Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Unipublic

Optakt: Cadel Evans Great Ocean Road Race

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

28.01.2017 kl. 20:00 af Emil Axelgaard.

Når en legende siger farvel, er det kun naturligt at kreere en begivenhed til at mindes hans bedrifter. Det er, hvad australierne gjorde, da deres eneste Tour-vinder, Cadel Evans, stoppede karrieren - en karriere han afsluttede ved at deltage i den første udgave af sit helt eget løb, the Cadel Evans Great Ocean Road, der afvikles på dele af den rute, der blev benyttet til 2010-udgaven af VM vundet af Thor Hushovd. Selvom drømmen om en Evans-sejr i debuten udeblev, var løbet en stor succes, og efter en bare to år har det allerede sikret sig en plads, når det i år for første gang er en del af WorldTouren og således har tiltrukket et stjernebesat felt, der inkluderer navne som Chris Froome, Richie Porte og Esteban Chaves.

Løbets rolle og historie

Det siger kolossalt meget om den indflydelse, Cadel Evans har haft på udviklingen af australsk cykelsport, at et løb med hans navn allerede er etableret og har udsigt til at være en vigtig del af den australske sommersæson i de næste mange. Den første udgave blev ganske vist mest betragtet som Evans’ eget farvel til professionel cykling, men Tour-vinderen havde meget større ambitioner end det og så begivenheden som meget mere end det. Faktisk har han fra start haft ambitioner om at etablere løbet som sæsonens første store klassiker, og ved brug af sit store kontaktnetværk og må han siges at være på rette vej. Allerede sidste år rykkede løbet fra 1.1- til 1.HC-status, og da UCI sidste år annoncerede en udvidelse af WorldTour-kalenderen blev det unge løb det første australske endagesløb i den fineste løbsserie.

 

Løbets succes skyldes dels et fornemt arbejde fra arrangørerne, dels dets position som del af en stadigt voksende australsk cykelsommer. Således indledes højsæsonen på den anden side af kloden straks efter nytår ved Bay Classics og fortsætter med de nationale mesterskaber og Tour Down Under. Herefter kommer Evans’ løb som en perfekt mulighed for klassikerrytterne, der kan teste deres form i et hårdt endagesløb, mens de kan tilbringe yderligere en uge i det gunstige australske vejr mellem de to WorldTour-løb. Det hele afsluttes med Jayco Herald Sun Tour i næste uge, og dermed kan man nu tilbringe næsten en måned i Australien og samtidig få masser af løbsdage.

 

Det var naturligvis ikke muligt for et endagesløb at overbevise mange om at rejse om på den anden side af kloden, hvis ikke det var del af en så solid løbsserie. Arrangørerne har imidlertid maksimeret udbyttet af denne synergieffekt, og det er således et ganske imponerende felt, de har samlet til deres debut på WorldTouren. Deltagelse i de nye WorldTour-løb er ikke obligatorisk for WorldTour-holdene, og mange arrangører har haft vanskeligt ved at overbevise de bedste hold om at møde op, specielt fordi der end ikke er WorldTour-point på spil. De problemer har Evans imidlertid ikke haft, og således kan han præsentere intet mindre end 13 af de 18 bedste hold. Kun Bahrain-Merida, UAE Abu Chabi, Astana, FDJ og Movistar har valgt at rejse hjem efter Tour Down Under, og dermed er det et topfelt, der er til start på søndag.

 

Som en nyetableret begivenhed har Cadel Evans Great Ocean Road Race naturligvis ingen lang historie, mens dets kombination af korte, stejle stigninger og mulighed for sidevind har gjort til en slags belgisk klassiker, der både kan favorisere holdbare sprintere og puncheurs. I 2015 var vejret ganske dårligt, og det gav anledning til et selektivt løb, hvor en lille gruppe slap fri på de sidste stigninger. Til sidst vandt Gianni Meersman spurten i en nimandsgruppe foran Simon Clarke og Nathan Haas. Sidste år viste Peter Kennaugh at det er muligt at tage en solosejr, idet han nåede mål 6 sekunder før et felt på ca. 25 ryttere. Leigh Howard slog Niccolo Bonifazio i spurten om andenpladsen. Kennaugh indleder i år sin sæson på Mallorca og forsvarer således ikke sin titel, og Bonifazio er med resten af Bahrain-Merida rejst hjem til Europa. Howard er imidlertid tilbage i et forsøg på at gøre det bedre end sidste år, når han sammen med sine holdkammerater stiller til start i det første løb for det nye Aqua Blue Sport.

 

Ruten

Løbet er ganske vist kendt som Cadel Evans Great Ocean Road Race, men ruten har ikke meget til fælles med de løb, Evans var vant til at vinde på toppen af sin karriere. I stedet gør den brug af dele af den rute, der blev benyttet ved VM i 2010, hvor Thor Hushovd slog Matti Breschel i en reduceret massespurt. Der er således ingen lange stigninger i det store australske endagesløb, der slet ikke passer til en rytter med Evans’ karakteristika. I stedet inkluderer det masser af smukke veje langs kysten, og TV-seerne forkæles vanligvis med flotte billeder af de sceniske omgivelse. For rytterne er hovedudfordringen den mulige sidevind samt de korte, stejle stigninger, og dermed minder det meget om en nordeuropæisk klassiker - selvom der ingen brosten er.

 

Selvom løbet er blevet optaget på WorldTouren, er ruten uforandret i forhold til de to første udgaver. Dermed holdes distancen på bare 174 km, hvilket er usædvanligt kort for et løb i den fineste løbsserie. Det afspejler imidlertid dets placering på kalenderen, idet en distance på over 200 km vil afskrække mange i januar måned. Som et endagesløb er det imidlertid naturligt, at løbet er længere end etaperne i Tour Down Under, hvor distancerne som regel holdtes under 150 km.

 

Løbet både starter og slutter i Geelong, der var vært for VM i 2010. De første 113 km består af en stor rundstrækning i området syd for kystbyen. Den første halvdel følger hovedsageligt den flade og vindblæste kystvej, idet rytterne bevæger sig mod syd. På denne strækning kan det tidlige udbrud ventes at blive dannet, men det er samtidig en af de farligste faser i løbet. Således er risikoen for sidevind stor, og er man ikke opmærksom, kan løbet være ovre allerede efter ganske få kilometer. Da der ikke er mange retningsændringer, kan der være sidevind i ganske lang tid, og dermed er der potentiale til at skabe stor udskilning.

 

Ved det sydligste punkt efter ca. 50 km bevæger de sig ind i landet, hvor de udfordres af flere mindre stigninger. Den første af disse er bakken mod Bells Beach, der er kendt af cykelmotionister i området. Herefter flader terrænet igen ud, mens rytterne fortsætter mod vest, men når de igen vender snuden nordpå og sætter kursen mod Geelong, bliver det igen vanskeligere. Et par mindre bakker udfordrer rytterne mellem 80- og 100 km-mærkerne, inden de rammer en højshastighedsnedkørsel, der bringer dem ned mod mål. I de senere år har denne sektion været brugt til at skabe en første udskilning, idet kombinationen af sidevind og korte stigninger kan gøre løbet ganske udfordrende og hurtigt ende eventyret for det tidlige udbrud.

 

På den lange nedkørsel rammer feltet den afsluttende 20,2 km lange rundstrækning, der inkluderer to stigninger. Den sidste af disse skal forceres en første gang, inden målstregen passeres første gang. Herefter afsluttes løbet med i alt tre hele omgange på rundtrækningen. Her er de første 7 km flade, men derefter bliver det alvor, når rytterne rammer Challambra Crest-stigningen, der er 1,1 km lang, stiger med 8% i gennemsnit og har top efter 8,1 km. Nedkørslen kommer med det samme, og herefter er vejen småkuperet, indtil rytterne rammer den anden stigning, Hyland Road, der er 800 m lang. Den er kortere og lettere end den første, men da den kommer bare seks kilometer fra stregen er det sidste mulighed for at gøre en forskel. Herefter er vejen kun ganske let faldende, mens rytterne bevæger sig mod mål. Det sidste højresving kommer med ca. 1 km til mål, og herefter bøjer vejen kun let til venstre.

 

Historien viser, at der er stor aggression på rundstrækningen, og det er her, de gode puncheurs kan gøre en forskel. Typisk er der blevet etableret et nyt udbrud hver gang, Challambra Crest er blevet passeret. Herefter er det endt som en jagt mellem udbruddet og et stadigt mindre felt, og begge gange er det mislykkedes for feltet at skabe samling. I 2015 var det ni mand, der spurtede om sejren, mens Kennaugh snød de stærke sprintere sidste år.

 

 

 

 

 

Vejret

I et løb, hvor sidevind er hovedudfordringen, er det klart, at vejrudsigten bliver studeret grundigt. Løbet afvikles i en anden del af Australien end Tour Down Under, der ofte er præget af ekstrem varme. Dette er ikke tilfældet i Geelong, og i stedet har vejret i de to første udgaver passet til dets ry som en nordeuropæisk klassiker.

 

Det synes imidlertid ikke at blive tilfældet i 2017. Således er vejret nærmest perfekt i disse dage. Udsigterne for søndagens løb peger på høj solskin og en temperatur på 27 grader. Det betyder imidlertid ikke, at det bliver helt enkelt. Således vil der være en jævn til frisk vind fra syd. De giver modvind i første del af løbet og sidemodvind på kyststrækningen. Herefter kommer der et kort sidevindsstykke, mens der hovedsageligt vil være medvind på stykket tilbage til Geelong. På rundstrækningen vil der være sidevind på den sværeste stigning og dernæst medvind. Endnu et sidevindsstykke fører til det sidste sving, mens der vil være sidemodvind på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

De to første udgaver af Cadel Evans Great Ocean Road Race har vist, at det er et løb, der er vanskeligt at forudsige. Således åbner den alsidige rute mulighed for snart sagt et hvilket som helt scenarium, og en stribe forskellige ryttertyper kan gøre sig gældende på den afsluttende rundstrækning. I 2016 viste Peter Kennaugh, at det er muligt for løbets stærkeste klatrer at gøre en forskel, men i 2015 var det umuligt for klatrerne at komme fri, og i stedet blev det en klatrestærk sprintertype som Gianni Meersman, der vandt i n spurt blandt ni mand. Samtidig har mere udprægede sprintertyper også en chance, hvis de har en vis grad af holdbarhed. Havde det ikke været for Kennaugh, havde Leigh Howard, Niccolo Bonifazio og Steele Von Hoff således spurtet om sejren sidste år.

 

Den lange liste af mulige vindere gør løbet meget åbent, men gør det samtidig vanskeligt for holdene at lægge en taktik. Sky kan eksempelvis enten satse på, at Danny Van Poppel overlever til en spurt, eller satse på at gøre løbet hårdt, så Sergio Henao eller Chris Froome kan forsøge at gentage Kennaughs kunststykke. Det er vanskeligt at satse på begge strategier. Hvis de to sidstnævnte skal have en chance, skal løbet gøres knaldhårdt, men det risikerer at ødelægge løbet for Van Poppel. Omvendt er det en skam at have satset alt på en spurt, hvis hollænderen ikke kan følge med.

 

Samtidig kastes holdene ud i ekstra udsigt grundet det stærkere felt, der er samlet til debuten på WorldTouren. Det vil helt sikkert have en markant indflydelse, men det er stadig åbent hvordan. Umiddelbart vil flere gode klatrere gøre det vanskeligere for en enkelt rytter at gøre en forskel, og jo flere ryttere, der er samlet efter sidste stigning, jo sværere er det at samarbejde. Samtidig betyder det højere niveau, at sprinterne sandsynligvis har flere holdkammerater i hvad, der unægteligt vil være et større felt i finalen. Også det øger chancen for, at en større gruppe skal afgøre løbet.

 

Dertil skal lægges, at vejret vil være bedre, end det har været i de senere år. Fraværet af regn gør uvilkårligt løbet mindre selektivt. Der vil være nogen vind, og det er næsten utænkeligt, at et eller flere hold ikke vil forsøge at skabe udskilning på sidevindsstykket efter ca. 50 km. Derfra er der imidlertid meget langt til mål, og da vinden ikke er voldsomt stærk, bliver det vanskeligt at holde den gående. Dermed vil et relativt stort felt sandsynligvis ankomme til rundstrækningen. Dermed peger alt på et mindre selektivt løb, hvor udsigten til en sprintafgørelse er større end tidligere. Det store spørgsmål er, hvor mange sprintere der vil overleve.

 

Samtidig er der flere hold, der har en helt klar interesse i at gøre løbet hårdt. Det gælder specielt BMC, Dimension Data, Quick-Step, Lotto Soudal, Orica-Scott og LottoNL-Jumbo, der alle er uden deciderede sprinter med en reel chance for at overleve i finalen. Omvendt vil hold som Katusha-Alpecin, Sunweb og muligvis også Trek satse alt på en spurt og dermed forsøge at kontrollere finalen.

 

I lyset af ovenstående er det mest sandsynlige udfald en reduceret massespurt, og det betyder, at løbets favorit skal findes blandt de sprintere, der har styrken til at overleve tre passager af Challambra Crest. Det reducerer naturligvis gruppen af hurtige afsluttere, men omvendt er der i forvejen ikke mange rene sprintertyper til start i et løb, der altid vil være for hårdt for dem.

 

I forhold til Tour Down Under er de to mest stabile sprintere, Caleb Ewan og Peter Sagan, begge fraværende. Den tredje mest regulære sprinter, Danny Van Poppel, der var i top 4 i samtlige massespirter, er imidlertid til start, og han fremstår naturligt som en af favoritterne. Således er hollænderen sammen med Sam Bennett på papiret feltets hurtigste mand, og sidste uge viste han, at hans form er ganske god straks fra sæsonstart.

 

Det betyder imidlertid langt fra, at Van Poppel er sikker på at overleve stigningerne. Ruten er på grænsen til at være for hård, og hvis det bliver rigtigt selektivt, har han ikke mange chancer. Han har imidlertid før vist, at han kan begå sig på hårde ruter, specielt da han vandt en ganske vanskelig i Tour de Wallonie i 2015. Siden da er han kun blevet stærkere og mere holdbar, og fremfor alt er han blevet hurtigere og mere stabil i spurterne. Det dokumenterede han sidste efterår, hvor han vandt to etaper i Vuelta a Burgos - en af dem efter en hård stigning i finalen - og senere slog Kristoff, Degenkolb og Demare i Arctic Race of Norway. Samtidig har Sky et stærkt hold med store klassikertyper som Luke Rowe og Ian Stannard til at køre lead-out, og specielt Rowe synes at have formen til at være der i finalen. Der er ingen garanti for, at Van Poppel overlever, men med de relativt gunstige betingelser, satser vi vores penge på hollænderen.

 

Hvor ruten kan være for hård for Van Poppel, burde det ikke være et problem for Baptiste Planckaert. Belgieren havde en gennembrudssæson i 2016, hvor han var i top 10 et utal af gange. Det har fortjent sikret ham en chance på WorldTouren, hvor han bliver den anden sprinter bag Alexander Kristoff i Katushas interne hierarki.

 

Planckaert er ikke ren sprinter, og derfor var det ikke en overraskelse, at han havde det svært i Tour Down Under, hvor finalerne enten var for klatrerne eller de virkelig hurtige afsluttere. Søndagens løb passer ham imidlertid som fod i hose, og hvis han kan komme af med folk som Van Poppel og Sam Bennett, er der en stor chance for, at han er hurtigste mand i feltet. Samtidig er Katusha-holdet fyldt med hurtige puncheurs som Jhonatan Restrepo, Jose Goncalves, Maurits Lammertink og Sven Erik Bystrøm, hvilket betyder, at Planckaert med stor sandsynlighed har det bedste tog i finalen. Det gør ham til en af de helt store favoritter.

 

På papiret er feltets hurtigste mand Sam Bennett, men det er et åbent spørgsmål, om ruten er for hård. Han fik faktisk sit gennembrud ved at vinde en meget hård etape i Tour of Britain, og per natur er han således mere end ren sprinter. Siden han blev professionel, har han imidlertid været meget lidt holdbar, og specielt har han været enormt ustabil.

 

I år satser Bennett på at satse mere på de hårde løb, der tidligere gav ham så stor succes, og det burde gøre ham til et godt kort til dette løb. Han mangler imidlertid fortsat at vise, at han har taget det ekstra skridt og det gør ham til lidt af et wildcard. På den anden side viste han solid form i Tour Down Under, og hvis han overlever, har han en formstærk Jay McCarthy til at køre lead-out. Hvis han er der i finalen, må Bennett være manden, der skal slås.

 

Havde det ikke været for hans slemme styrt under Touren, ville Edward Theuns have været en af de helt store favoritter. Nu er han imidlertid lidt af et spørgsmålstegn. Han viste overraskende god form i Tour Down Under, hvor han var fantastisk stabil i spurterne. Omvendt var etaperne enten meget hårde eller meget lette, og derfor er det vanskeligt at vurdere, hvor holdbar han faktisk er. Det tyder imidlertid på, at han allerede har et pænt niveau, og med Ruben Guerreiro og Jarlinson Pantano har han et par hurtige folk til at støtte sig, hvis han kan overleve i finalen.

 

Simon Gerrans havde et forfærdeligt Tour Down Under, så hvis han skal have udbytte af sit hårde arbejde forud for den australske sommer, skal det være på søndag. På papiret passer ruten ham glimrende, idet han tidligere var lidt af en mester i reducerede massespurter. Således har han i Tour Down Under slået André Greipel og i Tour de France fået ram på Peter Sagan, og det siger meget om hans hurtighed efter et langt løb. Alt tyder på, at han ikke længere er på fordums styrke, men dette løb burde ikke volde ham problemer. Han er imidlertid heller ikke så hurtig, som han tidligere var, og selvom han er favorit, hvis en lille gruppe skal spurte om sejren, eller de reelle sprintere er sat af, er han ikke længere den garanti for sejr, som han tidligere var.

 

Sidste år blev Leigh Howard nummer to bag Kennaugh, og det viser, at han har, hvad der skal til for at overleve på denne rute. For 12 måneder siden havde han imidlertid et hårdt Tour Down Under i benene, men i år er Evans’ løb hans sæsondebut. Det er naturligvis en stor ulempe, når han er oppe imod ryttere, der kommer direkte fra Adelaide. På den anden side har han ikke lagt skjul på, at han satser på at starte sin karriere hos Aqua Blue Sport stærkt, og han må derfor formodes at være i god form. Sidste år viste han, at han stadig har, hvad der skal til i spurter fra relativt store grupper, så han vil naturligt være blandt favoritterne, hvis han overlever.

 

På papiret passer løbet ideelt til Nikias Arndt. Heller ikke tyskeren er ren sprinter, og han excellerer i at spurte efter en relativt hård dag. Når han er i topform, klatrer han langt bedre end de fleste sprintere, men historien viser også, at han har behov for en del løbskilometer for at nå det niveau. Han imponerende ikke just i Tour Down Under, hverken hvad angår spurtstyrke eller holdbarhed, og vi tvivler på, at han har formen til at vinde. Omvendt er det vanskeligt at basere for meget på Tour Down Under, der enten bød på meget hårde eller meget lette etaper, og hvis han overlever stigningerne, bør han være en af de hurtigste.

 

Mens der er usikkerhed om formen hos visse ryttere, kan ingen være i tvivl om, at Jay McCarthy er i sit livs form. Australieren klatrede bedre end nogensinde i Tour Down Under, hvor han endte på den samlede tredjeplads, og samtidig viste han i de indlagte spurter, at han er imponerende hurtig. Således slog han Caleb Ewan i en spurt på sidste etape, mens hans flere gange undervejs fik ram på Gerrans og Nathan Haas. McCarthy har en chance i en reduceret massespurt, hvor han vil får muligheden, hvis Bennett bliver sat. Den bedste option for australieren er imidlertid at angribe og sikre, at en mindre gruppe skal spurte om sejren, som det var tilfældet i 2015. Sker det, kan McCarthy meget vel vise sig at være den hurtigste.

 

Nøjagtig som McCarthy nåede Nathan Haas nye højder i Tour Down Under, hvor han klatrede bedre end nogensinde. Han har samtidig vist, at han er stærk på denne rute, hvor han drager fordel af sit punch på stigningerne og sin store spurtstyrke. Der er således ikke tvivl om, at han vil være blandt de stærkeste, når der bliver angrebet på sidste stigning, men vi tvivler på, at han er hurtig nok til at vinde fra en større gruppe. Situationen kompliceres af, at både Gerrans og McCarthy er hurtigere i en flad spurt, men det kan ikke udelukkes, at Haas kan slå dem.

 

En anden yderst formstærk rytter er Jhonatan Restrepo, der i Tour Down Under endte på en tiendeplads og vandt ungdomstrøjen. Han viste således, at han kan begå sig på korte, stejle stigninger. Samtidig viste han i sidste års Vuelta, at han kan blande sig i en massespurt, og dermed har han alle forudsætningerne for at blande sig i et løb som dette. Han er imidlertid på hold med Planckaert og skal derfor køre lead-out, hvis det skal afgøres i en reduceret massespurt. Er det imidlertid en mindre gruppe, der kommer fri i finalen, kan han tage kampen op med Gerrans, McCarthy og Haas.

 

En rytter, der håber på et lignende scenarium er Patrick Bevin. Cannondale-rytteren var tidligere en dominerende skikkelse på den australske scene, hvor han brillerede med hurtighed og styrke på korte stigninger. Sidste år blev han endda nummer 10 samlet i Tour Down Under, men resten af året blev ødelagt af skader. I år synes han ikke at have helt samme form, men på papiret passer det løb ham fremragende, idet han er holdbar og hurtig i en spurt. Han er imidlertid næppe spurtstærk nok til en reduceret massespurt og skal således håbe på et selektivt løb.

 

En af de mest spændende ryttere i feltet er Travis McCabe, der i flere år har været blandt de bedste sprintere i USA. Han er samtidig holdbar og specialist i reducerede massespurter, og det gør ham til en perfekt mand til dette løb. Med sine etapesejr i Tour of Utah har han vist, at han kan vinde på højt niveau, og i år får han på Unitedhealthcare flere chancer for at teste sig mod de bedste. På papiret er han hurtig nok til at vinde, men da dette er hans sæsondebut, er hans form et stort spørgsmål.

 

Alexey Tsatevich var i top 10 sidste år og er skræddersyet til dette løb. Han klatrer langt bedre end de fleste sprintere - husk på, hvordan han vandt den meget hårde sidste etape af Volta a Catalunya i 2016 - og han bør derfor overleve stigningerne igen i år. Desværre er han ikke blandt de allerhurtigste i en flad spurt, og han er heller ikke stærk nok til at angribe på stigningerne. Samtidig er dette hans sæsondebut, og det gør det sværere. Han vinder således næppe, men kan sagtens ende på podiet.

 

En af de positive overraskelser i Tour Down Under var Sean De Bie. Belgieren er kendt som klassikerryttere, men viste overraskende stor styrke i massespurterne og blev blandt andet nummer fem på sidste etape. Det lover godt forud for dette løb, hvor han pludselig kan vise sig at være en af de hurtigste, hvis en større gruppe skal afgøre det. Desværre var vi ikke imponerede over hans klatring i det australske etapeløb, og det er trods alt tvivlsomt, om han er hurtig nok til faktisk at vinde.

 

På papiret passer løbet perfekt til Enrico Battaglin, men desværre er italieneren ikke længere så hurtig som i starten af sin karriere. Derfor er det tvivlsomt, om han kan begå sig i en større gruppe - med mindre løbet bliver meget selektivt. Det ville normalt passe ham glimrende, men han er traditionelt ikke i topform på denne tid af året, og det var tydeligt i sidste uge, at det heller ikke er tilfældet i år. Derfor skal tingene flaske sig, hvis han skal vinde.

 

Som sagt er det tvivlsomt, om det vil lykkes for én rytter at gentage, hvad Kennaugh gjorde sidste år, men skulle det mod forventning ske, vil vi pege på to kandidater. Først og fremmest fremstår Richie Porte som et oplagt bud. Australieren viste i Tour Down Under, at han er i forrygende form, og dermed må han formodes at være den stærkeste på stigningerne. Han har samtidig poweren på flad vejr til at holde til mål, men vi tvivler på, at løbet er hårdt nok til, at Porte kan gøre den afgørende forskel.

 

Et andet godt bud er Jack Bauer. New zealænderen viste helt fantastisk form i Tour Down Under, hvor han var i soloudbrud på de sidste tre etaper og blev kåret til den mest angrebsivrige rytter hver gang. Samtidig sad han med langt fremme på de hårde etaper, og det understreger den gode form. Han er naturligvis ikke klatrer og kan derfor ikke køre solo på stigningerne, men han har styrken til at angribe efter toppen, når alle folk er på grænsen. Han er enormt kraftfuld på flad vej, og med den form, han har vist, bliver han svær at fange, hvis han kommer alene fri i finalen. Under alle omstændigheder vil det være en overraskelse, hvis ikke vi ser et eller andet til den formstærke Bauer undervejs.

 

***** Danny Van Poppel

**** Baptiste Planckaert, Sam Bennett

*** Edward Theuns, Simon Gerrans, Leigh Howard, Nikias Arndt, Jay McCarthy

** Nathan Haas, Jhonatan Restrepo, Patrick Bevin, Travis McCabe, Alexey Tsatevich, Sean De Bie, Enrico Battaglin, Jack Bauer, Richie Porte

* Rohan Dennis, Petr Vakoc, Jarlinson Pantano, Ruben Guerreiro, Tom Van Asbroeck, Chris Froome, Jose Goncalves, Paul Martens, Alexander Porter

 

SENESTE

Vis valgte

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM TINKOFF-SAXO

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk