Optakt: Abu Dhabi Tour

Løbets rolle og historie

I de senere år har et af de store mål for UCI været at globalisere den professionelle cykelverden. Det internationale forbund har fået megen kritik for deres indsats på flere områder, men når det kommer til ønsket om at udbrede sporten til nye egne af verden, har der været tale om en stor succes. De vigtigste løb i sportens højsæson afholdes stadig i Europa - det er trods alt umuligt at ændre en lang og glorværdig historie i en ældgammel sport - men nu om dage tilbyder både den første og sidste del af året masser af løb i andre kontinenter.

Tendensen er mest tydelig i årets første måneder, hvor holdene er på desperat udkig efter velarrangerede løb i godt vejr på en tid, hvor regn og kulde gør Europa mindre egnet til cykling. Det har ført til skabelsen af en lang række nye begivenheder, og i de senere år har løb som Tour of Qatar, Tour of Oman, Dubai Tour, Tour Down Under, Tour de San Luis, Vuelta a San Juan og i mindre omfang Tour de Langkawi overtaget rollen som foretrukken forberedelse for mange af sportens største stjerner.

Udviklingen har været mindre iøjnefaldende mod slutningen af året, hvor de fleste ryttere mest af alt ser frem til ferie og restitution. Derfor er en lang rejse på den tid af året ikke specielt attraktiv, og det er derfor ingen overraskelse, at UCIs forsøg på at etablere Tour of Beijing som den store sæsonfinale aldrig blev en stor succes. For mange ryttere var det en ubehagelig overraskelse at blive bedt af deres hold om at rejse hele vejen til Kina på et tidspunkt, hvor ordet hvile var alt, de kunne tænke på. Det kinesiske løb blev lidt af en fiasko, og efter at planerne om at etablere endnu et WorldTour-løb i Hangzhou gik i vasken, forsvandt den første asiatiske WorldTour-begivenhed fra kalenderen.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det åbnede døren for andre til at udfylde tomrummet, og ikke overraskende var det det stenrige Abi Dhabi, der slog til og i 2015 for første gang arrangerede et stort etapeløb. Qatar var det første arabiske land til at arrangere en stor cykelbegivenhed i 2002, og siden da udviklede Tour of Qatar sig til et af højdepunkterne i februar. Oman var næste land til at blive tiltrukket af ideen, og med støtte fra ASO blev de nationale rundture i de to lande en aldeles attraktiv løbsblok i første del af sæsonen.

Det har aldrig været en hemmelighed, at den nye ledelse hos Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport har villet globalisere deres løb og generelle virksomhed, og de hoppede med på ideen, da Dubai i 2014 ville have deres eget cykelløb. Den første udgave af Dubai Tour var måske ikke specielt interessant ud fra et sportsligt synspunkt, men med kombinationen af RCS’ store knowhow og gode kontakter samt nogle arabiske millioner tiltrak den yderst velorganiserede begivenhed et helt forrygende felt. I både 2015 og 2016 var ruten en anelse mere varieret, og igen tiltrak man en stjernehob, der sjældent se på den tid af året.

I 2015 slog RCS sig også sammen med et andet emirat, Abu Dhabi, om at skabe et nyt løb, der skulle afslutte sæsonen. Modsat Tour of Beijing var Abu Dhabi Tour ikke en del af WorldTouren og havde derfor ikke de attraktive point som et incitament for rytterne til at forlade Europa. I stedet tog RCS og de lokale myndigheder andre initiativer, der gjorde det muligt at tiltrække et helt fantastisk felt for et løb i oktober måned.

Først og fremmest slog de sig sammen med den magtfulde sammenslutning af WorldTour-hold Velon. Et af organisationens håb er, at aktivt samarbejde med arrangører kan gavne begge parter. Holdene lover at møde op med store stjerner mod til gengæld at få del i indtægterne. Samarbejdet med Abu Dhabi Tour var af et hidtil uset omfang, og resultaterne var åbenlyse. Ikke mange ville have forventet af se Alejandro Valverde, Vincenzo Nibali, Peter Sagan, Tom Boonen, Fabio Aru, Richie Porte, Philippe Gilbert, Tom Dumoulin, Marcel Kittel, Esteban Chaves og Michael Matthews samlet til et løb i sidste del af oktober, men det var, hvad det nye samarbejde gjorde muligt.

For det andet blev der lavet en aftale med UCI om at afholde en ny cykelgalla efter sidste etape. Det har altid været en oplagt ide at samle de største stjerner inden for både herre- og damecykling for at fejre deres bedrifter, som det kendes i mange lande på nationalt plan. For første gang nogensinde hyldede UCI verdensmestre, grand tour- og WorldTour-vindere, og da mange alligevel skulle deltage ved festen i Abu Dhabi, kunne de lige så godt score lidt ekstra på kontoen ved også at stille til start i løbet.

Set fra et sportsligt perspektiv var løbet mere attraktivt end Dubai Tour. Det første af RCS’ løb havde tre sprinteretaper og én etape for klassikerryttere og blev afgjort på bonussekunder mellem puncheurs og sprinter. Abu Dhabi Tour havde et lignende format, men her var den kuperede etape erstattet med en rute for de rene klatrere. Selvfølgelig var hovedformålet med løbet at promovere Abu Dhabi, så tre af etaperne fandt sted i byområder, hvor fladt terræn gjorde det perfekt for sprinterne. Løbet begav sig dog også ind i bjergene på tredjedagen, hvor en afslutning på en 10,8 km lang stigning, der steg med 6,6% i gennemsnit gjorde det muligt for Esteban Chaves at vinde sit første store etapeløb efter en spændende duel med Wout Poels, der styrtede i sidste sving.

Første udgave var en stor succes, men løbet var også plaget af ekstrem varme, der tvang arrangørerne til at forkorte en etape. I 2016 havde man ikke samme problemer, da løbet på grund af et senere VM blev holdt endnu senere end vanligt. Den løsning ville imidlertid aldrig fungere på lang sig, og derfor har arrangørerne haft et ønske om at flytte begivenheden til februar, hvor det sammen med de øvrige tre løb i regionen kunne skabe en endnu bedre løbsblok i Mellemøsten.

Forud for 2017-sænonen har UCI imødekommet ønsket, og man har endda overhalet både Tour of Oman og Dubai Tour i kampen om at komme med på den nye WorldTour-kalender. Sammen med Tour of Qatar - der senere er blevet aflyst - blev det føjet til den fineste løbsserie og udgør nu det sidste løb i den mellemøstlige serie, der med det triste udkomme i Qatar igen er blevet reduceret til tre løb. Det er en imponerende hurtig opstigen i UCI-hierarkiet, hvilket har gjort det muligt for det unge løb at blive et af de første asiatiske WorldTour-løb efter en årelang diskussion om, hvornår kontinentet ville blive en del af det fineste selskab.

Hvis arrangørerne var bekymrede for, om holdene ville tage godt imod den nye placering på kalenderen, har de fået gjort deres tvivl til skamme i helt uhørt omfang. I de senere år har det været en evig kilde til diskussion for de bedste etapeløbsryttere, om man skulle forberede sig til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico i Oman, Algarve eller Andalusien. I år har de tre etablerede løb imidlertid fået betydelige klø af det nye løb i Abu Dhabi. Om det er den fyldte arabiske pengepung, det gode vejr eller den lidt senere placering på kalenderen, der har gjort udslaget, er svært at sige, men i år har stort set hele eliten vendt ryggen til Europa og Abu Dhabis omanske naboer. Mens man i Andalusien med nogen tilfreds kunne præsentere et felt med Alberto Contador, Alejandro Valverde, Thibaut Pinot, Mikel Landa og Rigoberto Uran, havde Oman et pauvert felt med kun Romain Bardet, Fabio Aru og Rui Costa som store etapeløbsstjerner. Endnu værre var det i Algarve, hvor kun Dan Martin kunne betragtes som et stort og etableret etapeløbsnavn. I modsætning hertil kan man i Abu Dhabi præsentere et felt med Nairo Quintana, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Bauke Mollema, Romain Bardet, Tejay van Garderen, Rafal Majka, Rui Costa, Tom Dumoulin, Steven Kruijswijk, Robert Gesink og Ilnur Zakarin, hvilket gør det til det klart bedst besatte løb i første del af sæsonen. Da de mange flade etaper samtidig har gjort det til et af de mest attraktive løb for sprintere i februar, og man derfor kan præsentere de tre giganter Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish side om side med folk som Elia Viviani og Caleb Ewan, har man sikret sig et yderst konkurrencedygtigt felt til alle de fire etaper.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Sidste år blev løbet vundet af Tanel Kangert, der drog fordel af, at den sene kalenderplacering og den flade VM-rute betød, at de fleste klatrere havde afsluttet sæsonen. Efter en spændende duel med Nicolas Roche vandt han løbets kongeetape foran sin irske rival, mens Diego Ulissi som vanligt præsterede godt i oktober med en samlet tredjeplads. Kangert vender tilbage for at forsvare titlen, selvom han denne gang nok er udset en hjælperrolle for Aru, og også Roche er tilbage, denne gang for at hjælpe van Garderen. Ulissi bør til gengæld kunne køre sin egen chance som del af et stjernebesat UAE Abi Dhabi-hold, der til hjemmebaneløbet også har samlet medkaptajnerne Costa og Louis Meintjes.

Ruten

Det er et velkendt faktum, at der ofte er en interessekonflikt, når arrangører skal designe deres ruter. På den ene side vil de gerne lave et alsidigt og spændende løb, der kan skabe sportslige højdepunkter. På den anden side spiller økonomi en vigtig rolle, og det endelige udfald er ofte dikteret af hvilke byer, der vil betale mest for et besøg.

For arrangørerne i Abu Dhabi er det oplagt, at hovedformålet med løbet er at promovere Abu Dhabi som turistdestination, og derfor er det uundgåeligt, at det meste af løbet vil finde sted i turistområderne, der hovedsageligt er flade byzoner. Det giver en oplagt interessekonflikt, som RCS ganske udmærket kender fra deres samarbejde med Dubai.

Udkommet er næsten identisk med det, det er endt med i løbene først på sæsonen, og formatet er stort set det samme. Således har løbet været en sprinterfestival med tre ud af fire etaper i byområder, hvor kun vinden på turene ud i ørkenen har kunnet true en afgørelse i en massespurt. Som i Dubai har de to første etaper været for sprinterne, og løbet er sluttet med en kort, flad etape på Formel 1-banen Yas Marina, hvor en afvikling først på aftenen har givet løbet et helt særegent præg.

Mens sprinterne har domineret rampelyset, er klassementet blevet afgjort på tredje etape, der har været for klatrerne. Det meste af etapen er foregået i byen Al Ain, men mod slutningen har rytterne begivet sig ud i de omkringliggende bjerge for at slutte på toppen af bjerget Jebel Hafeet. Dermed har formatet været meget lig Tour of Beijing, hvor rolle man overtog, og hvor sprinterne også dominerede, mens klatrerne afgjorde løbet på én etape.

I 2017 har man ganske vist flyttet løbet til februar, men man har ikke ændret på løbets struktur. På sigt har man ganske vist planer om at udforske nye områder og skabe nye etaper, men til det første år på WorldTouren har man designet en rute, der er stort set identisk med den, der er blevet benyttet i de foregående år. Ganske vist har man forlænget alle etaperne - det er trods alt nu et løb på højeste niveau og ikke længere afrunding på sæsonen - men grundlæggende er der ikke ændret på de fire etaper, der udgør det sidste af de arabiske løb.

1. etape

Det meste af De Forenede Arabiske Emirater udgøres af ørken, og derfor er det kun passende, at løbet viser det spektakulære røde sand, der er en af områdets attraktioner. Det bliver stillet til skue på første etape, der mest finder sted i disse omgivelser og er en forlænget udgave af åbningsetapen fra 2015 og 2016. Sammenlignet med 2. og 4. etape er den en anelse mere kuperet, men med en flad anden halvdel og ingen store stigninger, er det kun den frygtede ørkenvind, der synes at kunne forhindre en massespurt.

I år er etapen forlænget med ca. 50 km og strækker sig over 189 km med start og mål i Madinat Sayed, der også husede åbningsetapen i de foregående udgaver. Den afvikles stort set udelukkende i ørkenen, hvor de første og sidste 45 km udgøres af en lang, lige vej gennem sandområderne. Fra starten følger rytterne den lige ørkenvej mod syd, og efter at man har forladt Madinat Sayed er der ikke ét eneste sving, inden man når byen Liwa efter 49,5 km, hvor dagens første indlagte spurt er placeret.

Herefter bevæger sig med ud på en lille rundstrækning i området øst for byen - det er her, ruten er forandret i forhold til tidligere år, hvor man brugte en kortere rundstrækning i den vestlige udkant. Der er her nogle ganske små stigninger på de mange sandbanker, mens man begiver sig ad ørkenvejen ud til et vendepunkt, hvorefter man kører tilbage til Liwa. Her venter sagen sidste spurt efter 126,7 km, og derefter sætter man kursen mod nord ad den samme lange, lige ørkenvej, der fører til målet i Madinat Zayed. Når byen nås drejer man til venstre med ca. 7 km til mål, til højre i en rundkørsel med 5500 m til mål, passerer lige gennem en rundkørsel med 2500 m til mål, drejer til venstre i en rundkørsel med 1100 m til mål og til sidste lige gennem en rundkørsel 800 m fra stregen. Herefter er det en lang, lige, flad og bred boulevard, der fører til mål.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

De ganske få højdemeter på sandbankerne i ørkenen spiller absolut ingen rolle på en etape, der er skræddersyet til de hurtige afsluttere. Den eneste fare er vinden, der imidlertid kun har spillet en rolle på én af de 8 etaper, der hidtil har været afviklet i løbet, og det har aldrig været på denne etape. Hvis vinden står rigtigt, kan det blive en ganske spektakulær affære, men ellers vil de mange topsprintere se frem til at dyste om sejren på en dag, der er for de rene sprintere.

I 2015 vandt Andrea Guardini den første etape i løbets historie i Madinat Zayed, da han slog Tom Boonen og Daniele Bennati i en massespurt. Sidste år var Giacomo Nizzolo hurtigst, da han fik ram på John Degenkolb og Mark Cavendish.

2. etape

Efter en dag i ørkenen er det tid til at vise en af emiratets øvrige hovedattraktioner, byen Abu Dhabi. Mens første etape havde risikoen for vind, lidt stigninger samt en relativt lang distance, er der på 2. etape stort st ingen udfordringer på en dag, hvor hovedformålet er at vise billeder af byen og give sprinterne endnu en chance. Som det var tilfældet for 1. etape er ruten stort set identisk med den, der blev benyttet i 2015 og 2016, selvom også denne er gjort en anelse længere.

Den 153 km lange etape starter på Al Maryah Island i hjertet af byen, hvor man først tager på en teknisk kompliceret sightseeing-tur, inden man begiver sig ind på hovedlandet og ud til kystvejen. Den følges først mod sydvest og siden mod øst, hvorefter man kortvarigt når ud i ørkenen, inden man når til Shakhbout City, hvor den første indlagte spurt kommer efter 53,1 km. Herfra køres mod nord gennem forstæderne, og ørkenen berøres endda kortvarigt, inden man når Al Shakama og Al Sadar, hvor dagens anden spurt er placeret efter 99,1 km. Herfra fortsættes mod syd, inden en spektakulær vej leder mod vest forbi Formel 1-banen Yas Marina og henover flere af de ører, der kendetegner byen. Herfra når man tilbage til havnefronten, hvorefter man følger den store kystvej mod sydvest til den store finale på Al Marina i hjertet af byen. Her venter en finale, hvor man følger den brede kystboulevard uden sving fem til et skarpt højresving med 1250 m til stregen. Herfra går det ad en lige vej ud til det sidste, relativt bløde højrsving, der kommer med bare 300 m til mål. Hele etapen er helt flad.

Med en helt flad rute, der ovenikøbet stort set er uden sving på lange, lige, brede boulevarder står der massespurt skrevet ud over denne etape med store bogstaver. Selvom der ikke er nogen rundstrækning i finalen, er det en typisk storbyetape, og da det hele foregår i ly af de store bygninger, bør vinden ikke blive et tema. Dermed er scenen sat til en meget hurtig etape, der er skræddersyet til de helt rene sprintere.

I 2015 vandt Elia Viviani en massespurt på en tilsvarende etape, hvor man imidlertid kørte en lille rundstrækning i finalen, ved at slå Peter Sagan og Fabio Sabatini. Sidste år var finalen den samme som den, der benyttes i år, og her var Mark Cavendish hurtigere end Viviani og Andrea Guardini.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

3. etape

For klatrerne handler Abu Dhabi Tour mest om overlevelse i de mange timer, der tilbringes i fladt terræn, samt at spare på energien frem mod en stor kraftudfoldelse. Mod slutningen af tredje etape får de brug for alle deres opsparede kræfter, når det arabiske løb skal afgøres på løbets kongeetape. Mens den første del af etapen primært handler om at promovere byen Al Ain er det på bjerget Jebel Hafeet, at løbet ændrer karakter og den samlede vinder af den tredje udgave skal findes. Igen er der tale om en rute, der minder meget om den, der blev benyttet sidste efterår, men det indledende stykke i ørkenen er blevet betydeligt forlænget.

Årets etape er 186 km lang, indledes ved Sheikh Hazzad bin Zayed Stadium i Al Ain og slutter på toppen af Jebel Hafeet i byens sydlige udkant. Fra start begiver man sig ud på en stor, rektangulær rundstrækning i ørkenen nordvest for byen. Her er vejene, lange, lige og muligvis vindblæste, og der er ingen variation, hvad terræn angår. Til slut vender man tilbage til Al Ain fra vest, hvorefter man sætter kursen mod syd og det mægtige bjerg, der vil afgøre løbet. Her venter den første indlagte spurt ved Al Ain Zoo efter 160,2 km, hvorefter man fortsætter ud af byen til Green Mubazzarah, hvor dagens sidste indlagte spurt kommer med bare 13,5 km til mål.

Med 15 km til mål ændrer etapen karakter. Fra at have været helt flad begynder det langsomt at stige, inden det for alvor går løs på den 10,8 km lange målstigning, der stiger med 6,6% i gennemsnit. Efter en relativt blød start ligger stigningsprocenten stabilt på 7-8%, indtil den kortvarigt når et maksimum på 11% med ca. 3 km til mål. Herefter bliver stigning betydeligt nemmere med et stykke på 4-5%, inden en kort nedkørsel venter lige efter den røde flamme. De sidste 300 m stiger igen med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m fra stregen.

Efter to dage for sprinterne er det her, løbet skal afgøres på en dag, hvor klatrerne vil excellere. Umiddelbart vil man forvente, at den første del af etapen ingen rolle vil spille, men sidste år splittedes feltet til atomer i sidevinden, inden man overhovedet var nået til bjerget. Derfor skal klassementsrytterne være opmærksomme, hvis de vil have en chance for at gøre en forskel på en stigning, der er en smule blandet. Langt den største del er meget regulær med vanskelige procenter, hvor der kan skabes forskelle. De sidste 3 km er imidlertid ganske lette, og derfor skal de stærkeste have lavet huller, inden man når til finalen, hvor mere eksplosiv og hurtige ryttere med et punch har en klar fordel. Dermed er scenen sat til en interessant duel, hvor de mindre eksplosive ryttere skal af med de hurtige folk inden den lette del på toppen. Med kun én flad etape tilbage vil den samlede vinder sandsynligvis være kendt efter dette store klatreslag.

Da stigningen først blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. Sidste år skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

4. etape

Det er en tradition, at de store etapeløb ofte slutter ned et gadeløb i hovedstaden, mens kortere etapeløb ofte lader klassementskampen udspille sig helt til sidste pedaltråd. Selvom det kun strækker sig over fire dage, gør Abu Dhabi Tour som de fleste nationale rundture: slutter løbet med et rundstrækningsløb. Som i de foregående år har man valgt Formel 1-banen Yas Marina som rammen om sidste etape, der endda vil blive holdt under kunstigt lys først på aftenen. Det vil igen i år give anledning til en spektakulær afslutning på løbet, hvor vi kan forvente, at de bedste sprintere vil dyste om sejren på en etape, der er helt identisk med den, der blev benyttet i 2016.

Med sine bare 143 km er det en kort etape, der udelukkende finder sted på Formel 1-banen. I alt skal der køres 26 omgange á 5,5 km med i alt tre indlagte spurter, der kommer med henholdsvis 15, 10 og 5 omgange igen. Rundstrækningen er helt flad, vejene brede og asfalten af højeste standard. Første del består af lange, lige veje, men de sidste 2 km er teknisk mere udfordrende med fire 90-grader sving i rap inden for den sidste kilometer. Det sidste højresving kommer bare 250 m fra stregen, hvilket gør positionering helt afgørende.

Denne etape har lidt ceremoniel karakter, og med mindre uheld rammer, vil den ikke påvirke klassementet. Hvis forskellene er små, er det muligt, at bonussekunder i de indlagte spurter kan komme i spil, men det er usandsynligt. Ellers er der tale om et typisk kriterium, hvor mange vil være opsatte på at teste sig selv i et tidligt udbrud. Afstandene bliver aldrig store på en kort etape som denne, og det vil være en stor overraskelse, hvis ikke løbet slutter med en stor massespurt.

I 2015 viste Elia Viviani sig som den hurtigste, da han slog Peter Sagan og Andrea Guardini. Sidste år var Mark Cavendish skarpest og henviste Giacomo Nizzolo, Viviani og danske Magnus Cort til de sekundære placeringer.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Favoritterne

Etapeløb kan være ganske komplekse med et væld af taktiske muligheder og steder, hvor afgørelsen kan falde. Det kan således være en udfordring at analysere en rute til en grand tour eller et klassisk ugelangt etapeløb på WorldTouren, og ikke sjældent sker der afgørende udskilning på uventede etaper.

Det gælder imidlertid ikke for Abu Dhabi Tour, der i sin natur er umådeligt enkelt. Enten er løbet helt fladt, eller også går det op ad det stejle bjerg Jabel Hafeet. Dermed kræver det ikke mange minutters analyse af ruten at finde ud af, hvor løbet skal afgøres.

Anden og fjerde etape er helt flade og foregår i beskyttede byzoner, hvor vinden ikke kommer til at spille en rolle. Da feltet inkluderer flere af verdens bedste sprintere, ender de derfor med statsgaranti i massespurter. Første etape er imidlertid mere kompleks, idet hovedparten af dagen tilbringes i ørkenen. Selvom det endnu ikke er sket på denne etape, er der derfor mulighed for et sidevindsdrama. Blæser det ikke tilstrækkeligt, eller er vindretningen forkert, bliver det endnu en sikker sprinteretape.

Det helt store slag skal naturligvis slås på 3. etape, og alt taler for, at løbet kan koges ned til et slag mellem de bedste klatrere på Jebel Hafeet. Det er imidlertid værd at huske på, at løbet blev splittet i sidevinden forud for stigningen i sidste års udgave af løbet. Derfor er der ingen garanti for, at den bedste klatrer vinder løbet, og det kræver, at man kan overleve udskilningen i vinden på 1. og 3. etape. I teorien kan bonussekunder i de indlagte spurter også komme i spil, hvis klassementet er tæt på sidstedagen, men da de fleste hold har en sprinter til start og derfor kan tage bonussekunder væk fra konkurrenterne, er det yderst usandsynligt.

Dermed kan det koges ned til, at løbet vil blive vundet af den af klatrerne, der gør det bedst på kongeetapen, og som ikke er kommet i problemer i sidevinden. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Jebel Hafeet ikke er en meget svær stigning, og at specielt de sidste 3 km er lette. De rene klatrere skal derfor gøre forskellen relativt tidligt. Mislykkes det, vil mere kraftfulde og hurtige typer have en klar fordel. I sit udgangspunkt er det derfor en dag for de bedste klatrere, men punch og spurtstyrke kan komme i spil.

Løbet har tiltrukket en stjerneparade af klatrere, der alle gør klar til et stort slag på lørdagens etape. De fleste af disse vil være yderst begejstrede for at erfare, at der ikke bliver meget vind i den kommende uge. Torsdag bliver rolig, og dermed skulle den første fare være afværget. Risikoen er lidt større lørdag, hvor et lille uvejr er annonceret ved aftentiden. I skrivende stund ser det imidlertid ud til først af melde sin ankomst flere timer efter afslutningen på etapen, og derfor tvivler vi på, at vinden kommer til at spille nogen rolle i 2017-udgaven af løbet. Derfor regner vi med, at det hele skal afgøres mellem klatrerne på Jabel Hafeet.

Det er perfekt nyt for Nairo Quintana, der i Volta a la Comunitat Valenciana viste, at han som vanligt er i fremragende form straks fra sæsonstart. På papiret er han løbets bedste klatrer, og derfor håber han, at det hele skal afgøres på løbets kongeetape. Hans suveræne opvisning på den stejle Alto Mas de la Costa i Valencia, viser med al tydelighed, at han er klar til opgaven.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Det store spørgsmål er, om Jebel Hafeet er hård nok til, at Quintana kan komme af med rivalerne. Han skal af med sine konkurrenter på det stejle stykke inden de sidste 3 km. Har han stadig selskab af hurtigere typer ved 3 km-mærket, er det usandsynligt, at han vinder. Da stigningen ikke er meget svær, og konkurrencen er skarp, er det ikke givet, at Quintana kan gøre en forskel. Et helt afgørende element er i den sammenhæng vinden, der spiller en stor rolle på den relativt åbne stigning. Quintana vil være meget begejstret for at erfare, at der er udsigt til medvind. Det gør det langt nemmere at skabe udskilning, og så burde en regulær stigning på 7-8% være nok til, at en formstærk Quintana kan sætte rivalerne til vægs. I lyset af opvisningen i Valencia sætter vi derfor vores penge på en samlet sejr til den colombianske stjerne.

Alberto Contador valgte først i sidste øjeblik at inkludere løbet i sin kalender for således at få lidt flere løbskilometer i benene inden årets første store mål, Paris-Nice. Han har ganske vist sagt, at han primært kommer for at hjælpe Bauke Mollema, men det er med stor sandsynlighed sagt i loyalitetshensyn med sin holdkammerat, der har været lovet en kaptajnrolle. I et så simpelt løb som dette er det benene, der vil gøre forskellen på stigningen, og her er det uomtvisteligt, at Contador er en bedre klatrer end Mollema. Der er ingen tvivl om, at den spanske stjerne vil gøre sit yderste for at følge Quintana, og han er på papiret den, der har den største chance for at følge løbets favorit.

I Ruta del Sol viste Contador, at han igen i år er i god form straks fra sæsonstart, og han kunne vanskeligt skjule sin begejstring over den følelse, han havde undervejs. Han blev ganske vist hentet af Thibaut Pinot på løbets kongeetape, men viste med sit ryk, der satte en meget formstærk Alejandro Valverde til vægs, at han stadig har sit gamle kick. Det synes usandsynligt, at han kan sætte Quintana, men han kan være stærk nok til at følge med, specielt hvis han denne gang kører lidt mere afventende. Skal det hele afgøres mellem de to i en spurt i den relativt nemme finale, er det en relativt åben duel mellem to ryttere, der ikke er hurtige. Umiddelbart har Contador imidlertid overtaget, og det kan give ham den samlede sejr.

Det er vanskeligt at forestille sig, at man kan køre fra Quintana, men det bestemt muligt, at et par ryttere kan følge med colombianeren. Kan han ikke gøre forskellen, åbnes døren for et taktisk spil, hvor et soloangreb fra en stærk klatrer kan give pote. Samtidig er er der en vis sandsynlighed for, at det i givet fald skal afgøres i en spurt på toppen, og derfor er de største konkurrenter til Quintana og Contador ryttere med en vis spurtstyrke.

Blandt disse finder vi Julian Alaphilippe. Der synes ikke at være nogen ende på, hvad den talentfulde franskmand kan opnå, og selvom man tidligere ville have sagt, at denne stigning er for lang og hård for en Ardennertype som ham, viste han i sidste års Dauphiné, at han kan følge de bedste i de høje bjerge. Han tog det endnu et skridt ved OL, hvor han endda kørte fra selveste Chris Froome på en stigning, der ikke var meget kortere end denne. Der er ingen grund til, at han i år ikke er endnu bedre, og derfor kan han sagtens vise sig at kunne følge de bedste her. Sker det, bliver han helt umulig at slå i en spurt på toppen af stigningen. Det store spørgsmål er hans form. Han har kun kørt Dubai Tour, hvor han helt og holdent arbejdede for holdet. Meldingen er imidlertid, at han er velkørende - hvilket han i øvrigt altid er - og derfor har vi store forventninger. Alaphilippe er manden, der kan snyde de store favoritter.

Det samme kan Ilnur Zakarin. Russerens klatrepotentiale er ubegrænset, hvilket han specielt viste sidste forår, hvor han var stærkeste mand på stigningerne i Liege-Bastogne-Liege og var i stand til at matche Quintana på den første store bjergetape i Romandiet. Samtidig er han ganske hurtig i en spurt på toppen af en stigning, som han viste i både Romandiet og Paris-Nice. Han var ikke i særlig god form i Valencia, men det var heller ikke tilfældet i hans sæsondebut i 2016. Alligevel var han flyvende et par uger senere i Paris-Nice, og derfor er der en vis sandsynlighed for, at han er på et langt højere niveau til dette løb. Quintana og Contador skal af med russeren inden toppen, hvor han vil sætte dem begge til vægs i en spurt.

Som sagt er Bauke Mollema officielt Treks kaptajn, og det kan bestemt ikke udelukkes, at hollænderen kan vinde. Således viste han i sidste års Tour, at han har nået et helt nyt niveau som klatrer, og den samlede sejr i Vuelta a San Juan var en understregning af den gode form, han har ved begyndelsen af sæsonen. Mollema kører naturligvis ikke fra Quintana, men han har den store fordel, at også han er meget hurtig i en spurt. Kan han følge de største favoritter, bliver han ikke nem at slå op toppen af Jebel Hafeet.

Vincenzo Nibali var bestemt ikke flyvende i Vuelta a San Juan, men det betyder ikke, at vi ikke skal have højere forventninger i dette løb. Siden januar har han trænet på Mount Teide, og sidste år gav en lignende satsning stort udbytte. Her var han også bag om dansen i sæsondebuten i Argentina, men et par uger senere satte han Romain Bardet til vægs i Tour of Oman. Han har givet udtryk for, at han regner med at køre med om sejren i dette løb. Alle ved, hvor god en klatrer Nibali er, men det kan stadig blive svært for ham at vinde. Han kan næppe sætte Quintana, og heller ikke han er hurtig i en spurt. På den anden side er han sandsynligvis stærkere end både Quintana og Contador i en finale, der inkluderer en lille nedkørsel og et teknisk sving meget tæt på mål.

Abu Dhabi Tour markerer sæsondebuten for Tejay van Garderen. Historien viser, at amerikaneren altid er flyvende i februar, hvor han altid kører med om sejren i sit første etapeløb. Meldingen fra BMC er, at han også denne gang er på et meget højt niveau, og det bør gøre ham konkurrencedygtig på en stigning, der passer ham glimrende. Selvom hans 2016-sæson var halvsløj, har han i de senere år vist, at han har forbedret sig kolossalt som klatrer. Derfor bør han være en af de stærkeste på kongeetapen i dette løb. Det er måske lidt svært at se, hvordan han skal vinde løbet, men en podieplads er ganske sandsynlig.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Fabio Aru fik med andenpladsen på kongeetapen i Tour of Oman en glimrende sæsondebut og bekræftede dermed sine egne ord om, at han er velforberedt til en sæson, hvor han planlægger at vinde meget mere i den første del af året. Den længere stigning i Abu Dhabi bør passe ham bedre end det eksplosive Green Mountain i Oman. Han er ikke i topform, men er allerede nu på et konkurrencedygtigt niveau. Om det er nok til at følge de bedste, er måske en anelse tvivlsomt, men kan han følge med, kan han drage fordel af, at han ikke er helt langsom i en spurt op ad bakke.

Normalt er Rui Costa ikke i stand til at match de allerbedste på et bjerg som dette, men det betyder ikke, at man kan afskrive portugiseren. I 2016 klatrede han bedre end nogensinde, og så sent som i sidste uge blev han nummer 3 på Green Mountain i Oman, der med sine stejle procenter passede ham langt dårligere. Dette bjerg er mere moderat og derfor langt bedre for en stor fyr som Costa, der har været flyvende, siden han vandt kongeetapen i San Juan. Med sin gode spurt er han en af de folk, der skal sættes inden toppen. Ellers kan den tidligere verdensmester sagtens løbe med det hele.

Vi er meget spændte på at se Tom Dumoulin i dennes sæsondebut. Hollænderen satser i år på Giro d’Italia, og derfor har han allerede arbejdet grundigt på sin klatring under en træningslejr i Sydafrika. Hvor langt han er kommet, får vi svaret på i denne uge. Det synes trods alt usandsynligt, at han på denne tid af året kan følge Quintana på et bjerg som denne, men Dumoulin kan som ingen anden begrænse sit tab. Er der blot lidt taktisk spil mellem favoritterne, kan han sagtens komme tilbage og så drage fordel af sin gode spurt på toppen.

Et af de åbne spørgsmål er, hvordan Romain Bardet vil præstere. Franskmanden fik en skidt start i Tour of Oman, hvor han styrtede på løbets kongeetape og derfor ikke kunne yde optimalt på Green Mountain. I dette løb får vi en reel udmåling af hans form. Det er svært at sige, hvor stor effekt styrtet reelt har haft, men han er vanligvis god i februar og så stærk ud på de første etaper i Oman. Vi tvivler på, at formen er til at vinde, men han bør være konkurrencedygtig.

Også Rafal Majka er et af løbets spørgsmålstegn. Polakken har før været ganske god i februar, og da han i år satser på Tour de France, er der en vis sandsynlighed for, at han i år vil nå et højere niveau først på året. Hidtil har han kun kørt på Mallorca, hvor han ikke var flyvende, men heller ikke på det lave niveau, man før har set. Han vinder næppe her, men han kan sagtens vise sig som en af de stærkeste.

Robert Gesink stiller til start for første gang siden Tour Down Under, og han må formodes at være konkurrencedygtig. Hollænderen er altid i god form, og han burde kunne lide en stigning som denne. Mange har afskrevet ham, men det er en stor fejl. Hovedparten af de mindre gode resultater kan forklares med de mange helbredsproblemer, og han viste i sidste års Vuelta og i Touren 2016, at han stadig er en sublim klatrer. Samtidig er han faktisk ganske hurtig i en spurt på toppen af en stigning som denne.

Endelig vil vi pege på en outsider i supertalentet Louis Vervaeke. I 2016 fik den unge klatrer endelig chance for at vise, hvad han kan, og han præsterede på et meget højt niveau i Romandiet, inden han måtte udgå med helbredsproblemer. Ved debuten i Mallorca så han ud til at være flyvende. Han vinder naturligvis ikke, men vi er meget spændte på at se ham blande sig med de store på en stigning som denne.

***** Nairo Quintana

**** Alberto Contador, Julian Alaphilippe

*** Ilnur Zakarin, Bauke Mollema, Vincenzo Nibali, Tejay van Garderen

** Fabio Aru, Rui Costa, Tom Dumoulin, Diego Ulissi, Romain Bardet, Rafal Majka, Robert Gesink, Louis Vervaeke

* Diego Ulissi, Gianluca Brambilla, Merhawi Kudus, Rafael Valls, Domenico Pozzovivo, Steven Kruijswijk, Roman Kreuziger, Jack Haig, Emanuel Buchmann, Kenny Elissonde

Danskerne

Lars Bak er ene mand om at repræsentere de danske farver. Hans opgave bliver at hjælpe André Greipel md at vinde en eller flere af de tre flade etaper.