Optakt: Giro dell'Appennino

Løbets rolle og historie

Som et af cykelsportens kernelande havde Italien engang en fantastisk kalender af endagesløb. Både for- og efterår var fyldt med smukke klassikere i noget af det bedste terræn i verden. Klassikerryttere med punch på stigningerne og en god spurt nød de kuperede ruter til de mange løb i et af sportens kernelande.

De hårde økonomiske tider har desværre taget hårdt på kalenderen, og nu er der ikke mange løb tilbage. De eneste endagesløb i februar er GP Costa degle Etruschi og Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche og GP Industria findes i marts, og i april er der bare ét løb tilbage. Som et af de ældste løb på den italienske kalender, findes Giro dell’Appennino stadig som et vigtigt forberedelsesløb til Giro d’Italia, og på imponerende vis har det faktisk kun været aflyst under 2. Verdenskrig, siden det første gang blev afviklet i 1934.

Løbet er måske gammelt, men det har aldrig haft hverken en fast dato eller et fast format. Den præcise lokation er skiftet mange gange, og det har været afviklet i september, august, april, maj og juni. Den lange historie afspejles i vinderlisten, der inkluderer navne som Fausto Coppi, Emile Daems, Franco Balmamion, Michele Dancelli, Gianni Motta, Felice Gimondi, Gösta Pettersson, Giovanni Battaglin, Francesco Moser, Gianni Bugno, Claudio Chiapucchi, Francesco Casagrande, Damiano Cunego, Gilberto Simoni og Gianbattista Baronchelli. Det var et amatørløb indtil krigen, men har siden da været et løb for professionelle og er nu et 1.1-løb på UCIs kalender.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Som mange andre italienske løb har det haft det svært i de senere år, og det tiltrækker ikke længere det topfelt, som det tidligere gjorde. Faktisk er det nu hovedsageligt et løb for italienere, og det er ikke blevet nemmere af, at så mange andre løb er forsvundet. Nu om dage er det en ret enkeltstående begivenhed, og det giver de store hold mindre incitament til at rejse til Italien. Det afspejles i årets startliste, hvor der end ikke er et eneste WorldTour-hold at finde. For de professionelle kontinentalhold er det stadig en vigtig forberedelse til Giro d’Italia, men nu er det mere et opvarmningsløb til Giro del Trentino (fra i år Tour of the Alps), der starter blot 8 dage senere.

Giro dell’Appenninno er et typisk italiensk endageløs. Det inkluderer nogle alvorlige stigninger, men det har en flad finale og afgøres ofte i en spurt i en lille gruppe. Som mange andre italienske løb, er det en perfekt begivenhed for ryttere, der kan klatre og spurte efter et hårdt løb. På den anden side betyder nøglestigningen Passo della Borchetta, at det er hårdere end mange af de andre endagesløb, og det betyder, at det ofte er en ganske eksklusiv gruppe af klatrere, der er tilbage.

Sidst år viste Sergey Firsanov, at løbet er så hårdt, at man kan tage en solosejr. Russeren kørte alene hjem fra de sidste stigninger og nåede mål 25 sekunder foran en gruppe på 7 ryttere, hvorfra Francesco Gavazzi slog Mauro Finetto i spurten om andenpladsen. Firsanov vender tilbage for at forsvare titlen, men hverken Gavazzi eller Finetto vender tilbage i et forsøg på at forbedre sidste års resultat.

Ruten

Modsat mange italienske endagesløb er Giro dell’Appennino ikke et rundstrækningsløb. I stedet fører det over 199 km fra Novi Ligure på Po-sletten gennem det kuperede terræn nord for kysten og storbyen Genova til Chiavari bare nogle få kilometer vest for Genova. Med starten på Po-sletten er den første del helt flad, men de indledende 30 km er bare opvarmning forud for den brutale finale, idet man med det samme sætter kursen mod sydøst og de mange stigninger i området.

Klatringen starter efter 29,4 km, når man rammer bunden af Passo della Castagnola (4,6 km, 5,1%, max. 17%), der efterfølges af en længere nedkørsel kun afbrudt af en lille kontrabakke.  Herefter gælder det den lange Crocetta d’Orera (7,3 km, 4,6%, max. 9%), der ikke er specielt stejl. Efter toppen fortsætter det med at stige hele vejen til toppen af Passo della Scoffera (9,9 km, 1.8%, max. 7%), der mere har karakter af en gradvist stigende strækning end en reel stigning.

Efter den lange nedkørsel når man frem til Colle Caprile (7,9 km, 4,9%, max. 7%), der efterfølges af Ruta di Camogli (3,8 km, 6,6%, max. 10%) og Le Grazie (4,1 km, 4,2%, max. 8%), der kommer hurtigt efter hinanden adskilt af små nedkørsler. Ingen af disse stigninger er meget stejle, men det samlede antal højdemeter gør en forskel efter en hård dag. Toppene kommer med hhv. 85,2 km, 69,8 km og 50,9 km til mål, og derefter venter en hurtig nedkørsel med flere hårnålesving. Den leder direkte ned til målbyen Chiavari, som passeres efter 150,7 km.

Som noget nyt afsluttes løbet med en omgang på en 48,3 km lang rundstrækning i området øst for Chiavari. Først følger man den helt flade kystvej til Sestri Levante, hvor man drejer til venstre og bevæger sig ind i landet for at køre op ad Monte Domenico (6 km, 6,2%, max. 19%). Den bliver stejlere og stejlere, og de sidste 2 km stiger med hele 9,5% i gennemsnit. Toppen nås, når der resterer 29,2 km og herefter sætter man kursen mod vest, mens man bevæger sig ned af en længere nedkørsel, der afsluttes med et let faldende dalstykke. Med 14,4 km til mål rammer man dagens sidste udfordring, stigning Leivi (5,4 km, 4,8%, max. 14%), der over de først 2,5 km stiger med 7-10%, inden den flader betydeligt ud med stigningsprocenter på 0-4% i den sidste halvdel. Fra toppen resterer bare 9 km, der leder tilbage til kystbyen Chiavari, og det går nedad stort set hele vejen, dg uden væsentlige tekniske udfordringer. Der er skarpe sving med 2500 m og 1000 m til mål, og derefter er det stort set lige ud og fladt i den sidste kilometer.

I forhold til sidste års rute har man fjernet den første flade del ved at flytte starten til Novi Ligure, og man har erstattet den ikoniske Passo della Borchetta med Passo della Castagnola. Derefter rammer man den gamle rute, men i stedet for at afslutte løbet efter Le Grazie-stigningens nedkørsel har man som noget nyt indlagte den afsluttende rundstrækning.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Vejret

Rytterne har udsigt til perfekte forhold. Søndag vil blive solrig med en temperatur på 20 grader, men der er en 20% risiko for en byge i finalen. Der vil kun være en svag til let vind fra sydvest, hvilket giver sidemodvind på den første del, mens der i finalen primært vil være sidevind. Der til være medvind på næstsidste stigning, sidevind på den sidste stigning og modvind på nedkørslen, indtil man får sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Giro dell’Appennino har traditionelt været et lidt svært løb at forudsige, fordi det passer forskellige ryttertyper. På den ene side er ruten som regel så hård, at man skal kør endog meget godt opad for at have en reel chance for at vinde. På den anden side er finalen flad, og derfor har spurtstyrke også været belønnet.

Sidste år viste Sergey Firsanov, at man som god klatrer sagtens kan vinde løbet uden at være hurtig på stregen. I langt de fleste tilfælde har der imidlertid været flere ryttere, der har nået mål sammen, og det har favoriseret de ryttere, der også kan afslutte,

Med indførelsen af den nye rundstrækning er løbet helt klart blevet hårdere end tidligere. De to sidste stigninger er ganske svære, og den sidste kommer nu så tæt på mål, at der reelt ikke er noget fladt stykke efterfølgende. Derfor bliver det langt nemmere for de bedste klatrere at vinde løbet, og de hurtige folk får nok at gøre med at hænge på.

Det får os til at forvente en total dominans af Androni-mandskabet, der har et fabelagtigt hold af klatrere. Deres bedste bud er supertalentet Egan Bernal, der med 13. pladsen på kongeetapen i Tirreno-Adriatico igen viste, at han er fremtidens colombianske superklatrer. I Coppi e Bartali var han igen stærkeste mand på stigningerne, men her var han ikke i stand til at gøre forskellen. Denne gang kommer de sidste stigninger tættere på mål, og det samlede antal højdemeter er større. Det bliver meget svært for de øvrige at følge Bernal, der kan benytte sit stærke hold til at gøre løbet vanvittigt hårdt. Derfor tror vi, at Bernal tager sejren.

Faktisk kan hans værste rival meget vel vise sig at være en holdkammerat. Rodolfo Torres skuffede stort i 2016, indtil han pludselig fandt formen mod slutningen. Han var således blandt de stærkeste i Il Lombardia, og i år var han flyvende i San Juan, hvor han kun blev slået af Rui Costa på kongeetapen. Siden har han imidlertid ikke kørt meget, og han har slet ikke været i aktion siden de colombianske mesterskaber, hvor han ikke ramte sit topniveau. I Coppi e Bartali var han imidlertid i stand til at følge de bedste på stigningerne, og han burde være endnu bedre i dette løb, der passer ham fint. Torres og Bernal kan sagtens ende med at køre sammen til stregen, og så kan de frit bestemme, hvem der skal vinde. De skal imidlertid af med deres rivaler, da ingen af dem er hurtige på stregen.

En af de få, der har en reel chance for at følge comolmbianerne er Matteo Busato. Italieneren har haft en svær start på sæsonen med flere helbredsproblemer, men i Coppi e Bartali viste han med tredjepladsen på kongeetapen, at han er tilbage i form. Busato fik sit gennembrud sidste år, hvor han blandt andet sad med i finalen i dette løb, og han har den fordel, at han faktisk har en ganske fin spurt. Holdet har også Daniel Martinez, der er en meget talentfuld klatrer, men ikke synes at være i topform,

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Normalt ville man vurdere Marco Canola til at være for tung til at vinde på denne hårde rute, men intet synes at være umuligt for italieneren, der bare bliver bedre og bedre. Efter at have klatret chokende godt i Coppi e Bartali tog han en flot sejr i Volta Limburg Classic, og han er helt tydeligt i storform. Vi tror stadig, at han får svært ved at følge de bedste, men hvis han kommer med hjem, vinder han med garanti spurten. Han har støtte af de mere rene klatrere Ivan Santaromita og Iuri Filosi, der imidlertid ikke været på Canolas niveau. Filosi har dog været imponerende og er et stort talent.

Andronis tredjebedste kort er Mattia Cattaneo, der i år endelig har vist, hvorfor han er en tidligere vinder af Baby-Giroen. Han har været flyvende siden begyndelsen af året og bør kunne lide denne rute. I Coppi e Bartali klatrede han ikke helt så godt som sine holdkammerater Bernal og Torres, og derfor er han måske længere nede i hierarkiet. Til gengæld har han den fordel, at han er hurtigere på stregen.

Amore e Vita stiller med Danilo Celano , der er et ganske lovende klatretalent. Han gav allerede prøver på formatet sidste år, men i 2017 har han taget endnu et skridt. I Coppi e Bartali sad han således med de bedste hjem på kongeetapen, men han rammes af, at han ikke er specielt hurtigt. Holdet har også talentet Pierpaolo Ficara , der kørte fantastisk i dette løb sidste år, men denne gang slet ikke har været på samme niveau.

En af de ryttere, der skal sættes inden stregen er Nicola Gaffurini, der klatrede flot i Coppi e Bartali. Umiddelbart er ruten for hård for ham, men det kan ikke udelukkes, at han kan sidde med hjem. Sker det vil han med stor sandsynlighed være en af de allerhurtigste. Også Antonino Parrinello er farlig i en spurt, men han klatrer ikke helt så godt som Gaffurini.

Den forsvarende vinder Sergey Firsanov var sidste år flyvende i dette løb. I år er han ikke på samme niveau, fordi han satser på at ramme topformen i Giroen. Derfor var han heller ikke godt kørende i Coppi e Bartali, og vi tvivler på, at han har formen til at køre med de bedste. Samtidig er han ikke hurtig i en spurt. Vi vil dog ikke udelukke noget for en af løbets bedste klatrere.

Supertalentet Giulio Ciccone , der vandt en etape i Giroen i sin første sæson, er først netop startet sæsonen efter et mindre skadeshelvede. Derfor er han næppe i form til at køre med om sejren. Han viste imidlertid fin fremgang i Coppi e Bartali, og hvis han siden har nærmet sig topformen, er han en trussel på en hård rute som denne.

Manuel Senni og Manuel Bongiorno er begge store klatretalenter, men ingen af dem var i stand til køre med de bedste i Coppi e Bartali. Da de ikke kan spurte, får de svært ved at vinde, men specielt Bongiorno har gode muligheder for at have forbedret formen, da han først sent fik kontrakt. Også colombianeren Camilo Gomez og østrigeren Sebastian Baldauf har en mulighed for at følge de bedste på stigningerne.

Endelig vil vi pege på Meridiana Kamen-duoen Matteo Rabottini og Davide Mucelli. Begge har vist fornuftig form i de første løb og klatrer godt nok til at spille en rolle. Begge kan også afslutte, og specielt Mucelli vil være farlig i en spurt.

***** Ergan Bernal

**** Rodolfo Torres, Matteo Busato

*** Marco Canola, Mattia Cattaneo, Danilo Celano, Nicola Gaffurini

** Sergey Firsanov, Giulio Ciccone, Manuel Senni, Matteo Rabottini, Davide Mucelli, Manuel Bongiorno, Antonino Parrinello, Camilo Gomez, Ivan Santaromita, Daniel Martinez, Sebastian Baldauf

* Marco Zamparella, Fabian Lienhard, Edoardo Zadini, Ilya Koshevoy, Pierpaolo Ficara, Ivan Rovny, Stefano Pirazzi

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.