Ligestillingen i cykelsporten har trange kår

Pengepræmier i cykelsport er forskellige for mænd og kvinder. Mændene løber med opmærksomheden og dermed også de højeste pengepræmier.
Dorthe Lohse, nuværende professionel cykelrytter på det italienske kvindelige cykelhold Menikini Gysko siger:

”Selve sygdommen ligger i, at kvindernes præstationer og resultater ikke værdsættes og respekteres på højde med mændenes, og denne holdning gennemsyrer samfundet.”

Eksperter vurderer, at markedsmekanismen med udbud og efterspørgsel udgør en naturlig faktor for, hvorfor pengepræmierne ikke er ligeligt fordelt.

”Efterspørgslen er nu engang ikke så stor på kvindecykling, og dermed kan prisen for varen heller ikke blive den samme,” mener Politikens cykelekspert Mogens Jacobsen.

Pengepræmier fordeles ulige
Mandlige og kvindelige cykelryttere præmieres forskelligt. Kvinderne må leve med, at deres præstationer ikke godkendes på samme niveau som mændenes. Kilder indenfor cykelverdenen vurderer, at der er mange forskellige årsager til denne forskelsbehandling.

Forestil dig følgende scenarium:
Dig og din kollega sætter sig på en cykel hver eneste dag. For at træne og blive bedre til jeres sport. Højt solskin eller silende regn - formen skal holdes ved lige.

Endelig kommer en af de dage, hvor jeres mange sure træningstimer på cyklen skal stå sin prøve. Endnu et cykelløb skal køres, gerne vindes.
Og jeres indsats belønnes: I kommer begge på podiet, hvor I hyldes, og modtager hver jeres pengepræmie.

Men her stopper den lykkelige historie så. For din pengepræmie er væsentligt mindre end din kollegas. Hvorfor? Du er kvinde, og din kollega er mand.

Så konkret er problemet
Problemet eksisterer i stort set alle sportsgrene, således også i cykelsporten. Dorthe Lohse, cykelrytter på det italienske cykelhold Menikini Gysko, oplever det på egen krop:

”Til Danske Mesterskaber er den kvindelige mester altid blevet spist af med 1.000 kr. og den mandlige vinder får samtidig flere tusinde kroner. Det er jo dybt kritisabelt.”

Henrik Elmgreen, mangeårig løbsarrangør og nuværende arrangør af 6-dages-løbet i Ballerup er enig:

”Jeg mener, at man ved mesterskabsløbene, nationalt som internationalt, kunne gå i forvejen og vise et godt eksempel ved at indføre ens præmiering for kvinder og mænd.”

Meningerne er delte
Årsagen til den ulige præmiefordeling er der uenighed om. Henrik Elmgreen konstaterer således:

”Fysikken og intensiteten hos mændene er større, og man bliver derfor bedre underholdt, end når kvinderne kører. Derfor er der heller ikke ligestilling i sportens verden, når det gælder honorering af mandlige og kvindelige idrætsudøvere. Det er et spørgsmål om, hvad "kunderne" helst vil have. I topsport er det i væsentlig grad mænd.”

Mogens Jacobsen Politikens cykelekspert, som blandt andet har dækket Tour de France gennem de seneste 29 år - giver Henrik Elmgreen ret. Han konstaterer samtidig, at der både nationalt og internationalt er meget stor forskel på de omstændigheder, sporten dyrkes under. Han peger desuden på andre faktorer, der spiller ind, når debatten ruller:

”Det er markedsmekanismen med udbud og efterspørgsel, der gør sig gældende. Hvor uretfærdigt det end kan lyde, er den barske kendsgerning, at sponsorer tilsyneladende ikke er villige til at skyde ret mange penge i kvindecykling.”

Dorthe Lohse er af en helt anden mening. Hun mener, der bør fokuseres på helt andre ting, når man snakker om ligestilling i præmiepenge:

”Kvindernes vej til resultaterne er lige så slidsom og hård som hos mændene. Vi bruger også masser af tid på træningen.”

Hun peger desuden på, at det er en helt forkert måde at anskue problematikken på:

”At sammenligne mænd og kvinders præstationer, er som at sammenligne pærer og bananer. Det kan man ikke. Mænd er selvfølgelig kvinder fysisk overlegne. Problemet er, at det er mændenes niveau, der ubevidst sættes som målestok, når kvindernes resultater og præstationer skal vurderes”

Kvinder skal gøre sig fortjent til opmærksomheden
Ser man på de senest tilgængelige verdensranglister, er der indtil flere danske kvinder i top 100. Hele tre kvinder har fundet vej dertil, to af dem endda i top 50. Til sammenligning optræder der ikke én eneste mand i deres top 100.

Linda Villumsen var en af de mest succesfulde danske kvinderyttere sidste år, blandt andet med en sejr i kvindernes svar på Tour de France. Desuden producerer kvinderne resultater på samlebånd ved VM, EM og i andre sammenhænge.

Det i sig selv kunne være argument nok for, at kvinderne skal præmieres på lige fod med mændene. Dorthe Lohse er dog ked af, hvis det skal være det afgørende for lige vilkår:

”Kvinder skal gøre sig fortjent til at præmieres på lige fod med mænd og nyde mediernes opmærksomhed. Det er ikke tilfældet for mændene. De har aldrig skulle bevise noget.” Og nævner derefter håndbolden som eksempel:

”Husk håndboldlandsholdet, hvor kvinderne først måtte vise resultater førend medierne ville beskæftige sig med dem. Herre håndboldlandsholdet viste ikke det fjerneste, men blev pludselig voldsomt promoveret i medierne.”

Mogens Jacobsen er også imponeret over den udvikling, der er sket i kvindecyklingen de seneste par år. Han mener dog, at der er tale om en meget beskeden gruppe af ryttere, der laver disse resultater, og at det derfor ikke er argument nok for at lave lige fordeling af præmier:

”Herhjemme er kvindeklassen først de seneste år begyndt at antage en rimelig kvantitativ størrelse, men antallet af udøvere er stadig ikke tilnærmelsesvist i nærheden af det, der noteres på mandesiden. Der en udvikling i gang, men den forekommer ikke umiddelbart indenfor en overskuelig fremtid at føre til noget, der blot minder om ens forhold.”

Ingen forskelsbehandling
Dorthe Lohse er meget forundret over, at der overhovedet eksisterer denne forskelsbehandling og siger:

”Hvorfor skal hvide og farvede behandles ens? Fordi mennesker er ligeværdige og der skal tages afstand til enhver form for forskelsbehandling.”

Hun fortsætter: ”Alle er enige om, at ingen må diskrimineres pga. hudfarve, politisk ståsted, religion, men når det kommer til forskelsbehandling af kvinder på arbejdspladsen, eller præmiering i sportens verden, synes mange mennesker pludselig, det er svært at tage stilling. Hvorfor? Det er to sider af samme sag.”

Et skridt i den rigtige retning
Der er tilsyneladende en holdningsændring på vej i cykelsporten, og fremtiden tegner måske alligevel lysere for dansk kvindecykling. Således er der til Danmarksmesterskaberne i Roskilde i år, for første gang ens pengepræmier for både mænd og kvinder.

Et initiativ som Danmarks Cykle Union har fået stor ros for. Ikke mindst af socialminister Eva Kjer Hansen. Men det er kun første skridt på vejen.
Mogens Jacobsen tror ikke på en udligning i præmiepenge inden for en overskuelig fremtid:

”Så skulle det være fordi, der opstod en pludselig interesse for kvindecyklingen, som vi oplevede med kvindehåndbolden i starten af halvfemserne.”

Dorthe Lohse er også mindre optimistisk med henblik på ens præmiering i fremtiden. Hun mener, det kræver en radikal holdningsændring.

”Hos mændene vel at mærke.”

Selv i de kolde, mørke vintermåneder må de mandlige og kvindelige cykelryttere op på sadlen og træne. De har samme betingelser, for at gøre deres sæson til en succes. Når man mest af alt har lyst til at smide cyklen fra sig, tager fornuften over. Man må yde alt for sin sport.

Et ”typisk” cykelår for en kvindelig cykelrytter:

Udenfor sæsonen (november-januar):
- Fuldtidsarbejde passes. Træner efter arbejdstid.
- Henover efteråret og vinteren optrappes træningen
- I december og januar trænes der mellem 75 og 80 timer om måneden.

I sæsonen (februar-oktober):
- Orlov fra arbejdet.
- 20-30 timers træning om ugen, afhængig af hvor mange løb, der skal køres.
- Ca. 75 løbsstarter med sit hold.
- Sæsonen strækker sig som regel fra februar til oktober.


Af Jonas Kristiansen

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie