Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Sirotti

Optakt: Australske og new zealandske mesterskaber

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

07.01.2017 kl. 08:50 af Emil Axelgaard.

Mens de fleste europæiske lande benytter deres nationale mesterskaber som vigtig forberedelse til Tour de France, er tingene anderledes på den anden side af kloden, hvor Australien og New Zealand intet andet valg har end at afvikle deres mesterskaber i januar, hvor deres stjerner endnu ikke er i topform. Ikke desto mindre får begge begivenheder vanligvis kolossal opmærksomhed, fordi de tjener som den perfekte opvarmning forud for årets første WorldTour-begivenhed, Tour Down Under, der indledes om ganske få uger.

Nationale mesterskaber er altid en sær størrelse. I visse lande stiller enkelte hold op med mere end 20 ryttere - bare tænk på hæren af FDJ-ryttere, der møder op til de franske mesterskaber - mens andre er helt uden holdkammerater. Samtidig er startfeltet ofte langt mindre end ved et almindeligt UCI-løb, og det giver anledning til en helt atypisk løbslogik. Trods de specielle forhold tilhører løbene den eksklusive gruppe, der giver ret til at bære en speciel trøje et helt år, og det giver dem en helt særlig prestige.

 

De fleste europæiske lande har den luksus, at de kan afvikle deres mesterskaber bare én uge inden starten på Tour de France, hvilket selvsagt gør løbene yderst stærkt besat, idet de fleste ryttere er tæt på topformen. Forholdene er helt anderledes for lande på andre kontinenter. Grundet den lange afstand og hensynet til akklimatisering og jetlag er det umuligt at bede rytterne drage tilbage til deres hjemlande så tæt på årets vigtigste begivenhed, og det tvinger dem til at afvikle deres nationale mesterskaber på andre tider af året. USA har traditionelt holdt deres mesterskaber i maj - i år flyttes de imidlertid til den velkendte placering sidst i juni - mens mange afrikanske lande samt Colombia er blandt nationerne, der afvikler deres begivenheder i februar.

 

Grundet den store tidsforskel har New Zealand og Australien de vanskeligste forhold, hvad angår muligheden for at finde et ideelt tidspunkt for deres mesterskaber, og de har intet andet valg end at kåre deres mestre i løbet af deres sommer. Placeringen i januar betyder naturligvis, at de fleste topryttere er langt fra deres højeste niveau, og mange stjerner vælger endda helt at droppe kampen om de eftertragtede trikoter. Michael Matthews ville således være en oplagt favorit i Australien, men han har tradition for at blive i Europa under den europæiske vinter og vender som vanligt ikke tilbage til sit hjemland. Heller ikke Heinrich Haussler, der vandt løbet for to år siden, har siden valgt at vende tilbage for at forsøge at gentage bedriften.

 

Ikke desto mindre går løbene kolossal opmærksomhed. Siden midten af oktober har cykelfans fra helt verden tørstet efter at se de professionelle ryttere tilbage i aktion, og de nationale mesterskaber i Australien og New Zealand markerer starten på den nye sæson. Hvis løbene havde været holdt på ethvert andet tidspunkt af året, ville de knap blive bemærket, men nu fremstår de som store højdepunkter. Startfelterne er måske ikke så stærkt besatte, som løbene fortjener, men løbene stikker ud på et tidspunkt, hvor der ikke sker meget i den internationale cykelverden.

 

Samtidig er den australske sommerkalender vokset betydeligt i de senere år. Tour Down Under has siden 2008 været det første WorldTour-løb og efterfølges nu af UCI-løbene Cadel Evans Great Ocean Road Race - der endda har opnået WorldTour-status forud for 2017-sæsonen - og Jayco Herald Sun Tour. Det har skabt en solid blok af løb på den sydlige halvkugle, der går det værd for de lokale ryttere at gøre perioden til et reelt mål. Et stigende antal ryttere fra regionen planlægger således at starte sæsonen på bedst mulig vis, og derfor er løbene alle blevet hårdere og konkurrencen skarpere, efterhånden som flere begivenheder er blevet tilføjet.

 

Mitchelton Bay Cycling Classic, der er en serie på i år tre kriterier, giver rytterne en chance for at få benene i omdrejninger, men de nationale mesterskaber repræsenterer den første reelle styrkeprøve for de lokale ryttere, der satser på succes ved Tour Down Under. Mens australierne og new zealænderne har en ulempe i forberedelsen til Touren, hvor de i de sidste to uger forud for løbet ikke har mulighed for at få løbskilometer, tilgodeses de i perioden frem mod Tour Down Under, idet de har en mulighed for både at teste formen på en enkeltstart og i et linjeløb - en mulighed, deres europæiske konkurrenter ikke har. Da de samtidig har langt bedre træningsbetingelser i det varme australske sommervejr og ikke skal tage hensyn til jetlag, har de en klar fordel forud for åbningen på den fineste løbsserie. For få år siden kunne europæerne stille op ved de australske mesterskaber, men efter kritik fra de lokale ryttere er den mulighed nu blevet fjernet.

 

New Zealand og Australien tilbyder både enkeltstarter og linjeløb, og sidstnævnte national starter endda med at uddele de første trøjer efter et nationalt kriteriemesterskab på onsdag. Enkelte WorldTour-ryttere stiller til start i sidstnævnte begivenhed, men det er hovedsageligt en sag for de hjemligt baserede ryttere. Den reelle start på begivenheden kommer torsdag, hvor de bedste enkeltstartsryttere dyster om titlen som landets bedste i kampen mod uret, mens de bedste new zealændere kaster sig ud i en tilsvarende kamp 24 timer senere. Begge linjeløb afslutter en hektisk uge, når de nationale trikoter uddeles på søndag.

 

Sidste år skabte Jack Bobridge en mindre sensation, da det lykkedes ham ene mand at holde alle favoritterne bag sig med et langt soloudbrud i Australien. Cameron Meyer jagtede desperat, men måtte tage til takke med andenpladsen foran den store overraskelse Patrick Lane. Forhåndsfavoritterne måtte nøjes med at spurte om fjerdepladsen i en lille gruppe. I New Zealand endte det som et udskilningsløb, hvor Jason Christie til sidst satte et vellykket angreb ind fra en lille gruppe, der var blevet etableret i det hårde terræn. Dion Smith jagtede med måtte nøjes med sølvmedaljen foran Hamish Shreurs.

 

Ruten

Australien

Efter et par år i den nærliggende by Ballarat blev linjeløbet i 2010 flyttet til Buninyoung, hvor det har fundet sted lige siden. Mens enkeltstartsruten er blevet ændret flere gange for at tilgodese forskellige ryttertyper, har man altid benyttet den samme 10,2 km lange rundstrækning til hovedbegivenheden, og det vil igen være tilfældet i 2017. I 2010, 2011 og 2012 tilbagelagde rytterne 16 omgange, men dynamikken ændredes i 2013, hvor feltet kørte en indledende flad strækningen, inden de ramte omgangene. I de seneste tre år har løbet bestået af 18 omgange på rundstrækningen, hvilket giver en samlet distance på 183,6 km, og det vil være det samme igen i år.

 

Rundstrækningen er temmelig simpel. Kort efter målstregen drejer rytterne til venstre for foden af den berømte Mt. Buninyoung-stigning. Den er kun 1,1 km lang, men bliver bare stejlere og stejlere, inden den når sit maksimum på ca. 10% nær toppen. Herefter flader det ud, inden en kort nedkørsel og et venstresving fører feltet ind på Yankee Flat Road, en 1200 m lang, relativt flad strækning. Dernæst gælder det nedkørslen, der har et skarpt højresving i bunden, men hovedsageligt er hurtig med bløde kurver. Et 90-graders venstresving fører feltet ind på Geelong Road, hvorefter det igen går nedad på brede veje med bløde sving. Der resterer kun 1,4 km, inden feltet når målet, og er terrænet er svagt faldende hele vejen.

 

 

 

New Zealand

Efter fem år i Christchurch blev de nationale mesterskaber sidste år flyttet til Napier, og for andet år i træk vil den mest prestigiøse cykelbegivenhed i landet finde sted her. Ruten er stort set den samme som sidste år, men den afsluttende, flade rundstrækning er blevet modificeret en anelse. Med sine 169 km er ruten en kilometer længere end i 2016.

 

Løbet kan inddeles i to dele: en indledende del bestående af to rundstrækninger i området vest for værtsbyen og en afsluttende del, der består af omgange på to forskellige rundstrækninger inde i byen. Rytterne skal først give sig i kast med den samme 55 km lange rundstrækning, som kvinder benytter. Den første del er hovedsageligt flad med bare nogle få mindre stigninger, men efter 25 km rammer de dagens sværeste stigning, der bringer dem op til 233 m over havets overflade. Efter nedkørslen afviger de fra kvindernes rundstrækning, idet de giver sig i kast med en 26 km lang rundstrækning, der inkluderer den sværeste stigning endnu en gang. Efter nedkørslen afslutter de den oprindelige rundstrækning ved at tilbagelægge de 20 flade kilometer tilbage til byen. I alt er der 2260 højdemeter på denne del af ruten.

 

Rytterne rammer nu den 10,3 km lange rundstrækning i byen. Den er hovedsageligt flad, men inkluderer den lille stigning op ad Spencer Road, der bringer rytterne fra ca. 0 m op til 74 m over havets overflade. Toppen kommer bare fire kilometer fra mål og efterfølges af endnu en mindre stigning. Rytterne tilbagelægger første gang ca. 4 km af rundstrækningen, inden de når mål for første gang, og herefter gælder det syv fulde omgange, der hver inkluderer 196 højdemeter. Efter sidste omgang afsluttes løbet med én omgang på en modificeret 13 km lang rundstrækning, der er helt flad.

 

Favoritterne

Australien

Ruten i Buninyoung er nu blevet benyttet adskillige gange til både elite- og U23-løbene, og det betyder, at alle ryttere ved, hvad de skal forvente på den kuperede rundstrækning. Historien viser, at Mt. Buninyoung traditionelt er for hård for de rene sprintere, og at de eksplosive puncheurs ofte har været i stand til at gøre en afgørende forskel på sidste omgang. Løbet er ofte blevet afgjort af en eksklusiv gruppe af favoritter, der har benyttet sidste passage af stigningen til at komme fri, og dermed er løbet skræddersyet til Ardennerspecialister med en god spurt.

 

Et nationalt mesterskab er imidlertid en ganske særegen affære. Nogle hold har adskillige ryttere til start og kan i høj grad diktere forløbet, mens mange af favoritterne har meget lidt assistance og således ingen indflydelse har på taktikken. Det har ofte givet anledning til overraskende udfald, og hvis de toneangivende hold er tilfredse med sammensætningen af det tidlige udbrud, er det bestemt muligt for lykkeridderne at snyde favoritterne. Det skete i 2015, hvor Orica-GreenEDGE var uden deres vanlige favorit Simon Gerrans, der var skadesramt, og valgte en alternativ taktik. I stedet sendte de Caleb Ewan i angreb, og da forhåndsfavoritterne Cadel Evans og Richie Porte ikke kunne gøre forskellen på stigningen, holdt gruppen hjem. I sidste ende lykkedes det overraskende Heinrich Haussler at slå sprintertalentet i spurten. Det var et lignende scenarium i 2013, hvor Orica-GreenEDGE havde Luke Durbridge i det tidlige udbrud og med tilfredshed tillod temporytteren at køre sin egen chance. Sidste år var det Jack Bobridge, der med en imponerende solopræstation snød alle favoritterne.

 

Traditionelt har alle øjne været rettet mod Orica-mandskabet, men i år er situationen betydeligt vanskelige for det førende australske hold. Således er de i år kun til start med 6 ryttere - det klart mindste hold i holdets historie. Det gør det betydeligt vanskeligere at diktere slagets gang, som de tidligere har gjort det, og det øger chancen for et helt overraskende udfald. Holdet vil stadig satse på Simon Gerrans, der er skræddersyet til den kuperede rute og har vundet flere gange tidligere, men de kan ingenlunde satse på at holde det hele samlet til sidste omgang. I stedet vil de med stor sandsynlighed forsøge at sende folk i angreb tidligere og undgå at komme i en defensiv position.

 

Hvis Orica-Scott kører offensivt, er det usandsynligt, at favoritterne skal køre om det på sidste omgang, og det tvinger de gode klatrere til at reagere tidligere. Folk som Nathan Haas og Jay McCarthy, der er uden megen assistance fra holdkammerater, skal holde hovedet koldt og forsøge at ramme, hvad der meget vel kunne være det rigtige hug allerede langt tidligere. Kun IsoWhey Sports (det tidligere Avanti), der i mange år har været det dominerende hjemlige hold, har sammen med Orica-Scott styrken til at forsøge at styre løbet, men også de vil forsøge at køre aggressivt. Det gør løbet til lidt af et lotteri, og det er langt fra sikkert, at det er den stærkeste mand, der ender med trøjen.

 

På papiret er Simon Gerrans utvivlsomt løbets store favorit, men omstændighederne gør det vanskeligt. Alle øjne vil være rettet mod den dobbelte mester, og han får vanskeligt ved at røre sig før den absolutte finale. Som anført forventer vi, at løbet skal afgøres tidligere, og derfor tvivler vi på, at det bliver til en tredje titel for den australske veteran.

 

 

I stedet vil vi pege på Nathan Haas, der ligeledes er skræddersyet til Buninyoung-stigningen. I år vil han for første gang have solid støtte fra et par Dimension Data-holdkammerater, idet nyerhvervelserne Ben O'Connor and Lachlan Morton begge er på startlisten. De er begge talentfulde klatrere, der kan komme langt på en rute som denne, og det betyder, at de har reel styrke til at dække de forskellige udbrud og spille forskellige taktiske kort. Haas har vist, at han ikke er bange for at angribe fra distancen, og han vil være mindre mandsopdækket end Gerrans og resten af Orica-Scott. Det er bestemt ikke utænkeligt, at Dimension Data kan placere to af deres klatrestærke ryttere i et afgørende hug, og hvis Haas er med, bliver han vanskelig at slå.

 

Haas har haft en svær start på sin professionelle karriere, men i efteråret viste han endelig det potentiale, der gjorde ham til en dominerende rytter på den kontinentale scene. Således var han i top 10 i begge de canadiske WorldTour-løb, der er at sammenligne med ruten i Buninyoung, og han vandt en imponerende spurt på en lille stigning i Vuelta a Burgos. På papiret er han blandt de stærkeste på en kort eksplosiv stigning som Mt. Buninyoung, og i en spurt er han hurtig nok til at slå de fleste. Ganske vist er Gerrans på papiret en anelse hurtigere, men som han viste sidste år, kan Haas også slå den dobbelte vinder, hvis hans skulle være ude af stand til at komme af med ham. Samtidig er han traditionelt meget stærk på denne tid af året, hvor Tour Down Under er et stort mål, og i lyset af det komplicerede taktiske spil sætter vi vores penge på ham.

 

Sidste år fik Jay McCarthy et mindre gennembrud ved Tour Down Under, hvor han vandt Stirling-etapen og blev nummer 4 samlet. Resten af året blev ødelagt af sygdom, men nu er han angiveligt tilbage. Igen i år satser han på en flyvende start på sæsonen, og det gør ham automatisk til en trussel på en rute, der passer ham fremragende. Det er naturligvis usikkert, om han er tilbage på sidste års niveau, men meldingerne tyder på, at han er klar. Uheldigvis er han uden holdkammerater, men det kan vise sig ikke at være den store ulempe. Ingen forventer således, at han kontrollerer løbet, og da han er fløjet under radaren, vil han sandsynligvis have frihed til at angribe fra distancen. På papiret er han blandt de stærkeste på en kort, stejl stigning, og han er hurtig nok til at slå folk som Haas og Gerrans. Det vanskeligste bliver at ramme rigtigt i, hvad der kan udvikle sig til lidt af et lotteri i et unkontrolleret løb.

 

Selvom vi tvivler på ham, hører Simon Gerrans naturligvis til blandt favoritterne. Han er imidlertid nødt til at spille sine kort i den absolutte finale, og det kræver lidt held at sikre sig et scenarium, hvor det kan lade sig gøre. Samtidig er han ikke længere så stærk, som han tidligere var, og vi er ikke længere sikre på, at han har niveauet til at følge folk som Haas og McCarthy på stigningen. Omvendt er han en anelse hurtigere end begge, så hvis en decimeret gruppe af favoritter skal spurte om sejren, er han umiddelbart forhåndsfavoritten.

 

Cameron Meyer har traditionelt været forrygende stærk på denne rute, men i år er han et stort spørgmålstegn. Han stoppede midlertidigt karrieren midt på sæsonen, men efter et halvt år væk fra sporten er han nu tilbage. På banen har han vist, at han allerede er tæt på sit tidligere niveau, men ingen ved, hvor stærk han er på landevejen. Modsat mange af WorldTour-stjernerne har han imidlertid den australske sommer imidlertid som et hovedmål, og han satser på, at en stærk præstation på søndag kan give adgang til Tour Down Under som en del af landsholdet. På papiret er han en af de bedste klatrere i løbet, men han ved, at han ikke er hurtig nok til at slå de eksplosive typer i finalen. Derfor vil han utvivlsomt køre aggressivt fra start, som han med succes har gjort før, og den strategi kan vise sig at være den korrekte i et utvivlsomt meget ukontrollerbart løb.

 

Som sagt har Dimension Data flere kort at spille. Hvis Haas bliver mandsopdækket, vil Lachlan Morton tage sin chance. Stortalentet viste med sejren i Tour of Utah, at han er tilbage på sit tidligere niveau, og i 2017 er han nu også at finde på WorldTouren. Som ren klatrer havde han foretrukket længere stigninger, og han har ingen chancer i en spurt. Kommer han afsted i den rigtige gruppe, kunne han imidlertid meget vel vise sig som stærkeste mand på stigningerne. Det store spørgsmål er, om han allerede nu er i god form.

 

Som allerede nævnt vil Orica-Scott sandsynligvis forsøge sig med en mindre fastlåst taktik, og det kunne åbne muligheder for Luke Durbridge. Australieren er ikke længere den enkeltstartsrytter, han tidligere var, men han bliver til gengæld stærkere og stærkere og klatrer bedre og bedre. Han kørte en overraskende god enkeltstart i torsdags, hvor han blev nummer 2, og derfor er formen utvivlsomt god. Hvis Orica får ham med i et tidligt udbrud, vil de være tilfredse med situationen, og Durbridge er stærk nok til at køre fra alt og alle i en sådan situation.

 

Orica-taktikken kan også give plads til Damien Howson. Han har ikke samme styrke på flad vej som Durbridge, men han er en bedre klatrer. Formen er næppe helt i top endnu, men han så fornuftig ud i Mitchelton Bay Cycling Classic. Nøjagtig som sin holdkammerat kunne han sagtens vise sig som den stærkeste i et afgørende udbrud.

 

Vi er meget spændte på at se, hvad Chris Hamilton kan præstere. Det unge klatretalent er klar til WorldTouren med Team Sunweb og er utvivlsomt en af de bedste på stigningerne. Samtidig har han ved U23-løbet vist, at han kan gøre det godt på denne rute. Som mange andre er han uden holdkammerater, så det handler om med held og dygtighed at ramme den rigtige gruppe. Hvis det lykkes, er han stærk nok på stigningerne til at afgøre løbet til sin fordel.

 

Løbets helt store joker er Caleb Ewan. På papiret er løbet for hårdt for ham, men det kan ikke udelukkes, at han kan ende med trøjen. For to år siden blev han nummer 2 ved at angribe fra distancen, og et lignende scenarium kunne udspille sig igen. Samtidig bliver han hele tiden stærkere på korte stigninger, og det er således ikke utænkeligt, at han kan hænge på, hvis der kommer en regruppering efter sidste passage af bakken. Uheldigvis for ham vil der være medvind på stigningen, hvilket gør det betydeligt vanskeligere for sprinterne, men en tydeligvis formstærk Ewan kan ikke afskrives, hverken i tilfælde af en spurt fra en større grupper eller fra et udbrud.

 

Adam Hansen er som Hamilton, Meyer og McCarthy uden holdkammerater, men han kan om nogen drage fordel af et løb uden kontrol. Han har traditionelt været stærk i januar, og selvom Tour Down Under ikke længere er det samme store mål, som det tidligere har været, må han formodes at være på et højt niveau. Han ved, at han ikke kan slå klatrerne i finalen. Han vil forsøge at køre aggressivt, og han er stærk nok til at gøre det færdigt.

 

Endelig vil vi pege på den meget talentfulde klatrer Brendan Canty, der i år skal køre for Cannondale. Ruten er for eksplosiv for hans dieselmotor, men på dette tidspunkt af sæsonen handler det meget om form. Han kørte en overraskende god enkeltstart, og det indikerer, at han er klar. Han skal foregribe de mere eksplosive ryttere, men lykkes det, kan han meget vel vise sig som den bedste klatrer i den gruppe, der skal køre om sejren.

 

***** Nathan Haas

**** Jay McCarthy, Simon Gerrans

*** Cameron Meyer, Lachlan Morton, Luke Durbridge

** Damien Howson, Chris Hamilton, Caleb Ewan, Adam Hansen, Brendan Canty

* Ben O'Connor, Miles Scotson, Nathan Earle, Patrick Lane,  Steele Von Hoff, Samuel Spokes, Adam Phelan

 

New Zealand

Hvis det australske mesterskab er vanskeligt at kontrollere, er det intet at sammenligne mod det new zealandske ditto. Feltet i østaten er på mindre end 50 mand, og det skaber en helt anderledes dynamik i løbet.

 

Ruten er stort set den samme som sidste år, hvor løbet udviklede sig til en meget selektiv affære, hvor en lille gruppe bestående af de stærkeste ryttere afgjorde løbet. Interessant nok betyder kombinationen af det mindre felt og det hårde terræn, at løbet er mindre tilfældigt og taktisk end dets australske modstykke. Med færre ryttere er der færre ryttere, der skal markeres, og da feltet ikke har samme dybde, bliver det en mindre taktisk affære. I stedet er det nemmere for de stærkeste ryttere at gøre en forskel på stigningerne.

 

Hvis sidste års løb skal bruges som rettesnor, kan vi forvente en gradvis udskillelse i den kuperede indledende fase, og det vil efterlade en lille gruppe af stærke folk, der skal afgøre mesterskabet på de sidste rundstrækninger. Her er terrænet en anelse fladere, og det vil gøre finalen mere taktisk, som det var tilfældet sidste år, hvor Jason Christie stak af med sejren. Løbet kan således forventes at blive vundet af en stærk rytter, der vil være der i finalen, og som har en heldig og dygtig hånd i, hvad der kan blive lidt af et lotteri, hvis det skal afgøres på den sidste, flade omgang.

 

På papiret er Jack Bauer klart den stærkeste rytter. I 2015 viste han, at han har potentialet til at køre i top 10 i de sværeste brostensløb, og efter en skadesplaget start på 2016 viste han med sejren i Tour of Britain, at han er tilbage på sit topniveau. Det relativt kuperede terræn passer ham storartet og gør det muligt for ham at gøre en forskel, selvom han er uden holdkammerater. Han har gjort det klart, at han kører efter sejren, og at formen ikke er helt dårlig på dette tidlige tidspunkt af sæsonen. Samtidig er han relativt hurtig på stregen, så selvom det skulle mislykkes at komme alene fri, er han hurtig nok til at vinde. I noget, der ligner en udskilningsløb, tvivler vi imidlertid på, at nogen kan følge Bauer, og derfor er Quick-Step-rytteren vores favorit.

 

Sidste år måtte Dion Smith tage til takke med andenpladsen, da han lod Christie slippe væk i finalen. I år er han opsat på revanche, og efter et år i Europa med mange store løb for ONE er han betydeligt stærkere. Smith er en puncheur-type, der er stærk i dette terræn, og samtidig er han meget vanskelig at slå i en spurt. Blandt løbets favoritter er han klart den hurtigste, og da han samtidig har støtte fra holdkammeraten James Oram, har ONE reelt en mulighed for at holde en lille gruppe samlet i finalen. Det gør naturligvis Smith til en af de store favoritter.

 

ONE kunne meget vel være i overtal i finalen, og det åbner naturligvis også muligheder for holdets andenmand, James Oram. Oram er ikke så hurtig som sin holdkammerat og skal derfor med stor sandsynlighed ofre sig i holdets tjeneste. Den bedste måde at udnytte en potentiel overtalssituation er imidlertid ofte at angribe, og det kunne blive Orams opgave. Som en god klatrer og en stærk temporytter har han forudsætningerne for at vinde.

 

Tom Scully var en af kun tre Drapac-ryttere, der kom ind på Cannondale-holdet efter fusionen, og det fortæller noget om potentialet. I det store franske etapeløb Boucles de la Mayenne vandt han en af de hårdeste etaper, og han vil utvivlsomt være blandt de stærkeste i det terræn, der venter på søndag. Han er uden holdkammerater og ikke så hurtig som Smith og Bauer, men i et taktisk spil kan han sagten spille sine kort rigtigt.

 

Joseph Cooper har i et par år været en af de allerstærkeste ryttere på den australske scene, og han vil være opsat på at genvinde den titel, han sidst havde i 2015. På papiret er han en af løbets allerstærkeste klatrere, og han er samtidig relativt hurtig i en spurt. Han synes ikke længere at være helt så stærk som for to år siden, men det ændrer ikke på, at han ubetinget er blandt de allerbedste new zealandske ryttere.

 

Sidste år viste Jason Christie, hvordan finalen skal skæres, og han vil være opsat på at gøre det igen. Som forsvarende mester bliver det ikke nemt at overraske konkurrenterne, men han vil stadig være mindre mandsopdækket end de professionelle. Han har vist, at han er stærk nok til at være med i finalen, og det kan bestemt ikke udelukkes, at han kan gøre det igen.

 Aaron Gate bliver den første rytter, der skal bære den nye Aqua Blue Sport trøje i konkurrence. I de seneste to udgaver har han været i top 10 i det hårde irske An Post Ras, hvis terræn minder meget om det, han møder på søndag. Der er en risiko for, at løbet bliver en anelse for hårdt, men han har den ubetingede fordel, at han blandt de stærkeste ryttere er en af de hurtigste i en spurt.

 

Michael Torckler har i Nordamerika vist sig som en aggressiv og stærk rytter, men i det seneste år har han ikke kørt meget på højt niveau. Det gør hans form og muligheder meget usikre, men på papiret er han blandt de ryttere, der har klatrebenene til at være der i finalen.

 

Endelig fortjener WorldTour-rytterne Sam Bewley, Shane Archbold og George Bennett at blive nævnt. Der er ingen tvivl om, at de er blandt de stærkeste, men umiddelbart er ruten for hård for de to førstnævnte. Bennett har haft kyssesyge henover vinteren, og hans deltagelse er fortsat usikker. Selvom han er den klart bedste new zealandske klatrer og var den stærkeste mand i sidste års løb (hvor han blev sat tilbage af defekt), er han næppe i form til at spille en rolle i år.

 

***** Jack Bauer

**** Dion Smith

*** James Oram, Tom Scully, Joe Cooper

** Jason Christie, Michael Torckler, Aaron Gate

* Brad Evans, Sam Bewley, Shane Archbold, George Bennett, Alex Frame

 

SENESTE

Vis valgte

ONSDAG

Vis valgte

TIRSDAG

Vis valgte

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM TINKOFF-SAXO

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk