Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Sirotti

Optakt: 1. etape af Tour Down Under

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

16.01.2017 kl. 16:38 af Emil Axelgaard.

Efter søndagens opvarmning i Adelaides gader går det i nat dansk tid for alvor løs, når 2017 WorldTouren skydes i gang med 1. etape af Tour Down Under. Som det oftest er tilfældet er de hurtige afsluttere, der ventes at få chancen for at sikre sig den første sejr i den fineste løbsserie, og det vil være en overraskelse, hvis ikke et brag af en massespurt bestemmer, hvem der skal bære den første førertrøje i det australske etapeløb.

Ruten

Løbet er traditionelt blevet indledt med en relativt flad etape (ofte vundet af André Greipel), og efter at man kortvarigt eksperimenterede med en hårdere indledning i 2014, er det igen de hurtige afsluttere, der kan forventes at dyste om den første førertrøje. For andet år i træk er byen Lyndoch valgt som scene for det første sprinterslag, hvor den samme finale, som sidste år gav Caleb Ewan løbets første etapesejr, vil blive benyttet.

 

1. etape er som altid en relativt kort affære, der over sine 145 km fører rytterne fra Adelaide-forstaden Unley - en hyppigt besøgt by af Tour Down Under-feltet - til Lyndoch nordøst for storbyen. Efter en flad indledning stiger det jævnt over 20 km, inden toppen af dagens eneste kategoriserede stigning, Humbug Scrub, nås efter 38,5 km. Herfra går det gennem let faldende terræn til den 26,5 km lange finalerundstrækning, der er en svagt modifceret udgave af den, der blev benyttet for 12 måneder siden.

 

Målstregen passeres første gang efter 65,5 km, og etapen afsluttes nu med tre omgange. Første halvdel af rundstrækningen er svagt stigende, mens det i den sidste halvdel går relativt konstant nedad. Således er også de sidste 3 km svagt faldende i en teknisk ukompliceret finale, der afsluttes for enden af en flere kilometer lang, lige vej. Der er indlagte spurter på Williamstown Road på 1. og 2. omgang efter henholdsvis 74,3 og 100,8 km.

  

Lyndoch har kun én gang tidligere været benyttet som målby. Det skete sidste år, hvor Caleb Ewan vandt massespurten.


HUSK AT SÆTTE DIT TOUR DOWN UNDER MANAGERHOLD
 

Vejret

Tour Down Under er kendt for sin ekstreme varme, men i år synes det at være anderledes. Mange ryttere oplevede således i dagene op til løbet regnvejr for første gang i deres mange besøg til Adelaide, og der er udsigt til mere nedbør på torsdag samt en usædvanligt kølig weekend. Inden da får rytterne imidlertid lejlighed til at arbejde lidt på kuløren, idet tirsdag synes at blive den eneste virkelig varme dag i årets udgave af Tour Down Under.

 

1. etape ventes at finde sted under en bagende sol, og temperaturen ved målet i Lyndoch ventes at nå intet mindre end 38 grader. Samtidig bliver det relativt blæsende, idet der vil være en hård vind fra vest. Det betyder, at rytterne på første del af etapen primært vil have sidemedvind, mens der rundstrækningen hovedsageligt vil være sidevind. Det gælder således også på den mange kilometer lange opløbsstrækning.

 

 

 

 

Favoritterne

Som vanligt fungerede People’s Choice Classic som den perfekte opvarmning for de mange europæiske ryttere, der modsat de lokale helte ikke har haft mulighed for at teste benene ved de australske mesterskaber, og det hurtige løb samt den intense massespurt understregede, at startfeltet til årets Tour Down Under er måske stærkere end nogensinde. For hovedparten af rytterne, herunder specielt favoritterne til den samlede sejr, handlede det imidlertid primært om at undgå styrt, og det var således ikke overraskende, at mange af de største navne rullede ind over stregen ca. ét minut efter den suveræne vinder, Caleb Ewan. For dem starter begivenhederne først for alvor tirsdag, hvor der vil være helt anderledes tænding og koncentration. I morgen er det slut med at gemme sig bagerst i feltet og slå ud i finalen - fra nu af handler det om at holde sig til i kampen om de første WorldTour-point i 2017.

 

Der er imidlertid konsensus om, at 2. etape, der slutter med den modbydelige stigning til Paracombe, er den første egentlige styrkeprøve, og i et løb, hvor 95% af feltet er højst usikre på, hvor de står formmæssigt, giver det altid anledning til lidt mere afventende kørsel. Alle synes at ville afvente det første store klatreslag, inden de tager stilling til deres reelle ambitioner i løbet, herunder i hvilket omfang, der skal satses på etapesejre ved aggressiv kørsel, og den indstilling vil utvivlsomt sætte sit præg på 1. etape.

 

Historisk har åbningsetapen været en sag for de hurtige afsluttere, og det var kun i 2014, at man eksperimenterede med en hårdere rute, der gav Simon Gerrans mulighed for at spurte sig til vigtige bonussekunder. Typisk har sprinterholdene haft fuld kontrol med situationen og sikret den ventede massespurt, men i 2015 gik det galt. En ekstremt stærk kvartet bestående af den senere etapevinder Jack Bobridge, Lieuwe Westra, Luke Durbridge og Maxim Belkov kom fri, og feltet viste sig at være ude af stand til at køre dem ind i tide.

 

Løbet for to år siden viser således, at sprinterne ikke altid får deres vilje på 1. etape, men det er usandsynligt, at vi vil se et lignende scenarium i 2017. Først og fremmest synes indstillingen som sagt at være mere afventende, og de fleste hold vil hellere spare på kræfterne frem mod onsdag end at spilde kræfter på aggressiv kørsel tirsdag. For det andet er løbets stærkeste hold, Orica-Scott, i en helt anden position. For to år siden havde de ingen sprinter eller favorit til den samlede sejr, og derfor valgte de at angribe med Durbridge. I år vil de vinde åbningsetapen med Caleb Ewan, og det betyder, at de i stedet vil bruge deres betydelige muskelkraft på at kontrollere løbet. Således kan vi forvente, at Damien Howson og Durbridge vil tilbringe det meste af dagen forrest i feltet.

 

På papiret er forudsætningerne for et hårdt løb imidlertid til sted. Først og fremmest er starten ganske brutal, og hvis der bliver kørt aggressivt her, har historien vist, at et vinterrustent felt kan eksplodere til atomer. For det andet vil den ekstreme varme sætte sit betydelige præg på løbet. Endelig vil det være meget blæsende, og da der primært er side- og sidemedvind, er betingelserne for at splitte feltet bestemt til stede.

 

I lyset af den afventende tilgang forventer vi imidlertid, at et relativt lille udbrud med ryttere fra hold som UniSA, Etixx-QuickStep, FDJ Ag2r, Lotto Soudal og Astana vil blive etableret relativt hurtigt, og herefter vil det være op til Orica-Scott at tage kontrol med Howson og Durbridge. Bora-hansgrohe må være blevet ansporet af deres flotte præstation i søndags, hvor de også viste vilje til at hjælpe med at jagte, og således er det ikke utænkeligt, at de to unge østrigere Gregor Mühlberger og Lukas Pöstlberger også vil blive sendt til fronten. Som udgangspunkt vil det være op til de to hold at sikre samling, men hvis situationen bliver kritik, kan de ventes at få hjælp fra de to vigtige klassementshold BMC og Sky, der ikke vil løbe unødvendige risici ved at lade en gruppe holde hjem. Dermed er det utænkeligt, at udbruddet holder hjem.

 

I Tour Down Under spiller bonussekunder altid en vigtig rolle, men vi tvivler på, at de indlagte spurter kommer i spil. Begge ligger relativt langt fra både start og mål, og da alle afventer resultatet af 2. etape, inden de fastlægger deres ambitioner, vil ingen bruge store mængder kræfter på at køre udbruddet ind så tidligt.

 

Det eneste, der synes at kunne forhindre en stor massespurt, er vinden. Det kan således ikke udelukkes, at ét eller flere hold vil tage initiativ til at splitte feltet, og afhængig af hvor åbent terrænet er, synes betingelserne at være til stede. Specielt Sky har i Luke Rowe, Geraint Thomas og Ian Stannard nogle sande specialister i disse forhold, og vi vil ikke udelukke, at det bliver et mindre felt, der ender med at spurte om sejren i Lyndoch. Således kan visse klassementsryttere allerede blive sat ud af spillet på åbningsdagen, og specielt ryttere som Michael Woods og Domenico Pozzovivo, der bestemt ikke er fans af positionskampen, skal være opmærksomme.

 

I sidste ende bør etapen blive afgjort i en spurt fra et større eller mindre felt, og det er vanskeligt at komme uden om, at Caleb Ewan er den store favorit. Australieren vandt den tilsvarende etape sidste år og er altid flyvende på denne tid af sæsonen. I år er ingen undtagelse, og med sejre på sidstedagen af Mitchelton Bay Cycling Classic, ved de australske mester i gadeløb og i People’s Choice Classic er han endnu ikke blevet slået i en spurt i 2017 (han styrtede på 1. etape af Mitchelton Bay Cycling Classic og lod holdkammeraten Michael Hepburn køre hjem til en solosejr dagen efter). I søndags viste han, at han er feltets hurtigste mand, og da han først åbnede for gassen, slog han med det samme et stort hul til Peter Sagan. Det er ingen overraskelse, idet han sammen med Sam Bennett på papiret er løbets hurtigste mand, og den status bekræftede han til fulde med sin suveræne sejr.

 

I tillæg til sin egen fart har Ewan den fordel, at Orica-Scott har et af de stærkeste tog. Mange var usikre på, hvordan samarbejdet med Roger Kluge ville gå i deres første løb sammen, men det fungerede absolut upåklageligt. Således lykkedes det Daryl Impey og den store tysker at give Ewan et perfekt lead-out, og da han først blev afleveret i front, var udfaldet givet på forhånd.

 

Første etape er et både længere og hårdere løb end People’s Choice Classic, men det bør ikke være til nogen ulempe for Ewan, der helt indlysende er i bedre form end mange af sine europæiske konkurrenter. Den faldende opløbsstrækning er ikke umiddelbart til hans fordel, men han viste sidste år, at han ikke desto mindre sagtens kan vinde her. Modsat i søndagens løb bliver der ingen hjælp fra Esteban Chaves og Simon Gerrans, der skal koncentrere sig om ikke at miste tid, og det betyder, at Luke Durbridge skal bruges tidligere i forløbet. Dermed har han kun Impey og Kluge i finalen, men i lyset af præstationen i søndags bør det være nok til at sikre Ewan en god position til spurten. Som feltets hurtigste mand er han dermed den klare favorit.

 

Sam Bennett må efter søndagens løb være efterladt med blandede følelser. På den ene side leverede Bora-hansgrohe et fortrinligt lead-out, hvor de med første Jay McCarthy og siden Michal Kolar og Rüdiger Selig dominerede sidste omgang, inden Peter Sagan skulle være sidste mand for ireren. På den anden side var Bennett atter ude af stand til at holde hjulet på sine holdkammerater og måtte derfor starte sin spurt for langt tilbage. Derfor fik han ikke det fulde udbytte af sin imponerende sprint, der imidlertid viste, hvad vi vidste i forvejen: at han har farten til at matche Ewan.

 

Det er ikke overraskende, at Bennett tabte sit tog i finalen. Det er således en hyppigt forekommende tendens, at den unge irer har problemer i positionskampen, og det blev ikke lettere af, at han skulle hænge på Sagan, hvis hjul alle tilsyneladende ville have. Det helt afgørende for Bennett bliver, om han i morgen kan klistre sig til Sagan, der med sin fantastiske positioneringsevne er den perfekte lead-out man. Hvis det sker, har Bennett farten til at vinde. Det er ganske vist stadig usikkert, om Bora-hansgrohe kører for Bennett eller Sagan, men i en spurt som denne er førstnævnte den hurtigste, hvilket også blev understreget i søndags. Derfor forventer vi, at det igen er ireren, der får chancen.

 

På papiret er Danny Van Poppel utvivlsomt løbets tredjehurtigste mand, men han havde ikke meget held i søndags. Han mistede lead-out man Owain Doull allerede inden starten, idet den unge brite havde maveproblemer, og uheldigvis er han heller ikke i stand til at starte selve WorldTour-løbet. Det er en betydelig svækkelse af Van Poppel.

 

Det ændrer imidlertid ikke på, at Sky med Geraint Thomas, Ian Stannard og Luke Rowe, der nu bliver sidste mand foran Van Poppel, har et af de stærkeste tog, og hvis de kan undgå at mistime tingene, som de gjorde i søndags, bør de kunne levere Van Poppel i en god position. Hollænderen viste i 2016, at han kan slå de fleste, og han bør have fordel af, at morgendagens løb er hårdere end søndagens. Van Poppel har således en god chance for at udfordre Ewan og Bennett.

 

Niccolo Bonifazio var tæt på at give Bahrain-Merida en drømmestart i søndags, og med en fjerdeplads viste han, at han igen i år er i god form straks fra sæsonstart. Sidste år var han flere gange tæt på at slå Marcel Kittel, og han slog i Polen Rundt både Ewan og Fernando Gaviria. Det viser, at han har farten til at slå stort set alle, og også han har fordel af den hårdere rute til tirsdagens løb. Det store problem er, at Bahrain-Merida ikke har et godt tog, men i søndags viste Yukiya Arashiro og Chun-Kai Feng, at de er stærke nok til at positionere deres hurtige italiener.

 

Som sagt regner vi med, at Bora-hansgrohe kører for Bennett, men det kan ikke udelukkes, at Peter Sagan får chancen. For det tyske hold er der således betydeligt mere omtale i en etapesejr til sportens største navn, og det er tydeligt, at Sagan også gerne selv vil have en god start på sæsonen. Således virkede hans lead-out i søndags ganske halvhjertet, og der var snarere tale om en halv spurt. Sagan har klart fordel af, at tirsdagens løb er hårdere, og hans drømmescenarium må være, at feltet splittes i sidevinden. Den lange, lige opløbsstrækning, der endda falder svagt, er imidlertid ikke ideel, og søndagens løb viste tydeligt, at han har brug for betydeligt med held, hvis han vil slå de hurtigere folk.

 

Vi var temmelig overraskede over, at Edward Theuns kunne spurte sig til en femteplads i sit første løb, siden han brækkede ryggen under Tour de France. Det viser, at han er tilbage i form, og det bør give selvtillid forud for 1. etape. På papiret er han en af feltets bedste og mest stabile sprintere, og med et tog bestående af Ruben Guerreiro, Mads Pedersen og specielt Koen De Kort - en af feltets bedste lead-out men - har han forudsætningerne for at levere et topsresultat. Spørgsmålet er, om han allerede nu har formen til at vinde, hvad der vil være et hårdere løb end søndagens.

 

Mark Renshaw tilbringer stort set hele sin cykeltilværelse som lead-out man for Mark Cavendish, og det er ganske sjældent, at han får mulighed for at søge sin egen chance. En af de få årligt tilbagevendende muligheder forekommer imidlertid hvert år i hjemlandet, og selvom han ikke er sprinter til daglig, har Renshaw en ganske god historik i Tour Down Under. Så sent som sidste år blev han nummer to i begge de to sprinteretaper - begge gange slået af Ewan - og det var blot en bekræftelse på, at den hurtige australier altid er i form fra sæsonstart. Heller ikke i år har han kørt et af de foregående australske løb, men det plejer ikke at være nogen hindring. Renshaw er slet ikke så hurtig som de skarpeste afsluttere, men han har med Tyler Farrar en solid lead-out man. Da han samtidig er en af de stærkeste i positionskampen - han havde således Ewans hjul i søndags, indtil Sagan fik skubbet ham væk til allersidst - kan Renshaw måske skabe en overraskelse.

 

Uden John Degenkolb på holdet lægger Team Sunweb i år et større ansvar på Nikias Arndt. Han får chancen som førstesprinter straks fra start, og han vil være ivrig efter at gribe chancen. Med etapesejren i Giroen i 2016 viste han igen, at han er ganske hurtig, og også han er bedst efter et hårdt løb. Dermed bør han have bedre chance her, end han havde i søndags, hvor Sunwebs lead-out ikke fungerede. I finalen har han kun Phil Bauhaus til at støtte sig, og det komplicerer sagen, men det ændrer ikke på, at Arndt er en af de få, der har topfarten til måske at vinde, hvis alt flasker sig.

 

Katusha stiller med et hold primært bestående af nytilkomne ryttere, og i spurterne er det en af disse, Baptiste Planckaert, der skal forsøge at levere varen. Belgieren havde en helt fantastisk 2016-sæson som kaptajn for det lille Wallonie-mandskab, hvor han med en helt fantastisk stabilitet var i top 10 et utal af gange og tillige vandt et par ganske store løb. Det sikrede ham den samlede sejr i Europa Touren samt en kontrakt med Katusha, og han er nu klar til sin første sæson på WorldTouren, hvor han har rollen som andensprinter bag Alexander Kristoff. Planckaert er med sin gode positioneringsevne fantastisk stabil og dermed stort set altid i top 10. Det var således også tilfældet i søndags, hvor den lette rute ellers ikke passede ham. Samtidig er han traditionelt i fremragende form straks fra sæsonstart. Han er imidlertid ikke en ren sprinter, og han behøver et hårdt løb for at have en reel vinderchance. Han vil således drage fordel, hvis feltet splittes i sidevinden, men selv da vil det trods alt være svært for ham at slå de hurtigere folk.

 

Feltets vinderbud: Caleb Ewan

Andre vinderkandidater: Sam Bennett, Danny Van Poppel

Outsidere: Niccolo Bonifazio, Peter Sagan, Edward Theuns

Jokers: Mark Renshaw, Nikias Arndt, Baptiste Planckaert


HUSK AT SÆTTE DIT TOUR DOWN UNDER MANAGERHOLD
 

For overblikkets skyld angiver vi herunder, hvem der kan ventes at være den beskyttede sprinter på de enkelte hold:
Orica-Scott: Caleb Ewan
Bora-hansgrohe: Sam Bennett eller Peter Sagan
BMC: Måske Francisco Ventoso får chancen
Sunweb: Nikias Arndt
Sky: Danny Van Poppel
Dimension Data: Mark Renshaw
Lotto Soudal: Sean De Bie
Cannondale: Tom Van Asbroeck
Bahrain-Merida: Niccolo Bonifazio
Ag2r: Måske Matteo Montaguti vil forsøge sig
Movistar: Carlos Barbero
Quick-Step: Måske Jack Bauer vil forsøge sig
LottoNL-Jumbo: Enrico Battaglin, Paul Martens eller Robert Wagner
UAE Abu Dhabi: Ben Swift eller Marko Kump
Trek-Segafredo: Edward Theuns
UniSA: Ingen sprinter

 

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk