Optakt: Driedaagse De Panne

Løbets rolle og historie

Den Hellige Periode i belgisk cykling handler stort set kun om endagesløb, men én begivenhed bryder trenden. 3 Dage ved Panne benytter mange af de samme veje, som findes i klassikerne og tilbyder den samme type cykelløb, men det er den eneste begivenhed i serien, der varer mere end én dag.

Løbet arrangeredes oprindeligt af den lokale cykelklub i den lille kystby De Panne og blev første gang holdt i 1977. Med 1978-udgaven som eneste undtagelse har det altid været afholdt i ugen på til Flandern Rundt, og det gjorde det hurtigt til en populær begivenhed. Det tilbyder tre dage med kvalitetscykelløb, der gør det muligt at holde gang i benene forud for De Ronde, og derfor har det altid været et oplagt valg for klassikerspecialisterne. De har ikke altid kørt for at vinde, men arrangørerne har ofte kunnet byde et meget stærkt felt velkommen til deres begivenhed.

Dette forhold afspejles i vinderlisten. Sean Kelly vandt allerede i 1980, og selvom løbet blev domineret af belgiere og hollændere i 1980erne, er det nu blevet meget mere internationalt. Klassikerstjerner som Michele Bartoli, Johan Musseuw, Peter van Petegem, Nico Mattan, George Hincapie, Stijn Devolder, Leif Hoste, Alessandro Ballan og Alexander Kristoff har alle løbet på deres generalieblad, mn den dominerende rytter er Eric Vanderaerden, der vandt fem gange sidst i 80erne og først i 90erne.

Læs også

Valverde vinder igen

I de senere år har forholdene imidlertid ændret sig en anelse for 2.HC-løbet, der er et af de mest omdiskuterede på kalenderen. Stor nervøsitet, smalle veje og trafikchikaner har ofte gjort det til lidt af et styrtplaget mareridt, og ingen kan tillade sig at smide måneder forberedelse væk på grund af et dumt styrt i De Panne. Nu om dage foretrækker mange ikke at tage unødvendige risici så tæt på deres store sæsonmål, og derfor har løbets rolle ændret sig.

Tidligere blev det ofte vundet af en af Flandern-favoritterne, men nu er de enten fraværende eller foretrækker ikke at tage risici. Det gør dog ikke løbet mindre underholdende, da det således i stedet er blevet et decideret mål for andre rytter. Med to flade etaper har det altid tiltrukket et af de bedste sprinterfelter, man overhovedet ser i løbet af en sæson, mens enkeltstartsspecialisterne samtidig får en sjælden chance for at vinde et etapeløb uden at skulle overleve store stigninger.

Dette års udgave bryder ikke denne tendens. Der vil ikke være nogen Peter Sagan, Greg Van Avermaet, Tom Boonen, Sep Vanmarcke, Zdenek Stybar eller John Degenkolb at finde på startstregen, når man mandag forlader De Panne for at begive sig ud på 1. etape. De foretrækker alle at tage den med ro og restituere efter en hård weekend i stedet for at risikere alt i det tre dage lange løb. Den nylige kalenderændring, som har flyttet Gent-Wevelgem til søndagen før Flandern Rundt, har kun gjort det endnu vigtige for rytterne at hvilke, da mange af dem har mindst to WorldTour-løb i benene inden for en uge.

Arrangørerne havde garanteret håbet på, at det ville ændre sig. I de senere år har det spillet en vigtig rolle for Alexander Kristoff, og han har haft enorm succes her, længe før han blev en klassikerstjerne. I 2015 blev han den første rytter siden Ballan til at lave the double med De Panne og Flandern og gav dermed arrangørerne et stærkt argument for, at man bør benytte løbet som forberedelse til det første brostensmonument. Der er ingen grund til at ændre en model, der fungerer, og derfor stiller Kristoff igen op ved siden af Tony Gallopin, Philippe Gilbert og Luke Durbridge, der er de to eneste øvrige Flandern-favoritter, der i år er at finde i løbet. Kristoff har tradition for at give den fuld gas alle tre dage, og heller Gallopin, Gilbert og Durbridge ventes at have den gamle tilgang, hvor man tager det roligt forud for Flandern.

Løbets presige og UCI-point betyder imidlertid, at man igen har samlet et stærkt sprinterfelt. Der er ganske vist ingen André Greipel eller Mark Cavendish, men Marcel Kittel og Kristoff fører an på en stærk liste, der også tæller navne som Jens Debusschere, Moreno Hofland, Magnus Cort, Matteo Pelucchi, Sam Bennett, Edward Theuns, Sacha Modolo, Andrea Guardini, Adam Blythe, Dan Mclay, Alexander Porsev, Timothy Dupon,t, Kenny Dehaes, Roy Jans, Jakub Mareczko og Kristoffer Halvorsen.

Som det afspejles i navnet finder løbet sted over tre dage, og det følger en helt fast formel. Første etape er en kuperet sag i De Flamske Ardenner og inkluderer nogle af de berømte stigninger fra de flamske klassikere, dog ikke de sværeste af dem. Anden etape er en hyldest til Gent-Wevelgem, da den inkluderer de berømte stigninger Monteberg og Kemmelberg og følger kysten på det, der enten er en nem sprinteretape eller et brutalt sidevindsslag. Løbet ender med en morgenetape for sprinterne og en flad, teknisk enkeltstart, der altid har en afgørende indflydelse på klassementet. Tidligere blev den afviklet på førstedagen, men siden 1993 har arrangørerne haft den vigtigste etape som afslutning.

Løbet vindes traditionelt af ryttere med tre egenskaber. Alle, der vil have en chance skal kunne håndtere de korte, stejle hellingen, der præger sidste del af den svære 1. etape. Derudover skal man kunne holde sig fremme, hvis sidevinden kommer i spil på de to efterfølgende etaper, der enten er rolige dage for sprinterne eller episke slag i vanskelige forhold. Til sidst er fantastiske egenskaber i kampen mod uret afgørende, når den sidste enkeltstart skal sortere ud i de folk, der stadig er tilbage efter de tre første etaper. I roligt vejr bliver løbet ofte afgjort på sekunder, der hovedsageligt vindes på enkeltstarten, men hvis det blæser, er løbet meget andet end en kamp mod uret og kan blive afgjort med enorme tidsforskelle.

Sidste år var Lieuwe Westra i en klasse for sig. Efter sammen med Alexander Kristoff og holdkammeeraten Alexey Lutsenko at have gjort en forskel på den hårde 1. etape, holdt han sig ude af problemer på de to flade etaper, inden han gjorde arbejdet færdigt ved at blive nummer fire i en fantastisk tæt enkeltstart. Dermed sikrede han sig den samlede sejr 13 sekunder foran Kristoff og 16 sekunder foran Lutsenko. Efter sit overraskende karrierestop forsvarer Westra naturligvis ikke titlen, og heller ikke Lutsenko møder op denne gang. Til gengæld vil Kristoff gå efter sin anden sejr i løbet.

Få ekstra spænding, når du ser cykelløb. Læs om odds på cykling og få tips til hvordan du vinder.

Ruten

Som sagt følger ruten et helt fast format, og der er tale om en rute, der er stort set identisk med den, der blev benyttet i 2016. Selvom etaperne kan variere lidt fra år til år, er grundstrukturen den samme. På førstedagen bevæger man sig ind i De Flamske Ardenner og slutter dagen med et par omgange på en rundstrækning, der inkluderer et par berømte hellingen. På andendagen bevæger man sig tilbage til kysten efter undervejs at have passeret Kemmelberg og Monteberg, og man slutter dagen med et par omgange på en flad rundstrækning i Koksijde. Den sidste dag byder på en flad halvetape i De Panne om morgenen, hvor der venter en meget teknisk finale, inden det hele skal afgøres på den helt klassiske enkeltstart om eftermiddagen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Sidste år indførte man en ny, hårdere åbningsetape, hvor den berømte Mur indgår i finalen. Den model gentages i år. Anden etape byder på færre omgange i Koksijde, og det betyder, at Kemmelberg i år kommer en anelse tættere på mål, men det vil næppe spille den store rolle. Det vil de få ændringer, der er lavet på etape 3a heller ikke, og enkeltstarten er fuldstændig uforandret. Der er med andre ord tale om en ganske klassisk udgave af 3 Dage ved Panne, hvor det væsentligste er, at Muren igen er med på den hårdere 1. etape.

1. etape

Helt i overensstemmelse med traditionen indledes løbet med den hårdeste etape, der bringe rytterne fra Nordsøen ind i De Flamske Ardenner. Tidligere er løbet startet i kystbyen Middelkerke, men for fjerde år i træk vil rytterne lægge ud i den by, der er centrum for løbet, De Panne. Etapen er ofte sluttet i enten Zottegem eller Oudenaarde i hjertet af De Flamske Ardenner. I de senere år er førstnævnte blevet foretrukket, og det er igen Zottegem, der lægger asfalt til finalen. Sidste år introducerede man en nye og hårdere rundstrækning, der inkluderer Muren i Geraardsbergen, og den vil igen blive benyttet i 2017.

Årets etape er med sine 206,2 km længere end vanligt, men i forhold til sidste år er der alene tale om, at man har forlænget det flade stykke i starten af etapen, og de sidste mere end 100 km er næsten helt uforandrede. Starten får som sagt i De Panne, hvorfra man ad flade veje bevæger sig langs kysten til nærliggende by Koksijde, hvorefter man bevæger sig mod sydøst ind i landet. Herfra går det i adskillige kilometer igennem stort set fladt terræn mod De Flamske Ardenner, og den eneste udfordring i denne fase er vinden.

Efter 85 km når man Oudenaarde, der er målby for Flandern Rundt, og det markerer, at man har nået stigningerne. De indledes med Edelareberg (1525 m, 4,2%, max. 7%), der kommer efter 92.5 km. Efterfølgende rammer man Haaghoek-pavéen, der indgår i de fleste flamske klassikere.

Efter Haaghoek passerer rytterne Leberg (950 m, 4,2%, max. 13,8%), hvis top kommer 105,7 km fra mål. Derefter gælder det Berendries (936 m, 7,08%, max. 12,34%), der har top 101,7 km fra stregen i Zottegem, og herfra kører med frem til første passage af mål, hvor dagens første spurt kommer med 93,8 km igen.

Etapen afsluttes nu med to omgange på en 46,9 km rundstrækning i området syd for Zottegem. De første 13,6 km er flade og fører frem til endnu en passage af Berendries (936 m, 7,08%, max. 12,34%), der efterfølges af Tenbosse (450 m, 6,9%, max. 8,7%) bare 5 km senere. Terrænet flader herefter ud, men det vil bare være en hektisk opvarmning til den berømte Muur van Geraardsbergen (1075 m, 9,1%, max. 20%), der er med for andet år i træk. Den har top bare 16,6 km fra mål og efterfølges af hovedsageligt fladt terræn. Som det har været tilfældet i de sidste tre år, skal man imidlertid op over den lille stigning Klemhoutstraat (720 m), hvis top kommer med 5,2 km til mål.

Efter den sidste stigning falder det let hele vejen tilbage til Zottegem, afbrudt af en meget lille stigning mellem 1500 m- og 500 m-mærkerne. Med 1400 m igen drejer man til venstre, og derefter er der et blødt venstresving med 600 m til mål. Med 400 m igen drejer vejen til høje, og historien viser, at det er vigtigt at være i en god position her, da den faldende finale gør tempoet højt, og det er derfor svært for rytterne at passere hinanden på den korte opløbsstrækning. Den anden og sidste pointspurt kommer ved anden passage af målstregen.

Sammenlignet med sidste år er etapen blevet en anelse længere og rundstrækningen en anelse kortere, men der i alt væsentligt tale om den samme etape, som gjorde debut for 12 måneder siden. Den viste sig at være mere selektiv end hidtidige udgaver, og det lykkedes Alexander Kristoff, Alexey Lutsenko og Lieuwe Westra at køre fra feltet, hvorefter Kristoff vandt spurten. Mads Pedersen og Luke Rowe var blevet sat på Muren og nåede mål 29 sekunder senere, inden et felt på bare 34 mand spurtede om 6. pladsen med et tidstab på 36 sekunder.

Etapen er typisk meget aggressiv med en løbssituation, der forandres konstant, og forskellige grupper i front på forskellige tidspunkter. Løbsfavoritterne har ofte testet hinanden og ofte angrebet relativt langt udefra. Da ruten ikke er meget selektiv, har klassikerspecialisterne været nødt til at tage tyren ved hornene for at gøre det hårdt for rivalerne. Med introduktionen af Muren er etapen blevet hårdere, og det har gjort det nemmere for de stærkeste at gøre en forskel. Der er dog stadig så langt til mål, at der er tid til at ske en regruppering, og selvom de stærkeste sikkert vil køre fra, når Muren passeres for sidste gang, kan det ende i en reduceret massespurt. Den hårdere rute betyder imidlertid, at tidsforskellene vil være større end tidligere, og derfor er etapen vigtigere for det samlede udfald, specielt vist vejret er dårligt. I tidligere udgaver har man kunnet komme langt på denne etape ved at foregribe favoritternes angreb, og det kan igen i år vise sig at være en gavnlig taktik.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

I tidligere udgaver af en lignende etape vandt Alexander Kristoff en spurt i en seksmandsgruppe i 2015, mens Peter Sagan i 2015 mindeværdigt forsøgte at køre lead-out for Oscar Gatto i 2014, hvor begge var del af en syvmandsgruppe, der nåede mål 19 sekunder foran et felt, der blev anført af Marcel Kittel. Han bremsede imidlertid for sent og tog derfor en ikke helt planlagt sejr. I 2013 vandt Sagan en spurt i en gruppe på 10 mand, mens André Greipel var hurtigst i en gruppe på 57 mand 9 sekunder senere. I 2012 sluttede etapen i Oudennarde, og her vandt Sagan en spurt i en gruppe på 50 mand. I 2011 vandt Greipel en spurt i en gruppe på mere end 100 mand, mens den seneste meget selektive udgave kom i 2009, hvor Filippo Pozzato slog Frederik Willems i en spurt mellem bare de to.

2. etape

2. etape har typisk ført feltet fra enten Oudenaarde eller Zottegem i De Flamske Ardenner tilbage til kysten og en afslutning i Koksijde, der er De Pannes større naboby. Etapen har typisk været den længste og med sine 210-220 km været perfekt forberedelse til klassikerne.

I år er etapen forkortet betydeligt og strækker sig over bare 192,9 km, men den følger den velkendte opskrift. I 2017 er startbyen tirsdagens målby Zottegem, og derfra indledes rejsen mod kysten ved at man kører stik vest igennem fladt terræn i de første mange kilometer. Man undgår alle stigningerne og passerer syd om Oudenaarde, mens man forlader De Flamske Ardenner. Hefra fortsætter man forbi Kortrijke og Wevelgem, indtil man når Geluveld efter ca. 67 km. Herfra sætter man kursen mod syd og den belgisk-franske grænse, hvor man møder de stigninger, der er kendt fra Gent-Wevelgem.

Når man er noget frem til den kuperede zone, snor man sig rundt i terrænet for at ramme alle de vigtige bakker. Først kommer Mesenberg (1100 m, 3,2%, max. 8%), og derefter gælder det Monteberg (1000 m, 7,3%, max.13,0%), der har top med 95,7 km til mål. Umiddelbart efter gælder det den frygtede Kemmelberg (700 m, 7,8%, max. 17%), hvis top nås, nås der resterer 94,8 km. Rodeberg (1700 m, 4,8%, max. 13%) kommer 7,9 km senere, mens klatreudfordringerne afsluttes med Vidaigneberg (175 m, 4,6%, max. 10%) og Sulferberg (1060 m, 3,2%, max. 8,0%) der har top med henholdsvis 85,7 km og 82,0 km til mål.

Efter bakkerne følger man grænsen mod nord, mens man bevæger sig ad flade veje mod havet. Efter 169,9 km krydses målstregen for første gang, og her køres om dagens første indlagte spurt, inden man tager hul på to omgange på en 11,5 km lang rundstrækning.  Den er helt flad og i alt væsentligt rektangulær, selvom den krøller lidt rundt i den ene ende. Den fører feltet langs kysten fra Koksijde til Oostduinkerke, før man begiver sg tilbage ad en anden vejr. Sidste år flyttede man mål væk fra bycentrum, hvilket gjorde finalen meget mindre teknisk, men i år har man igen placeret mål på den vanskeligste del. Der er således skarpe sving med 2300 m, 100 m, 400 m og 300 m til mål, inden man rammer den korte opløbsstrækning, de stiger ganske let.

Sammenlignet med sidste år er etapen kortere, først og fremmest fordi man kører en omgang færre på rundstrækningen, der også er let modificeret i forhold til sidste år. Overordnet set er der imidlertid tale om en uforandret etape med de stort set de samme klatreudfordringer (kun Sulfenerberg er tilføjet), der naturligvis kommer en anelse tættere på mål, når der skal køres en omgang færre. Derudover er spurten igen blevet mere teknisk.

Læs også

Her er startlisten til Liège-Bastogne-Liège 2024

Da etapen er stort set uforandret ved vi, hvad vi skal forvente. Stigningerne er placeret for langt fra mål til, at de har kunnet gøre en forskel, selvom mange ryttere ofte har benyttet Kemmelberg til at teste formen. Derfor er der typisk tale om en helt traditionel sprinteretape, men hvis det blæser, kan det blive ganske selektivt.

Det skete eksempelvis i 2010, da Sebastien Turgot vandt på en meget våd dag, og i 2014 splittedes feltet af stigningerne og vinden. 32 ryttere overlevede, og til sidste slog Sacha Modolo Arnaud Deamre og Alexander Kristoff i en spurt. I 2011, 2012 og 2013 endte det store massespurter, der blev vundet af henholdsvis Denis Galimzyanov, Marcel Kittel og Mark Cavendish, og det samme har været tilfældet i de seneste to år, hvor henholdsvis Alexander Kristoff og Elia Viviani har vundet.

Etape 3a

Rytterne starter altid den afgørende dag med en kort etape, der både starter og slutter i De Panne, og sammenlignet med tidligere er der igen tale om en næsten uforandret rute. Med sine 118,5 km er distancen begrænset, og selvom der er nogle meget små stigninger undervejs, er det hovedsageligt fladt.

Rytterne starter i kystbyen De Panne og følger herfra kysten til onsdagens målby Kokside. Efter at være nået frem til Oostduinkerke tager man hul på en stor rundstrækning, der først fører dem ad den flade kystvej til Middelkerke efter ca. 20 km. Her kører man til højre og væk fra vandet for at fortsætte i en hovedsageligt sydøstlig retning frem til byen Ichtegem hvor man rammer den lille stigning Ruidenberg, der kendes fra 3 Dage ved Vestflandern. Herfra går det igennem fladt terræn mod sydvest, inden man dreer mod vest og nordvest for ad en flad, men ganske snoet vej af nå tilbage til Oostduinkerke, hvor rundstrækningen afsluttes.

I Oostduinkerke sætter man igen kursen mod sydvest og følger den flade kystvej tilbage til De Panne, mens man undervejs dyster om dagens indlagte spurt i Koksijde med 21,9 km til mål. Efter 102,3 km krydses målstregen for første gang, og etapen afsluttes nu med to omgange på en 8,1 km lang rundstrækning. Den er i alt væsentligt uden tekniske udfordringer og rektangulær med tre rundkørsler og kun to skarpe sving. Det sidste af disse er imidlertid et af cykelsportens mest berømte og kommer efter en lang, lige vej bare 300 m fra stregen, hvorefter man rammer den brostensbelagte opløbsstrækning. Historien viser, at det giver anledning til en meget nervøs finale, hvor den reelle sprint finder sted inden sidste sving, og etapevinderen er altid en af de tre første igennem denne kurve. Derfor har spurten ofte været plaget af mange styrt.

Sammenlignet med sidste år har man ændret lidt på den store rundstrækning for derved at inkludere Ruidenberg, men der er tale om mindre ændringer. Den væsentligste ændring er, at man i år kører to omgange i finalen mod tidligere én. Samtidig er rundstrækningen forlænget marginalt.

Vinden kan spille en rolle på denne etape, men det har meget sjældent været tilfældet. Normalt er der tale om en helt simpel sprinteretape, der giver klassementsrytterne mulighed for at spare kræfter til enkeltstarten. Alexander Kristoff har været den dominerende skikkelse, idet han vandt to år i træk i 2013 og 2012, mens Jacopo Guarnieri og Tyler Farrar vandt i henholdsvis 2011 og 2010. I 2014 blev Kristoffs dominans brudt, da Sacha Modolo slog Andrea Guardini og Kenny van Hummel, mens nordmanden kun blev nummer 8. I 2015 vandt Kristoff igen på målfoto foran André Greipel, mens han sidste år blev nummer 3 på en etape vundet af Marcel Kittel.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Etape 3b

Stigningerne og vinden kan have skabt nogle forskelle, men den vigtigste etape er altid den sidste enkeltstart. Ingen vinder dette løb uden at kunne køre stærkt i kampen mod uret, når man skal navigere sig igennem de sidste 14,2 km i De Panne. Ruten er kendt af de fleste, da den har været stort set uforandret siden 2010. I 2014 modificerede man afslutning en anelse, men siden da har der ingen ændringer været.

Ruten er helt flad og passer de store specialister, der kan bruge deres mange kræfter på de lange, flade strækninger, der kendetegner den. Der er imidlertid en ganske teknisk sektion midtvejs, og det komplicerer tingene og stiller krav til accelerationsevnerne. Samtidig har man ofte skullet kæmpe med stærk vind.

Fra starten udfordres rytterne af et par tidlige sving, indtil de når kystvejen, som de følger i et par kilometer. Denne del passer specialisterne, men de udfordres mere i den næste del. Efter 3km drejer man til venstre og kører herfra ligeud, indtil man når første U-vending 1 km senere. Med 5,4 km til mål drejer man til højre for derefter at foretage endnu en U-vending. Herfra kører man ad samme vej tilbage og drejer dernæst til højre. Lidt senere kommer samme manøvre med et højresving og en efterfølgende U-vending. Herefter rammer man igen kystvejen, og derfor går det ad en lige vej tilbage til målområdet. Når man drejer til venstre med 1200 m til mål bliver det en anelse mere teknisk, da der er adskillige sving i finalen.

Det siger meget om enkeltstartens betydning, at vinderen af den sidste etape og det samlede klassement var identisk fra 2009 til 2013. Sylvain Chavanel lavede denne double to gange i træk, efter at det først var lykkedes for Sebastien Rosseler og David Milla. I 2009 blev trenden brudt, da Frderik Willems vandt, selvom han kun blev nummer 30 på enkeltstarten, der blev vundet af Bradley Wiiggins. Han havde vundet nok tid på 1. etape til at slå den forsvarende mester Joost Posthuma med 19 sekunder. I 2014 var det igen atypisk, da Maciej Bodnar vandt enkeltstarten, mens Guillaume Van Keirsbulck tog den samlede sejr via en femteplads og tid vundet på de første to etaper. Det samme var tilfældet i 2015, hvor Bradley Wiggins vandt enkeltstarten, mens en tredjeplads var nok til, at Alexander Kristoff, der havde vundet alle de foregående etaper, kunne vinde samlet. Sidste år slog Bodnar Tony Martin og Tom Bohli med mindre end et sekund, mens en fjerdeplads med et tidstab på tre sekunder sikrede Lieuwe Westra den samlede sejr. Vinderlisten viser imidlertid tydeligt, hvem der kan begå sig på denne rute: dette er en etape for de store specialister.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

Favoritterne

Som sagt afgøres Driedaagse De Panne af evnerne inden for tre områder: enkeltstartsegenskaber, styrke på korte stigninger på åbningsetapen og evnen til at håndtere eventuel sidevind på de tre linjeløbsetaper. Med 10,6 og 4 bonussekunder på målstregen på de første etaper samt 6, 4 og 2 sekunder på torsdagens første halvetape spiller spurtegenskaber også en ganske betydelig rolle. Afhængig af vejrforholdene benyttes de første tre etaper ofte til at reducere antallet af mulige vindere til en gruppe, der skal slås om det hele på den sidste enkeltstart.

Som sagt vandt vinderen af enkeltstarten også løbet i årene 2009-2013, og det afspejler, at egenskaberne i kampen mod uret typisk har været de afgørende. I 2016 benyttede man imidlertid første gang den nye, hårde åbningsetape, og det viste sig, at den kunne gøre så store forskelle, at de tre bedste på den etape reelt skulle afgøre løbet mellem sig. Det viser, at klassikerrytterne nu har en bedre mulighed, end de har haft tidligere, og det er således ikke, som det ofte før har været tilfældet, næsten udelukkende et spørgsmål om, hvem der kan køre den bedste enkeltstart. Vi kan vente, at der vil være færre mulige vindere end vanligt, når vi når frem til torsdag eftermiddag, og det er langt fra sikkert, at den bedste temporytter vinder. På den anden side var det en relativt stor gruppe, der spurtede om sjettepladsen på åbningsetapen i 2016, og det viser, at det bestemt ikke er umuligt, at enkeltstarten igen ender som stort set altafgørende.

Som sagt er vejret en helt afgørende faktor i løbet, og i år kan det igen komme i spil. Foråret er kommet til Belgien, og rytterne kan derfor vente solskin og en jævn vind fra sydvest tirsdag, overskyet vejr og en jævn til frisk vind fra sydvest onsdag samt solskin og en jævn vind fra syd torsdag. Det giver en del sidevind på 1. etape samt sidemedvind på sidste del af 2. etape, og det vil helt sikkert skabe stor nervøsitet. Vi er ikke helt sikre på, at det er nok til at splitte feltet - chancerne er størst i finalen på 2. etape - men det vil skabe så megen uro, at det vil bidrage til at gøre løbet hårdere.

Samlet set kan vi konkludere, at løbet i år vil krone en mere alsidig rytter end det ofte har været tilfældet, og det gør løbet mere uforudsigeligt. Denne uforudsigelighed øges af det faktum, at løbet for mange mere har karakter af forberedelse til Flandern Rundt, og det er usikkert, om ryttere som Tony Gallopin og Philippe Gilbert overhovedet har tænkt sig at køre det til ende. Ikke sjældent har stjernerne skippet torsdagens etaper, og motivationsniveauet er derfor en faktor, der ikke skal undervurderes.

En rytter, der imidlertid med sikkerhed kører efter sejren, er Alexander Kristoff. Modsat de fleste andre favoritter til Flandern Rundt, har nordmanden gjort det til en vane at varme dieselmotoren op ved at køre tre dage for fuld knald i ugen på til brostensmonumentet, og det har både bragt ham stor succes i klassikeren og i 3 Dage ved Panne. I de senere år har Kristoff vundet utallige etaper i det belgiske løb, og han har stort set altid været i spil til den samlede sejr. Det hele startede i 2013, hvor han lev nummer 2, og efter en 8. plads i 2014, vandt han i 2015 og tog endnu en andenplads i 2016.

Kristoff har ikke fået mange resultater i år, men det betyder ikke, at han er skidt kørende. Faktisk føler han sig bedre kørende end vanligt, og han er specielt opmuntret af sin præstation på Poggio i Milano-Sanremo, hvor han hang komfortabelt på, selvom farten i år var højere end vanligt. E3 blev ikke en stor succes, men det løb har aldrig passet ham, heller ikke i jubelåret 2015, hvor han ellers vandt stort set alt i denne periode. I Gent-Wevelgem var han uheldig at punktere, men igen gav han efterfølgende udtryk for, at han følte sig storartet kørende.

Kristoff er ikke verdens bedste enkelstartsrytter, men når han er i form er han stærk på en kort, flad sag som den, der venter i De Panne. I 2015 blev han endda nummer 3 i kampen mod uret, og han har tre gange været i top 10. I år er der ikke mange superspecialister til start, og derfor burde nordmanden være ganske tæt på de bedste.

Læs også

Dumoulin har klar holdning til Van der Poel vs. Pogacar

Dertil skal lægges, at Kristoff har udsigt til at score utallige bonussekunder. I år er sprinterfeltet svagere end vanligt, og kun Marcel Kittel fremstår som en bedre sprinter end nordmanden. Samtidig må Kristoff være favorit til åbningsetapen, som han har vundet flere år i træk. Muren er ganske vist en anelse for stejl for den store nordmand, der kan få problemer med at følge en eksplosiv rytter som Philiippe Gilbert. Der er imidlertid ikke mange af de største klassikerryttere til start, og Kristoff bør derfor være med helt fremme. Han kan vinde etapen både i en reduceret massespurt og efter et selektivt løb, og han bør være med i kampen om bonussekunder på etape 2 og 3a også. Samlet set bør det give ham en solid buffer inden enkeltstarten, og vi tror ikke på, at de øvrige klassikerspecialister er gode nok enkeltstartsryttere til at vinde det tilbage i kampen mod uret. Derfor er Kristoff vores favorit til den samlede sejr.

Hans største rival må være Luke Durbridge, der i mange år har haft dette løb som et stort mål. Det er endnu ikke lykkedes ham at tage sejren, men i år har han bedre muligheder end nogensinde før. Durbridge har således udviklet sig til en af verdens bedste brostensryttere, og i år har han taget skridtet op i den absolutte elite. Han blev således nummer 4 i både Dwars door Vlaanderen og 3 Harelbeke og fremstår som en stor outsider til de to store monumenter. Det betyder, at Durbridge med sikkerhed vil være i stand til at køre med om sejren på 1. etape, og hvis det igen er en lille gruppe, der skal køre om sejren, vil australieren utvivlsomt være med.

Hvor Durbridge har forbedret sig i klassikerne, har han desværre tabt sine evner i den disciplin, der tidligere var hans store styrke. Engang var australieren således en af verdens bedste enkeltstartsryttere, men det er ikke længere tilfældet. Nu om dage sker det yderst sjældent, at han overhovedet kommer i top 10, og han har ikke lagt skjul på, at det har været en kilde til stor frustration. Havde dette været 2013, ville Durbridge have været vores store favorit til den samlede sejr, men nu tvivler vi på, at han kan vinde nok tid på Kristoff til at kompensere for bonussekunderne.

Alligevel fremstår Durbridge som en meget sandsynlig vinder. De store enkeltstartsspecialister er ikke til start, og Durbridge viste med tredjepladsen på prologen i sidste års Schweiz Rundt, at han stadig kan køre stærkt i kampen mod uret, når han rammer dagen. I dette felt er han stadig en af favoritterne til at vinde etape 3b, ikke mindst i lyset af hans fabelagtige form. Sidste år blev han ganske vist kun nummer 10 på enkeltstarten, hvilket afspejler hans nuværende niveau i kampen mod uret, men vi vil ikke blive meget overraskede, hvis Durbridge i år løfter sig og tager den samlede sejr.

Sammen med Durbridge er den mest formstærke rytter Philippe Gilbert, der med andenpladserne i Dwars door Vlaanderen og E3 Harelbeke har dokumenteret, at han er en af favoritterne til Flandern Rundt. Det er i høj grad usikkert, om han har tænkt sig at køre efter sejren i dette løb, men det vil ligne ham dårligt ikke at forsøge. Med den nuværende form må man formode, at han vil være stærkeste mand på Muren på 1. etape, og det er bestemt ikke umuligt, at han kan køre alene hjem til en solosejr på tirsdagens etape. Under alle omstændigheder er han bedre end Kristoff og Durbridge på en stigning som denne, og han kan sagtens vinde tid på dem begge på førstedagen.

Derefter skal det hele afgøres på enkeltstarten, og her er det mere usikkert, hvad vi skal forvente af Gilbert. Han er tidligere belgisk mester i disciplinen, men den titel tog han i sine velmagtsdage, hvor han var vandt alt, hvad han rørte ved. Han er ingenlunde samme rytter i dag, og specielt i kampen mod uret har han været langt fra samme niveau. Det ændrer imidlertid ikke på, at en stærk rytter som Gilbert bør gøre det godt på en relativt teknisk rute som denne, og han er på niveau med Kristoff i en test som denne. Med et godt resultat og et par bonussekunder på 1. etape bør Gilbert være i stand til at køre med om den samlede sejr på enkeltstarten.

Lotto Soudal har haft en rædselsfuld klassikersæson, og nu håber de på at få revanche i dette løb. Manden, der skal levere, er Tony Gallopin, der i år har valgt at fokusere på de flamske klassikere. Franskmanden var i storform i Paris-Nice, og selvom han kollapsede i den sidste weekend, må man formode, at han fortsat er på et højt niveau, og dette løb passer ham som fod i hose. Således vil Gallopin være en af de store favoritter på 1. etape, hvor han sammen med Gilbert og Durbridge må formodes at være de bedste på Muren, og det vil være et drømmescenarium for trioen, hvis de kan vinde tid på Kristoff allerede tirsdag. Med sin gode spurt kan Gallopin endda vinde etapen, og det vil bringe ham i en perfekt position til enkeltstarten. I år har han kørt nogle fabelagtige enkeltstarter i Etoile de Besseges, Algarve og Paris-Nice, og specielt enkeltstarten i Portugal er meget sammenlignelig med denne. Hvis han kan levere en tilsvarende præstation torsdag, bliver han svær at slå, og så kunne det ligne en sejr til Lotto Soudal. Det store spørgsmål er, hvordan han er kommet sig ovenpå sit styrt i fredagens E3, og det rejser visse spørgsmålstegn ved hans evne til at præstere på sit vanlige niveau.

For et par år siden dominerede Sylvain Chavanel dette løb, og han vandt to gange i træk. Det kan ikke undre, da løbet er skræddersyet til en mand med Chavanels kvaliteter. For få år siden var han således en af verdens allerbedste ryttere på enkeltstarter på 10-20 km, og derfor vandt han komfortabelt enkeltstarten i dette løb. Hvis man dertil lægger, at han i de år også kørte med om sejren i de store klassikere, er det klart, at han nærmest var umulig at slå. Nu om dage er han ikke på samme niveau, men han viser med jævne mellemrum, at han stadig er en god enkeltstartsrytter, og i dette felt vil han være en af favoritterne til at vinde etape 3b. Samtidig så han faktisk ganske stærkt ud i E3, så det kan ikke udelukkes, at han kan køre med de bedste på 1. etape. Kan han undgå at tabe tid her, kan Chavanel sagtens vinde igen.

En anden tidligere vinder af løbet er Guillaume Van Keirsbulck, der er begyndt at blomstre efter skiftet til Wanty. Belgieren bør således være blandt de stærkeste på 1. etape, og selvom folk som Gilbert og Gallopin umiddelbart er stærkere, kan det ikke udelukkes, at han kan hænge på. Som enkeltstartsrytter er han meget svingende, men på sine bedste dage har han før imponeret. Ganske vist er det nogen tid siden, han sidst har kørt meget stærkt i kampen mod uret, men han har både potentialet og formen til at levere en toppræstation her. Da der som sagt ikke er mange superspecialister til start, har Van Keirsbulck bestemt en chance for at slå sine direkte rivaler på sidste etape og dermed tage den samlede sejr.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

Løbets bedste enkeltstartsrytter er Matthias Brändle, men for at han kan komme i spil til den samlede sejr skal han overleve 1. etape. Det bliver ikke nemt for den store østriger, der i de senere år er blevet stærkere i kampen mod uret, men til gengæld har mistet sin alsidighed og er blevet tungere på stigningerne. Det ændrer imidlertid ikke på, at han som ung var en ganske glimrende klatrer, og selvom han ikke kan følge de bedste på Muren, bør han kunne sidde med, hvis det lykkes at skabe samling til en reduceret massespurt. Kan han undgå tidstab på 1. etape, er han manden, der skal slås.

En anden meget stærk enkeltstartsrytter er Reto Hollenstein. Schweizeren var i 2016 stort set altid i top 10 på enkeltstarter af denne længde, og han har udviklet sig til lidt af en specialist. Af uransagelige årsager har han ikke været helt på samme niveau i 2017, men hvis han kan finde tilbage til fordums styrke, bør han køre med om sejren på etape 3b. Han er samtidig en ganske stærk rytter, der i hvert fald kan sidde med feltet hjem på 1. etape og måske endda sidde længere fremme. Kan han holde sig til der, er han stærk nok i kampen mod uret til at vinde samlet.

Også Mads Würtz Schmidt må formodes at være i stand til at køre med om sejren på sidste etape. Enkeltstarten er meget sammenlignelig med dem, han har vundet i Danmark Rundt, og derfor bør han også være en af de bedste her. Det store spørgsmål er, om han kan holde sig til de bedste på 1. etape, hvor han sandsynligvis mangler både erfaring og styrke. Hans præstationer har været yderst svingende i 2017, hvor han lagde ud som lyn og torden i Etoile de Besseges, men siden skuffede fælt i de efterfølgende løb. Han viste imidlertid fremgang i Handzame Classic, og det kunne tyde på, at formen igen er god. Ender det i en spurt på 1. etape, kan Würtz med en af sine bedste enkelstarter vinde dette løb.

Dries Devenyns må formodes at være blandt de stærkeste på 1. etape. Belgieren er en af de førende klassikerspecialister, og han kan derfor meget vel være med, hvis en lille gruppe kører hjem allerede første dag. Hans store udfordring kommer på enkeltstarten. Han er ikke specialist, men han har før kørt hæderligt i kampen mod uret, blandt andet i sidste års Belgien Rundt. Spørgsmålet er, om det er nok til at slå de stærkere folk, men hvis han sammen med Gilbert kan udnytte Quick-Steps styrke til at vinde tid på 1. etape, er han god nok til at tage den samlede sejr.

Katusha vil også satse på Nils Politt, der er et af de helt store klassikertalenter. Den stærke tysker må formodes at være blandt de bedste på 1. etape, hvor han muligvis kan vinde tid på nogle af enkeltstartsrytterne. Uden at være decideret specialist er han samtidig ikke dårlig i kampen mod uret, specielt ikke på en rute som denne, og hvis han kører op til sit bedste, bør han være i top 10 på sidste etape. Det kan blive svært at tage den samlede sejr, men han bør være med i kampen om de sjove placeringer.

Marcel Kittel er løbets store joker. På papiret er 1. etape for hård for ham, men man ved aldrig med den store tysker. Han har før siddet med feltet hjem på en ganske vist lettere udgave af åbningsetapen, og hvis det hele ender med en reduceret massespurt i Zottegem, er tyskeren måske med igen. Sker det, vil han være den helt store favorit. Han kan score bonussekunder på alle linjeløbsetaper, og han er meget stærk på en kort enkeltstart som denne. Husk på, at Kittel næsten vandt prologen i sidste års Giro, og han kan sagtens køre med om sejren på sidste etape. Det helt store spørgsmål er, hvor han står efter 1. etape.

Vi vil også pege på Lukas Pöstlberger. Østrigeren var i både Dwars door Vlaanderen og E3 blandt de allerstærkeste, og han bør derfor kunne køre med om sejren på 1. etape. Den stor udfordring for det store talent bliver enkeltstarten, der aldrig har været hans spidskompetence. Han er imidlertid så stærk en rytter i rivende udvikling, at han har et potentiale for også at forbedre sig i denne disciplin. Man har før set stærke klassikerryttere imponere i kampen mod uret i De Panne, og det kan Pöstlberger måske også gøre.

Endelig vil vi pege på Lasse Norman og Mads Pedersen. Pedersen var sidste år med fremme i dette løb, men mistede for meget på enkeltstarten til at være med i kampen om sejren. I år kørte han imidlertid en fremragende enkeltstart i Algarve, og kan han gøre det igen, er hans muligheder bestemt gode. Det er usikkert, om han kan præstere på samme niveau på 1. etape, men sidste år viste han, at han har potentialet. I år har han primært ageret hjælper, og derfor er det svært at sige, hvor han står. Norman har modsat været flyvende, men for ham er enkeltstarten lidt et spørgsmålstegn. Han var tidligere decideret specialist, men det er nogle år siden, han sidst har imponeret i kampen mod uret.

***** Alexander Kristoff

**** Luke Durbridge, Philippe Gilbert

*** Tony Gallopin, Sylvain Chavanel, Guillaume Van Keirsbulck, Matthias Brändle

** Reto Hollenstein, Mads Würtz Schmidt, Dries Devenyns, Nils Politt, Marcel Kittel, Lukas Pöstlberger, Lasse Norman, Mads Pedersen                                                                           

* Edward Theuns, Christopher Juul, Davide Martinelli, Gaetan Bille, Jasper De Buyst, Stijn Devolder, Olivier Pardini, Jack Bauer, Adrien Petit, Maxime Vantomme, Sam Bennett, Alexander Porsev, David Boucher

Danskerne

Danmark stiller med flere gode kort i dette løb. Vi har allerede nævnt Mads Würtz Schmidt, Mads Pedersen og Lasse Norman som outsidere som en af favoritterne, og også Christopher Juul er så god en klassikerrytter og stærk i kampen mod uret, at han kan køre med om de sjove placeringer i klassementet. Det har Lars Bak også tidligere gjort, men mon ikke han denne gang skal arbejde for Tony Gallopin og Jens Debusschere.