Optakt: GP Industria & Artigianato

Løbets rolle og historie

Italien har i mange år været kendt for sin imponerende kalender af endagesløb, men det seneste årti har tæret på den flotte løbsserie. Mange af løbene er forsvundet, og selvom enkelte har haft held til at vende tilbage, er kalenderen slet ikke, hvad den var i sin storhedstid.

Et af de mange løb, der led en krank skæbne, er GP Industria & Artigianato, der afvikles i byen Larciano. Efter skabelsen i 1977 blev det afviklet hvert eneste år, indtil arrangørerne i 2015 måtte kaste håndklædet i ringen og aflyse begivenheden. Heldigvis har de siden haft held til at bryde den kedelige tendens, og sidste år genopstod løbet, endda i et langt stærkere format, hvor man havde samlet det vel nok stærkeste felt hidtil.

Løbet blev faktisk allerede skabt under navnet Circuito di Larciano i 1967, hvor det opstod som en serie af gadeløb. I 1977 fik det sit nuværende navn, inden det i 1979 blev til et endagesløb. Straks fra start blev det en ganske prestigiøs begivenhed, der i de tidlige år blev vundet af navne som Frano Bitossi, Roger De Vlaeminck, Felice Gimondi og Francesco Moser, og man havde en vis Eddy Merckx på podiet, inden man blev til et endagesløb. Som så mange andre italienske endagesløb, nød det aldrig den store internationale appel, og italienerne har domineret uafbrudt siden starten. Det har imidlertid som regel tiltrukket de bedste italienske klassikerryttere og er således i de senere år vundet af navne som Danilo Di Luca, Davide Rebellin, Damiano Cunego, Vincenzo Nibali og Filippo Pozzato.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Som så mange andre italienske endagesløb begyndte man i dette årtusinde gradvist at tabe status, og cykelsportens globalisering samt den økonomiske krise betød, at det i stigende grad blev svært at tiltrække udenlandske hold. Det blev ikke hjulpet af en usikker kalenderplacering. Indtil 2014 blev løbet betragtet som vigtig forberedelse til Giroen, og det blev i et par år afholdt sammen med Giro della Toscana i en weekend i april. I de år tiltrak man sig som regel et fint felt, og rollen som forberedelse til en grand tour gjorde det til et svært løb.

I 2014 blev løbet flyttet til juli og blev dermed afholdt under Tour de France. Det gav herved ryttere, der ikke var i Frankrig, en mulighed for at få løbskilometer i benene på en tid, hvor der ikke sker meget andet i den professionelle cykelverden, men det fik stort set ingen opmærksomhed. Derfor kom det ikke som en stor overraskelse, at løbet blev aflyst i 2015.

Heldigvis er det lykkedes arrangørerne at genetablere løbet, og denne gang har man truffet den kloge beslutning at flytte det til marts. Efter Roma Maximas forsvinden for et par år siden har der været en ledig plads søndagen efter Strade Bianche. Sidste år blev den 39. udgave afviklet i netop det tomrum, og det tog stjernerne godt imod. På denne tid af året leder mange ryttere efter muligheder for at forberede sig til større mål, og ved at slå pjalterne sammen med Strade Bianche, der i forvejen tiltrækker et fantastisk felt, kan man nu tilbyde en weekend med to solide endagesløb som forberedelse til næste uges Tirreno-Adriatico. Blandt deltagerne sidste år var Vincenzo Nibali, Rigoberto Uran, Diego Ulissi, Simon Gerrans, Adam Yates, Davide Formolo og Esteban Chaves, og feltet var således meget mere internationalt, end det tidligere har været. Strade Bianches nye status som WorldTour-løb har bestemt ikke skadet muligheden for at tiltrække internationale navne, og i år er folk som Nairo Quintana, Nibali, Uran, Yates og Giovanni Visconti alle at finde i et felt, der har hele syv af de 18 WorldTour-hold til start.

Løbet er et helt typisk italiensk endagesløb, idet det inkluderer en hård rundstrækning med en svær stigning tæt på en flad finale. Dermed er det endnu en begivenhed, der er som skabt til Ardennerspecialister, der kan angribe på den sidste stigning eller bruge deres gode spurt til at vinde i en lille gruppe - nøjagtig som det er tilfældet i de fleste løb på den italienske kalender.

Set i det lys var det ikke overraskende, at det i 2016 lykkedes Simon Clarke med et angreb på den sidste stigning at køre sig til en solosejr. Australieren nåede mål 3 sekunder foran en forfølgergruppe, der var kommet fri på nedkørslen, og her slog Andrea Fedi Giovanni Visconti og Rigoberto Uran i spurten om andenpladsen, inden Francesco Gavazzi var første mand i en 10-mandsgruppe yderligere 10 sekunder senere. Clarke vender tilbage for at forsvare sin titel og får igen i år støtte af Uran, mens Visconti også er tilbage som del af Bahrain-Meridas hold. Til gengæld kæmper Fedi stadig med knæproblemer, og han er derfor ikke at finde i årets felt.

Ruten

Som sagt er løbet et typisk italiensk endagesløb med en hovedsageligt flad første del og en vanskelig rundstrækning mod slutningen, hvor der venter en svær stigning samt en nedkørsel til en flad finale. Stigningen er imidlertid sværere og kommer tættere på mål, end den gør i de fleste andre løb, og det betyder, at GP Industria & Artigianato er en anelse mere selektivt og mindre skabt til stærke sprintere end mange af de øvrige løb på den italienske kalender. Der er således tale om et løb, hvor Ardennerspecialister og klatrere har en langt bedre chance for at gøre en forskel, og det har været afspejlet i de seneste to udgaver, der er blevet vundet af henholdsvis Simon Clarke og Adam Yates.

Formatet er blevet ændret lidt fra år til år, men nøgleudfordringen er altid San Baronto-stigningen. Det vil igen være tilfældet i 2017. En ny rute blev introduceret i 2014, og arrangørerne er så tilfredse med det net nye set-up, at man har genbrugt det i både 2016 og 2017.

Det 199,2 km lange løb både starter og slutter i Larciano og kan inddeles i to dele. Først skal rytterne køre fire omgange på en 22,3 km lang rundstrækning i området syd for byen. Her er terrænet helt fladt, og der er stort set ingen klatring overhovedet.

Anden halvdel af løbet er meget hårdere, da rytterne nu bevæger sig ind i bakkerne nordøst for byen. Det sker, når de tilbagelægger fire omgange på en 27,5 km lang rundstrækning, der stort set intet har til fælles med den, der blev benyttet til løbets første del. De første 11,8 km er ganske vist flade, men herefter rammer feltet San Baronto-stigningen (10 km, 3%). De første 6 km af denne er ganske hårde, men derefter bliver det lettere, og stigningen har flere relativt flade stykker. Toppen kommer med 5,9 km til mål, og derefter går det hovedsageligt nedad, indtil man når de sidste 1500 m, der er flade. Nedkørslen er teknisk vanskelig, indtil man passerer 4 km-mærket, hvorfra der hovedsageligt er tale om en lang, lige vej. Inden for de sidste 1500 m er der således kun et ganske blødt sving. De sidste 500 m stiger med en gennemsnitlig stigningsprocent på 2.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Vejret

Det dårlige vejr, der prægede Strade Bianche hænger ved. Søndag starter regnfuldt, men det ser ud til, at det skulle blive tørt i løbet af eftermiddagen. Temperaturen vil imidlertid bare være 8 grader. Der vil være en frisk vind fra sydvest, hvilket hovedsageligt giver med- og modvind på den første rundstrækning og sidevind på den anden rundstrækning. Der vil være sidemedvind på stigningen og modvind og sidemodvind på stykket tilbage til målet i Larciano.

Favoritterne

Den nye rute har nu været benyttet to gange, og vi har derfor en god ide om, hvad vi kan forvente. San Baronto er en meget lang stigning, men den er ikke særlig stejl, og det er derfor ikke en stigning for rene klatrere. Sidste år lykkedes det således en stor fyr som Ramunas Navardauskas at sidde med i den første større gruppe, der spurtede om femtepladsen, og i 2014 sad folk som Jerome Baugnies og Antonino Parrinello, der ikke er rene klatrere med helt fremme.

Det ændrer imidlertid ikke på, at GP Industria er et meget hårdt løb, og man kommer ikke langt, hvis man ikke kan køre opad. Det er imidlertid heller ikke et løb for de rene klatrere, der mangler en hårdere stigning til at gøre en forskel. Derimod er det et perfekt løb for Ardennerryttere, der både kan overleve stigningen og har en god spurt i den flade finale. Samtidig vil en god nedkørsel være vigtig i den teknisk vanskelige finale.

Det dårlige vejr vil bidrage til at gøre løbet endnu mere selektivt, og kulden kan blive en afgørende faktor, der måske vil sætte nogle af de spinkle fyre ud af spillet. Samtidig vil der være medvind på stigningen, og det vil gøre det hårdere for de mindre gode klatrere. Omvendt vil der være modvind efter toppen, og dt vil gøre det vanskeligere for en enlig rytter at holde eventuelle forfølgere bag sig.

Cannondale møder op som forsvarende mestre og kan ventes at tage kontrol sammen med Bahrain-Merida, der meget gerne vil vinde med enten Giovanni Visconti eller Vincenzo Nibali. Specielt sidstnævnte vil sandsynligvis prøve at gøre løbet hårdt, og de har et meget stærkt hold til at gøre planerne ud i livet. Derfor forventer vi et relativt selektivt løb, hvor de afgørende angreb vil blive sat ind på den sidste stigning. Det bliver ikke nemt for en enlig rytter at gøre en forskel, men som Clarke viste sidste år, kan det lade sig gøre. Det mest sandsynlige er dog, at en mindre gruppe skal spurte om sejren.

I det lys vil vi udpege Giovanni Visconti som vores favorit. Italieneren er på hjemmebane, og han har ikke lagt skjul på, at han drømmer om at vinde her. Derfor tror vi også, at Bahrain hovedsageligt vil køre for ham, specielt fordi ruten passer ham glimrende. Han viste med fjerdepladsen på Green Mountain i Oman, at formen er helt fantastisk, og denne stigning bør ikke være for hård for ham. Han bekræftede formen med en fin præstation i Strade Bianche. Samtidig er han hurtig i en spurt, støtter af et stærkt hold og en fremragende nedkører. Alt i alt har han alle forudsætningerne for at vinde, og derfor er han vores favorit.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Cannondale har flere kort, men det bedste er Rigoberto Uran, der i år satser fuldt ud på endagesløbene. Strade Bianche var hans første mål, men det blev ødelagt af uheld. Han viste imidlertid fin form i Ruta del Sol, og meldingen er, at han er langt længere fremme nu. I sidste års Il Lombardia viste han, hvor glimrende en endagesrytter han er, og dette løb passer ham ganske fint. Han er således en god nedkører, og blandt klatrerne er han sammen med Visconti den hurtigste i en spurt.

Jhonatan Restrepo er på vej mod lidt af en gennembrudssæson. Han blev nummer 10 i Tour Down Under, 4 i Cadel Evans Great Ocean Road Race og vandt spurten om andenpladsen bag den suveræne Valverde i Vuelta a Murcia. Dette løb ligger godt til ham, idet stigningen ikke er vanvittigt hård, og idet han med stor sandsynlighed vil være den hurtigste i en spurt, hvis han overlever. Han kan næppe køre med de bedste i angrebene, men hvis en gruppe samles, vil han være klar til at slå til i en spurt. Desværre er vi lidt bekymrede for, om formen stadig er i top, da han havde det svært i Abu Dhabi og udgik af Strade Bianche.

Hvis en gruppe skal spurte om sejren, vil Francesco Gavazzi også være blandt de helt store favoritter. Italieneren er specialist i sit hjemlands endagesløb, og også dette passer ham ganske glimrende. Den sidste stigning er måske en anelse for hård for ham, men han sad fint med fremme sidste år. Samtidig klatrede han imponerende flot i Ardeche i sidste weekend, og formen synes derfor at være helt i top. Hvis haner med hjem til at spurte om sejren, bliver han meget svær at slå.

Den forsvarende vinder Simon Clarke hævder, at han er i samme form som sidste år, og det gør ham automatisk til en af de store favoritter. Australieren er ikke ren klatrer, men denne stigning er ikke værre, end han kan klare den. Han får nok svært ved at gentage sidste års suveræne solobedrift, idet der er bedre klatrere og et stærkt Bahrain-Merida-hold til at kontrollere, men skal en mindre gruppe spurte om sejren, vil han være en af favoritterne, specielt fordi han har Uran til at køre lead-out.

Der er ingen tvivl om, at Adam Yates, Vincenzo Nibali og Nairo Quintana er de bedste klatrere, men vi tvivler på, at stigningen er hård nok til, at de kan gøre en forskel. Det kan imidlertid ikke udelukkes. Nibali har samtidig den fordel, at han måske kan drage fordel af den regnvåde nedkørsel til at sætte konkurrenterne. Yates kan udnytte, at han har en god spurt, men vi er lidt usikre på australierens form, idet han sjældent har været god på denne tid af året. Quintana får til gengæld svært ved at vinde og vil nok primært bruge løbet som træning.

Mattia Cattaneo har været absolut flyvende på det seneste og bør være en af de allerbedste på stigningen. Han er ikke helt langsomt i en spurt, men han skal dog af med de fleste for at have en reel chance. Også hans holdkammerat Egan Bernal bør være god, men han skal alene til stregen.

Jose Goncalves viste storform i dagens Strade Bianche. Normalt vil dette løb passe ham helt perfekt, idet han er hurtig i en spurt. Han brugte imidlertid mange kræfter i dag og skal muligvis køre for Restrepo i finalen.

Endelig er det ikke umuligt, at folk som Alberto Bettiol, Sep Vanmarcke, Ramunas Navardauskas, Marco Marcato og Carlos Barbero kan overleve stigningen, hvis løbet blive knap så selektivt. De vil alle være i stand til at vinde en spurt.

***** Giovanni Visconti

**** Rigoberto Uran, Jhonatan Restrepo

*** Franscesco Gavazzi, Simon Clarke, Adam Yates

** Vincenzo Nibali, Mattia Cattaneo, Ramunas Navardauskas, Sep Vanmarcke, Alberto Bettiol

* Nairo Quintana, Matteo Busato, Valerio Conti, Marco Canola, Damien Howson, Jack Haig, Paolo Toto, Luca Wackermann, Carlos Barbero, Marco Marcato, Egan Bernal, Javier Moreno, Filippo Pozzato

Danskerne

Mads Würtz Schmidt er til start for Katusha, men han må formodes at skulle køre for Jose Goncalves og Jhonatan Restrepo på en rute, der bør være for hård til ham.