Optakt: Herald Sun Tour

Løbets rolle og historie

Herald Sun Tour blev tidligere afviklet i det europæiske efterår og var en chance for de europæiske ryttere til at gøre brug af deres gode form sidste på sæsonen til at score et sidste topresultat i et felt domineret af australske ryttere. Desværre har Australiens ældste løb haft økonomiske problemer, og det blev derfor taget af UCI-kalenderen og endda en overgang aflyst.

Løbet er imidlertid nu blevet flyttet til afslutningen på den australske summer og er nu den sidste begivenhed i en serie, der også inkluderer de nationale mesterskaber, Tour Down Under og Cadel Evans Great Road Race. Skiftet blev gennemført for tre år siden, og arrangørerne håbede at kunne drage fordel af en synergieffekt mellem de forskellige løb, men de havde ikke megen succes. I 2015 håbede man, at tilføjelsen af Evans’ løb kunne give et boost, men det udeblev også. Mens alle WorldTour-holdene var til start ved Tour Down Under, forblev otte af dem i landet til Evans’ farvelløb, men det var kun Orica-GreenEDGE, der senere stillede til start i Herald SUN Tour. Derfor var det ingen overraskelse, at det lokale WorldTour-hold dominerede løbet ved at vinde tre ud af fire etaper (en med Cameron Meyer og to med Caleb Ewan) og tage den samlede sejr med Meyer. Avanti-duoen Patrick Bevin og Joe Cooper fuldendte podiet.

Det tager imidlertid altid lidt tid at etablere en begivenhed som en årligt tilbagevendende begivenhed på en ny dato, og derfor er Herald Sun Tour nærmest som en nyskabelse. Derfor er det ingen overraskelse, at feltet er blevet stærkere og stærkere med årene, og sidste år nåede det et foreløbigt højdepunkt, da Chris Froome pludselig trak løbet ind i det internationale rampelys ved højst overraskende at starte sin sæson i det relativt lille løb. Dermed har det nu etableret sig som et alternativ til løbene i Europa og Mellemøsten. To etapeløb og et endagesløb giver en ganske solid blok i Australien, og modsat Europa har området næsten garanti for godt vejr. Sidste år tiltrak det ud over Orica-GreenEDGE også Sky og Trek, og selvom det fortsat var ganske få ryttere, der deltog i alle tre løb, var synergien mellem begivenhederne langt bedre og feltet derfor langt stærkere. Samtidig gav løbet plads til flere kontinentalhold end de større begivenhed, og dermed er det for mange af de hjemlige ryttere lidt af et sæsonhøjdepunkt.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Løbet blev skabt helt tilbage i 1952 og blev i de første 30 år totalt domineres af hjemlige ryttere. Herefter begyndte det langsomt at tiltrække flere udenlandske ryttere, og således blev det vundet af udlændinge mellem 1987 og 2001. I 2000 flyttede løbet til oktober, men det gjorde desværre igen løbet til primært en australsk affære. Efter at Bradley Wiggins havde vundet i 2009, forsøgte man første gang at flytte løbet til februar, men det mislykkedes og resulterede i en aflysning i 2010. Efter at være blevet afviklet i oktober i 2011, blev det endelig rykket til januar i 2013, men var ikke en del af UCI-kalenderen. Det har det imidlertid været siden 2014.

I år har løbet udsigt til at blive stærkere besat end nogensinde og få mere opmærksomhed end hidtil. Det skyldes, at Froome igen har meldt sin ankomst, og derudover afslutter Esteban Chaves sin store australske sommerrundtur ved også at stille til start i seriens mindste løb. Umiddelbart skulle man tro, at det forhold, at Cadel Evans Great Ocean Road Race nu er på WorldTouren og dermed har 15 af de 18 WorldTour-hold til start, ville anspore mange hold til at blive i Australien. Det er imidlertid ikke tilfældet, og således er det kun Sky og Orica-Scott, der kører det fulde program. De får selskab Roompot, Gazprom-Rusvelo, Unitedhealthcare og Aqua Blue Sport fra det profesionelle kontinentalniveau, mens resten af feltet udgøres af kontinental- og landshold.

Sidste år vandt Froome løbet under lidt specielle omstændigheder. Sammen med holdkammeraten Peter Kennaugh, havde han smadret feltet på den første af to bjergetaper, og der var udsigt til, at Kennaugh skulle vinde samlet. Som led i et taktisk spil på sidstedagens kongeetape til toppen af Arthur’s Seat, endte Froome imidlertid med at tage både etapesejren og den samlede triumf. Kennaugh måtte nøjes med andenpladsen, mens Damien Howson tog den sidste plads på podiet. Froome kommer som sagt tilbage for at forsvare titlen, men denne gang må han klare sig uden Kennaugh. Howson er også med igen, men må denne gang ventes at skulle arbejde for Chaves.

Ruten

Herald Sun Tour afvikles i delstaten Victoria, der har et ganske bjergrigt terræn at byde på. I de senere år har man imidlertid hovedsageligt holdt sig fra de værste stigninger og i stedet sammensat en rute, der har passet til puncheurs. Tidligere havde man en længere enkeltstart, men det har ikke været tilfældet i de senere år, hvor løbet primært har været afgjort af den meget korte prolog i Melbourne samt sidstedagens kongeetape til toppen af den korte, stejle Arthur’s Seat-stigning. Sidste år gjorde man løbet en anelse hårdere, idet man på første linjeløbsetape havde en vanskelig stigning i finalen, og det var her Kennaugh og Froome lagde grunden til deres dominans.

Med udsigt til at kunne tiltrække både Froome og Chaves i 2017 var løbsdirektør John Trevorrow imidlertid ansporet af ideen om at kunne promovere sit løb ved at have et rigtigt bjergslag mellem to af verdens bedste klatrere. Derfor vender løbet i år tilbage til de virkelige bjerge, og for første gang i mange år er der en etape med en decideret bjergafslutning. Den kommer allerede dagen efter den korte, eksplosive prolog, der er blevet lidt af en klassiker, og det er den lange stigning til Falls Creek, der vil være rammen om dysten mellem Froome og Chaves. Herefter følger to lettere etaper, inden det hele afgøres på endnu en vanskelig etape, når løbet afsluttes med en svær rundstrækning i Kinglake. Dermed udgår den klassiske etape til toppen af Arthur’s Seat.

Prolog

Det er efterhånden blevet en klassiker, at løbet indledes med den velkendte 2,1 km lange prolog langs Yarra River i Melbourne, og det vil også være tilfældet i 2017. Straks fra start er der en lille stigning, når rytterne skal over broen, der leder henover floden, men derefter flader det ud, mens rytterne passerer gennem Alexandra Gardens. Efter 1,5 km venter der imidlertid endnu en mindre stigning. Etapen har relativt mange sving og er derfor en ganske teknisk affære.

En så kort prolog passer vanligvis sprinterne bedre end de kraftfulde enkeltstartsspecialister, og på denne rute er der brug for en kombination af power og accelerationsevne. Dermed kan vi forvente at se en blanding af disse to ryttertyper i fornt, som det har været tilfældet i de senere år. I de seneste to år har prologspecialisten William Clarke begge gange slået Caleb Ewan med bare et sekund, og hvert år har sprinterne domineret top 10. I 2014 vandt Jack Bauer foran Tom Scully og Clarke. I år er ruten hårdere, og derfor bliver prologen mindre afgørende, men det er vigtigt for klassementsrytterne ikke at miste for mange sekunder. Heldigvis er tidsforskellene altid meget små.

1. etape

Som nævnt har arrangørerne i år valgt at vende tilbage til de høje bjerge for første gang i mange år, men lidt overraskende sker det allerede på den første rigtige etape, der samtidig er løbets kongeetape. Den fører rytterne over 174,2 km fra Wangaratta til toppen af Falls Creek-stigningen. De første 89,4 km er næsen helt flade, men derefter fælder det kategori 1-stigningen Tawonga Gap, der er 7,2 km lang. Efter en lang nedkørsel rammer feltet fladt terræn, inden de når bunden af målstigningen. Den er hele 29,9 km lang, men har kun en gennemsnitlig stigning på 3,9%. Den er imidlertid meget irregulær og har flere relativt flade passager afbrudt af stykker med 4-5%. Mod slutningen bliver den stejlere, og her ligger stigningsprocenten hovedsageligt på 5-7%.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

På papiret ser etapen skræmmende ud, men den sidste stigning er ikke voldsomt svær. Omvendt er feltet ikke skræmmende, og dermed bør det være muligt for de bedste klatrere at gøre en forskel, specielt fordi den er stejlest mod slutningen. Om den er hård nok til at adskille Froome og Chaves, er et åbent spørgsmål, men der er ingen tvivl om, at dette trods alt er den klart vigtigste etape i årets løb.

Falls Creek blev sidst benyttet i 2007, hvor Steve Morabito slog Joost van Leijen, Trent Lowe og Julien Mazet i en spurt blandt disse fire ryttere.

2. etape

Efter den vanskelige første etape bliver terrænet betydeligt nemmere på fredagens etape, men det betyder ikke, at sprinterne har grund til at glæde sig. Således har arrangørerne valgt at krydre en relativt flad etape med en hård stigning i finalen, og det vil skabe lidt udskilning.

Den 165,6 km lange etape indledes i Mount Beauty og slutter i Beechworth. Der er en lille kategori 3-stigning allerede efter 21,2 km, men derudover er etapen stort set helt flad. Det ændrer sig imidlertid når feltet rammer den 5 km lange Stanley-stigning med 19,5 km igen. Fra toppen går det svagt nedad mod mål, hvor stregen kommer for enden af en relativt lang vej, der kun falder ganske let.

Den sidste stigning er ikke voldsomt svær, og den ventes ikke at kunne gøre forskelle i klassementet. Den vil til gengæld gøre det af med de værste sprintere, og dermed er der udsigt til en reduceret massespurt. Der imidlertid allerede nu store forskelle i klassementet, og hvis ikke sprinterne tror på sig selv, kunne det blive en dag for et udbrud. Samtidig skal klassementsrytterne tage sig i agt for den mulige sidevind.

Beechworth blev senest besøgt i 2007, hvor Aaron Kemps vandt en massespurt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

3. etape

Sprinterne er bestemt ikke blevet tilgodeset i årets Herald Sun Tour, men de bør i hvert fald få én chance. Den kommer på lørdagens 3. etape, der er løbets nemmeste. Den strækker sig over 167,7 km fra Benalla til Mitchelton Winery i Nagambie og har en fuldstændigt flad indledning. Midtvejs rammer feltet imidlertid to mindre stigninger, der har top efter henholdsvis 65,8 og 73,0 km og er henholdsvis 2,6 og 2,0 km lange. Efter en kort nedkørsel rammer feltet igen helt fladt terræn på den resterende del af etapen. Finalen er imidlertid yderst teknisk, idet der venter to skarpe sving med henholdsvis 1100 og 400 m til mål.

Vinden kan komme i spil på denne etape, men det synes usandsynligt, at sprinterne ikke kommer til fadet. Dette er deres eneste mulighed i løbet, og derfor må deres hold ventes at kontrollere løbet stramt. I finalen er det imidlertid vigtigt at have et stærkt hold til at køre lead-out, idet positionering er vigtigere end topfart i den tekniske afslutning.

Mitchelton Winery har ikke været vært for en afslutning i mere end et årti.

4. etape

Med Arthur’s Seat-etapen har løbet i de senere år haft tradition for at have en meget vanskelig etape på sidstedagen, og selvom det ikke er den vanlige etape, der afslutter festen, har man igen i år sikret sig, at der kan vendes rundt på tingene helt til sidst. I år har arrangørerne således designet en meget vanskelig rundstrækning omkring Kinglake, og da den inkluderer en 4,5 km lang stigning, har klatrerne en mulighed for at gøre en forskel.

Etapen er med sine 121 km ganske kort og består helt enkelt af fire omgange på den 31,1 km lange rundstrækning (første del af første omgang er neutraliseret). Den første del af ruten er svagt faldende, men derefter begynder det at stige let. Med bare 8,3 km til stregen rammes bunden af den 4,5 km lange stigning, der har top med bare 3,8 km til mål. Den sidste del af rundstrækningen er stort set flad og følger en lang, snoet vej, inden der kommer et skarpt sving bare 100 m fra mål.

Det er vanskeligt at finde megen information om stigningen, der ikke er velbeskrevet hverken i roadbooken eller på internettet. Arrangørerne beskriver imidlertid etapen som værende lige så hård som Arthur’s Seat, og hvis det er tilfældet, kan den gøre stor skade. Det betyder, at der er udsigt til endnu et stort slag mellem Froome og Chaves, der ventes at kæmpe om den samlede sejr helt til det sidste. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at et udbrud kan holde hjem på en dag, hvor etapesejren ikke har højeste prioritet.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Kinglake har ikke været vært for løbet i det seneste årti.

Favoritterne

Med en fuldstændig omlagt rute i forhold til tidligere år går mange ryttere ind til Jayco Herald Sun Tour med stor usikkerhed om. Umiddelbart er der imidlertid ingen tvivl om, at løbet er hårdere, end det har været tidligere. Således er der for første gang i adskillige år tale om et reelt bjerg, når rytterne på 1. etape skal slutte i Falls Creek, og det betyder naturligvis, at det er et løb for klatrere.

Længden på stigningen betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at løbet er mere selektivt end tidligere. Således er det - trods de sparsomme informationer - tydeligt, at Falls Creek er en af den slags meget lange stigninger, der aldrig bliver rigtigt stejl. Samme type stigninger findes der mange af i de amerikanske etapeløb, og senest så vi et eksempel på en sådan på kongeetapen i Vuelta a San Juan. Etaper med mål på sådanne stigninger bliver typisk afgjort i en spurt i en gruppe på 10-15 ryttere - i hvert fald, hvis de afvikles i Europa på et tidspunkt, hvor alle er i form.

I dette løb kan vi imidlertid vente, at stigningen gør en større forskel. Dels afvikles etapen så tidligt på sæsonen, at mange endnu er langt fra deres bedste. Derudover er de kolossal stor forskel på niveauet i et felt, hvor de fleste ryttere kører for små kontinentalhold, og det betyder naturligvis, at de stor hold kan sprænge løbet til atomer. Den store niveauforskel betyder samtidig, at der er meget få, der reelt kan vinde på så svær en rute. Det store spørgsmål er, om stigningen er hård nok til at skabe forskelle mellem de allerbedste.

Umiddelbart vil løbet blive afgjort på tre etaper. De afgørende slag skal slås på stigningerne på 1. og 4. etape, men som sagt er det uklart, hvor meget forskel Falls Creek kan skabe mellem de bedste. Der er heller ikke megen information om stigningen i Kinglake, men den er under alle omstændigheder stejlere end den lange stigning på 1. etape. Målstregen kommer meget tæt på toppen, så der er reelt tale om en afslutning opad, og det betyder, at det måske er her, der er størst chance for at adskille de bedste. Endelig vil de meget små forskelle, der kan gøres på prologen, samt bonussekunder komme i spil i, hvad der kan blive et meget tæt løb.

På forhånd er der lagt op til et stort slag mellem Chris Froome og Esteban Chaves, og det er meget vanskeligt at forestille sig, at vinderen ikke vil blive en af de to store grand tour-stjerner. På papiret er de i særklasse de to bedste klatrere, og begge synes tillige at være i relativ god form tidligt på sæsonen. Den bjergrige rute tiltaler dem begge, og meget skal gå galt, hvis ikke de ender på de to øverste pladser på podiet.

Det er imidlertid samtidig svært ikke at pege på Chris Froome som løbets favorit. Briten vandt sidste års løb, og selvom han kun har kørt Cadel Evans Great Ocean Road Race, er han utvivlsomt i fremragende form. Briten er således kendt for altid at være på et meget højt niveau, og han stiller aldrig til start i et etapeløb uden at gå efter sejren. Han har netop afsluttet en længere træningslejr i Australien og har dermed haft perfekte forhold til forberedelserne.

Læs også

LIVE: Rytterne rammer finalebjerg i Romandiet

Froome så fornuftig ud i sin debut i søndags, hvor han arbejdede for holdet, inden han sad op i finalen. Løbet tjente alene som opvarmning forud for Herald Sun Tour, der er hans første mål, og her handler det om at vinde. Froome er den bedste klatrer i verden og dermed på papiret den stærkeste mand i løbet. Samtidig viste Chaves i Tour Down Under, at han - trods et ganske pænt niveau - endnu ikke er i topform. Vi tvivler meget på, at colombianeren kan komme af med briten på stigningerne. Til gengæld er der en vis sandsynlighed for, at det omvendte kan ske, specielt på sidste etape i Kinglake. Samtidig er Froome den stærkeste på prologen, og selvom han ikke vinder mange sekunder på så kort en distance, kan det være nok til at sikre ham sejren. Froome er således vores bud på en vinder.

Den store rival er Esteban Chaves. I Tour Down Under viste han, at han modsat tidligere faktisk er i god form fra sæsonstart, og dermed har han en reel chance for at udfordre Froome, der i de senere år ikke har været samme garanti for succes i de tidlige løb, som han var for få år siden. Chaves har den fordel, at han har flere løbsdage i benene og må formodes at være endnu bedre, end han var i Tour Down Under.

Som sagt tvivler vi på, at Chaves kan komme af med Froome, men det behøver han ikke nødvendigvis. Umiddelbart er de to jævnbyrdige i en spurt, men colombianeren har måske et lille overtag. Han vil ganske vist tabe et par sekunder på prologen, men kan han slå Froome i en spurt på de to hårde etaper, vil han vinde 8 sekunder i bonus. Det kan være nok til at sikre Chaves sejren, og dermed er der bestemt en reel chance for, at colombianeren kan vinde.

Orica-Scott kan udnytte, at de har to potentielle vindere af løbet. Supertalentet Robert Power gør sæsondebut efter sit forfærdelige 2016, hvor en sjælden knoglemarvssygdom holdt ham ude det meste af året. Han viste imidlertid sidst på året, at han allerede er tilbage i topform, og han må formodes at være topmotoveret efter sin flotte afslutning i Japan Cup. Han er tidligere blevet nummer to i Tour de 'Avenir og er en fremragende klatrer. Han vil tabe lidt til på prologen, men kan han sammen med Chaves isolere Froome, kan han udnytte det taktiske spil til at tage en samlet sejr.

En anden mand, der kan snyde de to stjerner, er sandsynligvis Janier Acevedo. Colombianeren havde en fantastisk 2013-sæson, hvor han viste, at han kan matche de bedste på stigningerne, men to dårlige år på WorldTouren fulgte. I 2016 var han tilbage i USA, men heller ikke her viste han god form. Nu er han kommet til Unitedhealthcare, og på baggrund af hans flotte præstation i Cadel Evans Great Ocean Road Race kunne det tyde på, at han er på vej tilbage. Med sin base i Colombia har han haft gode forudsætninger for at træne, og den kuperede rute passer ham. Han skal begrænse sit tidstab på prologen, men har en reel chance for at udfordre Froome og Chaves på stigningerne, hvor han oven i købet kan drage fordel af en rimelig spurt.

Det australske landshold stiller med et fremragende hold, hvoraf flere kan begå sig i klassementet. Det gælder specielt supertalentet Michael Storer, der blev nummer 15 i Tour Down Under og nummer 8 på den hårde etape til Paracombe. Dette løb er et af hans helt store mål, og umiddelbart passer det ham bedre, da stigningerne her er længere, end de var i Adelaide. Storer regnes som en af fremtidens helt store etapeløbsstjerner, da han både kan køre enkeltstart og klatre, og en med en top 10 i Tour de l’Avenir har han allrede i sin meget unge alder bekræftet potentialet. Med sin gode form kan han komme langt i dette løb.

Det samme kan holdkammeraten Jai Hindley , der blev nummer 25 i Tour Down Under. Han var ikke helt på Storers niveau i Adelaide, men det var han til gengæld i Tour de l’Avenir, hvor han blev nummer 5 og Storer nummer 8. Han er ikke så komplet som Storer, idet han ikke er stærk på enkeltstarten, men det er ikke noget stort problem i et løb, hvor prologen er så kort. Umiddelbart er han ikke helt i samme form som Storer, men hierarkiet kan være vendt rundt på de længere stigninger.

Cameron Meyer er en tidligere vinder af dette løb, og han må være motiveret til at prøve at gentage triumfen. Han viste ikke umiddelbart storform i Tour Down Under, men i Cadel Evans Great Ocean Road Race kørte han fremragende, og var millimeter fra at tage en overraskende sejr. Der er ingen tvivl om, at formen er opadgående, og selvom han ikke er ren klatrer, bør han være en af de bedste på stigningerne. Samtidig er han bedre end de fleste på prologen, hvor han med sin banebaggrund er en af favoritterne.

Sky kører naturligvis for Froome, men sidste år var de meget tæt på at give sejren til Peter Kennaugh. Det kan komme på tale igen i år, og i givet fald er det Sebastian Henao, der står forrest i køen. Colombianeren har været meget ustabil, men viste i både Tour Down Under, hvor han smadrede feltet på kongeetapen, og i Cadel Evans Great Ocean Road Race, at han er i god form. De længere stigninger her passer ham bedre. Kan han og Froome isolere Chaves, er det ikke utænkeligt, at Henao kan slå til som led i et taktisk spil.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Orica-Scott satser primært på Chaves og Power, men kan også benytte Damien Howson til at sætte rivalerne under pres. Australieren bliver bedre og bedre til at klatre, men arbejder mest for holdet som hjælper i bjergene. Han fik imidlertid sin chance i dette løb i 2016, og selvom hierarkiet i år er mere fast, kan det ikke udelukkes, at han igen får en mulighed som led i et taktisk spil. Modsat Chaves og Power kan han også ventes at gøre det godt på prologen, selvom den er lidt for eksplosiv for den tidligere U23-verdensmester i enkeltstart.

Nathan Earle kørte et sublimt Tour Down Under, hvor han var meget tæt på at slutte i top 10. Australieren synes endelig at være tilbage på sit tidligere tiders niveau, efter at karrieren gik i stå på Sky. Nu må målet være at vise sig frem i Sun Tour, men desværre passer de længere stigninger ham dårligere. 1. etape kan således vise sig at være for hård. Hvis han kan hænge på på de relativt milde procenter, kan han imidlertid sikre sig vigtige bonussekunder med sin gode spurt.

Lucas Hamilton regnes som et af de største klatretalenter i Australien, og forventningerne forud for Tour Down Under var store. Her blev han imidlertid overskygget af holdkammeraterne Hindley, Storer og Earle, og han synes ikke helt at have timet formen. Det ændrer imidlertid ikke på, at potentialet er stort, og han burde være bedre tilpas på de længere stigninger her. Hvis han er kommet godt ud af Tour Down Under, kan noget stort være i vente for Hamilton.

Cameron Bayly har i Asien vist, at han er et stort klatretalent, og med fjerdepladsen ved de australske mesterskaber har han dokumenteret, at han er klar. På forhånd havde vi vurderet ham til at være i stand til at tage kampen om med de allerbedste, men efter den skuffende indsats i Cadel Evans Great Ocean Road Race er vi nu mere forbeholdne. Han kan imidlertid både klatre og køre en fornuftig prolog, så han har helt sikkert egenskaberne til at gøre det godt.

Joseph Cooper har i mange år været en af de bedste på den australske scene, og han har tidligere været på podiet i dette løb. Med sejren ved de newzealandske mesterskaber og i New Zealand Cycle Classic har han vist, at formen er fremragende. Han har tidligere gjort det godt på Arthur’s Seat, men da han ikke er klatrer kan dette års rute vise sig at være for hård. Han vil vinde tid på prologen, men vi tvivler desværre på, at han kan hænge på de bedste på stigningerne, selvom formen er fremragende.

Endelig vil vi pege på Steven Lampier. Briten blev sidste år nummer 12 samlet og viste med tredjepladsen på den hårdeste etape i New Zealand Cycle Classic, at han er i god form. Han har ofte vist, at han er en god klatrer, og derfor burde denne rute passe ham fint. Han er imidlertid næppe god nok til at køre med om de allerøverste pladser.

***** Chris Froome

**** Esteban Chaves, Robert Power

*** Janier Acevedo, Michael Storer, Jai Hindley, Cameron Meyer

** Sebastian Henao, Damien Howson, Nathan Earle, Lucas Hamilton, Joe Cooper, Cameron Bayly, Steven Lampier

* Kenny Elissonde, Jonathan Clarke, Jason Christie, Scott Bowden, Alistair Donohoe, Lachlan Norris, Larry Warbasse, Martijn Tusveld, Alexandr Sushemoin

OBS! Ovenstående vil blive opdateret, når startlisten er kendt.