En dag på velodromen i Roubaix

Paris-Roubaix er et særligt løb. Hårdt og uforudsigeligt med sine brosten, men samtidig et af de smukkeste løb i sæsonen. Som det eneste løb i kalenderen ender det på en cykelbane, velodromen i Roubaix i det nordlige Frankrig, hvor rytterne gennem tiden har sprintet mod hinanden, og hvor utrolige solosejre er blevet kørt hjem. Det er klassikernes dronning. Det er der skrevet meget om.

Roubaix

Der havde været snak om regn hele ugen, hvilket viste sig at bunde mere i frygt for våde brosten end egentlige vejrprognoser, for det er en strålende solskinsdag, da jeg begiver mig ned ad Rue Pierre de Roubaix mod den historiske cykelbane, hvor vinderen af årets Paris-Roubaix vil blive kåret inden for få timer.

Roubaix er en typisk industriby fra det 19. århundrede med en stærk specialisering inden for tekstilindustri, men i 1970’erne, med afindustrialiseringen, begynder byens økonomi at skrante.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Området er tydeligvis præget af arbejdsløshed, kriminalitet og andre sociale problemer. Børnene leger i gaderne. En dreng kommer løbende mod mig med et maskingevær lavet i plastik. Ungdommen hænger på gadehjørnerne. Ingen forstår, hvor jeg skal hen.

Jeg begynder at overveje, at jeg skal tilbage til stationen, inden mørket falder på. Men det er 40-året for Jørgen Leths klassiske film ”En Forårsdag i Helvede”, og jeg er i godt humør. Jeg fortsætter ufortrødent.

Ankomst til velodromen

Efter et par omveje når jeg frem til velodromen og det sidste brostensstykke, der ligger lige uden for cykelbanen. Her har man i stenene indgraveret navne og årstal på løbets vindere gennem tiden.

Fausto Coppi 1950, Eddy Merckx 1968 - 1970 - 1973, Francesco Moser 1978 - 1979 - 1980, Sean Kelly 1984 - 1986, Franco Ballerini 1995 - 1998, Fabian Cancellara 2006 - 2010 - 2013.

Jeg finder Tom Boonens sten. 2005 - 2008 - 2009 - 2012. Kun hans egen landsmand Roger de Vlaeminck har vundet løbet lige så mange gange.

Jeg går tilbage og passerer 1 kilometer-mærket på vej mod velodromen. Inden for bliver juniornes Paris-Roubaix afsluttet, mens der for de store stjerner er cirka 130 kilometer af løbet igen. På en mur er der hængt et stort banner op. ”L’Enfer du Nord mène au Paradis,” står der; Helvedet i Nord fører til Paradis.

Forårssolen skinner kraftigt på cykelbanen, mens jeg ivrigt undersøger hver en krog, jeg kan få adgang til. Jeg prøver at vurdere, hvor jeg bedst kan stå, når rytterne ankommer. Fabian Cancellaras fanklub har allerede taget stilling. Tom Boonens fans er også stærkt repræsenteret. Jeg beslutter mig for at gå ned til storskærmen for at følge løbet.

Boonens profet

Jeg drikker en cola for at få styr på væskebalancen. Det er én af de ting, jeg har lært efter mange år som cykelfan. Spis og drik.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Løbet er allerede i fuld gang, og jeg prøver at danne mig et overblik over situationen. Feltet er splittet i tre grupper, hvor udbrydergruppen har lidt over to minutters forspring. Tom Boonen og Etixx-QuickStep sidder i en større forfølgergruppe, og Sagan og Cancellara, der var de store favoritter inden løbet, er fanget i en tredje gruppe. Det ligner en katastrofe for dem. Ingen vil hjælpe dem med at lukke hullet, og de må selv sætte sig i front.

Jeg står ved siden af en ældre hvidhåret franskmand, som viser mig sit kort over pavéstykkerne. ”Boonen. Le Belge,” siger han til mig med et afklaret blik. Tom Boonen vinder i år, forstår jeg det som, og det føles som en profeti.

På skærmen har Etixx-QuickStep taget styringen i forfølgergruppen, og Tony Martin kører med alt, hvad han har i sig, for sin holdkaptajn. På trods af at Tom Boonen med sine 35 år nærmer sig slutningen af sin karriere, ser han utroligt godt ud.

Vi får igen lov at se gruppen med Sagan og Cancellara. Pavéerne kommer nu med jævne mellemrum, og brostensspecialisterne er på overarbejde. En gruppe britiske kvinder hviner, hver gang Peter Sagan toner frem på skærmen.

Pludselig går der et gisp gennem tilskuergruppen, da Cancellara styrter midt på ét af brostensstykkerne. Sagan undslipper med nød og næppe at blive revet med ned. Situationen bliver gengivet i slow-motion. Cancellara kommer tilbage på cyklen, men mister tid og må se muligheden for en sejr i karrierens sidste Paris-Roubaix glide ud af hænderne på ham.

Sagan har mistet momentum efter styrtet.

Kvintetten

Foran er udbruddet blevet hentet. På Carrefour de l’Abre sætter Sep Vanmarcke et stærkt angreb ind, og det lykkes ham at slå et betydeligt hul. Over højtalerne råber de hans navn med fransk accent. 10 kilometer før målstregen er der dog samling igen, og finalen ser ud til at stå mellem fem ryttere.

Situationen er intens og langvarig. Boonen kommer tættere og tættere på den umulige femte sejr. Sep Vanmarcke har igen chancen efter at have tabt til Cancellara på velodromen tre år tidligere.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

To tætdrikkende norske Tom Boonen-fans bliver pludselig i tvivl om, hvorvidt de skal holde med Boonen eller Boasson Hagen, der også er med i frontgruppen. Jeg er selv i syv sind.

ORICA-GreenEDGE-rytteren Mathew Hayman sidder stadig med, og den tidligere britiske mester Ian Stannard ligner en drømmeknuser med sin fortid i banecykling og stærke kørsel på flad vej.

Afslutning på velodromen

Da der er otte kilometer igen, beslutter jeg mig for at bevæge mig væk fra storskærmen og op mod velodromen for at sikre mig en plads til finalen. Der er så småt begyndt at opstå uro i gruppen. Ingen har lyst til at forlade begivenhederne på storskærmen, men der er begrænset plads rundt om banen.

Jeg løber bagom op ad en skrænt og gennem et buskads, hvor jeg møder en mur af mennesker. Det lykkes mig at kline mig selv ind på en god plads, selvom det betyder, at jeg officielt står med det ene ben i en busk.

På afstand kan jeg skimte storskærmen i VIP-området og ser, at Boonen igen sætter et angreb ind.

Kvintetten ankommer på velodromen. Vild jubel på tilskuerrækkerne. Boonen ser ud til at lykkes med sin store drøm om en femte Paris-Roubaix sejr, som holdet har arbejdet så hårdt for hele dagen.

Det er imidlertid Hayman, der indleder spurten fra fronten af gruppen. Boonen træder fra, men det sker ikke. Hans placering op til sprinten er ikke god, og der er ikke nok kraft i hans tråd. Ingen kan tro, hvad de ser. Øjeblikket er tabt.

Hayman vinder løbet. Det kan ikke gøres om.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Gruppen med Sagan kommer ind. Det blev ikke ”The Double” denne gang for ham, men han er på toppen af sin karriere og skal ikke se sig tilbage.

Lidt tid efter ankommer Cancellara sammen med en mindre gruppe. Han og holdkammeraten Stuyven lader sig falde lidt bagud fra gruppen og modtager publikums applaus på legendens sidste runde i det franske cykelløb.

Efter målstregen kører Cancellara op til sin fanklub, der står på sidelinjen og vil række ham det schweiziske flag til en æresrunde, men han styrter pludselig foran alle sine fans og til stor bestyrtelse for tilskuerne.

Podiet bliver præsenteret, mens de sidste ryttere slæber sig over målstregen. Hayman kysser sit brostenstrofæ. Jeg kan mærke, jeg er skuffet.

Efter ceremonien begynder folk at bevæge sig væk fra området. Et par belgiske fans drikker deres gravøl i tavshed.

Afsked ved bussen

Jeg går ned til Etixx-QuickStep-bussen. En gruppe mennesker har forsamlet sig for at hilse på Tom Boonen. Dørene er åbne men dækket af et forhæng, så man ikke kan se direkte ind i bussen. Og ventetiden er lang, især for de små fans.

Foran bussen bliver sportsdirektøren Tom Steels interviewet, mens andre ryttere kommer ud. Zdenek Stybar får en kort snak med sin familie, der er mødt op, før han må i gang med at skrive autografer. Til højre for mig har en teenagedreng fået et selfie med Matteo Trentin, som han glad viser frem på sin telefon.

Tony Martin træder ud af bussen, misser med øjnene i det skarpe lys. Den stærke temporytter har arbejdet hårdt for Tom Boonen hele dagen og er tydeligt berørt af situationen. Han skriver et par autografer, før han skynder sig videre. Stemningen er trykket.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

En grædende pige bliver trøstet af sin far. En gruppe granvoksne mænd står og stirrer tomt frem for sig, mens de bekræfter over for hinanden, at Boonen stadig er deres helt.

Pludselig er der røre i gruppen.

“Proficiat, proficiat,” (tillykke, red.) lyder det andægtigt fra de mange fans, da Tom Boonen endelig dukker op på sin cykel. Han har tårer i øjnene, kigger kort ud over forsamlingen med et taknemmeligt smil, før han bliver ledt ind bag de tonede ruder. Jeg kigger op. Over Etixx-QuickStep bussen er himlen blå.

Alle fotos: Cecilie Rafaelsen / Feltet.dk