere på vejene, som der har været de seneste fem dage. Problemet er bare, når vi i stedet vender den glæde ved cykelsport og tiljublen af bestemte ryttere til nedgørelse af, unuancerede anklager og skadefryd mod andre.

Froome selv ude om styrt

"Så kan han og Sky lære det!", "YES!" og "Tøsedreng". Det er blot et udpluk af de kommentarer, der kommer fra danskere og læser af Feltet.dk, efter offentliggørelse af, at årets største favorit til Tour de France og den forsvarende vinder, Chris Froome, er udgået.

Undskyld mig, Danmark, men ... hvad blev der af respekten for en professionel atlet, og ikke mindst: hvad blev der af medmenneskelighed?

Det her er altså en artsfælle, vi taler om, et menneske i kød og blod, homo sapiens og det hele. Så kan det godt være, at det hører med til jobbet som professionel cykelrytter, at man må leve med de risici, det indebærer, når man kører fem-seks timer om dagen på sin cykel, men betyder det, at vi skal juble, når et andet menneske - også selvom det er en sportsudøver - ryger i asfalten og tilsyneladende slår sig så slemt, at han ikke er i stand til at forstætte det, han lever af, det han lever for?

Vi har som tilhængere af cykling brugt de sidste tre uger på at nedgøre fodboldspillere og deres ukuelige trang til at lægge sig ned, så snart de får et puf. Men pludselig fordi det nu er fjenden, modstanderen, konkurrenten, der kommer til skade, så er det bare helt fantastisk og skal hyldes og fremhæves, som om det var det mest ønskværdige nogensinde. Jeg forstår det simpelthen ikke!

Noget, der også falder mig for brystet, er, at seerne er i stand til gennem fjernsynet at vurdere, hvor slemt Froome er tilredt. Der gik få sekunder, fra Froome satte sig ind i sin holdbil, til de første kommentarer, om at han slet ikke havde "slået sig nok" til at give op, dukkede op. Hvordan er man i stand til at se det? Det er nu engang kun Froome selv, der kan mærke, om han er i stand til at cykle videre. Så kan det godt være, at vi har vænnet os til, at cykelryttere kører videre med brud på den ene og den anden knogle, men hvis rytteren selv føler, det ikke er forsvarligt at sætte sig op på cyklen igen, så er han jo den eneste, der kan mærke det. Uanset hvordan det ser ud gennem fjernsynet.

Forargelse frem for alt

At læse disse negative kommentarer om Froomes tragiske(!) udgang fra Tour de France 2014, hvis endelige triumfator på ingen måde kommer til at nyde samme ære, når den forsvarende vinder er udgået, forarger mig på nogle af de allermest basale; medmenneskelige principper, som jeg stadig troede, at vi alle var i besiddelse af.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Cykling er følelser, naturligvis, og vi lader os til tider rive med og siger (og især skriver) ting, vi måske ikke nødvendigvis mener ved nærmere eftertanke. Men det retfærdiggør altså ikke, at vi hylder, at en andet menneske kommer til skade.

Det er retteligt at citere sangen Rude af bandet Magic, der synger:

Why you gotta be so rude?

Don't you know I'm human too?

Det kan godt være, det er cykelryttere. Bare nogle atleter, som opfatter sig selv som 'gladiatorer', eller som dybt nede gør det for deres egen skyld. Men det er stadig mennesker. Medmennesker.