Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Tinkoff

Optakt: Omloop Het Nieuwsblad

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

25.02.2017 kl. 14:20 af Emil Axelgaard.

Cykelsæsonen har ganske vist været i gang i mere end en måned, men for mange fans er den ikke reelt undervejs, før rytterne har ramt de belgiske brosten og de stejle hellingen for første gang i den belgiske åbningsweekend. Omloop Het Nieuwsblad markerer starten på de historiskee løb i Europa og den belgiske klassikersæson, en helt unik del af løbskalenderen, hvor rytterne tilbringer lidt mere end en måned med at køre op og ned af de mest legendariske og mest velkendte veje i cykelverdenen igen og igen. Som en slags miniatureudgave af Flandern Rundt er årets første store semiklassiker et løb for de stærke overlevere, hvor kun de sande brostensspecialister excellerer, og det er løb som enhver klassikerrytter drømmer om at have på sin sejrsliste.

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede mange løbskilometer i benene og har gjort god brug af de varme og solrige betingelser i egne som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur. Selvom en sejr i disse tidlige løb altid er et velkomment boost til selvtillid, er det imidlertid alt sammen blot opvarmning og forberedelse til de store begivenheder senere på året.

 

Det hele ændrer sig med et slag denne weekend, når den professionelle cykelkalender træder ind i sin nlste faste med den belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.

 

Det sker på lørdag, når Omloop Het Nieuwsblad indleder kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at score resultater. For etapeløbsrytterne bliver det alvor under Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der for de fleste er de første vigtige mål på sæsonn, mens klassikerrytterne har sat kryds ved lørdag som den første afgørende dato i 2017. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, bliver det nu rigtigt alvor.

 

Omloop Het Nieuwsblad er ikke bare starten på den seriøse del af den europæiske sæson, det er også indledningen på en helt unik del af den internationale kalender: den belgiske klassikersæson. I løbet af den næste halvanden måned vil den rytterne køre adskillige meget prestigiøse løb i et ganske lille hjørne af Europa, hvor de samme veje og de samme stigninger bliver benyttet igen og igen. Af en eller anden grund bliver disse veje sjældent benyttet resten af året, men i de næste 40 dage vil de være rammen om gentagne slag i en af de mest spændingsmættede dele af sæsonen.

 

De mange løb har alle en helt unik natur. I Flandern er der ingen store bjerge eller enkeltstarter. I stedet er løbene kendetegnet af de legendariske hellingen - korte, stejle stigninger, der ofte er belagt med brosten - paveer, vind, regn og en brutal positionskamp. I disse løb er der ikke plads til folk som Chris Froome, Nairo Quintana eller Alberto Contador. Dette er legepladsen for de stærke drenge som Alexander Kristoff, John Degenkolb, Tom Boonen, Sep Vanmarcke, Greg Van Avermaet og Peter Sagan.

 

Omloop Het Nieuwsblad har den store ære af at starte det hele og udgør i forening med Kuurne-Bruxelles-Kuurne den traditionelle åbningsweekend. Kombinationen er helt perfekt, da den på den ene side appellerer til de samme ryttere, men samtidig giver forskellige typer mulighed for at brillere. Selvom begge løb byde på brosten og helleingen, og mange ryttere har vundet begge, er lørdagens løb et for de sande brostensspecialister, mens søndagens slag i Kuurne i højere grad er et sprinterløb. Selvom en stor del af feltet går igen begge dage, er der derfor en vis forskel på de to feltet. Mange hold henter hurtige afsluttere ind til søndagens løb, mens mange af klassikerspecialisterne først tager en beslutning lørdag aften, om de føler sig klar til også at køre søndag.

 

Kuurne er en af de få klassikere, som en sprinter realistisk kan sætte sig som mål, men Omloop Het Nieuwsblad er af en helt anden art. Som E3 Prijs Harelbeke - og i mindre omfang Dwars door Vlaanderen - er det som et mini Flander Rundt. I disse løb gøres forskellen på de mange hellingen og brosten samt af det ofte dårlige vejr, og det hele ender som et sandt udskilningsløb og en kamp på overlevelse. Til sidst er kun de stærkeste tilbage.

 

Omloop er ikke så hårdt som E3 og Flandern Rundt, men to faktorer gør, at det ofte er lige så selektivt. Først of fremmest betyder kalenderplaceringen, at der er brug for færre udfordringer for at skabe udskilning, end der er i april, hvor alle er på det maksimale af deres ydeevne. For det andet er vejrforholdene ofte meget værre på denne tid af året, og det har givet anledning til legendariske slag i løbet af den lange historie. Hvis vejret er forårsagtigt, er de sidste udfordringer så langt fra mål, at større grupper har afgjort løbet, senest i 2009 hvor Thor Hushovd tog sejren. Det hører imidlertid til sjældenhederne, da højst tre ryttere er sluttet i samme tid i de seneste syv udgaver.

 

Løbet, der tidligere var kendt som Omloop Het Volk, blev første gang afviklet i 1945 - samme år som Kuurne-Bruxelles-Kuurne gjorde sit indtog på kalenderen - og siden da har det startet den belgiske sæson. Grundet kalenderplaceringen har vejret ofte spillet en afgørende rolle, og løbet blev helt aflyst i 1986 og 2004 på grund af sne. I 2013 blev det afviklet som planlagt, men forværret vejr betød, at andendagsgildet i Kuurne måtte droppes. De fleste af de største belgiske klassikerryttere har vundet løbet mindst en gang, og navne som Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck, Johan Museeuw og Peter Van Petegem er alle at finde på listen over vindere. Ikke overraskende har det altid været domineret af belgiere, og hvis man ser bort fra Seamus McGraths sejr i 1959, var vinderen fra enten Belgien eller Holland, indtil Andreas Kappes brød dominansen i 1991. Ganske bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at det er det eneste større flamske løb, som Tom Boonen aldrig har vundet.

 

Løbet har i mange år været at betragte som et af de største endagesløb, men af uvisse årsager har det aldrig været en del af de fineste løbsserier, World Cuppen, ProTouren eller WorldTouren. Det bliver der imidlertid ændret på i år, hvor det kun var helt naturligt, at det var blandt de mange nye løb, der blev en del af den nye, udvidede WorldTour. Det har gjort det muligt at øge kvoten af WorldTour-hold, og da kun Movistar, UAE Abu Dhabi og - ganske overraskende - Dimension Data, bliver der tale om det stærkeste felt i nyere tid.

 

Sidste års udgave udviklede sig et dramatisk slag, hvor Peter Sagan, Greg Van Avermaet, Tiesj Benoot og Luke Rowe viste sig som de stærkeste. De samlede undervejs Alexis Gougeard op fra det tidligere udbrud, og kvintetten endte med at spurte om sejren. Her viste Van Avermaet sig overraskende som den stærkeste, da han slog favoritten Sagan og Benoot på den stigende opløbsstrækning i Gent, men Jens Debusschere vandt feltets spurt bare 9 sekunder senere på en dag, hvor brostensgiganterne fra Etixx-QuickStep ikke havde én eneste rytter i top 10. Van Avermaet vender tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod Sagan og Benoot, der begge håber på at ende højere på podiet, end de gjorde for 12 måneder siden.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL 2017-SÆSONEN - SPILLET STARTER LØRDAG KL. 14.30.

 

Ruten

Omloop Het Nieuwsblad er en sand flask klassiker, da den er designet på samme måde som de fleste af de belgiske endagesløb. Rutekortet er en yderst kompliceret affære, hvor rytterne snor sig frem og tilbage i et lille område i De Flamske Ardenner, kører på kryds og tværs og bruger de samme veje igen og igen. Alle de berømte hellingen fra Flandern Rundt findes på dette lille areal, og det er let for arrangørerne at ændre ruten fra år til år ved at variere hvilke stigninger, der besøges fra år til år.

 

Dette er mønstret for de ruter, der anvendes i E3 Harelbeke, Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt, og derfor r det ikke overraskende, at disse tre løb deler mange af de samme karakteristika med Omloop Het Nieuwsblad. Løbene starter alle med en lang, flad del, inden man rammer rækken af hellingen og brostensstykker i løbets anden halvdel. Det er her, udskilningen foregår, inden løbene slutter med endnu en flad strækning. Hvad der adskiller løbene er distancen og start- og målbyerne, og det er disse forhold, der i sidste ende afgør de enkelte løbs sværhedsgrad.

 

Omloop Het Nieuwsblad har som regel haft Gent som sit centrum, og løbet både startede og sluttede der fra 1945 til 1995. Fra 1996 til 2007 flyttede man målet til den nærliggende by Lokeren, men 2008 har løbet været tilbage, hvor det rettelig hører til: i Gent, hvor man er sluttet på den stigende opløbsstrækning på Charles de Kerchovelaan foran Citadelparken. Da Gent ligger lidt længere væk fra stigningerne end Oudenaarde, der er målby for Flandern Rundt, ender åbningsløbet med en længere flad strækning end det største flamske løb, og i dette løb er det derfor rækken af flade paveer i finalen, der typisk skaber den afgørende udskilning.

 

Ruten varierer som sagt en anelse fra år til år, og igen i år har arrangørerne lavet et par twists. Med sine 198,3 km er distancen ikke langt fra sidste års 200,8 km, og antallet af hellingen er fortsat 13, mens antallet af flade paveer uforandret er 10. En lille modifikation først på løbet forklarer den lidt kortere distance, men derudover er ruten stort set den samme. Det gælder således for de 12 første af de 13 stigninger samt de 10 paveer, men der er foretaget én helt afgørende ændring. Løbets traditionelt afgørende stigning, Molenberg, måtte sidste år tages ud af løbet på grund af vejarbejde og blev i stedet erstattet af Boembeke. I år er Molenberg tilbage, og da den klassiske finale med de tre flade paveer efter sidste stigning bibeholdes, har vi igen den finale, der kendes fra tidligere. Eneste lille ændring i forhold til den klassiske rute er, at man igen i år slutter på Emile Clauslaan, der er en kortere, bredere og stejlere opløbsstrækning end Charles de Kerchovelaan. Derudover er det værd at bemærke, at man siden 2014 har været over den berømte Mur i Geraardsbergen, men da den kommer meget tidligt på ruten, spiller den slet ikke den rolle, den tidligere gjorde i Flandern Rundt.

 

Som vanligt starter løbet i Gent, mens den officielle start gives i den nærliggende by Merelbeke. Herfra bevæger man sig ad flade veje hovedsageligt mod syd og nærmer sig gradvist De Flamske Ardenner. Løbet divergerer en anelse fra den direkte rute for at gøre denne del en anelse længere, men med mindre det blæser, er det eneste formål med denne flade sektion at trætte benene og at få etableret det tidlige udbrud.

 

Løbet bliver gradvist mere nervøst, når vi nærmer os stigningerne, og farten bliver stille og roligt øget. Vejene i de belgiske klassikere er kendt for at være smalle og snoede, og positionering forud for stigningerne er nøglen til succes. Fra det øjeblik, hvor den første stigning rammes, er det en konstant kamp for at være blandt de forreste, og derfor reduceres afstanden til udbruddet nærmest pr. automatik.

 

Det bliver alvor efter 51 km, når man rammer den berømte pave, Haaghoek, som skal besøges adskillige gange på ruten. I løbet af de næste 15 km skal rytterne derefter over kendte stigninger som Leberg, Berendries, Tenbosse og Eikenmolen med kort afstand imellem bakkerne, men de tjener primært som opvarmning. Sidste år blev de to sidste stigninger tilføjet, og det har givet mindre tid til at komme sig i denne fase. Efter 81 km får feltet dernæst chancen for igen at bestige Muren, men selvom den spiller en væsentlig rolle i cykelhistorien er den her en parentes. 17 km senere gælder det Valkenberg, og derefter følger forplejningzonen.

 

Rytterne tager nu hul på den anden del af ruten, og den starter ganske let. Først gælder det anden passage af Haaghoek med 81 km til mål. Lidt efter rammes Kaperij-stigningen, der imidlertid heller ikke giver anledning til drama. Kort efter starter finalen imidlertid, og herfra er det vigtigt at være i front konstant, og der er ikke længere mulighed for at komme sig.

 

Farten øges dramatisk, og afstanden til udbruddet vil smuldre, når feltet blæser frem mod Kruisberg, der kommer med 69 km igen. De største favoritter vil nu være fremme, men det er som regel for tidligt for de største stjerner at spille ud. Derimod ser man i denne fase ofte mindre etablerede navne forsøge sig fra distancen, og herfra er løbet ofte meget aggressivt med adskillige angreb.

 

Den virkelige finale starter med 59 km til mål, når feltet rammer den korte, stejle og brostensbelagte Taaienberg, en af de mest frygtede hellingen i De Flamske Ardenner. Faktisk har scenariet i mange år været helt forudsigeligt, da det samme har gentaget sig år efter år. Tom Boonen har to steder, hvor han traditionelt har testet formen først på sæsonen: i Tour of Qatar og når Taaienberg rammes i Omloop Het Nieuwsblad. Indtil for få år siden var der garanti for, at Boonen var første mand på stigningen, og at han med en voldsom acceleration skabte den første udskilning. I de senere år har andre overtaget denne rolle, men det har ikke ændret på, at der her løbet for alvor er gået i gang.

 

På toppen er der som regel dannet en lille gruppe af favoritter, og afhængig af sammensætningen kan den afgørende selektion være blevet lavet. Grundet manglende samarbejde sker der imidlertid ofte en regruppering, men fra nu af er døren åben for angreb, da de fleste ryttere er i den røde zone.

 

Angreb flyver herefter i begge sider af vejen, og det er som regel blot et spørgsmål om tid, inden det tidlige udbrud er hentet af den decimerede favoritgruppe. I disse løb kan deltagelse i det tidlige udbrud imidlertid ofte være en billet til finalen, da man ofte først bliver hentet, når den afgørende udskilning er sket. Det viste Alexis Gougeard eksempelvis sidste år, hvor han sikrede sig en femteplads.

 

Taaienberg er den første af en række stigninger, der udgøres af tre bakker i løbet af mindre end 10 km. Dernæst gælder det Eikenberg og Wolvenberg med henholdsvis 54 og 51 km til mål. Wolvenberg fører direkte til en serie af tre paveer bestående af Ruiterstraat, Karel Martelstraat og Holleweg, og med 44 km igen er det tid til tredje og sidste passage af Haaghoek. På dette tidspunkt er der som regel skabt en lille favoritgruppe, der bliver mindre og mindre, og da hjælperyttere er en mangelvare, er løbet som regel svært at kontrollere. De afgørende angreb kommer ikke nødvendigvis på stigningerne, da hold som Quick-Step ofte sidder i overtal og kan drage fordel af deres numeriske styrke til at sende ryttere i forvejen.

 

Haaghoek efterfølges af de to sidste hellingen, Leberg og Molenberg, der kommer med henholdsvis 41 og 35 km til mål. Mens førstnævnte er en relativt nem stigning, er sidstnævnte løbets helt afgørende udfordring. Den korte, stejle, brostensbelagte Molenberg hører til blandt de allersværeste stigninger i løbet, og det er ofte her de allerstærkeste skiller sig ud.

 

Hvad der har overlevet Molenberg skal nu forsøge at samarbejde om at holde et ofte stærkt decimeret felt bag sig i de sidste flade 35 km, der bringer rytterne nordpå tilbage til Gent. Samtidig er det vigtigt at finde det rette tidspunkt til at iværksætte en afgørende offensiv, og der er tre perfekte muligheder for at komme med et sent angreb. Det drejer sig om de tre brostensstykker, Paddestraat, Lippenhovestraat og Lange Munte, der kommer med henholdsvis 30, 27 og 20 km til mål. Sidstnævnte var eksempelvis scenen for Stijn Vandenberghs afgørende angreb for fire år siden, mens Sep Vanmarcke året inden angreb på alle tre sektioner, indtil kun han selv, Tom Boonen og Juan Antonio Flecha var tilbage. I 2014 kom det afgørende angreb efter brostenene og i 2015 var den afgørende gruppe etableret allerede inden Molenberg. Sidste år kørte Sagan, Van Avermaet, Rowe og Benoot allerede væk på Taaienberg og endte med at spurte oms sejren.

 

Efter passagen af Lange Munte er det flad asfaltsvej hele vejen tilbage til Gent, og på dette tidspunkt er det som regel kun de stærkeste, der er tilbage. Herfra er det et spørgsmål om at holde diverse forfølgere bag sig og samtidig finde en vej til at slå de stærkeste afsluttere. Oftest afgøres det imidlertid i en spurt i en gruppe på en håndfuld af de stærkeste. I finalen er der ingen væsentlige tekniske udfordringer, idet rytterne følger en lang, let snoet vej i adskillige kilometer i finalen, indtil der kommer et skarp højresving med bare 200 m til mål. De sidste 500 m stiger med 3-4%.

 

 

 

Vejret

Enhver forårsklassiker kan ændre karakter på grund af vejret, og specielt Omloop Het Nieuwsblad er grundet kalenderplaceringen meget bestemt af de klimatiske forhold. Blæst, kulde og regn giver et hårdt selektivt løb, mens forårsagtige forhold giver mindre udskilning. Samtidig er vindretningen på det sidste flade stykke tilbage til Gent altid af afgørende betydning.

 

Det ser ud til at 2017-udgaven bliver relativt mild. Dagen starter overskyet, men solen kan kigge frem sidst på eftermiddagen, hvor temperaturen ventes at nå 10 grader. Der er ingen reel risiko for regn.

 

Til gengæld bliver det ganske blæsende med en frisk vind fra sydvest. Det giver modvind i første del af løbet og masser af sidevind i den kuperede zone. Der vil være medvind på Molenberg, hvorefter der følger et stykke med sidemedvind på Paddestraat og Lippenhovestraat. Der vil dernæst være sidemodvind på Lange Munte, hvorefter der vil være medvind i de sidste 20 flade kilometer.


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL 2017-SÆSONEN - SPILLET STARTER LØRDAG KL. 14.30.
 

Favoritterne

Omloop Het Nieuwsblad er på mange måder en sjov størrelse. Selvom dets format giver mindelser om hårde, selektive løb som E3 Harelbeke og Flandern Rundt, og det grundlæggende er et løb af samme type, bliver man altid overrasket over, hvor selektivt det er. I åbningsklassikeren er der således færre stigninger end i de store løb senere på sæsonen, og de sidste udfordringer kommer længere fra mål. Almindelig logik tilsiger derfor, at der brude være en relativt stor sandsynlighed for en afsluttende regruppering, og at stærke sprintere vil have en rimelig chance.

 

Trods rutens på papiret begrænsede hårdhed udvikler løbet sig altid meget selektivt, og som sagt skal vi helt tilbage til 2009 for at finde en situation, hvor en større gruppe spurtede om sejren. Siden da har der aldrig været mere end en håndfuld ryttere tilbage, når løbet har skullet afgøres i Gent, og det siger en del om betydningen af dets kalenderplacering. På denne tid af året skal der ganske enkelt færre stigninger og brosten til for at skabe den nødvendige udskilning, men endnu vigtigere er det, at vejret i februar spiller en afgørende rolle. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste større brostensløb, Tom Boonen aldrig har vundet, idet det er en slet skjult hemmelighed, at den ellers så stærke belgier har det vanskeligt med kulde.

 

Sidste år var vi ganske tæt på at få en spurt i en større gruppe, men de fem forreste holdt akkurat feltet bag sig. At vi var tæt på en mindre selektiv udgave, skyldtes i høj grad to forhold. For det første havde Quick-Step, der altid er det mandskabsmæssigt stærkeste, misset den afgørende udskilning, og derfor var der masser af muskelkraft til at organisere jagten i det første store felt. For det andet var Molenberg ikke på programmet, og den noget nemmere Boembekeberg kunne slet ikke gøre det ud for den sædvanligvis afgørende stigning.

 

I 2017 synes det igen sandsynligt, at vi får et hårdt, selektivt løb, hvor kun de stærkeste vil være tilbage til sidst. Først og fremmest er Molenberg igen på programmet, og det giver klassikerspecialisterne en mulighed for at skabe udskilning meget tættere på mål. Dernæst er vejrforholdene vanskelige. Det vil ganske vist ikke være specielt koldt, men den hårde sidevind i den kuperede zone vil utvivlsomt bidrage til at gøre løbet hårdt og skille fårene fra bukkene. Dertil kommer, at der hovedsageligt vil være medvind på stykket tilbage til Gent, og det øger chancen for, at en lille gruppe kan holde det jagtende felt bag sig.

 

Endelig har Quick-Step i år lagt en anden taktik end vanligt. Efter et skuffende 2016 har de erkendt, at de ikke længere har de største favoritter til at vinde de flamske klassikere. Derfor har manager Patrick Lefevere meldt ud, at det er slut med den tid, hvor det belgiske hold automatisk tager kontrol over løbet. I stedet vil man køre offensivt og forsøge at benytte den ventede overtalssituation. Det betyder, at man vil være tilfreds, hvis man har en outsider med i front, og man vil ikke spille alle pengene på én hest. Dermed er det mindre sandsynligt, at der vil være kræfter nok til at jagte de stærkeste, når de efter Taaienberg eller Molenberg sandsynligvis er kørt fra.

 

I lyset af ovenstående forventer vi et hårdt løb for de sande klassikerspecialister. Det er imidlertid altid en delikat affære at skulle udpege de mest formstærke ryttere til Omloop Het Nieuwsblad. Ganske vist har de fleste af favoritterne alle kørt løb for nylig, men Omloop er noget helt andet end Tour of Oman og Volta ao Algarve. Det siger således intet om Tom Boonens styrke på Taaienberg, at han smider 20 minutter på en stigning i Oman, og man kan ikke aflæse meget af, hvordan Sep Vanmarcke begår sig på en bjergetape i Algarve. Løbene kan bruges til at forudsige, hvem der med sikkerhed er i form, men de siger meget lidt om, hvem der vil skuffe, når man rammer brostenene.

 

Den eneste af de store favoritter, der ikke har kørt løb i februar, er Peter Sagan. Det kunne tilsige, at verdensmesteren ikke er på toppen, men det vil sandsynligvis være en fejlkonklusion. Sagan har således fulgt nøjagtig samme formel som sidste år, hvor han efter et tidligt løb i januar, har tilbragt februar på højdetræningslejr i Sierra Nevada. Den model brugte han for første gang i 2016, og den fungerede aldeles upåklageligt. Således var Sagan blandt de stærkeste i Omloop Het Nieuwsblad, og det var kun en kikset spurt, der forhindrede ham i at sikre sig sejren i hans første deltagelse siden 2010.

 

Vi har med andre ord ingen grund til at tro, at Sagan ikke møder op i ganske god form, og det gør ham til vores favorit til at vinde. Ingen er stærkere end verdensmesteren på korte stejle stigninger, og det vil være en stor overraskelse, hvis ikke Sagan er at finde i den gruppe, der etableres efter Molenberg. Det er samtidig vanskeligt at forestille sig, at han ikke vil være den hurtigste - vi tvivler på, at Tom Boonen og Alexander Kristoff har det rette punch til at gøre sig gældende med de allerbedste - og det giver naturligt Sagan de bedste kort på hånden.

 

Sagans store problem er naturligvis, at hans hold er relativt svagt, og at han med stor sandsynlighed vil være isoleret relativt tidligt. I den sammenhæng kan sidste års nederlag imidlertid vise sig som en fordel. Specielt Greg Van Avermaet vil være overbevist om, at han kan slå Sagan i en spurt, og da slovakken også blev slået af Michal Kwiatkowski i en lignende spurtafgørelse i E3 Harelbeke, vil der være flere, der tror på, at de kan gøre det færdigt på stregen. I en spurt op ad bakke vil Sagan imidlertid på papiret være hurtigere end alle andre end Alexander Kristoff, og han vil derfor være den naturlige favorit. Historien viser, at han sagtens kan blive slået i disse opgør, men hans fejlprocent synes at være kraftigt aftagende. Sagan er nu langt mere moden og velovervejet, end han var for blot få år siden, og han bliver således vanskeligere og vanskeligere at slå. Derfor tror vi på, at slovakken vinder årets første klassiker på lørdag.

 

Hans største rival må naturligt være Greg Van Avermaet. Belgieren har efterhånden udviklet et helt specielt forhold til Sagan, og parret har efterhånden været nummer 1 og 2 i utallige løb. Efter i mange år at have været den evige toer har Van Avermaet i de senere år taget det sidste skridt op og tilhører nu den absolutte elite på stejle brostensbakker. Dertil kommer, at han er blevet hurtigere og mere selvsikker i spurtafgørelser, og han vinder nu langt flere spurter end tidligere.

 

Van Avermaets problem er, at han brækkede anklen i november, og derfor ikke har haft samme forberedelse som tidligere. I Oman var det tydeligt, at han ikke var på samme niveau som for 12 måneder siden, og vi er denne gang ikke overbeviste om, at han faktisk vil figurere i finalen. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke vil gøre det, og det er vanskeligt ikke at betragte ham som Sagans største konkurrent i en spurt. Ganske vist er Sagan på papiret klart den hurtigste, men Van Avermaet har slået sin rival adskillige gange i lignende finaler. Det lykkedes i dette løb i 2016, i Touren 2015, i Tirreno-Adriatico i 2016 og senest i GP Montreal. Efter et hårdt løb er styrkeforholdet mellem de to mere lige, specielt i en hård spurt som denne. Van Avermaet ved, at han kan vinde over Sagan, og han vil derfor have den nødvendige kølighed til at tro på sin spurt. Det kan være nok til at sikre ham endnu en sejr.

 

Når det kommer til muskelkraft på en brostensbelagt stigning, er Sep Vanmarcke sandsynligvis feltets allerstærkeste rytter. Mens Sagan er den bedste på korte, stejle asfaltstigninger, synes ingen at have Vanmarckes punch, når det gælder brosten. Han fandt aldrig sit højeste niveau i 2016, men alligevel var han vel den mest stabile rytter i brostenssæsonen, og han var i top 4 i de tre største brostensklassikere.

 

Dertil skal lægges, at Vanmarcke historisk altid har været den stærkeste i åbningsweekenden. En kombination af uheld og en imponerende evne til at ødsle med kræfterne har gjort, at han kun har vundet Omloop en enkelt gang, men i de fleste udgaver har han været skræmmende stærk. Sidste år valgte han at skippe åbningsweekenden for at være mere frisk til de større opgaver, men i år er han tilbage. Han vil givetvis igen forsøge at holde lidt igen med formopbygningen, men hans fine enkeltstart i Algarve indikerer, at han er, hvor han skal være. Han er hurtig i en spurt, og selvom han får svært ved at slå Sagan og Van Avermaet er det bestemt ikke umuligt i en finale som denne. Er der en, der har styrken til at tage en solosejr, er det samtidig med stor sandsynlighed Cannondale-kaptajnen.

 

Tiesj Benoot markerede sig med en fuldstændig unik femteplads i sit første Flandern Rundt som fremtidens helt store stjerne på brostenene. Han tabte lidt anseelse i den belgiske presse i 2016, hvor skader ødelagde hans klassikersæson, men det betyder ikke, at Benoot har tabt talentet. Tværtimod har han i år været absolut flyvende. End ikke Alejandro Valverde kunne sætte ham på stigningerne på Mallorca, og efter en dårlig dag på Alto da Foia sluttede han som nummer 3 på kongeetapen i Algarve, hvor Alto do Malhao normalt burde have været for hård for supertalentet. Det siger alt om, hvor meget bedre Benoot er blevet i de sidste 12 måneder, og han er muligvis feltets mest formstærke rytter. Hvis man dertil lægger, at han sidste år blev nummer 3 i løbet, bør han være meget tæt på sejren med sit nuværende høje niveau. Vi har således ikke megen tvivl om, at Benoot vil være blandt de allerstærkeste, men den store udfordring bliver naturligvis at omsætte det til sejr. Han er ganske vist hurtig i en spurt, men mange af de øvrige favoritter er hurtigere. Med hans nuværende styrke er intet imidlertid umuligt i en finale, hvor alle er på grænsen, og en solosejr er bestemt også inden for rækkevidde.

 

Trek stiller til start uden John Degenkolb, og det giver Jasper Stuyven mulighed for at være enerådende kaptajn. Sidste år var han flyvende i åbningsweekenden, hvor kun uheld satte ham ud af spillet i Omloop, inden han med en imponerende præstation satte alle til vægs i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Hans klatrepræstationer i Algarve må have fået mange til at spærre øjnene op, og det tyder på, at han igen i år er i storform. Samtidig må man formode, at et års erfaring har gjort ham endnu stærkere, og han bør derfor være at finde i den absolutte finale. Ganske vist er der hurtigere folk i en spurt, men en mand, der har vundet en reduceret massespurt i Vueltaen og for nylig sluttede som nummer fem i en stigende massespurt i Algarve, selvom han kørte lead-out for Degenkolb, kan naturligvis også vinde en spurt på en bakke i Gent. Selv hvis en større gruppe skal afgøre det mellem sig, har en yderst formstærk Stuyven en stor chance.

 

Det er som sagt aldrig lykkedes Tom Boonen at vinde denne klassiker, og belgieren har også indrømmet, at det i år kan blive kompliceret for ham i de flamske klassikere. Således har han ikke længere den fornødne eksplosivitet til at følge folk som Sagan og Van Avermaet på de stejleste hellingen. Det giver imidlertid den paradoksale situation, at Omloop Het Nieuwsblad sandsynligvis er det flamske løb, han har størst chance for at vinde. Således har der i flere måneder gået rygter om, hvor velforberedt og tynd Boonen er, og da hans karriere slutter den 9. april, er der ingen tvivl om, at han formmæssigt er længere fremme end de bedste ryttere på stigningerne. Det giver ham en betydeligt større chance for at hænge på end i de større løb senere på foråret. Dertil skal lægges, at Boonen i en spurt efter et hårdt løb er hurtigere end næsten alle, og blandt de helt store favoritter, er han manden med de største chancer for at få ram på Sagan i finalen. Modsat mange andre vil han også være en af de allerstørste favoritter, hvis en større gruppe skal spurte om sejren, og det giver Boonen ganske gode kort på hånden.

 

Boonen er naturligvis ikke det eneste kort, Quick-Step kan spille. Også Zdenek Stybar har meget gode kort på hånden. Tjekken ramte ganske vist ikke topformen i 2016, men han viste i 2015, at han er blandt de allerbedste på brostensbelagte stigninger. Hans præstationer i Algarve, hvor han på Alto do Foia splittede feltet til atomer, viser med al tydelighed, at hans form er på allerhøjeste niveau. Samtidig har han den store fordel, at Quick-Step kan drage fordel af deres overtal. Enten vil der være flere folk fra det belgiske hold i den afgørende gruppe efter Molenberg, eller også vil Stybar kunne spille Boonen-kortet og nægte at føre. Det giver ham en taktisk overhånd, som den stærke og snu tjekke utvivlsomt kan udnytte. At han samtidig er hurtig i en spurt op ad bakke er bestemt heller ingen ulempe.

 

Arnaud Demare har i mange år banket på døren til det store gennembrud på brostenene, men i år synes han endelig at være klar til at tage det store skridt. Lige siden han fik Kristoff til at ligne en juniorsprinter i Etoile de Besseges har han været absolut flyvende. I Algarve kunne han meget vel have vundet spurten mod hele verdenseliten på 4. etape, hvis han havde været blot en anelse bedre placeret, og hans 6. plads på enkeltstarten vidner om helt ekstraordinær god form. Det fik Sep Vanmarcke til at bemærke, at franskmanden så meget stærk ud, og mange må have noteret sig, at Demare vel næppe før er set bedre. Om han er stærk nok i positionskampen eller på stigningerne til at sidde med de bedste, er nok tvivlsomt, men skal en større gruppe spurte om sejren, er Demare vores klare favorit.

 

En anden rytter, der imponerede i Algarve, er Lars Boom. Således kørte hollænderen sin bedste enkeltstart i flere år, og det tyder på, at han er klar. Han har i mange år været en af de allerbedste på brostenene, men uheld har i høj grad forhindret ham i at opnå et bedre resultat. Han er ganske vist mere skabt til de flamske klassikere end til Paris-Roubaix, men det ser ud til, at en intensiv cykelcrosssæson har givet ham en fordel på denne tid af året. Hans problem er manglen på holdstøtte, og at han får det svært mod de fleste i en spurt (selvom han ikke er langsom), men da han betragtes lidt som en outsider, kan han måske udnytte sin store styrke på de flade brostensstykker i finalen til at gøre en forskel.

 

2017 er året, hvor Oliver Naesen endelig skal bekræfte sit helt enorme potentiale i klassikerne. Sidste forår endte som lidt af en skuffelse, men i efteråret viste han den enorme rækkevidde af hans talent. Han vandt således GP Plouay med en imponerende præstation i finalen, og han var stærkeste mand i Eneco Tour, hvor alle de store klassikerspecialister ellers var samlet. Han har haft en relativt anonym sæsonstart, men han viste i Oman, at han er kørende. Da han samtidig reelt slog Dylan Groenewegen i en spurt i sidste års Tour de l’Eurometropole (hollænderen burde retteligt være blevet deklasseret), har han samtidig vist, at han ikke behøver at frygte nogen i en spurt efter et hårdt løb.

 

Sky har flere kort at spille, men det bedste er sandsynligvis Luke Rowe. Allerede sidste år var briten en af de fire stærkeste i dette løb, og siden da er han kun blevet bedre. Således var han nærmest skræmmende stærk i Herald Sun Tour, hvor han blandt andet vandt en hård etape med et solofremstød, og vi vil derfor blive meget overraskede, hvis ikke også han er at finde i den absolutte finale. Hans store problem er, at han ikke længere er så hurtig, som han engang var. Tidligere har han vundet massespurter, men nu om dage er han sjældent fremme i spurter selv i små grupper. Det ændrer imidlertid ikke på, at han efter et hårdt løb stadig kan vinde på rå muskelkraft.

 

På papiret er Alexander Kristoff naturligvis altid en af favoritterne, men nordmanden skuffer altid. Således minder han hvert år om, at han aldrig er god i Omloop, og selvom han hvert år alligevel tildeles store sejrschancer, er han aldrig med fremme i den belgiske klassiker. Kristoff mangler ganske vist eksplosiviteten til at følge de bedste på stigningerne, og derfor er det kun i det meget længere Flandern Rundt, hvor hans store dieselmotor kommer til sin rette, at han kan begå sig i et hårdt, flamsk løb. Det betyder ikke, at en formstærk Kristoff ikke kan vinde, men det kræver, at en større gruppe skal spurte om sejren. I det tilfælde vil han sammen med Demare være den store favorit, idet han praktisk talt er umulig at slå i en spurt efter et hårdt løb.

 

Daniel Oss var en af de allerbedste på brostenene i 2015, men 2016-sæsonen blev lidt af en skuffelse. I år synes han imidlertid at være i fremragende form. Vi var dybt imponerede over klatrepræstationerne i Oman, og der er en god chance for, at Oss vil kunne finde vej til frontgruppen i finalen. Som udgangspunkt er han naturligvis hjælperytter for Van Avermaet, men i en situation, hvor den belgiske kaptajn mangler et par procent, kan der opstå uventede muligheder for en formstærk Oss.

 

Afslutningsvis er vi med nogen modvilje nødt til at pege på Niki Terpstra. Hollænderen er ubetinget en af de bedste på brostenene, men han er bedre i længere og hårdere løb. Samtidig har han ikke altid været på sit bedste i åbningsweekenden, og intet tyder på, at det er anderledes i år. Da han også er blandt de langsomste i en spurt, vil han altid have vanskeligt ved at vinde dette løb. Når han alligevel skal nævnes sm stærk outsider skyldes det, at han er del af det absolut stærkeste hold. Selv på 80-90% af sin ydeevne kan Terpstra være at finde i finalen, og så kan alt ske i et taktisk spil - bare husk hvordan han vandt Paris-Roubaix ved at drage fordel af holdets overlegenhed.

 

***** Peter Sagan

**** Greg Van Avermaet, Sep Vanmarcke

*** Tiesj Benoot, Jasper Stuyven, Tom Boonen, Zdenek Stybar, Arnaud Demare

** Lars Boom, Oliver Naesen, Luke Rowe, Alexander Kristoff, Daniel Oss, Niki Terpstra

* Gianni Moscon, Fabio Felline, Sonny Colbrelli, Matteo Trentin, Bryan Coquard, Ian Stannard, Jens Keukeleire, Magnus Cort, Edward Theuns, Jens Debusschere, Jurgen Roelandts, Philippe Gilbert, Dylan Groenewegen, Tony Martin, Anthony Turgis, Søren Kragh Andersen

 

Danskerne

Der er massiv dansk deltagelse. Magnus Cort og Søren Kragh har begge en beskyttet rolle på deres hold, og med den gode form, de har vist, har de en reel outsiderchance, selvom de nok mangler erfaring til at køre med om sejren. Astana stiller med Matti Breschel og Michael Valgren, der også begge må kunne køre deres egen chance, men deres form synes temmelig usikker. Christopher Juul er også i god form, men må ventes at få en hjælperrolle på Orica-Scott. Det samme har Michael Mørkøv på Katusha, hvor man kører for Alexander Kristoff, Tony Martin og Baptiste Planckaert, og Mads Pedersen på Trek, hvor kaptajnerne er Jasper Stuyven og Edward Theuns. Endelig er Lasse Norman til start for Aqua Blue Sport. Han viste forrygende form i Oman, men ambitionen her må være at komme med i det tidliger udbrud.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL 2017-SÆSONEN - SPILLET STARTER LØRDAG KL. 14.30.

 

SENESTE

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SØNDAG

Vis valgte

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM TINKOFF-SAXO

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk