Leder: Bliver sandheden for gammel?

Det er ikke let at finde hoved og hale i hverken den efterhånden længe diskuterede sag om Lance Armstrongs mulige brug af doping, dengang han dominerede det professionelle cykelfelt, eller at vurdere, hvad man skal tro og mene om den bog, den tidligere holdkammerat til Armstrong og senere rytter på Team CSC, Tyler Hamilton, har medvirket til og fået udgivet.

Den miskrediterede rytter gjorde det i løbet af sit eget langvarige – og mildest talt kreative – forsvar mod beviserne på dopingbrug særdeles vanskeligt at bevare sin troværdighed Det har siden ramt ham som en boomerang.

Særligt nu hvor han for alles skyld – ikke mindst sin egen – har valgt at ville fortælle ’sandheden’ om dopingkulturen i cykelsporten i tiden omkring årtusindskiftet. Det skete først i tv-programmet ’60 minutes’ og siden altså i bogen The Secret Race.

I denne bog udleverer han blandt flere andre også den daværende danske sportsdirektør på US Postal, Johnny Weltz, samt tiden med Bjarne Riis på Team CSC. Begge har ifølge Hamilton medvirket både direkte og indirekte til organiseret brug af doping på cykelholdene. Men, som Hamilton anfører, var det ikke enestående eksempler, det foregik på så godt som alle de store professionelle hold.

Om utroværdighed
Det har, som allerede fastslået, været nemt at stemple Hamilton som utroværdig. I hvert fald sammenlignet med dem, han udleverer. Men hvorfor egentlig? Hvad er det, der gør ham mere utroværdig end de andre? De er stort set alle blevet grebet i løgne, har selv indrømmet dem, eller de har blot og længe talt udenom, og så i øvrigt lagt afstand til Hamiltons påstande og udlægning af gamle begivenheder. Ja, og naturligvis også benyttet lejligheden til at hentyde til hans utroværdighed.

Mange forklarer og understreger Hamiltons utroværdig ved at fremhæve hans mulige motiver for at stå frem. Han kan tjene penge på det, lyder det – score kassen på sin bog. Andre siger, han blot er bitter, smålig eller slet og ret et dårligt menneske.

Men man må altså spørge, hvorfor Hamiltons motiver for at ville fortælle ’sandheden’ skulle være så meget mere urene end de motiver, de anklagede har for at afvise den som det pure opspind? Mange har meget på spil her, og vi ved alle, hvad cykelsporten bredt set er i stand til, når det kommer til organiseret dopingmisbrug, korruption og ikke mindst dårlige undskyldninger.

Vi ved, at det meste af det hold, Armstrong vandt sine første Tour de France sejre med, efterhånden har bakket helt eller delvis op om Hamiltons påstande. Noget man i øvrigt stadig kan undre sig over ikke har fået mere opmærksomhed.

Rør ikke Riis
I Danmark har man nærmest glemt, at den person, Hamilton om nogen rammer med sine ’afsløringer’, faktisk er Armstrong, så meget har afsnittene om Riis og Weltz fyldt i mediedækningen. Hvor Weltz kommunikativt hurtigt kom til at gøre ondt værre, har Riis kløgtigt nok afholdt sig fra at gå ind i sagen – endsige anlægge en injuriesag. Intet nyt er godt nyt, fornemmer man.

Og den taktik kan der foreløbig være god grund til at fastholde, for mens de danske medier pisker en stemning op, er det som om, Cykeldanmark stimler sammen om Riis og hans genfødte cykelhold. Vækket til live af verdens vel nok bedste etapeløbsrytter, Alberto Contador, netop vendt tilbage fra karantæne for, nå ja, at være røget i dopingfælden.

Oveni alle de andre prekære spørgsmål må man altså rejse dette: Hvorfor er det hos så mange danskere forbudt at antaste den danske cykelchefs troværdighed? Manden, der engang nærmest var vores ét-og-alt, dernæst blev latterliggjort for sin bemærkning om ’aldrig at have testet positiv’, for så siden at blive en folkehelt med sit eget cykelhold – noget end ikke hans sene og kyniske indrømmelse af have løjet i samtlige år kunne ændre på.

Det er fuldt forståeligt, at rigtig mange cykelinteresserede danskere har fået nok af alt dopingcirkusset; man vil gerne bare lade sig rive med af sporten, lade fortid være fortid og i øvrigt elske Team Saxo Bank (samt hvad holdet ellers hedder til ’efternavn’). Det er der heller ikke grund til at lave om på – som allerede skrevet er det også ret umuligt at finde ud af, hvad der er op eller ned, hvad der er sket, måske-sket og aldrig-sket.

Dopingspøgelset rumsterer stadig
Derfor vil flere – selv internt på et cykelsportsmedie som vores eget – være uenige om, hvor meget plads doping, fortidens såvel som nutidens, skal have. Nogle vil slet ikke beskæftige sig med det, hvilket bekræfter, hvad eksempelvis avisen Information påpegede forleden: at vi sagtens kan have begejstringen ved sportens udfoldelser kørende side om side med skandalehistorierne. Andre indtager en anderledes skeptisk og konsekvent holdning.

Uanset synspunkt må vi dog alle forholde os til, at dette er virkeligheden; den sandhed, vi ikke kommer udenom. Dopingspøgelset rumsterer, og det gør det så længe, vi ikke vil vedkende os, at det findes. Som den danske ekspert ud i juridiske dopingspørgsmål, professor og formand for Anti Doping Danmark, Jens Evald, har påpeget, så er vi fortsat i en proces – det testapparat, som i dag findes, er langtfra perfekt.

Bevares, vi kan alle blive enige om, at de hændelser, Hamilton beskriver, fandt sted for længe siden, og at det simpelthen er alt for omsonst og nyttesløst at ændre i resultatlister (særligt når vi nu ved, at også nummer to, tre, fire etc. var dopede). At UCI-bossen, Pat McQuaid, kan have en pointe, når han foreslår en form for amnesti for tidligere syndere, så vi kan få renset ud og komme videre, synes også plausibelt. (Det skal måske også gælde UCI, der selv, endnu engang, står for skud?).

Og i samme tråd har Evald fat i den lange ende, når han fastholder, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist – og at Hamilton ikke har fremlagt skyggen af bevis for sine påstande, (hvorfor hverken Armstrong eller Riis ikke per automatik kan hænges ud som bedragere).

Vil vi videre?
Men at gamle dopingsager netop er gamle, og at fortiden ikke kan forandres med fremadskrivende kraft, betyder ikke det samme som, at man bare skal lade den ligge. At vi bare skal afvise at beskæftige os med den, fordi den er ubekvem og ubehagelig. At Hamiltons – og andres – vidnesbyrd er fuldstændig irrelevant og utroværdigt.

’Sandheden’ er umådelig svær at finde frem til. Selv uden at miste sine sejre eller sin goodwill, er det eksempelvis ualmindeligt svært at forestille sig tilståelser fra Armstrong. Men har vi ikke en ret til, en pligt til at finde ud af, hvordan tingene er foregået? Hvad alle i og uden for sporten har måttet leve med? Hvad enten det så skal føre til absurd langtrukne retssager og tilbageskuende domsafgørelser eller ej.

Jo, måske vil det være at sætte sporten på spil, skræmme sponsorerne væk. Men, må man indrømme, det er ikke sket indtil nu, hvor sporten ellers konstant ånder i takt med det kvælende dopingspøgelse. Blandt andet idet størstedelen af nutidens sportsdirektører og holdejere er fra ’dengang’. Og det vil sikkert heller ikke ske, hvis flere ’sandheder’ kommer frem. Vi ved det ikke.

Men, hvad vi ved, er, at disse ting ikke løser sig af sig selv – og at det efterhånden er ved at være både ulideligt og kvælende. Det er ikke fair overfor sporten og da slet ikke overfor nutidens ryttere, som igen og igen skal forsøge at befri sig fra fortiden, men til stadighed må se sig lænket til den.

Redaktionen
 

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie