Optakt: Brabantse Pijl

Løbets rolle og historie

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gave Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix nu ovre, og nu er de lettere fyre klar til at overtage stafetten i Ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

Efter Greg Van Avermaets sejr i Roubaix er vi nu inde i en af disse overgangsfaser. Folk som John Degenkolb, Peter Sagan, Alexander Kristoff, Jasper Stuyven, Ian Stannard og Luke Rowe tager sig alle en god pause, mens en ny gruppe af ryttere er i gang med at færdiggøre forberedelserne til deres store løb, Ardennerklassikerne, der indledes på søndag med Amstel Gold Race. Onsdag får de en sidste chance for at varme benene op inden de støre løb, når et par af nøgleaktørerne stiller til start i semiklassikeren Brabantse Pijl.

Med sin placering søndagen før Flandern Rundt var Brabantse Pijl i mange år lidt af et misfoster i brostenssæsonen. Med en kuperet rute stort set uden pavéer i områder omkring Leuven og en hård finale på Alsemberg-stigningen var løbet en rammen om en lille test for et par Ardennerryttere, men de fleste havde allerede blikket rettet mod De Ronde bare en uge senere, efter at alle de store brostensryttere havde været i aktion i lørdagens E3.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

I forbindelse med en generel omstrukturering af den belgiske klassikerkalender i 2010 fik løbet en ny dato i den del af sæsonen, det reelt tilhører. Det overtog Scheldeprijs’ plads om onsdagen mellem Paris-Roubaix og Amstel Gold Race og fik dermed ny legitimitet som det sidste og perfekte forberedelsesløb til de kommende tre store klassikere i Belgien og Holland. Samtidig ændrede man ruten for at tilpasse sig denne rolle i endnu højere grad.

Med en historie, der kun rækker tilbage til 1961 mangler løbet de samme dybe rødder som de største løb, men det har altid været en ganske prestigiøs begivenhed. En vinderliste, der inkluderer folk som Eddy Merckx, Freddy Maertens, Roger De Vlaeminck og Claude Criquelion i de tidligere år er et klart vidnesbyrd om, at det ikke er et løb, man har taget let på. Den mest succesfulde rytter i løbets levetid er Edwig Van Hooydonck, der to fire sejre mellem 1987 og 1995, mens Oscar Freire i de senere år har været den dominerende skikkelse med tre sejre i træk fra 2005 og 2007 (i en periode hvor Tom Boonen hver gang vandt den foregående lørdags E3, hvilket gjorde weekenden inden Flandern Rundt til en imponerende ensidig affære). Desværre lykkedes det akkurat aldrig spanieren at tage den forløsende fjerde sejr.

Ikke overraskende har løbet fået nyt liv og mere prestige i kraft af sin nye date. Efter en overraskende sejr til et udbrud umiddelbart efter flytningen i 2010 har de seneste seks udgaver været en fascinerende kamp mellem nogle af de bedste Ardennerryttere i deres absolutte topform. Tidligere var de ryttertyper, der virkelig kunne begå sig på den kuperede rute, ikke på deres højeste niveau under løbet, som mange derfor droppede, men efter kalenderændringen har man tiltrukket et stjernebesat felt at Ardennerspecialister. I 2011 signalerede løbet endda starten på Philippe Gilberts fantastiske klassikerkampagne, idet belgieren vandt semiklassikeren, inden han senere erobrede det hele i Ardennerne. Løbet er ganske vist ikke officielt en del af Ardennerklassikerne, men i realiteten strækker Ardennerugen sig nu hele vejen fra Brabantse Pijl til Liege-Bastogne-Liege.

Løbet markerer overgangen fra brosten til Ardenner perfekt. Selvom det kun har ganske få brosten, er det en slags sammensmeltning mellem brostens og Ardennerklassikerne. Med ikke færre end 26 stigninger på ruten er det klart, at klatrestyrke er en væsentlig egenskab, hvis man vil have succes. Løbet afvikles imidlertid syd for Bruxelles, hvor man ikke har Ardennernes lange stigninger. I stedet består løbet af adskillige korte, skarpe bakker - nogle endda med brosten - der er meget mere sammenlignelige med de mange hellingen, der kendes fra Flandern Rundt.

På den måde har opbygningen af programmet for de kuperede klassikere nu en nydelig progression. Efter starten på de korte ramper i Brabantse Pijl bliver stigningerne gradvist længere og længere i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, inden Liege-Bastogne-Liege afrunder klassikersæsonen som det løb, der passer bedst til de rene klatrere og etapeløbsryttere, hvormed man naturligt kommer til grand tour-sæsonen. Derfor er det ikke overraskende, at man ofte set et par af de formstærke brostensspecialister forsøge at sikre sig et sidste topresultat, inden de tager en velfortjent pause, og startlisten byder derfor ofte på et mix af begge slags klassikerryttere. Det afspejles også af vinderlisten, der både inkluderer brostensspecialister som Johan Museeuw, Luca Paolini og Sylvain Chavanel samt Ardennerryttere som Philippe Gilbert, Michele Bartoli og Michael Boogerd.

Sidste år var løbet virkelig en test forud for Amstel Gold Race, da nogle af de helt store favoritter til den hollandske klassiker dystede om sejren i finalen. En fantastisk kørende Julian Alaphilippe overraskede sprinterne Bryan Coquard, Michael Matthews og Sonny Colbrelli ved sammen med sin kaptajn Petr Vakoc, Enrico Gasparotto og Tony Gallopin at slå et hul inden for de sidste 10 km. Franskmanden ofrede sig fuldt ud for sin holdkammerat, og derfor kunne Vakoc tage karrierens største sejr ved at køre væk på Schavei-stigningen op til målstregen, som han krydsede seks sekunder inden Gasparotto og 12 sekunder før Gallopin. Coquard slog Matthews og Colbrelli i spurten om fjerdepladsen, men var 20 sekunder for sent på den. Vakoc vender tilbage for at forsvare sin titel som del af et hold, der også inkluderer Philippe Gilbert, og også Gasparotto og Colbrelli er tilbage, nu som holdkammerater. Det samme er den tidligere vinder Matthews samt Coquard, men til gengæld bliver det ikke til et tredje podium på fire år for Gallopin, der i år har fokuseret på brostensklassikerne.

SÆT PICKS PÅ BRABANTSE PIJL
 

Ruten

2010-udgaven var ikke bare den første med den nye dato, det markerede også introduktionen af en ny, hårdere rute, der gjorde det endnu mere skabt til sin nye dato. Der blev introduceret flere stigninger, hvormed løbet nu har flere ligheder med det, der venter i Ardennerne.

Omlægningen af ruten betød, at man opgav den tidligere afslutning på Alsemberg, og løbets tidligere nøglestigning spiller nu kun en sekundær rolle. I stedet er nøglepunktet i løbet en hård rundstrækning i byen Overijse med ikke færre end fem stigninger, og da feltet skal køre i alt tre omgange, er der således hele 15 korte bakker på menuen i løbet af de sidste 70 km. Samlet set skal man op over 26 stigningerne og et par brostensstykker, og dermed har ruten ingredienser fra både de flamske klassikere og Ardennerklassikerne, hvilket gør det til en alsidig og hård udfordring. Sammenlignet med sidste år er løbet stort set uforandret, idet de eneste ændringer er foretaget helt tidligt i løbet samt ved indløbet til rundstrækningen, hvor de ikke forventes at spille nogen rolle.

Med en distance på 197,0 km - 8,4 km kortere end sidste år - har løbet samme længde som et typisk midugeløb mellem to store klassikere. Rytterne starter som vanligt i byen Leuven og kører herfra mod sydvest gennem hovedsageligt fladt terræn frem mod løbets tidligere målområde. Undervejs passerer man målbyen Overijse, og som noget nyt skal man undervejs passere den lille Smeysberg-stigning efter bare 9,2 km. I denne fase kommer også Rue de Hal-stigningen efter 51,5 km, inden man kører en lille omgang på en rundstrækning tæt på det gamle mål. Dermed får man mulighed for at bestige løbets tidligere nøglestigninger, Alsemberg og Bruinput, der er placeret efter hhv. 61,8 og 67,4 km, men ikke længere spiller nogen stor rolle i løbet.

Rytterne vender herefter rundt og begiver sig ad den samme vej tilbage til Overijse. Med fire stigninger - Karbosstraat, Rue de Nivelles, Chaussee de Bruxelles og Rue Francois Dubois - på menuen, er ruten her lidt mere udfordrende end i den modsatte retning, men den første del af løbet er som regel relativt rolig. Efter de indledende angreb - der imidlertid ofte kan tage ganske lang tid - får et tidligt udbrud typisk et forspring, mens favoritterne sparer på kræfterne til slaget på rundtrækningen i finalen.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Farten øges som regel gradvist, og løbet bliver alvor, når feltet nærmer sig målstregen som første gang passeres efter 126,9 km. På dette tidspunkt har man allerede næsten kørt en hel omgang på den afsluttende rundstrækning, og man har været oppe over tre af de fem stigninger, der dominerer finalen (som noget nyt passerer man ikke Holstheide i denne del af løbet). Rytterne afslutter nu dagen med at køre tre omgange på den 23,4 km lange rundstrækning, der har været rammen om finalen siden 2010. Med fem stigninger, hvoraf den ene er på brosten, er det en ganske tricky sag, og det regner som regel med angreb, så snart man er startet på første omgang.

Den første stigning, Hagaard, kommer bare 2,7 km efter passagen af stregen, hvorefter Hertstraat følger 3,8 km længere fremme. 6,5 km senere tager man hul på Holstheide, mens de to sidste stigninger kommer hurtigt efter hinanden helt tæt på mål. Med 4,2 km igen skal man op over den brostensbelagte Ijskelderlaan, før man rammer en teknisk nedkørsel, der kan være som en skøjtebane i regnvejr. Den sidste udfordring er Schavei, der starter med bare 1200 m igen og har top, når rytterne tager et venstresving ind på en svagt stigende opløbsstrækning bare 200 m fra stregen. Det meste af rundstrækningen er uden store tekniske udfordringer, men de sidste 5 km er meget vanskelige og inkluderer afskiller sving og en svær nedkørsel inden for de sidste 3 km. Blandt andet er der et par hårnålesving, inden man er nede i bunden med 2200 m til mål. Den følgende flade strækning har yderligere et par sving, som gør indløbet til Schavei kompliceret.

Stigninger er ikke lange, og for at gøre en forskel skal man ofte accelerere hele vejen fra bund til top. Hver for sig er de ganske nemme, men den samlede udfordring bestående af 26 korte, skarpe bakker gør løbet hårdt og skabt til gode afsluttere med et solid punch.

Historien viser, at man kan nå et topresultat i løbet ved at foregribe favoritterne, og derfor er rundstrækningen ofte en forrygende festival af angreb, der gør det til et af de mest aggressive og underholdende løb på sæsonen. Mens de store klassikere ofte er ganske kontrollerede, er det modsatte tilfældet i Brabantse Pijl. Løbssituationen forandrer sig som regel konstant, når nye grupper dannes, andre splittes op, og nogle smelter sammen. Selv nogle af outsiderne har ofte spillet ud langt udefra, og det er ofte meget svært for favoritterne at finde ud af, hvornår man skal komme med sine fremstød. Ofte har man set, at de bedste ryttere kommer op til de stærkeste udbrydere, hvorved der etableres en gruppe med en blanding af favoritter og angrebslystne folk, og de har af og til afgjort det på Schavei. I 2014 så det ud til, at Philippe Gilbert netop havde skabt en sådan situation sammen med folk som Simon Gerrans og Björn Leukemans, men det viste sig at være spildte kræfter, da det hele blev samlet til en spurt i et decimeret felt. Det skete næsten igen i 2015, da kun 2 sekunder adskilte feltet og vinderen, Ben Hermans, på stregen, mens det altså sidste år lykkedes fire mand at køre væk i finalen. Selvom en mindre gruppe ofte afgør løbet, kan det sagtens ende med, at feltet er samlet i bunden af Schavei, hvilket har været et perfekt scenarium for punchy sprintere om Michael Matthews, Sonny Colbrelli og Bryan Coquard. Selvom stigningen ender 200 m fra stregen, splittes feltet som regel på bakken, og derfor passer afslutningen bedre til puncheurs end sprintere, og det er derfor oftest Ardennerspecialisterne, der stjæler rampelyset i Brabantse Pijl.

Vejret

I enhver belgisk klassiker spiller vejrbetingelserne en nøglerolle. Vind og regn har ganske vist traditionelt haft mindre indflydelse i de kuperede løb end på brostenene, men i et løb som Brabantse Pijl med mange smalle veje og svære nedkørsler foretrækker de fleste at have godt vejr, specielt da vejene i Overijse før har været som en skøjtebane.

I de senere år har løbet haft fantastiske betingelser, men det bliver ikke tilfældet i 2017, hvor Belgien rammes af det samme rædselsfulde påskevejr, som plager danskerne. Ganske vist ventes der ikke regn onsdag, men det bliver en overskyet dag med en temperatur på 16 grader.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Den afgørende faktor er imidlertid den friske til hårde vind fra vest. Den betyder, at rytterne vil have sidemodvind indtil anden stigning, hvorefter der vil være sidevind og sidemedvind, indtil man når rundstrækningen. Her vil der imidlertid primært være med- og modvind. Vinden vil være i ryggen i første del, mens der hovedsageligt vil være sidemodvind i finalen. Det gælder også på Schavei, mens der vil være direkte modvind på opløbsstrækningen.

SÆT PICKS PÅ BRABANTSE PIJL
 

Favoritterne

Brabantse Pijl har virkelig etableret sig som stedet at forberede sig til Amstel Gold Race. Mens Baskerlandet Rundts længere stigninger er perfekte som opvarmning til Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, kan man i Brabantse Pijl få en meget bedre føling med de korte, intense kraftudladninger, der skal benyttes i den hollandske klassiker. Derfor har løbet i de senere år været i stand til at tiltrække nogle af de absolut største favoritter til Amstel, og det gør sig også gældende i år.

Det hele startede i 2013, hvor man have Philippe Gilbert og Peter Sagan, de to store forhåndsfavoritter til søndagens løb, til start, og siden da har man hvert år kunnet præsentere både Gilbert og Michael Matthews, der vel har været de to mest dominerende ryttere i Amstel Gold Race siden 2014 (sidste år måtte Gilbert desværre i allersidste øjeblik melde afbud efter at være blevet overfaldet under sin træning). I år betyder den nye rute til Amstel Gold Race, at løbet ventes at passe de hurtige folk endnu bedre, og derfor kunne man næppe have ønsket sig et bedre felt, da Gilbert og Matthews denne gang får selskab af Sonny Colbrelli, Bryan Coquard og Simon Gerrans, der alle fremstår som hørende til de allerbedste vinderbud på søndag.

Mange af klatrerne fra Baskerlandet Rundt er ganske vist fraværende, men mange af de klassikerspecialister, der ikke også begår sig i etapeløb, vil være til start. Mange af disse har enten slet ikke været til start i Spanien eller har ikke gravet dybt hver dag i deres kamp om klassementet, og derfor har de brug for en sidste kraftudfoldelse inden weekenden. Til gengæld synes det tidligere tendens til, at brostensrytterne afslutter deres klassikersæson med også at køre i Overijse at være aftagende. Således er det i år kun Jens Keukeleire, der både spillede en rolle søndagens Paris-Roubaix og vil være til start i det belgiske løb. Ryttere som Greg Van Avermaet, Edvald Boasson Hagen og Oliver Naesen, der har planer om at køre Amstel Gold Race, foretrækker en uges hvile. Til gengæld er der ryttere om Colbrelli og Gilbert, der kører både i Ardennerne og i Flandern, men skipper fladbaneløbet i Roubaix. De har naturligt nok brug for at køre et løb inden søndag, og deres styrke i et løb som dette afspejler fint, hvordan det er en sammensmeltning af en flamsk klassiker og et Ardennerløb.

Brabantse Pijl har altid været enormt svært at håndtere korrekt for favoritterne. De mange stigninger og den store aggression betyder sammen med det faktum, at holdene sjældent er i deres stærkeste opstilling, at det er svært at kontrollere, og løbet er ofte blevet vundet af en stærk gruppe, der kommer fri på rundstrækningen. På den anden side kan det lige så vel ske, at løbet skal afgøres af et decimeret felt på Schavei, og sker det, er det vigtigt at have sparet på kræfterne.

Udfordringen blev specielt tydelig i 2014, hvor Philippe Gilbert startede som storfavorit. Belgieren var imidlertid pludselig i defensiven, da en stærk gruppe med Simon Gerrans og Björn Leukemans kom fri, og BMC-mandskabet eksploderede i forsøget på at køre dem ind. Gilbert følte, at han havde misset det afgørende fremstød og brugte mere end 10 km på helt alene at køre op til de forreste. I samme moment begyndte Giant-Alpecin og CCC imidlertid at jagte, og da det hele blev samlet, havde Gilbert brugt de fleste af sine kræfter. I sidste ende var han så stærk, at han stadig kunne vinde spurten, men situationen viser fint, hvor svært det er at finde den rette tilgang til dette løb: skal man køre aggressivt eller satse på, at det slutter i en spurt på Schavei?

Det gør løbet til en underholdende affære, der kan vindes af mange forskellige ryttere. Som Thomas Voecklers 2012-sejr og Ben Hermans’ triumf i 2015 viser, kan en enlig angriber løbe med det hele, og i 2010 holdt det tidlige udbrud endda hjem. Løbet afgøres imidlertid oftest i et afgørende slag på Schavei, enten i en lille gruppe eller i et decimeret felt, og det betyder, at det er et løb for puncheurs med et godt kick på den sidste stigning. Da spurten foregår på et stykke falsk fladt, er det en kombination af spurtegenskaber og klatreben, der som regel afgør løbet. Det gør det meget sammenlignet med den hidtidige finale i Amstel Gold Race, hvor en kort stigning leder frem til en flad finale. Cauberg er imidlertid meget hårdere end Schavei, og den hollandske klassiker er meget længere end Brabantse Pijl, og der er derfor tal om en betydelig mere selektiv finale.

Igen i år er der udsigt til en meget interessant kamp mellem ryttere, der gerne vil skabe lidt udskilning, og ryttere, der vil have det hele afgjort i en spurt, og det skaber en meget interessant dynamik. Quick-Step stiller med et fremragende hold med både Philippe Gilbert og den forsvarende mester Petr Vakoc, der begge har det rette punch til at vinde en spurt på Schavei. Alligevel vil de formodentlig være en anelse bekymrede for at skulle dyste direkte med Michael Matthews, Sonny Colbrelli og Bryan Coquard på stigningen, og det må derfor være i deres interesse at prøve at komme af med de hurtigste folk - eller som minimum gøre dem trætte. Heller ikke hold som Lotto Soudal eller BMC kan tro på, at de kan slå de allerhurtigste i en reduceret massespurt, og også de må derfor have en interesse i at skabe kaos. Orica-Scott har som Quick-Step en kaptajn, Simon Gerrans, der har en chance i en spurt, men også har en interesse i et hårdt løb.

Set i det lys kunne Quick-Step, BMC, Lotto Soudal og Orica-Scott ikke have ønsket sig et bedre scenarium. Det ekstremt blæsende vejr kan skabe kaos i løbets indledende fase og vil sandsynligvis bidrage til at gøre løbet meget hårdere end vanligt. I starten vil der være sidemodvind, men når feltet drejer ind i sidevind og sidemedvind på stykket tilbage til Overijse, vil det blæse så kraftigt, at der simpelthen må ske splittelser. På den sidste rundstrækning vil der primært være med- og modvind, så her vil vinden spille en mindre rolle, og der kan ske en regruppering. Den store nervøsitet vil imidlertid betyde, at det kan være et betydeligt reduceret felt, der når frem til finalen, og vil som minimum sikre, at løbet bliver meget hårdere end vanligt.

Inde på rundstrækningen forventer vi, at de aggressive hold vil forsøge at gøre løbet hårdt med talrige angreb. Den store interesse i et hårdt løb samt de vanskelige vejrforhold gør det mindre sandsynligt, at vi i år får en reduceret massespurt. Det betyder imidlertid ikke, at sprintertyper som Michael Matthews og Sonny Colbrelli er ude af kampen, da de også er så stærke på stigningerne, at de kan køre med i angrebene. Til gengæld bliver det sværere for en fyr som Bryan Coquard, der ikke har helt samme holdbarhed og punch på stigningerne.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Den aggressive kørsel betyder, at vi forventer, at der i finalen vil blive etableret en lille gruppe af favoritter, og her vil det i høj grad være taktik, der afgør det. Mange vil huske, hvordan Ben Hermans i 2015 udnyttede, at alle kiggede på hans holdkammerat Gilbert og med et flot angreb tog sejren. Det samme kan meget vel være tilfældet i år, hvor de hold, der i finalen sidder i overtal, kan sende løjtnanter ud foran, og det er derfor langt fra sikkert, at vi får en favoritsejr.

Vi tror, at både Colbrelli og Matthews er så stærke på stigningerne, at de vil være med i finalen, men det store spørgsmål er, om de kan holde det hele samlet til en spurt. Bahrain-Merida har et relativt svagt hold, men Colbrelli kan regne med at have støtte fra sidste års nummer 2, Enrico Gasparotto, der i år ifølge holdet primært skal agere hjælperytter. Matthews vil om muligt stå endnu bedre, da Warren Barguil og måske Simon Geschke alle kan spille en rolle dybt inde i finalen, og derfor kræver det stor styrke at forhindre, at de største favoritter skal afgøre det på Schavei. Vi tror, at Sunweb og Bahrain til sammen er så stærke, at de kan holde det samlet til, at en lille gruppe af de bedste og med holdbare puncheurs skal afgøre det på stigningen.

Der er ingen tvivl om, at alle øjne vil være rettet mod den formstærkt Gilbert, men vi tror, at han får svært ved at bide skeer med den formstærke Sonny Colbrelli, der er vores favorit til at løbe med sejren. Italieneren blev ganske vist kun nummer 6 sidste år, men få dage senere viste han klassen, da han vandt spurten om tredjepladsen bag Gasparotto og Michael Valgren i Amstel Gold Race. Den præstation gav ham smag på klassikerne, og i år har han derfor kørt det fulde program i Flanden. Selvom han stillede til start helt grøn i nogle løb, hvor erfaring betyder alt imponerede han stort med en 7. plads i E3 og en 10. plads i Flandern Rundt. Specielt den sidste præstation var endnu en bekræftelse på, at han har en kolossal motor og er enormt stærk i lange hårde løb.

Colbrelli er måske kendt som en hurtig afslutter, men han er faktisk en sublim klatrer. I de italienske endagesløb var specielt i 2016 nærmest umulig at sætte på de ellers ganske hårde stigninger, der indgår i de fleste begivenheder. Ganske vist er han ikke på Gilberts niveau, og han vinder naturligvis aldrig Liege-Bastogne-Liege, men når man kan vinde spurten i Amstel Gold Race og sidde med i finalen i Flandern Rundt, kan man sagtens sidde med på bakkerne i Brabantse Pijl. Samtidig viste han med sejren på 2. etape, at han endda kan slå folk som Kristoff og Degenkolb i en spurt efter et hårdt løb. Havde målstregen været placeret på toppen af Schavei, ville Gilbert have været stærkest, men den relativt flade afslutning giver Colbrelli en fordel. Da der samtidig vil være modvind i finalen, bliver det sværere for Gilbert at gøre en forskel, og derfor tror vi på italiensk sejr.

Manden med de største muligheder for at slå Colbrelli i en spurt i Overijse er Michael Matthews. Australieren har i flere år haft dette løb, der er skræddersyet til ham, som et stort mål, men det er endnu aldrig lykkedes at vinde. I 2014 blev han slået af Gilbert i spurten, i 2015 ødelagde Hermans’ sene angreb festen, og han måtte igen nøjes med en andenplads, og sidste år kunne han ikke følge med, da der blev angrebet i finalen. I år ser han imidlertid ud til at være bedre kørende end sidste år, hvor han skippede Baskerlandet Rundt. Denne gang har han igen kørt i Spanien, og her viste han fremragende form. Således overlevede han stigningen på den svære 4. etape og kørte en fremragende enkeltstart på den hårde rute i lørdags, og det viser, at han er klar.

Matthews er på sine bedste dage fantastisk på disse stigninger. Det er således værd at huske på, at han i 2015 var den eneste, der kunne følge Gilbert på Cauberg i Amstel. Sidste år nåede han ikke helt samme niveau, men i år tyder det på, at han er tilbage. Hvis det er tilfældet, tvivler vi på, at han kan sættes på stigningerne, og han er normalt hurtigere end Gilbert i en spurt på flad vej. Colbrelli er en sværere nød at knække, men han er bestemt ikke uden chancer mod italieneren. Samtidig er han nok en anelse mere holdbar og favoriseres af, at den relativt hårde finale. Derfor kan det sagtens lykkes for Matthews endelig at vinde dette løb.

Der er ingen tvivl om, at Philippe Gilbert er løbets mest formstærke rytter, men hans status betyder samtidig, at han skal være klart stærkest for at vinde. Alle vil have øjnene rettet mod den belgiske mester, og det er således ham, Colbrelli og Matthews vil følge tæt. Den frihed, han fik i alle de flamske klassikere, hvor der var større favoritter end ham, vil være forduftet, og hvis han vil vinde, skal han gøre det i en direkte duel. Vi tvivler imidlertid på, at løbet er hårdt nok til, at han kan køre fra både Matthews og Colbrelli, og derfor skal han sandsynligvis slå dem i en spurt for at vinde. Det er bestemt ikke umuligt i en hård finale som denne - eksempelvis slog han Matthews i 2014 - og han har i år spurtet fantastisk. Modvinden er imidlertid ikke til hans fordel, og det bliver derfor ikke nemt at gentage bedriften. Samtidig er det usikkert, om han i dette løb vil arbejde for den forsvarende vinder Vakoc, inden rollerne byttes om i de større løb. Alle disse forbehold ændrer imidlertid ikke på, at Gilbert er så fremragende kørende, at han naturligvis hører til blandt de allerstørste favoritter.

Sidste år havde Petr Vakoc et helt fantastisk forår, hvor han fik et stort gennembrud som en mand til de kuperede klassikere. Det gjorde ham til en af de helt store favoritter til dette løb, og han levede med sin sejr til fulde op til forventningerne. I år har han haft en langt mere anonym første del af sæsonen, og han har primært ageret hjælperytter. Han viste stigende form i Volta a Catalunya, hvor han var med fremme på de to hårde sidste etaper, og det hele har været lagt an på, at han skal nå sit højeste niveau til disse løb. Denne gang kan han være låst af at være på hold med Gilbert, men det kan også vise sig at være en fordel. Hvis løbet bliver hårdt, og Quick-Step sidder i overtal, kan han gribe den mulighed, Hermans tog for to år siden, da han var Gilberts holdkammerat. Vakoc har samtidig den fordel, at han med sit punch og sin gode spurt er som skabt til denne finale.

Enrico Gasparotto sluttede sidste år som nummer 2 i dette løb, hvilket signalerede, at han var i form. Bare få dage senere vandt han Amstel Gold Race som kulmination på et forår, hvor han var bedre end nogensinde. Denne gang går han imidlertid ind til løbet som Colbrellis hjælperytter, og Bahrain-Merida har det gjort det helt klart, hvem af de to italienere, der er kaptajn. Det betyder imidlertid ikke, at Gasparotto ikke kan vinde. Den italienske veteran er bedre på stigningerne end Colbrelli, og derfor vil han få til opgave at følge Gilbert. Har han sit bedste niveau, kan han matche den belgiske mester, og han har den taktiske fordel, at han vil kunne sidde på hjul med henvisning til Colbrellis tilstedeværelse længere bagude. Det vil kunne give ham den taktiske overhånd, der gør det muligt for ham med sin gode spurt at vinde løbet.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Sidste år var det en frustreret Bryan Coquard, der vandt spurten om fjerdepladsen. Resultatet signalerede imidlertid, at han var i form, og bare et par dage senere viste han, at hans holdbarhed har nået nye højder, da han blev nummer 4 i Amstel Gold Race. I år er den hollandske klassiker naturligt nok hans store mål, og efter en stille start er han ved at nå formen. Det viste han med en flot præstation i Flandern Rundt, og siden da har han vundet to massespurt i Sarthe. Desværre imponerede han ikke på kongeetapen i det franske etapeløb, og vi er ikke helt sikker på, at han har niveauet til at matche de bedste klatrere. Det ændrer imidlertid ikke på, at han er løbets hurtigste mand, og hvis han stadig er med, når de tager sidste sving på toppen af Schavei, er han manden, der skal slås.

Efter en svær start på sin professionelle karriere har Nathan Haas nået et helt nyt niveau. Det hele startede, da han kørte i top 10 i de canadiske klassikere sidste efterår og kulminerede først på sæsonen, hvor han kørte fabelagtigt i Tour Down Under. Senere klatrede han med de bedste på Green Mountain i Tour of Oman og viste dermed helt nye sider af sit talent. Haas’ store mål er Amstel Gold Race, som har været hans helt store motivation siden starten af sæsonen, og derfor må han formodes at være i topform. Det har han imidlertid stadig til gode at vise, idet han udgik af et anonymt Volta a Catalunya og siden ikke har været i aktion. Har han imidlertid de ben, han havde i januar og februar er han livsfarlig på denne rute, hvor finalen er skabt til hans eksplosive egenskaber.

Hvis vi havde skrevet 2014, havde Simon Gerrans været storfavorit til at vinde dette løb. Finalen med Schavei og en flad afslutning er fuldstændig perfekt for australieren, der traditionelt har været blandt de bedste på denne type stigninger og næsten umulig for de øvrige Ardennerspecialister at slå i en svagt stigende spurt som denne. Desværre tyder alt på, at Gerrans ikke længere er den rytter, han tidligere var, og han har ikke været på sit topniveau siden 2015. Senest kørte han et relativt anonymt Baskerlandet Rundt, hvor han skuffede på 3. og 4. etape, der ellers var perfekte for ham. Heldigvis er dette løb betydelig nemmere, og Gerrans er stadig så dygtig en rytter, at han burde kunne være med på denne type stigninger. Er han det, er han stadig så hurtig, at han kan ende med at tage sejren.

Lotto Soudal stiller med et fint hold med formstærke Tosh van der Sande og Sean De Bie til en spurt, men de får svært ved at slå folk som Sonny Colbrelli, Bryan Coquard, Michael Matthews og Philippe Gilbert. Holdets bedste chance er derfor at gøre det hårdt og skabe en situation, hvor Tiesj Benoot og Tim Wellens kan angribe. Benoot er holdets bedste kort, da han er mest eksplosiv på korte stigninger og ganske hurtig i en spurt. Desværre har foråret været lidt en katastrofe for den unge belgier. Formen har ikke været dårlig, men selvom han i høj grad har været ramt af uheld, har det været tydeligt, at han ikke har ramt sit topniveau. Det kan han imidlertid nå endnu til Brabantse Pijl og Amstel Gold Race. Alle ved, hvor talentfuld belgieren er, og hvis han endelig finder formen, er han utvivlsomt i stand til at vinde dette løb.

Cannondale stiller med Alberto Bettiol, der efter en stille start på karrieren har nået et fantastisk højt niveau. Gennembruddet kom sidste efterår, hvor han var meget tæt på at vinde både Plouay og en af de canadiske klassikere og kørte fremragende i Polen Rundt. I år har han bekræftet potentialet i de flamske klassikere, hvor han har siddet med i alle de hårdeste løb. Nu har han rettet blikket mod Ardennerne, der passer ham endnu bedre, og dette løb er helt perfekt for ham. Han er blandt de bedste på korte stigninger og hurtig i en spurt, men det bliver nok vanskeligt at vinde, idet han næppe havner i en situation, hvor han er den hurtigste.

Lotto Soudal har som sagt også Tim Wellens til start, men dette løb er ikke ideelt for den stærke belgier. Stigningerne er ikke lange nok, og Wellens er ikke så hurtig som de mere eksplosive typer. Alligevel skal man aldrig afskrive en mand, der utvivlsomt er en af feltets bedste ryttere. Wellens har utallige gange bevist, at han kan være helt umulig at fange, når han rammer en af sine gode dage, og der er ingen tvivl om, at han har tænkt sig at køre offensivt på denne rute. Hvis vinden gør det hårdt, kan det være svært at organisere en jagt, og det vil Wellens vide at udnytte.

Skulle det ende i en spurt, vil Lotto Soudal kunne satse på Tosh van der Sande og Sean De Bie, der begge viste meget fornem form i Baskerlandet. Specielt imponerede van der Sande ved at sidde med de bedste hjem på den meget hårde 3. etape, og det vidner om, at han er bedre end nogensinde. Denne finale er betydeligt nemmere, og derfor har van der Sande en chance for at sidde med. Han kan ikke køre med, når de bedste angriber, men hvis det skal afgøres i en spurt, har han en chance. Desværre mangler han nok eksplosiviteten til at følge de allerbedste, og opløbsstrækningen er for kort til, at han kan bruge sin gode spurt til at komme tilbage.

Gerrans er den klare kaptajn på Orica-Scott, men holdet vil køre aggressivt for at trætte favoritterne. Det kan åbne muligheder for Daryl Impey og Jens Keukeleire, og her fremstår specielt Impey som en stærk kandidat. Sydafrikaneren bliver bedre og bedre og viste senest klassen, da han vandt den hårde 6. etape i Catalonien. Han har i det seneste års tid endda imponeret på bjergetaper, og hans holdbarhed har nået nye højder. Samtidig er han ekstremt farlig i en spurt. Naturligvis skal han primært køre for Gerrans, men kan han komme med i et fremstød i finalen, kan han sagtens vinde.

BMC har et meget stærkt hold, men de mangler den oplagte vinderkandidat. Ganske vist er Ben Hermans tidligere vinder, og i år har han nået et helt nyt niveau. Han var brølstærk i Tour of Oman, hvor han endda satte folk som Romain Bardet og Fabio Aru til vægs på Green Mountain. Desværre har han siden været ramt af styrt og helbredsproblemer, og han måtte senest udgå af Volta a Catalunya med sygdom. Han var bestemt ikke imponerende i Volta Limburg Classic, og vi tvivler på, at han har formen til at vinde, specielt fordi han slet ikke er så eksplosiv og hurtig som de store favoritter. Sammen med Silvan Dillier, Loic Vliegen og specielt en stærk Dylan Teuns vil han imidlertid køre aggressivt, og hvis det er lykkes ham at time formen, er han naturligvis en farlig mand.

Endelig vil vi pege på stortalentet Dion Smith. Newzealænderen kørte en fin 2016-sæson på ONE, men synes med skiftet til Wanty at have nået et nyt niveau. Han kørte meget flot i Catalonien og synes derfor at være i form til et løb, der passer ham storartet. Således er han stærk på stigningerne og meget hurtig i en spurt. Om han allerede nu er i stand til at vinde, er tvivlsomt, men han kan sagtens levere en lille overraskelse i onsdagens løb.

***** Sonny Colbrelli

**** Michael Matthews, Philippe Gilbert

*** Petr Vakoc, Enrico Gasparotto, Bryan Coquard, Nathan Haas, Simon Gerrans

** Alberto Bettiol, Tiesj Benoot, Tim Wellens, Tosh van der Sande, Daryl Impey, Ben Hermans, Dion Smith

* Maxime Vantomme, Sean De Bie, Juan Jose Lobato, Jens Keukeleire, Paul Martens, Enrico Battaglin, Nick van der Lijke, Jan Tratnik, Jetse Bol, Toms Skujins, Simon Clarke, Silvan Dillier, Kristian Sbaragli, Justin Jules, Pim Ligthart, Dylan Teuns, Simone Ponzi, Dries Devenyns, Loic Vliegen, Xandro Meurisse, Wilmar Paredes

SÆT PICKS PÅ BRABANTSE PIJL

Danskerne

Christopher Juul skal spille sin klassiske rolle som hjælperytter for Simon Gerrans, Daryl Impey og Jens Keukeleire på Orica-Scott. Derudover skal Lasse Norman i aktion for Aqua Blue Sport, hvor han burde kunne køre sin egen chance på en rute, der dog nok er for hård til danskeren.