Leder: Giv den gas, giv ikke op

Det går nemlig meget trægt med at få udviklet danske eliteryttere hos kvinderne. Og det selvom flere af dem igennem de seneste år har haft talentet, og nogle af dem har vist det med VM-medaljer. Men hvad er årsagerne til problemet, og hvordan bliver det bedre?

Det er emnet for denne leder.

DCU

Skylden for, at det ikke går bedre, bliver ofte peget mod Danmarks Cykle Union, DCU. Beskyldningen her er som regel, at man gør så lidt for at udvikle damecykling i forhold til herrecykling, at det virker som om, man ikke gider det.

Debatten blusede senest op, da man valgte ikke at udtage en eneste dansk elite damerytter til det nylige landevejs-VM i Holland. Kritikere mente, at rytterne havde vist både vilje og evnerne til at køre med og levere en hæderlig indsats; og at det desuden næppe væltede budgettet at sende lidt flere mennesker til Holland.

Den kritik må vi stille os enige i, især efter det kom frem, at sportschef Lars Bonde end ikke havde talt med Julie Leth om det løb, hun kørte på dele af VM-ruten. Sportschefen havde dermed fået et forkert indtryk af hendes indsats. Ingen tvivl om Leth kunne have klaret sig fint igennem løbet, der havde deltagelse af ryttere fra stillehavsøen Guam og den caribiske øgruppe Saint Kitts & Nevis. Desuden har DCU tidligere fortalt, at der er penge nok til damecykling. Det fastslog formand Tom Lund overfor Feltet.dk under DM i juni.

DCU's strategi lader til at være at satse på de unge ryttere (juniorerne) og give dem et udgangspunkt, der er godt nok til at begå sig som eliteryttere. Her må de dog mere eller mindre klare sig selv. En strategi, der ligner noget, man ser i MTB-sporten, hvor der også satses på de unge, men ikke eliten, der heller ikke kan forvente VM- udtagelse. Er det her, man parkerer de ting, man dybest set ikke gider?

VM blev i år kørt i Holland og kunne nås med en køretur på omkring otte timer. Men de næste to års verdensmesterskaber rykkes længere væk, til Italien og Spanien, inden det i 2015 og 2016 afholdes uden for Europa. Hvor gode mon de danske dameryttere så skal være, før de kan komme med til VM?

Den udsigt kan ikke virke synderligt motiverende for de unge ryttere, der lige nu er på vej frem – for både nuværende og kommende eliteryttere bør der være VM og andre internationale landsholdløb i sigte. Og endnu mere demotiverende og underligt må det være for junior- og eliterytterne at konstatere, at man både har en U23- og juniorlandstræner på herresiden, mens man ikke har en dansk kvindelandstræner, som man eksempelvis har det i Sverige og Norge.

Nu er der selvfølgelig også andre løb end VM, og hvis man lavede en bruttotrup til et kvindelandshold samt sikrede starter til et dansk landshold i nogle interessante udenlandske løb. Så kunne rytterne i bruttotruppen kæmpe om pladserne i løbene, mens rytterne uden for bruttotruppen, som gerne vil køre på højt niveau, kunne kæmpe for at komme med. Mere intern konkurrence med en belønning vil generelt højne niveauet.

Klubberne og holdene

Man kan dog ikke lægge hele skylden på DCU. Et kig til herresiden viser, at det ikke er DCU, der bærer dette. Det er ikke dem, der driver Saxo Bank-Tinkoff Bank - eller Glud & Marstrand-LRØ for den sags skyld. En rytterudvikling kan hjælpes frem ved at være en del af et landshold, men den starter med en god organisation på enten klub- eller holdniveau.

Det fundamentale arbejde starter i klubberne, hvor nye ryttere lærer om teknik og træning – her motiveres de nye til at fortsætte. Der er flere eksempler på, at det ikke går godt nok. En nystartet pige eller kvinde kan ikke forventes at have den store teknik og vil også have det svært ved bare at sidde med i en gruppe af ryttere, der er langt stærkere fysisk – en problematik, der forstærkes af, at kvindecykling er en lille sport med få aktive.

Det er selvfølgelig heller ikke vilkårene i alle klubber, men flere kan sikkert gøre et bedre arbejde med decideret træning i teknik; træningsture, hvor der uden sure miner ventes på alle; og en god trænings- og kostvejledning, hvor man tør fortælle pigerne, hvor meget der skal trænes, og hvordan der skal spises, hvis de virkelig vil være gode.

For de ryttere, der bliver hængende og får arbejdet sig op på et niveau, hvor man begynder at kunne være med på internationalt niveau, skal der dog også ske noget. Flere begynder at organisere sig i hold og på teams. Det er i udgangspunktet en god ting, men kan også give meget låste, hjemlige cykelløb. Hvis holdene alene lægger deres taktik efter at vinde, er et godt sats i Danmark som regel at holde det samlet og prøve at hjælpe sprinteren. Hvis de hold, der er til start, går efter det, kan det give et løb med få angreb, og hvor der bliver ”trillet rundt”, indtil man skal forberede spurten. I stedet kunne det hjælpe, hvis taktikken gik på at skabe et hårdt og seværdigt cykelløb. Det vil over tid give stærkere ryttere, der kan klare sig bedre i international konkurrence. Med andre ord er det godt for alle parter og et fælles ansvar.

Problemet for flere danske projekter omkring damehold er, at de ikke får nogen stor støtte – og desuden savner synlige ambitioner fra DCUs side. Men man får også let det indtryk, at der ikke bliver arbejdet nok fra dameholdenes side på at sælge de gode historier, på at overbevise alle om kvindecyklingens potentiale og værdi. Når elite kvinder i andre sportsgrene klarer sig godt, må også de kæmpe for opmærksomheden. Og med til historien hører jo, at kontinentalholdene på herresiden heller ikke opstår af sig på en eftermiddag, med ryttere, sportsdirektører, mekanikere og sponsorer.

Det er naturligvis også en opgave for holdene og klubberne at skaffe internationale starter til danske ryttere. Stærke danske hold, der dominerer de hjemlige løb, men ikke udfordrer sine ryttere med barske løb i udlandet, er perspektivløst, hvis det handler om at udvikle dansk kvindecykling.

DCU kan hjælpe med et landsholdsprogram, men ligesom på herresiden er det også op til holdene selv at skaffe løb i udlandet. Med godt samarbejde kunne man måske skabe en række løb i Norden med stærke felter, så man ikke behøvede tage så langt væk. For ryttere i et lille land som Danmark er den internationale konkurrence vigtig for, at man kan udvikle sig og ikke bare køre mod de samme ryttere. Vi tror heller ikke, at en herrerytter kan få en stor karriere som professionel, hvis han kun kører løb i den danske A-klasse, inden han skifter til et prof-hold.

Hav mod, men tænk jer også om

Endelig er der rytterne selv. Hvis de virkelig vil blive blandt de bedste i verden, så kræver det store ofre. Ligesom alt andet i livet får man ikke noget foræret. Her er der så en åbenlys international problemstilling: At det er sværere for en top damerytter at få det til at hænge sammen økonomisk sammenlignet med for en top herrerytter. Der er en kamp i gang om dette på den internationale scene, og hvad der kan gøres i den er for stort et emne til at tage op her.

Det væsentlige at holde fast i er, at det kan lade sig gøre at køre kvindecykling på højt niveau, skønt det ikke er nogen særlig indbringende forretning. Hvis man virkelig vil det, må man også holde fast i den drøm, selvom der kommer svære tider – meget svære tider.

De danske herreryttere, der ville være professionelle i 1980'erne og starten af 1990'erne havde det heller ikke nemt. Den gang var der ikke noget Team Saxo Bank at komme ind på, og man måtte søge til udlandet og køre under nogle ofte meget barske og primitive forhold. Alligevel lykkedes det den gang at skabe en ”gylden generation”, der inspirerede flere af de ryttere, der i dag er eller kæmper for at blive professionelle.

Dermed ikke sagt at man bare skal kaste sig hovedkulds ud i at flytte til udlandet og køre cykelløb. Det er set flere gange, at det ikke nødvendigvis fører noget godt med sig. Flere talenter på herresiden – og på damesiden – har måttet vende slukørede hjem og konstatere, at det ikke gik. Det er vigtigt at tænke konsekvenserne af sine valg igennem og være helt klar over, hvad man vil.

Før man gør noget drastisk, må man spørge sig selv ”Er jeg klar til det her?” Nej, er her et acceptabelt svar, men det bør også følges op af: ”Hvordan bliver jeg så klar?”

Redaktionen

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024