Kommentar: Så raser den gule dopingfeber

Egentlig udkommer Gul Feber først i næste uge, men det har ikke afholdt tabloidmedierne fra allerede nu at dele noget af det saftige indhold, som Michael Rasmussen afslører i bogen. Anklagerne slynges ud i en lind strøm, og der ser ikke ud til at stå ret mange upåvirkede ryttere tilbage, hvis de i løbet af deres karriere har haft kontakt til Kyllingen fra Tølløse. Hvis han altså fortæller sandheden.

Og troværdigheden er faktisk endt med at blive det helt store spørgsmål i sagen om Michael Rasmussens bog. Kigger man kommentarerne til nyheden hos de danske nyhedsmedier efter i sømmene, koncentrerer størstedelen af dem sig om at kalde Rasmussen for "utroværdig" og "stikkersvin" eller undrer sig over, hvordan han kunne "synke så dybt" og få sig til at fortælle sin historie til dopingmyndighederne.

Som det så ofte sker i dopingdebatten, hvor der for mange mennesker er stærke følelser involveret, ender det tit med en meget voldsom og sort/hvid debat. Her mener jeg, man skal overveje, hvilke motiver Rasmussen kunne have for at lyve eller for at fortælle sin historie.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Jagtet i syv år

Der er ingen tvivl om, at Rasmussen har følt sig plaget og jaget af både medierne og myndighederne gennem årene. Startende i 2007, hvor det grundet den danske udtagelse af VM-holdet kom frem under Tour de France, at han havde misset nogle out of competition-tests - nogle danskere følte i mange år herefter, at Jesper Worre personligt fratog Rasmussen sejren i Tour de France.

Efter udsmidning og karantæne kørte TV 2 historien om blodcentrifugen med Bernhard Kohl (som var helt korrekt), hvilket endnu en gang fik sindene i kog hos både Rasmussen og den danske befolkning. Da karantænen udløb, var der forståeligt nok ingen, der ville røre ham med en ildtang. I stedet tog han dykket ned til kontinentalniveau, hvor han igen ikke ligefrem blev modtaget med åbne arme. Blandt andet blev hans hold forbigået til udtagelsen til dette års Post Danmark Rundt.

Da dopingbekendelserne begyndte at rulle i slutningen af sidste sæson og hen over vinteren, hoppede Rasmussen med på vognen og krøb til korset. Derudover gjorde han som få andre ved at fortælle hele historien og alt, hvad han vidste om andre, til Anti Doping Danmark (ADD) og andre antidopingmyndigheder. Og det på trods af at han gennem sin karriere havde kørt stilen, der hedder "lyv, lyv, lyv" og senere "benægt, benægt, benægt".

Deja-vu? Ja, det tror jeg nok

En vis Tyler Hamilton udgav The Secret Race sidste år efter en dopingfyldt karriere, hvor han ligeledes havde løjet helt imponerende meget gennem årene - vi husker nok alle historien om den dødfødte tvilling, hvis blod løb i hans årer. Men han valgte altså - ligesom Rasmussen - at fortælle alting i en bog og desuden også til United States Anti Doping Agency (USADA). Da bogen kom, var alle hurtige til at angribe Hamilton fra alle sider og forklare, hvor stor en løgner, han var og altid har været, og derfor skulle man ikke tro på ham.

Da rapporten fra USADA så blev offentliggjort, og Lance Armstrong røg ned fra tronen efter det største bedrag i cykelsportens historie, blev kritikken knap så voldsom - for alle Hamiltons anklager viste sig at holde stik.

Det er ikke til at vide, om vi får samme scenarie denne gang. Gul Feber skulle naturligvis komme i tide til at være en del af julesalget, mens ADDs efterforskning ikke bliver offentliggjort før næste år. Hamilton startede sin indrømmelse, fordi han endelig ville ud med alt det, han havde på sinde, mens Rasmussen gjorde det for at rydde op i cykelsporten. Bevæggrundene kan altid diskuteres, og heri ligger også spørgsmålet om, hvorvidt Rasmussens mange udtalelser og anklager er sande eller det pure opspind.

Hvis Rasmussen skulle fortælle alt, bliver han også nødt til at fortælle om de andre ryttere, der har været en del af sportens mørke side - heriblandt altså Nicki Sørensen, Frank Høj, Bjarne Riis og Ryder Hesjedal. Derved kan han komme til at fremstå som et stikkersvin for dem, fordi de troede, de havde lavet en aftale om omerta i al fremtid. Det har krævet et stort mod fra Rasmussens side at stå frem og fortælle om alle de ting, der indtil da har været tabu at snakke åbent om.

At den brede befolkning så deler den holdning om Rasmussen som værende et "stikkersvin", chokerer og skræmmer mig helt ind i sjælen. Tanken om, at hvis man har lavet noget lort, så fortæller man ikke, at der var andre indblandet, er jo enten en komplet barnlig eller forbryderlig holdning. Det hører til i skolegården, eller det hører til i en kriminel verden, hvor man risikerer langt mere ved at åbne munden.

Og derfor kan jeg forstå Sørensen, Høj, Riis og Hesjedal, hvis de sidder med den følelse - de var ligesom Rasmussen en del af den "kriminelle" sammensværgelse, der kørte gennem de sidste 10-20 år. Men at den almindelige dansker i stedet for at værne om ærlighed, åbenhed og afklaring af fortidens synder, fokuserer på at bibeholde omertaen og beskytte de andre brodne kar, kan virkelig undre mig.

Det danske dilemma

Rigtig meget af stikkersvin-holdningen bunder sandsynligvis i, at det er vores eneste tilbageværende helte, vi har med at gøre. Hvis tæppet trækkes endegyldigt væk under Bjarne Riis, hvad gør vi fædrelandskærlige cykelfans så? Hvis Team Saxo Bank ikke eksisterer mere, hvad skal vi så kigge efter i Tour de France?

Jeg er selv vokset op med CSC/Saxo Bank som værende det store danske fikspunkt gennem cykelsæsonen, men det betyder ikke, at jeg er blind over for, hvordan cykelsporten har fungeret for år tilbage. Jeg stoler på, at Rasmussen fortæller sandheden til ADD og derfor naturligt nok også fortæller sandheden i sin bog (da jeg antager, at informationerne stemmer nogenlunde overens). Hans eneste bevæggrund for at lyve skulle være, at han føler sig så trådt på, at han vil fortælle hvad som helst for at trække andre med i faldet.

Men der er jo ingen tvivl om, at han allerede ved noget ved at have været en del af det miljø og derfor kender nogle eksryttere, som har dopet sig - hvorfor skulle han fortælle andet og mere end det? Rasmussen sidder helt sikkert med en følelse af, at det er uretfærdigt, at han skal tage hele skraldet, men situationen, hvor han skulle opfinde detaljerede historier for at skade andre, forekommer mig meget urealistisk. Han ved allerede noget, så hvorfor fortælle løgn oveni?

Han har løjet gennem hele sin karriere, ja. Ligesom Hamilton, Armstrong, Riis og Rolf Sørensen, som sidenhen alle har indrømmet i større eller mindre skala. Rasmussen har ligesom sine kolleger haft gode grunde til at lyve, da det ville koste dem alle deres cykelkarriere eller senere hen deres resultater, job eller anseelse i cykelsporten. Derfor har de løjet, så det drev, men når det er blevet mere ufarligt, har de kunnet fortælle deres historie, hvilket er nøjagtigt, hvad Rasmussen har gjort her.

Jeg kan slet ikke se, hvorfor han skulle fortælle løgne til antidopingmyndighederne. Desuden begynder der at tegne sig et genkendeligt mønster i historierne, når de gentages fra flere forskellige kilder.

Et spørgsmål om forandring, ikke om sympati

Riis har endnu ikke fortalt noget som helst. Ifølge ham selv af hensyn til den efterforskning, ADD har været i gang med. Men at han skulle være indblandet eller i hvert falde vidende om doping på sit eget cykelhold, begynder at blive en mere og mere plausibel slutning. Hamilton, Rasmussen og Jörg Jaksche har alle udtalt sig til pressen om emnet, og de to sidstnævnte er desuden en del af ADDs undersøgelser. Jaksche snakker endda om organiseret doping, og selvom vi næppe nogensinde får hele sandheden at vide, bliver vi nødt til at åbne øjnene for, at Riis heller ikke var en engel, efter han stillede cyklen i garagen.

Jeg har absolut ingen sympati for Michael Rasmussen. Han bedrog også mig, da han sendte landet i gul ekstase i 2007, og han løj så meget efterfølgende, at det er svært at tilgive. Men det betyder ikke, at han ikke kan fortælle sandheden nu, for det tror jeg, han gør. Og så er vi som almindelige cykelfans nødt til at tage i mod bruddet med tavshedens lov og holde op med at holde hånden over de andre skyldige.

Som jeg nævnte tidligere, er der utroligt mange følelser i dopingdebatten, og det kommer for alvor til udtryk nu, hvor de danske helte bliver tilsmudset, og det giver uro omkring den videre drift af Danmarks største cykelhold. Men hvis de involverede kan tage deres tæsk, fortælle deres historie og komme ud med oprejst pande, så har cykelsporten også en fremtid, hvor vi faktisk kan se fremad. I stedet for hele tiden at skulle kigge sig over skulderen.
 

Lasse Wedege Penning
 

Har du også noget på hjerte, som kunne blive en kommentar på Feltet.dk, er du velkommen til at sende din tekst til os på mail debat@feltet.dk.

De holdninger, som gives til kende i kommentaren, er forfatterens egne og ikke udtryk for Feltet.dks holdning.