Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Iri Greco / BrakeThrough Media

Optakt: 1. etape af Tour of California

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

14.05.2017 kl. 17:53 af Emil Axelgaard.

Tour of California har altid haft mest appel til sprinterne, og derfor er det kun naturligt, at løbet ofte er blevet indledt med et brag af en massespurt. Det er der lagt op til igen i 2017, hvor en stribe af verdens bedste sprintere ventes at dyste om sejren og den første førertrøje i en storslået finale i statens hovedstad, Sacramento, der i flere år har været Mark Cavendishs legeplads.

Ruten

Tour of California har ofte givet sprinterne det første ord, og det vil næppe forholde sig anderledes i 2017. Således vil statens hovedstad, Sacramento, for fjerde gang være vært for løbets åbning, som det også skete med en prolog i 2009 og med linjeløbsetaper i 2014 og 2015. Da byen ligger i en helt flad del af den ellers ganske kuperede stat, er der lagt op til, at det fantastiske felt af hurtige afsluttere igen i år får lov at slås om den første førertrøje i løbet.

 

I alt skal der tilbagelægges 167 km med både start og mål i Sacramento, og de består i alt væsentligt af en stor rundstrækning i området syd for byen. Således bevæger man sig fra start mod sydvest igennem helt fladt terræn, indtil man når frem til et vendepunkt efter knap 80 km. Her vender man rundt og bevæger sig tilbage mod Sacramento via en lidt anden rute, der imidlertid gør brug af dele af de samme veje, som blev benyttet på turen ud til vendepunktet. Undervejs dyster man om de første point i den indlagte spurt i Clarksburg efter 121,5 km.

 

I udkanten af Sacramento kommer der nogle ganske små bakker, inden man krydser målstregen for første gang efter 156,5 km, hvor dagens sidste indlagte spurt er placeret. Herefter afsluttes etapen med tre omgange på en helt flad rundstrækning omkring Capitol Park. Den har hele seks skarpe sving, hvoraf det sidste kommer med 800 m til stregen. Herfra er det en meget bred, helt lige og flad vej.

 

Sacramento blev sidst besøgt sidste år, hvor Mark Cavendish slog Peter Sagan og Alexander Kristoff i en spurt på sidste etape. I 2015 fik Cavendish ram på Sagan og Jempy Drucker i spurten på 1. etape, og briten var såmænd også hurtigst, da man også i 2014 åbnede løbet med en massespurt, som han vandt foran John Degenkolb og Moreno Hofland. I 2011 vandt Ben Swift en massespurt foran Sagan og Matthew Goss, mens Cavendish også vandt første etape i 2010, denne gang ved at slå Juan Jose Haedo og Alexander Kristoff. Fabian Cancellara slog Levi Leipheimer og David Zabriskie på en kort prolog i 2009, året efter, at Tom Boonen havde slået Heinrich Haussler og den flygtigt tilbagevendte Mario Cipollini i en massespurt. I 2007 slog Juan Jose Haedo Luca Paolini og Thor Hushovd, da man første gang besøgte byen.

 

 

 

Vejret

Et af formålene med at flytte løbet til maj var, at man gerne ville vise solrige Californien fra sin smukkeste side. Set i det lys kunne starten ikke være bedre, idet søndag byder på en skyfri himmel og en temperatur på 23 grader. Der vil kun være en let vind fra sydvest, hvilket giver sidemodvind på turen ud til vendepunktet og sidemedvind på turen hjem. På rundstrækningen vil der primært være sidemedvind på første del og sidemodvind på sidste del, herunder på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Sacramento har i mange år været det perfekte sted for Mark Cavendish at boltre sig, og den hurtige brite har allerede utallige sejre i statens hovedstad. Derfor vil den uheldige stjerne, der er blevet ramt af kyssesyge, blive samlet, når der skal kæmpes om løbets første førertrøje.

 

Det forhold, at Cavendish så ofte har vundet i byen, siger imidlertid alt om, hvad vi kan forvente at første etape. Med dets placering i en helt flad del af Californien er Sacramento sprinternes legeplads, og den store boulevard, der lægger asfalt til finalen betyder, at det er en finale for de hurtigste af de hurtige. Reelt er det kun vinden, der kan forhindre de spurtstærke folk i at boltre sig, og den har aldrig rigtigt været et tema.

 

Det vil den heller ikke være i år, og derfor vil det være en mindre sensation, hvis første etape ikke skal afgøres i en massespurt. Det ved alle, og derfor vil der næppe være den store interesse i at komme i udbrud. Wildcard-holdene vil gerne vise sig frem, og derfor vil der køre en lille gruppe med ryttere fra de små hold straks fra start, og herefter vil sprinterholdene tage kontrol. Quick-Step vil tage det store ansvar og kan ventes at få hjælp af Katusha, Sky og måske Bora-Argon 18 og Trek, og de vil sikre, at det hele skal afgøres blandt de hurtige folk.

 

Rundstrækningen indeholder mange sving, så det er klart, at lead-outs og positionering vil spille en ikke uvæsentlig rolle. Opløbsstrækningen er imidlertid lang og bred, og der vil endda bære sidemodvind. Det betyder, at en rytter med høj topfart stadig har en fornuftig mulighed for at sikre sig et topresultat, og derfor er der tale om en finale for de helt rene sprintere.

 

Set i det lyse må Marcel Kittel være storfavorit. Tyskeren har gang på gang vist, at han er verdens hurtigste rytter, senest i årets første måneder i de arabiske løb. Disse begivenheder er netop kendetegnet ved denne type boulevardspurter, og her viste Kittel med al tydelighed, at ingen kommer i nærheden af ham, hvis det hele skal afgøres på topfart. Det bliver bestemt ikke værre for den store tysker af, at han faktisk også har løbets bedste tog. Jack Bauer, Matteo Trentin og Fabio Sabatini bør udgøre det stærkeste lead-out, og selv hvis de skulle fejle en anelse, vil opløbsstrækningen være så lang og bred, at Kittel alligevel kan gøre forskellen med sin fart. Ganske vist har han kun kørt et løb siden midten af april, men på en let etape som denne burde ingen kunne komme i nærheden af Kittel, der er vores bud på en etapevinder.

 

Hans værste rival må være Elia Viviani. Italieneren er også specialist i disse boulevardspurter, og det er ingenlunde nogen tilfældighed, at også han har haft stor succes i de arabiske løb. Desværre synes han i år at have tabt lidt hurtighed i sit forsøg på at forbedre sin holdbarhed, og første del af sæsonen bød således på en stribe skuffelser. Han brød imidlertid tørken med sejren i Romandiet, og hvis han har kunnet holde motivationen trods den manglende Giro-udtagelse, må han formmæssigt være længere fremme end Kittel. Sidste år slog han tyskeren i en direkte duel i De Panne, og med et stærkt tog bestående af Jonathan Dibben Owain Doull og Danny Van Poppel har han mandskabet, der kan gøre det muligt at gentage den bedrift.

 

Alexander Kristoff er normalt ikke hurtig nok til at matche Kittel i denne type boulevardspurter. Han har imidlertid efter en skuffende sæson arbejdet på sin spurt, og det synes at have givet resultater. I år har han således være hurtigere, end han var i 2016, og så sent som i De Panne slog han Kittel i en direkte dyst. Det var ganske vist efter et hårdt løb, og han får det meget sværere denne gang. Med Rick Zabel og Michael Mørkøv har han imidlertid et fint tog, og kan de aflevere nordmanden godt, har han en chance.

 

Heller ikke Peter Sagan kan normalt vinde disse boulevardspurter mod de bedste. I det seneste års tid ynes han imidlertid at være kommet tættere på giganterne i de rene massespurter. Han er en mester i at positionere sig og læser en spurt som få andre. I en modvindsspurt er timing afgørende, og rivalerne skal ikke begå mange fejl, før Sagan vil være klar til at udnytte det.

 

John Degenkolb skal normalt bruge et hårdere løb for at være konkurrencedygtig. I de arabiske løb gjorde han det imidlertid fint også i de hele store spurter, og han har generelt spurtet ganske godt i år. Det bliver ikke nemt at slå gigianterne, men med et tog, der består af stærke folk som Marco Coledan, Kiel Reijnen og specielt Koen De Kort, har han i hvert fald en støtte, der gør, at han bør kunne starte fra en god position.

 

Efter at have fokuseret på klassikerne har Jempy Drucker nu rettet fokus mod spurterne. Han fik en ganske god start i Frankfurt, hvor han følte, at han havde benene til podiet, og han viste sidste år i Vueltaen, at han er i stand til at vinde på WorldTour-niveau. Denne etape er for nem til, at han gå efter sejren, men med sin gode positioneringsevne har han podiet inden for rækkevidde.

 

Unge Riccado Minali viste i de arabiske løb, at han har et kolossalt potentiale. Ganske vist har han ikke siden kunnet leve op til forventningerne, men denne etape minder meget mere om det, han mødte i årets første måneder. Her var hans store problem positionering, men kan han overvinde det, har han farten til at komme langt frem.

 

Eric Young har etableret sig som den bedste sprinter på den hjemlige scene i USA, hvor han senest vandt to etaper i Tour of the Gila. Nu skal han se, hvad han kan præstere i dette selskab. Med sejre i Tour of the Utah har han vundet store UCI-sejre, men niveauet her højre. Finalen er imidlertid som skabt til den hurtige amerikaner.

 

Wouter Wippert var i tiden hos Drapac meget tæt på at vinde en etape i dette løb, hvor han udfordrede selveste Cavendish. Hos Cannondale er han imidlertid gået helt i stå, først og fremmest fordi han ikke kan positionere sig og ikke har noget tog. Det har han heller ikke her, men de amerikanske spurter er mindre komplicerede. Derfor kan han måske drage fordel af sin topfart og endelig sikre sig et godt resultat.

 

Endelig vil vi pege på Simon Consonni. UAE stiller også med Andrea Guardini og Marko Kump, der umiddelbart er mere rene sprintertyper. Holdet har imidlertid givet udtryk for, at de satser på unge Consonni, der i De Panne og Abu Dhabi allerede har givet prøver på potentialet. For at lave et absolut topresultat skal løbet nok have været hårdere, men med et stærkt hold til at støtte sig har han i hvert fald gode forudsætninger for at præstere.

 

Også Ramon Sinkeldam, Jonas Van Genechten, Reinardt van Rensburg,Travis McCabe, Martijn Verschoor, Andrea Peron og lises Castillo kan ventes at blande sig i spurten, men det vil være en overraskelse, hvis de vinder.

 

Feltet.dks vinderbud: Marcel Kittel

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Alexander Kristoff

Outsidere: Peter Sagan, John Degenkolb, Jempy Drucker

Jokers: Riccardo Minali, Eric Young, Wouter Wippert, Simone Consonni

 

FREDAG

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

ONSDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk