Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Het Nieuwsblad og Kuurne

Optakt: Het Nieuwsblad og Kuurne

27. februar 2015 07:30Foto: Muscat Municipality/Paumer/B.Bade

Allerede i november måned dukkede de første opdateringer op på Twitter med nedtællinger til Omloop Het Nieuwsblad, og selvom vi nu har haft cykelløb på diverse længdegrader i halvanden måned, så er det altså først for alvor i den kommende weekend, at det igen bliver rigtig sjovt at være cykelfan.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne markerer åbningsweekenden for brostenssæsonen, og de to løb markerer også den ’rigtige’ start på cykelsæsonen. Selvom Tour de San Luis, Tour of Qatar og Vuelta a Andalucia alle byder på underholdende cykelløb, så er der bare ikke noget, der kan matche det cykelløb, som smalle veje, masser af sving, brosten, vinde og kolde temperaturer kan skabe helt af sig selv.

 

Tour of Qatar, og hvad det ellers hedder, er intet andet end opvarmning. Løbene har minimal prestige for andre end de lokale, og det eneste positive, man som cykelrytter kommer derfra med, er en god gang træning og måske en sejr, der kan give lidt på selvtillidskontoen. Det kan give bud på, hvordan formen er, men man kan aldrig rigtig regne med det. Greg Van Avermaet er et glimrende eksempel fra sidste år: Han kørte komplet anonymt med i både Tour of Qatar og Tour of Oman, hvorefter han blev nummer to i et vanvittig hårdt kørt Omloop Het Nieuwsblad.

 

Åbningsweekenden er mere end nogle andre brostensløb komplet uforudsigeligt. Formen er ikke helt på plads for de store stjerner, hvilket giver mulighed for, at de knap så store stjerner kan boltre sig, bedst eksemplificeret i 2012 ved Sep Vanmarcke - en ukendt mand for de fleste indtil da - som ud af det blå slog Tom Boonen, der var nærmest uovervindelig det forår, i Omloop Het Nieuwsblad.

 

Læs også
Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

 

ALT kan ske i de to løb, og sidste år så vi det med det fabelagtige væddeløb om lørdagen, hvor der var konstante angreb de sidste 100 km, og den meget overraskende udvikling søndag, hvor Omega Pharma-QuickStep og Belkin kørte hele feltet midtover og kørte hjem i en mindre gruppe langt udefra. Hvad kommer der til at ske i år? Ja, ingen kan forudse det.

 

Ruterne

I Omloop Het Nieuwsblad starter og slutter rytterne i byen Gent. Derfor er det ikke overraskende, at ruten fører rytterne rundt og rundt i et forholdsvis lille areal i landområdet med gentagne passager af de samme veje. 200,2 km skal køres - to mere end sidste år, hvilket skyldes indførelsen af et kort fladt stykke midtvejs mellem to bakke, i stedet for, at de var sat oven på hinanden. Så nu er der faktisk en bakke ekstra sammenlignet med sidste år.

 

Løbet er en blanding af pavéer - flad vej med brosten - og hellinger - bakker, hvor nogle er med brosten. Disse er ikke overraskende højest koncentrerede i løbets sidste tredjedel, og sidste brostensbelagte strækning skal forceres 20 km fra målstregen. Fra kilometer 130 til 180 er der, hvor løbet skal afgøres, og hvor den ene helling efter den anden afløser den ene pavé efter den anden - mytiske stigninger som Kruisberg, Taaienberg, Eikenberg og Molenberg er blandt de strækninger, som skal afgøre årets vinder af Omloop Het Nieuwsblad.

 

Dagen efter byder Kuurne-Bruxelles-Kuurne på 196 lidt lettere kilometer. Som navnet antyder, sendes rytterne af sted fra Kuurne i Kortrijk i retning mod Bruxelles. Inden de dog når så langt vender den om og kører tilbage til Kuurne over en række hellinger. Disse er centreret mellem kilometer 89 og 143, hvor otte hårde stigninger skal afgøre løbet - La Houppe lægger ud, inden blandt andet Kruisberg og Oude Kwaremont skal trætte rytternes ben.

 

Sidste stigning, Nokereberg, ligger hele 55 km fra målstregen, og derfor har Kuurne-Bruxelles-Kuurne i noget højere grad end Omloop Het Nieuwsblad tendens til at ende i en massespurt. Antallet af potentielt afgørende punkter på ruten er noget færre end dagen før, og ruten er derfor knap så selektiv. Typerne, der kan vinde løbet, er derfor ofte nogle lidt andre end om lørdagen.

 

Favoritterne til Omloop Het Nieuwsblad

Det svære ved åbningsløbene er, at der ikke er ret meget form at gå ud fra, når man skal vurdere favoritterne til løbene. Rytterne har ikke kørt ret mange løb på dette tidspunkt, og selvom de har, har de ikke nødvendigvis gjort særligt meget opmærksom på sig selv. De fleste har kørt to-tre etapeløb og måske et par endagsløb, men det er stadig tidligt på sæsonen, og folk skal stadig finde frem til deres vinderben, som ikke er blevet brugt hele vinteren.

 

En, der dog har fundet vinderbenene frem allerede, er Niki Terpstra (Etixx-QuickStep). Hollænderen triumferede sidste år i Paris-Roubaix efter at have startet sæsonen med en sejr i Tour of Qatar. Sidstnævnte gentog han for få uger siden i et løb, hvor han på alle etaper sluttede inden for top 30, og det tyder på, at hollænderen ikke bare har haft en glimrende vintertræning, men også er mentalt fuldstændig klar til at brillere igen i år på sit yndlingsunderlag. Sidste år var han meget aktiv, men meget lidt samarbejdsvillig i Omloop Het Nieuwsblad, og det kostede ham i sidste ende sejren. Med lidt mere taktisk snilde, som vi så et glimrende eksempel på to måneder senere i Paris-Roubaix, så er Terpstras vinderchancer rigtig store.

 

Norske Alexander Kristoff (Katusha) fortsætter bare, hvor han slap sidste sæson. Fire sejre på to etapeløb må siges at være en helt perfekt start, og nordmanden, der aldrig virker til at være i dårlig form, kan både lukrere på en eventuel massespurt, men også køre med de stærkeste på brostenene. Der er absolut ingen, der har lyst til at komme med Kristoff til målstregen, for ingen kan slå nordmanden i en spurt, når løbet først er blevet rigtig hårdt. Hans største problem er holdet, for han bliver hurtigt overladt til sig selv på brostenene, og han kan ikke selv bruge kræfter på at køre alle udbrud ind. Derfor kan han blive tvunget ud af sit rette element og køre med i angrebene.

 

Sidste års nummer to har været glimrende kørende fra starten af sæsonen. Greg Van Avermaet (BMC) blev nummer fem i Tour of Qatar efter en overraskende god enkeltstart og et par top 10-placeringer undervejs. Sidste år var han lidt på bagkant med udviklingen i løbet og måtte bruge mange kræfter på at jagte, og det var måske årsagen, til at han meget overraskende tabte spurten om sejren til dieselmotoren Stannard. Belgieren skal lære at køre taktisk og bruge sine kræfter rigtigt, ellers får han aldrig den store sejr, han sukker sådan efter, men han viste sidste år, at han nu er blandt de allerbedste brostensryttere i verden. Måske tilstedeværelsen af hans formstærke holdkammerat og evige rival Philippe Gilbert kan hjælp Van Avermaet eller i hvert fald BMC til endnu et topresultat, men der skal snart en sejr på bordet.

 

Læs også
Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

 

Tom Boonen (Etixx-QuickStep) har endnu sæsonens første sejr til gode, men han har allerede scoret fem top fem-placeringer, hvorfor formen i hvert fald ikke er helt ved siden af. Boonen starter altid godt og er næsten altid med fremme i åbningsweekenden. Spørgsmålet er, hvor meget der efterhånden er tilbage i tanken hos den 34-årige belgier. Hans hold er som sædvanlig uhyre stærkt, men Boonen er ikke længere deres stærkeste kort, og han skal i stedet begynde at køre mere taktisk, hvis han skal slå sine konkurrenter.

 

Til gengæld er holdkammeraten Zdenek Stybar for alvor på vej frem. Han viste sidste og forrige år, at hans evner på brosten efterhånden næsten står til måls med hans evner i cykel cross-terræn. I Volta ao Algarve viste han tegn på fremragende form, og det kan ikke udelukkes, at tjekken viser sig som Etixx-QuickSteps afgørende trumf, når løbet går ind i sin sidste tredjedel.

 

Sidste års sejrherre, Ian Stannard (Team Sky), fortjener naturligvis også at blive nævnt. Stannard blev samlet nummer fire i Tour of Qatar - præcis som sidste år -, og der er ingen tvivl om, at den bomstærke brite har tænkt sig at gøre alt, hvad han kan, for at forsvare sidste års sejr. Med sig har Stannard et stærkt hold med blandt andre Bradley Wiggins - der selv kan køre med om sejren -, Bernhard Eisel og Salvatore Puccio, som alle bør være til stede, når løbet spidser til. Forvent at se briterne helt fremme i forreste geled.

 

En af denne skribents favoritter til løbet er måske lidt en overraskelse for nogen, for Heinrich Haussler (IAM Cyclng) har det med at flyve under radaren i en stor del af sine løb, men han har faktisk fået skudt sin sæson i gang på fornem vis. Efter sejren i det australske mesterskab i januar har han sikret sig syv top 10-placeringer i på etaper, og han blev samlet nummer otte i Tour of Qatar. Særdeles glimrende for en rytter, der sjældent starter sæsonen specielt imponerende. Holdet siger, han bare er der for at forberede sig til de kommende klassikere, og han vinder ikke en massespurt, men kommer han med en lille gruppe hjem, er han livsfarlig for enhver, der sidder sammen med ham.

 

Man kommer meget hurtigt til at nævne alt for mange ryttere, men en enkelt fortjener endnu en bemærkning, nemlig en af sidste års allerstærkeste ryttere på brosten, Sep Vanmarcke (Lotto NL-Jumbo). Vanmarcke har som sædvanlig droppet de mellemøstlige løb for at køre Volta ao Algarve, hvor han ikke gjorde meget væsen af sig, men alligevel var glimrende kørende. Sidste år var han med i alt, hvad der rørte sig, men missede det sidste angreb, og det bliver spændende at se, hvordan han vil køre løbet i år, når han ikke længere har Lars Boom ved sin side.

 

Der er masser af danskere til start i løbet, for Danmarks største cykelhold CULT Energy Pro Cycling har trods tyveriet tidligere på ugen fået skrabet cykler nok sammen til at deltage i løbet. Holdet kan ikke køre med om sejren, men i Russel Downing og måske Martin Mortensen er der da mulighed for at vise sig lidt frem undervejs, og sidstnævnte vil blive "overlykkelig" for en top 20-placering. De resterende danskere, Mads Pedersen, Michael Reihs, Michael Carbel og Troels Vinther, kan forsøge at deltage i det lange udbrud, men vi skal ikke forvente store resultater fra det danske hold.

 

Favoritvurdering

*****: Niki Terpstra

****: Alexander Kristoff, Greg Van Avermaet

***: Tom Boonen, Zdenek Stybar, Ian Stannard, Heinrich Haussler, Sep Vanmarcke

**: Philippe Gilbert, Bradley Wiggins, Edvald Boasson Hagen, Dries Devenyns

*: Sylvain Chavanel, Guillaume Van Keirsbulck, Arnaud Démare, Björn Leukemans, Jempy Drucker, Edward Theuns

 

 

Favoritterne til Kuurne-Bruxelles-Kuurne

Det er mange af de samme, men alligevel lidt nogle andre ryttere, der er topfavoritter til søndagens løb, for Kuurne-Bruxelles-Kuurnes tendens til at ende i massespurter gør, at det er sprinterne, som må døje med den tunge favoritværdighed. Ingen har mere pres på skuldrene end allerede nævnte Alexander Kristoff. Han kan som sagt sidde med de bedste på brostenene, og han er exceptionelt hurtig på stregen i de hårde løb. Selvom hans hold ikke nødvendigvis er imponerende, så klarer han sig som regel fremragende alene i positionskampen, og han er den klare favorit i løbet.

 

Læs også
Skjelmose med stærk udmelding inden monument

 

Han skal dog nok få udfordringer, da særdeles formstærke Mark Cavendish stiller til start som en del af et forrygende Etixx-QuickStep. Cavendish er kommet forrygende fra start med fem sejre allerede, og han er måske den eneste, der reelt kan udfordre Kristoff på målstregen, når det kommer til topfart. Briten har en sejr fra 2012 i bagagen, så han ved godt, hvordan den skal skæres.

 

Etixx-QuickStep bør bruge ham som trumfkortet i feltet, mens de mere brostensstærke typer som Tom Boonen og Niki Terpstra skal ud og angribe terrænet. Med det ryttermateriale har holdet glimrende taktiske muligheder med The Cannonball siddende i feltet og Tornado Tom ude foran i selskab med Terpstra. Sidste års nummer tre, Sep Vanmarcke, skal køre efter samme model som sidstnævnte, hvis han skal vinde, og han har i hvert fald evnerne til at sætte feltet på brostenene og hurtigheden i en spurt til at slå eksempelvis Terpstra, men han skal helt af med sprinterne i år.

 

Team Sky har flere kort at spille på i løbet, hvis det bliver selektivt, men ender det i den forventede massespurt, så er Elia Viviani deres trumf. Italieneren er kommet fint fra start i 2015 og har allerede fået sin første sejr sin nye sorte trøje, og med den tidligere vinder Chris Sutton - som også selv kan køre afslutningen, hvis Viviani er røget af - på holdet kan han forvente god støtte i afslutningen. Viviani har topfarten til at udfordre de bedste sprintere i verden, og det bliver spændende at se, hvordan han klarer sig i det uvante brostensterræn.

 

To danskere er med på startlisten til Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og selvom Lars Bak (Lotto-Soudal) er det klart største navn, så bliver Morten Gadgaard fra CCT p/b Champion System måske den mest interessante at følge. Lars Bak må forventes at skulle agere hjælper hele løbet for André Greipel, mens 23-årige Morten Gadgaard er kaptajn på sit nystartede kontinentalhold. Selvom vi ikke skal forvente et topresultat fra talentet, så er formen og evnerne på brostenene så gode, at det ikke er usandsynligt, at han kan sidde i feltet, når massespurten skal køres. Og hvem ved, hvad der så kan ske ...

 

Favoritvurdering

*****: Alexander Kristoff

****: Mark Cavendish

***: Tom Boonen, Elia Vviani, Sep Vanmarcke

**: Greg Van Avermaet, Nacer Bouhanni, Tom Van Asbroeck, Yauheni Hutarovich, Matteo Pelucchi

*: Chris Sutton, Philippe Gilbert, Ian Stannard, Tyler Farrar, Sam Bennett, Niki Terpstra, Edvald Boasson Hagen

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Omloop Het Nieuwsblad
Nyheder Profil Resultater
Kuurne-Bruxelles-Kuurne
Nyheder Profil Startliste Resultater
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?