Optakt: Fleche Wallonne

Løbets rolle og historie

Fleche Wallonne er måske ikke den mest prestigiøse af klassikerne, og det vallonske løb er end ikke et af cykelsportens fem monumenter. Alligevel findes der næppe noget endagesløb - det skulle da lige være Paris-Roubaix - der har en så ikonisk afslutning, som den mindste af de tre Ardennerklassikere, og det er præcis denne finale, der giver løbets dets plads blandt de store. Fleche Wallonne er i dag kun kendt for én ting: den ekstremt stejle Mur de Huy.

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage til 1936, har løbet altid været en hård sag med flere vanskelige stigninger i Ardennerne, men uden den samme lange historie som Liege-Bastogne-Liege ville løbet aldrig være andet og mere en mindre version af den anden belgiske klassiker i regionen. Det ændredes i 1983, da løbet for første gang sluttede på den 1,3 km lange stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,3%, hvorved begivenheden fik sit helt eget kendetegn og en mere markant profil på den internationale kalender.

Siden da har stigningen været løbets vartegn og gjort det en helt unik begivenhed i klassikersæsonen. Det er æren ved at have erobret de stejle skråninger, der gør løbet attraktivt for de største ryttere og betyder, at selv de største navne føler, at Fleche Wallonne har en helt særlig tiltrækningskraft.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Ikke desto mindre betragtes løbet som den mindst prestigiøse af Ardennerklassikerne. Med dets position i ugen mellem Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege betragtes det fortsat af mange som en mulighed for at holde benene i gang mellem de to større mål, og da det største løb i Liege finder sted bare få dage senere, er nogle ryttere ikke villige til at gå alt for dybt så tæt på den største af Ardennerklassikerne. Da løbet er for sande specialister med en langt kortere liste af vindekandidater, vælger mange endda helt at droppe løbet for at restituere til det største slag på søndag. På den anden side åbner løbets særegne karakteristika og korte distance døren til ryttere, der ellers har det svært i Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og for disse specialiser er det næsten ugens højdepunkt.

Engang blev Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege afviklet på hinanden følgende dage i den såkaldte Weekend Ardennais, men i dag er Fleche Wallonne et midtugeløb. Som alle andre sådanne ondagsklassikere er det kortere end både Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og med bare 204,5 km er det bestemt ikke distancen, der gør løbet hårdt. Det lykkedes overraskende ikke at blive en del af World Cuppen, da denne blev introduceret i 1989, og i mange år lå det klart nederst i Ardennerhierarkiet, da de to længere begivenheder begge tilbød vigtige point til den sæsongående løbsserie. Med introduktionen af ProTouren i 2005 fik det imidlertid igen samme officielle status som de øvrige klassikere, og i de senere år synes det at have vundet terræn i kampen mod specielt den hollandske klassiker. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at de to løb nu nyder samme anseelse.

Med dets nære forbindelse til Liege-Bastogne-Liege er det ikke noget under, at løbet er blevet vundet af mange af sportens helt store navne, og det fik international anseelse næsten fra begyndelsen. Allerede i 1950 vandt Fausto Coppi løbet, og selvom værtsnationen naturligvis har domineret i lange perioder, har det været en meget multinational affære siden 1976, idet kun seks udgaver er blevet vundet af belgiere siden da. Sejrsrekorden indehaves af en af nutiden stjerner, idet Alejandro Valverde sidste år tog sin fjerde sejr, og dermed overgik Marcel Kint (i de helt tidlige år), Eddy Merckx (selvfølgelig), Moreno Argentin og Davide Rebellin, der alle har stået øverst på podiet tre gange. Løbet har også en fin dansk historie, idet både Kim Andersen og Bo Hamburger har vundet det.

Mens Liege-Bastogne-Liege og Amstel Gold Race har utallige vinderkandidater, betyder den helt specielle afslutning i Fleche Wallonne, at det er et løb for absolutte specialister. Kun en yderst eksklusiv gruppe af puncheurs har egenskaberne til at vinde på så stejl en stigning, og det gør det til langt den mest forudsigelige af samtlige klassikere. Mens udholdenhed, taktik og angrebslyst spiller en stor rolle i de to øvrige Adennerløb, er Fleche Wallonne som regel et yderst låst løb, hvor alt kan koges ned til, hvem der har benene på Mur de Huy. Ikke desto mindre er det et fantastisk spektakulært skue at se rytterne slås om sejren på Muren, og det er denne form for eksklusivitet, der giver det en speciel betydning for mange af feltets store navne.

I 2015 forsøgte arrangørerne at skabe mere drama i finalen ved at inkludere den stejle Cote de Cherave-stigning mindre end 10 km fra mål. Det har givet anledning til en mere animeret afslutning med flere angreb og betydet, at det har været et mindre helt, der har ramt Muren. Det er imidlertid ikke ændret løbets natur, og selvom den nye finale ser ud til definitivt at have vundet indpas, handler Fleche Wallonne stadig stort set kun om spurten up ad den stejle stigning.

Løbet markerer næste fase i den gradvise udskiftning af klassikerfeltet, der blev indledt ved søndagens Amstel Gold Race. Mens naturen af det hollandske løb gjorde det velegnet til nogle af de stærke folk fra brostensklassikerne, og mange hold endda valgte at stille til start med nogle af heltene fra de flamske løb for at hjælpe til i positionskampen, gør de længere stigninger Fleche Wallonne til et mere udpræget klatreløb. Derfor vil der kun være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag, og når vi når frem til søndagens Liege-Bastogne-Liege, vil det store antal højdemeter fuldende transformationen. Til den tid vil stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere vil være samlet på startstregen i Liege, mens brostensspecialisterne nu alle nyder en velfortjent pause, og dermed er scenen sat til næste fase på cykelkalenderen, de store grand tours.

Sidste år gik Alejandro Valverde efter at skrive historie ved at blive den første til at sejre fire gange i den belgiske klassiker, men denne gang var der mere usikkerhed om hans form, idet en anderledes sæsonplanlægning betød, at hans store mål var Giro d’Italia. Ikke desto mindre viste spanieren, at han i øjeblikket er i en klasse for sig på Mur de Huy, da han med en fuldstændig suveræn præstation satte Quick-Step-duoen Julian Alaphilippe og Dan Martin til vægs med sit velkendte antrit efter at have kontrolleret opkørslen med kolossal autoritet. I år vender Valverde tilbage med en drøm om at vinde for fjerde gang i træk og femte gang i alt, og denne gang slipper han for at skulle bekymre sig om de seneste to års nummer 2, Alaphilippe, der desværre er ude med en knæskade. Derfor bliver det op til Martin at forsvare Quick-Steps ære i det løb, den lille irer mere end noget andet drømmer om at vinde.
 

Ruten

Mur de Huy er ikke bare den sidste udfordring i Fleche Wallonne, den er også referencepunktet gennem hele dagen. Som det er tilfældet med Cauberg i Amstel Gold Race, skal stigningen forceres flere gange, inden den mod slutningen spiller en nøglerolle i finalen.

Tidligere har løbet haft flere forskellige formater, men siden man introducerede Mur de Huy som løbets vartegn, har man fulgt et ret ensartet mønster. Startbyen varierer ganske vist en del, men løbet har haft den samme opbygning. Første del består af en lang, småkuperet rejse fra startområdet til Huy, hvor Muren bestiges for første gang. Løbet afsluttes herefter med to forskellige rundstrækninger omkring målbyen, en stor og en lille, der begge slutter på toppen af Muren.

De to sidste rundstrækninger er blevet ændret fra år til år, men benytter som regel de samme veje og stigninger. Tidligere kørte man den korte rundstrækning første, men for at få bragt de to sidste passager af Muren tættere på hinanden, byttede man i 2011 rundt på rækkefølgen. Selvom det har givet næstsidste passage af Muren større betydning, har det også givet anledning til en letter finale, idet de sidste kilometer ikke længere var så hårde som tidligere.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

I 2015 gjorde man den sidste rundstrækning sværere ved at lægge en ekstra stigning ind meget tættere på mål, og det ændrede løbets dynamik en anelse. Ganske vist betød det, at næstsidste passage af Muren kom med 29 km igen mod tidligere 23,5 km, men nu skulle man op over den stejle Cote de Cherave bare 5,5 km fra mål. Det forhindrede som omtalt ovenfor ikke en spurtafgørelse, men det gav anledning til betydeligt større udskilning.

I år har man nytænkt ruten en anelse ved at droppe ideen om en lang og en kort rundstrækning. I stedet vil man benytte den samme 29 km lange rundstrækning, som i de seneste to år er blevet benyttet i finalen, vil nu blive kørt to gange, og der vil således ikke være nogen lang rundstrækning. Det betyder, at man har forlænget det indledende, relativt flade stykke, men til gengæld vil finalen blive mere intens, idet de tre passage af Muren nu alle komme inden for de sidste 60 km, og Cote de Cherave skal passeres to gange. Antallet af stigninger er reduceret fra 11 til 9, men distancen er forlænget fra 196 km til 204,5 km.

Som sagt varierer startbyen fra år til år, og denne gang er det Binche, der har fået æren af at lægge asfalt til de første kilometer. Den er placeret ganske langt fra Huy og Ardennerne, og derfor består de første del af løbet af en lang tur først mod øst, siden mod sydøst og til slut mod nordøst frem mod de berømte stigninger. Terrænet bliver aldrig helt fladt, men der er er heller ingen væsentlige stigninger, og der er således tale om en klassisk, relativt nem indledning på en klassiker.

Denne første del tåler ikke sammenligning med det, der venter senere i løbet og tjener primært det formål at akkumulere træthed. Det tidlige udbrud spiller sjældent en stor rolle i Fleche Wallonne, og derfor kommer det ofte hurtigt afsted. Det vil få et fornuftigt forspring, inden de store hold begynder at kontrollere situationen, og herefter vil det være en gradvis jagt op opbygning frem mod finalen.

I år kommer de første stigninger betydeligt senere end normalt, og der skal således ikke klatres, før feltet efter 131,5 km når Toppen af Cote d’Amay (1,4 km, 6,7%), der markerer starten på løbets næste fase. Bare 6,5 km senere har man også besteget Cote de Villers-le-Bouillet (1,2 km, 7,5%) på en lille sløjfe rundt om Huy, og herefter går det direkte mod centrum, hvor første passage af Mur de Huy (1,2 km, 9,3%) venter med bare 58 km igen.

Tidligere har første passage af Muren primært tjent som formål at give rytterne mulighed for at genopfriske kendskabet til stigningen, men nu kommer den så tæt på mål, at betydningen kan blive større. I stedet for den vanlige gradvise udskillelse på de første stigninger, kan nogle hold nu føle sig ansporet til at starte angrebene lidt tidligere. Selvom disse tidlige forsøg sjældent har haft succes, og afstandene altid holdes på et minimum, er håbet, at mange hold vil forsøge at sætte specielt Movistar under pres ved at gøre løbet hårdt og sende folk ud foran med det håb at undgå den forventede afsluttende spurt op ad Muren.

Løbet afsluttes nu med to omgange på den 29 km lange rundstrækning i området sydøst for Huy, som er blevet benyttet som afslutning i de seneste to udgaver. Udover Muren består den af to stigninger. Først kommer Cote d’Ereffe (2,1 km, 5%) med 16,5 km til mål, men selvom terrænet ikke er fladt i denne indledende fase, favoriserer det klart feltet i forhold til eventuelle udbryder. Til gengæld betyder inklusionen af Cote de Cherave (1,3 km, 8,1%) med bare 5,5 km til mål, at løbet har fået et interessant twist. Indløbet til stigningen er hurtigt og på en smal vej, og der er endda lidt brosten i bunden. Det giver angribere en meget bedre chance for at iværksætte et sent fremstød, inden de rammer den 1,5 km lange nedkørsel og derefter kører ad flade veje frem til bunden af Muren, der starter med bare 1,3 km igen.

Traditionelt er angrebslysten blevet intensiveret, jo tættere vi er kommet på næstsidste passage af Muren, der er en perfekt mulighed for at foregribe favoritterne. Da løbet er for sande specialister, har de fleste - herunder flere af verdens bedste klatrere - ikke en chance i en afsluttende spurt. Deres eneste chance er at angribe de store favoritter før sidste stigning, og da næstsidste passage af Muren i år krydres med en ekstra passage af Cote de Cherave, har mulighederne næppe været bedre end denne gang. Specielt ser man tit løjtnanter angribe i denne fase, men Movistar har ofte klogt sendt ryttere med i fremstødene for at undgå at komme i defensiven. Selv hvis angrebene på Muren ikke lykkes, giver Cote de Cherave en sidste chance for at komme favoritterne i forkøbet, og der vil utvivlsomt være kolossal udskilning i denne fase. I de sidste to år er angrebene først blevet neutraliseret på den nedre del af Muren, og det viser, at det kan lade sig gøre at skabe overraskelsen, selvom vi ikke har set en udbrudssejr, siden Mario Aerts vandt i 2002.

Alligevel er det mest sandsynligt, at det ender i en spurt på Muren. Det giver altid anledning til en helt vanvittig positionskamp, da positionering på så kort en stigning er altafgørende. Hvis ikke man er helt fremme i bunden af bakken, er man helt uden chance, og det giver anledning til et vanvittigt tempo. Selve stigningen har ganske vist kun en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,6, men har meget stejlere passager på helt op til 25%. Den starter blødt ud, men når de nærmer sig toppen, vil rytterne blive udfordret af den sværeste del af samtlige de stigninger, de skal forcere i Ardennerklassikerne, og det betyder, at det altid er en helt fortjent vinder, der krones i den mindste af de tre Ardennerklassikere. Starten på stigningen markeres af en rundkørsel efter 2 km kørsel på en lige, flad vej langs Meuse—floden og herefter venter tre sving, inden man når til de sidste 500 m, hvor vejen kun bugter let. Der er hos de danske bookmakere et sandt overflødighedshorn af muligheder for, at oddse på løbet. Hos hjemmesiden Casinoonline.dk findes en samlet oversigt over de bedste udbydere af sportsbetting og Casino i Danmark.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Vejret

Mens Liege-Bastogne-Liege flere gange i de senere år har været ramt af elendigt vejr synes Fleche Wallonne altid at gå fri. Det gælder også i år, hvor der ventes at falde sne i Huy tirsdag, men når rytterne ruller ud på ruten onsdag bliver det under en skyfri himmel. Temperaturen på denne smukke solskinsdag ventes dog kun at nå 11 grader, og det bliver derfor en halvkold fornøjelse.

Der vil være en let til jævn vind fra nordøst, hvilket giver sidemodvind på hovedparten af den indledende del frem mod rundstrækningen. Når stigningerne melder sin ankomst, drejer man ind i medvind. På rundstrækningen vil der først være sidevind, så medvind på Cote d’Ereffe og igen på Cote de Cherave, mens der vil være modvind på det meste af det sidste stykke frem til Muren. På den stejle stigning vil der først være modvind og siden sidemedvind på hovedparten af opkørslen.

Favoritterne

Af Ardennerklassikerne er Fleche Wallonne klart den mest kontrollerede, og det har i mere end 10 år trods diverse ruteændringer været umuligt at undgå en afsluttende spurt op af Muren. Terrænet er ganske vist svært og udfordrende, men det er ikke den samme form for konstante op- og nedkørsler på smalle veje som i Amstel Gold Race, og løbet er slet ikke så hårdt som Liege-Bastogne-Liege. Derudover betyder den kortere distance, at løbet er nemmere at kontrollere med et hold bestående af 8 ryttere, og derfor har favoritterne som regel greb om tingene.

Derudover er løbet som sagt klart det mest specialiserede af de tre klassikere og derfor det løb med klart den korteste liste over potentielle vindere. Som regel er der en håndfuld specialister, der alle tror på, at de har en stor chance for at vinde i denne særlige finale, og det betyder, at der som regel er flere hold med en klar interesse i at skabe samling i bunden af Muren. De fleste hold har ikke en chance i en finale for sande specialister, men da det ofte er de stærkeste hold, der forsøger at kontrollere, er det meget vanskeligt at bryde deres dominans. Alle disse faktorer betyder, at vi skal helt tilbage til 2002 for at finde den seneste udbrudssejr, og der har været en generel konsensus om, at det sandsynligvis kræver meget dårligt vejr, hvis vi skal undgå det forudsigelige scenarium. Onsdag byder imidlertid på smukt solskin, og det gør det ikke nemmere at undgå en spurtafgørelse.

Tilføjelsen af Cote de Cherave i finalen var et ganske interessant twist fra arrangørernes side, og det har helt klart øget mulighederne for, at der kan ske overraskelse. Stigningen er ganske vist ikke lang, men den er så stejl, at det er en ganske god affyringsrampe. Toppen kommer samtidig så tæt på mål, at den har givet anledning til angreb både i 2015 og 2016, hvor Tim Wellens har gjort det sin helt egen legeplads. Alligevel har det hverken i de to hidtidige udgaver eller i Tour-etapen fra 2015 med samme finale været muligt at narre favoritterne.

I 2017 er der alligevel måske en større chance for, at vi kan se et mere animeret løb. For det første betyder ruteændringen, at der Muren og Cote de Cherave begge kommer to gange inden målbakken, og i alle tilfælde kommer de relativt tæt på mål. Det giver bedre muligheder for at skabe splittelse. Mest afgørende er det imidlertid, at det i år meget vel kunne ende som alle mod Movistar. Listen over potentielle vindere har altid været kort, men med en Sergio Henao, der er lidt usikker på formen, og Julian Alaphilippe ude af løbet synes det i år at være næsten umuligt at se, hvem der skal slå Alejandro Valverde i en spurt på Muren. Selvom Daniel Martin, Henao og Michael Woods også er specialister i denne form for finale, tvivler vi på, at Quick-Step, Sky og Cannondale vil sætte alt på et bræt. Tværtimod har specielt førstnævnte så mange stærke ryttere, at det vil være hovedløst ikke at prøve at angribe for distancen. Dermed kan det meget vel ende med, at Movistar ender med helt alene at skulle kontrollere finalen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det sætter scenen for et mere aggressivt løb end vanligt, og derfor tror vi på, at det bliver en af de mere underholdende udgaver af den ellers som regel ganske kontrollerede klassikere. Alligevel tror vi på, at det ender i en spurt på Muren. For det første har Movistar et fremragende hold. Uden Ion Izagirre og Giovanni Visconti er de ganske vist ikke så stærke som i 2017, men med en meget formstærk Marc Soler, klatrere som Jesus Herrada og Daniel Moreno, brølstærke Jose Joaquin Rojas samt Imanol Erviti og Rory Sutherland til det indledende rugbrødsarbejde er holdet stadig et af de allerbedste. Dertil kommer, at der altid vil være et eller flere nøglehold, der misser et eventuelt udbrud, og hvis enten Sky, Quick-Step eller Cannondale ikke er med, vil de helt sikkert begynde at jagte. Også Orica-Scott tror så meget på Michael Albasini og Yates-brødrene, at de vil give en hånd med, og derfor vil der altid opstå alliancer, der favoriserer Movistar. Derudover vil der primært være modvind efter Cote de Cherave, og det er yderligere til gunst for feltet. Endelig er positionskampen frem mod Muren altid så vild, at farten automatisk bliver helt ekstremt høj, og det gør det meget svært at golde feltet bag sig.

Dermed tror vi trods et mere animeret løb på endnu en spurt på Muren, selvom vi forventer, at det vil være et mindre og mere udmattet felt, end vi har set i de senere år. I selve spurten er der to nøgleegenskaber. Den første er evnen til at positionere sig selv. Selvom vi venter et mindre felt, har man ingen chance, hvis man er for langt tilbage i bunden af bakken. Sidste år startede Michael Woods eksempelvis langt tilbage, og selvom han klart var en af de hurtigste på Muren, blev det ikke til mere end en beskeden 12. plads.

Den anden nøgleegenskab er erfaring og tålmodighed. År efter år ser vi ryttere, der åbner deres spurt alt for tidligt for siden at eksplodere på dramatisk vis og slet ikke komme i nærheden af top 10. Fleche Wallonne kræver evnen til at disponere kræfterne og afmåle sin indsats for derved at gemme kræfter til en perfekt timet acceleration fra det punkt, hvor man ved, at man kan holde farten hele vejen til stregen. Kun ganske få ved, hvordan man gør det perfekt, og derfor kræver det ofte mindst ét forsøg, inden man for alvor er konkurrencedygtig i en finale, hvor kun en sand specialist kan løbe med trofæet.

Netop erfaringen har løbets helt store favorit Alejandro Valverde. Ingen har som den spanske veteran vist, at han kan time sin spurt på Mur de Huy til perfektion, og spanieren har i de seneste tre år været i en klasse for sig på den stejle stigning. Selv sidste år, hvor han mødte op til løbet med alt andet end ideel forberedelse og med Giroen som sit store mål, var ingen i nærheden af at matche ham, og han kørte med en nærmest uhyggelig autoritet på stigningen, hvor han kontrollerede alle angreb, inden han satte sit afgørende fremstød ind med fantastisk præcision. I år møder han op til løbet på baggrund af det, han selv betegner som sit livs bedste sæsonstart, og det siger ikke så lidt for en mand, der har domineret cykelsporten i mere end et årti.

Specielt i Catalonien Rundt var Valverde skræmmende, da han satte Contador og Froome til vægs på en stigning, der normalt ville være for lang til, at han kunne matche de mere rene klatrere. Måske var han ikke helt på samme niveau i Baskerlandet, men han var stadig så stærk, at han kunne tage sejren foran Contador. Han har haft meget vanskeligt ved at skjule begejstringen for den gode form, og han er mødt op til klassikerne med helt uhyggelig selvtillid. Ganske vist så han ikke alt for god ud i Amstel Gold Race, men han har skuffet i den hollandske klassiker for siden at være flyvende på Muren, der passer ham langt bedre end stigningerne i Limburg. Den største udfordring bliver sandsynligvis at holde det samlet, hvis alle kører mod Movistar. Skal det afgøres på Muren, bliver Valverde meget svær at slå, og derfor er han vores favorit.

Hvis nogen kan gøre det, er det sandsynligvis Sergio Henao. Sammen med Valverde og Julian Alaphilippe er colombianeren verdens bedste på de korte, helt stejle mure. Det har han vist utallige gange i Baskerlandet Rundt, hvor han igennem de seneste fem år har været den bedste, selvom enkeltstarten har forhindret ham i at vinde samlet. Senest viste han det ved at sætte en ekstremt formstærk Julian Alaphilippe til vægs på Mur de Fayence i Paris-Nice, og Mur de Huy passer ham endda med sine endnu stejlere procenter endnu bedre.

Desværre så det i år ud til, at Henao havde mistimet formen, da han kørte et skuffende Baskerlandet Rundt Præstationen i Amstel Gold Race vidner imidlertid om, at han nu nærmer sig sit højeste niveau, og lykkes det ham at være på 100%, er det ikke umuligt, at han kan slå Valverde. Sidste år var han flyvende i Baskerlandet, men måtte trække sig om morgenen, efter at der igen var bøvl med hans blodværdier, som UCI ellers har accepteret kan forklares med hans opvækst i bjergene. Nu er han klar til revanche, og hvis han har de ben, han havde i Baskerlandet sidste år, kan Valverde bestemt ikke vide sig sikker på sejren.

Daniel Martin har ikke lagt skjul på, at Fleche Wallonne står hans hjerte nær, og det skyldes en finale, der er som skræddersyet til den eksplosive irer. Det er bestemt ingen tilfældighed, at han har været i top 4 hvert år siden 2013, hvis man ser bort fra 2015-udgaven, hvor han styrtede. I år møder han op til løbet med endnu større selvtillid, idet han har haft sit hidtil bedste forår, og han må specielt have fået selvtillid af, at han ikke var så langt fra at slå Valverde i spurten på La Molina-stigningen i Catalonien. Denne finale passer ham endda meget bedre, og hans chancer er betydeligt større.

Martins store problem har altid været positioneringen i bunden af stigningen, men her er han godt hjulpet af at være kommet til Quick-Step. Han kommer til at savne Julian Alaphilippe, men hvis han skal vinde, skal han under alle omstændigheder have benene til at slå Valverde. Hans form er lidt usikker, da han ikke har kørt siden Catalonien og udgik i den første klassiker søndag. Det skyldes imidlertid med stor sandsynlighed, at han sparede benene til onsdag, hvor hans chancer er langt større. Det bliver ikke nemt at slå Valverde, men Martin er en af de få, der kan gøre det.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Vi glæder os allermest til at se Michael Woods i denne finale. På papiret har den eksplosive canadier alt, hvad der skal til for at vinde dette løb. Efter sine imponerende præstationer i Nordamerika og den fantastiske start for Cannondale i 2016 blev det meste af sidste sæson ødelagt af sygdom og skader. Han leverede imidlertid ét topresultat i et ellers ødelagt forår, og det kom med 12. pladsen i netop dette løb. Faktisk kunne det være blevet til langt mere, hvis ikke han havde været så elendigt positioneret i bunden af stigningen, og han overhalede adskillige ryttere på selve Muren. Det vidner om, at det kunne være blevet til noget stort, hvis han havde været i topform. Det er han i år, hvilket han viste med den flotte præstation på kongeetapen i Baskerlandet, som han med lidt held kunne have vundet. Den store udfordring for den tidligere løber, der ikke har meget cykelerfaring, bliver igen positioneringen. Lykkes det at starte helt fremme, kan det blive til hvad som helst for den talentfulde canadier.

Henao er helt sikkert Skys kaptajn, men man skal ikke afskrive Michal Kwiatkowski. Polakken har i år været tilbage på sit 2014-niveau, og efter et lidt skuffende Baskerlandet Rundt var han tilbage i topform i Amstel Gold Race, hvor han vel var stærkeste mand. Specielt var det imponerende, at han kunne sætte Valverde på den stejle Keutenberg, og det vidner om, at han er flyvende. Finalen på Mur de Huy passer ham ikke helt ideelt, da det er en anelse for stejlt. Stigningen er imidlertid kort, og Kwiatkowski har et fantastisk punch også på bakker som disse. Det er således ingen tilfældighed, at han blev nummer 5 i 2013 og nummer 3 i jubelåret 2014. I år er han muligvis endnu bedre, og så kan det måske blive til mere. Spørgsmålet er, om han er for tung til at matche de virkelige specialister, men i det, der kan ende som hans bedste sæson nogensinde, skal man aldrig afskrive løbets måske mest formstærke rytter.

Orica-Scott stiller til start med specialisten Michael Albasini, der helt sikkert vil gøre det godt, men skal australierne vinde, skal de nok satse på Adam og Simon Yates. De britiske tvillinger vil i år for første gang give klassikerne et virkeligt forsøg, og på papiret har de alle de egenskaber, der skal til for at brillere. Således er det ingen tilfældighed, at Adam allerede har vundet Clasica San Sebastian og været meget tæt på at vinde GP Montreal. Simon har ikke haft de samme resultater i endagesløb, men som U23-rytter var han faktisk mere eksplosiv end sin bror, noget han senest viste med den suveræne solosejr i GP Miguel Indurain, hvor han kørte fra bl.a. Henao og Woods i finalen. Begge forbereder sig til Giroen og må formodes at være tæt på topformen, selvom Simon havde et lidt skuffende Baskerlandet Rundt, og Adam ikke har kørt siden Catalonien. Simon var i top 10, da man besøgte Muren i 2015-udgaven af Touren, og siden da er de begge blevet langt bedre. De har begge været blandt de bedste i etapeløbene i dette forår og kan helt sikkert køre med om podiet, hvis de kan placere sig godt i bunden af stigningen, og undgå at brænde kræfterne af for tidligt på grund af deres manglende erfaring.

Sammen med Van Avermaet har Philippe Gilbert været forårets mand, og han stiller til start som en af feltets mest formstærke ryttere. Fleche Wallonne er imidlertid den klassiker, han i mange år hævdede aldrig at kunne vinde, og det kom således som en overraskelse for ham selv, da han triumferede i jubelåret 2011. Det viser, at det kan lade sig gøre for Gilbert selv på denne stejle stigning, men på papiret er det en finale, der er for hård for en type som ham. Selvom han er stærk i år, er han trods alt ikke i samme overlegne klasse som i 2011, og vi tror ikke, at han kan vinde en spurt på Muren. Når han alligevel er en vinderkandidat, skyldes det, at der i år er større chancer for, at løbet ikke ender i en spurt. Vi tror, at Quick-Step vil satse på Martin i finalen, og at Gilbert vil fortsætte sin aggressive taktik. De seneste uger har vist, at han kan være meget svær at fange, hvis først han får et hul, og derfor vil vi ikke udelukke endnu en Gilbert-sejr.

Vi glæder os meget til at se Rigoberto Uran i dette løb. Efter sidste efterår, hvor han kørte helt fantastisk i de italienske klassikere og var meget tæt på at vinde Il Lombardia, har han i år lagt alt an på at vinde en af Ardennerklassikerne. Han har været fremragende kørende hele foråret, hvor han var en af de allerbedste i både Tirreno og Baskerlandet, og på papiret har han eksplosiviteten til at brillere i en finale som denne. Samtidig er han en snu ræv, der er en mester i at time sin spurt, og det vil være en overraskelse, hvis ikke den formstærke colombianer kører med om de allersjoveste placeringer.

Alexis Vuillermoz’ karriere er gået lidt i stå, men lige netop i dette løb har han alle forudsætninger for at gøre det godt. Således er han specialist i at spurte op ad korte, meget stejle stigninger, og det er ikke uden grund, at han blev nummer 6 i 2015 og nummer 3 på Tour-etapen samme år. Sidste år missede han løbet efter et styrt i Amstel, og i år har han siddet ud det meste af første del af sæsonen med en skade. I Baskerlandet viste han imidlertid lovende takter, og det ser ud til, at han er nået at komme i form i tide. Hvis han er tilbage på sit 2015-niveau, kan han køre med om podiet.

Michael Albasini har mest været hjælperytter for Orica-Scott i klassikerne, men i netop Fleche Wallonne har han fået lov at køre sin egen chance. Det har givet pote, idet han to gange har været på podiet og hele seks gange i top 10. Der er derfor ingen tvivl om, at Albasini er en af de virkelige specialister til netop denne finale, og igen i år ser han ud til at have ramt storformen. Som vanligt var han (trods etapesejr) under niveau i Baskerlandet, men han kørte fornemt i Amstel, hvor han blev nummer 3. Derfor vil vi blive overraskede, hvis ikke han er med helt fremme på Muren, men vi tvivler på, at han er stærk nok til at vinde.

Vuillermoz er bedste bud for Ag2r, men også Romain Bardet kan gøre det godt. Franskmanden plejer at køre i Trentino og satse alt på Liege, men i år kører han også Fleche Wallonne. Efter et svært forår viste han topform i Baskerlandet, og han er derfor klar til at gøre det godt i disse to løb, der er hans store forårsmål efter fiaskoen i Paris-Nice, hvor han blev diskvalificeret. Han er en af de bedste klatrere og er ikke uden punch på en kort stigning som denne. Desværre er han nok ikke helt eksplosiv nok til at vinde, og hans bedste mulighed er derfor måske at prøve at foregribe en spurt ved at køre med i et angreb tidligere.

Ligesom sidste år har Warren Barguil timet formen perfekt til klassikerne. Han har ikke været helt skarp i den første del af sæsonen, men i Amstel Gold Race viste han, at niveauet nu er der. Sidste år var han i top 10 i både Fleche og Liege, og han se ud til at være klar til at gentage den bedrift. Han er mest kendt som bjergrytter, men faktisk er han slet ikke langsom, og han har et ganske godt punch, specielt på stejle stigninger som disse. Husk på, hvordan han slog den hurtige Uran som helt ung i en spurt op ad bakke i Vueltaen i 2013. Det vidner om, at han har, hvad der skal til, for at gøre det godt i en finale som denne.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Vi vil også pege på Jarlinson Pantano , som vi glæder os til at se i denne finale. I løbet af det seneste år ha han udviklet sig helt kolossalt, og han er nu i stand til at blande sig med de bedste på stigningerne. I år har han kørt fremragende for Contador i både Catalonien og Paris-Nice, og siden da har han forberedt sig til disse løb. Vi har aldrig set ham præstere på en Mur som denne, men med sin eksplosivitet har han på papiret alle egenskaber, der skal til, for at være med i kampen om podiet i denne finale. Pantano kan meget vel ende som den store overraskelse.

Endelig vil vi pege på supertalentet David Gaudu. Tour de l’Avenir-vinderen har været hypet stort, siden han på Planches des Belles Filles-stigningen kørte en hurtigere træningstid, end Romain Bardet havde gjort under Touren, og siden da har han bekræftet talentet. Det skete ikke mindst i Catalonien, hvor han satte adskillige stjerner til vægs og længe sad hos Froome, Valverde og Contador på kongeetapen. Siden da har han været i god form, senest i lørdagens Tour du Finistere, hvor et sent angreb var tæt på at give ham sejren. Han er kendt som klatrer, men er faktisk også en god puncheur. Han mangler erfaringen og styrken til allerede at vinde i år, men en top 10-placering kunne meget vel lægge grunden til en fremtidig triumf i dette løb.

NB! Den foreløbige startliste er endnu ikke blevet offentliggjort, og derfor er denne optakt baseret på sporadiske informationer fra holdene. Vi vil opdatere optakten, efterhånden som trupperne bliver udtaget.

OPDATERING: Gilbert er skadet og er ude af resten af Ardennerklassikerne. Yates-brødrene fokuserer på Giro d'Italia og har også valgt at skippe løbet.

***** Alejandro Valverde                              

**** Sergio Henao, Dan Martin

*** Michael Woods, Michal Kwiatkowski, Rigoberto Uran, Michael Albasini

** Alexis Vuilllermoz, Romain Bardet, Warren Barguil, Jarlinson Pantano, David Gaudu

* Ion Izagirre, Rui Costa, Samuel Sanchez, Dylan Teuns, Gianni Moscon, Lilian Calmejane, Enrico Gasparotto, Tim Wellens, Diego Ulissi, Diego Rosa, Robert Gesink, Rafal Majka, Pierre Latour, Jelle Vanendert, Julien Simon, Bob Jungels

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Jakob Fuglsang , der blev nummer 8 i 2015. Desværre har han ikke været i topform i de seneste uger. Michael Valgren er også til start, men han må formodes at være for tung til Muren og skal derfor forsøge at angribe fra distancen. Christopher Juul skal støtte Michael Albasini, og Mads Würtz skal hjælpe Robert Kiserlovski og Maurits Lammertink på et ikke særlig stærkt Katusha-hold. Lasse Norman skal sikkert forsøge at komme i udbrud for Aqua Blue Sport.