Kommentar: Voigts rekord står forhåbentlig ikke længe

Hatten af Jens Voigts præstation. Chapeau! Over 51 kilometer kørte han på velodromen i schweiziske Grenchen - det var ikke bare en ny rekord, men en total tilintetgørelse af den rekord, som den ukendte tjekke Ondrej Sosenka satte i 2005, og som lød på 49,7 kilometer.

Den var meget mere end det: En kæmpe præstation, et værdigt og glorværdigt farvel til en folkekær og charmerende cykelrytter, et kolossalt - og genialt! - PR-stunt af sponsoren Trek for blot at nævne noget af det, tyskerens aktivitet i Grenchen var.

Og mere end det!

For det var ikke blot et ridt på præcis en time - pulsen og dramaet overstiger så langt de 60 minutter, rækker både længere tilbage og sandsynligvis også meget, meget længere ud. Jens Voigts timekord kan sætte gang i en ny periode med rekordforsøg - det kan man i hvert fald håbe på - og vel at mærke mellem de ryttere, som bør dyste om rekorden.

I den sammenhæng er Jens Voigts præstation imponerende og anerkendelsen og hyldesten af ham fuldt fortjent, bevares; men armene skal ned igen - rekorden bør blive en parentes og stå tilbage som et startskud til, at de sande ’mestre’ tilkæmper sig den og kæmper om den.

Enten sportens store, komplette mestre, som Lucien Petit-Breton, Fausto Coppi, Jacques Anquetil, Eddy Merckx, Miguel Indurain og Toni Rominger var det, og som eksempelvis Cadel Evans, Alberto Contador og Chris Froome er det; ryttere, som mestrer både tidskørsler og de høje bjerge.

Eller tempospecialisterne som Ferdi Bracke, Ole Ritter, Francesco Moser, Graeme Obree og Chris Boardman var det - og som Fabian Cancellara, Tony Martin, Bradley Wiggins og Taylor Phinney i dag er det.

Det er dem, vi gerne vil se kæmpe om en af sportens historisk set mest fascinerende rekorder - hvad mennesket som maskine og med cyklen som redskab kan præstere på en time. 

En smuk bastard
I den sammenhæng er Jens Voigt en bastard. En smuk bastard, naturligvis, men dog stadig et skævt indspark i det, timerekorden historisk set har stået for, som mange andre har været det, ikke mindst Ondrej Sosenka. Man skal gøre sig fortjent til at bære titlen ’indehaver af timerekorden’, hvad enten de bedrifter, man anerkendes for, ligger forud for eller kommer efter indtagelsen af rekorden.

Derfor kan man også håbe på, som Ole Ritter i går sagde til Feltet.dk, forud for Jens Voigts forsøg, at en tempostærk rytter som danske Rasmus Quaade vil overveje et attentat på et tidspunkt. Men mest af alt må man håbe på, at han, hvis han skulle gå hen over overtage rekorden en dag, også på anden vis gør sig fortjent til betegnelses ’mester’.

Jo, en ’mester’ er på sin vis også Jens Voigt, men ikke i den forstand, som det blev nævnt her ovenfor. Og derfor kan man håbe på, at han med tiden får størst ære af at have sat gang i en ny periode med jævnlige rekordforsøg - fra de, i denne sammenhæng, helt store aktører.

Perspektiverne til det er der. Måske i kraft af, at det var netop den populære tysker, og at omstændigheder omkring hans karrierestop var så særlige, men ikke desto mindre var begivenheden en kæmpe event, som nåede umådeligt bredt ud.

Det viste Trek og andre store sponsorer, at det kan være værd at satse på, at der er lige så meget at vinde som en af sportens landevejsklassikere, det være sig endagsløb eller etapeløb. Og det må have givet flere af de i denne artikel nævnte og stadig aktive stjerner et incitament.

Den tilskyndelse, som eksempelvis Lance Armstrong og Jan Ulrich og før dem end ikke Bernard Hinault følte.

Startskuddet til en ny æra?
Ikke underligt klappede også UCI i går i hænderne. For som præsidenten Brian Cookson erklærede, ganske vist også i relation til den nye udstyrsregel, så var det ”lige præcis, hvad vi mente, der skulle til for at bringe timerekordens status ind i en ny æra”.

”Jeg er overbevist om, at hans [Jens Voigts] bedrift vil få en dominoeffekt: andre store ryttere vil finde måde at angribe en af sportens største udfordringer på,” udtalte han videre og tilføjede, at ”det er godt nyt for sporten”.

Man kan sige, at Jens Voigt, fordi det på mange måder var en ’gratis omgang’, havde alt at vinde. Han skulle ikke på forhånd tilsidesætte en for ham særligt vigtig del af sæsonen for at forberede sig, og efterfølgende skal han ikke nå at komme sig inden nye vigtige opgaver. Hans status og alder ville gøre ham til en vinder, uanset om forehavendet lykkedes eller ej.

Bedriften kan ingen dog tage fra ham - den var imponerende, også selvom han grundet den nye regel kunne køre på langt mere moderne udstyr end Ondrej Sosenka, eksempelvis ved brug af pladehjul.

Af akkurat samme årsag bliver den nye rekord forhåbentlig en, der står i kort tid.

Jens Voigt beviste, hvad han er gjort af, og for det skal han hyldes. Samtidig beviste han, at rekorden er ’up for grabs’, som man siger: For andre ’mestre’ med et dedikeret hold bag sig, fokus på opgaven og på moderne UCI-godkendte banecykler bør det være muligt at overtrumfe Voigts tid. Vi kan kun glæde os til, det sker!

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder