Optakt: GP de Québec og GP de Montréal

De to canadiske løb Grand Prix Cycliste de Québec og Grand Prix Cycliste de Montréal har på utroligt kort tid opnået en særdeles vigtig status på WorldTour-kalenderen. Det er på blot femte år, at de to løb er en del af cykelsportens fineste løbsserie, men et utal af verdensstjerner tager nu til Canada for at forberede sig til VM.

Det er der flere rigtig gode grunde til. For det første - og måske vigtigste - køres løbene modsat langt størstedelen af endagsløbene på WorldTouren på en rundstrækning, der gennemkøres flere gange. Kun GP Ouest France - Plouay køres på samme måde, og mange af de samme ryttere kører disse løb netop af denne årsag. Det at køre den samme strækning igen og igen er rigtig god træning frem mod VM, blandt andet fordi løbene køres på nogenlunde samme måde.

For det andet er begge løb ganske kuperede og køres ofte ekstremt hårdt, hvorfor hårdheden minder om den, rytterne kan forvente, når regnbuetrøjen skal uddeles til herre eliten 28. september.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

De to løb minder meget om hinanden, og det er ofte de samme ryttere, der kører begge løb, da de ligger to dage efter hinanden, hvorfor det også er nogenlunde de samme favoritter til begge løb. Endnu har ingen formået at vinde begge løb samme år, og den eneste, der har begge løb på sin palmarès, er Robert Gesink, som vandt i Montréal i 2010 og i Québec sidste år.

Ruten: GP de Québec (12. september)

I og omkring Québec er ruten ændret lidt i år. Det er en 18,1 km lang rundstrækning, som skal gennemkøres 11 gange, hvorved der er 199 km på programmet.

De første 14 km er forholdsvis udramatiske. Rytterne starter på toppen af en bakke og kører på flad vej de først seks kilometer. Herefter går det kort nedad, og så er det fladt frem mod finalen, som udgøres af fire korte bakker. Det er de samme fire stigninger, som løbet altid har indeholdt, og de er alle placeret på de sidste fire kilometer af rundstrækningen.

Først venter Côte de la Montagne (375 meter, 10 %). Efter en kort nedkørsel følger Côte de la Potasse (420 meter, 9 %), inden først Montée de la Fabrique (190 meter, 7 %) og afslutningsvis målstigningen Montée du Fort (1000 meter, 4 %) venter.

Ruten er noget mindre hård i år, da afstanden mellem bakkerne er længere, og der er flere flade kilometer. Antallet af højdemeter er dalet fra knap 3.000 til 2.310, men at målstregen ligger på toppen af en bakke vil naturligvis altid sørge for, at løbet passer de hårde drenge. Alligevel peger det mere i retning af en holdbar sprinter end en bjergrytter som årets vinder.

Ruten: GP de Montréal (14. september)

Ruten i Montréal er på papiret den mest selektive af de to løb, fordi stigningerne er sværere. På den 12,1 km lange rundstrækning, der køres 17 gange, skal der på hver runde forceres tre stigninger. Kort efter starten kommer løbets sværeste stigning, Côte Camilien-Houde, der med sine 8 % stigning over 1,8 km får løbet til at minde mere om Liège-Bastogne-Liège end Amstel Gold Race.

Efter nedkørslen ledes rytterne hen til Côte de la Polytechnique (780 m, 6 %), som toppes efter 6,5 km. Derfra går det let nedad hele vejen til bunden af målstigningen på Avenue du Parc, som er 560 meter med 4 % stigning.

Forskellen på de to løb er, at selvom GP de Montréal har hårdere stigninger og 1.500 højdemeter mere end GP de Québec, så ligger de længere fra målstregen, og der kan derfor i højere grad nå at ske sammensmeltning mellem grupperne. Sidste år tog Peter Sagan en sikker solosejr, men 52 ryttere nåede alligevel i mål inden for det første minut efter slovakken.

Favoritterne

På trods af deres forskelligheder er det stadig nogenlunde de samme ryttere, der kan tænkes at gøre sig gældende i de to løb, og den type af ryttere er der rigtig mange af.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

En holdbar rytter med en god spurt er grundessensen af næsten alle ryttere på favoritlisten; det kræver et godt punch, hvis man skal slippe væk eller vinde en decimeret massespurt, og i modsætning til Ardenneklassikerne kommer udholdenheden i mindre grad i spil, fordi løbene "kun" er 200 km.

Selvom dette har været devisen i hvert eneste udgave af de to løb, så var der alligevel nok ikke mange, der havde set Robert Gesink vinde spurten om sejren i Québec med folk som Greg Van Avermaet, Arthur Vichot, Tom-Jelte Slagter og Matti Breschel i samme gruppe. Det viser bare, at på trods af ovenstående kan man aldrig regne med noget, når der køres cykelløb.

Meget afhænger af, hvordan løbene bliver kørt, men en rytter, der kan klare sig i næste alle scenarier, er Simon Gerrans (Orica-GreenEDGE). Gerrans vandt i Québec for to år siden, og han har alle karakteristika til at gøre ham til storfavorit i de canadiske løb - han er imponerende holdbar, og han har altid en fremragende spurt i baghånden. Ikke bare til at slå Alejandro Valverde og Michal Kwiatkowski i Liège-Bastogne-Liège, men også til at holde Peter Sagan bag sig i Tour de Frane.

Australieren er det åbenlyse vinderbud, og han viste med sin tredjeplads i Vattenfall Cyclassics efter Alexander Kristoff og Giacomo Nizzolo, at han er i form igen efter at være udgået af Tour de France. Gerrans bakkes op af et formidabelt hold, hvor Michael Albasini, tilbagevendte og formstærke Daryl Impey, Simon Yates og evigt fightende Pieter Weening alle kan køre med om sejren på en god dag.

At Greg Van Avermaet (BMC) er blandt feltets allerstærkeste ryttere, hersker der slet ingen tvivl om. Hans problem er som regel, at han kører med cirka halvt så meget taktisk snilde som Peter Sagan - og det er altså ikke det helt store! Han har evnerne til at køre med om sejrene i de største cykelløb i verden, men han kører med hovedet under armen og slår sig selv ihjel, inden de er nået til målstregen. Hvis han skal sejre i Canada, skal han angribe på det helt rigtige tidspunkt, og så har han spurten og holdbarheden til at gøre det færdigt.

Hans 23-årige landsmand Tim Wellens (Lotto-Belisol) er lidt samme ryttertype, men han virker til at have bedre styr på det taktiske aspekt af sporten, og hans sejr i Eneco Tour viser, at han er klar til at tage skridtet op til de store endagsryttere. Han har chancen for at bevise det i Canada i løb, der passer ham perfekt.

Tony Gallopin (Trek Factory Racing) viste i San Sebastian sidste år, at han ved, hvordan man skal udnytte en situation taktisk, og det kan give ham chancen for sejr i Canada. Han er meget holdbar og utrolig spurtstærk, men hans præstationer i de seneste endagsløb har ikke været så overbevisende, så han skal slippe af med de hurtigste, hvis chancen for sejr skal bevares.

Der er ingen tvivl om, at Alexander Kristoff (Katusha) er the in-form rider of the moment. Nordmanden har haft en formidabel sæson, der bare bliver bedre og bedre. Den seneste sejr i rækken kom i Vattenfall Cyclassics, hvor Kristoff stod for presset som storfavorit og knuste al modstand i massespurten. Kristoff har to svage punkter: Ruten er måske en kende for hård til ham, og han må nødvendigvis begynde at blive træt efter en lang periode i storform. Han er den eneste rytter, der har farten til at slå Gerrans i en samlet spurt, så det australske hold skal sætte ham af inden finalen.

Lidt af en joker er verdensmesteren Rui Costa (Lampre-Merida). Portugiseren vil gøre alt for at forsvare sin regnbuetrøje i Ponferrada, men han har kun haft en enkelt løbsdag, siden han udgik af Tour de France, hvorfor formen er ét stort spørgsmåltegn. Har Costa fundet guldbenene frem, er han en potentiel vinder af begge løb.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Tager vi klaphatten på et øjeblik, er det Matti Breschel, de største forhåbninger skal knyttes til. Tinkoff-Saxo-rytteren blev sidste år nummer otte i Québec og viste i Eneco Tour, at formen er god, men han har en tendens til ikke at leve op til det, når presset er på ham. Derfor er Michael Rogers kaptajn på holdet, og hans angreb vej op eller ned ad Côte Camilien-Houde i Montréal kan på en god dag ende i en sejr. Jesper Hansen og Nicki Sørensen er også på holdet, men det bliver nok som hjælpere. Jakob Fuglsang er en del af Astana, men danskeren er på vej tilbage efter styrtene i Post Danmark Rundt og kommer nok ikke til at gøre det store væsen af sig.

Favoritvurdering

*****: Simon Gerrans

****: Greg Van Avermaet

***: Tim Wellens, Tony Gallopin, Alexander Kristoff

**: Rui Costa, Julian Alaphilippe, Giacomo Nizzolo, Simon Geschke, Enrico Gasparotto, Ramunas Navardauskas

*: Gianni Meersman, Michael Rogers, Geraint Thomas, Matti Breschel, Tejay van Garderen, Bauke Mollema, Tom Jelte Slagter