Optakt: 4 Jours de Dunkerque

Løbets rolle og historie

I cykelsporten er maj måned synonym med Giro d’Italia, og derfor er det svært for andre løb at få megen opmærksomhed. Et af de løb, der forsøger at stjæle lidt af rampelyset fra den italienske grand tour, er 4 Dage ved Dunkerque, hvis navn er ganske misvisende, da det i år strækker sig over seks dage i løbet af Giroens første uge.

Mens de to løb måske slås om opmærksomheden, er de ikke rivaler, når det handler om at tiltrække ryttere. Faktisk kunne de to løb ikke have været mere forskellige, da Giroen er kendt som et af de mest bjergrige på kalenderen, mens det franske løb finder sted i en relativt flad del af landet. Der er absolut ingen grund til, at klatrerne skulle rejse til Dunkerque, hvor de ingen mulighed for at vise deres talenter.

I stedet er løbet, der er et af de største etapeløb i Frankrig, lidt som en tilbagevenden til marts og den første del af april. Løbet udgøres af seks etaper, der kan betragtes som seks på hinanden følgende klassikere, og hovedudfordringerne er brosten, vind og kort, stejle stigninger. En af etaperne kan betragtes som et lille Paris-Roubaix, kongeetapen er som et slags Amstel Gold Race, og der er adskillige flade etaper, hvor vinden kan gøre alvorlig skade.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Det gør det til et perfekt løb for stærke sprintere og klassikerryttere, og mange af disse folk ser det som et stort mål, idet det udgør en sjælden chance for at vinde et etapeløb. Nogle af Ardennerrytterne har før forsøgt at presse det sidste ud af klassikerformen og gå efter et sidste topresultat, mens flere af rytterne fra brostensklassikerne bruger løbet som deres comeback efter en lille pause.

Løbet blev skabt i 1955 af en gruppe entusiaster anført af René Quillot, som afviklede det over fire dage fa 1955 til 1962. Året efter blev de udvidet til fem dag, og det have endda en sjette dag fra 1969 til 1973, fra 1982 til 2011 og igen fra 2007 til 2009. Da der har været flere halvetaper undervejs, har antallet af etaper været helt oppe på 8, men de vanskelige økonomiske tider har taget hårdt på det. Man har således været i overlevelseskamp og mistede sin sjette dag for 8 år siden. Danmark har tidligere haft succes i løbet, da Michael Sandstød vandt i 1999.

I et forsøg på at redde løbet har arrangørerne slået sig sammen med Picardie-regionen op til årets løb. Tour de Picardie er forsvundet fra kalenderen, og det har givet anledning til, at de to områder har forenet kræfterne. Det betyder, at man i år igen har kunnet udvide løbet til seks dage, men det betyder samtidig, at man geografisk har udvidet terrænet, og derfor vil man i år besøge nye områder. Da Picardie imidlertid også er fladt, ændrer det intet på løbets natur, men det har til gengæld sikret det langsigtede fremtid.

Tidligere har løbet ofte haft en enkeltstart, hvilket gjorde det til en begivenhed, der mindede meget om 3 Dage ved Panne, men det er ikke længere tilfældet. Den sidste enkeltstart blev hold ti 2009, da en ung Rui Costa tog den samlede sejr, men nu om dage spiller enkeltstartsevner ingen rolle. Derfor er løbets natur blevet ændret, og i stedet betyder hurtighed nu meget, da bonussekunder ofte stiller en afgørende rolle. Ofte vindes det af en stærk sprinter, som da Arnaud Demare tog sejren i 2014 og 2013, eller da Bryan Coquard vandt sidste år. Det kan også vindes af en stærke klassikerrytter, der kan holde sig til i vinden og på brostenene og gøre en forskel på kongeetapens stigninger. Det var sådan, Thomas Voeckler vandt i 2011, og Ignatas Konovalovas tog sejren i 2015.

Faktisk er de seneste tre udgaver en glimrede afspejling af, hvad vi kan forvente i dette løb. I 2014 vandt Sylvain Chavanel således kongeetapen, men tog ikke nok tid til at få ram på Arnaud Demare, er havde scoret mange bonussekunder. I 2015 fik Konovalovas til gengæld sikret sig tilstrækkeligt til at slå Coquard.

Sidste år fik Coquard revanche, da han ryddede bordet på de første tre sprinteretaper, hvorefter han endda kun blev slået af Xandro Meurisse på kongeetapen. Det var nok til at tage den samlede sejr 30 sunder foran Marco Frapporti og 31 sekunder foran Meurisse. Coquard vender imidlertid ikke tilbage for at forsvare titlen. Det gør heller ikke Meurisse, men Frapporti er igen til start for Androni.

Ruten

I de senere år har løbet fulgt et ret ensartet format. Som regel har der været tre relativt flade etaper, hvor kun vinden kan snyde sprinterne, en etape med brosten, der imidlertid ofte er kommet så tidligt, at de ingen rolle har spillet, samt en kuperet kongeetape. Det er modellen igen i år, hvor den ekstra dag imidlertid har gjort det muligt at indlægge en ekstra, relativt svært etape med en lille bakke i finalen.

I år kommer brostensetapen allerede på 1. etape, og denne gang er der en pavé på den sidste rundstrækning, hvilket betyder, at der kan ske visse splittelser allerede på førstedagen. Derefter følger to relativt flade etaper, inden klassementskampen intensiveres igen på den småkuperede etape, der kommer fredag. Kongeetapen køres som vanligt lørdag, hvor man for tredje år i træk bruger den samme rundstrækning i Cassel, hvorefter det hele som altid afsluttes med en helt flad etape til Dunkerque.

1. etape

Løbet har oftest inkluderet en etape, der går henover nogle nordfranske brosten, og det vil også være tilfældet i 2017. Denne gang kommer Paris-Roubaix-etapen allerede på førstedagen, og man har i år endda valgt at inkludere nogle af de meste kendte pavéer fra den franske klassiker. De kommer som så ofte før imidlertid så tidligt, at de næppe gør en forskel. Det gør til gengæld en mindre kendt pavé, der er placeret på finalerundstrækningen

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Som vanligt starter løbet i Dunkerque, og på førstedagen skal man tilbagelægge i alt 197,1 km, inden man krydser stregen i Iwuy. Stort set hele dagen begiver man sig igennem helt fladt terræn mod sydøst. De indledende højdepunkter er de to første spurter, der kommer efter hhv. 48,4 og 65,9 km, og herefter ændrer man retning for at køre mod øst frem mod dagens bjergspurt, en lille bakke, der kommer efter 95,1 km. Umiddelbart herefter rammer man den kendte pavé Mons-en-Pevele, der kommer efter 97,6 km, og den efterfølges af tre andre kendte pavéer, Bersée efter 99,5 km og Orchies, der er delt i to stykker, og som starter efter 101,7 km. Herefter kører man videre mod syd forbi den sidste spurt, der er placeret med 61,4 km igen.

Med knap 36,9 km igen kører man første gang henover den 1700 m lange pavé, der findes på den afsluttende 17,9 km rundstrækning. Herefter fortsætter man frem til stregen, inden man mod slutningen kører en hel omgang, hvilket betyder, at man igen skal over brostenene for anden gang med bare 13,2 km igen. Rundstrækningen er helt flad og slutter med en teknisk ukompliceret finale, hvor det sidste sving kommer med 3 km til mål.

Som altid i Dunkerque er vinden den største fare, men denne gang kan den afsluttende pavé også skabe lidt udskilning. Den kommer så langt fra mål, at den næppe kan bruges til angreb, men den vil reducere størrelsen på feltet, inden etapen sandsynligvis ender i en reduceret massespurt.

Iwuy blev også besøgt i 2011, hvor Marcel Kittel slog Aidis Kruopis og Michael van Staeyen i en massespurt.

2. etape

Første del af løbet er som regel helliget sprinterne, og det er tilfældet igen i år. På andendagen venter en etape, der ganske vist indeholder et par stigninger, men de kommer så tidligt, at de næppe vil gøre en forskel.

I alt skal der tilbagelægges 169,6 km med både start og mål i St. Quentin og består af to dele. Først tilbagelægges en stor rundstrækning i området syd for hovedbyen, hvor man kommer ned i mere kuperet terræn midtvejs, inden man vender tilbage til målområdet. Efter den første spurt, de kommer efter 34,8 km venter der således bjergspurter efter hhv. 62,0, 69,6 km, 101,0 km og 105,6 km samt yderligere to spurter efter hhv. 73,5 km og 118,9 km. På vej tilbage flader terrænet igen ud, inden man krydser målstregen for første gang efter 146,6 km. Herefter afsluttes etapen med to omgange på den flade 11,5 km lange sidste rundstrækning, der byder på en teknisk ukompliceret og flad finale. Sidste sving kommer ved den røde flamme o herefter er der kun to bløde kurver.

Vinden kan altid spille en rolle i Dunkerque, men på papiret ligner det en stensikker sprinteretape. Hvis ikke vejrforholdene spiller ind, bør der være rigeligt med interesse fra de hurtige folk til at holde det samlet, så de kan spurte om en etapesejr samt vigtige bonussekunder.

Løbet var senest forbi Saint-Quentin i 2008, hvor Kenny Dehaes slog Thor Hushovd og Gerald Ciolek i en massespurt. I 2002 slog Michael Sandstød Jacky Durand og Olivier Asmaker i en tremandsspurt i Tour de Picardie. Også Touren har været forbi, senest da André Greipel vandt en massespurt i 2012, og da Robbie McEwen var hurtigst i 2006.

3. etape

Løbet har tradition for gradvist at blive mere kuperet, og den mode fastholdes i 2017. Således byder tredje etape på stigninger tætter på mål end hidtil, men da ingen af bakkerne er svære og etapen hovedsageligt flad ventes det igen at være en dag for sprinterne.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Der skal tilbagelægges bare 152,5 km mellem Beauvais og Amiens. Området omkring startbyen er vanskeligst, så mens man i den indledende fase kører mod nordøst og nord passerer man to bakker efter hhv. 19,1 og 30,5 km, inden man når frem til den første spurt efter 39,6 km. Herfra kører man mod øst og siden syd frem til endnu en stigning, der kommer efter 76 km. Etapen fortsætter mod nordøst og siden nord forbi den anden spurt, der kommer med 33,4 km igen, inden man rammer den sidste stigning med top bare 14,5 km fra stregen. Den sidste spurt venter med bare 11,2 km igen, inden man kører ind til centrum af Amiens. Her stiger det svagt mellem 4,5 og 3 km-mærkerne, inden den falder let ned mod mål. Finalen byder på to skarpe sving med ca. 2000 m igen og et sidste skarpt sving bare 500 m fra stregen.

Etapen er mere kuperet, men kan næppe ryste de hurtige folk, der går efter den tredje massespurt i træk. Den sidste stigning kan bruges som en rampe til et angreb, men det vil næppe være muligt at snyde de hurtigste. Til gengæld vil de to sidste spurter, der kommer meget sent på etapen, meget vel kunne komme i spil for klassementsryttere, der går efter bonussekunder.

Amiens var vært for en Tour-etape i 2015, hvor André Greipel slog Peter Sagan og Mark Cavendish. Også i 1999 kom Touren forbi, denne gang med sejr til Mario Cipollini foran Tom Steels og Jaan Kirsipuu.

4. etape

Som altid kommer løbets klassiske kongeetape til Cassel om lørdagen, men i år har man også lagt en ganske vanskelig etape ind på tredjesidste dag. Her afsluttes en hovedsageligt flad dag langs kysten med omgang på en ikke helt nem rundstrækning, hvor man kan varme klatrebenene op inden det vigtigste slag dagen efter.

I alt skal der på fjerde etape køres 165,3 km mellem Marck en Calaisis og Le Portel. Begge er kystbyer på den franske nordvestkyst, og derfor består det meste af den første del af en tur ned langs vandet mod sydvest og syd. Fra starten går det igennem fladt terræn forbi den første spurt, der kommer efter 21,6 km, ned til en lille rundstrækning. Her passerer man dagens anden spurt efter 35,9 km, inden man kører en hel omgang på den 15,1 km lange runde. Det betyder, at man efter 40,8 km kommer over den kendte stigning Cap Blanc Nez, inden man når tilbage til spurten, hvor der efter 51,0 km dystes om point for tredje og sidste gang. Herfra følger man igen kysten indtil man kører ind i landet, hvor mere kuperet terræn omkring Le Portel venter. Der kommer således endnu en bjergspurt med 65,7 km igen, inden man efter 111,6 km rammer den 13,5 km lange finalerundstrækning. Den indeholder den lille stigning Saint Etienne au Mont, som skal passeres første gang med 52,5 km igen, inden man krydser stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange, hvilket betyder, at man skal op over bakken i alt fire gange, sidste gang med 6,9 km til stregen. Herefter falder det let det meste af vejen frem til den røde flamme, hvorefter det stiger svagt op til mål. Der venter to skarpe sving i rap med ca. 600 m til stregen.

Den afsluttende rundstrækning er ikke helt nem, men det er usandsynligt, at den sidste stigning vil kunne gøre det af med de meste klatrestærke sprintere. Ganske vist vil vi måske se ardennerspecialisterne spille med musklerne for første gang, og det er ikke helt umuligt, at en lille gruppe kan køre hjem, men det mest sandsynlige er, at vi får en reduceret massespurt i Le Portel.

Le Portel har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

5. etape

Det er blevet en tradition, at løbets kongeetape køres i Cassel om lørdagen, og det ændres der ikke på i år. Således venter der på næstsidste dag en etape, der igen i alt væsentligt afvikles på den samme 14,6 km lange rundstrækning, som har været benyttet i både 2015 og 2016, og selvom der i år kun skal køres 8 omgange mod tidligere 9, er der tale om en rute, der er meget sammenlignelige med det, der er kendt fra de seneste to udgaver.

I alt skal der tilbagelægges 184,8 km mellem Boeschepe og Cassel. Fra starten krøller man rundt i det kuperede område syd for startbyen, hvilket betyder, at man skal over to stigninger, der er kendt fra Gent-Wevelgem i den indledende fase. Først gælder det Monts des Catts fra to forskellige retninger efter hhv. 4,1 og 5,9 km, inden man fortsætter til Mont Noir, der passeres efter 16,1 km. Herefter går det mod vest, hvor man rammer den 14,6 km lange finalerundstrækning efter 54,5 km. Man kører først næsten en helt omgang og derefter afsluttes etapen med 8 fulde omgange. Rundstrækningen er alt andet en flad. Faktisk går det op eller ned hele vejen med i alt to stigninger. Den første af disse har top med 9,8 km til mål, mens den sidste starter med 4 km igen og fortsætter helt op til de sidste 500 m, hvorefter det falder svagt, inden en lille rampe leder op til stregen. Finalen er teknisk med et skarpt sving under den røde flamme, hvorefter man gradvist kører rundt i et 180-graders sving, indtil man rammer opløbsstrækningen. Der er bjergpoint på toppen af den første stigning fra og med tredje omgang. Der er indlagte spurter med 99,6, 55,8 og 26,6 km igen.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Dette er løbets kongeetape og dagen, hvor klassikerrytterne skal gøre en forskel. Da finalen har været benyttet to gange tidligere, ved alle, hvad der kan forventes. Historien viser, at det er en god rute for ryttere, der begår sig i både de flamske klassikere og ardennerløbene, men stærke sprintere som Bryan Coquard og Arnaud Demare har også været med langt fremme. Rundstrækningen er svær at kontrollere og typisk præget af mange angreb, men typisk er det et gradvist udskilningsløb, der efterlader en gruppe på 15-20 ryttere, som eksploderer på den sidste stigning, hvorefter den stærkeste håndfuld typisk skal afgøres i en spurt på toppen.

Sidste år nåede syv mand toppen sammen, og her slog Xandro Meurisse Bryan Coquard og Marco Frapporti i spurten. Året forinden lignede det en sejr til Maurits Lammertink, men han blev til allersidst passeret af Omar Fraile, mens Alo Jain vandt en firemandsspurt om tredjepladsen. I 2012 tog Zdenek Stybar en solosejr foran Carlos Betancur, mens Thomas Voeckler kom alene til mål med et forspring på hele 1.43 i 2011. Martin Elmiger slog Rui Costa i en spurt i 2010, mens Matthieu Ladagnous var den hurtigste af syv mand i 2007.

6. etape

Løbet slutter altid på den klassiske rundstrækning i den flade kystby Dunkerque, hvor sprinterne som regel slås om sejren. Det vil også være tilfældet i år. I alt skal man tilbagelægge 159,8 km med start i forstaden Coudekerque-Branche og mål i centrum af byen, der har lagt navn til løbet. Den første etape består af en tur ned i det mere kuperede område syd for Dunkerque, hvor der venter to små stigninger efter hhv. 36,0 og 41,7 km. Herefter vender man rundt og kører tilbage til målbyen, hvor man rammer den 7 km lange rundstrækning efter 80,0 km. Stregen krydses 2,8 km senere, og herefter afsluttes løbet med 11 omgange. Runden er helt flad og byder på tekniske passager på den første del, hvorefter det bliver mere enkelt. Der er to skarpe sving lige inden den røde flamme, hvorefter vejen er stort set lige. Der er indlagte spurter på rundstrækningen med hhv. 67,1, 46,3 og 25,3 km til mål.

I teorien burde vinden kunne komme i spil på en etape som denne, men det viser sig, at det sjældent er tilfældet. Som regel afsluttes det hele med et brag af en massespurt, men det er faktisk lykkedes for udbrydere at komme hjem. Det er specielt sket, hvis vejret har været dårligt, hvor det er svært at organisere en jagt på den tekniske rundstrækning.

Sidste år vandt Kenny Dehaes en massespurt, mens Edward Theuns var hurtigst i 2015. I 2014 tog Jimmy Engoulvent en overraskende udbrudssejr et år efter Yannick Martinez’ spurtsejr. Forud for det var der spurtsejre til Matteo Pelucchi (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009), Thor Hushovd (2008), Mark Cavendish (2007), Isaac Galvez (2006), Piotr Wadecki (2005) og Max van Heeswijk (2004). Benoit Vaugrenard tog en udbrudssejr i 2010.

Favoritterne

I de senere år har 4 Dage ved Dunkerque været afgjort i en kamp mellem løbets dominerende sprinter, der har scoret masser af bonussekunder på de flade etaper, samt de bedste på kongeetapen, hvor de eksplosive klassikerryttere har kunnet gøre en forskel. Arnaud Demare har to gange vist, at det kan lade sig gøre for en god sprinter at begrænse tidstabet så meget, at man kan sikre sig bonussekunder er nok til at sikre sig den samlede sejr. Det skete imidlertid i år, hvor kongeetapen var en anden. Bryan Coquard, der blandt sprinterne er en af de allerbedste klatrere, viste sidste år, at han endda kunne køre med om sejren på kongeetapen i Cassel. Omvendt viste etapen sig i 2015 at være for hård for den klejne sprinter.

I år kan vi forvente et lignende scenarium. Sprinterne vil have muligheder for at score bonussekunder på 1., 2., 3. og 6. etape, der alle burde blive afgjort i massespurter. Brostenene på 1. etape vil imidlertid bidrage til at skabe lidt udskilning, og man skal derfor være opmærksom her, hvis man ikke vil smide det hele. Det er mere usikkert, hvor svær den ny finale på 4. etape er. Umiddelbart giver det en mulighed for, at eksplosive typer måske kan gøre en forskel, men det mest sandsynlige er en reduceret massespurt. Dermed betyder den ekstra etape, at sprinterne har en ekstra mulighed for at score bonussekunder i forhold til tidligere.

Vejret er altid den store joker i Dunkerque. I år starter løbet solrigt, mens der loves regn torsdag, inden solen igen melder sin ankomst til de sidste tre etaper. Vinden vil først gøre sit indtog i weekenden, hvor den umiddelbart er stærk nok til måske at gøre en forskel. Det sker imidlertid næppe på sidste etape, der primært foregår i byzone, men den vil bidrage til at gøre kongeetapen hårdere og mere selektiv.

Den forsvarende vinder Bryan Coquard er ikke til start, og umiddelbart ser det i stedet ud til, at Arnaud Demare og Niccolo Bonifazio er de bedste sprintere. Begge er samtidig hæderlige til at køre opad, og hvis de er i form, burde de kunne begrænse tabet på 5. etape fornuftigt. De kommer imidlertid begge fra en lille løbspause, og Demare har understreget, at han i år satser på ikke helt at være på samme niveau, som han tidligere har været i dette løb. Da kongeetapen samtidig ventes at være for hård for andre gode sprintere som Jens Debusschere, der også netop er kommet tilbage efter en pause, Clement Venturini, Matteo Malucelli, Andrea Palini, Thomas Boudat og Rudt Barbier, tror vi, at det bliver vanskeligt for en sprinter at køre med om sejren. Derfor regner vi med, at det samlede klassement i høj grad vil afspejle resultatet af kongeetapen, men der kan også komme bonussekunder fra de indlagte spurter i spil. Samtidig kan der være folk, der mister tid på brostenene på 1. etape.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Det får os til at pege på Marco Canola som vores favorit til sejren. Italieneren har i år været bedre end nogensinde, efter at han er vendt tilbage til Europa fra USA. Således klatrede han imponerende i det meget hårde Coppi e Bartali. Senere vandt han det kuperede Volta Limburg Classic, hvis terræn er meget sammenligneligt med det, der venter på kongeetapen. Senest viste han efter en kort periode med sygdom storform i GP Lugano søndag, hvor det kun var et udbrud med holdkammeraten Iuri Filosi, der forhindrede ham i at køre om sejren. Med sin hurtighed kan han gå efter bonussekunder undervejs i de indlagte spurter og måske endda vinde 4. etape.  Kongeetapen er skabt til ham, da han er god på korte stigninger og hurtig i en spurt. Med sin gode form tror vi, at Canola løber med den samlede sejr.

Løbet passer også perfekt til Samuel Dumoulin , og det kan undre, at han ikke tidligere har vundet det. Han blev imidlertid nummer 4 i 2014 og 6 i 2013 og har dermed vist, at han har egenskaberne til at begå sig. Siden da har han taget et skridt op, og trods den fremskredne alder var han vel bedre end nogensinde sidste år. Desværre har han ikke helt været på samme niveau i år, men Tour de Romandie indikerede, at formen måske er på vej frem. Han er hurtigere end Canola og har derfor bedre muligheder for at vinde bonussekunder undervejs samt at vinde kongeetapen, hvis han kan følge Canola og de andre hele vejen til toppen. Hvis han er i topform, bør det ikke være noget problem.

Løbets på papiret stærkeste rytter er ubetinget Oliver Naesen, der passer perfekt til dette løb. Desværre r der nogen usikkerhed om hans form. Han har holdt pause efter Amstel Gold Race og måtte udgå med sygdom, da han gjorde comeback i Rund um den Finanzplatz. Derfor er hans niveau et helt åbent spørgsmål. Naesen er imidlertid så god i det terræn, der venter på kongeetapen - for slet ikke at tale om brostenene på 1. etape - at han sagtens kan vinde dette løb, selv hvis han kun er på 90%. Hans hurtighed på stregen og styrke på korte stigninger gør ham i hvert fald til den ideelle kandidat til at vinde 5. etape.

Andrea Vendrame er ved at vise sig som en af de mest lovende nyprofessionelle. Han viste allerede sin hurtighed i en svær spurt op ad bakke i Sarthe, og siden to han en sejr i Tour de Bretagne. Senest var han faktisk den bedste af favoritterne i det knaldhårde GP Lugano sidste søndag, og når han kan sidde med i det terræn, kan han også sagtens sidde med på kongeetapen. Her vil hans spurt gøre ham livsfarlig, og det er således ikke umuligt, at den unge italiener tager en yderst imponerende samlet sejr i sin første sæson som professionel.

Vendrames holdkammerat Francesco Gavazzi er som skabt til løbets kongeetape. Han kan overleve meget vanskeligere terræn end det, der venter her, og han er meget svær at slå i en spurt op ad bakke. Alligevel er vi lidt usikre på, hvad vi skal forvente. Gavazzi har været ramt af sygdom og var langt fra formen i Tour of the Alps. Siden har han ikke kørt løb, og han går derfor ind til Dunkerque-løbet som et stort spørgsmålstegn. Vi tvivler på, at han har formen til at vinde, men da hans form er helt uafklaret, kan det sagtens vise sig, at han gør vores tvivl til skamme.

Også Mauro Finetto er som skabt til dette løb, men siden sin gode start på sæsonen har italieneren haft det svært. Han har således været langt fra sit vanlige niveau på det seneste, og i sidste weekend kunne han heller ikke følge de bedst i Tour de Yorkshire. Han var imidlertid ikke helt væk, og der skal derfor ikke en meget bedre form til, før han kan køre med om sejren på kongeetapen, hvor han kan gøre brug af sin hurtighed og styrke på korte stigninger.

Efter at et brækket kraveben ødelagde den første del af sæsonen har Damiano Cunego langt om længe fundet formen. Han var stærk i Tour of the Alps, og selvom han ikke helt kunne leve op til forventningerne i Lugano, må man formode, at han fortsætter den stigende formkurve. Han havde foretrukket et hårdere løb, men kongeetapen ligger ikke helt skidt til en mand med et solidt punch.

Naturligvis er Arnaud Demare en vinderkandidat. Med to samledes sejre har han allerede vist, at han har, hvad der skal til. I år har han endda vist langt mere holdbarhed end tidligere, og han kørte sin hidtil bedste og mest stabile forårssæsonen. Som sagt satser han imidlertid på en langsommere opbygning mod Touren, og derfor tvivler vi på, at han har formen til at køre med på kongeetapen. Det ændrer imidlertid ikke på, at han er til start med sit forrygende tog og måske kan gøre rent bord på de flade etaper. Sker det, kan det måske lade sig gøre for ham at begrænse tabet i Cassel tilstrækkeligt til alligevel at tage den samlede sejr for tredje gang. Holdet har også den tidligere vinder Ignatas Konovalovas, der måske kan få lov til at køre sin egen chance, men da han ikke er specielt hurtig, tvivler vi på, at han kan vinde i dette felt.

Androni har utallige kort at spille. Udover Vendrame og Gavazzi kan man også gå efter et resultat med sidste års nummer 2 Marco Frapporti. Italieneren er normalt hjælperytter, men han er faktisk ganske solid i terræn som dette. Han er god på korte bakker og hurtig på stregen, og han viste med andenplads i Lugano, at han har timet formen til et løb, der må være et stort mål for ham. Holdet har også Davide Ballerini, der med tredjepladsen på en hård etape i Tour of the Alps viste potentialet, men han ender nok desværre som hjælper.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Normalt vil løbet være perfekt for Anthony Turgis, der både er stærk på stigninger og hurtig. Desværre har han været sat tilbage af skader og var ikke på sit højeste niveau i Tour de Yorkshire. Det er også et godt løb for hans Cofidis-holdkammerater Florian Senechal og Dimitri Claeys, men de er netop kommet tilbage efter en pause og er næppe i topform.

Med deres hurtighed og eksplosivitet på stigninger har Dion Smith og Maxime Vantomme også gode muligheder i dette løb. Smith var enormt velkørende i Catalonien, men han har siden haft lidt problemer. Sidste år viste han imidlertid, at han kan være fremme i dette løb, og siden er han blevet langt bedre. Vantomme var meget stærk i marts, men siden har der været stille omkring ham, og vi ved ikke helt, hvad vi skal forvente af belgieren.

Sylvain Chavanel har tidligere gjort det godt i dette løb, men han er ikke længere den rytter, han tidligere var. Alligevel kørte han en god klassikerkampagne, og hvis han er i form, har han styrken på stigningerne og hurtigheden til at gøre det godt her. Spørgsmålet er, hvor god han er efter en lille pause.

Nippos Iuri Filosi har længe været et stortalent, og i år har han endelig bekræftet potentialet. Det hele kulminerede, da han vandt GP Lugano i søndags, og det vidner om storform. Den sejr blev imidlertid taget ved at foregribe favoritterne med et tidligt angreb, og selvom han kan drage fordel af sin hurtighed, er vi usikre på, om han kan matche de bedste på kongeetapen, specielt fordi han måske skal køre for Canola.

Delko-duoen Delio Fernandez og Quentin Pacher viste i Yorkshire begge fornuftig form, og de klatrer godt nok til at være med i dette løb. Specielt Fernandez kan i kraft af sin spurtstyrke være farlig, men han er samtidig utrolig ustabil. Endelig vil vi pege på Flavien Dassonville og Elie Gesbert , der viste storform i Tour de Bretagne. De er imidlertid næppe hurtige nok til at vinde i så stærkt et felt.

OPDATERING: Fortuneo-Vital Concept har i sidste øjeblik erstattet Elie Gesbert med Laurent Pichon, der i år har haft en helt fantastisk sæson. Franskmanden er naturligvis en løbets store favoritter, selvom han netop er vendt tilbage efter en løbspause. Androni har til gengæld ladet Francesco Gavazzi og Davide Ballerini blive hjemme.

***** Marco Canola

**** Samuel Dumoulin, Oliver Naesen

*** Laurent Pichon, Andrea Vendrame, Mauro Finetto, Damiano Cunego, Arnaud Demare, Marco Frapporti

** Anthony Turgis, Maxime Vantomme, Dion Smith, Sylvain Chavanel, Iuri Filosi, Sander Armee, Delio Fernandez, Quentin Pacher, Flavien Dassonville, Ignatas Konovalovas

* Gaetan Bille, Alex Kirsch, Pim Ligthart, Frederik Backaert, Huub Duijn, Florian Senechal, Dimitri Claeys, Kevin Le Cunff, Damien Touze, Niccolo Bonifazio, Thomas Boudat, Franck Bonnamour, Damien Gaudin, Anthony Delaplace, Thomas Sprengers, Olivier Pardini, Hugo Hofstetter, Clement Venturini, Mark Christian

Danskerne

Lasse Norman stiller til start for Aqua Blue Sport og burde have en relativt fri rolle. På papiret burde løbet passe ham fint, og hvis ikke kongeetapen viser sig at være en anelse for hård, kan han måske lave et fornuftigt resultat i klassementet.