Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Løbets rolle og historie

En sejr i en ardennerklassiker kan gøre en forskel i enhver rytters karriere, men kun ét af løbene har en status, der skaber legender og indskriver vinderen dybt i cykelsportens historie. Amstel Gold Race og Fleche Wallonne har begge masser af prestige med deres helt egne karakteristika, men manglen på en dyb historie betyder, at de ikke for alvor hører til blandt sportens kronjuveler. Det er bestemt ikke tilfældet for series sidste løb, der er øverst på listen for alle ardennerspecialister. Liege-Bastogne-Liege er et af sportens allervigtigste og smukkeste løb.

Det er bestemt ikke noget tilfælde, at næsten alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere i disse dage rejser til den belgiske by Liege for at slå sig til de klassikerspecialister, der har kæmpet på stigningerne i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne. Mens de første to kuperede klassikere er skabt til ryttere af en eksplosiv natur, er det sidste af de tre løb i Holland og Belgien i højere grad en sag for klatrerne.

Det, der karakteriserer de fleste etapeløbsryttere, er deres styrke på stigningerne og fantastiske udholdenhed, og det er præcis de egenskaber, der skal i spil, hvis man skal krydse stregen først i søndagens Liege-Bastogne-Liege. For en gangs skyld er nøgleegenskaberne i en stor klassiker ikke evnen til at håndtere positionskampen eller at spurte op af korte, stejle stigninger. På søndag er der brug for evnen til at holde motoren gående og slide konkurrenterne ned på en lang, hård dag med masser af stigninger, der er længere end det, man ser i de andre ardennerklassikere, og hvor den lange distance gradvist tærer på kræfterne.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Disse faktorer giver Liege-Bastogne-Liege en helt særlig position på kalenderen. Det er den eneste gang på året, men set så stærk en opstilling af både klassikerspecialister og grand tour-ryttere i en dyst på stort set lige vilkår. Il Lombardia har ganske vist mange af de samme kendetegn, men den italienske klassiker afvikles på et tidspunkt, hvor mange ryttere har kørt cyklen i garagen, og startlisten er aldrig nær så imponerende som den, man finder søndag. Mens mange ryttere venter til sent på sæsonen med at beslutte, om man starter i Lombardiet, er løbet i Liege et stort mål for stort set enhver rytter med gode klatreevner.

En af årsagerne til løbets anseelse er dets natur og karakteristika. Den anden grund er den lange historie. La Doyenne blev første gang afviklet i 1892 og er dermed den ældste af klassikerne med en ganske imponerende vinderliste. Som mange andre gamle løb blev det oprindeligt arrangeret af en avis, L’Expresse, der opfandt det for at få opmærksomhed. Leon Hua vandt de første tre udgaver, indtil løbet forsvandt og først blev genetableret i 1908 for igen at forsvinde under 1. Verdenskrig.

Da løbet igen vendte tilbage på kalenderen, var det stadig primært en belgisk affære, og der var kun en udenlandsk vinder i mellemkrigstiden. Det ændrede sig efter 2. Verdenskrig, og siden da har det været blandt de mest prestigiøse løb for enhver ambitiøs cykelrytter. Det er en næsten gudsgivent faktum, at den største af dem alle, Eddy Merckz, med fem triumfer topper sejrslisten, mens Moreno Argentin i de senere år med sine fire triumfer i La Doyenne og tre sejre i Fleche Wallonne er nummer to på listen og en af alle tiders bedste ardennerryttere. Løbet har også en enkelt dansk vinder, da Rolf Sørensen tog en af sine to monumentsejre her i 1993.

Løbet er det fjerde af cykelsportens fem monumenter, de vigtigste endagsløb, og det er uden tvivl et af de mest prestigiøse i den eksklusive klub. Det spiller også en særlig rolle for den vigtigste sport i et af verdens mest opdelte lande. Mens flamlændingene anser Flander Rundt som klassikersæsonens højdepunkt, mener deres vallonske landsmænd ikke, at noget bare nærmer sig den status, som ardennerløbet har.

Tidligere blev Liege-Bastogne-Liege afviklet dagen efter Fleche Wallonne som en del af den såkaldte La Weekend Ardennais. Nu om dage giver det ikke mening at afvikle to af de største endagsløb på to på hinanden følgende dage, og derfor er den ide nu droppet, men sammen med Amstel Gold Race og Fleche Wallonne udgøre man nu i stedet serien af ardennerklassikere, der afvikles over bare 8 dage. Kun syv ryttere har lavet den fornemme Fleche-Liege double, mens Davide Rebellin og Philippe Gilbert som de eneste har lavet the triple - og Gilbert vandt endda også Brabantse Pijl i sit jubelår 2011.

Som den hårdeste forårsklassiker passer Liege-Bastogne-Liege perfekt ind i den overordnede struktur i cykelsæsonen og i Ardennerklassikernes anatomi. De kuperede endagsløb har en gradvis udskiftning af feltet, hvor der hele tiden ankommer flere og flere klatrere, mens flere og flere brostensspecialister tager på ferie. Hvor de stærke folk fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix stadig kunne spille en rolle på de smalle hollandske veje og korte stigninger i Amstel Gold Race, har de intet at gøre i Liege på søndag. Og da de hårde stigninger skaber en meget mere naturlig selektion og gradvist udskilning i La Doyenne, spiller positionering slet ikke samme rolle som i de tidligere løb. Derfor har favoritterne mere brug for klatrehjælpere end stærke ryttere, og derfor består feltet stort set kun af ryttere, der har stigninger som speciale.

Derudover markerer løbet den perfekte overgang fra klassikersæsonen til de store grand tours, der starter om to uger med Giro d’Italia. Med etapeløbsryttere og klassikerspecialister samlet på samme startstreg, er løbet det perfekt eksempel på kalenderens smukke anatomi, der har bragt os fra sprinterne i Milano-Sanremo over de tunge drenge i brostensløbene og de eksplosive puncheirs i de første ardennerløb til klatrerne i søndagens sidste klassiker og majs Giro d’Italia.

2012- og 2013-udgaverne viste, at en af løbets skønheder er, at vinderen ikke altid er blandt forhåndsfavoritterne. Efter Maxim Iglinskiys overraskende sejr i 2012 var det en ung Dan Martin, der slog alle de store navne i 2013. I 2014 var den en anden outsider, Simon Gerrans, der vandt et løb, han altid havde troet var for hårdt for ham, og sidste år overraskede Wout Poels, der kun var outsider. Liege-Bastogne-Liege er ganske vist så brutalt, at kun de stærkeste overlever, men det taktiske element betyder, at listen over potentielle vinder er meget længere end i Fleche Wallonne, der er et løb for en eksklusiv gruppe af specialister.

Sidste år så vi endnu en lille overraskelse i en brutal udgave, hvor kulden spillede en stor rolle. Mest afgørende var det imidlertid, at man som noget helt nyt havde lagt en ny brostensstigning ind i den absolutte finale bare få kilometer fra mål. Den tippede balancen væk fra de helt lette fyre, der havde det svært på det vanskelige underlag, og i stedet var det de mere robuste Rui Costa, Samuel Sanchez, Michael Albasini og Wout Poels, der kørte væk på bakken. Poels havde mest overskud i spurte på bakken ved målet i Ans og slog Albasini og Costa, der dog begge kom på podiet. En knæskade forhindrer Poels i at forsvare titlen, men både Albasini og Costa vender tilbage i fremragende form og er klar til at gå efter deres første sejr i løbet.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Ruten

Liege-Bastogne-Lige er en af de få klassikere - Milano-Sanremo er en anden - der faktisk lever op til sit navn ved at forbinde de byer, der udgør det. Selvom ruten varierer fra år til år, betyder de historiske rødder, at man har benyttet de samme veje og stigninger i adskillige år. Modsat løb som Flandern Rundt, Paris-Roubaix og specielt Il Lombardia, der ofte undergår betydelige forandringer, er der i Liege som regel kun tale om mindre modifikationer.

Det betyder imidlertid ikke, at løbet ikke har forandret sig. Tidligere var løbets nøglestigning Cote de la Redoute, der altid var scenen for det store slag mellem favoritterne. Moderne cykelsport er imidlertid meget mere kontrolleret, og da stigningen langsomt tabte sin betydning, var arrangørerne nødt til at komme med en ny løsning, der igen kunne gøre løbet mere selektivt. Løbets vartegn ligger ganske enkelt så langt fra Liege, at det ikke længere er velegnet til angreb.

Ideen blev at introducere stigningen Cote de La Roche-aux-Faucons, der er placeret meget tættere på målbyen og kommer bare 20 km fra mål. Den blev første gang benyttet i 2009, og siden da har den typisk været nøglepunktet i løbet. På grund af vejarbejde var den imidlertid ikke med i 2013, hvor man derfor fik et helt usædvanligt nemt løb. I 2014 var den imidlertid tilbage, og sammen med Redoute og den korte, stejle Cote de Saint-Nicolas samt de lille bakke op til målet i Liege-forstaden Ans, har den siden da udgjort den hårde finale.

I de senere år har også den imidlertid gradvist tabt sin betydning, og det har været ganske kontrolleret og afventede indtil Saint-Nicolas bare 6 km fra mål. Det ansporede sidste år arrangørerne til at opfinde en ny stigning. Efter Saint-Nicolas skulle man op over den 600 m lange Rue de Hal, der var brostensbelagt og steg med 10,5% i gennemsnit, bare 2,5 km fra mål. Det gav imidlertid anledning til et helt anderledes løb end ventet. De lette klatrere kunne slet ikke håndtere brostenene, og i stedet var det de mere robuste typer, der kunne gøre en forskel. Derfor fik ændringen en del kritik, og man har igen valgt at droppe ideen.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er tale om nytænkning i 2017. Faktisk har man valgt at ændre en del på ruten i den hårde fase på vejen tilbage til Liege, hvor de mange stigninger typisk bruges til at skabe gradvis udskilning. Således udgår nogle af de mest ikoniske stigninger, idet Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee alle er blevet forbigået i år. I stedet skal man op over de langt mindre kendte Cote de Pont, Cote de Bellevaux og Cote de la Ferme Libert, inden man rammer den klassiske rute forud for løbets længste stigning Col du Rosier. Herefter er der tale om den helt klassiske finale, der har været den samme siden 2009 bortset fra i 2013 og 2016. De nye stigninger er kortere, men stejlere end de foregående, og det er derfor tvivlsomt, om ændringen vil have den store betydning. Antallet af stigninger er fortsat 10, og distancen er øget fra 253 til 258 km.

Som vanligt starter løbet i industribyen Liege, hvorfra man begiver sig mod syd mod hjertet af Ardennerne. Som det er tilfældet i de fleste klassikere, er den første halvdel imidlertid ikke særlig svær, og selvom det er umuligt at bevæge sig rundt i regionen uden at køre op eller ned det meste af tiden, byder de 94 km fra Liege til vendepunktet i Bastogne kun på én kategoriseret stigning, Cote de la Roche-en-Ardenne (2,8 km, 6,2%) efter 70 km. Denne del af løbet spiller derfor samme rolle som i alle øvrige klassikere, idet den giver mulighed for, at der etableres et tidligt udbrud og samtidig akkumulerer træthed i feltet. De tidlige udbrydere har imidlertid aldrig en chance i så stort og prestigiøst et løb, men taktik kan spille en vigtig rolle, og derfor er det ikke en dårlig ide at have en rytter ude foran. Derfor tager det ofte nogen tid at få udbruddet etableret, og vi kan derfor forvente en hurtig start. I så langt et løb bliver forspringet herefter ofte ganske stort, mens løbet finder ind i en rolig rytme.

Når rytterne når Bastogne, vender de rundt og bevæger sig tilbage mod Liege, men denne gang benytter de en meget længere og hårdere rute. Efter at have været oppe over den stejle Cote de Saint-Roch (1,0 km, 11,1%) efter 116 km, plejer løbet for alvor at blive åbnet, når man rammer Cote de Wanne. I år er det Cote de Pont (1,0 km, 10,5%), der åbner ballet med 90 km igen. Herefter følger de syv resterende stigninger relativt hurtigt efter hinanden, og der er ikke mange muligheder for at komme sig i resten af løbet. Næste udfordring er den nye Cote de Bellevaux (1,1 km, 6.8%), der har top bare 4 km senere, og herefter er der bare 8 km til toppen af en anden nyskabelse, den ultrastejle Cot de la Ferme Libert (1,2 km, 12,1%), der har top med 78 km til mål. Herefter venter et lidt lettere stykke, inden man rammer man den klassiske rute med Col du Rosier (4,4 km, 5,9%), der altid er den længste stigning. Toppen kommer med 60 km til mål og efterfølges af Col du Macquisard (2,5 km, 5%), der passeres med 47 km igen.

Denne hårde del med adskillige stigninger er typisk stedet, hvor de store hold begynder at lægge pres på, og herfra er det et gradvist udskilningsløb, hvor ryttere konstant må opgive at følge med. Samtidig er løbet ofte enormt aggressivt i denne fase. Det er ikke usædvanligt, at man får skabt en gruppe af stærke klatrere fra nogle af de store hold, og mange af disse kan komme meget langt med et sådant fremstød. Ved at sende ryttere afsted kan man både gøre løbet hårdt og sikre sig, at man har folk ude foran, der kan hjælpe senere i løbet. Løbssituationen ændres ofte hurtigt i denne del, når folk i udbruddene falder fra, og andre angriber bagfra. Det er her favoritholdenes evne til at kontrollere løbet for alvor testes.

Løbet når sin mest ikoniske stigning, Cote de La Redoute (2,0 km, 8,9%), med 35,5 km til mål. Som sagt er den ikke længere det afgørende punkt i løbet, men den spiller stadig en vigtig rolle. Det er her den første afgørende udskilning skabes, og derfor er der tale om en vanvittig positionskamp, når man nærmer sig bunden. Den første kilometer stiger med ca. 8%, mens de næste 500 m med sine 13% er de vanskeligste, inden den flader ud mod toppen. Her er antallet af mulige vindere typisk reduceret markant, og stigningen er en god mulighed for outsidere til at komme favoritterne i forkøbet.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Desværre er stykket efter Cote de la Redoute meget bedre for et jagtende felt end for angribere, og det betyder, at det ofte sker en betydelig regruppering i denne fase. Det var det, arrangørerne forsøgte at undgå, da man i 2014 introducerede en ny stigning, men det fungerede ikke. Derfor er det ikke usædvanligt, at favoritholdene har fået hentet alle udbrydere, når man rammer Cote de la Roche-aux-Faucons (1,5 km, 9,3), hvis top kommer med 19,5 km til mål. Efter en hård start med en stigningsprocent på 9 bliver den lidt lettere på det midterste stykke, inden den når sit stejleste punkt med 10,8% mod slutningen.

Siden den blev introduceret i 2009 har Cote de la Roche-aux-Faucons altid spillet en nøglerolle i løbet, og det har ofte været her, favoritterne har sat deres fremstød ind. I 2009 kørte Andy Schleck alene væk og tog herefter en imponerende solosejr, i 2011 blev det afgørende udbrud med Philippe Gilbert og Schleck-brødrene etableret her, og i 2012 kørte Vincenzo Nibali fra alt og alle i det, der længe lignede det afgørende fremstød. Siden 2013 har stigningen imidlertid ikke kunnet skabe samme udskilning.

På toppen af Roche-aux-Faucons er der typisk etableret en lille gruppe af favoritter, men hvis ikke kortene er givet rigtigt, vil der ske en regruppering. Selvom terrænet efterfølgende ikke er meget svært, skal man imidlertid ikke undervurdere denne del, da der aldrig er mange hjælperyttere tilbage. Det udnyttede Alexandre Vinokourov og Alexandr Kolobnev eksempelvis i 2010, hvor de benyttede netop dette stykke til at køre væk og siden afgøre løbet mellem sig. I de senere år er der også blevet etableret stærke fremstød med folk som Julian Arredondo, Roman Kreuziger, Jakob Fuglsang og Giampaolo Caruso i denne fase. Man kommer imidlertid hurtigt ud på en større vej, hvor en jagt kan organiseres, og derfor er der ofte igen samling i en gruppe af favoritter, når man nærmer sig udkanten af Liege.

Som altid får rytterne en stor og vigtig chance for at komme af med rivalerne, når de rammer Cote de Saint-Nicolas (1,2 km, 8.6%) i den absolutte finale. Den er stejleste i bunden, hvor den stiger med 10,9% i gennemsnit over de første 500 m, men derefter bliver den noget lettere. Toppen kommer med bare 5,5 km til mål, og det er typisk her, man ser det afgørende slag mellem favoritterne, idet de stejle skråninger kan gøre en stor forskel så sent i et langt, hårdt løb. Meget ofte er der på toppen kun en håndfuld ryttere tilbage på toppen, og i 2014 så det endda ud til at Pozzovivo og Caruso havde sat det afgørende fremstød ind her. Selvom der er tid til, at ryttere kan komme tilbage, ser man ofte, at den gruppe, der er etableret her, ender med at afgøre løbet.

I år skal man ikke over Rue de Hal, og derfor er der tale om den klassiske finale med et hurtigt indløb til afslutningen i Liege-forstaden Ans bestående af en nedkørsel og et kort, fladt stykke, der leder frem til den sidste bakke op mod mål. Den er ganske vist ikke en af de kategoriserede stigninger, men den sidste kilometer stiger med 4,6% i gennemsnit, og det kan gøre ganske ondt til sidst i et allerede meget hårdt løb. Normalt kan sådanne procenter ikke gøre nogen forskel for verdens bedste klatrere, men efter næsten 260 km i kuperet terræn, kan der skabes forskelle, og frontgruppen bliver som regel splittet, enten ved at en rytter kører solo, eller at der sker udskilning bagfra. Til sidst tager man det berømte højresving, hvor Dan Martin så dramatisk styrtede i 2014, med få hundrede meter til mål, og herefter stiger det svagt det sidste stykke op mod mål. Det er ikke altid den hurtigste, der vinder i Ans, men derimod ham med mest power i benene efter 260 km - bare spørg Wout Poels, der sidste år slog en hurtig mand som Michael Albasini i spurten - og dermed er det en passende afslutning på et af de meste prestigiøse og sandsynligvis det hårdest endagsløb på kalenderen.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vejret

Sidste år var vejret det helt store samtaleemne, fordi der blev lovet kulde og endda sne på toppen af stigningerne. Det endte med at få stor indflydelse på løbet, idet mange af de magre klatrere havde det svært i de kolde betingelser.

I år kan de glæde sig over bedre forhold, selvom det heller ikke denne gang bliver en varm dag. Søndag bliver en overskyet dag kun med sporadiske kig til solen, primært først på dagen. Samtidig vil temperaturen i Liege være beskedne 11 grader, og det vil derfor være betydeligt koldere på toppen af stigningerne.

Der vil være en let vind fra nord og nordvest, hvilket giver medvind på turen til Bastogne og modvind og sidemodvind på den kuperede tur hjem til Liege. I finalen vil der være sidevind på La Redoute og modvind på Roche-aux-Faucons samt Saint-Nicolas. Endelig vil der være modvind og sidemodvind på turen mod målet i Ans, indtil man drejer ind i sidemedvind i det sene sving på toppen af den sidste bakke.

Favoritterne

Selvom Liege-Bastogne-Liege afvikles i samme uge som Amstel Gold Race og Fleche Wallonne og betragtes som en del af samme løbsserie, er det farligt at drage for mange sammenligninger med de to forrige ardennerklassikerne. Selvom mange af de store navne er de amme i de tre løb, er der flere faktorer, der gør, at helt nye navne kan blande sig i kampen om sejren, og man kan på ingen måde overføre det samme hierarki fra de forrige løb til Liege.

Først og fremmest er løbenes natur forskellige. I Amstel og Fleche handler det i høj grad om eksplosivitet og punch, og med den begrænsede udskilning er positionering en nøgle til succes. Liege-Bastogne-Liege er i højere grad de store motorers løb, hvor udholdenhed og klatreegenskaber betyder langt mere. Den naturlige selektion er større, og derfor er det mindre væsentligt at holde sig fremme undervejs. Selvom en god spurt bestemt er en fordel, handler det mere om friskhed og styrke, når man efter 200 km rammer løbets finale - eksempelvis vil Wout Poels kun 1 gang ud af 100 slå Michael Albasini i en spurt, men det gjorde han uden problemer sidste år. Amstel mangler hårdheden og Fleche Wallonne distancen, og kombinationen af de to faktorer gør Liege helt anderledes.

Derudover er La Doyenne det store mål for de fleste ardennerryttere, og mange ryttere har holdt lidt igen i de foregående løb for at være helt på toppen på søndag. Det er ikke usædvanligt at se ryttere, der intet har vist i de foregående løb, pludselig være med dybt inde i finalen. Derudover ankommer der som regel en gruppe klatrere fra Tour of the Alps eller træningslejre, og det giver det hidtil mest stjernebesatte felt af klatrere, et felt, der sandsynligvis kun overgås af det, man normalt ser i Tour de France.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

I de seneste fire år har løbet imidlertid været mindre selektivt end tidligere, og det har været en ganske stor gruppe, der har været samlet i bunden af Saint-Nicolas. I 2013 skyldtes det delvist fraværet af Roche-aux-Faucons, men heller ikke i 2014, 2015 eller 2016 har den nye nøglestigning været i stand til at skabe den udskilning, den gjorde i de første år. I det hele taget har løbet været meget mere kontrolleret, og tendensen har været, at favoritterne har ventet til Saint-Nicolas med at angribe. Ganske vist er der blevet kørt aggressivt tidligere, specielt på stykket umiddelbart efter Roche-aux-Faucons, men hver gang er det blevet samlet igen inden Saint-Nicolas. Herefter er en gruppe af varierende størrelse kommet fri, og de har afgjort slaget på bakken op til målet i Ans. Kun i 2014, hvor Pozzovivo og Caruso næsten snød favoritterne, samt sidste år, hvor den nye Rue Naniot-stigning ændrede løbets dynamik, har vi set andre scenarier. Det betyder imidlertid ikke, at favoritten altid har vundet, tværtimod. Efter 260 km kan alt ske på den sidste bakke. Martin og Gerrans var overraskende vindere i henholdsvis 2013 og 2014, og det var kun i 2015, at løbets store favorit Valverde også viste sig at være den stærkeste i finalen.

Det er ikke helt oplagt, hvad der vil ske i 2016, men der er gode muligheder for, at vi vil se et mere aggressivt løb, end vi har gjort i de senere år. Den generelle tendens i årets klassikere har netop været, at favoritterne ikke har været bange for at åbne løbet langt fra mål. I brostensløbene skyldtes det Sagans og Van Avermaets overlegne styrke, og i Amstel Gold Race var det angsten for sprinterne på den nye, nemmere rute. Det store spørgsmål er, om denne tendens vil kunne overføres til Liege.

Ruteændringerne kommer så tidligt, at de næppe kommer til at gøre den store forskel. Dog har flere påpeget, at indløbet til Col du Rosier er meget sværere end tidligere, og det bør være nemmere at angribe i denne meget tidlige fase. Det er dog stadig for langt fra mål til, at løbets virkelige favoritter kan åbne op. Ganske vist startede Gilbert meget langt udefra i Flandern Rundt, men betingelserne i Liege er anderledes. For det første er favoritholdene stærkere, for det andet vil der være modvind hele vejen til Liege, og for det tredje er der stadig lange relativt nemme stykker i finalen, hvor jagten kan organiseres.

Det betyder imidlertid ikke, at løbet ikke vil blive aggressivt, tværtimod. Som i brostensløbene vil det hele nemlig blive præget af, at løbet har en suveræn favorit, som alle vil orientere sig imod. I Flandern Rundt var det Van Avermaet og Sagan, og her vil det være Alejandro Valverde. Efter opvisningen i onsdags er det klart for enhver, at Valverde er mindst ét niveau over sine konkurrenter, og derfor vil alle gøre, hvad de kan for at undgå at skulle spurte mod spanieren i Ans.

Det stiller ekstremt store krav til Movistar, og det gør, at løbet er åbent i en helt sjælden grad. Movistar vandt ganske vist Fleche Wallonne, men holdet var alt andet end imponerende. Imanol Evriti og Rory Sutherland var ganske vist som altid dybt imponerende, og de vil helt sikkert gøre et fremragende stykke arbejde tidligt i løbet. Klatrerne var til gengæld ekstremt skuffende. Daniel Moreno er helt tydeligt langt fra topformen, Jesus Herrada er slet ikke på vanligt niveau, og Marc Soler, der var så fantastisk i Catalonien, er så skidt kørende, at han i Fleche blev sat til at føre før Sutherland. Jose Joaquin Rojas er stærk, men der er grænser for, hvad man kan forvente af ham i så hårdt et løb, og selvom Carlos Betancur ser ud til at nærme sig en kampdygtig normalvægt og kørte ganske flot it Fleche, er der stadig lang vej til topniveauet for den trinde colombianer. Hvis ikke Orica-Scott og Sky havde givet en hånd med i finalen, er det ikke sikkert, at det var blevet samlet til en spurt på Muren.

Samtidig er Valverde oppe mod nogle skræmmende stærke hold, der har så mange kort at spille, at de vil kunne angribe utrætteligt. Det gælder Orica-Scott med Simon og Adam Yates, Roman Kreuziger og Michael Albasini (Simon Gerrans synes at være langt fra formen), Sky med Michal Kwiatkowski, Sergio Henao, Gianni Moscon og Diego Rosa, Giant-Alpecin med Warren Barguil og Tom Dumoulin, UAE med Diego Ulissi, Rui Costa og Louis Meintjes, BMC med Greg Van Avermaet, Damiano Caruso, Samuel Sanchez og Dylan Teuns samt Ag2r med Romain Bardet, Doenico Pozzovivo, Pierre Latour og Alexis Vuillermoz. Ingen af disse hold har en interesse i at køre afventende, og derfor vil der sandsynligvis allerede blive angrebet fra favoritterne på La Redoute. Hvis en gruppe med det rette miks af hold kommer afsted, vil det være umuligt for Movistar at hente dem.

Movistars strategi i Amstel og Fleche var at sende ryttere med i disse fremstød. I Amstel mislykkedes taktikken, da Rojas ikke kunne følge de bedste, men i Fleche fik Betancur effektivt lukket ned for alle fremstød. Det er imidlertid tvivlsomt, om man har en mand, der kan følge med, hvis Orica eller Sky spiller det tunge skyts ud allerede på La Redoute. For første gang i mange år er det ikke umuligt, at en gruppe kan køre hjem fra distancen, og det gør det usædvanligt åbent. Det mest sandsynlige er fortsat, at det er et større felt, der er samlet i bunden af Saint-Nicolas - det er trods alt det, historien sandsynliggør - men for mange er den bedste chance for at vinde at angribe længere udefra.

Det er derfor med nogen tvivl, vi gør Alejandro Valverde til vores favorit. Spanieren tog i Fleche Wallonne den mest suveræne af sine fem sejre - og det siger ikke så lidt, hvis man erindrer hans tidligere magtdemonstrationer - og med tanke på det, han har præsteret i dette forår, der har været hans hidtil bedste, er der ingen tvivl om, at han er feltets i særklasse stærkeste rytter. Derfor føler vi os også overbeviste om, at han kan gøre det færdigt, hvis det hele er samlet i bunden af Saint-Nicolas. Ingen kan køre fra ham på stigningen, og historien viser, at det er meget svært at køre væk på stykket frem til målbakken, specielt i den modvind, der vil kendetegne finalen, og som er Valverdes vigtigste allierede. Stigningen i Ans kan i sig selv være et problem - bare husk på, hvordan Daniel Moreno næsten snød dem alle i 2015, hvor alle også kiggede på Valverde - men her er spanieren så stærk og rutineret, at han bliver svær at snyde. I en spurt er der næppe nogen, der kan slå ham, og skal han besejres handler det derfor om at udnytte holdets svaghed, som man med succes gjorde det i Amstel.

Som sagt kan det bestemt også lade sig gøre, specielt efter de alt andet end imponerende præstation fra det spanske hold i de første klassikere. Alligevel er der så mange stærke hold, at det kræver en meget heldig kombination for, at et udbrud kan holde stangen efter Roche-aux-Faucons, hvor feltet traditionelt har haft en fordel. Som i Fleche vil Valverde med stor sandsynlighed kunne finde allierede, der vil hjælpe med at kontrollere, og derfor tror vi på, at spanieren kan få det samlet inden Saint-Nicolas. Sker det, bliver Valverde meget svær at slå, og derfor peger vi på ham som vinder, men det er med nogen tvivl. Løbets stærkeste rytter vinder ikke altid i Liege, og det er heller ikke sikkert, at det sker i 2017.

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

Det på papiret måske stærkeste hold er Orica-Scott, der som sagt har et hav af potentielle vindere. De er i den perfekte situation, at de kan gå i offensiven med Yates-brødrene samt gemme Albasini til en eventuel spurt (vi tror ikke på, at Gerrans kan være med i finalen). Derfor betragter vi specielt Adam Yates som et fremragende vinderbud. Ganske vist er han i den brede offentlighed mest kendt for sin præstation i Tour de France, men faktisk kom hans første store resultater i endagsløbene. Han vandt således som ganske ung Clasica San Sebastian og var meget tæt på at vinde GP Montreal.

Det er bestemt ikke nogen tilfældighed. Yates har den rette eksplosivitet på stigningerne, er hurtig i en spurt og har motoren til at håndtere de lange løb. Vigtigst er det dog, at han har næse for at køre cykelløb. Han er fremragende til at udse sig muligheder, og det er netop det, der skal til, hvis Valverde skal slås. Orica-Scott vil helt sikkert køre offensivt, og Yates er så god, at han har alle forudsætningerne for at gøre en offensiv færdig. Han har ganske vist ikke kørt i en måneds tid, men det skyldes, at han har forberedt sig på Giroen. Han må være meget tæt på topformen, og det gør ham livsfarlig, når man placerer ham på et skræmmende stærkt hold. Derfor tror vi, at Yates kan vise sig som Valverdes måske værste rival.

Også den genfødte Michal Kwiatkowski vil elske, hvis det bliver et løb, hvor aggression belønnes. Det var det, der gav ham de store sejre ved VM og i Strade Bianche samt Milano-Sanremo, og som næsten gav ham sejren i Amstel Gold Race. Han vil næppe vente til sidste stigning og vil opsøge muligheder forinden. Han har vist, at han kan håndtere distancen, og han er så stærk, at han er meget svær at fange også på de flade stykker. Samtidig har han et godt punch på de relativt korte stigninger, der venter i finalen. Samtidig er han blandt favoritterne en af de allerbedste afsluttere, og hvis nogen har en chance for at slå Valverde på stregen, er det Kwiatkowski.

Den største betænkelig angående polakken er, om løbet bliver for hårdt. Kwiatkowski er trods alt ikke ren klatrer, og Liege er et meget hårdt løb. Ganske vist har han før været på podiet, men det var i 2014, hvor løbet var usædvanligt nemt. Derfor kan det blive for vanskeligt, specielt hvis han skal duellere direkte mod klatrerne. Derfor er hans bedste chance at udnytte næsen til at komme Valverde i forkøbet, men da det netop er sådan, Valverde skal slås, er Kwiatkowski en af de ryttere, der har de allerbedste muligheder for at vinde løbet.

Orica-Scott har som sagt en fremragende mulighed i kraft af sit stærke kollektiv, og det gør, at de har mange gode vinderbud. Sammen med Adam er også Simon Yates en fremragende option. Simon deler stort set alle broderens kvaliteter, men har af forskellige årsager ikke haft helt de samme resultater. Det skyldes dels den ufrivillige udelukkelse sidste år samt diverse skader, men i U23-årene var det faktisk Simon, der havde mest succes, specielt i endagsløbene, hvor han havde lidt mere punch end Adam. Som professionel har det været omvendt, men det ændrer ikke på, at Simon senest med sejren i GP Miguel Indurain viste, at han kan slå til også i klassikerne. Han har i år været fremragende kørende, specielt i Paris-Nice, hvor han vandt en etape, inden han blev syg, men desværre skuffede han lidt på kongeetapen i Baskerlandet. Når vi sætter ham lidt under Adam i favorithierarkiet skyldes det den sene beslutning om at flytte ham fra Giro- til Tour-holdet. Det betyder, at han måske ikke har helt samme formniveau som sin bror. På den anden side betyder det måske, at netop Liege er forårets helt store mål, og han må være tæt på sit topniveau. Også han har næsen for at sætte det rette fremstød ind i finalen, og det gør ham til en oplagt vinderkandidat.

Sammen med Orica-Scott har Sky det stærkeste mandskab, og det giver Sergio Henao fremragende muligheder. Colombianeren har haft masse af tilbageslag i sin karriere, men som han viste i det uheldige OL-løb, er han en af verdens allerbedste ryttere til kuperede endagsløb. Han har kun én gang for alvor haft chancen for at vise, hvad han kan i dette løb, og her blev han nummer 7. De sidste stigninger er ikke helt stejle nok til for alvor at passe ham, men han har stadig et fornuftigt punch på bakker som disse, og han har motoren til at håndtere distancen. Hans største fordel er imidlertid holdet, og han vil være en af de mange kort, Sky kan spille ud. Det giver ham adskillige taktiske kort. Hans største ulempe er, at flere af favoritterne er hurtigere i en afslutning. Derudover har han ikke helt timet formen, og han kørte skuffende i både Baskerlandet og Fleche. Det ændrer imidlertid ikke på, at han trods alt har vist, at han er en af de stærkeste i feltet, og holdets styrke kan netop være det, der giver ham muligheden for at køre om sejren med et sent fremstød.

Sammen med Valverde er Dan Martin måske den allerbedste i et løb som dette. Alligevel kan det blive svært for ireren at vinde. Ganske vist har han en helt usædvanlig næse for at gøre alting rigtigt og time sine angreb - det er ikke tilfældigt, at han allerede har to monumentsejre (tre, hvis ikke han var styrtet i det sidste sving i 2014) - men denne gang kan holdet gøre det svært for ham. For en gangs skyld stiller Quick-Step ikke med et imponerende mandskab, og der er en risiko for, at han kun har David De La Cruz, som ovenikøbet er ubeskrevet i de helt lange løb, hos sig i finalen. Derfor kan han meget vel komme til kort over for Orica og Sky, der vil være i overtal, og han kan være nødt til at holde sig lidt for meget til Valverde. Selvom han er fremragende i en afslutning som denne, tvivler vi på, at han kan slå spanieren i en direkte duel. Derfor er den formstærke Martin et fremragende podiebud, men det bliver betydeligt sværere for ham at vinde.

Nøjagtig som Martin har Rui Costa en fantastisk næse for at køre cykelløb. Det er ikke uden grund, at han har vundet VM og været en fantastisk etapejæger i Touren. I 2016 så det endda ud til, at han nåede et helt nyt niveau, og han blev blandt andet nummer 3 i dette løb, der passer ham fremragende. Han har en fantastisk motor og viste med præstationen i Amstel, hvor han spillede en rolle i finalen trods en meget uheldig punktering, at formen er helt i top. Hans problem er, at han trods en fin afslutning kommer til kort overfor mange af de øvrige favoritter i en spurt. Til gengæld er et åbent og aggressivt løb lige, hvad han skal bruge, og hvis nogen kan udnytte anarkiet, er det Costa.

Vi glæder os meget til at se, hvad Rigoberto Uran kan præstere i dette løb, som er hans helt store mål i foråret. Sidste år fik han for alvor smag for klassikerne med sin fantastiske kørsel i Il Lombardia, og derfor har han i år gjort disse løb til det store fokus. Han har været fremragende kørende siden Tirreno, senest i Baskerlandet, hvor han var en af de allerstærkeste, og som han viste, da han vandt i Quebec i 2015, har han næse for at køre disse løb. Samtidig har han et godt punch og er hurtig i en spurt. Han kørte ganske vist skuffende i Fleche, men her var holdet mere fokuserede på Michael Woods. I Liege handler det mest om Uran, og han har helt sikkert formen til at gøre det færdigt.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

En af de mest spændende ryttere i løbet er Tom Dumoulin. Ganske vist skal han køre for en meget formstærk Warren Barguil, som er så velkørende, at han er næsten sikker i top 10. Til gengæld får franskmanden sværere ved at vinde, men det kan Dumoulin. Hollænderen ankommer direkte fra en højdetræningslejr, hvor han har forberedt sig til Giroen, og det plejer at betyde, at han er flyvende. Sidst han gjorde det, var i Vueltaen i 2015, og her var han flyvende i den første uge, hvor han netop brillerede på korte, stejle stigninger. Han har i år klatret bedre end tidligere, og det er tydeligt, at hans indsats for at transformere sig allerede har givet resultater. Han har motoren til at angribe i finalen, klatrebenene til at gøre en forskel og spurten til at gøre det færdigt. Hvis ingen kan kontrollere det, hvem skal så hente Dumoulin, hvis han angriber i finalen?

Løbets store spørgsmålstegn er Greg Van Avermaet. Belgieren har sammen med Gilbert været forårets mand, og det har fået ham til at forlænge sæsonen med en ekstra weekend. Normalt vil vi sige, at Liege er en anelse for hårdt for ham, selvom han i 2011 var i top 10. Vi har imidlertid lært af erfaringerne fra OL, der viser, at Van Avermaet kan vinde på selv meget hårde ruter. Denne gang er betingelserne imidlertid lidt anderledes. Dels har han ikke forberedt sig specifikt på dette løb, og han er derfor tungere, end han var i august. Samtidig må selv Van Avermaet på et tidspunkt blive træt, og det var i Amstel tydeligt, at han ikke længere har samme friskhed. På den anden side er dieselmotoren Van Avermaet aldrig dårlig, og han har i år haft en fantastisk næse for at lave de rette fremstød. Samtidig har han vist, at han er næsten umulig at slå i en spurt op ad bakke efter et langt løb.

Warren Barguil sluttede i 2016 i top 10 i både Fleche og Liege, og han har i de to foregående klassikere vist, at han i år er endnu bedre. Den franske klatrer kan både håndtere distancen og har et godt punch på disse stigninger, og han er frem for alt ikke bange for at angribe i finalen. Derfor er det næsten sikkert, at han vil sidde med hos de allerbedste, men det bliver straks sværere at vinde. Selvom han ikke er langsom - han slog jo Uran i en spurt i Vueltaen i 2013 - er de fleste af de øvrige favoritter hurtigere, og derfor kræver det lidt held, hvis han skal ende øverst på podiet.

Diego Rosa er fløjet lidt under radaren, men det kan vise sig at være en stor fejl. Italieneren er skiftet til Sky med løftet om, at han kan søge sin egen chance i de kuperede endagsløb, og det gør ham til en farlig mand. De fleste vil huske, hvordan han sidste år blev nummer 2 i Il Lombardia efter et løb, hvor han nærmest havde ubegrænsede kræfter, og han har i den italienske klassiker vist, at han er fremragende i de kuperede monumenter. Her stiller han til start som del af et meget stærkt Sky-hold, der kan give ham de taktiske muligheder for at angribe i finalen. Han skal køre Giro og må formodes at være i form, hvilket han indikerede med det store arbejde i finalen i Fleche. Desværre er han ikke hurtig i en spurt, men han har motoren til at vinde på ren styrke.

Romain Bardet elsker Liege-Bastogne-Liege, der i de seneste år har været hans store forårsmål. Derfor har han også været i top 10 flere gange, men denne gang ankommer han med en anderledes forberedelse. Således har han ikke kørt Tour of the Alps, men i stedet kun Fleche Wallonne. Her sluttede han som en hæderlig nummer 13 uden at køre sig ud. Det handlede alene om at åbne op inden det store mål i Liege. På mange måder minder han om Barguil i den forstand, at han har motoren, klatrebenene og et fornuftigt punch, men da de fleste er hurtigere end ham på stregen, skal han udnytte holdets styrke, hvis han skal lave et vindende fremstød.

Alt var sat i scene for Michael Woods inden Fleche Wallonne, og det så godt ud halvvejs oppe af Muren, hvor han sad med helt i front. Desværre betalte han prisen for en dum forkølelse, der havde ramt i dagene op til løbet, og derfor endte det med en skuffende 11. plads. Nu skulle han imidlertid have fået det bedre, men desværre passer Liege ham ikke helt så godt som Fleche Wallonne. Samtidig er han uprøvet i de helt lange løb, og derfor er han mere end joker end en decideret favorit. Han viste imidlertid i Baskerlandet, at han kan blande sig med de allerbedste, og da han er stærk på korte stigninger, har han på papiret alle redskaber til at gøre det godt.

Lige siden hans store gennembrud i efteråret 2014 har det været klart, at Dylan Teuns vil blive en stor ardennerstjerne. Det har taget lidt tid for ham for alvor at slå igennem, men det store gennembrud kom i onsdags, hvor han blev en fantastisk nummer 3 i Fleche Wallonne. Podiepladsen var en overraskelse, men det var det ikke, at han sad med blandt de bedste. Således kørte han allerede fremragende i Amstel Gold Race, og de gode resultater har sikret ham en beskyttet rolle i dette løb. Han har allerede vist, at han kan håndtere distancen, og formen er helt oplagt i top. Han er næppe hurtig eller stærk nok til at vinde så hårdt et løb, men kan han ramme det rette fremstød, kan han køre med om de helt sjove placeringer.

I mange år var Michael Albasini altid hjælper i dette løb, men det ændrede sig med ét slag i 2016, hvor han udnyttede en uventet chance til at blive en overraskende nummer 2. Det har givet ham en delt kaptajnrolle igen i år, og præstationerne i de første klassikere viser, at han er mindst lige så stærk som sidste år. Desværre bliver det nok lidt sværere for ham i 2017. Fraværet af brostenene i finalen betyder, at de lette klatrere har en fordel over den lidt tungere schweizer, der trods alt som regel er kommet til kort i så hårdt et løb. På den anden side har han været så godt kørende og er så stærk en afslutter, at vi ikke helt vil kunne udelukke, at han kan overraske, hvis han enten kan ramme et godt udbrud, eller løbet bliver meget lidt selektivt på grund af modvinden.

På papiret skulle man ikke tro, at Domenico Pozzovivo kunne begå sig i endagsløbene, men han har altid gjort det godt i Liege. Således var han i top 10 i velmagtsdagene i 2014 og 2015. Desværre har han siden styrtet i Giroen i 2015 slet ikke været den samme rytter, og han har været langt fra fordums styrke. I dette forår har det imidlertid været helt anderledes, og specielt i Tour of the Alps lignede han for første gang sit gamle jeg. Kombinationen med det italienske etapeløb har altid fungeret godt for Pozzovivo, der sammen med Bardet vil angribe utrætteligt. Desværre mangler han den spurtstyrke, der gør ham til en sandsynlig vinder.

Bahrain-Merida har mistet deres bedste kort i Enrico Gasparotto, som fortsat lider under styrtet fra Amstel og derfor næppe er på 100%. I stedet kan man så sætte sin lid til Ion Izagirre , der i Amstel Gold Race igen bekræftede, at han også kan køre endagsløb. Hele året har han været en af de stærkeste på stigningerne, og han er specielt stærk i terræn som dette. Formen er helt sikkert til at være med blandt de bedste, men også han lider under manglende spurtstyrke.

Endelig vil vi pege på dieselmotoren Louis Meintjes. Sydafrikaneren er altid en langsom starter, men i Baskerlandet viste han, at han er ved at være i gang. Med præstationerne i Touren og OL viste han i 2016 igen, at han er et af verdens allerstørste klatretalenter, og han har netop motoren til at brillere i et langt løb som dette. Vi føler os helt overbeviste om, at han vil sidde med dybt inde i finalen, og han er en oplagt top 10-kandidat. Desværre er han helt uden spurtstyrke og skal alene til stregen, hvis han skal have en chance for at vinde.

***** Alejandro Valverde

**** Adam Yates, Michal Kwiatkowski

*** Simon Yates, Sergio Henao, Dan Martin, Rui Costa, Rigoberto Uran, Tom Dumoulin, Greg Van Avermaet

** Warren Barguil, Diego Rosa, Romain Bardet, Michael Woods, Dylan Teuns, Michael Albasini, Domenico Pozzovivo, Ion Izagirre, Louis Meintjes

* Nathan Haas, Davide Formolo, Samuel Sanchez, Roman Kreuziger, Enrico Gasparotto, Rafal Majka, Tim Wellens, Fabio Felline, Diego Ulissi, Rody Molard, Patrick Konrad, Rein Taaramae, Gianni Moscon, Pierre Latour, Giovanni Visconti, Damiano Caruso, Jarlinson Pantano, Arthur Vichot, Dario Cataldo, Tanel Kangert, David De La Cruz, Michael Matthews

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Jakob Fuglsang, der deler kaptajnrollen på Astana med Tanel Kangert, Dario Cataldo og Luis Leon Sanchez. Den meget formstærke Christopher Juul kommer til at spille en nøglerolle på det forrygende Orica-Scott-mandskab, der har adskillige vinderbud i Adam Yates, Simon Yates, Michael Albasini, Simon Gerrans og Roman Kreuziger. Søren Kragh Andersen er i sidste øjeblik blevet udvalgt til at erstatte Simon Geschke på Sunweb, hvor han skal støtte Warren Barguil og Tom Dumoulin.