Optakt: 15. etape af Giro d’Italia

Ruten

Giro d’Italia har altid respekteret traditionen, og derfor er det kun naturligt, at man i udgave nummer 100 hylder et andet af landets tre største cykelløb. Således er 15. etape dedikeret til efterårsklassikeren Il Lombardia, og det gør man ved at slutte løbet af med en finale, der er identisk med den, der blev benyttet i 2016- og 2014-udgaverne af det store endagsløb. Det betyder i sagens natur, at der venter en svær udfordring dagen inden sidste hviledag, men da den øvrige del af etapen ikke er sammenlignelig med den italienske klassiker, og der altid køres mere defensivt i et etapeløb, kunne det ligne en dag for et udbrud inden de store slag i de højere bjerge.

I alt skal der tilbagelægges 199 km mellem Valdengo og storbyen Bergamo. Startbyen er placeret på Po-sletten lige syd for de vanskelige stigninger, der bruges til Il Lombardia, men denne gang holder man sig i det flade terræn. Således består den første del af etapen af en lang rejse langs sletten mod øst, hvor den eneste udfordring er, at man passerer tæt forbi millionbyen Milano og igennem tæt befolkede områder, hvor der er adskillige forhindringer på vejene. Terrænet er helt fladt, og højdepunkterne er de indlagte spurter efter hhv. 64,5 og 139,8 km.

Etapen ændrer karakter i byen Zogno efter 149 km. Her leder den østlige retning direkte ind i bjergene, hvor man skal op df kategori 2-stigningen Miragole San Salvatore (8,7 km, 7,0%, max. 11%). Der er en ganske svær og regulær sag med procenter konstant på 7-10% efter en let start over de første 1700 m. Fra toppen, der kommer med 39,7 km igen, kører man mod syd via en svær nedkørsel og derefter op ad kategori 3-stigningen Selvino (6,9 km, 5,4%, max. 9%), der er betydeligt nemmere og stort set hele vejen stiger med 4-6%. Fra toppen resterer bare 28,2 km, som består af en lang nedkørsel mod syd og derefter knap 20 relativt flade kilometer mod sydvest ind til Bergamo. Her venter en vanskelig finale, idet man skal op over den kendte stigning Bergamo Alta, der leder til den gamle bydel. Den stiger med 7,9% over ca. en kilometer og byder på en brostensagtig belægning. I bunden stiger det med op til 12%. Toppen kommer med 3450 m til mål og efterfølges af en relativt let nedkørsel med et skarp sving 1800 m fra stregen. En blød bue leder under den røde flamme, og derefter venter en 800 m lang, 7,5 m bred opløbsstrækning, der kun falder ganske let.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Bergamo har faktisk kun været vært for Giro-afslutninger syv gange i historien. Første gang var allerede i 1912, hvor Borgarello vandt, og siden har man været forbi i 1938 (Marabelli), 1952 (Conte), 1976 (Gimondi) og 1983 (Saronni). I nyere tid vandt Stefano Garzelli en spurt i en syvmandsgruppe i 2007, mens Kanstantsin Siutsou med et sent angreb på den brostensbelagte stigning i byens gamle centrum tog en solosejr i 2009, inden Edvald Boasson Hagen og Michael Rogers ved at vinde spurten i favoritgruppen sikrede, at Highroad ryddede podiet og forsvarede Thomas Löfkvists førertrøje. Derudover har man ofte været målby for Il Lombardia, senest sidste år, hvor Esteban Chaves slog Diego Rosa og Rigoberto Uran i en tremandsspurt, og i 2014, hvor Daniel Martin med et sent angreb tog sejren. Derudover har man stort set altid været målby for sidste etape i det nu hedengangne Settimana Lombarda, senest i 2013, hvor Alexei Tsatevich vandt en reduceret massespurt.

Vejret

Igen søndag har rytterne ideelle betingelser. Således vil der være høj solskin og en temperatur på hele 24 grader. Der vil være en let vind fra sydvest, hvilket givet sidemedvind på den lange tur langs Po-sletten og på den første stigning. Der vil være sidevind på Selvino og derefter sidemodvind og modvind på stykket ind til Bergamo. I finalen vil der være sidevind på stigningen, mod og- og med vind på nedkørslen og endelig sidevind på opløbsstrækningen.

Analyse af 14. etape

Nedturen kunne næppe være større. Alt var lagt til rette for Nairo Quintana, der havde brugt sit hold til at køre det tidlige udbrud ind, så den lille colombianer kunne markere den glædelige tilbagevenden til hans terræn med en sejr og 10 værdifulde bonussekunder. I stedet endte det med en dukkert af de større, hvor han ikke blot fejlede i forsøget på at distancere Tom Dumoulin, men hvor hollænderen sågar lukrerede på Movistars arbejde og selv tog de bonussekunder, der skulle have bidraget til Quintanas første bid af den store tidsspisning, han har lagt op til i den kommende uge.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Dumoulins præstation var på alle måder imponerende og hører til sjældenhederne i cykelsporten. Blandt de senere års udfoldelser er den vel kun sammenlignelig med det, vi har set Chris Froome levere i Vueltaen, hvor han har samme tilgang til stigningerne, som Dumoulin har haft i dette løb. Begge har en imponerende evne til at lukke alt ude og køre bjergene, som var de helt alene i verden. Der er dog en forskel på de to. Froome plejer trods alt at køre cykelløb, når han langt om længe har nået fronten. I dag fortsatte Dumoulin ufortrødent, selv efter han havde hentet Quintana, og det var først da han åbnede sin spurt for at passere Ilnur Zakarin til sidst, at man fik det indtryk, at han overhovedet havde opdaget, at han ikke var alene på bjerget.

Metoden var hamrende effektiv. Efter at have hentet Quintana vidste han, at han ville blive sårbar overfor nye angreb, hvis tempoet gik ned, og det taktiske spil startede. Derfor fortsatte han sin enkeltstart i håb om, at hans rivaler alle var på grænsen. For tilskuerne var det tydeligt, at det var tilfældet, men for Dumoulin må det have været et åbent spørgsmål. Således havde han ikke set sig tilbage siden bunden af bjerget og havde det ikke været for radioen, havde han næppe vidst, at han var stigningens i særklasse stærkeste mand.

Det, der skulle have været en mulighed for Quintana for at reducere afstanden, endte altså med det modsatte udfald, og det er netop problemet. Det var således ikke uventet, at Quintana ikke ville kunne vinde tid på Dumoulin på denne stigning. Som vi skrev i går, kunne Dumoulin vel næppe have designet en bedre bjergetape. Et fladt indløb til en kort, relativt eksplosiv stigning er skabelonen på en etape, hollænderen kan vinde, og derfor havde vi også i går udråbt ham til vores tredjestørste favorit. Problemet for Quintana var ikke, at han blev slået i spurten. Nedturen skyldes, at han viste markante svaghedstegn og end ikke kunne følge hollænderen til sidst.

På baggrund af præstationen er det vanskeligt ikke at udråbe Dumoulin til løbets favorit. På den anden side skal man heller ikke lade begejstringen tage overhånd. Der var således ingen tvivl om, at Dumoulin er stærk og i sit livs form, men de spørgsmål, der i sidste ende kan fælde ham, står stadig ubesvaret hen. Kan Dumoulin holde niveauet i tredje uge, hvor trætheden sætter ind? Hvordan reagerer han, når der kommer flere bjergetaper i træk? Og ikke mindst, hvordan håndterer han etaper med mange og endnu længere stigninger, hvor hans store krop alt andet lige bliver en betydelig ulempe? Hans præstation i Vueltaen for to år siden giver hans rivaler berettiget håb om, at svarene falder ud til deres fordel, og derfor er intet afgjort endnu.

Problemet for Dumoulins rivaler var derfor ikke så meget hollænderens styrke, men snarere deres egen svaghed. Hvem havde set det komme, at Quintana ville tabe terræn i finalen? Næppe mange, i hvert fald ikke colombianeren selv. Det kommer efter en præstation på Blockhaus, som var flot, men ikke suveræn i vanlig Quintana-standard, og det er efterhånden tydeligt, at colombianeren i hvert fald ikke endnu har nået sit topniveau.

Også Thibaut Pinot fik sig endnu en nedtur, men den var knap så uventet. En kort, eksplosiv stigning har aldrig været noget for franskmanden, og det virkede derfor måske lidt optimistisk, at det var netop denne etape, franskmanden havde udset sig til at gå efter en sejr. Selvom det endte med et tidstab, han helst havde været foruden, sluttede han stigningen flot af, og der er derfor ikke den store grund til bekymring. Det er der først, hvis Pinot viser sig ikke at kunne følge med, når vi rammer hans rigtige terræn i de høje bjerge.

Mere bekymrende er det, at Vincenzo Nibali igen fik et slag i ansigtet. Etapen var heller ikke designet til ham, men modsat Pinot, der sluttede etapen flot og efterlod et betryggende indtryk, fik man igen en fornemmelse af, at italieneren er under vanlig standard. Også han er bedre i de høje bjerge og i den tredje uge, men det bliver vanskeligere og vanskeligere at se, hvordan den forsvarende vinder skal sætte de efterhånden mange ryttere, der har vist et højere niveau, til vægs.

Endnu værre var det for Bauke Mollema, der står tilbage som dagens store taber, og han kan end ikke brokke sig over etapens karakter. Faktisk burde denne type afslutning passe Trek-rytteren glimrende, og det gør det ekstra bekymrende. Det er værd at huske på, at Mollema aldrig har kørt en grand tour, hvor han ikke er falmet i den tredje uge, og noget kunne tyde på, at det desværre går i samme retning denne gang - selvom han har forsøgt at bevare en friskhed, ved at køre meget gå løb i foråret.

Til gengæld var det opløftende at se Ilnur Zakarin rejse sig. Regelmæssige læsere af disse optakter vil vide, at vi har haft meget store forventninger til russeren, der er en af de få, der faktisk har vist, at han har topniveauet til at udfordre Quintana i bjergene. Hidtil har han imidlertid været under niveau, og det har været bekymrende. Noget kunne imidlertid tyde på, at han modsat mange andre har fundet den rette recept til at toppe i den tredje uge, hvilket har været målet for mange. Modsat tidligere år har Zakarin haft et svagt forår, og det ser ud til, at det alt sammen har været del af en veltilrettelagt plan, der pludselig har bragt ham tilbage i spillet om en podieplads.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Også Steven Kruijswijk viser fremgang, men det var nu næsten en given ting, at den hollandske dieselmotor ville finde benene i den tredje uge. At han kan gøre det så fint på en eksplosiv stigning lover godt forud for de mere udmarvende etaper, hvor han er i sit es. At komme i spil til top 3 bliver svært, men historikken viser, at Kruijswijk altid er stærkest mod slutningen af løbet, og det vil han også være denne gang.

Endelig kan man kun ærgre sig over Mikel Landas styrt. I dag viste baskeren, at han er nøjagtig så stærk, som han hele tiden har hævdet. Baskeren havde været interessant krydderi i klassementskampen, ikke mindst hvis han havde haft Geraint Thomas ved sin side. Nu må han i stedet gå efter en etapesejr, og efter dagens præstation er der vist ikke længere tvivl om, hvem der går i en stor offensiv på Mortirolo på tirsdag.

Favoritterne

Dumoulins konkurrenter krydser nu fingre for, at hollænderen knækker i de høje bjerge, men inden vi når så langt, skal feltet igennem søndagens etape, der som sagt er designet som en lette udgave af Il Lombardia. Finalen er hård, men det er ikke en dag, hvor man skal forvente forskelle mellem favoritterne. Den vanskeligste stigning er den første, men den kommer for langt fra mål til, at den kan bruges til en storstilet offensiv. Selvino er en meget let stigning, der ganske vist gjorde stor skade i Il Lombardia sidste år. Det skyldtes imidlertid, at den kom sent i et meget langt og hårdt løb. Her kommer den efter en dag i fladt terræn og vil slet ikke have samme effekt. Endelig er der den lille stigning i Bergamo, hvor en eksplosiv rytter måske kan vinde et par sekunder, men det er ikke en finale, der indbyder til store afstande.

Derfor er det også en dag, der har udbrud skrevet med fed ud over det hele. Ingen af favoritholdene har den mindste interesse i at forsøge at skabe samling - specielt ikke fordi Dumoulin faktisk vil være en af favoritterne til at tage bonussekunder, hvis det skulle ske. Da indledningen er flad, er det samtidig relativt let at sikre sig, at der i udbruddet ikke er ryttere, der er farlige i klassementet, og derfor er der reelt kun ét forhold, der kan forhindre gruppen i at holde hjem. Hvis et af de mindre hold, der er for etapesejre, misser udbruddet, ser man ofte, at de jagter desperat, og det kan være det, der ødelægger det for eventyrerne. Det vil imidlertid være en meget stor overraskelse, hvis denne etape ikke skal afgøres af det tidlige fremstød.

Det betyder ikke, at der ikke vil blive kørt cykelløb blandt favoritterne. Quintana, Pinot og co. er i en position, hvor de ikke kan tillade sig at køre over en stigning uden at teste Dumoulin for at tjekke, om det er i dag, han har sin dårlige dage. Derfor forventer vi også, at Quintana, Pinot og/eller Nibali vil sætte et vist pres på på den sværeste stigning, men vi tvivler på, at Dumoulin kan presses på denne type stigning. Derfor vil det sikkert ende med, at favoritterne samlet rammer brostensbakken i Bergamo, og her vil de mere eksplosive typer som Adam Yates sikkert accelerere. Det er dog nok en dag, hvor forskellene vil blive gjort, hvis en rytter har en dårlig dag og ikke ved, at en eller flere kører væk i finalen.

Med udsigt til en udbrudssejr skal man altså gætte, hvem der kan ramme gruppen og herefter gøre det færdigt. Med en flad indledning er det næsten umuligt. Der er alt for meget lotteri i den indledende fase til at forudsige sammensætningen, og derfor er det en af de mest åbne etaper. Finalen er imidlertid så svær, at man skal være en meget stærk rytter for at gøre det færdigt, og det begrænser antallet af ryttere, der rent faktisk kan vinde etapen.

Vi sætter vores penge på Omar Fraile. Baskerens præstation på 11. etape var intet mindre end imponerende og vidner om, at han er i sit livs form. Denne finale er nærmest skræddersyet til ham. Han er stærk på den lange stigning, som han problemfrit kan overleve, og han er meget eksplosiv på den korte brostensbakke. Dertil kommer, at han er hurtig i en spurt. Da han har vist, at han er en af feltets allerstærkeste ryttere, er det svært at se, hvem der skal slå ham, hvis han rammer udbruddet. Vi tvivler på, at mange vil kunne følge ham på bakken i Bergamo, og de, der kan, kan næppe slå ham i en spurt. Den store udfordring bliver at ramme udbruddet, men med hans nuværende form er der gode odds for, at det vil lykkes. Derfor tror vi på endnu en Fraile-sejr.

Ganske overraskende har Bahrain-Merida givet Giovanni Visconti lov til at jagte en etapesejr. Det vil han sikkert også få lov til på denne etape, der passer ham helt perfekt. Ganske vist synes han ikke at have sin bedste form, og derfor kan den lange stigning blive en udfordring, hvis han rammer udbruddet. Normalt er den dog ikke sværere, end at han sagtens kan klare den, og Selvino med den efterfølgende eksplosive finale er lagt til rette til Bahrain-rytteren. Med sin gode spurt har han egenskaberne til at gøre det færdigt.

Boras bedste chance for endnu en etapesejr kom i spurterne, men de har faktisk også et godt kort i bjergene. I dag viste Patrick Konrad, at han stadig er ganske frisk, og det må give mod på mere. Han har tabt så meget tid, at han bør få en vis frihed, og finalen passer ham ganske fint. Således er han god på relativt kort stigninger, er eksplosiv på Bergamo-bakken og meget hurtig i en spurt. Som for alle andre er udfordringen at ramme udbruddet, men lykkes det, vil han være en af favoritterne.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Luis Leon Sanchez har vist, at han er nærmest skræmmende stærk i øjeblikket, og modsat mange andre klatrere har han power på det flade, der øger sandsynligheden for, at han rammer udbruddet. Lykkes det, bliver den store udfordring for ham at følge de bedste klatrere på den sværeste stigning, der kan blive lidt for vanskelig for ham. Lykkes det for ham at komme med over, bliver han livsfarlig i en eksplosiv finale, der passer ham godt, og hvor han kan gøre brug af sine gode spurt.

Endelig ser det ud til, at Laurens De Plus er ved at bekræfte sit store talent. Den unge belgier var flyvende på 11. etape, hvor han havde fortjent et langt bedre resultat. Desværre ødslede han lidt for meget med energien, men det viste i det mindste, at han er en af feltets stærkeste ryttere. Han vil være opsat på at komme med i udbrud. Han mangler lidt eksplosivitet til finalen, men han er så stærk, at han alligevel kan gøre forskellen på stigningerne.

Pierre Rolland vil være opsat på revanche efter tredjepladsen fra 11. etape, men denne etape er ikke ideel. Ganske vist er han god til at ramme udbruddene, også på flad vej, men finalen passer ham ikke. Skal han vinde skal han køre væk på en af de to lange stigninger. Det bliver ikke nemt, men på den anden side er franskmanden helt indlysende en af de mest formstærke ryttere, så det er ikke umuligt.

Mikel Landa er lidt i samme situation. Han er endnu stærkere end Rolland på stigningerne og ahr lidt mere punch på stigningerne, men til gengæld er han svagere på flad vej. Derfor bliver det meget svært for baskeren at ramme det rette udbrud, og vi tvivler på, at det vil lykkes, også fordi han hellere vil gemme kræfter til tirsdag. Hvis han kommer med, er han imidlertid så god, at han sagtens kan vinde.

UAE har den stærke duo Simone Petilli og Valerio Conti , der modsat Rui Costa og Jan Polanc har tabt så meget tid, at de vil få frihed. Petilli er i sit livs form og er en fremragende klatrer, men han mangler måske styrken på flad vej til at ramme udbruddet og lidt punch og spurtstyrke. Det har Conti til gengæld, og han er som skabt til denne finale. Til gengæld har den ustabile italiener virket lidt træt de seneste dage.

Sky kan ud over Landa også spille på Diego Rosa, der efter en svag start synes at være ved at finde formen. Han var i angreb på dagens etape, og det er ikke nogen hemmelighed, at han elsker il Lombardia, som han har været meget tæt på at vinde. Derfor må han være fuld af motivation til denne etape, der passer ham ganske fint, selvom han mangler lidt eksplosivitet og hurtighed i finalen. Spørgsmålet er, om han har formen til at gøre det færdigt.

Movistar vil muligvis køre med i udbruddet for at tage vare på holdkonkurrencen. Det kan give muligheden for, at en meget formstærk Winner Anacona kan tage sin chance. Colombianeren har vist, at han er en af feltets absolut bedste klatrere. Også han mangler dog lidt hurtighed og eksplosivitet til denne type finale.

Finalen har Michael Woods skrevet ud over det hele, idet canadieren er eksplosiv på bakker og hurtig på stregen. Efter en stærk start har han imidlertid virket lidt træt, og vi er usikre på, om han stadig har formen til at vinde i så svær en finale. Dertil kommer, at han ikke er stærk på flad vej og får svært ved at ramme udbruddet.

Skulle det mod forventning blive samlet til en afgørelse blandt favoritterne, vil det sandsynligvis blive en kamp mellem Adam Yates, Tom Dumoulin og Thibaut Pinot, der er de hurtigste i en spurt fra en lille gruppe.

Feltet.dks vinderbud: Omar Fraile (udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Giovanni Visconti, Patrick Konrad (begge fra et udbrud)

Outsidere: Laurens De Plus, Luis Leon Sanchez, Pierre Rolland, Mikel Landa  (alle fra et udbrud)

Jokers: Simone Petilli (udbrud), Valerio Conti (udbrud), Diego Rosa (udbrud), Winner Anacona (udbrud), Michael Woods (udbrud), Matteo Montaguti (udbrud), Adam Yates (spurt), Thibaut Pinot (spurt), Tom Dumoulin (spurt)