Optakt: Dwars door Vlaanderen

Løbets rolle og historie

For brostensspecialisterne er forberedelsesfasen langt om længe ovre. Fra nu af gælder der ikke læner undskyldninger. Alt det hårde arbejde skal give frugt i løbet af de kommende tre uger, hvor der er adskillige muligheder for at slå til i nogle af forårets største klassikere.

Med Milano-Sanremo veloverstået rykker klassikercirkusset nordpå til tre uger med intenst cykelløb på de belgiske og franske brosten. Det første slag i rækken af prestigiøse løb er semiklassikeren Dwars door Vlaanderen, der finder sted onsdag.

Dwars door Vlaanderen indleder en forrygende del af cykelsæsonen. I løbet af de næste te uger vil rytterne køre adskillige løb på de samme veje og stigninger, der har udgjort scenen for noget af det bedste cykelløb i cykelhistorien. På denne tid af året er disse smalle veje, deres brosten og stigninger centrum for hele cykelverdenen, men af en eller anden grund er det kun på denne tid af året, at de for alvor bliver brugt. Derfor er det nu, der skal slås til for ryttere, der excellerer i de hårdeste endagesløb.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Dwars door Vlaanderen er det første løb i denne serie, men selvom det er et godt løb at have på sin sejrsliste, er det det mindste og mindst prestigiøse af de belgiske klassikere. Den status skyldes imidlertid ikke en mangel på historie, idet den første udgave blev afviklet helt tilbage i 1945, og siden da har løbet endda været afholdt hvert år bortset fra i 1971. Løbet var oprindeligt et to dage langt etapeløb, men siden 1965 har det været afholdt som endagesløb.

Fra starten var det hovedsageligt en belgisk affære, men gradvist gjorde også hollænderne deres indtog. Det tog imidlertid noget tid for løbet at vinde international anerkendelse, og det var først i 1993, at Olaf Ludwig blev den første vinder fra et tredje land. Den virkelige internationalisering er imidlertid et relativt nyt fænomen, men i de seneste ti år er løbet gradvist vokset til en begivenhed på højeste niveau og et vigtigt mål for ethvert hold med ambitioner i brostensklassikerne. Kulminationen på denne udvikling blev nået sidste efterår, hvor det blev meddelt, at den belgiske semiklassiker var en del af den gruppe af løb, der har opnået optagelse på WorldTouren, og dermed vil der i år for første gang være tale om et løb på allerhøjeste niveau i det officielle hierarki.

Da det ikke har været en del af WorldTouren indtil nu - og faktisk var et 1.1-løb så sent som i 2012 - har det imidlertid været det mindste af de store brostensløb. Som et midtugeløb ved begyndelsen af en serie med de største klassikere bruger mange det som opvarmning og en chance for at genfinde følelsen på brostenene og vende tilbage til de veje, der vil blive benyttet i de kommende storløb. Løbet er således en solid test, men resultatet denne onsdag vil hverken redde eller ødelægge klassikersæsonen for de store stjerner og de største hold.

For fem år siden betød en restrukturering af kalenderen af E3 Harelbeke fik WorldTour-status og blev rykket fra dets sædvanlige placering den følgende lørdag til at blive afviklet fredagen efter Dwars door Vlaanderen. Da et andet af de gamle WorldTour-løb, Gent-Wevelgem, afholdes den efterfølgende søndag, har der været mange point på spil i de efterfølgende dage, og det har desværre haft en uheldig effekt på Dwars door Vlaanderen, idet de fleste af de store stjerner i de seneste år har skippet onsdagens løb for at være klar til de vigtigere slag senere på ugen.

Da Milano-Sanremo i 2013 blev rykket til søndag, blev den tendens mere udtalt, men da La Primavera sidste år igen blev afviklet om lørdagen, blev tendensen brudt, og store navne som Greg Van Avermaet, Tiesj Benoot og Niki Terpstra var alle til start i Dwars door Vlaanderen. Alligevel har løbet traditionelt været en perfekt chance for de vigtigste hjælperyttere og de unge talenter til at gå efter lidt personlig succes, inden de i de største løb stiller sig til rådighed for de store stjerner. Det er således ingen tilfældighed, at de fem seneste udgaver alle er vundet af ryttere lige under toppen af klassikerhierarkiet, og det har givet en god indikation på, hvem der kan overraske i de kommende uger. Terpstra vandt eksempelvis to gange, inden han etablerede sig som et af sportens hovednavne, og løbet blev scenen, der afslørede den fulde rækkevidde af hans talent.

I år betyder den nyvundne WorldTour-status, at næsten alle WorldTour-hold vil være til start - kun Sky og Dimenion Data har gjort brug af deres ret til at vælge det fra - og samtidig har flere af de virkelige stjerner tilvalgt løbet. I år vil folk som Benoot, Jurgen Roelandts, Zdenek Stybar, Terpstra, Philippe Gilbert, Sep Vanmarcke, John Degenkolb, Jasper Stuyven, Arnaud Demare, Oliver Naesen, of Lars Boom, der alle hører til blandt de helt store favoritter i de største brostensløb, således alle være at finde på startstregen, og det gør løbet til det i særklasse stærkest besatte nogensinde. Måske vil man stadig holde lidt igen forud for de større løb senere på ugen, men de dage, hvor løbet er en chance for unge ryttere og hjælpere, må definitivt formodes at være ovre.

De flamske løb kan inddeles i to kategorier. Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem er løb, som sprinterne kan have som realistiske mål, og som har et ganske fast format, der bestemmes af deres historie og deres navne.

I den anden kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Dwars door Vlaanderen falder imellem disse to stole. Rutedesignet placerer det i den anden kategori, da løbet bevæger sig fra dets centrum i Waregem ud til De Flamske Ardenner langs en kompliceret rute, inden man kører tilbage til mål. På den anden side er ruten nemmere end i de større løb, og det betyder, at sprinterne af og til har haft en chance. Selvom løbet i de senere år er blevet gjort hårdere, har gode vejrbetingelser før givet muligheder for de hurtige afsluttere. Tidligere sluttede løbet med omgange på en flad rundstrækning, og det gav endnu bedre mulighed for, at der kunne ske en regruppering, men den ide opgav arrangørerne for nu ca. 10 år siden i et forsøg på at skabe mere udskilning. Robbie McEwen var blandt de ryttere, der protesterede højlydt, men trods hans klager kan løbet stadig blive afgjort i en spurt.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Efter et meget selektivt løb i 2015 skete det senest i 2016 efter et ganske hårdt løb, hvor det ellers så helt usandsynligt ud, at en større gruppe ville ske samling. Trods utallige angreb blev det hele imidlertid kørt ind, og efter at et sent fremstød fra Greg Van Avermaet var blevet neutraliseret i den absolutte finale, spurtede en gruppe på 36 mand om sejren. Bryan Coquard så ud til at have sikret sig sejren, men i sidste øjeblik skød Jens Debusschere frem og tog sin første store triumf i en klassiker. Edward Theuns blev nummer 3 og endte derfor på podiet for andet år i træk. Debusschere vender tilbage for at for at forsvare titlen, og også Coquard og Theuns er med igen, begge i en kaptajnrolle for deres respektive hold.

HUSK AT SÆTTE PICKS PÅ DWARS DOOR VLAANDEREN

Ruten

Som sagt betyder ruten, at Dwars door Vlaanderen falder i samme kategori som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der alle deler den samme grundlæggende struktur. Løbene indledes med et langt, fladt stykke, der fungerer som opvarmning, inden man rammer en række af hellingen og brostensstykker i anden halvdel. Det er her, udskilningen skabes, inden løbene afsluttes med endnu et fladt stykke tilbage til mål. Hvad der gør løbene forskellige, er deres distancer og start- og målbyer, og det er i høj grad disse forhold, der bestemmer deres sværhedsgrad

Tidligere sluttede løbet med et par omgange på en flad rundstrækning i Waregem, og det gjorde det til et godt løb for sprintere og gav det ligheder me Kuurne-Bruxelles-Kuurne. For at gøre løbet hårdere droppede arrangørerne imidlertid den ide, hvormed det blev mere beslægtet med Flandern Rundt og E3 Harelbeke. Siden da har det været meget sværere for sprinterne, og kun sidste år er det end i en spurt, mens det i 2011 og 2014 lykkedes henholdsvis duoen Nick Nuyens-Geraint Thomas og Niki Terpstra at holde heltet bag sig.

Sammenlignet med sidste år er der et par mindre ændringer af ruten, hvilket har forøget distancen med et par kilometer, men da stigningerne er nøjagtigt de samme, er der grundlæggende tale om et uforandret løb. Det mest relevante er, at man har lagt en ny pavé ind i den absolutte finale, hvilket giver en ekstra mulighed for at gøre en forskel. Det betyder samtidig, at nøglestigningerne Oude Kwaremont og Paterberg nu kommer 1500 m længere fra mål.

Byen, der definerer Dwars door Vlaanderen, er Waregem, som ligger midt i hjertet af De Flamske Ardenner. Som i alle andre flamske storløb indleder rytterne Dwars door Vlaanderen med at køre adskillige kilometer i fladt terræn. Det 203,4 km lange løb indledes i Roeselare vest for Waregem, og herfra bevæger man sig ad flade veje til hovedbyen, hvor målstregen krydses første gang efter 57,6 km. På dette tidspunkt er det tidlige udbrud vanligvis blevet etableret efter en meget hektisk indledning, og løbet har fundet en stabil rytme.

Efter målpassagen er det tid til at bevæge sig ind i De Flamske Ardenner, der er placeret sydøst for byen. Rytterne benytter imidlertid først flade veje i den indledende del og undgår i første omgang de berømte hellingen. Den første udfordring kommer efter 90,7 km, når man rammer Nieuwe Kwaremont (2000 m, 4,2%, max. 8%), men den fungerer kun som en slags appetizer.

Rytterne når herefter frem til Oudenaarde, der er målby for Flandern Rundt, og det signalerer startn på finalen. Herfra kommer de mange hellingen hurtigt efter hinanden, der er ikke længere mange muligheder for at komme sig, og positionering er herfra helt afgørende. Vejene er som regel smalle, og derfor er det afgørende at være helt fremme i feltet, da et styrt eller dårlig positionering forud for en stigning kan betyde slutningen på dit løb. Derfor er farten herfra opskruet, og styrt er en uundgåelig del af løbet.

Den første stigning i finalen er den brostensbelagte Kattenberg (740 m, 5,9%, max. 8,2%), der kommer med 93,3 km igen. Den efterfølges umiddelbart af de berømte pavéer Holloweg og Haaghoek, der leder stort set direkte ind på Leberg (700 m, 6,1%, max. 14%). Denne stigning efterfølges af Berendries (900 m, 7,2%, max. 14%), og med 71,8 km til mål rammer man Valkenberg (540 m, 8,1%, max. 12,8%). Her indledes angrebene som regel for alvor, men det er specielt fra ryttere, der vil anticipere de største favoritter. Disse stigninger hører således ikke til blandt de sværeste, men kan bruges som en rampe til at komme de store navne i forkøbet.

Hvis der ikke er sket større udskilning endnu, bør det for alvor ske med 59 km til mål, når finalen når et nyt gear. Det er den berømte stigning Eikenberg (1250 m, 5,8%, max. 10%), der signalerer denne nye fase. Den vil måske ikke gøre den store skade, men det vil den næste uden tvivl. Den korte, ekstremt stejle, brostensbelagte Taaienberg (530 m, 6,6%, max. 15,8%) er kendt som Tom Boonens favoritstigning, og den belgiske stjerne passerer sjældent denne bakke uden at accelerere voldsomt. Da Boonen ikke er til start, vil det være op til andre at starte kampen, men det er sandsynligvis her, at favoritterne vil skabe den første store udskilning.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Stigningen kommer med 53,3 k til mål, og ofte er der på toppen etableret en lille gruppe favoritter. Afhængig af sammensætningen er der tid til, at der kan ske en regruppering, men der er stor sandsynlighed for, at listen over mulige vindere er reduceret til 15-20 mand. Stigningen efterfølges imidlertid af et længere fladt stykke, der ofte har gjort det muligt for et større felt at blive samlet igen. På den anden side er denne sektion perfekt til at køre offensivt, da der næppe er mange umiddelbare hjælperytterreserver til stede.

Den afgørende del af løbet indledes med 35,5 km til mål, når rytterne rammer de berømte stigninger Oude Kwaremont og Paterberg, der i dette løb kommer i samme rækkefølge, som de gør i Flandern Rundt. Først gælder det Kwaremont (1500 m, 4%, max. 11,6%), der er en lang, jævn, brostensbelagt stigning, der er skabt til de mest kraftfulde ryttere. Det er ofte her, at de helt afgørende fremstød sættes ind.

Med 32,0 km til mål rammer man Paterberg (365 m, 12,9%, max. 20,3%), der er helt anderledes end Kwaremont. Den er kort, vanvittigt stejl og brostensbelagt og dermed bedre for eksplosive ryttertyper. Det er altid her den afgørende udskilning sker, efter at Kwaremont har reduceret gruppen af favoritter betydeligt. På toppen vil der utvivlsomt være ryttere spredt ud over hele vejen.

Efter de to nøglestigninger er der stadig et par udfordringer, der kan bruges som sene affyringsramper. Den første af disse er den 2000 m lange pavé Varentstraat, der kommer med 26,2 km til mål. Vossenhol (1400 m, 6,5%, max. 9%) er næste mulighed 4,9 km senere, mens Holstraat (1000 m, 5,2%, max. 12%) kommer med 16,9 km til mål. Den sidste udfordring er den brostensbelagte Nokereberg (500 m, 5,7%, max. 6,7%), der er opløbsstrækning i Nokere Koerse, der blev afviklet sidste onsdag, og som kommer med bare 9,4 km til mål.

De sidste stigninger er ikke svære, men efter et langt, hårdt løb kan de stadig gøre stor skade. Efter Paterberg er det sandsynligt, at der vil være etableret en lille frontgruppe, og det betyder, at de afgørende fremstød kan sættes ind både på stigningerne og brostenene eller på de flade stykker ind imellem. Det er således ofte set, at vigtige angreb er blevet sat ind efter Nokereberg.

Efter sidste stigning er det fladt hele vejen til mål, og her er der ofte tale om aggressiv kørsel i en lille frontgruppe, et taktisk spil mellem de førende ryttere eller et stærkt solofremstød. Den lange afstand fra Paterberg til mål betyder imidlertid, at de sidste ca. 30 km også kan benyttes af sprinterholdene til at blive organiseret og få det hele samlet til en reduceret massespurt. I det tilfælde udvikler sidste del af løbet sig som regel til en spændende jagt mellem feltet og en gruppe af favoritter.

I år er der imidlertid lagt en ekstra udfordring ind i form af pavéen Herlegemstraat, der kommer med 6,7 km til mål og giver en sidste chance for at sætte et angreb ind. Selve spurten er helt flad, men finalen er ganske teknisk. Således kører man til venstre i en rundkørsel med 1500 m til mål, og derefter følger to skarpe sving inden for den sidste kilometer, det sidste med bare 400 m til stregen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Som anført er vejret en helt afgørende faktor i Dwars door Vlaanderen, hvor forholdene i høj grad bestemmer løbets hårdhedsgrad. Dårligt vejr øger chancen for udskilning, men sprinterne har en langt bedre mulighed, hvis vejret er godt.

I år kan rytterne vente sig flot solskinsvejr, men der er annonceret regn sidst på eftermiddagen. Som det ser ud nu, bør man imidlertid komme tørskoet i mål. Temperaturen vil være 13 grader.

Vigtigst er det, at der vil være en jævn til frisk vind fra syd. Det betyder, at der vil være masser af sidevind i den kuperede zone. De vil være medvind på Kwaremont, modvind på Paterberg, og medvind på de tre sidste stigninger. Efter Nokereberg drejer man ind i sidevind og sidemodvind på det sidste stykke. Først i det sidste sving drejer man ind i medvind på opløbsstrækningen.

HUSK AT SÆTTE PICKS PÅ DWARS DOOR VLAANDEREN

Favoritterne

Som anført ovenfor er Dwars door Vlaanderen måske det af de store brostensløb, der er sværest at forudsige. Hvor det er relativt sikkert, at E3 og Flandern Rundt ikke bliver vundet i en massespurt, og hvor man ved at chancen for en spurt i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Gent-Wevelgem og Scheldeprijs er stor, er det helt umuligt at vide, hvad det ender med i den første af brostensklassikerne i marts.

Nemmere bliver det bestemt ikke af, at løbet nu er på WorldTouren og derfor har et meget stærkere felt end vanligt. Det er uafklaret, hvilken indvirkning det vil have. På den ene side betyder et højere niveau som regel mere kontrolleret kørsel og dominans af de store hold. På den anden side er der denne gang mange flere store brostensstjerner, der er så stærke, at de kan gøre en forskel på stigningerne.

Usikkerheden om udfaldet afspejles på mange måder i startlisten. De fleste hold stiller op med både en sprinter og et par stærke klassikertyper, og det er derfor ikke tydeligt, hvilken strategi de enkelte hold har. Quick-Step har eksempelvis Fernando Gaviria til en spurt og Zdenek Stybar, Niki Terpstra, Dries Devevnys og Philippe Gilbert til at køre offensivt, Lotto vil være aggressive med Jurgen Roelandts, Tiesj Benoot og Tony Gallopin og har samtidig Jens Debusschere til spurten, BMC har henholdvis Stefan Küng og Jempy Drucker til de to scenarier, LottoNL-Jumbo har både Lars Boom og Dylan Groenwegen, Orica-Scott kan både satse på aggressiv kørsel med Jens Keukeleire og Luke Durbridge samt vente på en spurt med Caleb Ewan, og sådan kan man stort set sige om alle hold.

Umiddelbart er det kun Sunweb med Michael Matthews, FDJ med Arnaud Demare, Katusha med Baptiste Planckaert, Bora med Sam Bennett, Bahrain-Merida med Niccolo Bonifazio og Sonny Colbrelli samt Direct Energie med Bryan Coquard, der går 100% efter en spurt, men alt afhænger selvfølgelig af, hvem der er repræsenteret, når den afgørende udskilning er sket efter Kwaremont og Paterberg. Da de fleste hold har en sprinter på holdet, vil der helt sikkert være stor interesse i jagten, og derfor kræver det enighed blandt de stærkeste, hvis de skal holde til mål. Specielt vil meget afhænge af Quick-Steps taktik. Det belgiske mandskab er i særklasse det stærkeste, men spørgsmålet er, om man satser 100% på en spurt med Gaviria, eller om man tillader Stybar, Devenyns, Terpstra eller Gilbert at køre deres egen chance.

Det er værd at notere sig, at det bliver ganske blæsende, og at der hovedsageligt er medvind på det første stykke efter Kwaremont-Paterberg, hvor den afgørende udskilning kommer. Det øger sandsynligheden for, at en lille gruppe kan holde hjem, og det er det scenarium, vi tror mest på. Der er ganske enkelt så mange brostensspecialister, der vil være i stand til at gøre en forskel, at vi tror, at det bliver vanskeligt at holde det samlet på en dag, hvor det blæser en del. Da de fleste store hold har en decideret favorit, der bør være med i front, og da vi har svært ved at se Lotto Soudal og Quick-Step satse 100% på en spurt, tror vi på, at det bliver et selektivt løb, men vi udelukker ikke en spurtafgørelse.

Som sagt stiller Quick-Step med et fabelagtigt hold, og vi regner med, at de vil sidde med mindst to mand, når den afgørende udskilning er sket. Niki Terpstra og Zdenek Stybar hører begge til blandt de absolut største specialister i disse løb, og da begge viste storform i Tirreno-Adriatico, formoder vi, at de begge vil være i stand til at sidde med de bedste. Det vil sandsynligvis give dem en taktisk fordel, og vi vil ikke blive overraskede, hvis løbet ender med lidt af et Quick-Step-show.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Hyppige læsere af mine optakter vil vide, at jeg sjældent peger på Niki Terpstra som vinder af disse brostensløb. Hollænderen er vanvittigt stærk, men hans manglende spurtstyrke gør det imidlertid svært for ham. Denne gang vil vi imidlertid gøre en undtagelse. Terpstra så flyvende ud i Tirreno, hvor vi var temmelig chokerede over, hvor godt han klatrede. Aldrig har han været på så højt et niveau, og det får os til at have store forventninger til ham forud for årets brostensklassikere. Derfor regner vi med, at Terpstra vil sidde med, når den afgørende udskilning er sket.

Terpstra er som sagt ikke den hurtigste, men han er som regel snu og god til at drage fordel af holdets styrke. Hvis Quick-Step sidder i overtal i finalen, vil Terpstra køre aggressivt, og med den styrke, han har vist, bliver han ikke nem at kontrollere. Kombinationen af et stærkt hold og en tilsyneladende fremragende form får os til at gætte på, at Terpstra tager sin tredje sejr i den belgiske midtugeklassiker.

Normalt er Zdenek Stybar en anelse stærkere end Terpstra på de belgiske hellingen, hvor hans større eksplositvitet gør ham til en af de allerbedste. Han havde en skidt sæson i 2016, hvor han aldrig ramte topformen, men i år synes han at være tilbage. Han kørte et flot Strade Bianche og var meget stærk som hjælperytter i Tirreno-Adriatico, og derfor bør også han være en af de allerstærkeste i dette løb. Også han kan drage fordel af holdets styrke til at udnytte det taktiske spil, og han er stærk nok til at sikre sig en solosejr. Samtidig er han ganske hurtig i en spurt - bare husk på, hvordan han slog Maximilano Richeze i en spurt i Eneco Tour for et par år siden - og det giver ham et våben, som Terpstra ikke har. Han er mpske ikke i helt samme fremragende form som sin hollandske holdkammerat, men Stybar er stadig så stærk, at han er en af de helt store favoritter.

Tiesj Benoot er ikke til at blive klog på. Efter et styrt i Omloop var han blandt de allerstærkeste i Kuurne. Dernæst fulgte et skuffende Strade Bianche, hvor han dog stadig var konkurrencedygtig. Siden styrtede han i Tirreno, inden han viste storform på den knaldhårde etape til Fermo, og alt tegnede godt forud for Milano-Sanremo, hvor han imidlertid var helt bag om dansen. Derfor aner vi ikke, hvor stærk Benoot er i øjeblikket, men vi må trods alt formode, at han møder op i topform til disse løb, der er det helt store sæsonmål for det belgiske supertalent. Sidste år fik han sin brostenssæson ødelagt af styrt, men han viste så sent som i Kuurne, at han er en af de allerbedste på de belgiske hellingen, og i det hele taget har han i år været stærkere end nogensinde. Ustabiliteten betyder, at vi ikke helt ved, hvilken Benoot vi kan vente, men hvis han har en af sine gode dage, kan han sagtens vise sig som stærkeste mand. Han er samtidig del af et stærkt Lotto-hold, der kan have et par kort at spille i finalen, og da han ikke er langsom i en spurt, har han gode forudsætninger for at kunne vinde.

Løbets største brostensstjerne er helt sikkert Sep Vanmarcke. Belgieren har i de seneste år måske været den bedste mand i verden på de belgiske hellingen, og i dag er det vel kun Peter Sagan og Greg Van Avermaet, der for alvor kan matche Cannondales kaptajn. Samtidig er han denne gang ikke oppe mod sine hurtigere rivaler, og blandt de store brostensspecialister i dette løb er han muligvis den hurtigste på stregen. Det gør ham umiddelbart til den naturlige storfavorit, men vi vil alligevel ikke pege på ham som vinder. Det skyldes, at han styrtede i Strade Bianche og kun med store smerter gennemførte Tirreno-Adriatico. Han mærkede fremgang i weekenden, men er stadig i stor smerte, når han graver dybt. Det har gjort det svært at træne optimalt, og han er derfor ikke ideelt forberedt til dette løb. Samtidig har han den taktiske ulempe, at han i finalen sandsynligvis vil være alene mod flere rivaler fra specielt Quick-Step, og da alle vil kigge på ham, bliver det ikke nemt at kontrollere. Derfor bliver det svært for Vanmarcke at vinde, men det ændrer selvfølgelig ikke på, at løbets sandsynligvis bedste brostensrytter sagtens kan komme først over stregen.

Sidste år fik Fernando Gaviria sin brostensdebut i dette løb, og han viste med det samme klassen, da han sad med i angrebene på Taaienberg. Desværre viste samme løb også, at han stadig mangler en del holdbarhed, og han kørte derfor en ganske dårlig spurt til sidste, hvor han tydeligvis var træt. Det samme var tilfældet senere i Gent-Wevelgem, og det varer nok nogle år, inden han er stærk nok til at køre med, når de store specialister giver gas. Det ændrer imidlertid ikke på, at Gaviria er løbets hurtigste mand og stadig mere holdbar end de fleste sprintere. Hvis han kan spare på kræfterne, og det hele bliver samlet til en reduceret massespurt, vil han være manden, der skal slås. Femtepladsen i Milano-Sanremo indikerer i hvert fald, at han er blevet bedre til at afslutte efter et hårdt løb.

Den store rival i en massespurt vil være Dylan Groenewegen. Hollænderen er muligvis kendt som ren sprinter, men det er en stor fejl. Faktisk sad han med langt fremme i årets Omloop, og det vidner om hans potentiale. Modsat Gaviria kan han imidlertid aldrig drømme om at køre med de bedste, og han skal derfor satse på, at det hele bliver samlet til en reduceret massespurt. Han har et solid hold til at arbejde for en spurt og at køre lead-out, og lykkes det for ham at få et scenarium som sidste år, vil han være en af de absolutte topfavoritter.

Det samme vil være tilfældet for Arnaud Demare, der stadig venter på sit store brostensgennembrud. Franskmanden har imidlertid i år været stærkere end nogensinde, og specielt hans flotte angreb på den første hårde sidevindsetape, hvor han kørte op til Alaphilippe i finalen, vidner om øget holdbarhed. Det gør det realistisk at tro på, at han muligvis kan køre med om sejren, selvom løbet bliver hårdt og selektivt. Hans bedste chance er imidlertid en reduceret massespurt, hvor han sammen med Gaviria og Groenewegen vil være blandt de helt store favoritter, idet han er specialist i at spurte efter et langt, hårdt løb. Hans store udfordring bliver at manøvrere i disse hektiske spurter, da han ikke hører til blandt de bedste i positionskampen.

Fabio Felline har aldrig rigtigt satset på brostensklassikerne, men med en fjerdeplads i Omloop har han vist, at han har potentialet til at gøre det godt i de flamske løb. Denne gang er Trek til start uden både Degenkolb og Stuyven, og han deler derfor kaptajnrollen med Edward Theuns. Felline har været flyvende hele foråret og spillede senest i Milano-Sanremo en nøglerolle for Degenkolb. Der er ingen tvivl om, at han er stærk nok til at køre med de bedste på stigningerne, og han er hurtigere i en spurt end alle de øvrige brostensspecialister. Det store spørgsmål er, om han har erfaringen og styrken i positionskampen, der spiller en helt afgørende rolle, når man rammer de afgørende hellingen.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

For et par år siden viste Tony Gallopin, at han er meget stærk på brostenene, men siden da har han fokuseret på Ardennerne. I år vender han tilbage til de flamske løb, og han bør være i stand til at gøre det godt på baggrund af de gode takter, han viste i Paris-Nice, inden han kollapsede i den sidste weekend. Gallopin har eksplosiviteten til at køre med på stigningerne, og selvom han måske ikke er lige så stærk som de allerbedste, er der gode muligheder for, at han er med i front. Hans gode spurt gør, at han vil få Benoots opbakning, hvis en lille gruppe skal afgøre det, og her er han hurtig nok til at vinde.

Sonny Colbrelli har ikke meget erfaring på brostenene, men der er intet til hinder for, at han kan udvikle sig til en stjerne i disse løb. Han klatrer godt, og hans spurt bliver bare bedre og bedre. Specielt er han meget svær at slå efter en lang, hård dag, hvilket han senest viste med sin imponerende etapesejr i Paris-Nice. Han var blandt de bedste i Milano-Sanremo og er helt tydeligt i storform. Han mangler nok erfaringen til at køre med de bedste, men hvis det samles til en reduceret massespurt, vil han være blandt favoritterne.

Hvad skal man mene om Philippe Gilbert? Belgieren vender i år tilbage til de flamske løb, og da han tidligere har været på podiet i Flandern Rundt, har han vist, at han kan gøre det godt. Han er imidlertid ingenlunde den rytter, han tidligere var, og han imponerede ikke stort i Paris-Nice og Milano-Sanremo. På den anden side er han del af et af de stærkeste hold, og han kan sagtens drage fordel af en overtalssituation i finalen. Specielt har han den fordel, at holdet vil køre for ham i en spurt, hvis han sidder sammen med Stybar og Terpstra i en lille gruppe mod slutningen.

BMC stiller til start uden Greg Van Avermaet, og det betyder, at Jempy Drucker får lov at køre sin egen chance. Luxembourgeren har tidligere vist, at han er meget stærk på de belgiske brosten, og det er faktisk ikke utænkeligt, at han kan køre med i angrebene på de sværeste hellingen. Hans bedste chance er imidlertid en reduceret massespurt, og han viste i sidste års Vuelta, at han er hurtig nok til at slå de fleste. Først og fremmest er han en mester i at positionere sig, og det er vigtigt i det, der formodes at blive en forvirret spurt.

Edward Theuns har to år i træk været på podiet, og han er klar igen, denne gang i en delt kaptajnrolle på Trek sammen med Felline. Blandt sprinterne er Theuns en af de allerbedste på bakkerne, og det kan bestemt ikke udelukkes, at han vil være at finde i en lille gruppe i finalen. Sker det, bliver han næsten umulig at slå i en spurt. Også han har imidlertid sin bedste chance i en reduceret massespurt, hvor han kan drage fordel af at have Felline til at køre lead-out.

Lars Boom er generelt undervurderet som brostensrytter. Hollænderen er blandt de allerstærkeste, men uheld har betydet, at ha slet ikke har det generalieblad, han fortjener. Han styrtede i åbningsweekenden, og det har taget ham lidt tid at komme tilbage i form. Derfor er der en vis usikkerhed om, hvad vi skal forvente, men normalt bør han være med helt i front. Hans store problem er, at han normalt ikke er den hurtigste, selvom han bestemt ikke er langsom i en spurt.

2017 er året, hvor Oliver Naesen endelig skal bekræfte sit helt enorme potentiale i klassikerne. Sidste forår endte som lidt af en skuffelse, men i efteråret viste han den enorme rækkevidde af hans talent. Han vandt således GP Plouay med en imponerende præstation i finalen, og han var stærkeste mand i Eneco Tour, hvor alle de store klassikerspecialister ellers var samlet. I år var han også blandt de bedste i åbningsweekenden, og det bør han være igen i denne weekend. Da han samtidig reelt slog Dylan Groenewegen i en spurt i sidste års Tour de l’Eurometropole (hollænderen burde retteligt være blevet deklasseret), har han samtidig vist, at han ikke behøver at frygte nogen i en spurt efter et hårdt løb.

Vi har i år været dybt imponerede over Stefan Küng, der i sin første fulde brostenssæson var med helt fremme i begge løb i åbningsweekenden samt i Strade Bianche. Schweizeren har vist, at han er stærk nok til at blande sig med de allerbedste, og vi er således ikke i tvivl om, at han vil være med helt fremme, hvis løbet bliver hårdt. Hans problem er, at han stadig er uerfaren og alt for langsom i en spurt til at slå de hurtigste klassikerspecialister.

Sam Bennett har ikke megen erfaring i disse løb, men måske står han foran sit store gennembrud. Ireren var helt fantastisk i Paris-Nice, hvor han klatrede på et helt nyt niveau og endda slog alle de store sprintere i en massespurt. Han har i år trænet i højderne, og det har helt klart givet ham et løft, der gør, at han reelt kan håbe at være med i en reduceret massespurt. Han er en af feltets allerhurtigste, men den store udfordring bliver at holde sig i en god position, da han er notorisk dårlig i positionskampen.

Endelig vil vi pege på Caleb Ewan. Normalt ville vi ikke tilskrive australieren mange chancer, da han stort set ingen erfaring har på belgiske brosten. Han chokerede imidlertid alt og alle med sin flotte kørsel i sit første Milano-Sanremo, hvor han sad med de bedste hjem. Vi tror stadig, at dette løb er en anelse for hårdt og stressende for ham, men på baggrund af præstationen i Italien vil vi ikke udelukke, at han kan sidde med, hvis det skal afgøres i en reduceret massespurt. Han vil næppe have sin vanlige topfart efter så hårdt et løb, men i lyset af de spurter, han i år har kørt, kan mindre bestemt også gøre det.

***** Niki Terpstra

**** Zdenek Stybar, Tiesj Benoot

*** Sep Vanmarcke, Fernando Gaviria, Dylan Groenewegen, Arnaud Demare, Fabio Felline

** Tony Gallopin, Sonny Colbrelli, Philippe Gilbert, Jempy Drucker, Edward Theuns, Lars Boom, Oliver Naesen, Stefan Küng, Sam Bennett, Caleb Ewan

* Bryan Coquard, Michael Matthews, Jurgen Roelandts, Jens Debusschere, Sacha Modolo, Chrstophe Laporte, Baptiste Planckaert, Nikias Arndt, Jens Keukeleire, Dries Devenyns, Luke Durbridge, Oscar Gatto, Yves Lampaert, Moreno Hofland, Roy Jans, Timothy Dupont

Danskerne

Christopher Juul stiller til start for Orica-Scott, og selvom Caleb Ewan, Jens Keukeleire og Luke Durbridge er kaptajner, kan man ikke udelukke, at han kan få sin egen chance efter den flotte præstation i Strade Bianche. Det kan Matti Breschel helt sikkert på Astana, hvor han deler kaptajnrollen med Oscar Gatto og Alexey Lutsenko. Mads Pedersen er med som hjælperytter for Fabio Felline og Edward Theuns på Trek, mens Mads Würtz skal samle erfaring som hjælper på et Katusha-hold, der satser på Baptiste Planckaert.

HUSK AT SÆTTE PICKS PÅ DWARS DOOR VLAANDEREN