Optakt: 2. etape af Tirreno-Adriatico

Ruten

Den første linjeløbsetape har traditionelt været en sag for sprinterne, men den tradition blev ændret i 2016. I stedet mødte rytterne straks fra start de første små klatreudfordringer på en ny etape til Pomarance, og selvom det ikke var en dag, hvor klassementsrytterne kunne gøre en forskel, skulle favoritterne være på tæerne i den vanskelige finale, hvor en relativt mild stigning gjorde det for hårdt for sprinterne og gav chancen til klassikerrytterne. Tilsyneladende var man hos arrangørerne begejstrede for den stærkt underholdende etape, og derfor vender man i år tilbage til Pomarance, hvor man benytter en meget tilsvarende finale til 2. etape af årets løb.

Tirreno-Adriatico har tradition for at have flere meget lange etaper, der gør løbet til god forberedelse til Milano-Sanremo, og det er således også tilfældet i år. Anden etape er således hele 229 km lang og indledes som sidste år i kystbyen Camaiore. Herfra bevæger mig sig gennem helt fladt terræn ned langs kysten mod sydøst og passerer undervejs de populære feriebyer Pisa og Livorno.

Etapen ændrer karakter efter ca. 90 km, hvor man drejer væk fra kysten og ind i landet, idet man sætter kursen mod nordvest. Herefter begynder det hurtigst at stige jævnt, indtil man når toppen af Serrazzano-stigningen (13,5 km, 3,0%, max. 10%) efter 132,8 km. Herefter fortsætter man mod nord igennem småkuperet terræn og forbi dagens første indlagte spurt, der kommer efter 145,6 km.

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

Efter 154,4 km når man frem til målet i Pomarance, hvor dagens anden indlagte spurt er placeret på en lille omgang, der leder udenom selve målstregen, og herefter afsluttes etapen med én omgang på en 74,6 km lang rundstrækning i det kuperede område nord for byen. Først går det jævnt nedad til bunden af Volterra-stigningen (9,85 km, 4,4%, max. 8%), der er yderst jævn og regulær, og hvis top kommer, når der endnu resterer 52,4 km. Nedkørslen leder til det nordligste punkt, hvor man vender rundt for at begive sig op ad Montecatini Val di Cecina-stigningen (3,4 km, 6,2%, max. 11%), hvis top kommer med bare 22,4 km til mål. Herefter venter endnu en nedkørsel, idet man fortsætter mod sydøst tilbage til Pomerance, hvor den vanskelige finale indledes med 8,3 km til mål. Her rammer man en lille rampe med en stigningsprocent på 16%, hvorefter en meget ujævn stigning leder hele vejen til mål. Undervejs er der korte stykker med stigningsprocenter på 10-12%, men for det meste stiger det med 2-5%. Med 3,5 km til mål flader det ud, inden den i de sidste 2 km stiger med mellem 4% og 5,5%. Finalen er teknisk meget enkel, idet man følger en let snoet, 7 m bred vej uden skarpe sving i mere end 3 km.

Sammenlignet med sidste års etape er distancen blevet øget med 22 km. Det sker ved, at man har et anderledes indløb til Pomarance, og det give en lidt lettere første del af etapen. Mere markant er det, at rundstrækningen er forlænget betydeligt, og de to første stigninger er begge nye, hvilket giver en hårdere finale. Endnu vigtigere er det imidlertid, at selve finalen også er ændret. Sidste år kørte man en teknisk rundstrækning i byen, hvilket gav nogle meget stejle ramper mod toppen af stigningen og en flad finale. I år stiger det hele vejen til stregen, men til gengæld er der ingen tekniske udfordringer og ingen stejle passager.

Sidste år blev etapen præget af angreb på den stejle del mod toppen af stigningen, og det kostede på hjælperytterressourcerne. Kun Roman Kreuziger prøvede i finalen at holde det samlet for Peter Sagan, men han kunne ikke forhindre Zdenek Stybar i at angribe henover toppen på stigningen og køre hjem til en solosejr et sekund foran Sagan og Edvald Boasson Hagen, der var hurtigst i den 36 mand store favoritgruppe.

Forud for sidste års etape havde Pomerance ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Vejret

I år viser Tirreno-Adriatico sig virkelig fra sin mest behagelige side. Torsdag bliver en sag med høj solskin og en temperatur i målbyen på behagelige 17 grader. Der vil være en svag til let vind fra vest, hvilket giver sidevind stort set hele dagen, afbrudt af enkelte medvindsstykker. Der vil således også være sidevind på det meste af finalerundstrækningen. På sidste stigning vil der være sidevind, indtil man drejer ind i medvind med 1200 m til mål.

Analyse af 1. etape

Hvis der var tvivl om, hvorvidt BMC er verdens bedste hold i den helt specielle holdløbsdisciplin blev de gjort grundigt til skamme med en fuldstændig suveræn præstation. Efter en lidt sløv start, hvor man på de første 9,5 km satte 9 sekunder til i forhold til Movistar, gjorde man, som man havde gjort det i Valencia: åbnede for gassen i den sidste halvdel. Det er vidne om stor ekspertise og evne til at håndtere den maget vanskelige disciplin, at man i årets to første holdtidskørsler har smadret rivalerne på sidste del. Historien viser, at det er meget let at lægge for hårdt, og holdløb vindes ofte af det hold, der har mest i posen på sidste del. Det har i begge årets løb været BMC, der efter Quick-Steps tab af Tony Martin er tilbage som de suveræne konger i disciplinen.

Sejren i sig selv var ikke en overraskelse, men tidsforskellene var større, end man kunne have ventet. Rohan Dennis og Tejay van Garderen kunne således ikke have ønsket sig et bedre udgangspunkt, og da specielt Dennis har udsigt til at vinde yderligere tid på 7. etape, ser det lovende ud. Det er stadig usikkert, hvordan van Garderen er kommet sig over sin sygdom, og hvordan den meget formstærke Dennis vil håndtere en så svær stigning som Terminillo, men det må være en fornøjelse at gå til køjs i aften velvidende, at man er 21 sekunder foran Quintana og Pinot, 24 sekunder foran Yates, 39 sekunder foran Roglic og Gesink, 52 sekunder foran Nibali, 54 sekunder foran Aru, 55 sekunder foran Dumoulin, 57 sekunder foran Mollema, 59 sekunder foran Pozzovivo og mere end et minut foran alle øvrige rivaler.

De øvrige vindere er naturligvis Quintana og specielt Pinot. Franskmanden og FDJ viste allerede i 2015 solid fremgang i denne vanskelige disciplin, men alligevel kom det som en overraskelse for mange, at man sidste år blev nummer 3 i netop denne holdtidskørsel. Den præstation kom i kølvandet på en kollektiv opblomstring i enkeltstartsdisciplinen for hele det franske mandskab, og i år fortsætter takterne, ikke mindst takket være forstærkningen med Tobias Ludvigsson. Pinot kunne næppe have ønsket sig et bedre udgangspunkt, og da han kan ventes at slå Quintana på den sidste enkeltstart, skal han ”bare” hold sig til colombianeren på Terminillo samt distancere BMC-rytterne for at sikre sig den samlede sejr.

Quintana kan også gå i seng med en vis tilfredshed. På papiret var det indlysende, at Movistar havde et fantastisk hold, men der har desværre været en tendens til, at man har skuffet på netop denne etape. Det gjorde man bestemt ikke i dag, og Quintana fremstår derfor fortsat som den store favorit. Hvis han er så suveræn på Terminillo, som mange venter, vil han med lethed kunne opbygge sig et forspring, som kan forsvares på enkeltstarten.

Orica-Scott mødte op uden samme power som i deres storhedstid, men alligevel gav de den formstærke Adam Yates et godt udgangspunkt. Det er imidlertid også nødvendigt, idet briten skal have en buffer, inden den sidste enkeltstart. Vincenzo Nibali, der desværre ikke synes at være på toppen, kom også fin fra start, og heller ikke den godt kørende Fabio Aru kan være helt utilfreds.

De store tabere er naturligvis det ellers så stærke Sky-mandskab. Hele tre ødelagte hjul for Diego Rosa, Mikel Landa og Gianni Moscon ødelagde fuldstændigt løbet for briterne, der nu er ude af klassementet. Det betyder, at holdet nu fokuserer på etapesejre, og det skal blive interessant, hvad så stærkt et mandskab kan få ud af det. Specielt den stærke Michal Kwiatkowski har flere gode muligheder, og Elia Viviani kan nu vente mere støtte end forventet.

Blandt de øvrige tabere var Bauke Mollema og Tom Dumoulin, der begge havde ventet, at deres hold kunne køre med om de sjove placeringer. Med tab på næsten et minut er de nu begge reelt ude af kampen om den samlede sejr. Det samme er Rafal Majka, hvis Bora-hold også skuffede, mens det var helt forventet, at Rui Costa og Simon Spilak ville tabe meget tid i dag.

Favoritterne

Klassementsrytterne får ikke tid til at slikke sårene, idet de allerede på 2. etape skal være opmærksomme på lurende farer. Etapen til Pomarance er ganske vist ikke en, hvor man kan vinde løbet, eller hvor de store skal spille med musklerne, men det er en dag, hvor der sagtens kan opstå små huller i finalen. I et løb, der vindes og tabes på sekunder, handler det derfor om at holde sig til i finalen.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Det vil imidlertid være en overraskelse, hvis det er en klassementsrytter, der løber med sejren. Etapen til Pomarance er skræddersyet til klassikerrytterne og slet ikke hård nok til, at klatrerne kan gøre en forskel. Det er således ingen hemmelighed, at det er Greg Van Avermaets største mål i dette løb, og for Peter Sagan må det også være en etape, der har fået et stort kryds. Det samme gælder for Edvald Boasson Hagen, der var tæt på at vinde sidste år, for Tim Wellens og Tiesj Benoot samt for sidste års vinder Zdenek Stybar. De er alle skabt til en finale som denne, og derfor bør der være stor interesse i at kontrollere løbet.

Der er en bjergtrøje på spil, og på en kuperet etape som denne er der altid lidt mere angrebslyst end på flade etaper. Derfor kan det godt tage lidt tid, inden udbruddet etableres. Når det sker, er det sandsynligvis med deltagelse fra de fire wildcard-hold - specielt er det et godt bud, at Marco Canola er at finde i gruppen - samt UAE og måske Ag2r. Herefter vil BMC tage kontrol, og da de både kan vinde etapen og har en førertrøje at forsvare, vil de med stor sandsynlighed skulle stå for hovedparten af arbejdet. Måske vil Bora-hansgrohe og Quick-Step senere give en hånd, men det vil ikke være overraskende, hvis BMC står alene med ansvaret.

Det interessant bliver, hvad der sker, når vi rammer stigningerne, og om der er hold, der har tænkt sig at gøre det hårdt. Det kunne eksempelvis være en mulighed for det frustrerede Sky-hold at forsøge at komme af med hjælperytterne, så man i finalen kan udnytte, at man har mange klatrere og folk, der er stærke i finaler som denne. Også Lotto Soudal vil gerne have et hårdt løb, men det mest sandsynlige er, at BMC vil være i kontrol.

Der kan komme angreb på næstsidste stigning, men vi venter, at det hele skal afgøres på sidste bakke. BMC har så stærkt et hold, at de ikke burde få problemer med at give Van Avermaet en mulighed for selv at gøre det færdigt på stigningen op til mål.

I år er finalen umiddelbart en anelse nemmere, og der mangler de stejle passager, hvor de eksplosive ryttere kan angribe. Der er heller ikke så mange sving, og det gør det vanskeligere at gentage Stybars bedrift fra sidste år. Det betyder ikke, at der ikke vil komme forsøg i finalen, og hvis BMC kun har Damiano Caruso til at kontrollere - Dennis og van Garderen skal koncentrere sig om klassementet - kan det blive svært. Bora-hansgrohe har ikke meget at bidrage med, med mindre Jay McCarthy og Pawel Poljanski er velkørende eller man ofrer Rafal Majka. Til gengæld vil Dimension Data have Stephen Cummings til at hjælpe med at kontrollere, hvis ikke briten angriber selv. Det mest sandsynlige er derfor en spurt op ad bakken, men det kan ikke udelukkes, at et sent angreb igen vil være succesfuldt

I det lys er det svært ikke at have Peter Sagan som favorit. Slovakken var fuldstændig suveræn i åbningsweekenden, hvor alle var enige om, at han var klart stærkeste mand. Dette terræn er ikke sværere, end at han sagtens kan hænge på, og i en spurt som denne er han en af verdens allerbedste. Det store spørgsmål er, hvordan han er kommet sig ovenpå den sygdom, der tvang ham ud af Strade Bianche. Han trænede ikke søndag og mandag, og selvom han nu har føler sig tilpas igen, kan det have kostet lidt. Han så imidlertid fin ud i dag, og hvis man husker på, hvor god han var i Belgien, er det vanskeligt at forestille sig, at han ikke igen vil være den stærkeste.

Sagans store udfordring bliver at holde det samlet til en spurt, hvilket mislykkedes sidste år. Som sagt burde der imidlertid være interesse i netop det udfald, og hvis det skal afgøres blandt de gode puncheurs, vil alle øjne være på Sagan. Hvis McCarthy har en god dag, har han ovenikøbet en god lead-out man, og derfor sætter vi vores penge på verdensmesteren.

Hans store rival er igen Greg Van Avermaet. På papiret er belgieren ikke så hurtige som Sagan, men det er faktisk alligevel Van Avermaet, der har overhånden, når det gælder deres indbyrdes dueller i sådanne finaler. Således har Van Avermaet slået Sagan i spurter op ad bakke i de seneste top udgaver af Omloop, i Touren 2015, i sidste års Tirreno samt i GP Montreal, mens Sagan kun vandt i GP Quebec. Når vi alligevel tror mere på verdensmesteren skyldes det, at de fleste af de øvrige spurter er kommet efter hårde løb, hvor Sagan er blevet tvunget til at bruge mange kræfter. Denne gang vil det formentlig være mere kontrolleret, og så bør Sagan kunne drage fordel af sine bedre topfart. Det ændrer imidlertid ikke på, at Van Avermaet har vist, at han sagtens kan vinde.

En anden mester i en finale som denne er Fabio Felline, der i en spurt på flad vej er hurtigere end Van Avermaet. Han er måske ikke helt lige så stærk i en finale som denne, men den alsidige italiener bliver ved med at forbedre sig og blive mere og mere holdbar. I år har han været i storform, siden han vandt Trofeo Laigueglia is suveræn stil, og han imponerede specielt i åbningsweekenden. I Strade Bianche fik han ødelagt sit løb af styrt, men endte alligevel på en meget imponerende 13. plads. Det viser, at formen stadig er fremragende, og der er ingen tvivl om, at Felline i en spurt som denne kan udfordre Sagan og Van Avermaet.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Edvald Boasson Hagen har haft en usædvanlig stille sæsonstart, men det skyldes en reduceret løbskalender og ikke mangel på form. Faktisk synes nordmanden at være aldeles velkørende. Det viste han i Algarve, hvor han kørte stærkt på enkeltstarten og på kongeetapen, der egentlig burde have været for hård, og igen i Strade Bianche, hvor han på imponerende vis kom tilbage til fronten efter et tidligt styrt. Det må have givet ham motivation forud for denne finale, der passer ham godt. Han er ikke altid helt stabil i disse spurter, men rammer han dagen, er han skræmmende, som han eksempelvis viste med sin suveræne sejr i en endnu hårdere finale i sidste års Tour of Oman.

Det samme kan Michal Kwiatkowski, der i Strade Bianche vist, at han endelig er tilbage på sit topniveau. Polakken er lynhurtig i en spurt og har tit blandet sig med Sagan og co. i reducerede massespurter. På flad vej kommer han til kort, men i en stigende afslutning som denne kan han tage kampen op med hurtigere folk. Hans bedste mulighed er måske imidlertid at angribe i finalen som led i en meget markant Sky-offensiv.

Et sådant angreb lykkedes sidste år for Zdenek Stybar, og der er ingen tvivl om, at tjekken drømmer om at gentage bedriften. Han viste i Strade Bianche, at han igen i år er i god form, og han er en mester i at time et angreb i en finale som denne. Han kan også blande sig i en spurt, hvor han ikke er uden chancer, men vil han vinde, skal han sandsynligvis angribe. Det er han imidlertid stærk nok til at gøre med succes.

Søren Kragh Andersen fik en gennembrudssejr i en lignende finale i Oman, og det må have givet ham motivation til at give det et skud på denne etape, der på papiret passer ham glimrende. Niveauet her er naturligvis højere og den samlede etape hårdere, men når man kan slå Van Avermaet i Oman, kan man i princippet også gøre det i Italien. Det er klart, at rivalerne nu er i bedre form, men hvis Kragh har den form, han havde for et par uger siden, kan han sagtens overraske.

Tiesj Benoot har været i god form hele året, og selvom han skuffede en anelse i Strade Bianche, må han være klar til at køre efter sejren på denne etape, der passer ham glimrende. Belgieren er hurtig i en spurt op ad bakke, men det bliver trods alt svært at slå de hurtigste. Derfor er hans bedste chance at angribe, og det er han stærk nok til at fuldende.

Lotto Soudal kan også satse på den ekstremt formstærke Tim Wellens. Han er ikke hurtig nok til at blande sig i en spurt, men der er næsten garanti for, at han vil forsøge sig. Finalen passer ham aldeles glimrende, og han kan drage fordel af, at det denne gang stiger hele vejen til toppen. I Strade Bianche var han længe stærkeste mand, og der er derfor ingen tvivl om, at han er stærk nok til at gøre et angreb færdigt.

Det samme er Rigoberto Uran , der må være opsat på at få revanche efter den dårlige 1. etape. Han var meget stærk i GP Industria, og han har det rette punch til en finale som denne. Det samme har hans overmand fra i søndags, Adam Yates, der er snu nok til at forsøge sig med en offensiv og svær at slå i en spurt op ad bakke.

Blandt øvrige kandidater til sene angreb er Rui Costa, Tom Dumoulin, Giovanni Visconti, Jan Bakelants, Alexandre Geniez, Mattia Cattaneo og specielt Stephen Cummings, der er en mester i at snyde favoritterne i en finale som denne. I tilfælde af en spurt skal man også holde øje med Visconti, Bakelants, Anthony Roux, Simon Clarke, Francesco Gavazzi, Daniel Moreno, Marco Canola, Daryl Impey og Maurits Lammertink, men det vil være en overraskelse, hvis de vinder.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Greg Van Avermaet, Fabio Felline

Outsidere: Edvald Boasson Hagen, Michal Kwiatkowski, Zdenek Stybar, Søren Kragh Andersen

Jokers: Tiesj Benoot, Tim Wellens, Stephen Cummings, Rigoberto Uran, Adam Yates, Francesco Gavazzi, Mattia Cattaneo, Jan Bakelants, Rui Costa

HUSK AT SÆTTE DINE PICKS PÅ ETAPEN - DELTAG GRATIS